Vind- og solenergi til produktion af elektricitet: Der er behov for en stor indsats, hvis EU's mål skal nås

Resumé

Mellem 2005 og 2017 blev andelen af vedvarende energi i EU's elproduktion fordoblet fra omkring 15 % til næsten 31 %. Den vigtigste drivkraft bag denne vækst var stigningen inden for vind- og solcelleenergi.

Vi undersøgte i forbindelse med denne revision, om andelen af vedvarende energi i det endelige bruttoenergiforbrug er steget tilstrækkeligt til, at EU kan nå målet om 20 % senest i 2020 som fastsat i direktivet om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder, og vi undersøgte effektiviteten af EU's og medlemsstaternes støtte til produktion af elektricitet fra vind- og solcelleenergi. Offentliggørelsen af denne revisionsberetning falder sammen med, at Europa-Kommissionen i 2019 offentliggør den næste rapport i rækken af statusrapporter om vedvarende energi, som vil redegøre for medlemsstaternes fremskridt med hensyn til at opfylde deres 2020-mål. Disse rapporter vil give en sidste mulighed for at træffe korrigerende foranstaltninger og vil danne udgangspunkt for drøftelserne om situationen inden for vedvarende energi efter 2020.

Den første katalysator for fremskridtene inden for vedvarende energi var selve direktivet. Den anden var medlemsstaternes støtteordninger til fremme af investeringer. De betydelige fremskridt siden 2005 blev imidlertid fulgt af en opbremsning i væksten inden for både vind- og solcellesektoren efter 2014. I 2017 havde halvdelen af medlemsstaterne allerede nået eller næsten deres 2020-mål. For de øvrige medlemsstater er de nationale mål fortsat en stor udfordring, som vil kræve en ekstra indsats.

Vi konstaterede, at der under de oprindelige støtteordninger til udbredelse af vind- og solcelleenergi blev givet for høj støtte, men at reduktion af støtteniveauerne afskrækkede potentielle investorer. Fremme af auktioner og inddragelse af borgerne er afgørende for at øge investeringerne og forbedre vilkårene for udbredelse, f.eks. ved at afskaffe restriktive regler for fysisk planlægning og langvarige administrative procedurer samt afhjælpe mangler i elnettene.

Vi konstaterede, at Kommissionens pakke om ren energi fra 2016 skaber grundlaget for et bedre investeringsklima i tiden frem imod 2030. Manglen på nationale mål kan dog true opfyldelsen af EU-målet om, at mindst 32 % af energiforbruget i 2030 skal dækkes af vedvarende energikilder.

På baggrund af vores revision anbefaler vi:

• fokusering på at afhjælpe mangler for at opfylde 2020-målene
• sikring af mere rettidige statistiske oplysninger om vedvarende energi
• afholdelse af tilstrækkelige auktioner til at øge kapaciteten til produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder
• skabelse af et mere gunstigt klima for produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder ved forenkling af administrative procedurer
• fremme af investeringer i netinfrastruktur og -sammenkoblinger
• bedre overvågning for at afbøde konsekvenserne af manglen på bindende nationale mål.

Indledning

Mellem 1990 og 2017 steg elforbruget i EU gennemsnitligt med 1 % om året, fra under 2,2 milliarder GWh¹ til næsten 2,8 milliarder GWh om året. I perioden indtil 2020 forventes forbruget at stige med under 0,3 % om året, hvis der gennemføres specifikke energieffektivitetsforanstaltninger, og med 0,7 % om året, hvis der ikke indføres nye energieffektivitetspolitikker for perioden 2020-2050².

Elektricitet kan produceres enten fra ikkevedvarende energikilder, herunder fossile brændstoffer (kul, naturgas, råolie), ikkevedvarende affald og nukleare materialer i konventionelle reaktorer, eller fra vedvarende energikilder (vandkraft, vindenergi, solenergi, biomasse, biogas, flydende biobrændsel, affald, geotermisk energi, bølge-, tidevands- og havenergi). Ud over elektricitet bruges vedvarende energikilder også til at producere energi, der omdannes til varme og kulde, og som brændstof til transportformål. Tabel 1 præsenterer de vigtigste teknologier for vedvarende energi og deres anvendelse.

Tabel 1 - De vigtigste teknologier for vedvarende energi og deres anvendelse til elektricitet, opvarmning og køling samt transport

Kilde: Revisionsretten baseret på "SHARES Tool Manual", Eurostat, 2018.

Afhængigt af den anvendte energikilde kan elproduktionen have negative konsekvenser for miljøet, menneskers sundhed og klimaet. Ud af EU's samlede drivhusgasemissioner stammer 79 % fra brugen af fossile brændstoffer til energiproduktion⁵. Kommissionen vurderer, at en højere andel af elektricitet fra vedvarende energikilder vil hjælpe EU til at nå målet om at reducere drivhusgasemissionerne med 40 % senest i 2030⁶ og med 80-95 % senest i 2050⁷. Derudover vil øget anvendelse af vedvarende energi til at opfylde behovet for elektricitet mindske EU's afhængighed af importerede fossile brændstoffer.

Mellem 2005 og 2017 blev andelen af vedvarende energi i elproduktionen i EU fordoblet fra ca. 15 % til næsten 31 % (jf. figur 1).

Kilde: Revisionsretten baseret på data fra Eurostat.

De vigtigste teknologier for vedvarende energi, der ligger til grund for denne vækst, er vind- og solenergi. Vindenergi ligger stadig bag vandkraft med hensyn til mængde, men den årlige mængde produceret elektricitet fra vindenergi steg med 414 % fra 2005 til 2017. Stigningen for solenergi var på 8 086 %. Mængden af elektricitet fra vandkraft forblev derimod stort set konstant i samme periode. I 2017 tegnede vandkraft sig for 35 % af den samlede produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder i EU, mens vind- og solenergi tegnede sig for henholdsvis 34 % og 12 % (jf. figur 2).

Kilde: Revisionsretten baseret på data fra Eurostat.

Som følge af faldende teknologiske omkostninger kan vind- og solcelleenergi nu økonomisk set i langt højere grad konkurrere med fossile brændstoffer end førhen (jf. tekstboks 1).

Kilde: Revisionsretten baseret på IRENA's rapport "Renewable power generation costs in 2017", s. 17.

EU-politikker for produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder

I henhold til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) har EU og medlemsstaterne delt kompetence på energiområdet. Medlemsstaterne har dog fortsat ret til at beslutte, hvordan deres energikilder udnyttes bedst muligt, hvilke energikilder de ønsker at anvende, og hvordan deres energiforsyning skal struktureres. Artikel 194 TEUF oplister de fire vigtigste mål for EU's energipolitik, herunder udvikling af nye og vedvarende energikilder.

De politiske målsætninger, der specifikt vedrører udviklingen af vedvarende energienergikilder, blev defineret i 2009-direktivet om vedvarende energi (RED I)¹⁰. RED I-direktivet forpligtede medlemsstaterne til at sikre, at energi fra vedvarende energikilder udgør mindst 20 % af det endelige bruttoenergiforbrug i EU som helhed senest i 2020 (jf. tekstboks 2).

Den 30. november 2016 offentliggjorde Kommissionen pakken om ren energi til alle europæere¹³. Af de otte forslag til retsakter trådte fire i kraft i 2018. Der blev indgået politiske aftaler om de resterende fire i november og december 2018. RED II fastsætter et bindende EU-mål om en andel på mindst 32 % senest i 2030¹⁴ med mulighed for at forhøje målet igen i 2023. De mindst 32 % vil dog skulle opnås uden at fastsætte bindende nationale mål.

Nationale støtteordninger og andre foranstaltninger med henblik på at nå 2020-målene

RED I tilskyndede medlemsstaterne til at indføre nationale støtteordninger for vedvarende energi baseret på incitamenter for investorer fra den private sektor med henblik på at nå deres 2020-mål (jf. tekstboks 3). RED I stillede også krav om at give elektricitet vedvarende energikilder "prioriteret adgang" til nettet som en metode til at garantere afsætningen af den producerede elektricitet.

Som hovedregel medfinansieres de nationale ordninger ikke af EU, og de er normalt omfattet af statsstøttereglerne. Generaldirektoratet for Konkurrence (GD COMP) vurderer ordningerne for at sikre, at de er forenelige med reglerne for det indre marked. Frem til 2016 kunne medlemsstaterne vælge en hvilken som helst type ordning eller kombination af ordninger, de anså for passende til deres marked. De fleste indførte en ordning baseret på FIT'er med indkaldelser af interessetilkendegivelser, enten alene eller kombineret med andre former for incitamenter. Siden 2016 har det i henhold til Kommissionens retningslinjer for statsstøtte¹⁵ været et krav, at alle nye ordninger for støtte til produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder anvender FIP'er, og siden 2017 har kontrakter primært skullet tildeles via auktioner¹⁶, som er åbne for alle elproducenter uden forskelsbehandling¹⁷.

Endelig opfordrede RED I medlemsstaterne til at arbejde sammen om at nå deres 2020-mål. Samarbejdsmekanismer kan f.eks. være fælles projekter og fælles støtteordninger samt bilaterale aftaler om overførsel af en andel af den vedvarende energi fra en medlemsstat, der producerer mere vedvarende energi, til en anden medlemsstat, der producerer mindre, såkaldte "statistiske overførsler".

Støtte til vind- og solenergi fra EFRU og Samhørighedsfonden

EU-fonde kan sikre yderligere finansiering til at styrke medlemsstaternes tiltag ved at supplere de nationale eller regionale støtteordninger med investeringsstøtte.

I programmeringsperioderne 2007-2013 og 2014-2020 blev omkring 8,8 milliarder euro tildelt projekter for vedvarende energi i form af samhørighedsmidler fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) og Samhørighedsfonden. Som det fremgår af tabel 2, er der siden 2007 blevet tildelt omkring 972 millioner euro til investeringer i vindenergi og 2 868 millioner euro til solenergiprojekter. De enkelte medlemsstaters bevillinger fra EFRU og Samhørighedsfonden til investeringer i vind- og solenergi i begge perioder fremgår af bilag I og II.

Tabel 2 - Bevillinger fra EFRU og Samhørighedsfonden til investeringer i vedvarende energi i EU, 2007-2020, i millioner euro

Kilde: Revisionsretten på grundlag af data fra Kommissionen, udtrukket 9.4.2019.

For perioden 2021-2027 har Kommissionen vedrørende samhørighedspolitikken foreslået bevillinger på 30 % fra EFRU og 37 % fra Samhørighedsfonden som bidrag til indsatsen for at støtte opfyldelsen af klimamålene, bl.a. ved at fremme vedvarende energi¹⁸. Beregnet på grundlag af de samlede foreslåede beløb til EFRU og Samhørighedsfonden (uden sidstnævntes bidrag til Connecting Europe-faciliteten - Transport) svarer dette til 60,2 milliarder euro fra EFRU og 11,6 milliarder euro fra Samhørighedsfonden¹⁹. I konsekvensanalysen af RED II blev det konkluderet, at det ville kræve investeringer på omkring 254 milliarder euro at nå det oprindelige EU-mål for 2030 på 27 %²⁰. Med andre ord vil det samlede finansielle tilskud på omkring 71,8 milliarder euro fra EFRU og Samhørighedsfonden til at støtte opfyldelsen af klimamål skulle suppleres af betydelig offentlig og privat national finansiering såvel som yderligere EU-finansiering, hvis det nuværende EU-mål for 2030 på mindst 32 % skal nås.

Revisionens omfang og revisionsmetoden

Vi undersøgte effektiviteten af EU's og medlemsstaternes støtte til produktion af elektricitet fra vind- og solcelleenergi, som var de største drivkræfter bag stigningen i andelen af vedvarende energi. Med dette for øje undersøgte vi:

• om andelen af energi fra vedvarende energikilder i det endelige bruttoenergiforbrug er steget siden 2005 i overensstemmelse med de fastsatte mål
• om de nationale støtteordninger har formået at tiltrække investeringer i produktion af elektricitet fra vind- og solcelleenergi
• om andre nødvendige betingelser for udbredelsen af vedvarende energi, herunder udvidelse og opgradering af elnettet, er opfyldt
• om samhørighedsmidlerne til investeringer i vind- og solcelleenergi har skabt bæredygtige output og resultater med passende støtteniveauer
• om EU's reviderede retlige rammer for 2021-2030 skaber et understøttende miljø for udvikling af vindenergi- og solcelleanlæg.

