SOM EUROPÆISKE BORGERE NYDER VI GODT AF GRUNDLÆGGENDE TING, SOM VI OFTE TAGER FOR GIVET. DISSE OMFATTER EN REGION I FRED, DELTAGELSE I EN AF VERDENS STØRSTE ØKONOMIER OG FRIHED TIL AT BO, STUDERE, ARBEJDE OG REJSE I ANDRE EU-LANDE. VI HAR OGSÅ ANDRE MINDRE SYNLIGE FORDELE — DAGLIGDAGSTING, SOM GØR EN STOR FORSKEL. DETTE KAPITEL VISER NOGLE KONKRETE EKSEMPLER PÅ, HVAD EU GØR FOR SINE BORGERE.

HVILKEN INDFLYDELSE HAR UNIONEN PÅ DIN DAGLIGDAG?

Alt, hvad EU gør, er baseret på traktater, der indeholder reglerne for, hvordan EU fungerer. Disse er blevet indgået frivilligt og demokratisk af alle EU-lande.

EU handler på de områder, som EU-landene har bemyndiget det til, og hvor det giver mening at handle i fællesskab, f.eks. vedrørende klimaændringer eller global handel.

Dette kapitel indeholder oplysninger om, hvad EU allerede har gennemført og vedtaget (og kapitel 4 »Hvad er der på EU’s dagsorden« fortæller, hvad der gøres for at videreføre dette arbejde). Her er blot nogle af resultaterne indtil videre.

Nem og sikker rejse

Det er i dag meget nemmere at rejse i Europa end tidligere. Det skyldes, at de fleste EU-lande og nogle tredjelande har fjernet grænsekontrollen mellem sig. Denne fjernelse af grænsekontrollen er sket som følge af Schengenaftalen, som er opkaldt efter den lille by i Luxembourg, hvor den blev undertegnet af de europæiske lande i 1985.

Som unionsborger kan du rejse inden for de 27 »Schengenlande« uden pas: 23 EU-lande (Belgien, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Italien, Kroatien, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Polen, Portugal, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig) samt Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz. Bulgarien, Cypern, Irland og Rumænien indgår i øjeblikket ikke i Schengenområdet. Når du rejser til eller vender hjem fra lande uden for Schengenområdet, skal du fremvise et gyldigt pas eller ID-kort.

Forebyg en ulykke
Der var brand hos Anasthassios fra Grækenland i hans lejlighed i Lissabon, lige efter han flyttede dertil for at studere. Han kendte ikke det portugisiske alarmtjenestenummer, men han huskede, at han kunne bruge 112-nummeret i Portugal lige som i sit hjemland Grækenland eller overalt i EU. Så han ringede 112 og kom med det samme igennem til Lissabons alarmtjeneste, som med det samme sendte brandvæsenet til hans hjem.

Hvis du kommer i fare i et hvilket som helst EU-land, kan du ringe gratis til det europæiske alarmnummer 112 fra en hvilken som helst fastnet- eller mobiltelefon.

OPGAVE 11 SCHENGENOMRÅDET

Er dit land med i Schengenområdet? Har du eller et medlem af din familie for nylig besøgt et andet EU-land? Skulle du igennem paskontroller? I 2022 levede der 1,5 million mennesker i et Schengenland, som arbejdede i et andet. 3,5 millioner mennesker passerer hver dag en grænse mellem Schengenlande. Hvad tror du, Schengen betyder for dem og økonomien i disse områder?

Diskutér dette i små grupper i klassen.

Byen Schengen i Luxembourg, tæt på Luxembourgs grænse til Tyskland og Frankrig med skilte, der viser vej til grænserne til Tyskland og Frankrig.

Alle, der rejser gennem EU, er:

  • beskyttet af et komplet sæt passagerrettigheder, når de rejser med fly, tog, skib, bus, herunder turistbus (under visse omstændigheder kan de f.eks. få kompensation, hvis deres fly aflyses)
  • beskyttet, når de køber en pakkerejse, således at den virksomhed, der solgte ferien til dem, skal behandle deres klage (hvis de f.eks. indlogeres på et hotel under standard)
  • beskyttet, hvis en rejsearrangør eller et luftfartsselskab går konkurs.

Du kan tjekke dine passagerrettigheder i Unionen når som helst, hvor som helst. Download appen: europa.eu/!wnbPNc

VIDSTE DU DET?

