Europa i 12 lektioner August 2017 udgave

af Pascal Fontaine

Hvilket formål tjener EU? Hvorfor blev EU oprettet — og hvordan? Hvordan fungerer det? Hvad har borgerne hidtil opnået i kraft af EU, og hvilke nye udfordringer står EU over for i dag?

Kan EU — i en globaliseret verden — konkurrere på lige fod med andre store økonomier uden at forringe de sociale standarder? Hvordan kan indvandringen styres? Hvilken rolle vil Europa spille i verden i de kommende år? Hvor vil EU’s grænser gå til? Og hvordan ser fremtiden ud for euroen?

Dette er nogle af de spørgsmål, som EU-eksperten Pascal Fontaine ser på i 2017-udgaven af sin populære brochure »Europa i 12 lektioner«. Pascal Fontaine er tidligere assistent for Jean Monnet og forhenværende professor ved Institut d’Études Politiques, Paris.

De synspunkter, der fremsættes i denne publikation, er forfatterens egne og afspejler ikke nødvendigvis Kommissionens officielle holdning.

Indhold

1. Hvorfor EU?
2. Tolv historiske skridt
3. Udvidelsen af EU og samarbejdet med nabolandene
4. Hvordan fungerer EU?
5. Hvad laver EU?
6. Det indre marked
7. Euroen
8. Skabe investeringer og vækst i den digitale økonomi
9. Hvad vil det sige at være EU-borger?
10. Et Europa med frihed, sikkerhed og retfærdighed
11. EU og verden
12. Europa i fremtiden?
13. Kronologisk oversigt over EU’s udvikling

EU’S MÅL ER:

• at bevare og udbygge den fred, der er skabt mellem EU-medlemsstaterne og deres naboer
• at føre EU-landene sammen i praktisk samarbejde
• at sikre, at EU’s borgere kan leve i sikkerhed
• at fremme en økonomisk og social solidaritet
• at bevare den europæiske identitet og mangfoldighed i en globaliseret verden
• at fremme de værdier, som europæerne har til fælles.

I. FRED

Tanken om et forenet Europa var engang — før den blev til et virkeligt politisk mål — blot en drøm delt af filosoffer og mennesker med visioner. Victor Hugo forestillede sig f.eks. et »Europas Forenede Stater«, der byggede på fred og humanistiske idealer. Drømmen brast med de frygtelige krige, der hærgede Europa i første halvdel af det 20. århundrede.

Men oven på ruinerne af Anden Verdenskrig opstod et nyt håb. Folk, der under krigen havde deltaget i modstandskampen mod de totalitære regimer, var opsat på at overvinde landenes indbyrdes fjendskab i Europa og skabe betingelserne for en varig fred. En række modige statsmænd — bl.a. Robert Schuman, Konrad Adenauer, Alcide De Gasperi og Winston Churchill — gik mellem 1945 og 1950 i gang med at overtale folk i deres lande til at indlede en ny epoke. Der skulle opbygges nye strukturer i Vesteuropa, som byggede på fælles interesser og på traktater, som garanterede retssikkerhed og lighed mellem alle lande.

Robert Schuman, på daværende tidspunkt fransk udenrigsminister, arbejdede videre på en idé, der oprindeligt blev lanceret af Jean Monnet, og foreslog den 9. maj 1950 at oprette Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. I lande, der før havde bekæmpet hinanden, ville produktionen af kul og stål blive samlet under en fælles myndighed — »Den Høje Myndighed«. Krigens råmaterialer blev således på en praktisk, men også meget symbolsk måde nu forvandlet til redskaber til forsoning og fred.

I dag er der fred i EU’s medlemsstater, hvor folk lever i demokrati med respekt for retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder. Derudover er landene i det tidligere Jugoslavien, som var i krig med hinanden så sent som i 1990’erne, i dag enten medlemmer af EU eller forbereder sig på at blive det.

Ikke desto mindre bør fred aldrig blive taget for givet. Under den nylige økonomiske og sociale krise har Europa været vidne til fremkomsten af populistiske, ekstremistiske og nationalistiske tendenser, som truer demokratiet og den europæiske integrationsproces. Mange bevægelser er skeptiske over for de eksisterende institutioner, og det gælder både på nationalt og EU-niveau. Det er endnu uvist, om ny økonomisk vækst baseret på fælles løsninger kan mindske disse spændinger.

II. ET SAMLET EUROPA

EU støttede Tysklands forening efter Berlinmurens fald i 1989. Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 kunne de central- og østeuropæiske lande, der i årtier havde levet bag »Jerntæppet«, igen frit træffe afgørelse om deres egen skæbne. Mange besluttede, at deres fremtid ligger inden for familien af demokratiske europæiske nationer. Otte lande blev medlem af EU i 2004, to andre fulgte efter i 2007, og Kroatien blev medlem i 2013. Middelhavslandene Cypern og Malta har også været medlemmer siden 2004.

EU’s udvidelsesproces fortsætter den dag i dag. Syv lande befinder sig på forskellige forberedende stadier til et muligt medlemskab. Den vanskelige økonomiske situation i Europa gør det imidlertid usandsynligt, at nye lande vil tiltræde EU i en overskuelig fremtid.

Samtidig afholdt Det Forenede Kongerige en folkeafstemning i juni 2016, hvor flertallet af vælgerne gav udtryk for deres ønske om at forlade EU.

Den 29. marts 2017 underrettede Det Forenede Kongerige — i overensstemmelse med artikel 50 i traktaten om Den Europæiske Union — Det Europæiske Råd om sin hensigt om at træde ud af EU. Artikel 50-forhandlingerne mellem Det Forenede Kongerige og EU blev indledt den 19. juni 2017.

III. SIKKERHED

Men Europa i det 21. århundrede står stadig over for betydelige trusler mod sikkerheden.

Mod syd er religiøs fanatisme på fremmarch, hvilket ofte medfører terrorisme. Terrorangreb i Europa udført af »Islamisk Stat« har betydet, at EU-landene har intensiveret udvekslingen af oplysninger og efterretninger.

Mod øst forfølger Rusland under ledelse af Vladimir Putin en strategi om magtudvidelse. Den russiske annektering af Krim i 2014 og krigen i det østlige Ukraine er dramaer, som udspiller sig på EU’s dørtrin. Navnlig de EU-lande, som har erfaringer med undertrykkelse i Sovjetunionen, forventer solidaritet fra EU med Ukraine.

Borgerne forventer, at EU gør noget aktivt for effektivt at garantere EU-medlemsstaternes sikkerhed. EU er nødt til at arbejde konstruktivt sammen med regionerne uden for EU’s ydre grænser: Balkanlandene, Kaukasus, Mellemøsten og Nordafrika. EU er desuden nødt til at beskytte sine militære og strategiske interesser ved at samarbejde med sine allierede — især inden for NATO — og udvikle en egentlig europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik (ESFP).

Indre og ydre sikkerhed er to sider af samme sag. Kampen mod terrorisme og organiseret kriminalitet indebærer, at politistyrkerne i alle EU-lande skal arbejde tæt sammen. Bestræbelserne på at finde fælles europæiske løsninger på asyl- og indvandringsområdet har stået højt på EU’s dagsorden siden 2015, idet Europa står over for hidtil usete strømme af flygtninge, som flygter fra krige, diktaturer og sult.

Målet om at gøre EU til »et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed«, hvor alle borgere har lige adgang til domstolene og ret til lige beskyttelse i henhold til loven, er en ny udfordring, som kræver et tæt samarbejde mellem regeringerne i EU. Organer som Europol (Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde) og Eurojust (som fremmer samarbejdet mellem anklagere, dommere og politifolk i de forskellige EU-lande) kan også spille en aktiv rolle.

IV. ØKONOMISK OG SOCIAL SOLIDARITET

Den Europæiske Union er oprettet for at nå politiske mål, og den sikrer disse gennem økonomisk samarbejde.

EU-landene har en stadig mindre procentdel af verdens befolkning. De skal derfor fortsætte med at trække på samme hammel, hvis de skal skabe økonomisk vækst og være i stand til at konkurrere på verdensplan med andre store økonomier. Intet enkelt EU-land er stærkt nok til at øve indflydelse på politiske beslutninger vedrørende verdensøkonomien. Europæiske virksomheder har behov for et bredere grundlag end blot deres nationale hjemmemarked for at opnå stordriftsfordele og finde nye kunder, og EU’s indre marked tilbyder denne mulighed. EU søger at fjerne hindringer for handel og arbejder på at frigøre virksomheder fra unødvendigt bureaukrati med henblik på at sikre, at så mange mennesker som muligt har gavn af dette europæiske marked med over 510 millioner forbrugere.

Den frie konkurrence i Europa betyder dog ikke, at man ikke er solidarisk. Det har åbenlyse konkrete fordele for borgerne i EU: Hvis de f.eks. bliver offer for oversvømmelser og andre naturkatastrofer, modtager de hjælp fra EU-budgettet. Strukturfondene, som forvaltes af Europa-Kommissionen, hjælper og understøtter de nationale og regionale myndigheder i deres bestræbelser på at mindske ulighederne forskellige steder i Europa. Der bruges både penge fra EU-budgettet og lån fra Den Europæiske Investeringsbank til at forbedre den europæiske transportinfrastruktur (f.eks. motorveje og højhastighedstog) for at give bedre adgang til fjerntliggende regioner og sætte skub i samhandelen på tværs af Europa.

Den globale finanskrise i 2008 medførte den mest markante økonomiske afmatning i EU’s historie. Regeringerne og EU-institutionerne måtte handle hurtigt for at redde bankerne, og EU ydede finansiel støtte til de hårdest ramte lande. Bistandsprogrammerne for Irland, Portugal, Spanien og Cypern fungerede godt, og efter vanskelige nationale reformer var disse lande i stand til at afslutte deres programmer, heraf de fleste i 2014. Grækenland havde større vanskeligheder med at gennemføre de nødvendige strukturreformer af sin offentlige sektor, og komplicerede forhandlinger om den græske statsgæld førte i sommeren 2015 til nye aftaler om reformer i Grækenland.

Til trods for den specielle situation i Grækenland var det at være fælles om en valuta med til at beskytte euroområdet mod spekulation og devaluering under krisen. EU og dets medlemsstater gjorde en samordnet indsats for at nedbringe deres statsgæld. Den store udfordring for de europæiske lande i de kommende år er at komme ud af recessionen på en måde, som skaber nye bæredygtige arbejdspladser, navnlig inden for digital og grøn teknologi.

V. EUROPÆISK IDENTITET OG MANGFOLDIGHED I EN GLOBALISERET VERDEN

De europæiske postindustrielle samfund bliver mere og mere komplekse. Levestandarden er steget støt, men der er stadig store forskelle mellem rig og fattig. Disse forskelle kan blive større som følge af faktorer såsom økonomisk tilbagegang, udflytning af industrien, den aldrende befolkning og problemer med de offentlige finanser. Det er vigtigt, at EU-landene arbejder sammen for at løse disse udfordringer.

At arbejde sammen betyder dog ikke, at de enkelte landes forskellige kulturelle og sproglige identiteter udviskes. Tværtimod fremmer mange EU-aktiviteter økonomisk vækst baseret på unikke regionale elementer og de meget forskelligartede traditioner og kulturer i Europa — fra regional gastronomi til turisme og kunst. Digitale teknologier vil gøre kulturel mangfoldighed til en endnu stærkere faktor, da det teknisk er nemmere at distribuere lokalt forankrede kulturelle produkter.

65 år med europæisk integration har vist, at EU som helhed er større end summen af de enkelte dele. EU har langt større slagkraft både økonomisk, socialt, teknologisk, kommercielt og politisk, end hvis landene stod alene. Det giver merværdi at optræde samlet og tale med én stemme som EU.

Andre magter i verden, f.eks. Kina og USA, ønsker at øve indflydelse på globale økonomiske regler. Det er derfor vigtigere end nogensinde, at EU’s medlemsstater går sammen om at opnå en »kritisk masse« og dermed bevare deres indflydelse i verden. Eksempler på, hvordan dette sker i praksis, omfatter EU’s rolle i globale forhandlinger om handelsregler. EU-landene er blevet enige om mange principper og tekniske regler vedrørende dagligdagen, der tjener som model for mange andre dele af verden. Eksempler herpå er sundheds- og sikkerhedsstandarder, fremme af vedvarende energikilder, »forsigtighedsprincippet« inden for fødevaresikkerhed, etiske aspekter af ny teknologi og meget mere. EU står også stadig i spidsen for de globale bestræbelser på at bekæmpe den globale opvarmning.

Europæiske værdier er også synlige rundt om i verden i form af udviklingssamarbejde og humanitær bistand forvaltet af EU.

Det gamle ordsprog, der siger, at »enhed gør stærk«, er således i dag lige så aktuelt som nogensinde for europæerne.

VI. VÆRDIER

EU fremmer humanistiske og fremadrettede værdier og sikrer, at mennesker nyder godt af — og ikke er offer for — de store globale ændringer, der finder sted. Folks behov kan ikke opfyldes af markedskræfterne alene eller af et enkelt lands ensidige indsats.

EU står derfor for humanistiske værdier og en samfundsmodel, som det store flertal af EU-borgerne bakker op om. Menneskerettigheder, social solidaritet, det frie initiativ, en retfærdig fordeling af velstand, retten til et beskyttet miljø, respekt for kulturelle, sproglige og religiøse forskelligheder samt en harmonisk forening af tradition og fremskridt udgør en væsentlig værdiarv for europæerne.

Den Europæiske Unions retligt bindende charter om grundlæggende rettigheder blev proklameret i Nice i december 2000. Det opstiller alle de rettigheder, der i dag anerkendes af alle EU-lande og EU-borgerne. Fælles rettigheder og værdier er med til at skabe en følelse af samhørighed mellem EU-borgerne. Som eksempel kan nævnes, at alle EU-landene har afskaffet dødsstraffen.

• 1951: De seks oprindelige medlemsstater opretter Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF).
• 1957: De samme seks lande underskriver Romtraktaterne om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom).
• 1973: Fællesskaberne udvides til ni medlemsstater og udvikler flere fælles politikker.
• 1979: De første direkte valg til Europa-Parlamentet afholdes.
• 1981: Den første udvidelse i Middelhavsområdet finder sted.
• 1992: EU’s indre marked bliver en realitet.
• 1993: Med Maastrichttraktaten etableres Den Europæiske Union (EU).
• 2002: Euroen sættes i omløb.
• 2004: EU har 25 medlemsstater, øges til 28 i 2013.
• 2009: Lissabontraktaten træder i kraft, og den måde, som EU arbejder på, ændres.
• 2014: Valget til Europa-Parlamentet afholdes med flere kandidater til stillingen som formand for Kommissionen.
• 2015: Der er en gradvis tilbagevenden til moderat økonomisk vækst efter syv års global krise og konsolidering af euroområdet.

1. Den 9. maj 1950 blev det i Schumanerklæringen foreslået at oprette Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF), som blev til virkelighed med EKSF-traktaten af 18. april 1951. Dermed blev der etableret et fælles marked for kul og stål mellem de seks oprindelige medlemsstater (Belgien, Forbundsrepublikken Tyskland, Frankrig, Italien, Luxembourg og Nederlandene). Målet var — nu hvor Anden Verdenskrig var slut — at sikre freden mellem de sejrende og de besejrede nationer i Europa og at bringe dem sammen på lige vilkår inden for fælles institutioner.
2. De seks medlemsstater besluttede derpå med Romtraktaterne af 25. marts 1957 at oprette Det Europæiske Atomenergifællesskab og Det Europæiske Økonomiske Fællesskab. Sidstnævnte ville vedrøre oprettelsen af et mere omfattende fælles marked for en lang række varer og tjenesteydelser. Toldafgifterne mellem de seks lande blev afskaffet den 1. juli 1968, ligesom der i løbet af 1960’erne blev etableret fælles politikker, især inden for handel og landbrug.
3. Dette forehavende gik så godt, at Danmark, Det Forenede Kongerige og Irland besluttede at tiltræde Fællesskaberne. Denne første udvidelse fra seks til ni medlemsstater fandt sted i 1973. Samtidig med dette blev der indført nye politikker på social-, arbejdsmarkeds- og miljøområdet, og i 1975 blev Den Europæiske Fond for Regionaludvikling oprettet.

1. Juni 1979 betød et afgørende skridt med det første almindelige direkte valg til Europa-Parlamentet. Der afholdes valg til Europa-Parlamentet hvert femte år.
2. I 1981 blev Grækenland medlem af Fællesskaberne — efterfulgt af Portugal og Spanien i 1986. Det skete efter diktaturernes fald i disse lande. Denne udvidelse af Fællesskaberne i Sydeuropa gjorde det endnu mere påkrævet at iværksætte programmer for regionalstøtte.
3. Den globale økonomiske afmatning først i 1980’erne gav næring til en bølge af Europaskepsis, som dog blev afløst af et fornyet håb i 1985, da Europa-Kommissionen under Jacques Delors udsendte en hvidbog med en køreplan for gennemførelsen af det europæiske indre marked inden den 1. januar 1993. Dette ambitiøse mål blev fastsat i den europæiske fælles akt, som blev undertegnet i februar 1986 og trådte i kraft den 1. juli 1987.

4. Europas politiske landskab blev fuldstændig forandret af Berlinmurens fald i 1989. Denne begivenhed førte til, at Tyskland blev genforenet i oktober 1990, og at de central- og østeuropæiske lande blev demokratier, efterhånden som de brød med den sovjetiske kontrol. Sovjetunionen selv blev opløst i december 1991.