Revisionens emne er yderst relevant, eftersom klimaforandringer og energimæssig bæredygtighed står højt på den politiske og økonomiske dagsorden. Offentliggørelsen af denne revisionsberetning falder sammen med, at Kommissionen i 2019 offentliggør den næste rapport i rækken af statusrapporter om vedvarende energi, som vil redegøre for medlemsstaternes fremskridt med hensyn til at opfylde deres 2020-mål. Disse rapporter vil give en sidste mulighed for at træffe korrigerende foranstaltninger og vil danne udgangspunkt for drøftelserne om situationen inden for vedvarende energi efter 2020.

Revisionen omfattede brugen af finansiering fra EFRU og Samhørighedsfonden i programmeringsperioderne 2007‑2013 og 2014‑2020. På EU-niveau undersøgte vi arbejdet i de fem af Kommissionens generaldirektorater, der spiller en vigtig rolle for udbredelsen af vind- og solcelleenergi, og i Eurostat²¹. Vi besøgte desuden en række interessenter inden for vind- og/eller solcelleenergi i Bruxelles og medlemsstaterne samt Det Europæiske Miljøagentur i København.

Vi besøgte fire medlemsstater: Tyskland, Grækenland, Spanien og Polen. Disse medlemsstater tegner sig for omkring 50 % af de samlede midler, der blev tildelt vind- og solenergi fra EFRU og Samhørighedsfonden i perioderne 2007-2013 og 2014-2020, og for henholdsvis 52 % og 47 % af den installerede vind- og solcellekapacitet i 2017. I disse lande undersøgte vi 24 projekter (ni vindenergianlæg, 12 solcelleanlæg og tre blandede vindenergi- og solcelleanlæg), som modtog støtte fra EFRU eller Samhørighedsfonden, og som vi udvalgte på grundlag af deres væsentlighed og relevans for revisionsområdet vind- og solcelleenergi. Bilag III indeholder en fortegnelse over de pågældende projekter.

Endelig indhentede vi kommentarer til vores revisionsresultater fra eksperter i vedvarende energi, da vi udarbejdede af konklusionerne og anbefalingerne i denne beretning.

Bemærkninger

Stigningen i andelen af energi fra vedvarende energikilder i det endelige bruttoenergiforbrug er ikke tilstrækkelig til at nå målene

Vi undersøgte de fremskridt, der siden 2005²² var gjort i EU som helhed og i de fire undersøgte medlemsstater med hensyn til at opfylde det overordnede mål for vedvarende energi og de sektorspecifikke mål for elektricitet (jf. tekstboks 2). Vi undersøgte desuden den rolle, som 2009-direktivet om vedvarende energi (RED I) havde spillet, og vurderede Kommissionens overvågning af medlemsstaternes fremskridt hen imod deres mål og Kommissionens tiltag over for langsom udvikling.

De betydelige fremskridt, navnlig inden for elektricitet, er muligvis ikke tilstrækkelige til at nå EU's 2020-mål

RED I fastsatte et vejledende minimumsforløb for hvert enkelt land med mellemliggende mål vedrørende den samlede andel af vedvarende energi i 2020. Derudover forpligtede direktivet de enkelte medlemsstater til at fastlægge deres egne samlede og sektorspecifikke forløb (for elektricitet, opvarmning og køling samt transport) i deres NREAP'er (nationale handlingsplaner for vedvarende energi)²³.

I 2017 tegnede energi fra vedvarende energikilder sig for 17,5 % af EU's endelige bruttoenergiforbrug, hvilket skal ses i forhold til det samlede 2020-mål på 20 %. Der var tale om næsten en fordobling af andelen i forhold til 2005 (9,1 %)²⁴. 11 af de 28 medlemsstater har allerede nået deres 2020-mål, nemlig: Bulgarien, Den Tjekkiske Republik, Danmark, Estland, Kroatien, Italien, Litauen, Ungarn, Rumænien, Finland og Sverige. For de resterende 17 medlemsstater er situationen som følger:

• Grækenland, Letland og Østrig vil med al sandsynlighed nå deres 2020-mål, hvis de fortsætter med at gennemføre foranstaltninger rettet mod vedvarende energi med den nuværende hastighed. Disse tre lande mangler under 2 procentpoint i at nå 2020-målet for vedvarende energi
• Otte medlemsstater (Belgien, Tyskland, Spanien, Cypern, Malta, Portugal, Slovenien og Slovakiet) mangler mellem 2 procentpoint og 4 procentpoint i at nå 2020-målet (dvs. at hastigheden skal øges)
• Seks medlemsstater vil sandsynligvis ikke nå deres 2020-mål, eftersom det kræver følgende stigninger i andelen af energi fra vedvarende energikilder: Nederlandene 7,4 procentpoint, Frankrig 6,7 procentpoint, Irland 5,3 procentpoint, Det Forenede Kongerige 4,8 procentpoint, Luxembourg 4,6 procentpoint og Polen 4,1 procentpoint. De hidtil opnåede gennemsnitlige fremskridt og de gennemsnitlige fremskridt, der er nødvendige for at nå målene for de enkelte medlemsstater, er præsenteret i bilag IV.

Stigningstakten hen imod det samlede EU-mål aftog mellem 2014 og 2016, men tiltog en smule i 2017. Den årlige stigning var på 5,1 % fra 2013 til 2014, derefter 3,3 % til 2015, 1,8 % til 2016 og 2,9 % til 2017 (den trinvise stigning fremgår af tabel A i bilag V).

I relative tal har elektricitetssektoren bidraget mest til opfyldelsen af det samlede mål. Her fordobledes andelen af vedvarende energi fra omkring 15 % i 2005 til næsten 31 % i 2017, mens andelen i opvarmnings- og kølingssektoren og transportsektoren i 2017 lå på henholdsvis 19,5 % og 7,6 % (jf. tabel A i bilag V). I absolutte tal er det imidlertid opvarmnings- og kølingssektoren der bidrager mest til anvendelsen af vedvarende energi på EU-niveau. I 2017 bidrog opvarmnings- og kølingssektoren med i alt 102 Mtoe²⁵, mens elektricitet fra vedvarende energikilder bidrog med 86,7 Mtoe, og transportsektoren bidrog med 23,7 Mtoe.

De fire undersøgte medlemsstater har følgende 2020-mål for elektricitet ifølge deres respektive NREAP'er: 38,6 % i Tyskland, 39,8 % i Grækenland, 39 % i Spanien og 19,1 % i Polen. Mellem 2010 og 2017 lå Tyskland og Spanien fortsat over deres respektive nationale forløb for elektricitet fra vedvarende energikilder. Polen lå under målet nogle af årene, og Grækenland lå under målet alle år: Ved udgangen af 2017 lå landet 7 procentpoint under målet. I Grækenland blev den lavere end forventede stigning i andelen af vedvarende energi i elektricitetssektoren opvejet af en stigning i opvarmnings- og kølingssektoren, mens det modsatte gjorde sig gældende i Tyskland og Spanien, hvor elektricitet fra vedvarende energikilder kompenserede for opvarmnings- og kølingssektoren. En årlig oversigt for disse medlemsstater findes i tabel B og C i bilag V.

RED I øgede udbredelsen af vedvarende energi, men der rapporteres ikke så tidligt, at der kan træffes korrigerende foranstaltninger

RED I bidrog til at øge udbredelsen af vedvarende energi ved at fastsætte et samlet nationalt mål og et vejledende minimumsforløb for de enkelte medlemsstater og forpligte dem til at fastlægge forløb og træffe foranstaltninger for de tre sektorer, der bidrager til opfyldelsen af målet. De nationale forløb og mål har givet et nyttigt langsigtet perspektiv i investeringsplanlægningen. De nationale forløb fungerer også som referencegrundlag for Kommissionens rapportering og overvågning.

De retlige rammer bør sikre, at medlemsstaterne indberetter opdaterede oplysninger, således at Kommissionen kan beslutte, om de skal træffe korrigerende foranstaltninger eller ej. Forordningen om energistatistik²⁶ fastsætter, at alle energidata skal fremsendes til Eurostat en gang om året og senest 11 måneder efter årets udgang²⁷. Forordningen giver Eurostat to måneder til at interagere med medlemsstaterne og validere disse data, og herefter bruger Generaldirektoratet for Energi (GD ENER) yderligere to måneder på at udarbejde sin toårige rapport om udviklingen inden for politikken for vedvarende energi, som er et krav i henhold til RED I. Hvis det fremgår af rapporten, at en medlemsstat ikke følger det vejledende forløb, der er fastsat i direktivet, kan GD ENER kræve, at den forelægger en ændret national handlingsplan for vedvarende energi og træffer afhjælpende foranstaltninger for at indhente forløbet.

GD ENER har indtil nu offentliggjort fire af disse statusrapporter: i 2013, 2015, 2017 og 2019²⁸. Den seneste rapport, der blev offentliggjort i april 2019, omhandler situationen i 2015-2017. I sidste ende vil det først stå klart i foråret 2022, om medlemsstaterne har nået deres samlede 2020-mål. Eftersom rapporteringen er baseret på data, der er to år gamle, giver den ikke Kommissionen og de politiske beslutningstagere mulighed for at træffe rettidige korrigerende foranstaltninger, når og hvor det er mest nødvendigt.

Derudover begrænser RED I Kommissionens mandat til overvågning af de enkelte medlemsstaters gennemførelse af deres toårige vejledende forløb. Direktivet fastsætter ikke krav om, at Kommissionen skal overvåge medlemsstaternes opfyldelse af de samlede eller sektorspecifikke mål, der er fastsat i deres nationale handlingsplaner for vedvarende energi. Hidtil har Kommissionen kun én gang måttet anmode om en korrigerende foranstaltning, nemlig da Nederlandene ikke nåede sit mål for 2015-2016 i henhold til det vejledende forløb. Nederlandene forelagde imidlertid ikke en ændret national handlingsplan for vedvarende energi, som ellers var den krævede korrigerende foranstaltning.

De besøgte medlemsstaterne fremmede investeringer i vindmøller og solcelleanlæg, men faldende støtte hæmmede udbredelsen

Vi undersøgte, om de nationale støtteordninger i de fire besøgte medlemsstater reelt havde bidraget til udviklingen af projekter inden for vind- og solcelleenergi, og om medlemsstaterne samarbejdede med hinanden. Vi undersøgte desuden, hvem der bærer omkostningerne til støtten til vedvarende energi, og hvordan efterfølgende reduktioner i støtteniveauet, især til investeringer i solcelleanlæg, har påvirket gennemførelsen af nye projekter. Derudover vurderede vi, om auktioner (som har været det primære redskab til tildeling af ny kapacitet siden 2017, jf. punkt 11) og inddragelse af borgerne (enten som "producent-forbrugere"²⁹ eller organiseret i "energifællesskaber"³⁰) kan bidrage til at adressere den langsomme vækst i vind- og solcellesektorerne.

De fire undersøgte medlemsstater fremmede investeringer i vind- og solcelleenergi, men gjorde næsten ikke brug af samarbejdsmekanismer

RED I opfordrede medlemsstaterne til at udvikle støtteordninger baseret på incitamenter for investorer fra den private sektor med henblik på at fremme den nye "grønne økonomi". Direktivet indførte desuden et krav om at indføre begrebet om "prioriteret adgang" til nettet for elektricitet fra vedvarende energikilder i den nationale lovgivning og foreslog anvendelse af samarbejdsmekanismer for at skabe synergier med andre energimarkeder.

Alle de fire undersøgte medlemsstater havde etableret støtteordninger. Indtil Kommissionen gjorde auktioner obligatoriske i forbindelse med store anlæg (jf. punkt 11 og fodnote 16 og 17), brugte Tyskland og Spanien FIT'er og FIP'er, og Grækenland brugte næsten kun FIT'er. Alle tre lande anvendte indkaldelser af interessetilkendegivelser. Polen brugte systemet med omsættelige certifikater. Bilag VI indeholder tidslinjer for de enkelte medlemsstater, der viser udnyttelsen af støtteordningerne og udviklingen inden for vind- og solcellekapaciteten fra 1999 til 2017.

Investorerne opdagede de nye forretningsmuligheder, som havde to fordele:

1. Tariffen/præmien pr. produceret kWh var fastsat i kontrakter med en løbetid på mindst 20 år, hvilket gav investorerne sikkerhed i en lang periode
2. Der var ganske vist store indledende kapitalkrav, men de efterfølgende driftsomkostninger, herunder personaleomkostningerne, var generelt lave.