Når EU-borgere rejser til et land uden for EU, kan de få hjælp fra et hvilket som helst andet EU-lands konsulat eller ambassade, hvis deres hjemland ikke er repræsenteret.

Sundhed og sikkerhed under rejser

Hvis du bliver syg eller kommer ud for en ulykke i et andet EU-land, Island, Liechtenstein, Norge eller Schweiz, har du som unionsborger ret til at modtage offentlig sundhedspleje på de samme betingelser og til samme pris som befolkningen i det pågældende land. Anmod om et europæisk sygesikringskort (europa.eu/!Hy73uY) hos Borgerservice, inden du rejser til udlandet.

VIDSTE DU DET?

EU er sammen med sine medlemslande den største donor af humanitær bistand. Den støtter mennesker i nød i hele verden. I de senere år har EU reageret i flere kriser som f.eks. Ukraine, Yemen, Syrien og Den Demokratiske Republik Congo. EU yder og koordinerer også nødhjælp til mennesker i områder, der er ramt af katastrofer i Europa og overalt verden ved hjælp af EU-civilbeskyttelsesmekanisme. Alle lande kan anmode om hjælp. I 2022 blev mekanismen aktiveret 106 gange. F.eks. for at reagere på krigen i Ukraine, naturbrande i Europa, covid-19 i Europa og hele verden og oversvømmelser i Pakistan.

Yderligere oplysninger om rescEU: europa.eu/!qW3B3c og EU-civilbeskyttelsesmekanisme: europa.eu/!YTRBmG

play video SE VIDEOEN: Det europæiske sygesikringskort
europa.eu/!Hy73uY

En fælles valuta i 20 EU-lande: euroen

Eurosedler og -mønter blev indført i 12 EU-lande i 2002, og i dag har i alt 20 lande udskiftet deres nationale valutaer med euroen. Omkring 347 millioner mennesker anvender euroen hver dag.

Der er mange fordele ved at bruge en fælles valuta på det indre marked, hvor mennesker fra forskellige lande handler med hinanden. Forbrugere kan lettere sammenligne priser i hjemlandet, i udlandet og på internettet. Virksomheder kan beregne og opkræve kunderne i én valuta, og de udsættes ikke for risikoen for valutaudsving. Det holder priserne stabile.

Læs mere om euroen: europa.eu/!TR68Tt

VIDSTE DU DET?

Euromønter har en fælles side — den anvendes til alle mønter, uanset hvilket euroland de blev fremstillet i — som viser et kort over Europa. På den anden side har hvert land sit eget design. Kan du genkende symbolet på denne 2-euromønt? Kan du gætte, hvor den kommer fra?

OPGAVE 12 HVILKE LANDE ER MED I EUROOMRÅDET?

I tabellen nedenfor vises alle 27 EU-lande. Markér de 20 lande, der bruger euroen som valuta.

  • Belgien
  • Bulgarien
  • Cypern
  • Danmark
  • Estland
  • Finland
  • Frankrig
  • Grækenland
  • Irland
  • Italien
  • Kroatien
  • Letland
  • Litauen
  • Luxembourg
  • Malta
  • Nederlandene
  • Polen
  • Portugal
  • Rumænien
  • Slovakiet
  • Slovenien
  • Spanien
  • Sverige
  • Tjekkiet
  • Tyskland
  • Ungarn
  • Østrig

Studier, videreuddannelse, beskæftigelse og frivilligt arbejde

Takket være Unionen kan alle og enhver benytte sig af den frie bevægelighed mellem EU-landene.

Fri bevægelighed gælder ikke kun for rejser og ferie. Det betyder også, at du kan:

  • uddanne dig og studere hvor som helst i Unionen på samme vilkår som borgerne i det pågældende land
  • arbejde overalt i EU og nyde godt af de muligheder, som et jobmarked for hele EU repræsenterer.

Du kan finde flere oplysninger på: europa.eu/!rKVDbX

VIDSTE DU DET?

Eures’ websted kan du finde tusindvis af jobannoncer fra hele EU, Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz. Det hjælper også arbejdsgivere med at finde kandidater i andre EU-lande til at besætte deres ledige stillinger (europa.eu/!Buy6cP).

Europass har en brugervenlig skabelon til dit CV samt andre værktøjer, som kan hjælpe dig med at formidle dine færdigheder til arbejdsgivere i hele EU (europa.eu/europass/da).