   Samtidig forhandlede medlemsstaterne om en ny traktat, som blev vedtaget af stats- og regeringscheferne i Maastricht i december 1991. Maastrichttraktaten føjede mellemstatsligt samarbejde (inden for områder såsom udenrigspolitik samt retlige og indre anliggender) til det eksisterende fællesskabssystem og skabte dermed Den Europæiske Union (EU). Loven trådte i kraft den 1. november 1993.

5. Tre nye lande — Finland, Sverige og Østrig — tiltrådte Den Europæiske Union i 1995, og dermed nåede antallet af medlemsstater op på 15. På dette tidspunkt stod Europa over for globaliseringens voksende udfordringer. Nye teknologier og det stigende brug af internettet førte til en modernisering af økonomierne, men også til sociale og kulturelle spændinger.

   I mellemtiden arbejdede EU på et af sine hidtil mest ambitiøse projekter — indførelsen af en fælles valuta med henblik på at gøre livet lettere for virksomheder, forbrugere og rejsende. Den 1. januar 2002 erstattede euroen de gamle valutaer i 12 EU-lande, som nu tilsammen udgjorde »euroområdet«. Euroen har lige siden været en vigtig global valuta.

6. Midt i 1990’erne begyndte forberedelserne til den største udvidelse af EU nogensinde. Der blev modtaget ansøgninger om EU-medlemskab fra seks tidligere lande fra Sovjetblokken (Bulgarien, Polen, Rumænien, Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn), de tre baltiske stater, der tidligere havde været en del af Sovjetunionen (Estland, Letland og Litauen), en af republikkerne i det tidligere Jugoslavien (Slovenien) og to Middelhavslande (Cypern og Malta).

   EU hilste dette velkommen som en mulighed for at bidrage til at stabilisere det europæiske kontinent og lade disse unge demokratier få del i fordelene ved det europæiske projekt. Forhandlingerne blev indledt i december 1997, og ti af kandidatlandene tiltrådte EU den 1. maj 2004. Bulgarien og Rumænien fulgte trop i 2007. Kroatien blev medlem i 2013, og dermed nåede antallet af EU-medlemsstater op på 28.

7. For at kunne stå over for det 21. århundredes komplekse udfordringer havde det udvidede EU behov for en mere simpel og effektiv metode til at træffe beslutninger. Der blev foreslået nye regler i et udkast til en EU-forfatning, der blev undertegnet i oktober 2004, og som skulle erstatte alle eksisterende traktater. Denne tekst blev dog forkastet ved to folkeafstemninger i 2005 i Frankrig og Nederlandene.

   Forfatningen blev derfor erstattet af Lissabontraktaten, som blev undertegnet den 13. december 2007 og trådte i kraft den 1. december 2009. Den ændrer de tidligere traktater uden at erstatte disse, og den indfører de fleste af de ændringer, som forfatningen omfattede. F.eks. giver den Det Europæiske Råd en fast formand og opretter posten som den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik.

1. Valget til Europa-Parlamentet i maj 2014 markerede en ændring i EU’s internationale praksisser, i og med at de politiske partier foreslog kandidater til stillingen som formand for Kommissionen. Det Europæiske Råd nominerede derefter kandidaten fra det parti, der opnåede flest pladser, som det er fastsat i Lissabontraktaten. Det var Jean-Claude Juncker, en luxembourger, fra Det Europæiske Folkeparti. Han blev godkendt af en stor proeuropæisk koalition i Europa-Parlamentet, som omfattede de socialdemokratiske og liberale grupper.

   Valget i 2014 gav også fremgang til EU-skeptiske partier, som vandt omkring 100 af de 751 pladser. De stemmer ofte i klar modsætning til den politiske flertalslinje, der dominerer EU’s institutioner, og er normalt skeptiske over for EU-integration og højlydte i forhold til indvandring.

2. En verdensomspændende finansiel og økonomisk krise brød ud i 2008. Det medførte oprettelsen af en række nye EU-mekanismer, der havde til formål at sikre bankstabiliteten, nedbringe statsgælden og koordinere medlemsstaternes økonomiske politikker, navnlig i eurolandene. Flere år senere begynder arbejdet for strukturelle reformer og forbedringer i de offentlige regnskaber at bære frugt i form af ny økonomisk vækst.

   De økonomiske politikker i euroområdet styrkes under ledelse af Kommissionen og Rådet, som nu har nye retlige instrumenter til at gennemføre de aftaler, som medlemsstaterne har indgået, med henblik på at sikre sunde offentlige finanser. Den Europæiske Centralbank forhøjer likviditeten og fastholder meget lave renteniveauer. EU fremmer desuden nye investeringer via Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer, navnlig i offentlig-private partnerskaber.

• EU er åbent for alle europæiske lande, der opfylder de nødvendige demokratiske, politiske og økonomiske kriterier for at blive medlem.
• Efter flere udvidelser er antallet af EU-medlemmer vokset fra seks til 28 medlemsstater. Fra og med 2017 er seks Balkanlande og Tyrkiet enten i gang med forhandlinger om medlemskab eller på forskellige stadier i forberedelserne til et muligt medlemskab.
• Enhver traktat om tiltrædelse af nye medlemsstater skal godkendes med enstemmighed af samtlige eksisterende EU-lande. Inden enhver ny udvidelse skal EU desuden vurdere, om det er i stand til at optage den eller de pågældende nye medlemsstater, og om EU-institutionerne fortsat vil være i stand til at fungere ordentligt.
• Der vil ikke være nogen nye lande, som tiltræder Den Europæiske Union i valgperioden 2014-2019, idet EU fortsat fokuserer på økonomisk vækst.
• EU’s naboskabspolitik står over for udfordringer, som ikke er set siden den kolde krig. Den russiske politik, som kulminerede med den ulovlige annektering af Krim i 2014, har fremkaldt diplomatiske og militære spændinger. I Mellemøsten er terrorhandlinger begået af ekstremister i Irak og Syrien et direkte angreb på europæiske grundlæggende værdier og interesser. En masseudvandring på mere end en million flygtninge fra denne region udgør en enorm politisk og humanitær udfordring på lang sigt for Europa.

I. BETINGELSER FOR MEDLEMSKAB

a) Lovkrav

Den europæiske integration har fra starten været en politisk og økonomisk proces, der er åben for alle europæiske lande, som vil skrive under på traktaterne og overtage EU-retten i sin helhed. Ifølge Lissabontraktaten (artikel 49) kan enhver europæisk stat ansøge om at blive medlem af EU, forudsat at den respekterer principperne for frihed, demokrati, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsforhold.

b) Københavnskriterierne

Efter anmodninger fra de tidligere kommunistiske lande om at blive medlemmer af EU blev der på EU-topmødet i København i 1993 fastsat tre kriterier, som hvert land skal opfylde for at blive medlem. Inden tiltrædelsen skal nye medlemmer:

• have opnået institutionel stabilitet, som garanterer demokrati, retsstatsforhold, menneskerettigheder samt respekt for og beskyttelse af mindretal
• have en velfungerende markedsøkonomi, som kan modstå konkurrencepresset og markedskræfterne i Den Europæiske Union
• være i stand til at påtage sig forpligtelserne ved medlemskab og bl.a. tilslutte sig EU’s mål. De skal have en offentlig administration, der er i stand til at gennemføre og forvalte EU-lovgivningen i praksis.

c) Tiltrædelsesprocessen for en ny medlemsstat

Forhandlinger om optagelse (»tiltrædelsesforhandlinger«) finder sted mellem kandidatlandet og Europa-Kommissionen, som repræsenterer EU. Når forhandlingerne er afsluttet, skal beslutningen om at lade dette land blive medlem af EU træffes enstemmigt af de eksisterende medlemsstater forsamlet i Rådet. Europa-Parlamentet skal også godkende dette med absolut flertal. Tiltrædelsestraktaten skal derefter ratificeres af medlemsstaterne og kandidatlandet efter det enkelte lands egne forfatningsmæssige procedurer.

I den periode, hvor forhandlingerne står på, modtager kandidatlandene normalt økonomisk »førtiltrædelsesstøtte« fra EU for at hjælpe dem med at indhente de gamle medlemsstater på det økonomiske plan. De har ligeledes normalt stabiliserings- og associeringsaftaler med EU. I henhold til disse aftaler overvåger EU direkte de økonomiske og administrative reformer, som kandidatlandene skal gennemføre for at opfylde betingelserne for EU-medlemskab.

II. SAMLING AF ET KONTINENT

a) Et EU med 28 lande

På topmødet i København i december 2002 tog Det Europæiske Råd et af de mest afgørende skridt i den europæiske samlings historie. Da EU bød 12 nye lande inden for i EU, forøgede det ikke blot sit geografiske areal og befolkningstal. Det gjorde en ende på den deling, der havde splittet vores kontinent siden 1945. De europæiske lande, der ikke havde haft demokratisk frihed i årtier, kunne endelig blive genforenet med familien af demokratiske europæiske nationer. Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn blev således medlemmer af EU i 2004 sammen med Middelhavslandene Cypern og Malta. Bulgarien og Rumænien fulgte trop i 2007. Kroatien tilsluttede sig processen ved at søge om medlemskab i 2003 og blev medlem i 2013.

b) Igangværende forhandlinger

Tyrkiet, der er medlem af NATO, og som længe har haft en associeringsaftale med EU, søgte om optagelse i EU i 1987. Tyrkiets geografiske beliggenhed og politiske historie fik i lang tid EU til at tøve med at godkende ansøgningen. I oktober 2005 indledtes tiltrædelsesforhandlingerne dog endelig. Nogle EU-lande har udtrykt tvivl om, hvorvidt Tyrkiet bliver eller bør blive medlem af EU. De foreslår en alternativ ordning — et »privilegeret partnerskab«. Der blev sat fart i forhandlingerne i 2015, da Tyrkiet blev enig med EU om at hjælpe med at reducere og kontrollere antallet af asylansøgere, som rejste gennem landet til EU. EU påtænker at fortsætte som referencepunkt for Tyrkiet i relation til politiske reformer og grundlæggende rettigheder. EU insisterer på, at overholdelsen af disse værdier fortsat er en ufravigelig betingelse for tiltrædelse.

Landene på Vestbalkan, hvoraf de fleste var en del af det tidligere Jugoslavien, har også rettet blikket mod EU for at sætte skub i den økonomiske genopbygning, at forbedre deres gensidige forbindelser (der led skår under de etniske og religiøse krige) og at befæste deres demokratiske institutioner. EU har givet Albanien, den tidligere jugoslaviske republik Makedonien (FY), Montenegro og Serbien status som kandidatlande. Bosnien-Hercegovina indgav sin ansøgning om tiltrædelse af EU i 2016. Kosovo (denne betegnelse indebærer ingen stillingtagen til Kosovos status, og den er i overensstemmelse med FN’s Sikkerhedsråds resolution 1244 og Den Internationale Domstols udtalelse om Kosovos uafhængighedserklæring) erklærede sig i 2008 uafhængig og bliver muligvis også kandidatland, så snart de igangværende forhandlinger om landets fremtid er afsluttet.

Formelle tiltrædelsesforhandlinger er indledt med Montenegro og Serbien.

Finanskrisen i 2008 ramte Island hårdt, og landet ansøgte i 2009 om EU-medlemskab. Tiltrædelsesforhandlingerne blev imidlertid efter anmodning fra landet selv indstillet i 2013. Den offentlige opinion i Island var mindre ivrig efter et EU-medlemskab efter et opsving i landets økonomi.

I sin indsættelsestale i Europa-Parlamentet i 2014 meddelte Jean-Claude Juncker, at der ikke vil blive tale om nogen nye tiltrædelser af EU i hans formandsperiode, som slutter i 2019.

III. HVOR STORT KAN EU BLIVE?

a) Geografiske grænser

Offentlige debatter om EU’s fremtid viser, at mange EU-borgere har forbehold med hensyn til, hvor EU’s grænser skal gå. Der opstår ligeledes spørgsmål med hensyn til EU’s identitet. Der er ingen nemme svar på disse spørgsmål, især ikke da ethvert land betragter sine geopolitiske og økonomiske interesser forskelligt. De baltiske lande og Polen går ind for, at Ukraine bliver medlem af EU, men konflikten mellem Rusland og Ukraine, som kulminerede med Ruslands annektering af Krim, har skabt geopolitiske spændinger, som gør denne mulighed urealistisk. Derudover understreger Moldovas strategiske position spændingerne mellem de vestlige lande og et Rusland, som i høj grad fremmer sine regionale ambitioner.

Liechtenstein, Norge og Schweiz opfylder betingelserne, men de er ikke medlemmer af EU, fordi den offentlige opinion i de pågældende lande er imod medlemskab.

I de forskellige EU-lande er den offentlige opinion mere eller mindre splittet, hvad angår spørgsmålet om EU’s endelige grænser. Hvis kun de geografiske kriterier blev anvendt, og de demokratiske værdier ikke blev taget i betragtning, kunne EU — ligesom Europarådet (ikke et EU-organ) — ende med at have 47 medlemsstater.

En fornuftig tilgang er at sige, at ethvert europæisk land er berettiget til at ansøge om EU-medlemskab, forudsat at det kan overtage EU-retten i sin helhed og er villigt til at indføre euroen. Den europæiske integration har siden 1950 været en løbende proces, og ethvert forsøg på at fastsætte EU’s grænser én gang for alle ville være i modstrid med denne proces.

b) Naboskabspolitik

Med udvidelserne i 2004 og 2007 blev EU’s grænser skubbet længere mod øst og mod syd, hvorved der blev stillet spørgsmål om, hvordan EU bør varetage forbindelserne med dets nye naboer. Stabilitet og sikkerhed er et problem i områderne uden for EU’s grænser, og EU ønskede at undgå at trække nye skillelinjer mellem sig selv og disse naboområder. Nye trusler mod sikkerheden, såsom ulovlig indvandring, afbrydelse af energiforsyninger, miljøforringelse, organiseret grænseoverskridende kriminalitet og terrorisme, var problemer, som EU nu i langt højere grad skulle forholde sig til. EU udviklede derfor en ny europæisk naboskabspolitik vedrørende forholdet til sine naboer mod øst og sydøst (Armenien, Aserbajdsjan, Georgien, Hviderusland, Moldova og Ukraine) og mod syd (Algeriet, det besatte palæstinensiske område, Egypten, Israel, Jordan, Libanon, Libyen, Marokko, Syrien og Tunesien).

Pr. 2004 har næsten alle disse lande underskrevet bilaterale partnerskabs- og samarbejdsaftaler med EU, hvilket vil sige, at de er forpligtet til at overholde visse fælles værdier (f.eks. demokrati, menneskerettigheder og retsstatsforhold), og at de skal arbejde hen imod en markedsøkonomi, bæredygtig udvikling samt en reduktion af fattigdommen. EU tilbyder på sin side finansiel, teknisk og makroøkonomisk støtte, lettere adgang til visum samt en række andre foranstaltninger med henblik på at hjælpe udviklingen i disse lande.

Den seneste geopolitiske udvikling har imidlertid ændret denne situation radikalt.

Mod øst førte faldet af den autoritære regering i Ukraine til valget i maj 2014 af en ny præsident — Petro Poroschenko — som var mere på linje med vestlige værdier. Dette resulterede i underskrivelsen af en associeringsaftale mellem Ukraine og EU i september 2014. Den vanskelige økonomiske situation og de militære konfrontationer mellem ukrainske styrker og separatistgrupper støttet af Rusland har bragt landet i en meget svær situation, som imidlertid ikke forhindrer en styrkelse af båndene til EU. Mellem 2014 og 2015 ydede EU mere end 7 mia. EUR i finansiel bistand til Ukraine koblet op på politiske og demokratiske reformer.

Det såkaldte arabiske forår i 2011 betød væsentlige ændringer i den politiske situation på den sydlige Middelhavskyst og i Mellemøsten. Dette omfattede systemændringer i Egypten og Tunesien, borgerkrig i Syrien, kaos i Libyen efter afsættelsen af Gaddafi-styret og etableringen af »Islamisk Stat« — som fik kontrol med store områder af Irak og Syrien ved hjælp af terroristiske metoder.

Nogle EU-lande deltager i den militære koalition, som bekæmper »Islamisk Stat«, mens EU forsøger at håndtere en stor tilstrømning af migranter fra Syrien, Afrikas Horn og Afrika syd for Sahara, som alle er på flugt fra krig, religiøs forfølgelse eller økonomisk elendighed. I 2015 forsøgte ca. en million mennesker at krydse Middelhavet fra Libyens eller Tyrkiets kyst i både tilhørende kriminelle menneskesmuglere. Konfronteret med denne humanitære katastrofe reviderer EU sin fælles asyl- og indvandringspolitik (se kapitel 10).

• Europa-Parlamentet, som repræsenterer EU’s borgere, deler lovgivnings- og budgetbeføjelser med Rådet.
• EU-landenes stats- og/eller regeringschefer mødes som Det Europæiske Råd for at fastsætte EU’s overordnede politiske kurs og træffe vigtige beslutninger om centrale spørgsmål.
• Rådet, der består af ministre fra EU-medlemsstaterne, mødes jævnligt for at træffe politiske beslutninger og udarbejde EU-lovgivning.
• Europa-Kommissionen, som varetager EU’s fælles interesser, er det vigtigste udøvende organ. Kommissionen fremsætter lovforslag og sikrer, at EU’s politiske initiativer gennemføres korrekt.

I. DE BESLUTNINGSTAGENDE INSTITUTIONER

EU er mere end blot en sammenslutning af stater, men ikke en forbundsstat. Der er tale om en struktur, som ikke falder ind under nogen traditionel retlig kategori. EU er historisk unikt, og dets beslutningsproces har været under konstant udvikling i de seneste 60 år.