Udbredelsen kom hurtigt, når først medlemsstaterne havde indført bestemmelser om støtte til vedvarende energi i den nationale lovgivning. Siden ordningernes begyndelse er andelen af vindenergi i den samlede elproduktion steget konstant og forholdsvis lineært, undtagen i Spanien, hvor vindenergikapaciteten er stagneret siden 2014 (jf. figur 4). For så vidt angår solenergi steg andelen hurtigt i Tyskland, Grækenland og Spanien fra omkring 2008-2010, før den stagnerede i Grækenland og Spanien efter 2013 som følge af de foranstaltninger, der blev truffet for at begrænse den oprindelige høje støtte. I Polen har solenergi nærmest ikke bidraget til produktionen af elektricitet, eftersom Polen ikke fastsatte ambitiøse mål for solcelleenergi (jf. tabel E i bilag V).

• Tallet for solenergi vedrører både solcelleenergi og solvarmeenergi til elektricitet. Solcelleenergi tegner sig dog for 98 % af de to teknologiers kapacitet i EU som helhed (jf. fodnote 3).

Kilde: Revisionsretten baseret på data fra Eurostat.

Alle fire medlemsstater indførte "prioriteret adgang" for elektricitet fra vedvarende energikilder i deres nationale lovgivning, men gjorde næsten ikke brug af de samarbejdsmekanismer, der omtales i direktivet. Samarbejdsmekanismerne er kun blevet brugt tre gange: et fælles udbud om investeringer i solcelleenergi blev gennemført af Tyskland og Danmark, en fælles certifikatordning blev indført i Sverige og Norge, og Luxembourg indgik aftaler om statistiske overførsler fra Litauen og Estland (som begge allerede havde nået deres 2020-mål i 2014) til en pris på ca. 15 euro/MWh. Det forhold, at samarbejdsmekanismerne tilsyneladende var upopulære, blev påpeget i november 2016 i forbindelse med REFIT-evalueringen af RED I³¹. Vi har også tidligere påpeget, at EU står over for en udfordring med at få de lokale, regionale og nationale energimarkeder til at arbejde sammen om at udvikle det indre energimarked³².

Justeringer af de oprindelige høje støtteniveauer, især for solcelleenergi, afskrækkede potentielle investorer

Gunstige støttevilkår giver mulighed for vækst i den "grønne økonomi". Medlemsstaterne skal imidlertid overvåge markedet regelmæssigt, så de - når markedet blev selvregulerende - kan nedjustere støtten for at undgå overkompensation, høje elpriser for forbrugerne og pres på de offentlige finanser.

For høj projektstøtte fra medlemsstater

En effektiv støtteordning bør fremme investeringer uden at overkompensere. For at nå dette mål bør LCOE-indikatoren (jf. tekstboks 1) anvendes til at fastsætte omkostningerne til elproduktion fra vedvarende energi og bidrage til fastsættelsen af de FIT'er/FIP'er, som potentielle investorer tilbydes³³.

I 2010 lå LCOE-indikatoren for solcelleanlæg på 360 USD/MWh (ca. 270 euro/MWh, jf. figur 3). Mellem 2008 og 2010 var FIT'erne for solcelleanlæg i Tyskland, Grækenland og Spanien mellem 18 % og 67 % højere end LCOE-indikatoren, hvilket gav producenterne en stor fortjeneste (jf. tekstboks 4).

Polens prissætning af omsættelige certifikater var også meget attraktiv frem til 2011: Certifikatværdien pr. produceret MWh svarede gennemsnitligt til 59 % af producenternes indtægter. I 2011 kostede certifikaterne 282 zł/MWh (ca. 60 euro/MWh), mens prisen for elektricitet gennemsnitligt lå på 199 zł/MWh (ca. 50 euro/MWh).

I samme periode øgede de teknologiske fremskridt de nye anlægs produktionskapacitet og sænkede omkostningerne til materialer og øvrige omkostninger, især for solcelleanlæg. I Tyskland faldt omkostningerne til et typisk tagmonteret solcelleanlæg med en kapacitet på 10-100 kWp ifølge forbundsministeriet for økonomi og energi, med ca. 27 % (fra 4 100 euro/kWp til 3 000 euro/kWp) mellem 2008 og 2009. I Grækenland faldt omkostningerne til samme type og størrelse anlæg, ifølge miljø- og energiministeriet, med 70 % mellem 2009 og medio 2013.

Tyskland, Grækenland og Spanien tilbød også i over et årti tariffer/præmier for landbaseret vindenergi på mellem 80 euro/MWh og 100 euro/MWh. I 2010 var den landbaserede vindenergi forbundet med langt færre omkostninger pr. produceret MWh end solcelleenergi. Bilag VI viser, hvordan tarifferne har udviklet sig i de fire medlemsstater inden for både vind- og solcelleenergi.

I de første år førte de generøse FIT-/FIP-ordninger, de høje priser på omsættelige certifikater og de faldende teknologiske omkostninger til betydelige fortjenester, især i forbindelse med solcelleanlæg. Situationen blev endnu mere fordelagtig, når et projekt, ud over en attraktiv FIT/FIP, blev tildelt investeringsstøtte (et tilskud til delvis dækning af installationsomkostningerne). Vi konstaterede, at en række af de undersøgte projekter blev rentable efter fire til seks år og derfor ville være blevet gennemført selv med lavere støtteniveauer (jf. punkt 72).

Høje støtteniveauer har presset elpriserne op og bidraget til nationale offentlige underskud

Omkostningerne til fremme af vedvarende energi via FIT'er/ FIP'er dækkes enten direkte af de endelige forbrugere eller over statens budget. I Tyskland udgør støtten til vedvarende energi en stor del af elregningen og har form af et "tillæg" (jf. tekstboks 5). Undersøgelser viser, at "tillægget" først vil falde, når de nuværende 20-årige FIT/FIP-kontrakter udløber³⁵.

I Spanien betales støtten til vedvarende energi primært over statens budget. Høje FIT'er/FIP'er har således været en betydelig belastning for de offentlige finanser. Regeringen har formået at stabilisere omkostningerne til FIT/FIP-støtten til alle typer vedvarende energi på omkring 6,5 milliarder euro om året siden 2013 ved en række foranstaltninger rettet mod producenterne. I Grækenland var det oprindelig hensigten at betale støtten over statens budget. Som følge af den økonomiske krise blev omkostningerne imidlertid overført til producenterne og i mindre grad til forbrugerne ved forhøjelse af en særafgift for vedvarende energi. Det offentlige underskud relateret til vedvarende energi var helt udlignet i januar 2018.

Situationen er en anden i forbindelse med omsættelige certifikater, hvor overforsyning direkte påvirker indtægterne hos producenterne af vedvarende energi, især når der ikke fra statens side gribes ind for at sikre en minimumspris på certifikaterne, som det var tilfældet i Polen (jf. tekstboks 6).

Sænkelsen af medlemsstaternes støtteniveauer påvirkede stigningstakten for andelen af elektricitet fra vind- og solcelleenergi i elproduktionen

Medlemsstaterne har for at nedbringe omkostningerne til støtten til vedvarende energi indført flere foranstaltninger, som er direkte målrettet mod producenterne. Afhængigt af foranstaltningernes omfang og den måde, hvorpå de blev anvendt (med tilbagevirkende kraft, med omgående virkning eller med virkning efter en overgangsperiode), er udbredelsen af vedvarende energi blevet påvirket væsentligt i tre af de fire undersøgte medlemsstater, hvilket også blev fremhævet i REFIT-evalueringen af RED I³⁹.

Tyskland var et af de første lande til at sænke sine tariffer: En første nedsættelse i 2009 blev i 2012 fulgt af en endnu større nedsættelse, der omfattede ændringer i formlen for tarifberegningen med henblik på at tage højde for det foregående års installerede kapacitet. Fordi tarifnedsættelsen var gennemsigtig og forudsigelig og omfattede overgangsperioder, afskrækkede den imidlertid ikke investorerne (jf. tekstboks 7).

I Grækenland har voldsomme tarifnedsættelser imidlertid afskrækket solcelleinvestorer. I 2010 sænkede landet først sine FIT'er for solcelleenergi, selv om de aftaler, der var indgået med producenterne, ikke indeholdt bestemmelser om tarifændringer. Siden da har Grækenland sænket sine tariffer flere gange - i to tilfælde med tilbagevirkende kraft. Mellem 2013 og 2016, hvor Grækenland arrangerede sine første pilotauktioner, blev der stort set ikke installeret ny solcellekapacitet. Den græske vindenergisektor har til gengæld aldrig oplevet tarifnedsættelser, og vindenergikapaciteten er steget næsten lineært med omkring 10 % om året, selv i de år, hvor Grækenland var i økonomisk krise.

Ændringer i Spaniens lovgivning betød, at investeringerne i vind- og solcelleenergi helt ophørte i flere år. I 2010 begyndte den spanske regering at begrænse det antal timer, for hvilke der kunne ydes godtgørelse for produktion af vedvarende energi, og den stillede endda krav om, at producenterne skulle betale en afgift for at levere elektricitet til elnettet. I 2012 ydede landet ingen støtte til nye vindmølle- eller solcelleanlæg. I 2013 gik Spanien helt bort fra FIT/FIP-modellen til fordel for en kompensationsordning, der tilbød et afkast baseret på fastsatte kriterier. De nye foranstaltninger, der i visse tilfælde blev indført med tilbagevirkende kraft, påvirkede investorernes tillid og satte helt stop for investeringer i vindenergi (2012) og solcelleenergi (2011) i Spanien. Frem til 2015, hvor de første pilotauktioner blev indledt, indførte landet slet ingen ny kapacitet.

I Polen har strenge krav til placeringen af vindmøller skadet investeringerne i vindenergi. 2016-loven om investeringer i vindmøller indførte strenge krav til placeringen, forbød modernisering af eksisterende vindmøller, der ikke opfyldte de nye krav til placering, og forhøjede afgiften på vindmøller drastisk (moderniserings- og afgiftsbestemmelserne blev i sidste ende ophævet midt i 2018). Ordningen med omsættelige certifikater blev lukket for nye deltagere midt i 2016, og der blev ikke afholdt nogen auktioner for vindenergianlæg af standardstørrelse før midt i 2018. Som et resultat heraf steg vindenergikapaciteten i Polen kun marginalt fra midt i 2016 til midt i 2018.

Stigningen i elektricitet fra vedvarende energikilder hæmmes af utilstrækkelige auktioner og praktiske hindringer for producenterne

Som led i revisionen undersøgte vi, om auktioner og inddragelse af borgerne kunne bidrage til at adressere den langsomme vækst i vind- og solcellesektorerne - auktioner ved at sænke niveauet af statsstøtte og inddragelse af borgerne ved at sikre en yderligere kilde til privat finansiering.

I to af de undersøgte medlemsstater vil den kapacitet, der planlægges bortauktioneret, ikke være tilstrækkelig til at sikre, at 2020-målene nås

Vi konstaterede, at alle de fire besøgte medlemsstater i overensstemmelse med de seneste retningslinjer for statsstøtte (jf. punkt 11), har arrangeret auktioner i forbindelse med tildelingen af ny kapacitet til produktion af vedvarende energi. Resultaterne af auktionerne i 2016 og 2017 har vist, at visse vind- og solcelleinvesteringer i Tyskland (og ifølge GD ENER også i Nederlandene) nu foretages uden statsstøtte - om end nettilslutningerne finansieres af staten. Også i Spanien er de seneste kontrakter blevet tildelt uden offentlig støtte ud over en garanti, der udløses, hvis elprisen falder til under en vis tærskelværdi. Nylige auktioner i Grækenland⁴⁰ og Polen⁴¹ resulterede derimod i priser, der stadig er højere end priserne for elektricitet fra fossile brændstoffer, i Grækenland dog i langt mindre grad end under FIT-ordningen.

Spanien har imidlertid ikke planlagt nogen auktioner, og den nye kapacitet på omkring 8 500 MW, der blev bortauktioneret mellem 2015 og 2017, er ikke tilstrækkelig til at kompensere for de seneste års afmatning. Polen afholdt ikke nogen auktioner for vindenergi- og solcelleanlæg med en kapacitet på over 1 MW (svarende til en landbaseret vindmølle fra 1985⁴²) før midt i 2018. Disse forhold giver anledning til yderligere bekymring om, hvorvidt disse to medlemsstater vil kunne nå deres 2020-mål i betragtning af den tid, det tager at gennemføre vindenergiprojekter. I Tyskland og Grækenland er der planlagt auktioner, som afholdes efter planen. Udbredelseskorridorerne i Tyskland begrænser imidlertid fortsat auktionskapaciteten, og Grækenland har stadig problemer med at tiltrække investorer nok til sine auktioner.

