I øvrigt havde Kommissionen forhindret sagsøgerens ansættelse ved Domstolen ved at forsyne denne med ugunstige oplysninger om ham vedrørende omstændigheder, som burde have været genstand for en kontradiktorisk forhandling i anledning af afskedigelsen. Ved at give en eventuel arbejdsgiver meddelelse om omstændigheder, som ikke kunne forlanges oplyst, — og idet den pågældende i modstrid med artikel 76 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte ikke først havde fået lejlighed til at forsvare sig — har Kommissionen begået en krænkelse af den forpligtelse til korrekthed, som bør gælde i arbejdsforhold.

Denne forpligtelse gælder også i forholdet mellem Fællesskabets institutioner. Man kan ikke af en formel omstændighed — den enkelte institutions egenskab of organ eller juridisk person — udlede en anden materiel kvalifikation af en adfærd, som skulle miste sin ulovlige karakter ved den blotte kendsgerning, at den vedrører forholdet mellem to organer under den samme juridiske person og ikke mellem to forskellige retssubjekter.

Når bortses fra, at Fællesskabets institutioner delvis tillægges egenskaber af retssubjekter, er den vigtige faktor i den foreliggende sag i virkeligheden ikke forholdet mellem to successive arbejdsgivere, men forholdet mellem arbejdsgiveren og hans funktionær; dette forhold beherskes af princippet alterum non laedere, der manifesterer sig i forbudet mod at give udtryk for ugunstige vurderinger af arbejdstagerens person og arbejde.

I overensstemmelse med de for medlemsstaterne fælles, almindelige retsgrundsætninger og derfor med bestemmelserne i Traktatens artikel 215, stk. 2 om ansvar uden for kontraktforhold vedrører bevisbyrden med hensyn til den offentlige administrations ansvar den skadevoldende kendsgerning, og ikke skyldspørgsmålet.

I den foreliggende sag tillader de snævre forbindelser mellem Fællesskabets institutioner at antage, at ugunstige oplysninger om sagsøgeren er meddelt uden om de traditionelle administrative kanaler, og at de ikke gav anledning til udfærdigelse af dokumenter. Under alle omstændigheder er de til støtte for stævningen fremlagte aktstykker tilstrækkelige til at godtgøre den ulovlige karakter af Kommissionens adfærd.

Man kan ikke i den henseende kræve mere af en enkeltperson, der fører sag mod administrationen; denne sidste må, fordi den alene råder over officielle dokumenter, underkaste sig strengere bevisregler end dem, dommeren opstiller for den enkelte. Herved ændres princippet om bevisbyrden: denne påhviler ikke udelukkende sagsøgeren, som kun skal indlede bevisførelsen.

Det er ham ikke muligt at fremlægge en attestation for tabet, da der ikke i Italien eksisterer arbejdsanvisningslister for intellektuelle arbejdstagere. Der er altså grund til at anvende den almindelige regel om, at negative omstændigheder ikke behøver at bevises; det er tilstrækkeligt at fastslå deres tilstedeværelse med forbehold af modpartens mulighed for at føre bevis for den modsatte positive omstændighed.

I denne sammenhæng finder det princip anvendelse, hvorefter konstateringen af, at skaden er en følge af flere samvirkende årsager, ikke er tilstrækkelig til at udelukke den skadevoldende omstændigheds retsstridige karakter, såfremt de andre årsager ikke alene er tilstrækkelige til at bevirke dens opståen.

Der er ikke blevet ført bevis herfor af Kommissionen; derimod har sagsøgeren ført bevis for eksistensen af ugunstige oplysninger, der i sig selv var tilstrækkelige til at væte afgørende for den manglende ansættelse. Årsagsforbindelsens tilstedeværelse er hermed fuldtud påvist.

For at stifte ansvar for administrationen må dennes adfærd, i det omfang den berører andres juridiske sfære, være retsstridig. Da der er tale om en administrativ akt, er legalitetskontrollen med akten en af de nødvendige forudsætninger for et søgsmål om skadeserstatning, og det princip, hvorefter bevisbyrden påhviler sagsøgeren, forbliver uændret. Sagsøgeren påviser imidlertid ingen præcis og afgørende faktor for så vidt angår Kommissionens påståede fejl.