Traktaterne (kaldet »primær« ret) danner grundlag for vedtagelsen af en lang række »sekundær« ret, som har direkte virkning for EU-borgernes dagligdag. Sekundærretten består hovedsageligt af forordninger, direktiver og henstillinger, som vedtages af EU-institutionerne.

Disse love — og EU-politikkerne generelt — er resultatet af beslutninger truffet af Europa-Parlamentet (repræsenterer borgerne), Rådet (repræsenterer de nationale regeringer) og Europa-Kommissionen (det udøvende organ uafhængigt af EU’s regeringer, som skal varetage EU’s fælles interesser). Andre institutioner og organer spiller også en rolle som beskrevet nedenfor.

a) Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet er det folkevalgte organ, der repræsenterer EU’s borgere. Det kontrollerer EU’s aktiviteter og vedtager — sammen med Rådet — EU-lovgivning. Siden 1979 er medlemmerne af Europa-Parlamentet blevet valgt ved almindelige direkte valg hvert femte år.

I 2017 blev italieneren Antonio Tajani (Det Europæiske Folkepartis Gruppe — Kristelige Demokrater) valgt som formand for Parlamentet for en periode på to et halvt år.

Parlamentet afholder de vigtigste debatter ved månedlige samlinger (de såkaldte »plenarmøder«), hvor alle medlemmer af Europa-Parlamentet i princippet deltager. Disse plenarmøder afholdes normalt i Strasbourg, Frankrig, og supplerende møder afholdes i Bruxelles. Det forberedende arbejde udføres også normalt i Bruxelles: Formandskonferencen — dvs. formændene for de politiske grupper og Parlamentets formand — sætter dagsordenen for plenarmøderne, mens 20 parlamentariske udvalg forelægger forslag til lovændringer, der skal tages op til debat. Parlamentets daglige administrative arbejde udføres af dets generalsekretariat, der ligger i Luxembourg og Bruxelles. Hver politisk gruppe har også sit eget sekretariat.

Parlamentet deltager i EU’s lovgivningsarbejde efter to procedurer.

• Efter den fælles beslutningsprocedure, som er den almindelige lovgivningsprocedure, har Parlamentet sammen med Rådet ansvar for i fællesskab at lovgive inden for alle politikområder, der kræver et kvalificeret flertal i Rådet. Siden Lissabontraktaten trådte i kraft, udgør disse områder omkring 95 % af EU-lovgivningen. Rådet og Parlamentet kan nå til enighed efter førstebehandlingen. Hvis der ikke kan opnås enighed efter andenbehandlingen, forelægges forslaget et forligsudvalg.
• Efter proceduren med samstemmende udtalelse, som indebærer, at Parlamentet skal ratificere EU’s internationale aftaler (som er forhandlet af Kommissionen), herunder enhver ny traktat, der vedrører en udvidelse af EU.

Europa-Parlamentet og Rådet deler også ansvaret for i fællesskab at vedtage EU’s budget (som forelægges af Europa-Kommissionen). Sker det, kan spørgsmålet behandles efter en forligsprocedure, og der nedsættes et forligsudvalg. I så fald begynder hele budgetproceduren forfra. Parlamentet udøver stor indflydelse på EU’s politik ved at anvende sine budgetbeføjelser.

Sidst, men ikke mindst udøver Europa-Parlamentet demokratisk kontrol med EU, navnlig med Europa-Kommissionen.

Europa-Parlamentet vælges hvert femte år. Det ottende direkte valg fandt sted mellem den 22. og 25. maj 2014 med deltagelse af 42,5 % af de 380 millioner stemmeberettigede. Valgdeltagelsesprocenten var omtrent den samme som ved det foregående valg i 2009.

I overensstemmelse med Lissabontraktaten og for første gang i 2014 valgte de EU-dækkende partier hver deres topkandidat, som også var kandidat til stillingen som formand for Kommissionen. Det Europæiske Folkeparti fik flest pladser, og Det Europæiske Råd besluttede med kvalificeret flertal at udnævne kandidaten fra dette parti til stillingen. Dette var Jean-Claude Juncker, Luxembourgs tidligere premierminister. Et stort flertal i Parlamentet stemte for ham (422 stemmer »for«, 250 »imod« og 47, som undlod at stemme).

Parlamentet afholdt derefter »høringer« med de 27 foreslåede kandidater fra hver medlemsstat for at vurdere deres egnethed til stillinger som medlemmer af Kommissionen, inden Kommissionen blev godkendt i sin helhed.

Parlamentet kan til enhver tid ved et mistillidsvotum tvinge Kommissionen til at gå af. Dette kræver to tredjedeles flertal. Parlamentet kontrollerer også den daglige forvaltning af EU’s politikker og har i den forbindelse mulighed for at stille spørgsmål og forespørgsler til Kommissionen og Rådet, som besvares mundtligt eller skriftligt.

Medlemmerne af Europa-Parlamentet og medlemmerne af de nationale parlamenter i medlemsstaterne arbejder ofte tæt sammen. Dette foregår inden for de politiske partier og i specialiserede organer, der eksisterer med dette formål. Siden 2009 har EU-traktaten defineret de nationale parlamenters rolle. De kan give udtryk for deres holdninger til alle nye love, som Kommissionen foreslår, og herigennem sikre, at nærhedsprincippet overholdes. I henhold til dette princip skal EU kun beskæftige sig med et emne, hvis handling på EU-plan reelt vil være mere effektiv end handling på regionalt eller lokalt plan.

De politiske grupper i Europa-Parlamentet

b) Det Europæiske Råd

Det Europæiske Råd er EU’s øverste politiske institution. Det består af alle EU-landenes stats- og regeringschefer — dvs. præsidenter og/eller statsministre — samt Europa-Kommissionens formand. Det mødes normalt fire gange om året i Bruxelles. Det har en fast formand, hvis arbejde er at koordinere det arbejde, der udføres af Det Europæiske Råd, og at sikre dette arbejdes kontinuitet. Den faste formand vælges (med kvalificeret flertal blandt medlemmerne) for en periode på to et halvt år og kan genvælges én gang. Polens tidligere premierminister, Donald Tusk, har siden den 1. december 2014 haft denne stilling.

Det Europæiske Råd fastsætter EU’s mål og udstikker retningslinjer for, hvordan de skal nås. Det sætter skub i EU’s vigtigste politiske initiativer og træffer afgørelse om vanskelige spørgsmål, som Ministerrådet ikke kan nå til enighed om. Det Europæiske Råd løser ligeledes aktuelle internationale problemer ved hjælp af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som er en mekanisme til koordinering af medlemsstaternes udenrigspolitikker.

c) Rådet

Rådet (også kaldet Ministerrådet) består af ministre fra medlemsstaternes regeringer. Formandskabet for Rådet går på skift mellem medlemsstaterne hvert halve år. I hvert møde i Rådet deltager en minister fra hver medlemsstat. Hvilken minister der er tale om, afhænger af, hvilke spørgsmål der er på dagsordenen: eksterne forbindelser, landbrug, industri, transport, miljø osv.

Møder i Udenrigsrådet ledes af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, som også er næstformand for Kommissionen. Federica Mogherini, tidligere italiensk udenrigsminister, har haft denne stilling siden november 2014.

Rådets hovedopgave er at vedtage EU-lovgivning. Normalt deles dette ansvar med Europa-Parlamentet. Rådet og Parlamentet har også ansvar for i fællesskab at vedtage EU’s budget. Rådet undertegner desuden internationale aftaler, som er blevet forhandlet af Kommissionen.

Rådet træffer afgørelse med simpelt flertal, »kvalificeret flertal« eller med enstemmighed alt efter sagsområde.

I forbindelse med væsentlige spørgsmål — f.eks. beskatning, traktatændringer, iværksættelse af en ny fælles politik eller en ny tiltrædelse af EU — træffer Rådet afgørelse med enstemmighed.

I de fleste andre tilfælde kræves der kvalificeret flertal. Det betyder, at en rådsafgørelse kun kan træffes med såkaldt dobbelt flertal. Til den tid vil en afgørelse blive vedtaget, hvis 55 % af medlemsstaterne stemmer for (16 af de 28 lande), og hvis de repræsenterer mindst 65 % af EU’s befolkning (ca. 332 millioner borgere ud af 510 millioner).

Da euroen blev indført, blev der oprettet et nyt organ inden for Rådet — Eurogruppen — i hvis møder alle økonomi- og finansministre fra euroområdets 19 lande deltager.

d) Europa-Kommissionen

Kommissionen er en nøgleinstitution i EU. Kun Kommissionen har ret til at udarbejde forslag til ny EU-lovgivning, som derefter sendes til Rådet og Parlamentet til drøftelse og eventuel vedtagelse.

Kommissionens medlemmer udnævnes for fem år efter fælles overenskomst mellem medlemsstaterne og skal godkendes af Europa-Parlamentet (som beskrevet ovenfor). Kommissionen er ansvarlig over for Parlamentet og skal træde tilbage samlet, hvis Parlamentet afgiver et mistillidsvotum til den.

Der er ét kommissionsmedlem (»kommissær«) fra hvert EU-land, herunder Kommissionens formand og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, som er en af Kommissionens næstformænd. Den nuværende Kommission med Jean-Claude Juncker som formand tiltrådte den 1. november 2014. Han udnævnte syv næstformand til at koordinere kommissærernes arbejde og for at sikre fokus på sine prioriterede områder såsom arbejdspladser og vækst, det digitale indre marked, energi og klimaforandringer samt Den Økonomiske og Monetære Union. For at hjælpe med at sikre, at Kommissionen koncentrerer sig om de vigtigste prioriteter og respekterer nærhedsprincippet, udnævnte formanden Frans Timmermans som første næstformand med ansvar for bedre regulering og institutionelle forbindelser.

Kommissionen nyder en stor grad af uafhængighed, når den udøver sine beføjelser. Den skal varetage EU’s fælles interesser, dvs. at den ikke må modtage instruktioner fra nogen national regering. Som »traktaternes vogter« skal Kommissionen sikre, at de forordninger og direktiver, der vedtages af Rådet og Parlamentet, gennemføres i EU-landene. Sker det ikke, kan Kommissionen indbringe sagen for EU-Domstolen for at få det pågældende land til at overholde EU-lovgivningen.

Som EU’s udøvende organ gennemfører Kommissionen Rådets beslutninger — f.eks. i forbindelse med den fælles landbrugspolitik. Kommissionen er i vidt omfang ansvarlig for forvaltningen af EU’s fælles politikker inden for f.eks. forskning og teknologi, udviklingsbistand og regionaludvikling. Den forvalter også budgettet i forbindelse med disse politikker.

Kommissærerne bistås af en administration, som hovedsageligt befinder sig i Bruxelles og Luxembourg. Der findes ligeledes en række agenturer, der er oprettet for at udføre specifikke opgaver for Kommissionen, og for det meste er disse beliggende i andre europæiske byer.

e) Domstolen

Den Europæiske Unions Domstol, som har hjemsted i Luxembourg, består af én dommer fra hvert EU-land, der bistås af elleve generaladvokater. De udnævnes for seks år efter fælles overenskomst af medlemslandenes regeringer og kan genudnævnes. De skal være fuldstændig uafhængige. Det er Domstolens opgave at sikre, at EU-lovgivningen overholdes, og at traktaterne fortolkes og anvendes korrekt.

f) Den Europæiske Centralbank

Den Europæiske Centralbank i Frankfurt er ansvarlig for at forvalte euroen og EU’s monetære politik (se kapitel 7 »Euroen«). Dens bestyrelse består af seks direktører og cheferne for de nationale centralbanker i de 19 lande i euroområdet. Centralbankens hovedopgaver er at fastholde prisstabiliteten og føre tilsyn med bankerne i euroområdet. Tidligere chef for Banca d’Italia, Mario Draghi, har været formand for Centralbanken siden 2011.

g) Den Europæiske Revisionsret

Revisionsretten, der ligger i Luxembourg, blev oprettet i 1975. Den har ét medlem fra hvert EU-land, som udnævnes for seks år efter fælles overenskomst mellem medlemslandene og efter høring af Europa-Parlamentet. Revisionsretten sikrer lovligheden og den formelle rigtighed af alle EU’s indtægter og udgifter og undersøger, om EU’s budget er blevet forvaltet forsvarligt.

II. ANDRE ORGANER

a) Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

Rådet og Kommissionen skal høre Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, før de træffer beslutninger på en lang række politikområder. Udvalgets medlemmer repræsenterer de forskellige økonomiske og sociale interessegrupper, som tilsammen danner det »organiserede civilsamfund«, og udnævnes for fem år af Rådet.

b) Regionsudvalget

Regionsudvalget består af repræsentanter fra regionale og lokale myndigheder. De vælges af medlemsstaterne og udnævnes af Rådet for en femårig periode. Rådet og Kommissionen skal høre Regionsudvalget om spørgsmål af relevans for regionerne, og udvalget kan også afgive udtalelser på eget initiativ.

c) Den Europæiske Investeringsbank

Den Europæiske Investeringsbank med sæde i Luxembourg yder lån og stiller garantier for at bistå EU’s dårligst stillede regioner og bidrage til at gøre virksomheder mere konkurrencedygtige.

d) Den Europæiske Ombudsmand

Ombudsmanden vælges af Europa-Parlamentet for en periode på fem år med mulighed for genvalg. Ombudsmanden har til opgave at modtage og undersøge klager i forbindelse med dårlig forvaltning i EU-institutionerne. Borgere, virksomheder og personer med bopæl i EU kan indgive klager. Irlands tidligere ombudsmand, Emily O’Reilly, har været Den Europæiske Ombudsmand siden 2013.

• EU-samarbejdet vedrører forskellige politikområder, hvor EU’s indsats kommer medlemsstaterne til gode, herunder det indre marked, euroen, fremme af økonomisk vækst, sikkerhed, retlige anliggender og udenrigsanliggender (se efterfølgende kapitler).
  Andre politikområder omfatter:
  • innovationspolitikker, som fremmer anvendelsen af nye løsninger inden for områder såsom klima- og miljøbeskyttelse, forskning og energi
  • solidaritetspolitikker (også kaldet samhørighedspolitikker) på regional-, landbrugs-, social- og arbejdsmarkedsområdet.
• Disse politiske tiltag finansieres via et årligt budget, som gør det muligt for EU at supplere og tilføre merværdi til de nationale regeringers indsats. EU-budgettet er lille i forhold til medlemsstaternes samlede midler, og det udgør højst 1,04 % af deres samlede bruttonationalindkomst.

I. INNOVATIONSPOLITIK

EU påvirker borgernes hverdag ved at indrette sine aktiviteter, så de bidrager til at tackle de store udfordringer, som samfundet står over for: miljøbeskyttelse, sundhed, teknologisk innovation, energi osv.

a) Miljøet og en bæredygtig udvikling

Forskerne har siden 1960’erne advaret om de globale temperaturstigninger. De politiske ledere var indledningsvis langsomme til at reagere, men i 1988 nedsatte FN Det Mellemstatslige Panel for Klimaændringer. Det er lykkedes ekspertpanelet at henlede verdens opmærksomhed på de potentielt katastrofale konsekvenser af den globale opvarmning, som forårsages af udledningen af skadelige gasser — navnlig fra forbruget af fossile brændstoffer indeholdende kulbrinter.

I 2008 ydede EU et vigtigt bidrag til bekæmpelsen af klimaforandringer. Det Europæiske Råd besluttede, at EU inden 2020 vil nedbringe sine emissioner med mindst 20 % (i forhold til 1990-niveauet), øge markedsandelen for vedvarende energi til 20 % og sænke det samlede energiforbrug med 20 %. I 2014 blev EU’s ledere enige om det mere ambitiøse mål om en reduktion på mindst 40 % senest i 2030 sammenlignet med 1990. EU-landene handlede også med beslutsomhed sammen for at bidrage til at sikre, at FN’s klimakonference i Paris i december 2015 førte til en bindende aftale mellem 195 lande om at holde stigningen i den globale opvarmning på under 2 °C. De fattigste lande i verden har brug for finansiel bistand for at kunne nedbringe deres emissioner og tilpasse sig klimaforandringerne. Med henblik herpå vil EU i perioden 2014-2020 bidrage med mindst 14 mia. EUR fra Den Europæiske Udviklingsfond. Den politiske proces i forbindelse med EU’s ratificering af Parisaftalen blev afsluttet den 4. oktober 2016, da Europa-Parlamentet godkendte ratificeringen og dermed muliggjorde, at den kunne træde i kraft.

EU-landene har indført en bindende lovgivning, der har til formål at opnå en reduktion i de skadelige emissioner inden for EU. En stor del af indsatsen går på at investere i ny teknologi, hvilket ligeledes skaber job og økonomisk vækst. Et »emissionshandelssystem«, som omfatter hele EU, skal sikre en effektiv realisering af de nødvendige emissionsnedbringelser for skadelige gasser.

EU tager også fat på en lang række andre miljøanliggender, herunder støj, affald, beskyttelse af naturlige levesteder, udstødningsgasser, kemikalier, arbejdsulykker og badevandets renhed. Det arbejder også på at forebygge naturkatastrofer eller menneskeskabte katastrofer, såsom olieudslip og skovbrande.

EU forbedrer konstant sin lovgivning med henblik på at sikre bedre beskyttelse af folkesundheden. F.eks. er kemikalielovgivningen blevet omarbejdet, idet de tidligere regler erstattes af ét samlet system kaldet REACH — hvilket står for registrering, vurdering og godkendelse af kemikalier. Dette system er baseret på en central database, der forvaltes af Det Europæiske Kemikalieagentur i Helsingfors. Målet er at forebygge forurening af luft, vand, jord og bygninger, at sikre biodiversiteten og at forbedre EU-borgernes sundhed og sikkerhed, samtidig med at den europæiske industris konkurrenceevne fastholdes.

b) Teknologisk innovation

EU’s grundlæggere så med rette, at Europas fremtidige velstand ville afhænge af europæernes evne til at holde stillingen i det teknologiske kapløb. De indså de enorme fordele, der kunne opnås gennem fælles europæisk forskning. Samtidig med EØF oprettede man derfor i 1958 Euratom — Det Europæiske Atomenergifællesskab. Det havde til formål at fremme en fredelig udnyttelse af atomenergien med hjælp fra Det Fælles Forskningscenter (FFC), der består af syv forskningsinstitutter.