Den centrale del i enhver auktions succes er at vinde investorernes tillid ved at tillade deltagerne at fastslå budprisen på en gennemsigtig måde (jf. tekstboks 8).

Der er hindringer for inddragelse af borgerne i vind- og solcelleinvesteringer, enten som producent-forbrugere eller organiseret i energifællesskaber

Vi konstaterede, at alle de fire besøgte medlemsstater i overensstemmelse med RED I har indført lovgivning, som tillader producent-forbrugeres eller energifællesskabers produktion af elektricitet til eget forbrug. I 2017 ejede privatpersoner og landbrug i Tyskland 49 % af landets installerede kapacitet til solenergiproduktion og 41 % af dets installerede kapacitet til landbaseret vindenergiproduktion⁴³. I de fleste af disse tilfælde var privatpersonerne organiseret i energifællesskaber. Nogle spanske regioner har endda fastsat mål for egetforbruget. I nogle tilfælde er der dog hindringer for udviklingen af dette segment. Det forholder sig f.eks. sådan, at producent-forbrugere for at opnå betaling for den overskydende elektricitet, de leverer til elnettet, skal deltage på spotmarkedet for energi. Det er besværligt for små producenter, eftersom det kræver flere forskellige licenser og er forbundet med deltagelsesudgifter. I Polen er producent-forbrugere trods visse begrænsninger (såsom beskatning og begrænsede fordele ved at levere energi til nettet) det hurtigst voksende segment inden for vedvarende energi.

Forskellige begrænsninger forsinker investeringer i vindmøller og solcelleanlæg

Vi undersøgte, om reglerne for fysisk planlægning og de administrative regler fremmer investeringer i vindmøller og solcelleanlæg. Vi vurderede desuden, hvordan mangler i elnettene påvirker udbredelsen af nye projekter inden for vedvarende energi, hvordan ringe kapacitet til sammenkobling med nabolande begrænser samarbejdet, og hvor vigtigt det er at investere i begge dele i den nærmeste fremtid.

Reglerne for fysisk planlægning begrænser udviklingen af vindmøller i to af de undersøgte medlemsstater

Begrænsninger vedrørende fysisk planlægning kan hæmme udviklingen af nye projekter betydeligt. Bestemmelser om minimumsafstanden mellem en vindmøllepark og beboelsesområder kan være særlig restriktive. Udfordringen for medlemsstaterne er at indføre regler for fysisk planlægning, der beskytter byområder og naturreservater, men samtidig tillader udbredelse af vind- og solcelleenergi.

Vi konstaterede, at dette var et problem i to af de undersøgte medlemsstater. Siden en tysk region fastsatte en minimumsafstand mellem en vindmølle og den nærmeste bolig på ti gange vindmøllens samlede højde (en afstand på 2 km), har den således ikke modtaget nye ansøgninger om opførelse af vindenergianlæg. Resultatet af foranstaltningen var, at det areal, der kunne anvendes til vindmølleparker, blev reduceret til ca. 0,3 % i stedet for de planlagte 2-3 % af regionens areal. Samme bestemmelse blev indført i Polen i 2016. Der er ikke foretaget nogen officiel konsekvensanalyse, men undersøgelser⁴⁴ har vist, at bestemmelsen har reduceret det areal, der er berettiget til vindenergiinvesteringer, til blot 0,1 % af det nationale territorium i stedet for det planlagte areal på 2,6 % ved anvendelse af en bufferzone på 1 km mellem anlæg og beboelsesområder.

Langvarige administrative procedurer gør erhvervsklimaet kompliceret for især nye vindenergiprojekter

De administrative regler vedrørende vindenergianlæg kræver typisk, at myndighederne udsteder tilladelser eller træffer afgørelser om miljømæssige aspekter, anlægsarbejde, nettilslutninger eller licenser til produktion og salg af elektricitet. Medlemsstaterne bør indføre procedurer med minimale administrative forhindringer for at tiltrække investorer til markedet for vedvarende energi, samtidig med at de beskytter f.eks. sundheden og miljøet i land- og byområder.

Gennemsnitligt kan en landbaseret vindmølle, afhængigt af størrelse, være fysisk færdig på fem år (inklusive den tid, der går med udstedelse af administrative dokumenter), en havbaseret vindmøllepark på otte år og et solcelleanlæg på to år. Projekter, der involverer tagmonterede solcelleanlæg, varer under et år. Vi konstaterede imidlertid, at Tysklands "one-stop shop"-tilgang effektivt minimerer de administrative forhindringer (jf. tekstboks 9).

Medlemsstaterne har ganske vist fastsat et loft over varigheden af deres administrative procedurer, men vi konstaterede, at disse lofter ikke blev overholdt i Grækenland og Spanien i forbindelse med vindenergiprojekter. I begge lande kan det tage op til syv år at gennemføre et landbaseret vindenergiprojekt. I Spanien konstaterede vi, at der også var langvarige procedurer i forbindelse med små anlæg til eget forbrug, hvor udstedelsen af licenser gennemsnitligt tog et år.

Forsinkede investeringer i elnettet, herunder i sammenkoblingsinfrastruktur, har begrænset udbredelsen

Elektricitet når frem til forbrugerne via transmissions- og forsyningsnettet. De største udfordringer for elnettet i forbindelse med udbredelsen af vindmøller og solcelleanlæg er dets kapacitet til at absorbere intermitterende elektricitet⁴⁵, den afsidesliggende beliggenhed af områder med stort vind- og solcelleenergipotentiale og den store afstand mellem områder med stort produktionspotentiale og områder med stor efterspørgsel efter elektricitet⁴⁶. En anden udfordring er at sikre, at sammenkoblingskapaciteten⁴⁷ er tilstrækkelig til at tillade strømme på tværs af grænserne, når det er nødvendigt eller økonomisk mest fordelagtigt.

Forsinkede investeringer i elnettet påvirker udbredelsen af vedvarende energi

Investeringer i elnettet er blevet forsinket betydeligt i alle fire medlemsstater. Problemet er dog mest presserende i Tyskland, hvor under 10 % af den planlagte udvidelse af elnettet i landet (blot 750 km ud af 7 900 km) var afsluttet ved udgangen af 2017. Tysklands underudviklede elnet giver anledning til såkaldte "loop flows" af energi⁴⁸ med nabolande, når det tyske elnet ikke kan håndtere overførsler af overskydende energi. Når vindmølleparker i den nordlige del af Tyskland f.eks. producerer overskydende energi, er elnettet undertiden ude af stand til at transportere al elektriciteten til den sydlige del af landet og Østrig, hvor der er størst efterspørgsel. Elektriciteten må omdirigeres via Polen, Den Tjekkiske Republik og Slovakiet. Som følge heraf modtog det polske elnet i 2017 over otte gange mere elektricitet fra Tyskland end planlagt, selv om de polske myndigheder ofte reducerede strømmen af energi fra Tyskland.

Vi konstaterede mangler i elnettene, der hæmmede udviklingen af vedvarende energi i områder med stort potentiale inden for vind- og solenergi i Grækenland (Peloponnes) og Spanien (Andalusien), hvor der ikke kan installeres nye anlæg for vedvarende energi. Ifølge den græske transmissionssystemoperatør⁴⁹ forventes det, at visse græske øer ikke vil være fuldt ud sammenkoblet med fastlandet før 2023, selv om dette ville sikre statens budget en besparelse på 350 millioner euro om året ved f.eks. at reducere omkostningerne til transport af olie til øerne.

Ifølge Kommissionen vil vedvarende energikilder skulle tegne sig for omkring halvdelen af den samlede elproduktion, hvis det oprindeligt foreslåede samlede 2030-mål på 27 % af det endelige bruttoenergiforbrug skal nås⁵⁰. Ifølge IRENA's beregninger vil det vedtagne 2030-mål på 32 % kræve en andel på 55 % af den producerede elektricitet⁵¹. Eftersom vedvarende energikilder på nuværende tidspunkt udgør næsten 31 % af elsektoren, og da dette allerede udgør en udfordring med hensyn til optagelse i elnettet, er der et presserende behov for investeringer. I denne henseende kan centre for forvaltning af vedvarende energi bidrage til at maksimere absorberingen af vedvarende energi (jf. tekstboks 10).

Niveauet af sammenkobling mellem medlemsstaterne er ikke tilstrækkeligt til at fremme udbredelsen af vedvarende energi

På Det Europæiske Råds møde i Barcelona 2002 blev der fastsat et mål for sammenkobling af medlemsstaternes elnet på 10 % senest i 2020 som en foranstaltning til at øge udbredelsen af vedvarende energi ved at tillade strømme på tværs af grænserne, når det er nødvendigt eller økonomisk mest fordelagtigt. I 2015 var elnettene i 12 af medlemsstaterne imidlertid ikke klar til dette mål⁵². Spanien er en af disse medlemsstater. Med en overførselskapacitet til Frankrig på blot 5 % af den installerede kapacitet i 2017 er Spanien (og dermed Den Iberiske Halvø) fortsat nærmest en ø i energimæssig henseende. De allerede godkendte projekter vil øge niveauet til omkring 8 %, men først i 2025.

Det Europæiske Råd⁵³ godkendte i oktober 2014 Kommissionens forslag fra maj 2014⁵⁴ om at forhøje sammenkoblingsmålet fra 10 % til 15 % senest i 2030, dog uden traktatbrudsprocedurer i tilfælde af manglende opfyldelse. I en rapport fra 2017⁵⁵ opførte Kommissionens Ekspertgruppe om Elsammenkoblingsmål Tyskland, Grækenland og Spanien på en liste over otte medlemsstater med et særligt presserende behov for investeringer.

Samhørighedsmidlerne bidrog til at øge kapaciteten til produktion af vind- og solcelleenergi, men i nogle tilfælde blev der ydet for høj støtte

Vi undersøgte, om de disponible samhørighedsmidler (fra EFRU og Samhørighedsfonden) til investeringer i vind- og solcelleenergi har skabt bæredygtige output og resultater. Vi undersøgte navnlig en stikprøve på 24 medfinansierede projekter, som modtog støtte fra ni operationelle programmer (OP'er) i en af de to perioder (2007-2013 og 2014-2020), for at vurdere, hvor godt blev gennemført, og hvilke resultater de opnåede. Ni af dem var vindenergiprojekter, 12 var solcelleprojekter, og tre var blandede anlæg, der kombinerede de to teknologier (jf. bilag III).

Af de 24 undersøgte projekter vurderede vi dem, der var afsluttet og operationelle på tidspunktet for revisionen. For så vidt angår alle disse 20 afsluttede projekter konstaterede vi, at de var gennemført i overensstemmelse med projektansøgningen (den forventede kapacitet var installeret uden overskridelser af budgettet), at de var i drift på tidspunktet for revisionen, at de ikke havde nogen bæredygtighedsproblemer, og at de gav overskud.

Vi konstaterede, at 13 af de afsluttede projekter producerede den forventede mængde elektricitet. Af de øvrige syv projekter producerede to vindenergiprojekter i Grækenland mindre energi end planlagt, og fem små anlæg i Spanien uden for elnettet, der producerede til eget forbrug, gav os ingen data. 17 af de afsluttede projekter var gennemført uden væsentlige forsinkelser (dvs. ikke over tre måneder). To projekter i Polen og ét i Grækenland var gennemført med forsinkelser på lige under et år.

Vi konstaterede, at der ved anvendelsen af samhørighedsmidler som investeringsstøtte til vind- og solcelleprojekter i nogle tilfælde blev ydet for høj støtte. Ni af de 24 reviderede projekter (tre i Tyskland, fire i Grækenland, ét i Spanien og ét i Polen⁵⁶) havde et meget attraktivt internt afkast (IRR)⁵⁷, som var 3-11 procentpoint større end afkastet af de 10-årige statsobligationer⁵⁸ fra den måned, hvor de blev godkendt. Det skyldtes primært, at de modtog investeringsstøtte ud over en meget generøs FIT som bidrag til deres driftsomkostninger (jf. punkt 39). I forbindelse med fire andre projekter i Spanien uden for elnettet, der kun modtog investeringsstøtte i form af et EU-tilskud, var investeringsafkastet⁵⁹ i form af energibesparelser i forhold til tidspunktet for projektansøgningen så højt, at investeringen var tjent ind meget hurtigt (på 3,6-6,2 år).