Ungdomsgarantien

Mange unge har ikke de kompetencer og kvalifikationer, som arbejdsgivere efterspørger. Takket være ungdomsgarantiordningen kan EU hjælpe unge med at tilegne sig nye og nyttige færdigheder. Dette kan ske gennem oplæring på arbejdspladsen eller individuel uddannelsesvejledning.

Hvis du vil vide mere og tilmelde dig, skal du kontakte dit nationale kontaktpunkt: http://europa.eu/!XvRTpF

Over 24 millioner unge, som tilmeldte sig ungdomsgarantiordningerne, har modtaget tilbud om beskæftigelse, videreuddannelse, lærlingeuddannelse eller praktikophold siden 2013.

VIDSTE DU DET?

Siden oprettelsen i 2013 har Den europæiske alliance for lærlingeuddannelser stillet over 1 million lærepladser til rådighed.

Yderligere oplysninger findes på: europa.eu/!tuNrwv

Yngre børn støttes også gennem den europæiske børnegaranti, som er et program, der er udformet til børn og unge under 18 år med henblik på at bekæmpe social udstødelse og fattigdom gennem uddannelse, sundhedspleje, ernæring og bolig.

Yderligere oplysninger findes i
kapitel 4 »Hvad er der på EU’s dagsorden«

Erasmus+

Du har muligvis allerede hørt om Erasmus+-programmet. Dette EU-initiativ giver folk mulighed for at studere i udlandet. Det er åbent for unge, studerende, praktikanter, lærere og personer, der arbejder inden for uddannelse, og frivillige fra hele verden. Studerende på både universitets- og erhvervsuddannelser kan få finansiel og organisatorisk støtte fra Erasmus+ til deres ophold i 33 lande i Europa og resten af verden. Et europæisk pointsystem sikrer, at eksamener, der bestås i udlandet, krediteres dine uddannelser i hjemlandet.

Skoler kan samarbejde med skoler og organisationer i andre EU-lande. Bed din lærer eller skoleleder om at hjælpe dig med at undersøge, hvilke muligheder Erasmus+ giver.

Du kan også vælge at uddanne dig på en arbejdsplads i udlandet. Hvert år gennemfører mange unge europæere en del af deres lærlingeuddannelse i et andet EU-land. Erasmus+-programmet gennemføres i samarbejde med virksomheder og institutioner, der afholder projekter for unge mennesker.

play video SE VIDEOEN: Hvad er Erasmus+? europa.eu/!Cxk83d

Find flere oplysninger om, hvilke muligheder Erasmus+ byder på: erasmus-plus.ec.europa.eu/da Du kan også lytte til erfaringer og oplevelser fra unge, der har deltaget i en Erasmus+-ungdomsudveksling: audiovisual.ec.europa.eu/en/video/I-112392

Og prøv den dedikerede Erasmus+-app: erasmusapp.eu/

VIDSTE DU DET?

Siden lanceringen af det første Erasmusprogram i 1987 har mere end 10 millioner unge deltaget i de muligheder, som det tilbyder. Yderligere 10 millioner forventes at få gavn af det nye Erasmus+ mellem 2021 og 2027. Budgettet udgør 28 mia. EUR, hvilket er mere end dobbelt så meget som det beløb, der tidligere var afsat til programmet.

Det Europæiske Solidaritetskorps

Hvis du vil yde et meningsfuldt bidrag til samfundet og vise solidaritet med dit lokalsamfund, kan Det Europæiske Solidaritetskorps være en ideel mulighed. Det giver unge i alderen 18-30 år mulighed for at deltage i en lang række aktiviteter, enten som frivillige eller som praktikanter. Dette kan desuden for mange unge være et trinbræt til beskæftigelse.

Interesseret? Læs mere om Det europæiske solidaritetskorps her: europa.eu/youth/solidarity_da

Læs mere om andre muligheder for frivilligt arbejde i EU her: europa.eu/learning-corner/work-and-study_da

play video SE VIDEOEN: Det europæiske solidaritetskorps europa.eu/!xNPTq6

DiscoverEU

EU’s DiscoverEU-initiativ kan give dig mulighed for at udforske Europa med et gratis rejsekort. Hvis du er 18 år og statsborger i et EU-land, kan du ansøge om et af de gratis rejsekort og udforske EU i op til 1 måned.

VIDSTE DU DET?

Mere end 200 000 har modtaget et DiscoverEU-rejsekort.