For at følge med den voksende globale konkurrence måtte europæisk forskning imidlertid diversificeres — og barriererne mellem nationale forskningsprogrammer nedbrydes — ved at etablere et samarbejde mellem flest mulige videnskabsfolk og ved at hjælpe disse med at finde industrielle anvendelsesmuligheder for deres opdagelser.

Den fælles forskning på EU-plan i dag skal supplere de nationale forskningsprogrammer. Den er koncentreret om projekter, hvor der samarbejdes mellem laboratorier i forskellige EU-lande. Den fremmer også grundforskning inden for f.eks. kontrolleret termonuklear fusion — en potentielt uudtømmelig energikilde i det 21. århundrede. Desuden fremmer den forskning og teknologisk udvikling (FTU) inden for nøgleindustrier som elektronik og EDB, der er udsat for en meget hård konkurrence fra lande uden for Europa.

EU’s mål er at investere 3 % af sit BNP i forskning. EU-forskningen finansieres frem for alt gennem en række rammeprogrammer. Horisont 2020 er det ottende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling og dækker perioden 2014-2020. Størstedelen af budgettet på over 80 mia. EUR går til forskning inden for områder som sundhed, fødevarer og landbrug, informations- og kommunikationsteknologi, nanoteknologi, energi, miljø, transport, sikkerhed og rumfart og samfundsvidenskab. Andre programmer fremmer internationalt samarbejde om de nyeste forskningsprojekter og yder støtte til forskere og deres karriereudvikling.

c) Energi

I dag importeres over halvdelen af alle energikilder i EU, hvilket gør EU til verdens største importør af energi. Det gør EU mere sårbart over for fald i udbuddet eller prisstigninger som følge af internationale kriser. I den forbindelse arbejder EU på at mindske forbruget af fossile brændstoffer og bidrage til at afhjælpe den globale opvarmning.

Der tages en række skridt, f.eks. at spare energi gennem mere intelligent udnyttelse, at udvikle alternative energikilder (især vedvarende energi) og at øge det internationale samarbejde. Bedre isolering af bygninger er et vigtigt område, idet det er her, at EU anvender 40 % af sin energi og skaber 36 % af sine skadelige emissioner, f.eks. drivhusgasser. I Europa fokuserer forskning og udvikling på energiområdet på sol-, vind-, biomasse- og kerneenergi.

En vigtig prioritet i energipolitikken er at sikre en bedre forbindelse mellem energi- og transportnettene på tværs af Europa. Dette kan resultere i en mere effektiv energianvendelse både af tekniske årsager, men også på grund af fælles markeder. De fleste af de projekter, der nyder godt af investeringsplanen for Europa, som Juncker lancerede i 2014, fremmer effektiv, ren og vedvarende energi. Disse omfatter forbindelsen af energinettene i Portugal og Spanien med Frankrigs samt forbindelse af nettene i landene omkring Østersøen.

Europa er også aktiv på den internationale scene, navnlig med Rusland og Mellemøsten, for at sikre kontinuitet i energiforsyningerne.

II. SOLIDARITETSPOLITIKKER

For at sikre, at det indre marked (se kapitel 6) fungerer tilfredsstillende, må der rettes op på manglende ligevægt på dette marked. Dette er formålet med EU’s solidaritetspolitikker, der er udformet med henblik på at hjælpe tilbagestående regioner og sektorer i vanskeligheder. EU bidrager til at sikre en omlægning inden for de industrier, der er hårdt ramt af den stærkt stigende internationale konkurrence.

a) Regionalstøtte og samhørighedspolitik

I overensstemmelse med EU’s budget for 2014-2020 investeres der via EU’s samhørighedspolitik 325 mia. EUR eller 34 % af EU-budgettet i EU-medlemsstaterne, deres regioner og byer til støtte for EU’s mål om at skabe vækst og job samt håndtere klimaændringer, energiafhængighed og social eksklusion.

Finansieringen sker via særlige EU-fonde, som supplerer eller stimulerer investeringer, som kommer fra den private sektor og fra nationale og regionale myndigheder:

• Den Europæiske Fond for Regionaludvikling har til formål at finansiere regionale udviklingsprojekter og at sætte skub i økonomien i tilbagestående regioner. Dette omfatter også omlægning af industriområder i tilbagegang.
• Den Europæiske Socialfond har til formål at finansiere erhvervsuddannelser og at hjælpe personer med at finde arbejde. Der er udviklet et nyt initiativ med et budget på 6 mia. EUR for at hjælpe unge ind på arbejdsmarkedet i regioner, hvor ungdomsarbejdsløsheden overstiger 25 %. Midler kanaliseres navnlig for at sikre, at de arbejdsløse modtager den relevante uddannelse.
• Samhørighedsfonden finansierer projekter vedrørende transportinfrastruktur og miljø i EU-lande, der har et BNP pr. indbygger på under 90 % af EU-gennemsnittet.

b) Den fælles landbrugs- og fiskeripolitik

De mål, der oprindeligt var fastsat for EU’s fælles landbrugspolitik i Romtraktaten fra 1957, var at sikre landbrugerne en rimelig levestandard, at stabilisere markederne, at sikre forbrugerne rimelige priser og at modernisere landbrugsstrukturerne. Disse mål er i vidt omfang nået. Desuden er forsyningssikkerheden sikret for forbrugerne, og priserne på landbrugsprodukter er stabile og beskyttet mod prisudsving på verdensmarkedet. Den fælles landbrugspolitik finansieres af Den Europæiske Garantifond for Landbruget og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne.

EU’s landbrugspolitik blev imidlertid offer for sin egen succes. Produktionen steg hurtigere end forbruget, hvilket medførte omfattende udgifter for EU-budgettet. For at løse dette problem var det nødvendigt med en reform af landbrugspolitikken. Disse reformer har givet resultater: Produktionen er blevet begrænset.

Landbrugsbefolkningen har fået den nye rolle at sikre en vis økonomisk aktivitet i hvert landdistrikt og at bevare mangfoldigheden og bæredygtigheden i Europas landskaber. Denne mangfoldighed og anerkendelsen af betydningen af et liv på landet i harmoni med naturen er en vigtig del af Europas identitet. Derudover spiller det europæiske landbrug en vigtig rolle, når det gælder om at bekæmpe klimaændringer, beskytte dyrelivet og brødføde verdens befolkning.

Endvidere findes der ordninger, som er udviklet til at fremme og beskytte navnene på lokale og regionale landbrugsprodukter og fødevarer af høj kvalitet i EU.

EU har også en fælles fiskeripolitik. Regler om, hvordan fiskerflåder forvaltes, og fiskebestande bevares, fastlægges på europæisk niveau.

c) Den sociale dimension

EU’s socialpolitik skal rette op på de værste uligheder i det europæiske samfund. Den Europæiske Socialfond blev oprettet i 1961 for at fremme beskæftigelsen og arbejdstagernes erhvervsmæssige og geografiske mobilitet.

Økonomisk støtte er ikke den eneste måde, hvorpå EU forsøger at forbedre de sociale forhold i Europa. Alene kan støtte aldrig løse alle de problemer, der skyldes økonomisk afmatning eller manglende udvikling i visse regioner. De dynamiske virkninger, der er forbundet med vækst, skal frem for alt fremme sociale fremskridt. Der skal indføres lovgivning, som garanterer alle visse minimumsrettigheder. Nogle af disse rettigheder er forankret i traktaterne — f.eks. lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde. Andre er fastsat i direktiver om beskyttelse af arbejdstagerne (sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen) og om væsentlige sikkerhedsnormer.

I pagten om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder, som blev en integrerende del af EU-traktaten i 1997, fastsættes rettighederne for alle arbejdstagere i EU: fri bevægelighed, rimelig løn, forbedrede arbejdsvilkår, social sikring, retten til at organisere sig og føre kollektive forhandlinger, retten til erhvervsuddannelse, ligebehandling af mænd og kvinder, underretning, høring og inddragelse af arbejdstagerne, beskyttelse af sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen samt beskyttelse af børn, ældre og handicappede.

Der finder drøftelser sted om, hvordan EU’s sociale beskyttelse kan organiseres på et fremtidigt arbejdsmarked, der i stigende grad er påvirket af nye teknologier og globalisering.

III. EU’S BUDGET

EU’s politiske tiltag finansieres via et årligt budget, som i 2017 udgjorde over 157 mia. EUR. Dette svarer til ca. 1 % af alle EU-landenes samlede bruttonationalindkomst.

Budgettet finansieres gennem EU’s såkaldte »egne ressourcer«. Der er i alt væsentligt tre typer indtægter:

• told på produkter, der importeres til EU, bl.a. landbrugsafgifter
• en fast procentdel af momsindtægterne fra varer og tjenesteydelser i hele EU
• et direkte bidrag fra EU-landene baseret på det enkelte lands velstand.

Fordelingen af udgifterne kan illustreres med 2017-budgettet:

• intelligent og inklusiv vækst: 75 mia. EUR, herunder støtte til regioner og investeringer, forskningsprogrammer og det transeuropæiske transport- og energinet
• naturressourcer: 58 mia. EUR, hovedsageligt til landbrug, udvikling af landdistrikter og miljø
• sikkerhed og borgerskab: 4 mia. EUR, f.eks. til grænsebeskyttelse og »Erasmus+«-programmet
• »Europa i verden«: 10 mia. EUR, til udenrigspolitik og udviklingsbistand
• administrationsomkostninger: 9 mia. EUR.

Hvert års budget indgår i en syvårig budgetaftale, den såkaldte »flerårige finansielle ramme«. Den finansielle ramme udarbejdes af Europa-Kommissionen og skal godkendes enstemmigt af medlemsstaterne samt forhandles og aftales med Europa-Parlamentet. Den flerårige finansielle ramme for perioden 2014-2020 blev vedtaget i 2013. Sammenlignet med den foregående periode fra 2007 til 2013 blev den samlede udgiftsbegrænsning reduceret med ca. 3 % målt realt.

Med denne udgiftsplan skal vækst- og jobskabelsen i Europa dog styrkes, og det bæredygtige landbrug skal fremmes, samtidig med at Europa skal gøres mere miljøvenligt. Der er afsat flere midler til områderne forskning og innovation, uddannelse og erhvervsuddannelse samt udenrigsanliggender. Der er afsat særlige midler til bekæmpelse af kriminalitet og terror samt til migrations- og asylpolitikker. Klimaudgifterne forventes at udgøre mindst 20 % af EU’s udgifter i perioden 2014-2020.

Ti prioriteter for Europa

Siden november 2014 har Kommissionen under ledelse af Jean-Claude Juncker haft følgende ti vigtigste prioriteter:

1. Nyt skub i beskæftigelse, vækst og investeringer
2. Et forbundet digitalt indre marked
3. En modstandsdygtig energiunion med en fremadskuende politik for klimaforandringer
4. Et stærkere og mere fair indre marked med et styrket industrigrundlag
5. En mere udbygget og mere fair Økonomisk og Monetær Union
6. En rimelig og afbalanceret frihandelsaftale med USA
7. Et område med retfærdighed og grundlæggende rettigheder baseret på gensidig tillid
8. En ny migrationspolitik
9. En stærkere global aktør
10. En Union med demokratiske forandringer

Hvem gør hvad? Hvordan ansvarsområderne er fordelt mellem EU og medlemsstaterne

• Det indre marked er et af EU’s vigtigste resultater. Begrænsninger i samhandelen og i den frie konkurrence EU-landene imellem er gradvist blevet afskaffet, og levestandarden er steget som følge heraf.
• De »fire friheder« er grundlaget for det indre marked: fri bevægelighed for personer, varer, tjenesteydelser og kapital.
• I årenes løb har EU indført en række forskellige politikker (vedrørende transport, konkurrence osv.) for at sikre, at det indre marked kommer så mange virksomheder og forbrugere som muligt til gode.
• Det indre marked er endnu ikke én samlet økonomi, idet visse sektorer (navnlig forsyningspligtydelser) stadig er undergivet national lovgivning. Den frie udveksling af tjenesteydelser er til gavn, da den stimulerer økonomisk aktivitet.
• Finanskrisen, som startede i 2008, har betydet, at EU har oprettet en »bankunion« med strammere regler om beskyttelse af de opsparede midler og et fælles europæisk tilsyn med bankerne.

I. VEJEN FREM TIL OPRETTELSEN AF DET INDRE MARKED I 1993

a) Det oprindelige fællesmarked

Med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab fra 1957 blev det muligt at ophæve tolden mellem medlemslandene og at indføre en fælles toldtarif for import af varer fra tredjelande. Dette mål blev nået den 1. juli 1968.

Told er dog blot én del af protektionismen. I 1970’erne var det andre handelshindringer, der stod i vejen for den fuldstændige gennemførelse af fællesmarkedet. Tekniske forskrifter, sundheds- og sikkerhedsstandarder, valutakontrollen og nationale bestemmelser om retten til at udøve bestemte erhverv var alt sammen med til at hæmme den frie bevægelighed for personer, varer og kapital.

b) Målet om et indre marked inden 1993

I juni 1985 udsendte Kommissionen — under formand Jacques Delors — en hvidbog med det mål, at alle fysiske, tekniske og skattemæssige hindringer for den frie bevægelighed i EØF skulle være afskaffet inden syv år. Formålet var at stimulere udviklingen af industri- og handelsaktiviteter inden for det »indre marked« — et stort samlet økonomisk område på lige fod med USA.

Forhandlinger mellem medlemsstaternes regeringer førte til vedtagelsen af en ny traktat, den europæiske fælles akt, som trådte i kraft i juli 1987. Den bestemte bl.a., at:

• EØF skulle have udvidet sine beføjelser på visse politikområder (f.eks. social- og arbejdsmarkedspolitik, forskning og miljø)
• det indre marked skulle oprettes inden udgangen af 1992
• der skulle træffes flertalsafgørelser på flere områder i Rådet for at gøre det lettere at træffe beslutninger vedrørende det indre marked.

II. GENNEMFØRELSEN AF DET INDRE MARKED

a) Fysiske hindringer

Al grænsekontrol mellem EU-landene er afskaffet for varer — ligesom det også er tilfældet med toldkontrollen af personer, men politiet gennemfører fortsat stikprøvekontroller som led i kampen mod kriminalitet og narkotika.

I juni 1985 undertegnede fem ud af de ti medlemsstater Schengenaftalen, hvormed de nationale politistyrker indgik et tæt samarbejde, og der blev indført en fælles asyl- og indvandringspolitik. Dette gjorde det muligt helt at afskaffe personkontrollen ved de indre grænser mellem Schengenmedlemsstaterne (se kapitel 10: »Et Europa med frihed, sikkerhed og retfærdighed«). I dag udgøres Schengenområdet af 26 europæiske lande, herunder fire lande, der ikke er medlemmer af EU (Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz).

b) Tekniske hindringer

EU-landene har indgået en aftale om at anerkende hinandens regler om salg af de fleste varer. Siden Domstolen afsagde dom i den centrale »Cassis de Dijon«-sag i 1979, skal ethvert produkt, der lovligt fremstilles og sælges i ét EU-land, også kunne markedsføres i alle øvrige EU-lande.

Hvad angår tjenesteydelser, har EU-landene en gensidig anerkendelse eller en samordning af de nationale regler, som giver borgerne mulighed for at udøve erhverv som jura, medicin, turisme og bank- og forsikringsvirksomhed. Der er dog langt fra fuld fri bevægelighed for personer. På trods af vedtagelsen af direktivet om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer i 2005 findes der stadig hindringer, der gør det svært for borgerne at flytte til eller udøve visse former for virksomhed i et andet EU-land. Kvalificerede personer (det være sig advokater og læger eller murere og blikkenslagere) er dog i stigende grad frie til at udøve deres erhverv hvor som helst i EU.

Europa-Kommissionen har iværksat flere tiltag for at forbedre arbejdstagernes mobilitet, navnlig for at sikre, at eksamensbeviser og erhvervskvalifikationer, der er erhvervet i ét EU-land, anerkendes i alle øvrige EU-lande.

Nogle arbejder midlertidigt i et andet EU-land, f.eks. hvis et byggefirma har et projekt i et andet EU-land end der, hvor firmaet har sit hjemsted. Ifølge EU-reglerne skal arbejdsvilkårene for såkaldte udstationerede arbejdstagere være på samme niveau som dem, der gælder for andre arbejdstagere i det land, hvor arbejdet udføres.

c) Skattemæssige hindringer

Hindringerne på skatteområdet er blevet reduceret gennem en delvis tilpasning af de nationale momssatser. Medlemsstaterne har aftalt fælles regler og minimumssatser for at undgå at fordreje konkurrencen hen over grænserne i EU.

d) Offentlige aftaler

Offentlige indkøbskontrakter er en stor del af økonomien, som udgør 19 % af BNP. Offentlige udbud i alle EU-lande er nu åbne for bydende fra hele EU, uanset hvem der står bag udbuddet. Dette er resultatet af direktiver om indkøb, bygge- og anlægsarbejder og tjenesteydelser i mange sektorer, bl.a. vand, energi og telekommunikation.