Vi fremhævede problemet med for høj støtte til en række projekter for vedvarende energi i en tidligere særberetning om dette emne⁶⁰. Problemet er også blevet behandlet i flere revisionsberetninger fra nationale overordnede revisionsorganer⁶¹.

Sammenlignet med RED I giver EU's reviderede lovgivningsrammer mere støtte til udbredelsen af vedvarende energi, men der er fortsat store mangler

I 2016 fremlagde Kommissionen pakken om ren energi (jf. punkt 09), der har til formål at styrke forbindelserne mellem de forskellige politikområder med relation til energi. De dele af denne pakke, der er mest relevante for vedvarende energi, er RED II⁶² og forordningen om forvaltning af energiunionen⁶³. Vi undersøgte lovgivningen for at afgøre, i hvilket omfang den beskæftiger sig med nogle af de spørgsmål, der er fremhævet i tidligere dele af denne beretning, og om den skaber et miljø, der støtter udviklingen af vedvarende energi, herunder vind- og solcelleenergi til produktion af elektricitet.

Vi konstaterede, at RED II omfatter støtte til produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder, navnlig fra vind- og solcelleenergi:

• Direktivet kræver forbedring af støtteordningernes udformning og stabilitet. Medlemsstaterne skal sørge for, at disse ordninger ikke revideres på en måde, der har negative konsekvenser for producenternes rettigheder og undergraver den økonomiske rentabilitet af de anlæg, der allerede modtager støtte, sådan som vi konstaterede i tre af de undersøgte medlemsstater (jf. punkt 47)
• Direktivet fastsætter de to principper om egetforbrug af vedvarende energi og energifællesskaber. Vi konstaterede begrænsninger i to af de undersøgte medlemsstater (jf. punkt 56)
• Ved at stille krav om, at medlemsstaterne etablerer en "one-stop shop" til at koordinere hele proceduren for udstedelse af licenser til nye anlæg til produktion af vedvarende energi, og ved at fastsætte tidsgrænser for udstedelsen af alle de nødvendige tilladelser bidrager direktivet til at forenkle de administrative procedurer. I to af de undersøgte medlemsstater konstaterede vi, at komplicerede administrative procedurer var til hinder for udviklingen af nye vindenergi- og solcelleanlæg (jf. punkt 62)
• Direktivet tilskynder til etablering af finansielle instrumenter rettet mod projekter, der: a) sigter mod at forbedre nettets stabilitet, håndtere overbelastning af nettet og øge transmissionssystemets fleksibilitet, herunder projekter, der vil bidrage til at nå elsammenkoblingsmålet på 15 % senest i 2030 - vi har rapporteret revisionsresultater vedrørende alle disse spørgsmål (jf. punkt 64-68) - og b) forbedrer de mekanismer for samarbejde mellem medlemsstaterne og mellem medlemsstater og tredjelande, der næsten ikke blev brugt under RED I (jf. punkt 36).

Vores vurdering af forordningen om forvaltning af energiunionen viser, at det bør føre til bedre overvågning af medlemsstaternes indsats for at øge andelen af vedvarende energi inden for de tre sektorer elektricitet, opvarmning og køling samt transport, at Kommissionen har et udvidet mandat til:

• at overvåge de integrerede nationale energi- og klimaplaner, som medlemsstaterne skal indgive hvert tiende år og opdatere mindst én gang i 2024, og som omhandler politikkerne og foranstaltningerne inden for de fem energidimensioner⁶⁴. Med andre ord begrænser direktivet ikke Kommissionen til overvejende at skulle overvåge det vejledende forløb, som det var tilfældet med RED I (jf. punkt 30)
• at føre tilsyn med og rapportere til Europa-Parlamentet hvert tredje år om resultaterne af støtte ydet via auktioner, som på nuværende tidspunkt er det primære redskab til at øge kapaciteten til produktion af vedvarende energi, og som lader til at begrænse statsstøtten (jf. punkt 53).

Vi konstaterede også, at der er opstået nye mangler, og at en tidligere mangel ikke er afhjulpet. Kommissionen bemærkede i 2016, at de nationale mål i henhold til RED I blev betragtet som den vigtigste drivkraft for politikker for og investeringer i vedvarende energi i mange medlemsstater⁶⁵, men RED II erstatter disse med et bindende mål på mindst 32 %, og det er kun fastsat på EU-niveau. Hermed risikerer man, at nogle medlemsstater præsterer højt, mens andre underpræsterer med hensyn til vedvarende energi, og at der opstår et gab mellem medlemsstaternes udbredelse af vedvarende energi og EU-forløbene.

I henhold til forordningen om forvaltning af energiunionen skal Kommissionen overvåge EU's samlede vejledende forløb i 2022, 2025 og 2027. Den nye lovgivning afhjælper imidlertid ikke de svagheder, vi konstaterede med hensyn til rettidig rapportering om utilstrækkelige fremskridt (jf. punkt 28-29). Det undergraver overvågningens effektivitet yderligere. Som følge heraf vil Kommissionen måske ikke kunne reagere i tide for at sikre fremskridt, hvis nogle medlemsstater ikke når deres mål.

RED II og forordningen om forvaltning af energiunionen blev vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet to et halvt år før RED I's udløb den 1. juli 2021. Medlemsstaterne har indtil den 30. juni 2021 til at gennemføre alle de nye elementer i RED II i deres nationale lovgivning. Vi konstaterede, at alle de fire undersøgte medlemsstater gennemførte det foregående direktiv i deres nationale lovgivning med forsinkelser, navnlig Polen, der brugte over fire år på det.

Konklusioner og anbefalinger

Vi konstaterede samlet set en risiko for, at halvdelen af EU's medlemsstater ikke producerer nok elektricitet fra vedvarende energikilder til at nå deres 2020-mål. Vi konstaterede desuden, at der under de oprindelige støtteordninger til udbredelse af vind- og solcelleenergi blev givet for høj støtte, men at reduktion af støtteniveauerne afskrækkede potentielle investorer. Fremme af auktioner og inddragelse af borgerne er afgørende for at øge investeringerne og forbedre vilkårene for udbredelse, f.eks. ved at afskaffe restriktive regler for fysisk planlægning og langvarige administrative procedurer samt afhjælpe mangler i elnettene.

Mellem 2005 og 2017 er andelen af vedvarende energi i det endelige bruttoenergiforbrug steget betydeligt fra 9,1 % til 17,5 %, idet halvdelen af medlemsstaterne allerede enten har nået eller er tæt på at nå deres 2020-mål. Det er dog fortsat en stor udfordring for den resterende halvdel at nå de nationale mål. Der er således tvivl om, hvorvidt resultaterne i de lande, der præsterer højt inden for vedvarende energi, vil være tilstrækkelige til at kompensere for de underpræsterende landes resultater, så det samlede EU-mål på 20 % nås (jf. punkt 22-24).

Den sektor, der bidrog mest til stigningen i andelen af vedvarende energi i det endelige bruttoenergiforbrug, var elektricitetssektoren, hvor andelen er fordoblet fra omkring 15 % til næsten 31 % mellem 2005 og 2017. De teknologier, der var ansvarlige for væksten i elektricitetssektoren, var primært vind- og solcelleenergi (jf. punkt 25-26).

Kommissionen bør undersøge, hvilke medlemsstater der risikerer ikke at nå deres 2020-mål, og råde dem til at træffe effektive foranstaltninger til at afhjælpe deres kapacitetsmangler med hensyn til vedvarende energi. Disse foranstaltninger bør også omfatte overvejelser om planlægning af auktioner, forenkling af de administrative procedurer og investeringer i netinfrastruktur og sammenkoblinger.

Tidsramme: inden udgangen af 2019.

RED I har spillet en vigtig rolle i udviklingen af vedvarende energi ved at fastsætte bindende mål, som skal nås senest i 2020, for både EU og medlemsstaterne. Lovgivningen sikrer imidlertid ikke rettidig rapportering om fremskridtene inden for vedvarende energi og giver heller ikke Kommissionen mandat til at reagere på langsomme fremskridt, hvor de vejledende forløb ikke følges (punkt 27-30).

Kommissionen bør udarbejde en ændring af de relevante dele af forordningen om energistatistik med henblik på at sikre, at medlemsstaterne sender Eurostat årlige energistatistikker med data om vedvarende energi senest ni måneder efter årets udgang.

Tidsramme: medio 2021.

De nationale støtteordninger fremmede investeringerne i vedvarende energi, men medlemsstaternes modvilje mod at samarbejde på energiområdet har gjort, at energimarkedet fortsat er fragmenteret (punkt 31-36).

De faldende teknologiske omkostninger og den store interesse for at investere i den nye "grønne økonomi" førte til for høj projektstøtte, betalt via højere elpriser og/eller statslige underskud. For at begrænse byrden på forbrugerne og de statslige budgetter traf medlemsstaterne korrigerende foranstaltninger, som svækkede investorernes tillid og bidrog til en markedsnedgang i de to sektorer. Vi konstaterede, at EU-foranstaltninger såsom auktioner og inddragelse af borgerne som producent-forbrugere og energifællesskaber i projekter inden for vedvarende energi kan bidrage til at øge kapaciteten til produktion af vind- og solcelleenergi og dække en del af investeringsbehovene med henblik på at nå 2030-målet (punkt 37-56).

Kommissionen bør:

1. identificere de medlemsstater, der ikke har planlagt auktioner inden for vedvarende energi, som sikrer den yderligere kapacitet, der er nødvendig for at nå 2020-målene, og tilskynde dem til at udarbejde en plan
2. overvåge og løbende rapportere om resultaterne af disse medlemsstaters auktioner.

Tidsramme: inden udgangen af 2019.

Restriktive regler for fysisk planlægning begrænser udbredelsen af nye anlæg, og langvarige administrative procedurer gør erhvervsklimaet kompliceret for især nye vindenergiprojekter (punkt 57-62).

Kommissionen bør anmode medlemsstaterne om at overveje en forenkling af deres nuværende administrative procedurer inden for vedvarende energi med henblik på at fremskynde udbredelse og investeringer.

Tidsramme: inden udgangen af 2019.

I henhold til RED II er det et bindende EU-mål at opnå en andel af vedvarende energi i det endelige bruttoenergiforbrug på mindst 32 % senest i 2030. For elektricitetssektoren kræver dette, at 55 % af elektriciteten kommer fra vedvarende energikilder. I 2017 var andelen af elektricitet fra vedvarende energikilder næsten 31 %. De forsinkede investeringer i elnettet, herunder i sammenkoblingsinfrastruktur, hæmmer udbredelsen af vedvarende energi og udviklingen af synergier mellem medlemsstaterne (punkt 63-68).

Kommissionen bør:

1. undersøge, i hvilke medlemsstater elnettet er en begrænsende faktor for den videre udbredelse af vedvarende energi
2. råde de medlemsstater, hvor elnettet potentielt begrænser udbredelsen af vedvarende energi, til at træffe foranstaltninger til at afhjælpe mangler i elnettet
3. tilskynde medlemsstaterne til at målrette den tilgængelige støtte fra EFRU og Samhørighedsfonden til klimatiltag vedrørende udvikling og forvaltning af elnet og sammenkoblinger.

Tidsramme: medio 2020.

De medfinansierede projekter leverede generelt de planlagte output og resultater med hensyn til produktion af elektricitet og vil sandsynligvis være bæredygtige. Der har dog været tilfælde af for høj støtte (punkt 69-73).

Fremadrettet indfører RED II og forordningen om forvaltning af energiunionen i pakken om ren energi foranstaltninger, der kan bidrage til et bedre investeringsmiljø for produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder, hvis de gennemføres korrekt og rettidigt (så de f.eks. forbedrer de nationale støtteordningers udformning og stabilitet og indfører princippet om egetforbrug). Manglen på nationale mål og det forhold, at problemerne med Kommissionens rettidige overvågning ikke er blevet løst, truer imidlertid opfyldelsen af det nye EU-mål (punkt 74-79).

Kommissionen bør overvåge og tilskynde medlemsstaterne til korrekt og rettidigt at gennemføre pakken om ren energi, herunder RED II, i deres nationale lovgivning og bør løbende offentliggøre de fremskridt, der er gjort i denne henseende.

Tidsramme: inden udgangen af juni 2021.