Yderligere oplysninger om DiscoverEU: europa.eu/youth/discovereu_da

VIDSTE DU DET?

Den Europæiske Ungdomsportal er din portal til alt, hvad du har brug for at vide for at kunne klare dig som ung i Europa. Portalen har oplysninger om EU-finansierede programmer som Erasmus+, men også nyheder og muligheder forbundet med frivilligt arbejde, beskæftigelse, uddannelse, rejser, miljø, sport og kultur.

Yderligere oplysninger findes her: europa.eu/youth/home_da

OPGAVE 13 OM AT ARBEJDE SOM FRIVILLIG ELLER STUDERE I UDLANDET

Kan du forestille dig at være frivillig i udlandet eller tilbringe en del af din uddannelse ved et universitet i et andet land? Gå sammen to og to, og opstil en liste med argumenter, fire for og fire imod. Hvilket argument vinder? Sammenlign jeres resultater med jeres klassekammeraters, og diskutér dem.

Fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser og kapital

Takket være det indre marked er det ikke kun personer, der kan bevæge sig frit i Unionen, men også varer, tjenesteydelser og kapital. Personer, varer, tjenesteydelser og kapital betegnes undertiden de fire »søjler« i den frie bevægelighed i EU. Husk, at »kapital« ikke kun betyder »penge«. Det omfatter også investeringer og lån. Dette gør det lettere for EU-virksomheder at have aktiviteter i mere end ét land og konkurrere globalt. Uanset deres størrelse har virksomheder i EU adgang til alle EU-landenes nationale markeder og ca. 447 millioner potentielle kunder. Hvorfor er dette vigtigt? Mere konkurrence fører til lavere priser og et større udvalg af varer og tjenesteydelser for den endelige forbruger — og det er dig!

VIDSTE DU DET?

På webstedet Your Europe kan du få praktisk hjælp og rådgivning om at leve, arbejde og rejse i andre EU-lande: europa.eu/youreurope/#da

OPGAVE 14 HVAD BETYDER DEN FRIE BEVÆGELIGHED FOR DIG I PRAKSIS?

Sæt eksemplerne rigtigt sammen med de fire søjler i det indre marked (fri bevægelighed for personer, varer, tjenesteydelser og kapital), og indsæt ja eller nej i den relevante boks.

Eksempler Fri bevægelighed for personer Fri bevægelighed for varer Fri bevægelighed for tjenesteydelser Fri bevægelighed for kapital
1. Jeg kan købe en brugt bil i udlandet og tage den med hjem uden at betale told. JA / NEJ JA / NEJ JA / NEJ JA / NEJ
2. Jeg kan rejse, hvorhen jeg vil i Unionen. JA / NEJ JA / NEJ JA / NEJ JA / NEJ
3. Jeg kan studere i et andet EU-land. JA / NEJ JA / NEJ JA / NEJ JA / NEJ
4. Mine forældre kan få deres badeværelse renoveret af en fliselægger fra et andet EU-land. JA / NEJ JA / NEJ JA / NEJ JA / NEJ
5. Mine forældre kan sende penge til mig uden ekstra gebyrer i det land, hvor jeg studerer. JA / NEJ JA / NEJ JA / NEJ JA / NEJ
6. Jeg kan arbejde i et andet EU-land. JA / NEJ JA / NEJ JA / NEJ JA / NEJ
7. Jeg kan købe varer over internettet fra et andet EU-land uden at betale told. JA / NEJ JA / NEJ JA / NEJ JA / NEJ

Produkt- og fødevaresikkerhed

I hele EU nyder folk godt af sikre produkter og fødevarer af høj kvalitet. Unionen har nogle af de højeste standarder for fødevaresikkerhed i verden. Den har indført obligatoriske kontroller i hele landbrugsfødevarekæden for at sikre, at planter og dyr er sunde, at fødevarer og foderstoffer er sikre, og at produkter mærkes korrekt.

EU har også indført strenge sikkerhedskrav for en lang række produkter såsom legetøj og elektronisk udstyr. Producenterne skal opfylde disse krav for at kunne sælge deres produkter i EU-landene. Hvis der sælges fejlbehæftede eller farlige produkter i hele Europa, gør EU’s hurtige varslingssystem det nemt for de nationale myndigheder at slå alarm, udveksle de seneste oplysninger med hinanden og værne om forbrugernes sikkerhed.