Det indre marked er til gavn for alle forbrugere. F.eks. har åbningen af de nationale markeder for tjenesteydelser gjort opkald langt billigere — så prisen i dag er en brøkdel af, hvad den var for 10-15 år siden. Konkurrencepresset har ligeledes fået prisen på lavprisflyrejser i Europa til at falde markant.

III. PRODUKTER UNDER FREMSTILLING

a) Finansielle tjenester

I kølvandet på subprime-krisen i USA rystede en alvorlig finanskrise hele verdens banksystemer og økonomier i 2008, og som følge heraf blev EU kastet ud i en recession i 2009. En del af den efterfølgende reaktion gik ud på at reformere den måde, som banker og finansielle institutioner opererer på, med henblik på at gøre det mere gennemsigtigt og ansvarligt. Det blev gjort muligt med oprettelsen af »bankunionen«. En række nye EU-bestemmelser skal beskytte banktilgodehavender yderligere, øge den kapital, bankerne skal have for at gøre dem mere stabile, regulere komplicerede finansielle produkter og begrænse bankdirektørernes bonusser. På europæisk plan føres der tilsyn med bankerne i euroområdet under ledelse af Den Europæiske Centralbank. Der er også nye regler for afviklingen af nødlidende banker. En særlig fond sikrer nu, at omkostningerne i forbindelse med disse lukninger bæres af bankerne og ikke af skatteyderne.

De europæiske ledere arbejder på yderligere at styrke det indre marked for kapital. Målet er at gøre det nemmere for små virksomheder at finansiere deres aktiviteter og gøre det mere attraktivt at investere i Europa.

Desuden drøftes reformer af selskabsbeskatningen. Idéen er, at EU-medlemsstaterne skal vedtage nogle fælles regler for beregningen af selskabsskattegrundlaget. Landene vil fortsat have forskellige skattesatser, men fælles regler vil gøre det meget billigere for virksomhederne at operere på tværs af grænserne og begrænse skatteundgåelse. Det vil også gøre det umuligt for enkelte lande at tilbyde virksomheder favorable skatteordninger for at tiltrække investeringer fra udlandet.

b) Piratkopiering og varemærkeforfalskning

EU-produkter skal beskyttes mod piratkopiering og varemærkeforfalskning. Europa-Kommissionen anslår, at denne form for kriminalitet koster EU tusinder af arbejdspladser hvert år. Kommissionen og de nationale regeringer arbejder derfor sammen om at udvide ophavsrets- og patentbeskyttelsen.

IV. POLITIKKER, DER UNDERSTØTTER DET INDRE MARKED

a) Transport

EU har koncentreret sin indsats om den frie udveksling af tjenesteydelser i form af landtransport. Dette betyder bl.a., at transportvirksomheder får fri adgang til det internationale transportmarked, og at transportvirksomheder fra alle EU-lande har ret til at operere i alle øvrige EU-lande. EU arbejder også for at sikre en fair konkurrence inden for vejtransport ved bl.a. at harmonisere reglerne for arbejdstageres kvalifikationer og markedsadgang, den frie etableringsret og den frie udveksling af tjenesteydelser, køre- og hviletider og færdselssikkerheden.

Luftfarten i Europa var tidligere domineret af nationale luftfartsselskaber og statsejede lufthavne. Dette er dog blevet ændret med gennemførelsen af det indre marked. Alle EU-luftfartsselskaber kan nu drive trafikflyvning på en hvilken som helst rute inden for EU og fastsætte billetpriser, som de ønsker. Som følge heraf er der blevet åbnet mange nye ruter, og billetpriserne er faldet drastisk. Dette har været til gavn for passagererne, flyselskaberne, lufthavnene og de ansatte.

På samme måde har passagererne gavn af den øgede konkurrence mellem jernbanevirksomhederne.

Søtransport er omfattet af EU’s konkurrenceregler, uanset om den gennemføres under EU-flag eller af fartøjer, der sejler under tredjelandsflag. Målet er at sætte en stopper for illoyal priskonkurrence (bekvemmelighedsflag) og at løse de problemer, som EU’s skibsværftsindustri befinder sig i.

EU har støttet en række ambitiøse teknologiske projekter, såsom satellitnavigationssystemet Galileo, det europæiske system til styring af jernbanetrafik (ERTMS) og SESAR, der er et program til modernisering af flynavigationssystemer. Færdselssikkerhedsreglerne (f.eks. vedrørende vedligeholdelse af køretøjer, transport af farligt gods og sikkerhedsniveau på vejnettet) er blevet meget strengere. Passagerernes rettigheder beskyttes også bedre takket være gennemførelsen af omfattende passagerrettigheder på alle transportformer — hvad enten det er ad landevej eller med fly, tog eller skib. Passagerer i EU, herunder handicappede og passagerer med nedsat mobilitet, har krav på nøjagtig, rettidig og lettilgængelig information, hjælp og under visse omstændigheder erstatning ved aflysninger eller længerevarende forsinkelser. Investeringer i transportinfrastruktur er en vigtig prioritet i EU’s investeringsplan for Europa, der blev lanceret i 2014.

b) Konkurrence

EU’s konkurrencepolitik er nødvendig for at sikre, at konkurrencen på det indre marked ikke kun er fri, men også fair. Denne politik gennemføres af Europa-Kommissionen, som sammen med Domstolen sikrer, at reglerne overholdes.

Formålet med denne politik er at sikre, at alle virksomheder konkurrerer på fair og lige vis på det indre marked til gavn for forbrugerne, virksomhederne og EU’s økonomi som helhed.

Enhver aftale, der falder ind under traktatens bestemmelser, skal anmeldes til Europa-Kommissionen af de berørte virksomheder eller organer. Kommissionen skal ligeledes have meddelelse om enhver fusion eller virksomhedsovertagelse, der kan føre til, at en virksomhed får en dominerende stilling på et bestemt marked. Virksomheder, der overtræder konkurrencereglerne, eller som ikke foretager den foreskrevne anmeldelse, kan få pålagt en bøde direkte af Kommissionen — ligesom det var tilfældet med Microsoft, der blev idømt en bøde på 900 mio. EUR i 2008. I 2017 pålagde Kommissionen Google en bøde på 2,42 mia. EUR for misbrug af sin markedsdominans ved at favorisere sin egen prissammenligningstjeneste i sine søgeresultater og rangere konkurrenterne lavere.

Hvis en EU-medlemsstat yder ulovlig støtte eller ikke giver underretning om denne støtte, kan Kommissionen kræve, at den betales tilbage. Skattefordele, som regeringer indrømmer individuelle virksomheder, kan også anses for ulovlig statsstøtte. Eksempelvis konkluderede Kommissionen i august 2016, at Irland havde givet Apple uberettigede skattefordele på 13 mia. EUR.

c) Beskyttelse af forbrugerne og folkesundheden

EU-lovgivningen på dette område har til formål at give alle forbrugere den samme finansielle beskyttelse og sundhedsbeskyttelse, uanset hvor i EU de bor, rejser eller køber ind. Behovet for beskyttelse på tværs af EU blev tydeligt i slutningen af 1990’erne i forbindelse med krisen i forbindelse med fødevaresikkerhed, f.eks. kogalskab (BSE). For at fødevarelovgivningen kan bygge på et solidt videnskabeligt grundlag, blev Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet oprettet i 2002.

Forbrugerbeskyttelse på tværs af EU er ligeledes nødvendig på mange andre områder. Derfor findes der adskillige EU-direktiver om sikkerheden ved kosmetiske produkter, legetøj, fyrværkeri for blot at nævne nogle få. I 1993 blev Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMEA) oprettet for at behandle ansøgninger om markedsføringstilladelser for lægemidler. Lægemidler kan ikke markedsføres i EU uden tilladelse.

EU gør også en indsats for at beskytte forbrugerne mod falske og vildledende reklamer, defekte produkter og misbrug inden for områder som forbrugslån samt postordresalg og internethandel.

• Euroen er EU’s fælles valuta for 19 ud af de 28 medlemsstater. Den blev taget i brug til ikkekontante transaktioner i 1999 — og til alle betalinger i 2002, da der blev sat eurosedler og -mønter i omløb.
• Nye medlemsstater forventes at indføre euroen, så snart de opfylder de fastsatte kriterier. På længere sigt skulle næsten alle EU-lande gerne tiltræde euroområdet.
• Euroen giver forbrugere i Europa store fordele. De rejsende slipper for omkostningerne og ulejligheden ved at veksle valutaer. De handlende kan direkte sammenligne priserne i forskellige lande. Den Europæiske Centralbank sikrer prisstabiliteten. Derudover er euroen blevet en vigtig reservevaluta på linje med den amerikanske dollar. Under den seneste finanskrise var den fælles valuta med til at beskytte lande i euroområdet mod konkurrerende devalueringer og angreb fra spekulanter.
• De strukturelle svagheder i visse medlemsstaters økonomi betyder, at euroen er udsat for spekulative angreb. For at imødegå denne risiko har EU oprettet en række solidaritetsinstrumenter, som har hjulpet de mest gældsatte regeringer gennem krisen. I fremtiden vil det centrale spørgsmål være, hvordan der opnås en tættere samordning og større økonomisk solidaritet mellem de medlemsstater, der har behov for at sikre en god styring af deres offentlige finanser og reducere deres budgetunderskud. Gradvist udvikles den økonomisk-politiske side for at supplere den monetære side af Den Økonomiske og Monetære Union.

I. SKABELSEN AF EUROEN

a) Det europæiske monetære system

I 1971 besluttede USA at opgive den faste kobling mellem dollaren og den officielle guldpris, som havde sikret en global monetær stabilitet efter Anden Verdenskrig. Det satte en stopper for systemet med faste valutakurser. Centralbankcheferne fra EØF-landene besluttede at begrænse kursudsvingene mellem deres valutaer til højst 2,25 %, hvilket førte til skabelsen af det europæiske monetære system, som trådte i kraft i marts 1979.

På Det Europæiske Råds møde i Madrid i juni 1989 vedtog medlemsstaternes stats- og regeringschefer en tretrinsplan for Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU). Planen indgik i Maastrichttraktaten om Den Europæiske Union, som Det Europæiske Råd vedtog i december 1991.

b) Økonomisk og Monetær Union i tre etaper

Første etape, som begyndte den 1. juli 1990, omfattede:

• helt frie kapitalbevægelser mellem medlemsstaterne (ingen valutakontrol)
• udvidelse af strukturfondene med henblik på styrke indsatsen for at fjerne uligheder mellem europæiske regioner
• økonomisk konvergens gennem multilateral overvågning af medlemsstaternes økonomiske politik.

Anden etape begyndte den 1. januar 1994. Den omfattede:

• etableringen af Det Europæiske Monetære Institut i Frankfurt; det blev sammensat af direktørerne for de nationale centralbanker i EU-landene
• de nationale centralbankers uafhængighed af regeringens kontrol
• indførelse af regler om størrelsen af de nationale budgetunderskud.

Tredje etape var indførelsen af euroen. Fra den 1. januar 1999 til den 1. januar 2002 blev euroen indført som fælles valuta for de EU-lande, der deltog i euroområdet (Belgien, Finland, Frankrig, Grækenland, Irland, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Portugal, Spanien, Tyskland og Østrig). Det Europæiske Monetære Institut blev erstattet af Den Europæiske Centralbank, der fik ansvaret for den monetære politik, som nu blev fastlagt og gennemført med den nye valuta.

Tre lande (Danmark, Det Forenede Kongerige og Sverige) besluttede af politiske og tekniske årsager ikke at indføre euroen, da den blev lanceret. Slovenien indførte euroen i 2007, efterfulgt af Cypern og Malta i 2008, Slovakiet i 2009, Estland i 2011, Letland i 2014 og Litauen i 2015.

Euroområdet omfatter således 19 EU-lande, og hver enkelt af de andre medlemsstater forventes at følge efter, når de opfylder de påkrævede betingelser, undtagen dem, der har opnået en undtagelse under traktatforhandlinger.

c) Konvergenskriterierne

For at kunne deltage i euroområdet skal hvert EU-land opfylde de følgende fem konvergenskriterier:

• Prisstabilitet: Inflationsraten må ikke overstige den gennemsnitlige inflationsrate i de tre medlemsstater, der har den laveste inflation, med mere end 1,5 procentpoint.
• Rentesatser: De langfristede rentesatser må ikke overstige de gennemsnitlige rentesatser i de tre medlemsstater, der har de laveste rentesatser, med mere end 2 procentpoint.

• Underskud: Det offentlige underskud må ikke overstige 3 % af BNP.
• Offentlig gæld: Den må ikke overstige 60 % af BNP.
• Valutakursstabilitet: De normale udsvingsmargener i valutakursmekanismen skal være overholdt i de seneste to år.

d) Stabilitets- og vækstpagten

I juni 1997 vedtog Det Europæiske Råd en stabilitets- og vækstpagt i Amsterdam. Pagten, som skal sikre, at medlemsstaterne bestræber sig på at overholde budgetdisciplinen, gør det muligt at straffe lande i euroområdet, der har et budgetunderskud på over 3 % af BNP. I 2012 blev ideen bag styrket yderligere, da 25 EU-landes regeringer underskrev en international aftale med navnet »traktat om stabilitet, samordning og styring i Den Økonomiske og Monetære Union«. Den er også kendt som »finanspagten«, som forpligtede de deltagende lande til at gennemføre bestemmelser om et balanceret budget i deres nationale lovgivning.

Efter flere år med global økonomisk krise er nogle lande i euroområdet fortsat lang vej fra at opfylde kriterierne i disse aftaler. Kommissionen og Eurogruppen fortsætter med at opfordre dem til at opfylde disse, navnlig når det handler om at reducere deres offentlige gæld.

e) Eurogruppen

Eurogruppen består af finansministrene fra de lande, der deltager i euroområdet. De mødes for at samordne deres økonomiske politikker og overvåge eurolandenes budget- og finanspolitikker. Eurogruppen repræsenterer også euroens interesser i internationale fora. I januar 2013 blev den nederlandske finansminister, Jeroen Dijsselbloem, valgt som formand for Eurogruppen og genvalgt i juli 2015 for endnu en periode på to et halvt år.

II. ØKONOMISK OG MONETÆR POLITIK SIDEN 2008

a) Finanskrisens virkninger

Som følge af finanskrisen i 2008 blev den offentlige gæld i de fleste EU-lande øget betydeligt. Euroen beskyttede de mest sårbare økonomier fra at blive devalueret, mens de led under krisen og var udsat for angreb fra spekulanter på de globale finansielle markeder.

I krisens første tid løb mange banker ind i problemer, hvilket fik de nationale regeringer til at indføre redningspakker. Dette øgede statsgælden. Efterfølgende blev fokus rettet mod den offentlige gæld, da en række stærkt gældstyngede lande med voksende budgetunderskud var særligt udsat i vinteren 2009-2010. Det var grunden til, at de europæiske ledere indførte den »europæiske stabilitetsmekanisme«. Dette »værn« har en udlånskapacitet på 500 mia. EUR, som stilles til rådighed af eurolandene og bruges til sikring af den finansielle stabilitet i euroområdet. Mellem 2010 og 2013 indgik fem lande (Cypern, Grækenland, Irland, Portugal og Spanien) aftaler med de forskellige EU-organer og Den Internationale Valutafond om finansiel bistand. Aftalerne er tilpasset de enkelte landes specifikke situation, men omfatter generelt reformer til styrkelse af den offentlige sektors effektivitet i de respektive lande. Irland var ved udgangen af 2013 det første land, der havde gennemført det aftalte økonomiske genopretningsprogram, og som igen kunne begynde at låne penge direkte på kapitalmarkederne. Portugal og Spanien forbedrede også deres situation, og EU’s bistand til dem sluttede i 2014. Cypern fulgte efter i 2016.

På den anden side har det vist sig mere vanskeligt for Grækenland at gennemføre strukturreformer i sin økonomi — reformer såsom strømlining af den offentlige sektor, privatiseringer og etableringen af bæredygtige pensionssystemer. Disse reformer blev aftalt i forbindelse med to bistandsprogrammer i 2010 og 2014. De blev finansieret af EU, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond og beløb sig til i alt 226 mia. EUR. Det krævede lange og komplekse forhandlinger, inden der blev indgået en tredje aftale i juli 2015 baseret på et fast tilsagn fra den græske regering om at gennemføre politikker med det formål at forbedre landets offentlige finanser og reformere dets økonomi.

b) Styrkelse af euroen

Som en reaktion på krisen bragte EU-medlemsstaterne og -institutionerne også de bestemmelser i Lissabontraktaten i anvendelse, der er udformet med henblik på at styrke EU’s økonomiske styring. Denne proces kaldes det »europæiske semester«, og medlemsstaterne er forpligtet til i oktober hvert år at forelægge Kommissionen deres budgetforslag for det følgende år. Om nødvendigt skal de derefter justere dem i lyset af Kommissionens bemærkninger om et eventuelt behov for yderligere tiltag for at nå de tidligere aftalte fælles mål. Forudgående drøftelse af medlemsstaternes budgetplaner, kontrol med medlemsstaternes økonomier og skærpelse af reglerne for konkurrenceevne samt sanktioner, hvis landene overtræder de finansielle bestemmelser, udgør i stigende grad grundlaget for en økonomisk og monetær styring af euroområdet.

Som svar på de internationale finansielle og økonomiske ændringer må EU således gøre mere for at sikre, at medlemsstaterne forvalter deres budgetter på ansvarlig vis og støtter hinanden finansielt. Dette er den eneste måde, på hvilken euroen kan forblive troværdig som fælles valuta, og medlemsstaterne sammen kan stå over for de økonomiske udfordringer, som globaliseringen medfører. Både Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet understreger betydningen af at samordne nationale økonomiske og sociale politikker, idet Europas fælles valuta — på længere sigt — ikke er levedygtig uden nogen form for fælles økonomisk styring.