Vedtaget af Afdeling II, der ledes af Iliana Ivanova, medlem af Revisionsretten, i Luxembourg på mødet den 30. april 2019.

På Revisionsrettens vegne

Klaus-Heiner Lehne
Formand

Bilag

Bilag I

Data for vindenergi i EU-28

2020-mål¹, kapacitet i 2017², endeligt energiforbrug i 2016³, støtte fra EFRU/Samhørighedsfonden i 2007-2013 og 2014-2020⁴ og de vigtigste nationale ordninger⁵

Kilde: ¹ Direktiv 2009/28/EF af 23.4.2009, bilag I, ² IRENA, "Renewable Capacity Statistics 2018", og energiministerierne og/eller de nationale tilsynsmyndigheder (i Tyskland, Grækenland, Spanien og Polen), ³ Eurostat, "EU Energy in figures", Statistical pocketbook 2016, del 5 (endeligt energiforbrug: den samlede energi, der forbruges af slutbrugere, f.eks. husholdninger, industrien og landbruget, eksklusive den energi, der bruges af energisektoren selv), ⁴GD REGIO, udtræk af 9.4.2019, og ⁵5GD ENER, www.res-legal.eu.

Bilag II

Data for solenergi i EU-28

2020-mål¹, kapacitet i 2017², endeligt energiforbrug i 2016³, støtte fra EFRU/Samhørighedsfonden i 2007-2013 og 2014-2020⁴ og de vigtigste nationale ordninger⁵

Kilde: ¹ Direktiv 2009/28/EF af 23.4.2009, bilag I, ² IRENA, "Renewable Capacity Statistics 2018", og energiministerierne og/eller de nationale tilsynsmyndigheder (i Tyskland, Grækenland, Spanien og Polen), ³ Eurostat, "EU Energy in figures", Statistical pocketbook 2016, del 5 (endeligt energiforbrug: den samlede energi, der forbruges af slutbrugere, f.eks. husholdninger, industrien og landbruget, eksklusive den energi, der bruges af energisektoren selv), ⁴GD REGIO, udtræk af 9.4.2019 (Kommissionen rapporterer om solcelle- og solvarmeenergi under samme kode), og ⁵GD ENER, www.res-legal.eu.

Bilag III

Liste over undersøgte projekter

Kilde: Revisionsretten.

Bilag IV

Gennemsnitlige fremskridt i andelen af vedvarende energi i det endelige bruttoenergiforbrug frem til 2017 og gennemsnitlige nødvendige fremskridt for at nå 2020-målene for alle medlemsstaterne og EU

Kilde: Revisionsretten baseret på data fra Eurostat.

Bilag V

Andel af vedvarende energi og produktionskapacitet i EU-28 og de fire undersøgte medlemsstater: mål og endelige værdier, 2010-2017

Tabel A - Procentdel af vedvarende energi i det endelige bruttoenergiforbrug i EU-28*, 2010-2017

• Der foreligger ikke konsoliderede data for EU-28 om medlemsstaternes forløb i henhold til deres NREAP'er (nationale handlingsplaner for vedvarende energi) og om deres vejledende RED I-forløb for andelen af energi fra vedvarende energikilder i det endelige bruttoenergiforbrug og de tre sektorer, der bidrager til andelen.

Kilde: Revisionsretten baseret på data fra Eurostat.

Tabel B - Procentdel af vedvarende energi i det endelige bruttoenergiforbrug i de fire undersøgte medlemsstater mellem 2010 og 2017 og deres forløb hen imod 2020

Kilde: NREAP'erne og de nationale statusrapporter om fremme og brug af energi fra vedvarende energikilder.

Tabel C - Procentdel af elektricitet fra vedvarende energi i det endelige bruttoelektricitetsforbrug i de fire undersøgte medlemsstater mellem 2010 og 2017 og deres forløb hen imod 2020

Kilde: NREAP'erne og de nationale statusrapporter om fremme og brug af energi fra vedvarende energikilder.

Tabel D - Udviklingen i vindkapacitet i de fire undersøgte medlemsstater mellem 2010 og 2017 og deres mål hen imod 2020 (i MW)

Kilde: NREAP'erne og data fra de nationale energiministerier og/eller de nationale tilsynsmyndigheder.

Tabel E - Udviklingen i solcellekapacitet i de fire undersøgte medlemsstater mellem 2010 og 2017 og deres mål hen imod 2020 (i MW)

Kilde: NREAP'erne og data fra de nationale energiministerier og/eller de nationale tilsynsmyndigheder.

Bilag VI

De vigtigste støtteordninger i de fire undersøgte medlemsstater, udviklingen i vind- og solcellekapacitet (1999-2017) og tariffer tilbudt til producenter af vedvarende energi i samme periode

Kilde: Revisionsretten baseret på data fra Bundesministerium für Wirtschaft und Energie (BMWi).

Kilde: Revisionsretten baseret på data fra miljø- og energiministeriet (YPEKA).

Kilde: Revisionsretten baseret på data fra Ministerio para la Transición Ecológica.

Kilde: Revisionsretten baseret på data fra den polske energibørs' PMOZE- og PMOZE A-indekser.

Kommissionens svar

Resumé

Første led: Kommissionen accepterer anbefalingen.

Dette er en klar og konstant prioritet i Kommissionens udvekslinger med EU-medlemsstater på alle niveauer.

Andet led: Kommissionen accepterer anbefalingen.

Tredje led: Kommissionen accepterer anbefalingen om at tilskynde medlemsstaterne til at arbejde videre i den retning og overvåge de fremskridt, der gøres. Det er dog medlemsstaterne, der har kompetence til at afholde auktioner.

Fjerde led: Kommissionen accepterer anbefalingen.

Kommissionen deler Revisionsrettens opfattelse, nemlig at en forenkling af de administrative procedurer i henhold til national lovgivning ville forbedre klimaet for elproduktion fra vedvarende energikilder. Denne forenkling er kernen i det omarbejdede direktiv, der blev vedtaget den 11. december 2018.

Femte led: Kommissionen accepterer delvist anbefalingen, da den mener, at udviklingen af net henhører under medlemsstaternes kompetence. EU yder allerede støtte til investeringer i netinfrastruktur og -sammenkoblinger.

Sjette led: Kommissionen accepterer anbefalingen og vil gennemføre den i overensstemmelse med forordningen om forvaltning af energiunionen.

Indledning

Kommissionen har ved flere lejligheder understreget, at størstedelen af investeringerne i vedvarende energi skal komme fra den private sektor. Offentlig finansiering, herunder EU-finansiering, bør ikke erstatte, men supplere og fremme private investeringer, når det er relevant, i overensstemmelse med statsstøttereglerne.

Andre EU-instrumenter, der supplerer private investeringer, er bl.a. InvestEU, Horisont Europa, LIFE-programmet og Connecting Europe-faciliteten.

Gennem det nye InvestEU-program, som er efterfølgeren til Juncker-planen (EFSI), afsættes der 11,5 mia. EUR til bæredygtig infrastruktur med henblik på at fremme flere private bæredygtige investeringer gennem forskellige finansielle instrumenter.

Inden for rammerne af Horisont Europa har Kommissionen foreslået at afsætte 15 mia. EUR til energi, klima og mobilitet til udvikling af den næste generation af teknologier, der kan lette energiomstillingen og styrke Europas konkurrenceevne.

Miljøprogrammet LIFE råder over et styrket budget og omfatter en ny budgetpost på 1 mia. EUR til fremme af mindre initiativer om vedvarende energi såsom projekter vedrørende solenergi og energieffektivitet.

Endelig har Kommissionen inden for rammerne af Connecting Europe-faciliteten, der er det vigtigste budgetinstrument til finansiering af forbindelsesinfrastruktur mellem medlemsstaterne (f.eks. sammenkoblinger), medtaget et nyt element til specifikt at fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne inden for alle sektorer af vedvarende energi.

Bemærkninger

Tredje led: De pågældende medlemsstater har stadig flere muligheder for at nå 2020-målet, herunder anvendelse af samarbejdsmekanismer som f.eks. statistiske overførsler.

Kommissionen overvåger nøje de fremskridt, der gøres i alle medlemsstater, og yder støtte. Sammen med den taskforce for energieffektivitet, der er blevet iværksat i samarbejde med EU-medlemsstaterne, gøres der en indsats på alle niveauer for at nå 2020-målene. Der vil om nødvendigt blive truffet yderligere foranstaltninger for at håndhæve medlemsstaternes forpligtelser.

Kommissionen bemærker, at de nationale forløb og mål har givet et nyttigt langsigtet perspektiv i investeringsplanlægningen og et referencegrundlag for Kommissionens rapportering og overvågning.

Kommissionens fælles svar på punkt 28 og 29:

Kommissionen har foreslået en ændring af forordningen om energistatistik i henhold til forskriftsproceduren med kontrol inden for rammerne af høringen af andre tjenestegrene i april 2019. Dette ændringsforslag vedrører ikke rapporteringsfristen for årlige energistatistikker. Den vil imidlertid fremskynde offentliggørelsen af månedlige data om elektricitet og kul (herunder vind- og solenergi) med en måned (fra tre til to måneder).

Kommissionen har i 2016 i samarbejde med medlemsstaterne iværksat et projekt for at fremskynde offentliggørelsen af skøn over årlige energistatistikker, balancer og indikatorer for andelen af vedvarende energi.

Kommissionen fører en løbende dialog med de nederlandske myndigheder om dette spørgsmål. I energiaftalen fra 2013 er der en klar politisk vilje til at mobilisere indsatsen for at nå et mål på 14 % vedvarende energi i Nederlandene i 2020 (og 16 % i 2023).

Kommissionen opfordrer medlemsstaterne til at overveje muligheden for at anvende statistiske overførsler (muligheden for at medregne overskydende produktion fra en anden medlemsstat som egenproduktion) som fastsat i direktivet om vedvarende energi (RED I), enten som et middel til at sikre opfyldelsen af målet, når der er underskud, eller til at sælge deres potentielle overskud til andre medlemsstater. Kommissionen er rede til aktivt at støtte medlemsstaterne i denne henseende og lette det nødvendige samarbejde.

Kommissionen anerkender også, at administrative procedurer kunne begrænse udviklingen af vedvarende energiprojekter. Red II har til formål at løse dette problem under hensyntagen til, at medlemsstaterne i forbindelse med fysisk planlægning skal gennemføre en miljøkonsekvensvurdering og en strategisk miljøvurdering.

Kommissionen har vedtaget et vejledende dokument om udvikling af vindenergi og Natura 2000⁶⁶, der har til formål at bistå medlemsstaterne i de procedurer, de følger med hensyn til at tillade udvikling af vindenergi inden for eller uden for Natura 2000-områderne. Denne vejledning forventes at blive opdateret inden udgangen af 2019.

Integrationen af den øgede kapacitet for vedvarende energi i nettet er en løbende udfordring for de fleste medlemsstater. Hindringerne opstår hovedsageligt som følge af de høje nettilslutningsomkostninger og den manglende forudsigelighed og gennemsigtighed i nettilslutningsprocedurerne. Kommissionen følger udviklingen nøje på grundlag af medlemsstaternes nationale energi- og klimaplaner og deres overholdelse af sammenkoblingsmålet på 15 %.

Kommissionen anerkender betydningen af at begrænse den offentlige støtte til det nødvendige minimum i tilfælde af et fortsat finansieringsgab for indtægtsskabende projekter. Inden for rammerne af samhørighedspolitikken er Kommissionen ikke involveret i udvælgelsen af projekter bortset fra godkendelsen af store projekter. Forvaltningsmyndighederne i medlemsstaterne, som er ansvarlige for udvælgelsen af projekter, skal sikre, at de offentlige midler ikke erstatter, men supplerer og fremmer private investeringer, når det er relevant, i overensstemmelse med statsstøttereglerne. Kommissionen minder dog om, at markedsforholdene for vindenergiprojekter og solcelleanlæg var under hastig forandring i den relevante periode. For at opfylde de bindende mål for vedvarende energi skal medlemsstaterne tilskynde til investeringer i vedvarende energiprojekter, som måske ikke har tiltrukket tilstrækkelig privat kapital uden offentlig investeringsstøtte, i betragtning af risikoprofilen af sådanne investeringer tidligere, hvor de relevante teknologier stadig befandt sig på deres tidlige udviklingsstadier.