 

OPGAVE 15 EUROPÆISKE MÆRKER

EU-lovgivningen har indført strenge regler for mærkning af fødevarer, drikkevarer, kosmetiske produkter og elektronisk udstyr. Nogle mærker bidrager til at beskytte forbrugerne, mens andre orienterer dem om bestemte egenskaber ved produktet. Der findes f.eks. mærker, der angiver, hvilke produkter der er økologiske eller energieffektive. Uden korrekt mærkning må et produkt ikke markedsføres.

Kender du mærkerne nedenfor? Hvor kan man finde dem? Hvad betyder de?

En infografik, der viser de forskellige EU-mærker, der kan findes på produkter købt i EU.

CE-markedsføringsmærket, EU's miljømærke, EU's logo for økologiske produkter, EU's energimærke, EU's geografiske betegnelser.

Lær mere om energi i denne serie korte videoer: europa.eu/learning-corner/eu-energy-policy_da

Forbrugerrettigheder

Når du går på indkøb i Unionen, er du beskyttet af alle mulige love. Du har f.eks. en garanti på mindst 2 år for produkter, der er købt i EU. Det betyder, at hvis din mobiltelefon går i stykker efter et år, skal den repareres eller udskiftes gratis, uanset hvor i EU du har købt den.

Stadig flere af os handler online, og EU’s forbrugere er nu bedre beskyttet takket være EU-lovgivning, der:

Telekommunikation af høj kvalitet

Mange af os bruger smartphones og tablets. Som unionsborger kan du:

VIDSTE DU DET?

Takket være EU-reglerne kan du bruge din telefon uden ekstra gebyrer, når du rejser rundt i EU. Du risikerer heller ikke at gå glip af din foretrukne musik eller TV-serie og kan streame det samme indhold, som du abonnerer på derhjemme, uanset hvor i EU du befinder dig.

Sikkerhed på nettet

Alle, der tilbringer tid online, ved, hvor let det er at støde på uhensigtsmæssigt, vildledende eller endda ekstremistisk indhold på internettet.

For at værne om sikkerheden bekæmper EU’s adfærdskodeks ulovlig hadefuld tale på internettet ved at sørge for, at anmodninger om fjernelse af racistisk og fremmedfjendsk indhold behandles hurtigt. Adfærdskodeksen om desinformation er baseret på et samarbejde mellem sociale netværk og reklamebranchen, som er blevet enige om en række tilsagn, der dækker alt lige fra gennemsigtighed til falske konti. Facebook, Microsoft, Twitter, YouTube og andre onlineplatforme vurderer nu 90 % af alt markeret indhold inden for 24 timer. Den europæiske strategi for et bedre internet for børn har fastsat en guldstandard for beskyttelse og styrkelse af yngre børn på internettet.

Se på kortet for at finde ressourcer i dit land: betterinternetforkids.eu/sic

Det er også rigtig vigtigt at beskytte dine personoplysninger og dit privatliv online, og EU betragter disse aspekter som en del af dine grundlæggende rettigheder. Den generelle forordning om databeskyttelse er en EU-lovgivning, der hjælper med at håndhæve dette ved at fastlægge en retlig ramme for indsamling og behandling af personoplysninger fra personer, der bor i EU.

Er du bekymret over falske nyheder? Med denne værktøjskasse og din lærers hjælp kan du finde ud af, hvordan du opdager og bekæmper desinformation, og indlede samtaler om de vigtige emner, som truslen om falsk information rejser. Blandt disse er emner, der påvirker folkesundheden, demokratiet og de kulturelle og juridiske normer, der ligger til grund for vores samfund.

 

Ligestilling og menneskerettigheder

Alle, der bor i EU, garanteres en række grundlæggende rettigheder. Respekten for menneskerettigheder og menneskelig værdighed er nedfældet i traktaterne og konsolideret i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Den forbyder enhver form for forskelsbehandling på grundlag af køn, seksuel orientering, race, etnicitet, nationalitet, sprog, religion, alder eller handicap.

EU arbejder tæt sammen med medlemsstaterne for at fremme respekten for andre, håndhæve lovgivningen om forbud mod forskelsbehandling og værne om menneskerettighederne i og uden for EU. Menneskerettighedshensyn indgår også i EU’s internationale handelsaftaler med andre lande.