I september 2015 fremlagde kommissionsformand Jean-Claude Juncker sine forslag til en styrkelse af euroområdet. De var baseret på en rapport udarbejdet af de fem formænd for de EU-institutioner, som varetager euroen. Planen omfatter et fælles system til at beskytte banktilgodehavender, én enkelt højtstående repræsentant for euroområdet i globale finansielle institutioner som Den Internationale Valutafond og Verdensbanken, et mere demokratisk og effektivt system til at overvåge nationale budgetter, koordinering af finanspolitikken og et grundlag for social beskyttelse og arbejdsmarkedsregler. I sidste ende kan det måske resultere i oprettelsen af en fælles finansforvaltning for euroområdet.

Den Europæiske Centralbank anser det nu for at være en del af sit mandat at bidrage til en genopretning af økonomien. I 2015 lancerede banken de såkaldte kvantitative lempelser, i hvilken forbindelse banken opkøber gæld, hovedsagelig offentlig, for at stimulere økonomien. Det betyder faldende renteniveauer, hvilket fremmer investeringerne og letter den offentlige gæld. Det reducerer også euroens omregningskurs i forhold til andre valutaer, hvilket er godt for den europæiske eksport.

EU’S ØKONOMISKE POLITIK SIGTER MOD AT:

• svare på globaliseringen ved at gøre den europæiske økonomi konkurrencedygtig igen (telekommunikation, tjenesteydelser, energi, nye grønne teknologier for bæredygtig udvikling)
• sikre:
  • intelligent vækst: fremme af viden, innovation, uddannelse og det digitale samfund
  • bæredygtig vækst: fremme af en mere ressourceeffektiv, grønnere og mere konkurrencedygtig økonomi
• fremme inklusiv vækst: fremme af en økonomi med høj beskæftigelse, der sikrer social og geografisk samhørighed.

I. EUROPA RAMT AF KRISE

I starten af 1990’erne begyndte globaliseringen at revolutionere økonomien og folks hverdag overalt i verden. Økonomier i hele verden blev i stigende grad indbyrdes afhængige. Produktion i Europa blev udsat for en meget hård konkurrence fra vækstøkonomier, navnlig Kina og andre asiatiske lande, hvis lavere lønniveauer gjorde dem mere konkurrencedygtige. Det rystede fundamentet i den europæiske samfundsmodel, der er baseret på offentlige sociale ydelser og høj levestandard.

Men samtidig åbnede den teknologiske revolution, herunder internettet og nye informations- og kommunikationsteknologier, op for nye muligheder for vækst og beskæftigelse.

I nyere tid er verden blevet rystet af nogle alvorlige finansielle og økonomiske kriser. Krisen begyndte i den amerikanske finansielle sektor med de såkaldte subprime-lån, og det høje gældsniveau i Europa forværrede situationen. Det medførte omfattende økonomisk recession og en stigning i arbejdsløsheden i Europa og skabte den værste krise siden 1929, som i sidste ende resulterede i Anden Verdenskrig. De sociale konsekvenser af recessionen — som toppede i 2010 og begyndte at aftage efter moderat vækst siden 2014 — blev tydelige med en dramatisk stigning i arbejdsløsheden, navnlig i Sydeuropa og blandt de unge.

II. HVAD BLEV DER GJORT PÅ NATIONALT OG EU-PLAN?

Bestræbelser på at genoprette økonomien var primært nødvendige på nationalt plan. Hovedprioriteten for EU-landene var at reducere deres statsgæld, der var eskaleret som følge af de større udgifter til sociale ydelser i kølvandet på krisen. Nogle lande forfulgte systematisk dette mål, mens andre måtte anmode om mere tid til at nå deres aftalte gældsmålsætning på maksimalt 3 %. Det siger sig selv, at de politiske valg, som den enkelte nationale regering traf for at tackle krisen, havde direkte indflydelse på dens borgere. Ville de acceptere en forhøjelse af pensionsalderen, et fald i refusioner på sundhedsområdet og i kvaliteten af deres sociale ydelser eller en modernisering af deres offentlige forvaltninger? Eller hvordan påvirker militærudgifter deres sikkerhed, og bør de reduceres, bevares på et vist niveau eller øges i en tid med international uro?

EU og dets institutioner har også spillet en aktiv rolle i denne periode for at genoprette økonomien. Samtidig med at der er truffet en række foranstaltninger for at konsolidere Den Økonomiske og Monetære Union (se kapitel 7), har Kommissionen lanceret en række initiativer for at øge produktivitet og social samhørighed.

Som en del af denne strategi har de 28 EU-medlemsstater indvilliget i at:

• lade Europa-Kommissionen spille en større rolle med hensyn til at bringe processen videre, særligt ved at udbrede bedste praksis med hensyn til national økonomisk politik
• sætte skub i reformerne på finansmarkederne og i de sociale sikringssystemer og åbne telekommunikations- og energisektoren for konkurrence
• forbedre deres uddannelsessystemer, gøre en større indsats for at hjælpe unge med at finde arbejde, skabe tættere forbindelser mellem universiteter og virksomheder, træffe hurtigere foranstaltninger (f.eks. ved at harmonisere deres regler for beskatning og social sikring) for at skabe et europæisk indre marked for forskning, hvormed det bliver muligt for videnskabsfolk, viden og teknologi at bevæge sig frit i Europa
• øge udgifterne til forskning og innovation til 3 % af BNP, hvilket også er USA’s mål.

Jean-Claude Juncker blev formand for Kommissionen i 2014 med et ambitiøst program for at stimulere vækst, beskæftigelse og investeringer. Han lancerede »Investeringsplanen for Europa«, som sigtede mod at øge investeringerne med 315 mia. EUR mellem 2015 og 2017. Det blev gjort muligt takket være den nye Europæiske Fond for Strategiske Investeringer i samarbejde med Den Europæiske Investeringsbank. I lyset af succesen i fondens første år foreslog Juncker i sin tale om Unionens tilstand i september 2016 at fordoble fondens levetid og sikre investeringer på 500 mia. EUR inden 2020 og op til 630 mia. EUR inden 2022. Fonden garanterer lån til offentlige eller private investeringer, som måske ellers ikke ville være blevet til noget. Fonden har adgang til et beløb af offentlige midler som udgangspunkt, hvilket betyder, at det giver en multiplikatoreffekt i forhold til at tiltrække private investeringer til de samme projekter. Fonden koncentrerer sig om investeringer i infrastruktur, navnlig i højhastighedsdatanet og energinet, transportinfrastruktur, uddannelse, forskning og innovation, vedvarende energi og små virksomheder. I 2016 foreslog Kommissionen også at anvende det samme system til at fremme investeringer i Afrikas og Europas nabolande.

III. ET FORBUNDET DIGITALT INDRE MARKED

Internettet og digitale teknologier spiller en vigtig rolle i forhold til at skabe fremtidens arbejdspladser. Mens europæerne er på forkant inden for nogle områder, er det ikke alle digitale muligheder for mennesker og virksomheder, der tages op. Kun 15 % af EU-borgerne køber online fra andre EU-lande. Internetvirksomheder og nystartede virksomheder drager ikke fuld nytte af onlinevækstmulighederne, idet det kun er 7 % af de små virksomheder, som sælger på tværs af landegrænserne.

I 2015 søsatte Kommissionen derfor en handlingsplan for at sikre et fuldt digitalt indre marked. Den omfatter koordinering af aftaleretlige regler for onlinekøb for at sikre bedre forbrugerbeskyttelse, billigere grænseoverskridende pakkeleveringer, sætte en stopper for geoblokering, hvor nogle onlineydelser ikke sælges i alle lande, modernisering af love om ophavsret og en gennemgang af regelsættene for telekommunikationsvirksomheder. Ifølge Kommissionen vil disse foranstaltninger kunne skabe yderligere vækst i EU’s økonomi på 415 mia. EUR om året og 3,8 millioner nye arbejdspladser.

• EU-borgere kan rejse, bosætte sig og tage arbejde overalt i EU.
• EU støtter og finansierer programmer, især på uddannelses- og kulturområdet, der har til formål at bringe EU-borgere tættere på hinanden.
• Folk genkender symbolerne på den fælles europæiske identitet, såsom den fælles valuta, EU-flaget og EU-hymnen.
• Et »europæisk offentligt rum« med europæiske politiske partier er under udvikling. Hvert femte år vælger borgerne et nyt Europa-Parlament, som efterfølgende stemmer om en ny Europa-Kommission.
• Følelsen af et europæisk tilhørsforhold vil udvikle sig gradvist, idet EU opnår konkrete resultater og forklarer mere præcist, hvad det gør for borgerne.

I. AT FÆRDES, BOSÆTTE SIG OG TAGE ARBEJDE I EU

EU-borgerskabet er nedfældet i EU-traktaten: »Unionsborgerskab har enhver, der er statsborger i en medlemsstat. Unionsborgerskab er et supplement til det nationale statsborgerskab og træder ikke i stedet for dette« (artikel 20, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde). Men hvad vil det i praksis sige at være EU-borger?

Hvis du er EU-borger, har du retten til at rejse, bosætte dig og tage arbejde overalt i EU.

Hvis du har afsluttet en universitetsuddannelse af mindst tre års varighed, vil dit eksamensbevis blive anerkendt i alle EU-lande, idet medlemsstaterne har tillid til kvaliteten af hinandens uddannelsessystemer.

Du har adgang til at arbejde inden for sundhedssektoren, uddannelsessektoren og andre områder af den offentlige sektor (med undtagelse af områder, der vedrører politi, væbnede styrker osv.) i et hvilket som helst EU-land. Hvad er mere oplagt, end at en tysk lærer bliver ansat til at undervise i tysk i Rom, eller at en ung, universitetsuddannet belgier prøver at blive ansat i den franske offentlige sektor?

Hvis du skal rejse inden for EU, kan du hos dine nationale myndigheder få udstedt et EU-sygesikringskort, der bidrager til at dække udgifter til lægebehandling, hvis du bliver syg under et ophold i et andet EU-land.

II. HVORDAN GØR MAN SINE RETTIGHEDER GÆLDENDE SOM EU-BORGER?

Som EU-borger er du ikke blot en arbejdstager eller forbruger: Du har også bestemte politiske rettigheder. Efter ikrafttrædelsen af Maastrichttraktaten har du som EU-borger — uanset nationalitet — ret til at stemme og opstille til kommunale valg og valg til Europa-Parlamentet i det EU-land, hvor du har bopæl.

Siden 2012 har du også ret til at bede Kommissionen om at fremsætte et lovgivningsforslag — forudsat at du kan indsamle underskrifterne fra en million mennesker, der kommer fra mindst syv EU-lande.

III. GRUNDLÆGGENDE RETTIGHEDER

EU’s engagement med hensyn til borgernes rettigheder blev fastslået i Nice i december 2000, da Det Europæiske Råd højtideligt proklamerede Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Chartret blev udarbejdet af et konvent bestående af medlemmer af de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet, repræsentanter for de nationale regeringer og et medlem af Europa-Kommissionen. I seks afsnit — værdighed, friheder, ligestilling, solidaritet, borgerrettigheder og retfærdighed i retssystemet — fastlægger de 54 artikler EU’s grundlæggende værdier og EU-borgernes borgerlige, politiske, økonomiske og sociale rettigheder.

De indledende artikler vedrører den menneskelige værdighed, retten til livet, retten til respekt for menneskets integritet og ytringsfriheden og retten til militærnægtelse af samvittighedsgrunde. Afsnittet om solidaritet er nyskabende ved at forene sociale og økonomiske rettigheder, f.eks.:

• strejkeretten
• arbejdstagernes ret til information og høring
• retten til at kunne forene familieliv og arbejdsliv
• retten til sundhedsbeskyttelse, social sikring og social bistand i hele EU.

Chartret fremmer også ligestillingen mellem mænd og kvinder og indfører rettigheder som f.eks. beskyttelse af personoplysninger, forbud mod racehygiejnisk praksis, forbud mod reproduktiv kloning af mennesker, ret til et højt niveau af miljøbeskyttelse, børns og ældres rettigheder og ret til god forvaltning.

Lissabontraktaten, der trådte i kraft den 1. december 2009, giver chartret samme juridiske værdi som traktaterne — og kan således anvendes som grundlag for at bringe en sag for Domstolen. Anvendelsen af chartret i Det Forenede Kongerige og Polen er dog fastsat i en protokol.

Lissabontraktatens artikel 6 udgør retsgrundlaget for EU’s tiltrædelse af den europæiske menneskerettighedskonvention. Denne konvention vil således ikke længere alene være nævnt i EU-traktaterne, men også have retsvirkning i EU, hvorved beskyttelsen af menneskerettighederne i Den Europæiske Union forbedres.

IV. KULTURENS OG UDDANNELSENS EUROPA

Følelsen af at være en del af det samme fællesskab og at have en fælles fremtid kan ikke skabes på kunstig vis. En sådan følelse kan kun udvikle sig på grundlag af en fælles kulturel bevidsthed, hvorfor EU ikke bare bør fokusere på økonomi, men også på uddannelse, medborgerskab og kultur.

EU dikterer ikke uddannelsessystemernes opbygning eller indhold, idet dette fastlægges på nationalt eller lokalt niveau. EU gennemfører imidlertid nogle programmer med navnet »Erasmus+« for at fremme udvekslinger på uddannelsesområdet, hvormed unge mennesker får mulighed for at studere i udlandet, lære nye sprog og deltage i fælles aktiviteter med skoler eller universiteter i andre lande. Det forventes, at der i perioden 2014-2020 vil blive ydet støtte til over fire millioner mennesker, og budgettet er blevet øget med 40 % sammenlignet med den foregående periode til nu sammenlagt 16 mia. EUR.

Europæiske lande samarbejder — gennem Bolognaprocessen — om at skabe et europæisk område for videregående uddannelser. Dette betyder bl.a., at universitetsuddannelserne i de pågældende lande vil blive sammenlignelige og udbyde gensidigt anerkendte universitetsgrader (bachelor, kandidat og ph.d.).

På kulturområdet bidrager EU’s »Kreativt Europa«-program til at fremme samarbejdet mellem producenter af TV-programmer og film, formidlere, TV- og radiostationer og kulturorganisationer fra forskellige lande. Dette er med til at sikre, at der produceres flere europæiske audiovisuelle produkter, så der bliver en bedre ligevægt mellem det europæiske og amerikanske udbud.

Et af de væsentligste karakteristika ved Europa er den sproglige mangfoldighed — og at bevare denne mangfoldighed er et vigtigt mål for EU. Flersprogethed er i virkeligheden af væsentlig betydning for den måde, EU fungerer på. EU-lovgivningen skal være tilgængelig på alle 24 officielle sprog, og ethvert medlem af Europa-Parlamentet har ret til at udtrykke sig på et officielt sprog efter eget valg i parlamentsdebatter.

V. OMBUDSMANDEN OG DIN RET TIL AT INDGIVE ANDRAGENDER TIL PARLAMENTET

For at bringe EU tættere på borgerne indførte man med EU-traktaten en ombudsmand. Ombudsmanden vælges af Europa-Parlamentet for fem år — svarende til Parlamentets valgperiode. Ombudsmanden har til opgave at modtage og undersøge klager mod EU-institutioner og -organer. Alle EU-borgere og enhver, der opholder sig eller har bopæl i et EU-land, kan indgive klager til Den Europæiske Ombudsmand.

Alle personer, der er bosat i et EU-land, har ligeledes ret til at indgive andragender til Europa-Parlamentet. Dette er endnu en vigtig forbindelse mellem EU-institutionerne og offentligheden.

VI. FØLELSEN AF AT HØRE HJEMME

»Borgernes Europa« er et forholdsvis nyt begreb. Der findes allerede symboler, der repræsenterer den fælles europæiske identitet, f.eks. det europæiske pas, der blev indført i 1985. EU har et motto »Forenet i mangfoldighed«, og den 9. maj fejres overalt i EU som Europadagen.

EU-hymnen (Beethovens »Ode til glæden«) og EU-flaget (en cirkel bestående af tolv gyldne stjerner på en blå baggrund) blev indført i 1985 som de vigtigste EU-symboler. Medlemsstaterne, lokale myndigheder og de enkelte borgere kan gøre brug af disse symboler, hvis de ønsker.

Borgerne kan imidlertid ikke føle, at de »hører til« i EU, hvis ikke de er klar over, hvad EU laver og hvorfor. Det kan være nødvendigt for EU’s institutioner og medlemsstater at gøre meget mere for at komme tættere på borgerne, som ofte føler, at EU er langt væk og ikke lettilgængeligt.

Borgerne har også behov for at se, at EU gør en væsentlig forskel i deres dagligdag. I denne forbindelse har den daglige brug af eurosedler og -mønter siden 2002 haft stor betydning. Priserne på varer og tjenesteydelser er angivet i euro, så forbrugerne kan sammenligne dem direkte fra land til land.

Grænsekontrollen er afskaffet mellem de fleste EU-lande på basis af Schengenaftalen, hvilket har givet borgerne en følelse af at tilhøre et fælles geografisk område.

Følelsen af at høre hjemme kommer først og fremmest, hvis man føler sig personligt involveret i beslutningsprocessen i EU. Enhver voksen EU-borger har ret til at stille op og stemme ved valg til Europa-Parlamentet, og dette er et vigtigt grundlag for EU’s demokratiske legitimitet. Det indirekte valg af formanden for Kommissionen i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet i maj 2014, hvor de politiske partier førte valgkampen med deres egne kandidater til stillingen, var et skridt, som sandsynligvis over tid vil reducere det, der undertiden kaldes det demokratiske underskud. Samtidig var den øgede vælgertilslutning til populister og EU-skeptiske partier en advarsel til EU’s institutioner.