Det er Kommissionens opfattelse, at den nye programmerings- og overvågningsmekanisme i henhold til forordningen om forvaltning vil bidrage til at involvere medlemsstaterne i fastlæggelsen af den respektive fordeling af indsatsen, der kræves for at nå målet om en andel af vedvarende energi på mindst 32 % i 2030. Forordningen om forvaltning omfatter værktøjer til at mindske risikoen for, at medlemsstater enten præsterer højt eller underpræsterer med hensyn til vedvarende energi (f.eks. anbefalinger og forslag til foranstaltninger på EU-plan). Dette er vigtigt for at mindske risikoen for, at der opstår et gab på EU-plan, når de enkelte medlemsstaters bidrag vurderes.

Den iterative proces, der er fastsat i forordningen om forvaltning, vil sikre en nøje overvågning af situationen i medlemsstaterne. Når medlemsstaternes oplysninger er blevet analyseret, vil Kommissionen om nødvendigt reagere hurtigt.

Det er Kommissionens opfattelse, at gennemførelsesperioden er tilstrækkeligt lang til at sikre en rettidig gennemførelse i alle medlemsstater.

Konklusioner og anbefalinger

Ifølge data fra 2017 er det nødvendigt, at en gruppe af medlemsstater rent faktisk øger indsatsen ikke blot i elsektoren, men også i sektoren for opvarmning og afkøling og i transportsektoren, for at nå deres 2020-mål.

EU er med en andel af vedvarende energi i sit endelige energiforbrug på 17,5 % (2017-data) godt på vej til at nå sit 2020-mål på 20 %.

Kommissionen overvåger fremskridtene med hensyn til udviklingen af vedvarende energi og er i tæt kontakt med medlemsstaterne. Mobiliseringen af indsatsen er i gang.

Kommissionen accepterer anbefalingen og vil øge indsatsen for aktivt at støtte medlemsstaterne i denne henseende og lette det nødvendige samarbejde.

I den fjerde statusrapport om vedvarende energi af 9. april 2019 opfordrer Europa-Kommissionen medlemsstaterne til fortsat at øge indsatsen for at anvende vedvarende energi i de tre sektorer og samtidig reducere energiforbruget.

Europa-Kommissionen anbefaler medlemsstaterne at overveje muligheden for at anvende statistiske overførsler som fastsat i RED I, enten som et middel til at sikre opfyldelsen af målet, når der er underskud, eller til at sælge deres potentielle overskud til andre medlemsstater.

Red I indeholder en klar tidsplan for den toårige overvågning af fremskridtene i hver medlemsstat, der nødvendigvis er knyttet til anvendelsen af årlige rullende statistikker.

Med hensyn til energistatistikker henviser Kommissionen til sit fælles svar på punkt 28 og 29.

Kommissionen accepterer anbefalingen.

Kommissionen vil samarbejde med medlemsstaterne om at afkorte fristen for årlige energistatistikker med to måneder.

Kommissionen har foreslået en ændring af forordningen om energistatistik i henhold til forskriftsproceduren med kontrol inden for rammerne af høringen af andre tjenestegrene i april 2019. Denne ændring vedrører ikke rapporteringsfristen for årlige energistatistikker. Den vil imidlertid fremskynde offentliggørelsen af månedlige data om elektricitet og kul (herunder vind- og solenergi) med en måned (fra tre til to måneder).

Kommissionen har i 2016 i samarbejde med medlemsstaterne iværksat et projekt for at fremskynde offentliggørelsen af skøn over årlige energistatistikker, balancer og indikatorer for andelen af vedvarende energi.

Omarbejdningen af RED I (direktiv 2018/2001) indeholder en række initiativer med henblik på at øge anvendelsen af auktioner samt inddragelsen af borgere og energifællesskaber og opstille en lovramme for forbrugerne.

a) Kommissionen accepterer anbefalingen.

b) Kommissionen accepterer anbefalingen.

De fremskridt, som alle medlemsstater har gjort med auktioner, vil blive overvåget og drøftet med dem under opfølgningen af deres statusrapporter indtil udgangen af indeværende periode.

Kommissionen accepterer anbefalingen.

RED II tager rent faktisk dette spørgsmål op og foreslår også yderligere forpligtelser til at fremskynde tilladelsesproceduren og enkle notifikationsprocedurer for nettilslutninger. Kommissionen vil overvåge gennemførelsen af direktivet i denne forbindelse og tage skridt til at sikre overholdelsen.

Kommissionen er enig i, at investeringer i elnettet er af største betydning for at sikre udbredelsen af vedvarende energi.

a) Kommissionen accepterer delvist anbefalingen.

Spørgsmål vedrørende netudvikling henhører under medlemsstaternes kompetence. Kommissionen vil tage det op mere bredt inden for rammerne af forvaltningen af energiunionen i forbindelse med de nationale energi- og klimaplaner i henhold til forordningen om forvaltning, hvor udviklingen i infrastrukturen også vil blive analyseret.

b) Kommissionen accepterer delvist anbefalingen.

Spørgsmål vedrørende netudvikling henhører under medlemsstaternes kompetence. Kommissionen vil undersøge det mere bredt inden for rammerne af forvaltningen af energiunionen i forbindelse med de nationale energi- og klimaplaner i henhold til forordningen om forvaltning, hvor udviklingen i infrastrukturen også vil blive analyseret.

c) Kommissionen accepterer anbefalingen for så vidt angår de operationelle programmer for 2014-2020, der medfinansieres af EFRU og Samhørighedsfonden, og vil fortsat støtte gennemførelsen, herunder de tildelinger, der er til rådighed for intelligente net og samkøringslinjer.

Kommissionen anerkender betydningen af at begrænse den offentlige støtte til det nødvendige minimum, når der fortsat mangler finansiering til indtægtsskabende projekter. Forvaltningsmyndighederne i medlemsstaterne, som er ansvarlige for udvælgelsen af projekter, skal sikre, at de offentlige midler ikke erstatter, men supplerer og fremmer private investeringer, når det er relevant, i overensstemmelse med statsstøttereglerne. Ikke desto mindre minder Kommissionen om, at markedsvilkårene for vindenergiprojekter og solcelleanlæg var under hastig forandring i den relevante periode, og at medlemsstaterne for at opfylde de bindende mål for vedvarende energi var nødt til at tilskynde til investeringer i vedvarende energiprojekter, som måske ikke har tiltrukket tilstrækkelig privat kapital uden offentlig investeringsstøtte, i betragtning af risikoprofilen af sådanne investeringer tidligere, hvor de relevante teknologier stadig befandt sig på deres tidlige udviklingsstadier.

Det er Kommissionens opfattelse, at den nye programmerings- og overvågningsmekanisme i henhold til forordningen om forvaltning vil fremme medlemsstaternes aktive deltagelse i fastlæggelsen af den respektive fordeling af indsatsen, der kræves for at nå målet på mindst 32 % vedvarende energi i 2030. Forordningen om forvaltning omfatter værktøjer til at mindske risikoen for, at medlemsstater enten præsterer højt eller underpræsterer med hensyn til vedvarende energi (f.eks. anbefalinger og foranstaltninger på EU-plan). Dette er vigtigt for at mindske risikoen for, at der opstår et gab på EU-plan, når de enkelte medlemsstaters bidrag vurderes.

Kommissionen accepterer anbefalingen.

Kommissionen vil nøje overvåge gennemførelsen af forordningen om forvaltning og gennemførelsen af RED II (der udløber den 30. juni 2021).

Kommissionen vil aflægge rapport om fremskridtene med gennemførelsen af pakken om "ren energi" som fastsat i forordningen om forvaltning.

Slutnoter

¹ GWh: Enhed til måling af store elkraftværkers produktion. En kWh er lig én kilowatt i én time med konstant effekt.

² Eurostat, "EU Reference Scenario 2016 - Energy, transport and GHG emissions - Trends to 2050", juli 2016, s. 53.

³ Solcelleenergi og solvarmeenergi til produktion af elektricitet anføres sædvanligvis i samme kategori, men solcelleenergi tegner sig for 98 % af kapaciteten i EU som helhed. Det Internationale Agentur for Vedvarende Energi (IRENA), "Renewable capacity statistics 2018", januar 2018, s. 21-27.

⁴ Solcelleenergi vedrører omdannelse af sollys til elektricitet ved hjælp af solcellepaneler.

⁵ Det Europæiske Miljøagentur, "EEA greenhouse gas - data viewer", 2017, https://www.eea.europa.eu/data-and-maps/data/data-viewers/greenhouse-gases-viewer.

⁶ COM(2014) 15 final, "Politikramme for klima- og energipolitikken i perioden 2020-2030".

⁷ KOM(2011) 112 endelig, "Køreplan for omstilling til en konkurrencedygtig lavemissionsøkonomi i 2050".

⁸ US Energy Information Administration, "Levelized Cost and Levelized Avoided Cost of New Generation Resources in the Annual Energy Outlook 2018", marts 2018.

⁹ IRENA, "Renewable power generation costs in 2017", januar 2018, s. 5. IRENA er en mellemstatslig organisation, der støtter lande i deres omstilling til en fremtid med vedvarende energi. Den modtager støtte fra FN og består af 160 fuldgyldige medlemmer (herunder 27 af EU-medlemsstaterne og EU selv) og 23 tiltrædelsesmedlemmer (herunder Østrig).

¹⁰ Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF (EUT L 140 af 5.6.2009, s. 16).

¹¹ Det "faste bidrag" er et bestemt antal procentpoints stigning i vedvarende energi, som tildeles hver enkelt medlemsstat på grundlag af et sæt objektive kriterier (hvoraf det vigtigste er BNP pr. indbygger). Samlet set sikrer denne faktor, at målene for vedvarende energi afspejler medlemsstaternes økonomiske styrke snarere end potentialet for eller omkostningerne ved at øge andelen af vedvarende energi.

¹² Det vejledende forløb blev gjort mere ambitiøst for de sidste år på grund af de forventede fordele ved teknologiske fremskridt og stordriftsfordele. Medlemsstaterne fik til opgave at fastlægge deres egne mere lineære nationale forløb.

¹³ COM(2016) 860 final, "Ren energi til alle europæere". Kommissionen foreslog fire forordninger: om forvaltning af energiunionen (trådte i kraft 24.12.2018), om det indre marked for elektricitet (ikrafttrædelse i maj 2019), om risikoparathed i elektricitetssektoren (ikrafttrædelse i maj 2019) og om etablering af et EU-agentur for samarbejde mellem energimyndigheder (ikrafttrædelse i maj 2019). Kommissionen foreslog desuden fire direktiver: om bygningers energimæssige ydeevne (trådte i kraft 9.7.2018), om vedvarende energi (RED II) og energieffektivitet (begge trådte i kraft 24.12.2018) og om fælles regler for det indre marked for elektricitet (ikrafttrædelse i maj 2019).

¹⁴ Oprindelig foreslog Kommissionen et EU-mål for 2030 på 27 %, men Parlamentet og Rådet forhøjede det til 32 %.

¹⁵ "Retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse og energi 2014-2020" (EUT C 200 af 28.6.2014, s. 1).

¹⁶ FIT'er kan dog stadig bruges til nye små anlæg med en kapacitet på op til 500 kW og vindenergianlæg med en kapacitet på op til 3 MW (eller tre vindmøller) og til kontrakter undertegnet før 2016.

¹⁷ Medlemsstaterne kan begrænse udbudsprocedurer til specifikke teknologier, hvor det ville medføre et suboptimalt resultat at åbne støtteordninger for alle producenter af elektricitet fra vedvarende energikilder.

¹⁸ COM(2018) 372 final, "Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og Samhørighedsfonden", begrundelsen, afsnit 4, og betragtning 14, henholdsvis s. 7 og s. 12.

¹⁹ Kortfattet sagsgennemgang: "Allocation of Cohesion policy funding to Member States for 2021-2027", figur 1 og tabel 9. Revisionsretten, marts 2019.

²⁰ SWD(2016) 418 final, "Impact assessment: Sustainability of Bioenergy. Accompanying the document Proposal for a Directive of the European Parliament and of the Council on the promotion of the use of energy from renewable sources (recast)", COM(2016) 767 final, del 2, s. 190.

²¹ Generaldirektoraterne for Energi (GD ENER), Regionalpolitik og Bypolitik (GD REGIO), Konkurrence (GD COMP), Klima (GD CLIMA) og Miljø (GD ENV).

²² 2005 er det første år med tilgængelige oplysninger om andelen af energi fra vedvarende energikilder i det endelige bruttoenergiforbrug.