Man er dog altid nødt til at starte med sig selv. EU har allerede truffet vidtrækkende foranstaltninger mod de fleste former for forskelsbehandling. F.eks. spænder indsatsen inden for handicappolitik fra lovgivning (den europæiske retsakt om tilgængelighed blev ophøjet til lov i 2019) til initiativer til fremme af tilgængelige byer (EU’s Access City-priser).

På trods af konkrete skridt som disse udsættes folk stadig for forskelsbehandling, chikane og misbrug i hele Europa og resten af verden. For at bekæmpe de forskellige former for had og forskelsbehandling har EU iværksat en plan for at fremme ligestillingen.

Yderligere oplysninger findes i kapitel 4 »Hvad er der på EU’s dagsorden?«

Balance mellem arbejdsliv og privatliv og livskvalitet

EU arbejder hårdt på at gøre samfundet mere retfærdigt og mere socialt retfærdigt. En vigtig del af dette er at sikre balancen mellem vores arbejdsliv og vores privatliv. Siden august 2022 skal alle EU-lande anvende EU-reglerne om at forbedre arbejdslivet for forældre og omsorgspersoner. Reglerne har til formål at tilskynde til en mere ligelig fordeling af forældreorlov, indføre omsorgsorlov og gøre noget ved kvinders underrepræsentation på arbejdsmarkedet. Reglerne udvider også retten til fleksible arbejdsordninger til at omfatte alle arbejdstagere.

Læs mere på: europa.eu/!YCWkMK

Beskyttelse af miljøet og bekæmpelse af klimaændringer

EU har altid været med helt fremme i kampen mod klimaændringer. Det fører an i internationale aftaler om reduktion af kulstofemissioner og nedbringelse af globale temperaturer i overensstemmelse med Parisaftalen. EU har nogle af verdens højeste miljøstandarder. Disse standarder beskytter vores naturlige levesteder, biodiversitet, drikkevand, badevand og luftkvalitet. EU’s Natura 2000-net af beskyttede naturområder har skabt steder, hvor bæredygtig menneskelig aktivitet kan sameksistere med sjældne og sårbare arter og levesteder.

VIDSTE DU DET?

Regler, der forbyder 10 af de engangsplastprodukter, som hyppigst findes på Europas strande — fra vatpinde til ballonstænger og sugerør — trådte i kraft i juli 2021.

Kampen mod klimaændringer er imidlertid blevet særligt påtrængende. Vi er nu nødt til at optrappe vores indsats for at beskytte mennesker, værne om fødevaresikkerheden, begrænse vandmangel og tackle de øvrige konsekvenser af ekstreme temperaturændringer. EU har forpligtet sig til en europæisk grøn pagt, som er en omfattende pakke af foranstaltninger til bekæmpelse af klimaændringer, og besluttet sig for at blive det første klimaneutrale kontinent inden 2050.

Yderligere oplysninger findes i kapitel 4 »Hvad er der på EU’s dagsorden«.

play video SE VIDEOEN: Den europæiske grønne pagts forslag europa.eu/!F8P4fy

EU-finansiering i din region

Unionens lande og regioner er ikke kun af forskellige størrelser. De har også forskellige velstandsniveauer. Tusindvis af projekter har i årenes løb modtaget EU-finansiering. Disse projekter har været til gavn både for de enkelte EU-lande og for EU som helhed ved at skabe arbejdspladser, sætte skub i den økonomiske vækst og forbedre borgernes livskvalitet.

Mange er ikke opmærksomme på, at Unionen har finansieret eller finansierer projekter tæt på, hvor de bor. Projekter, der modtager EU-støtte, har imidlertid gavnet dem ved at skabe millioner af nye arbejdspladser, udvikle strategiske transportforbindelser, opgradere energiinfrastruktur, etablere bredbånd, investere i forskning og innovation og beskytte kulturarv og naturområder.

Prøv at besøge disse websteder, og se eksempler på projekter, der har modtaget EU-støtte i dit land. Du vil opdage, at EU muligvis er meget tættere på dit hjem, end du troede: kohesio.ec.europa.eu/da/ og what-europe-does-for-me.eu/da/portal/1

EU-finansiering giver dig gratis adgang til internettet på biblioteker, i parker, på museer og andre offentlige områder overalt i Europa, hvor du ser dette skilt.

VIDSTE DU DET?