EU blev oprettet for at tjene de europæiske folk, og dets fremtid skal formes af en aktiv deltagelse af borgere fra alle samfundslag. EU’s grundlæggere var godt klar over dette. »Vi sammenslutter ikke stater, vi forener mennesker,« udtalte Jean Monnet i 1952. At øge offentlighedens viden om EU og at få borgerne til at engagere sig i EU’s aktiviteter er stadig en af de store udfordringer, som ikke alene EU-institutionerne, men også nationale myndigheder og civilsamfundet står over for.

• Åbningen af de indre grænser mellem EU-landene er en meget håndgribelig fordel for borgerne, da man nu kan færdes frit uden paskontrol. Visse kontroller kan genindføres af medlemsstaterne, hvis de er nødvendige for at opretholde den offentlige orden.
• Retten til at færdes frit inden for EU kræver, at der gennemføres øget kontrol ved EU’s ydre grænser og samarbejde på områderne politi og retsvæsen. Det skal gøre det muligt effektivt at bekæmpe organiseret kriminalitet, terrorisme, ulovlig indvandring og handel med mennesker og narkotika.
• Antallet af asylansøgere, der kommer til Europa fra krigsområder som Syrien, lægger pres på EU for at indføre en sammenhængende asylpolitik og en effektiv kontrol af EU’s ydre grænser.

I. AT BEVÆGE SIG FRIT INDEN FOR EU OG BESKYTTELSEN AF DE YDRE GRÆNSER

EU-borgerne har krav på at leve i frihed — uden frygt for forfølgelse eller vold — overalt i EU. Alligevel er noget af det, der bekymrer borgerne mest i dag, den internationale kriminalitet og terrorismen.

I kraft af flere på hinanden følgende ændringer af traktaterne er EU blevet mere aktivt på dette område med henblik på at oprette et fælles område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

Beslutningsprocessen inden for disse områder blev senest revideret i Lissabontraktaten, der trådte i kraft i 2009. Tidligere havde de enkelte medlemsstater ansvaret for at skabe og forvalte et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Arbejdet blev på daværende tidspunkt hovedsageligt udført af Rådet (dvs. gennem drøftelser og aftaler mellem regeringsministre), hvilket vil sige, at Kommissionen og Parlamentet kun spillede en mindre rolle. Med Lissabontraktaten er dette blevet ændret. Nu træffer Rådet de fleste afgørelser med kvalificeret flertal, og Parlamentet er en ligeværdig partner i beslutningsprocessen, og Kommissionen har en vis initiativret.

Den frie bevægelighed for personer i EU giver medlemsstaterne sikkerhedsproblemer, da kontrollen ved EU’s indre grænser er afskaffet. Der er derfor behov for supplerende sikkerhedsforanstaltninger ved EU’s ydre grænser. Da kriminelle også kan udnytte den frie bevægelighed i EU, er det nødvendigt, at medlemsstaternes nationale politistyrker og retsmyndigheder samarbejder om at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet.

Et af de vigtigste initiativer til at gøre det lettere for borgerne at rejse i EU blev taget i 1985, da Belgiens, Frankrigs, Luxembourgs, Nederlandenes og Tysklands regeringer undertegnede en aftale i en lille luxembourgsk grænseby ved navn Schengen. De blev enige om at ophæve kontrollen med personer — uanset nationalitet — ved de indre grænser, at harmonisere kontrollen ved EU’s ydre grænser og at indføre en fælles visumpolitik. Der blev dermed oprettet et område uden indre grænser — Schengenområdet. Ikke-EU-borgere er ikke altid forpligtet til at have et visum for at få adgang til Schengenområdet. EU har underskrevet aftaler med en række lande for at undtage deres borgere fra visumkrav. I nødsituationer kan en medlemsstat genindføre grænsekontrol i en begrænset periode. Det er sket i flere lande efter den pludselige tilstrømning af asylansøgere i 2015 og 2016.

Schengenreglerne er siden blevet en integrerende del af EU’s traktater, og Schengenområdet er gradvist blevet udvidet. I 2017 blev Schengenreglerne fuldt ud gennemført af alle EU-lande undtagen Bulgarien, Cypern, Det Forenede Kongerige, Irland, Kroatien og Rumænien. Fire lande uden for EU — Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz — er også med i Schengenområdet.

Skærpet kontrol ved EU’s ydre grænser er blevet et prioriteret område. EU-agenturet Frontex blev oprettet i 2014 og har hjemsted i Warszawa. Det har ansvaret for forvaltningen af EU-samarbejdet om sikkerheden ved de ydre grænser. Medlemsstaterne kan støtte agenturet ved at udlåne skibe, helikoptere og fly med henblik på at gennemføre fælles patruljer — f.eks. i følsomme områder i Middelhavsområdet. I nødsituationer kan agenturet også sende »hurtige grænseindsatshold«, som består af medlemmer af EU-landenes nationale grænsevagthold. EU’s ledere besluttede i 2016 at øge ressourcerne til agenturet med henblik på at gennemføre hurtige indsatser ved grænserne. Det blev omdøbt til Den Europæiske Grænse- og Kystbevogtning og officielt indsat i oktober 2016.

II. ASYL- OG INDVANDRINGSPOLITIK

EU er stolt over sin humanitære tradition for at tage imod udlændinge og at give asyl til truede og forfulgte flygtninge. EU’s regeringer står i dag imidlertid over for det presserende spørgsmål, hvordan de i et område uden indre grænser skal tackle det stigende antal indvandrere, både lovlige og ulovlige.

EU’s regeringer er blevet enige om at harmonisere deres regler, så asylansøgninger behandles efter en række grundprincipper, som anerkendes i hele EU. Der er blevet vedtaget fælles minimumsstandarder for modtagelsen af asylansøgere og for bevillingen af flygtningestatus.

I de seneste år er et stort antal ulovlige indvandrere ankommet til Europas kyster, og en af EU’s prioriteter er netop at tackle dette problem. Medlemsstaternes regeringer arbejder sammen for at sætte en stopper for menneskesmugling og for at blive enige om fælles regler for tilbagesendelse af ulovlige indvandrere. Samtidig koordineres den lovlige indvandring bedre med EU’s regler om familiesammenføring, om status som fastboende udlænding og om tredjelandsstatsborgeres indrejse til EU med henblik på studier eller forskning.

Den enorme stigning i antallet af asylansøgere, som kom til Europa fra Afrika og Mellemøsten i 2015 og 2016, og hvor tusinder mistede livet på tragisk vis på turen over Middelhavet, skabte imidlertid store udfordringer. Den bragte også en ny dimension til asylspørgsmålet, hvor forskellene mellem politiske og økonomiske flygtninge er sværere at fastslå. De EU-lande, der er mest udsat for pres som følge af det enorme antal asylansøgere på deres kyster og i deres territorialfarvand, f.eks. Grækenland og Italien, havde håbet på, at de andre EU-lande ville udvise større solidaritet i forhold til at hjælpe dem med at håndtere dette problem. I 2015 viste Tyskland sig at være det land, der udviste størst vilje til at give asyl til politiske flygtninge.

EU’s ledere blev enige om en række forskellige foranstaltninger for at håndtere denne nye situation. Disse omfattede beslutninger om at flytte asylansøgere, der ankommer til Grækenland og Italien, til andre EU-lande og også fremskynde tilbagesendelsen af dem, der ikke kan opnå asyl. EU har indgået en særaftale med Tyrkiet om disse spørgsmål, da der var mange asylansøgere, der brugte Tyrkiet som transitland til Europa. EU har sendt eksperter fra andre lande for at hjælpe med at håndtere denne tilstrømning af mennesker, hvor den forekommer, øget kapaciteten hos Den Europæiske Grænse- og Kystbevogtning for at kunne udføre rekognoscerings- og redningsoperationer og tackle kriminelle netværk, og desuden har man søsat en militær mission i Middelhavet.

Over 10 mia. EUR fra EU-budgettet blev afsat i 2015, 2016 og 2017 til humanitær bistand til flygtninge både i og uden for EU.

III. BEKÆMPELSE AF INTERNATIONAL KRIMINALITET OG TERRORISME

Der er behov for en samordnet indsats for at bekæmpe kriminelle organisationer, som står bag menneskesmugling og udnytter sårbare personer, navnlig kvinder og børn.

Organiserede kriminelle bliver stadig mere udspekulerede og bruger ofte europæiske eller internationale netværk til deres kriminelle aktiviteter. Terrorismen har klart vist, at den kan slå til med særdeles stor brutalitet overalt i verden.

Det er baggrunden for, at Schengeninformationssystemet (SIS) blev oprettet. Der er tale om en omfattende database, som giver politi- og retsmyndighederne mulighed for at udveksle oplysninger om personer, for hvem der er udstedt arrestordre eller udleveringsbegæring, eller om stjålne biler eller kunstværker.

En af de mest effektive måder at opspore kriminelle på er ved at spore deres »sorte penge«. Derfor — og for at afskære kriminelle og terrororganisationer fra deres penge — har EU vedtaget lovgivning, der skal forhindre hvidvaskning af penge.

Det allervigtigste tiltag i samarbejdet mellem politimyndighederne inden for de senere år har dog været oprettelsen af Europol, et EU-organ med hjemsted i Haag. Det består af politi- og toldembedsmænd og tager sig af en lang række former for international kriminalitet: narkotikahandel, handel med stjålne biler, menneskehandel og ulovlig indvandring, seksuel udnyttelse af kvinder og børn, børnepornografi, falskneri, handel med radioaktivt og nukleart materiale, terrorisme, hvidvaskning af penge og forfalskning af euroen.

Europa har været et mål for islamisk terrorisme fra grupper tilknyttet Al Qaida eller »Islamisk Stat«. De har chokeret verden ved at angribe symboler for de grundlæggende europæiske værdier såsom religiøs frihed og ytringsfriheden. Eksempler på disse terrorhandlinger omfatter angrebet på personale i kontorer tilhørende et satirisk magasin i Paris i januar 2015 og drabene på hundredvis af mennesker i flere angreb i Europa. Europæerne står over for en uforudsigelig fjende, ofte med finansielle og militære baser i Afrika og Mellemøsten, og overvejer derfor både øget samarbejde mellem de europæiske efterretningstjenester samt politiske og militære aktioner uden for Europa.

Blandt de skridt, som Kommissionen har foreslået for at modvirke denne trussel, er etableringen af et europæisk ekspertisecenter for kampen mod radikalisering, fjernelse af terroristers adgang til finansiering gennem samarbejde mellem finansielle efterretningstjenester og optrapning af kampen mod internetkriminalitet og ekstremisters formidling af propaganda på internettet.

Andre foranstaltninger, der er truffet for at bekæmpe terrorisme i Europa, omfatter bedre kontrol fra luftfartsselskabernes side med folk, som ankommer til og forlader EU. Det er nu obligatorisk for luftfartsselskaberne at registrere deres data i passagerlister, som i henhold til bestemte regler kan anvendes af politiet på tværs af Europa for at bekæmpe terrorister.

IV. MOD ET EUROPÆISK RETSOMRÅDE

I dag eksisterer der side om side mange forskellige retssystemer i EU — et pr. medlemsstat. Den internationale kriminalitet og terrorisme tager dog ikke hensyn til landegrænser. Dette er årsagen til, at EU har brug for fælles rammer for at bekæmpe terrorisme, narkotikahandel og forfalskning af penge med det formål at sikre borgerne et højt beskyttelsesniveau og styrke det internationale samarbejde på dette område. EU har ligeledes behov for en fælles strafferetspolitik med henblik på at sikre, at forskelle i definitionen af strafbare handlinger ikke vanskeliggør samarbejdet mellem domstolene i forskellige lande.

Det vigtigste eksempel på praktisk samarbejde på dette område er Eurojust — en central koordineringsstruktur, der blev oprettet i Haag i 2003. Eurojust skal gøre det muligt for de nationale efterforsknings- og anklagemyndigheder at arbejde sammen om efterforskningen i kriminalsager, som berører flere EU-lande. På grundlag af Eurojusts erfaringer på dette område har Rådet besluttet at udpege en europæisk offentlig anklager, der har til opgave at forfølge strafbare handlinger rettet mod EU’s finansielle interesser.

Endnu et redskab til praktisk grænseoverskridende samarbejde er den europæiske arrestordre, der blev indført i januar 2004. Den erstatter langvarige udleveringsprocedurer.

På det civilretlige område har EU vedtaget lovgivning, som skal gøre det lettere at anvende domstolenes afgørelser i grænseoverskridende sager vedrørende skilsmisse, separation, forældremyndighed og underholdsbidrag. Formålet med dette er at sikre, at domme fra ét land også gælder i andre lande. EU har indført fælles procedurer for at sikre lettere og hurtigere afvikling af grænseoverskridende sager angående små og ubestridte civilretlige krav, f.eks. i forbindelse med gældsinddrivelse og konkurs.

• EU har større indflydelse i verden, når der tales med én stemme i internationale anliggender, f.eks. i handelsforhandlinger. For at bidrage til dette og gøre EU mere synlig i en international sammenhæng fik Det Europæiske Råd en fast formand i 2009, og Unionens første højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik blev udnævnt.
• På forsvarsområdet har hvert land bevaret sin suverænitet, uanset om det er med i NATO eller neutralt. EU-landene er dog begyndt at udvikle et militært samarbejde om fredsbevarende opgaver.
• EU er en vigtig aktør i international handel og arbejder i Verdenshandelsorganisationen for at sikre åbne markeder og et regelbaseret handelssystem.
• Af historiske og geografiske årsager følger EU særligt Afrika med stor opmærksomhed (udviklingspolitik, handelspræferencer, fødevarehjælp og fremme af respekten for menneskerettighederne).
• De store sikkerhedsproblemer i nærområderne Sahara, Syrien og Ukraine giver EU yderligere motivation til at styrke samarbejdet om udenrigs- og sikkerhedspolitikken for at beskytte fælles værdier, interesser og sikkerhed.

I. DEN FÆLLES UDENRIGS- OG SIKKERHEDSPOLITIK

EU er i dag en betydelig verdensmagt i økonomisk, handelsmæssig og monetær forstand. I visse tilfælde er EU blevet kaldt en økonomisk kæmpe og en politisk dværg. Det er naturligvis overdrevet. EU har stor indflydelse i internationale organisationer som Verdenshandelsorganisationen og andre af FN’s særorganisationer og på verdenstopmøder om miljø og udvikling.

Det er imidlertid korrekt, at EU og EU-landene stadig har en del at indhente på det diplomatiske og politiske område, før de kan tale med én stemme om væsentlige internationale spørgsmål. Det militære forsvar (kernen i den nationale suverænitet) styres af de nationale regeringer, som alene er bundet af de alliancer, som de har indgået, f.eks. inden for NATO.

a) Oprettelsen af en europæisk diplomatisk tjeneste

Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik definerer EU’s hovedopgaver inden for udenrigspolitik. Disse politikker blev indført med Maastricht- (1992), Amsterdam- (1997) og Nicetraktaten (2001). De udgjorde således EU’s såkaldte anden søjle — et politisk område, der er baseret på mellemstatsligt samarbejde, og hvor Kommissionen og Parlamentet kun spiller en mindre rolle. På dette område træffes beslutningerne med enstemmighed, men de enkelte stater kan også afholde sig fra at stemme. Selv om søjlerne i EU-strukturen blev afskaffet med Lissabontraktaten, ændrede den ikke måden, som sikkerheds- og forsvarsspørgsmål afgøres på, men den gjorde politikken mere synlig ved at oprette posten som Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik.

Siden 2014 har Federica Mogherini haft denne stilling. Hun er også en af Europa-Kommissionens næstformænd. Hendes opgave er at repræsentere EU’s kollektive synspunkt og at handle på EU’s vegne i internationale organisationer og ved internationale konferencer. Hun assisteres af EU-embedsmænd og nationale embedsmænd, som udgør Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil — det vil reelt sige EU’s diplomatiske tjeneste.

Formålet med EU’s udenrigspolitik er i bund og grund at sikre sikkerhed, stabilitet, demokrati og respekt for menneskerettighederne — ikke blot i de nærmeste nabolande (f.eks. på Balkan), men også i andre brændpunkter i verden, såsom Afrika, Kaukasus og Mellemøsten. Det vigtigste redskab er den »bløde magt«, som omfatter områder såsom valgobservationsmissioner, humanitær bistand og udviklingshjælp. I 2015 donerede EU humanitær bistand på mere end 1,5 mia. EUR, og yderligere 5 mia. EUR er givet til fordrevne personer siden starten af krigen i Syrien. EU bidrager med 60 % af verdens udviklingsbistand og hjælper de mest trængende lande med at bekæmpe fattigdom, brødføde deres befolkning, undgå naturkatastrofer, få adgang til drikkevand og bekæmpe sygdomme. Samtidig opfordrer EU aktivt disse lande til at respektere retsstatsprincippet, menneskerettigheder og støtte til civilsamfundet samt at åbne deres markeder for international handel. Kommissionen og Europa-Parlamentet er omhyggelige med at sikre, at bistanden ydes på forsvarlig vis, og at den forvaltes og anvendes korrekt.

Er EU i stand til og villig til at gå længere end diplomatiet, kendt som den »bløde magt«? Dette er den største udfordring i de kommende år. En kæmpe sejr på den diplomatiske front var den afgørende rolle, som EU spillede i forbindelse med at sikre aftalen mellem Iran og verdens førende magter i 2015 om Irans atomprogram og ophævelsen af de årelange økonomiske sanktioner mod landet.

EU har også været en meget aktiv aktør i de internationale forhandlinger vedrørende borgerkrigen i Syrien.