²³ Medlemsstaterne havde mulighed for at fastsætte mere ambitiøse samlede og sektorspecifikke mål end de i RED I fastsatte mål.

²⁴ https://ec.europa.eu/eurostat/web/energy/data/shares.

²⁵ "Million ton olieækvivalent (Mtoe)": Den mængde energi, der frigøres ved forbrænding af én million ton råolie.

²⁶ Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1099/2008 af 22. oktober 2008 om energistatistik (EUT L 304 af 14.11.2008, s. 1).

²⁷ Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1099/2008 af 22. oktober 2008 om energistatistik (EUT L 304 af 14.11.2008, bilag B, s. 48).

²⁸ https://ec.europa.eu/commission/publications/4th-state-energy-union_en.

²⁹ Ejere af mikroanlæg til produktion af vedvarende energi, som producerer og forbruger elektricitet til dækning af hele eller en del af deres eget behov og har mulighed for at levere overskydende elektricitet til elnettet.

³⁰ Grupperinger etableret af ejere af anlæg til produktion af vedvarende energi, som sælger og forvalter den energi, der produceres af anlæggene.

³¹ SWD(2016) 417 final, "Regulatory Fitness and Performance evaluation of Directive 2009/28, accompanying the proposal for a Directive on the promotion of the use of energy from renewable sources (recast)", s. 5.

³² Særberetning nr. 16/2015: "Bedre energiforsyningssikkerhed gennem udvikling af det indre energimarked: Der er behov for en yderligere indsats".

³³ Ecofys, "Design features of support schemes for renewable electricity", 27.1.2014.

³⁴ Kilowatt peak (kWp): et solcelleanlægs spidseffekt. Solcellepanelers produktion tælles i kilowatt-timer (kWh). Solcellepaneler med en spidseffekt på 300 kWp producerer f.eks. 300 kWh ved maksimal kapacitet i en time.

³⁵ Agora Energiewende, "Die Energiewende im Stromsektor: Stand der Dinge 2017. Rückblick auf die wesentlichen Entwicklungen sowie Ausblick auf 2018", figur 7-4, s. 46.

³⁶ http://appsso.eurostat.ec.europa.eu/nui/show.do?dataset=nrg_pc_204&lang=en.

³⁷ http://appsso.eurostat.ec.europa.eu/nui/show.do?dataset=nrg_pc_205&lang=en.

³⁸ I 2017 lå certifikaternes værdi på under 39 zł (9 euro)/MWh, mens elpriserne gennemsnitligt lå på 164 zł (39 euro)/MWh. Med andre ord stammede blot 19,2 % af producenternes gennemsnitlige indtægter på 202 zł (48 euro)/MWh fra deres certifikater.

³⁹ REFIT-evalueringen af RED I, s. 6.

⁴⁰ De vægtede gennemsnitlige budpriser i forbindelse med 2018-auktionerne i Grækenland var følgende: solcelleanlæg (højst 1 MW) 78,4 euro/MWh, solcelleanlæg (1-20 MW) 63,8 euro/MWh og vindenergianlæg (3-50 MW) 69,5 euro/MWh.

⁴¹ Budpriserne i forbindelse med 2017-auktionerne i Polen svingede mellem 195 zł (47 euro)/MWh og 390 zł (93 euro)/MWh for solcelleanlæg (højst 1 MW) og mellem 285 zł (68 euro)/MWh og 320 zł (76 euro)/MWh for vindenergianlæg (højst 1 MW).

⁴² Ifølge vindenergisammenslutningen WindEurope lå den gennemsnitlige kapacitet for en landbaseret vindmølle i 1985 på under 1 MW. I 2012 var dette tal steget til 2,5 MW, og i 2018 lå det på mellem 2,5 og 3 MW. I dag findes der vindmøller med en kapacitet på 7,5 MW, der er projekteret vindmøller med en kapacitet på 15 MW, og 20 MW er en teoretisk mulighed i den nærmeste fremtid.

⁴³ Magazin für Wind-, Solar- und Bioenergien, "Bürger sind die wahren Treiber der Energiewende", februar 2018.

⁴⁴ F.eks. EARSeL 34^th Symposium Proceedings, "Spatial consequences of adopting selected criteria for wind farm siting", juni 2014.

⁴⁵ Elektricitet fra energikilder, der på grund af en ekstern faktor ikke producerer kontinuerligt, beskrives som intermitterende. Vindmøller producerer f.eks. ikke elektricitet, når der ikke er nogen vind, og solcelleanlæg producerer ikke elektricitet om natten, eller når et tykt skylag dækker for solen.

⁴⁶ Integrationen af intermitterende vedvarende energikilder såsom vind- og solcelleenergi i elnettet vil også kræve en betydelig stigning i anvendelsen af energilagringsteknologier til at skabe balance mellem udbud og efterspørgsel. Vores briefingpapir "EU's støtte til energilagring" fra april 2019 fremhæver dog en række udfordringer i forbindelse med udviklingen og udbredelsen af energilagringsteknologier i EU.

⁴⁷ Sammenkoblingskapaciteten er forskellen mellem et lands nettooverførselskapacitet og dets installerede produktionskapacitet.

⁴⁸ "Loop flows" anvendes som betegnelse for afvigelser mellem planlagte energistrømme (fastsat ved markedstransaktioner) og fysiske energistrømme (de reelle strømme i elnettet). Thema consulting group, "Loop-flows Final advice", oktober 2013, s. 4.

⁴⁹ En national eller regional offentlig eller privat enhed med ansvar for at transportere energi i form af naturgas eller elektricitet via fast infrastruktur.

⁵⁰ COM(2017) 718 final, "Meddelelse om styrkelse af EU's energinet".

⁵¹ IRENA, "Renewable Energy Prospects for the European Union", februar 2018, s. 117.

⁵² Der er tale om følgende medlemsstater i faldende orden efter de opnåede procentdele: Irland, Italien, Rumænien, Portugal, Estland, Letland, Litauen, Det Forenede Kongerige, Spanien, Polen, Cypern og Malta. COM(2015) 82, "Opfyldelse af elsammenkoblingsmålet på 10 % - Europas elnet gøres klar til 2020", s. 5.

⁵³ Rådets konklusioner af 23.-24.10.2014.

⁵⁴ COM(2014) 330 final, "Europæisk energisikkerhedsstrategi".

⁵⁵ Rapport fra Kommissionens Ekspertgruppe om Elsammenkoblingsmål, "I retning mod et bæredygtigt og integreret Europa", november 2017, bilag 3.

⁵⁶ Med hensyn til dette polske projekt viste det sig senere, at det forventede interne afkast ikke blev opnået (jf. tekstboks 6).

⁵⁷ En rentesats, der - sammenlignet med omkostningerne til den involverede kapital - anvendes til at vurdere et projekts rentabilitet.

⁵⁸ OECD, "Long-term interest rates", data.oecd.org/interest/long-term-interest-rates.htm, pr. 9.1.2019.

⁵⁹ Det antal år, der går, før indtægterne fra en investering har dækket omkostningerne til investeringerne.

⁶⁰ Særberetning nr. 6/2014: "Støtten fra samhørighedspolitikkens fonde til produktion af vedvarende energi - har den givet gode resultater?", punkt 43.

⁶¹ Den Tjekkiske Republik, "Finances earmarked for the support of energy production from renewable energy", Nejvyssi kontrolni urad, 2014; Danmark, "Beretning om ændringen af støtten til solcelleanlæg", Rigsrevisionen, 2014; Cypern, "Renewable energy sources", Ελεγκτική Υπηρεσία της Δημοκρατίας της Κύπρου, 2016, og Det Forenede Kongerige, "Early contracts for renewable electricity", National Audit Office, 2014.

⁶² Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/2001 af 11. december 2018 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder (omarbejdning) (EUT L 328 af 21.12.2018, s. 82).

⁶³ Forordning (EU) 2018/1999 af 11. december 2018 om forvaltning af energiunionen og klimaindsatsen, om ændring af forordning (EF) nr. 663/2009 og (EF) nr. 715/2009 og direktiv 94/22/EF, 98/70/EF, 2009/31/EF, 2009/73/EF, 2010/31/EU, 2012/27/EU og 2013/30/EU, 2009/119/EF og 2015/652 og om ophævelse af forordning (EU) nr. 525/2013 (EUT L 328 af 21.12.2018, s. 16).

⁶⁴ a) energisikkerhed, b) det indre energimarked, c) energieffektivitet, d) dekarbonisering af økonomien og e) forskning, innovation og konkurrenceevne.

⁶⁵ REFIT-evalueringen, s. 5.

⁶⁶ http://ec.europa.eu/environment/nature/natura2000/management/docs/Wind_farms.pdf.

Revisionsholdet

Revisionsrettens særberetninger præsenterer resultaterne af dens revisioner vedrørende EU-politikker og -programmer eller forvaltningsspørgsmål i forbindelse med specifikke budgetområder. Med henblik på at opnå maksimal effekt udvælger og udformer Revisionsretten sine revisionsopgaver under hensyntagen til de risici, der knytter sig til forvaltningens resultatopnåelse eller regeloverholdelsen, de pågældende indtægters eller udgifters omfang, den fremtidige udvikling samt den politiske og offentlige interesse.

Denne forvaltningsrevision blev udført af Revisionsafdeling II - Investering i samhørighed, vækst og inklusion, der ledes af Iliana Ivanova, medlem af Revisionsretten. Revisionsarbejdet blev udført under ledelse af George Pufan, medlem af Revisionsretten, med støtte fra kabinetschef Patrick Weldon, attaché Mircea Radulescu, ledende administrator Niels-Erik Brokopp, opgaveansvarlig Chrysoula Latopoulou og revisorerne Fernando Pascual Gil, Katarzyna Solarek, Lutz Venske, Radka Papouskova, Francisco De Assis Carretero Llorente og Pirmin Getzner. Thomas Everett, Elli-Anna Tzortzi og Paulina Pruszko ydede sproglig bistand.

Fra venstre til højre: Pirmin Getzner, Thomas Everett, Chrysoula Latopoulou, Patrick Weldon, Fernando Pascual Gil, George Pufan, Lutz Venske, Radka Papouskova, Niels-Erik Brokopp, Katarzyna Solarek.

Kontakt

DEN EUROPÆISKE REVISIONSRET
12, rue Alcide De Gasperi
1615 Luxembourg
LUXEMBOURG

Tlf. +352 4398-1
Kontakt: eca.europa.eu/da/Pages/ContactForm.aspx
Websted: eca.europa.eu
Twitter: @EUAuditors

Yderligere oplysninger om EU fås på internet via Europaserveren (http://europa.eu)

Luxembourg: Den Europæiske Unions Publikationskontor, 2019

© Den Europæiske Union, 2019

Tilladelse til at anvende eller gengive fotos eller andet materiale, hvortil Den Europæiske Union ikke har ophavsretten, skal indhentes direkte hos indehaveren af ophavsretten.

SÅDAN KONTAKTER DU EU

Personligt
Der findes flere hundrede Europe Direct-informationscentre i hele EU. Find dit nærmeste center på: https://europa.eu/european-union/contact_da

Pr. telefon eller e-mail
Europe Direct er en tjeneste, der besvarer spørgsmål om EU. Kontakt Europe Direct:

• på gratisnummer: 00 800 6 7 8 9 10 11 (visse operatører tager betaling for disse opkald)
• på følgende nummer: +32 22999696 eller
• pr. e-mail: https://europa.eu/european-union/contact_da

SÅDAN FINDER DU OPLYSNINGER OM EU

Online
Oplysninger om EU er tilgængelige på alle EU’s officielle sprog på Europawebstedet: https://europa.eu/european-union/index_da

EU-publikationer
Du kan downloade eller bestille EU-publikationer gratis eller mod betaling fra EU Bookshop på: https://publications.europa.eu/da/publications.
Du kan bestille flere eksemplarer af de gratis publikationer ved at kontakte Europe Direct eller dit lokale informationscenter (se https://europa.eu/european-union/contact_da).

EU-ret og relaterede dokumenter
Du kan nemt få adgang til EU’s juridiske oplysninger (herunder al EU-ret siden 1951) på alle officielle EU-sprog på EUR-Lex: http://eur-lex.europa.eu/homepage.html?locale=da

Åbne data fra EU
EU’s portal for åbne data (http://data.europa.eu/euodp/da/home?) giver adgang til datasæt fra EU. Dataene kan downloades og genanvendes gratis til både kommercielle og ikke-kommercielle formål.