Programmet Et Kreativt Europa har til formål at fremme Europas kulturelle mangfoldighed. Det europæiske kulturarvsmærke, de europæiske kulturhovedstæder og de europæiske kulturarvsdage tilskynder flere til at udforske Europas fælles kulturelle rødder.

Læs mere om kultur og kreativitet i EU: ec.europa.eu/culture/

EU’s investeringer i forskning

Videnskaben er i stand til at transformere den måde, vi lever på. Derfor investerer EU milliarder af euro i forskning og innovation for at bekæmpe klimaændringer, fremme vækst og beskæftigelse og tackle de andre udfordringer, vi står over for. EU’s centrale finansieringsprogram på dette område hedder Horisont Europa. Horisont Europas tidligere finansieringscyklus bidrog til at fremskynde udviklingen af vacciner, investerede i projekter til beskyttelse af biodiversiteten og brugte Galileo-satellitten til at give os mere nøjagtige GPS-systemer og -kort. Horisont Europa har som følge af sin betydning for EU’s fremtid fået tildelt et budget på 95,5 mia. EUR for perioden 2021-2027. Der vil blive fokuseret på grønne teknologier, kunstig intelligens og meget andet.

Flere oplysninger om Horisont Europa: europa.eu/!Xf47NRP

Yderligere oplysninger findes i EU’s budget i kapitel 4 »Hvad er der på EU’s dagsorden?«

En infografik, der viser den andel af EU's budget, der går til administration.

EU's budget for 2021-2027 suppleret med NextGenerationEU er på 2 018 mia. EUR. 4 % af dette beløb bruges på administration.

OPGAVE 16 UNIONEN I DIN DAGLIGDAG

Her er 10 eksempler på, hvordan EU arbejder for dig i din dagligdag. Vælg de tre, der har størst betydning for dig. Sammenlign dine svar med dine klassekammeraters, og begrund dine valg.

Du kan rejse, studere, arbejde og bo i et andet EU-land. Den frie bevægelighed for personer er mulig takket være det indre marked.

Unionen har fjernet hindringerne for fri handel mellem medlemsstaterne. Det betyder, at du kan producere, sælge og købe varer, hvor du ønsker det i EU. Det betyder også, at forbrugerne har adgang til et større produktudbud og lavere priser.

Schengenaftalen har fjernet grænsekontrollen mellem de fleste EU-lande. Du kan nu krydse de fleste grænser inden for Unionen, uden at du skal vise pas.

Når du rejser til et andet EU-land, kan du blive syg eller komme ud for en ulykke. Det europæiske sygesikringskort giver dig ret til lægehjælp, der ikke kan udsættes, indtil du kommer hjem. Du modtager offentlig sundhedspleje i udlandet og betaler de samme gebyrer som de lokale.

Flyrejser er blevet meget billigere. Unionen har fjernet nationale monopoler og tilladt konkurrence inden for luftfartssektoren. Flere byer har nu deres egne lufthavne, og der er flere direkte flyafgange mellem dem. Passagerrettighederne er også blevet styrket.

Det er i de senere år blevet meget billigere at bruge mobiltelefoner, smartphones og tablets. EU-bestemmelser har reduceret omkostningerne betydeligt (med mere end 90 % siden 2007) ved at indføre loft over priserne. Roamingafgifter blev afskaffet i juni 2017, og det betyder, at du betaler samme afgift som hjemme, når du bruger din telefon i udlandet.

Som EU-borger ejer du dine oplysninger. Organisationer og virksomheder må ikke behandle dine personoplysninger uden dit samtykke, og du har ret til at vide, hvilke oplysninger de har om dig.

EU-bestemmelser beskytter dig, når du bestiller og køber varer andre steder end i en butik. Hvis du f.eks. tegner et abonnement eller indgår en aftale på gaden eller køber online, har du mulighed for at skifte mening. Du har ret til at annullere din ordre eller returnere dit køb inden for 14 dage.

Som forbruger ønsker du måske at »købe grønt«. EU’s energimærke hjælper dig med at træffe det rigtige valg. Mange produkter, f.eks. elpærer, vaskemaskiner, køleskabe og TV-apparater, er forsynet med EU’s energimærke. Det gør det lettere at finde de mest energieffektive produkter, som er mærket med »A«.

Du kan nyde rent bade- og drikkevand i Unionen. Da miljøforurening ikke har nogen grænser, har EU indført obligatoriske, EU-dækkende grænser for luft- og vandforurening. EU-landene skal sikre, at disse grænser overholdes.