Ikke desto mindre føler mange mennesker, at Rådets fælles erklæringer og holdninger vedrørende store internationale spørgsmål ofte ikke er andet end den laveste fællesnævner. Samtidig spiller de store medlemsstater fortsat deres egne diplomatiske roller. Det er imidlertid, når EU taler med én stemme, at det anses for at være en sand global aktør. EU’s troværdighed og indflydelse øges, hvis EU kombinerer sin økonomiske styrke og handelsmagt med den gradvise gennemførelse af en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik.

b) Konkrete fremskridt for den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik

Siden 2003 har EU haft kapacitet til at udføre krisestyringsoperationer, idet medlemsstaterne på frivillig basis stiller dele af deres styrker til rådighed for EU til gennemførelsen af disse operationer.

Ansvaret for ledelsen af operationerne ligger hos en række politisk-militære organer: Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC), EU’s Militærkomité (EUMC), Udvalget for de Civile Aspekter af Krisestyring (Civcom) og Den Europæiske Unions Militærstab (EUMS). Disse organer er ansvarlige over for Rådet og har sæde i Bruxelles.

Denne række redskaber giver indhold til den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik. Den gør det muligt for EU at udføre sine opgaver — hvad enten det er humanitære og fredsskabende opgaver eller fredsbevarende missioner. Disse missioner skal undgå overlapning med det arbejde, som NATO udfører, og dette garanteres af Berlin plus-ordningerne indgået mellem NATO og EU. Disse ordninger giver EU adgang til NATO’s logistiske midler (til detektering, kommunikation, kommando og transport).

Siden 2003 har EU indledt mere end 30 militære operationer og civile missioner. Den første fandt sted i Bosnien-Hercegovina, hvor EU-tropper erstattede NATO-styrkerne. Disse missioner og operationer, som gennemføres under det europæiske flag, er ved at blive eller er blevet udført på tre kontinenter. Der er tale om operation Atalanta til bekæmpelse af somalisk piratvirksomhed i Adenbugten, missionen i Kosovo, som skal bistå med indførelse af retsstatsprincippet, den militære uddannelsesmission i Mali, civilbeskyttelsesmissionen i Ukraine og flådeoperation SOPHIA, der bekæmper menneskesmugling i Middelhavsområdet.

De stadig dyrere og mere avancerede militære teknologier gør det i stigende grad nødvendigt, at EU-landenes regeringer samarbejder om våbenproduktion — navnlig på et tidspunkt, hvor landene bestræber sig på at reducere de offentlige udgifter med henblik på at klare sig igennem finanskrisen. Hvis deres væbnede styrker skal gennemføre fælles opgaver uden for Europa, skal systemerne desuden være kompatible og materiellet tilstrækkeligt standardiseret. Det Europæiske Råd besluttede derfor i 2003 at oprette Det Europæiske Forsvarsagentur for at bidrage til udviklingen af EU’s militære kapacitet.

Kommissionens formand Jean-Claude Juncker har nævnt behovet for på længere sigt at udvikle en egentlig europæisk forsvarspolitik. Det er et synspunkt, som måske gradvist kan vinde fodfæste, efterhånden som flere europæere får øjnene op for, at deres fælles sikkerhedsinteresser bør forbindes med forsvaret af deres værdier og strategiske interesser. Ingen nuværende magt, stor eller lille, kan egenhændigt sikre den nødvendige militære styrke til at garantere sin befolknings sikkerhed i en ustabil verden.

II. EN HANDELSPOLITIK, DER ER ÅBEN UDADTIL

EU har beføjelse til at forhandle om handelspolitiske spørgsmål på vegne af sine medlemsstater. EU’s vigtige rolle som en førende handelsmagt medfører en stor international slagkraft. EU tror på det regelbaserede system, der ligger til grund for Verdenshandelsorganisationen (WTO), som har 164 medlemslande. Dette system giver en vis grad af retssikkerhed og gennemsigtighed i den internationale handel. WTO fastlægger betingelserne for, hvordan medlemmerne kan forsvare sig mod uredelig praksis som f.eks. dumping — salg af varer under produktionspris — som visse eksportører anvender over for deres konkurrenter. WTO har også en tvistbilæggelsesordning, der anvendes ved tvister mellem to eller flere handelspartnere.

EU’s handelspolitik er tæt koblet til udviklingspolitikken. EU yder efter den generelle toldpræferenceordning toldfri adgang og præferenceadgang med reduceret sats til EU-markedet for de fleste varer, der importeres fra udviklingslandene og fra lande med overgangsøkonomi. EU er endda gået et skridt videre over for de 49 fattigste lande i verden. Alle eksportvarer fra disse lande — med undtagelse af våben — har toldfri adgang til EU-markedet.

EU har dog ikke indgået særlige handelsaftaler med de større handelspartnere blandt de udviklede lande, f.eks. Japan og USA. Handelsforbindelserne med disse lande er blevet gennemført gennem WTO-mekanismerne. Der er dog forhandlinger i gang om bilaterale aftaler. Der blev indgået en økonomisk og handelsaftale mellem Canada og EU i 2014, som blev underskrevet af begge parter i oktober 2016.

I 2013 blev der indledt forhandlinger mellem EU og USA om en stor frihandelsaftale, den såkaldte TTIP-aftale. Dette omfatter spørgsmål såsom toldbarrierer, harmonisering af standarder, adgang til offentlige markeder, anerkendelsen af oprindelsesbetegnelser samt tvistbilæggelse. Tilsammen udgør de to partnere 40 % af verdenshandelen med 800 millioner forbrugere. En anden vigtig funktion ved aftalen skal sikre, at standarder, som anvendes globalt, i fremtiden ikke fastlægges af andre konkurrenter, f.eks. Kina. EU insisterer på overholdelsen af høje standarder for fødevaresikkerhed, social beskyttelse, datasikkerhed og kulturel mangfoldighed. Hvis aftalen træder i kraft, forventes det at øge den økonomiske vækst i EU-landene.

EU arbejder på at øge samhandelen med de nye vækstlande i andre dele af verden — fra Indien og Kina til Central- og Sydamerika. Handelsaftaler med disse lande omfatter også teknisk og kulturelt samarbejde. Kina er EU’s næststørste handelspartner (efter USA) og den største leverandør af EU’s import. EU er Ruslands største handelspartner og landets vigtigste kilde til udenlandske investeringer. EU indførte imidlertid handelssanktioner over for Rusland i protest mod annekteringen af Krim i 2014, hvorved der er opstået alvorlige forstyrrelser af samhandelen og investeringsstrømmene.

III. UDVIKLING OG AFRIKA

Forholdet mellem EU og de afrikanske lande syd for Sahara går langt tilbage. Med Romtraktaten i 1957 blev medlemsstaternes daværende kolonier og oversøiske territorier associeret Fællesskabet. Med afkoloniseringen, som begyndte først i 1960’erne, blev der tale om en anden form for associering — mellem suveræne stater.

Cotonouaftalen, der blev undertegnet i 2000 i Cotonou, hovedstaden i Benin, markerede en ny fase i EU’s udviklingspolitik. Aftalen mellem EU og gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet — de såkaldte AVS-stater — er den mest ambitiøse og vidtgående handels- og bistandsaftale, der nogensinde er indgået mellem industrilande og udviklingslande. Den er en videreførelse af Lomékonventionen, som blev undertegnet i 1975 i Lomé, hovedstaden i Togo, og som efterfølgende er blevet ajourført regelmæssigt.

Aftalen er langt mere vidtgående end de tidligere aftaler, idet man er gået bort fra handelsforbindelser baseret på markedsadgang og over til handelsforbindelser i bred forstand. Den indfører også procedurer i tilfælde af overtrædelser af menneskerettighederne.

EU har givet særlige handelsindrømmelser over for de mindst udviklede lande, hvoraf 39 har underskrevet Cotonouaftalen. Siden 2005 har de kunnet eksportere stort set alle produkttyper toldfrit til EU.

Selv om denne traditionelle EU-politik har haft en positiv effekt i Afrika, opfylder den ikke behovet i den nuværende situation. Store dele af Afrika syd for Sahara har oplevet økonomisk vækst og har formået at anvende deres store naturressourcer til at forbedre deres infrastruktur og levestandard. Men andre regioner har på dramatisk vis været ramt af krig, uro og diktatur. Hele Sahelregionen lige syd for Sahara er blevet destabiliseret. Religiøse fanatikere såsom Boko Haram-gruppen fortsætter med at sprede terror og rædsel, og Afrikas Horn har været præget af borgerkrig og diktaturer.

Dette skaber politiske flygtninge. Tørke forårsaget af klimaforandringer og stigningen i befolkningstallet driver ligeledes folk til at forsøge at migrere til Europa. Ud over at yde humanitær bistand har EU derfor sine grunde til at involvere sig i en storstilet strategi, der skal skabe økonomisk vækst på det afrikanske kontinent og stabilisere befolkningsvandringer. Derudover vil en fælles europæisk indvandringspolitik kunne tackle det langsigtede behov for at skabe en ny arbejdsstyrke i Europa, hvor befolkningen bliver ældre.

• »Europa kan ikke dannes på én gang, og heller ikke i en samlet opbygning. Det kan dannes gennem konkrete resultater — der først skaber en faktisk solidaritet.«
• Denne udtalelse fra 1950 holder stadig stik. Men hvad er de store udfordringer for Europa i de kommende år?

»Europa kan ikke dannes på én gang, og heller ikke i en samlet opbygning. Det kan dannes gennem konkrete resultater — der først skaber en faktisk solidaritet.« Sådan sagde Robert Schuman, da det europæiske integrationsprojekt blev lanceret den 9. maj 1950. I dag, næsten 70 år senere, er hans ord så sande som aldrig før. Solidariteten mellem Europas folk og nationer skal konstant tilpasses de nye udfordringer, som en verden i forandring medfører.

Det har altid været tilfældet igennem hele EU’s historie. I årene lige efter Anden Verdenskrig var fokus rettet mod at øge produktionen og sikre, at der var nok mad til alle. Gennemførelsen af det indre marked i begyndelsen af 1990’erne var en kæmpe sejr. I de senere år blev euroen og Den Europæiske Centralbank oprettet med henblik på at få markedet til at fungere mere effektivt. Samtidig er der gjort væsentlige bestræbelser på at hele de opdelinger, som de kommunistiske styrer har skabt under den kolde krig. Den økonomiske krise, som begyndte i 2008, afslørede, at euroen var sårbar over for angreb fra globale spekulanter. For at imødegå dette besluttede EU-landene sig for tættere samordning af deres nationale økonomiske politikker og traf foranstaltninger til at etablere en bankunion. Senest har udfordringer vedrørende sikkerhed og indvandring domineret den europæiske dagsorden.

Jean Monnet, den store arkitekt bag den europæiske integration, afsluttede i 1976 sine erindringer med disse ord: »Fortidens suveræne nationer kan ikke længere løse nutidens problemer: De kan ikke sikre deres egne fremskridt eller kontrollere deres egen fremtid. Og Fællesskabet selv er kun et skridt på vejen til den organiserede verden af i morgen.« Skal vi i 2017 resignere og betragte EU som ikke længere politisk relevant i lyset af globaliseringen? Eller skal vi hellere spørge os selv, hvordan vi kan udnytte det fulde potentiale af den over halve milliard europæere, der deler samme værdier og interesser?

EU omfatter næsten 30 medlemsstater med meget forskellige historier, sprog og kulturer og store forskelle i levestandard. Kan en så mangfoldig familie af nationer danne et fælles politisk »offentligt rum«? Kan dets borgere udvikle en fælles følelse af at »være europæisk«, samtidig med at de har en tæt tilknytning til deres land, region og lokalsamfund? Det er måske muligt, hvis de nuværende medlemsstater følger eksemplet fra det første Europæiske Fællesskab — Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab — som opstod oven på ruinerne af Anden Verdenskrig. EKSF’s moralske legitimitet var baseret på forsoning og konsolidering af freden mellem tidligere fjender. Det overholdt princippet om, at alle medlemsstater, uanset størrelse, havde lige rettigheder og respekterede minoriteter.

Vil det være muligt at arbejde videre med den europæiske integration, idet det forudsættes, at alle EU-medlemsstaterne og borgerne ønsker det samme? Eller vil EU-lederne i højere grad gøre brug af aftaler om forstærket samarbejde, hvormed ad hoc-grupper i medlemsstaterne kan bevæge sig fremad i den ene eller den anden retning uden de øvrige medlemsstater? Flere af denne form for aftaler vil kunne føre til en situation, hvor medlemsstaterne frit kan vælge, om de vil følge en bestemt politik eller være del af en bestemt institution. Denne løsning lader muligvis til at være dejligt simpel, men EU har altid været baseret på solidaritetsbegrebet, hvilket vil sige, at både omkostninger og fordele deles. Det betyder, at man har fælles regler og fælles politikker.

Samtidig har den økonomiske krise tydeliggjort, at eurolandene befinder sig i et særligt afhængighedsforhold, hvilket har ført til, at de udgør en kernegruppe inden for EU. Kommissionen har foreslået en øget integration af euroområdet med styrkede politikker på det finansielle, budgetmæssige og økonomiske område, men også en øget legitimitet og et øget demokratisk ansvar for disse politikker. Det er tanken, at et kvalitativt skridt, der skal omdanne euroområdet til et område med fælles økonomisk styring, skal give ny dynamik til Unionen som helhed og derfor være til gavn for hele kontinentet.

Nylige begivenheder har understreget behovet for øget europæisk samarbejde på områder, der traditionelt henhører under national suverænitet: dvs. sikkerhed og forsvar samt retlige og indre anliggender — og navnlig flygtningespørgsmålet. Det vil sandsynligvis være inden for disse områder, at EU vil stå over for sine største udfordringer, og hvor der er behov for at finde fælles løsninger, således at borgerne kan få en større følelse af sikkerhed og fornyet tillid til EU.

Globaliseringen forpligter Europa til at konkurrere mod ikke blot dets traditionelle konkurrenter (Japan og USA), men også de hurtigtvoksende økonomier, såsom Brasilien, Indien og Kina. Kan Europa fortsætte med at beskytte sine sociale og miljømæssige standarder ved at begrænse adgangen til sine markeder? Selv om det var det, man valgte at gøre, kunne EU ikke undgå den internationale konkurrences barske realiteter. Det er derfor sandsynligt, at mange kræfter fortsat vil lægge pres på Europa for at blive en virkelig global aktør, der handler i fællesskab i verden og gør sine interesser gældende effektivt ved at tale med én stemme.

Samtidig giver mange europæere udtryk for, at det er nødvendigt, at EU får en mere borgernær tilgang. Europa-Parlamentet — som har fået større beføjelser med hver ny traktat — vælges ved almindelige direkte valg hvert femte år. Men procentdelen af befolkningen, der rent faktisk stemmer ved disse valg, varierer fra land til land, og valgdeltagelsen er ofte lav. Udfordringen for EU-institutionerne og de nationale regeringer er at finde bedre metoder til at informere og kommunikere med offentligheden (gennem uddannelse, NGO-netværk osv.) for på denne måde at støtte udviklingen af et fælles europæisk offentligt rum, hvor EU-borgerne kan forme den politiske dagsorden. Dette er en af de væsentligste udfordringer, som både medlemsstaterne og EU skal tackle for at kunne konfrontere den EU-skepsis, der giver næring til populisme og svækker demokratiet.

En af EU’s største styrker er evnen til at sprede europæiske værdier ud over dets grænser. F.eks. værdier som respekt for menneskerettighederne, opretholdelse af retsstaten, beskyttelse af miljøet og en fri økonomi inden for en stabil og organiseret ramme samt overholdelse af sociale standarder. Den udstrækning, i hvilken Europa formår at fremhæve sine værdier, vil være afgørende for, om andre regioner i verden vil betragte Europa som et positivt eksempel.

Vi vil kun kunne bedømme, hvorvidt EU har opnået det, der var meningen, og leveret håndgribelige resultater, hvis vi kan besvare spørgsmål såsom:

• Hvordan finder vi en fair og langvarig løsning på problemet med indvandring og flygtninge?
• Hvordan bringer vi de offentlige finanser i balance, samtidig med at vi beskytter en effektiv og fair samfundsmodel?
• Hvordan finansierer vi social velfærd på en effektiv måde? Hvordan håndterer vi en aldrende befolkning uden at straffe efterfølgende generationer?
• Hvordan finder vi etiske løsninger på de store, men følsomme udfordringer, som de videnskabelige og teknologiske fremskridt medfører — navnlig inden for bioteknologi?
• Hvordan sikrer vi EU-borgernes sikkerhed uden at underminere deres frihed?
• Hvordan sikrer vi et bæredygtigt og fælles forsvar af EU-borgerne i en verden af uforudsigelige globale trusler?

Hvis Europa kan formå at gøre alle disse ting, vil det fortsat gøre sig gældende og forblive en kilde til inspiration for resten af verden.

SÅDAN KONTAKTER DU UNIONEN

EUROPA-KOMMISSIONENS REPRÆSENTATIONER

EUROPA-PARLAMENTETS INFORMATIONSKONTORER

EU-DELEGATIONER

Om

Europa i 12 lektioner

Europa-Kommissionen
Generaldirektoratet for Kommunikation
Oplysninger for borgerne
1049 Bruxelles
BELGIEN

Manuskript ajourført i august 2017.

© Den Europæiske Union, 2018

Videreanvendelse tilladt med kildeangivelse. Anvendelsesbestemmelserne for Europa-Kommissionens dokumenter er reguleret af afgørelse 2011/833/EU (EUT L 330 af 14.12.2011, s. 39). Anvendelse eller gengivelse af fotos eller andet materiale, som ikke er underlagt EU-ophavsret, er betinget af, at der indhentes forudgående tilladelse direkte hos indehaverne af ophavsretten.

Identifiers