Med hensyn til klagen over, at opsigelsen af hans kontrakt skjulte en afskedigelse af disciplinære grunde, hvilket er kommet til udtryk i meddelelsen til Domstolen af ugunstige oplysninger, kan man passende indvende, at Kommissionen for det første ikke har noteret nogen alvorlig overtrædelse af de sagsøgeren påhvilende forpligtelser, begået forsætligt eller af uagtsomhed, og for det andet ikke har tilstillet tredjemand nogen oplysning, der er egnet til at skade ham på nogen måde.

Den særlige karakter af forbindelserne mellem Fællesskabets institutioner skaber på området for Fællesskabets offentlige funktion tvivl om det princip, hvorefter en arbejdsgiver skal afholde sig fra enhver ugunstig karakteristik af en ansat.

Domstolen og Kommissionen er to institutioner i det samme Fællesskab; denne forbindelse bør, selv om man akcepterede sagsøgerens opfattelse, i sig selv føre til, at man betragter klagen over Kommissionens retsstridige adfærd som ugrundet.

I øvrigt kan man ikke bebrejde Kommissionen begivenheder, der finder sted uden for dens kontrolsfære. Efter Domstolens retspraksis kan Fællesskabets ansvar kun udspringe af akter, som er den naturlige følge af dets institutions beføjelser, og som i kraft af en intern og direkte forbindelse hidrører fra dets kontorer eller ansatte.

Selv om man antog, at Kommissionen har udvist retsstridig adfærd ved at forsyne Domstolen med oplysninger, der er ugunstige for sagsøgeren, burde dennes aktsamling eller procesdokumenterne indeholde beviset for en formel anmodning om oplysninger fra Domstolens side og for et svar ligeledes i officielle vendinger fra Kommissionen. Noget sådant foreligger ikke i denne sag. Det er derfor umuligt for Kommissionen at forsyne Domstolen med nogen faktor, der kan lette bedømmelsen af de af sagsøgeren beskrevne omstændigheder på basis af vægtige elementer; på sin side fremfører sagsøgeren, hvem bevisbyrden først og fremmest påhviler, intet bevis.

Beviset for, at han helt eller delvist har været uden beskæftigelse, mangler imidlertid fuldstændig. Sagsøgeren stiller sig i den henseende tilfreds med en simpel bekræftelse og fremkommer ikke med det mindste indicium for en sådan skade. Man kan ikke forlange, at Kommissionen, hvem bevisbyrden ikke påhviler, skal bevise, at der ikke foreligger nogen skade.

Man må erkende, at sagsøgeren, uden at Kommissionen ville have vidst det, havde kunnet arbejde hele tiden i alle de år, hvor han hævder at have været uden arbejde, udøve et liberalt erhverv eller være beskæftiget i den offentlige eller private sektor.

I øvrigt har sagsøgeren på ingen måde påvist, at han var lige ved at opnå ansættelse ved Domstolen. Selv om Kommissionen havde givet gunstige oplysninger om ham, er der intet, der beviser, at Domstolen ville have ansat ham. Dette ville udelukkende have beroet på institutionens diskretionære beføjelser.

Man kan ikke grunde et erstatningssøgsmål på et simpelt legitimt håb om at blive ansat; da sagsøgeren ikke engang har gennemgået en udvælgelsesprøve, kan han end ikke gøre et sådant håb gældende.

Da Kommissionens adfærd var uden indflydelse på sagsøgerens eventuelle ansættelse ved en anden institution kunne den, selv om den var retsstridig, dog ikke forvolde ham nogen skade.

For så vidt angår Domstolens beslutning om ikke at ansætte ham står denne ikke, i det omfang hvor den er udtryk for en autonom viljesakt, på nogen måde i direkte forbindelse med et påstået tab for sagsøgeren i Italien.