|
Den Europæiske Unions |
DA L-udgaven |
|
2025/13 |
8.1.2025 |
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2025/13
af 19. december 2024
om indsamling og overførsel af forhåndsoplysninger om passagerer med henblik på at forebygge, opdage, efterforske og retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet, og om ændring af forordning (EU) 2019/818
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 82, stk. 1, litra d), og artikel 87, stk. 2, litra a),
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),
efter den almindelige lovgivningsprocedure (2), og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Den internationale dimension af grov kriminalitet og organiseret kriminalitet og den fortsatte trussel om terrorangreb på europæisk jord kræver en indsats på EU-plan for at vedtages passende foranstaltninger for at sikre sikkerheden på et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed uden indre grænser. Oplysninger om passagerer såsom passagerlister (PNR) og især forhåndsoplysninger om passagerer (API) er afgørende for at identificere højrisikopassagerer, herunder dem, der ellers ikke er kendt af de retshåndhævende myndigheder, fastslå forbindelser mellem medlemmer af kriminelle grupper og bekæmpe terrorhandlinger. |
|
(2) |
Selv om Rådets direktiv 2004/82/EF (3) udgør en retlig ramme for luftfartsselskabers indsamling og overførsel af API-oplysninger med henblik på at forbedre grænsekontrollen og bekæmpe ulovlig indvandring, fastslår det også, at medlemsstaterne kan bruge API-oplysninger til retshåndhævelse. Men kun at skabe en sådan mulighed kan føre til adskillige huller og mangler. Det betyder navnlig, at API-oplysninger ikke systematisk indsamles og overføres af luftfartsselskaber til retshåndhævelsesformål. Muligheden for at bruge API-oplysninger til retshåndhævelsesformål betyder også, at luftfartsselskaberne, i de tilfælde hvor medlemsstaterne har benyttet denne mulighed, står over for divergerende krav i henhold til national ret med hensyn til, hvornår og hvordan de skal indsamle og overføre API-oplysninger til disse formål. Disse forskelle fører ikke blot til unødige omkostninger og komplikationer for luftfartsselskaberne, men de er også skadelige for Unionens indre sikkerhed og for et effektivt samarbejde mellem medlemsstaternes kompetente retshåndhævende myndigheder. I betragtning af de forskellige formål med at lette grænsekontrollen og retshåndhævelsen et det derudover hensigtsmæssigt at fastsætte en særskilt retlig ramme for indsamling og overførsel af API-oplysninger til hvert af disse formål. |
|
(3) |
Ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/681 (4) fastsættes regler om anvendelse af passagerlisteoplysninger (PNR-oplysninger) til at forebygge, opdage, efterforske og retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet. I henhold til nævnte direktiv skal medlemsstaterne vedtage alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at luftfartsselskaber videregiver PNR-oplysninger, herunder alle indsamlede API-oplysninger, til den nationale passageroplysningsenhed, som er oprettet i henhold til nævnte direktiv, i det omfang de allerede har indsamlet disse oplysninger som led i deres normale forretningsaktiviteter. Direktivet sikrer derfor ikke indsamling og overførsel af API-oplysninger i alle tilfælde, da luftfartsselskaberne ikke har nogen forretningsrelaterede grunde til at indsamle alle sådanne oplysninger. Det er vigtigt at sikre, at passageroplysningsenhederne modtager API-oplysninger sammen med PNR-oplysninger, eftersom den fælles behandling af sådanne oplysninger er nødvendig, hvis medlemsstaternes kompetente myndigheder effektivt skal kunne forebygge, opdage, efterforske og retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet. En sådan fælles behandling giver navnlig mulighed for nøjagtig identifikation af de passagerer, som det muligvis er nødvendigt for disse myndigheder at undersøge yderligere i overensstemmelse med gældende ret. Derudover redegøres der i nævnte direktiv ikke nærmere for, hvilke oplysninger der udgør API-oplysninger. Der bør af disse årsager derfor fastsættes supplerende regler med krav om, at luftfartsselskaber indsamler og efterfølgende overfører et specifikt defineret sæt API-oplysninger, og disse krav bør finde anvendelse, i det omfang luftfartsselskaberne i henhold til nævnte direktiv er forpligtet til at indsamle og overføre PNR-oplysninger om samme flyvning. |
|
(4) |
Det er derfor nødvendigt at fastsætte klare, harmoniserede og effektive regler på EU-plan for indsamling og overførsel af API-oplysninger med henblik på at forebygge, opdage, efterforske og retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet. |
|
(5) |
I betragtning af den tætte sammenhæng mellem begge retsakter bør denne forordning forstås som et supplement til reglerne i direktiv (EU) 2016/681 som fortolket af EU-Domstolen. API-oplysninger skal derfor kun indsamles og overføres i henhold til denne forordning i overensstemmelse med de specifikke krav, der er fastsat heri, herunder med hensyn til de situationer og den måde, hvorpå dette skal ske. Bestemmelserne i nævnte direktiv finder dog anvendelse for så vidt angår spørgsmål, der ikke specifikt er omfattet af denne forordning, navnlig angående reglerne om den efterfølgende behandling af API-oplysninger, som passageroplysningsenhederne modtager, udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne, betingelserne for adgang for Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol), overførsel af personoplysninger til tredjelande, opbevaring og anonymisering samt beskyttelse af personoplysninger. I det omfang disse regler finder anvendelse, finder bestemmelserne i nævnte direktiv om sanktioner og de nationale tilsynsmyndigheder også anvendelse. Denne forordning bør ikke berøre disse regler og bør derfor navnlig ikke berøre de krav og garantier, der gælder for passageroplysningsenhedernes behandling af API-oplysninger. |
|
(6) |
Indsamling og overførsel af API-oplysninger påvirker enkeltpersoners privatliv og indebærer behandling af deres personoplysninger. For fuldt ud at respektere deres grundlæggende rettigheder, navnlig retten til respekt for privatliv og retten til beskyttelse af personoplysninger, i overensstemmelse med Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«), bør der fastsættes passende begrænsninger og garantier. Enhver behandling af API-oplysninger, navnlig API-oplysninger, der udgør personoplysninger, bør f.eks. forsat være strengt begrænset til, hvad der er nødvendigt for og står i rimeligt forhold til at nå de mål, der forfølges med denne forordning. Det bør endvidere sikres, at behandlingen af alle de API-oplysninger, der indsamles og overføres i henhold til denne forordning, ikke fører til nogen form for forskelsbehandling, der er udelukket af chartret. |
|
(7) |
I betragtning af komplementariteten mellem denne forordning og direktiv (EU) 2016/681 bør luftfartsselskabernes forpligtelser i henhold til denne forordning finde anvendelse på alle flyvninger, for hvilke medlemsstaterne skal stille krav om, at luftfartsselskaberne videregiver PNR-oplysninger i henhold til direktiv (EU) 2016/681, uanset hvor de luftfartsselskaber, der foretager disse flyvninger, har hjemsted. Disse flyvninger bør vedrøre både ruteflyvninger og ikkeruteflyvninger, både mellem medlemsstater og tredjelande (flyvninger uden for EU) og mellem flere medlemsstater (flyvninger inden for EU), forudsat at sådanne flyvninger inden for EU afgår fra, lander eller foretager mellemlanding på mindst én medlemsstats område, og denne medlemsstat har meddelt sin beslutning om at anvende direktiv (EU) 2016/681 på flyvninger inden for EU i overensstemmelse med nævnte direktivs artikel 2, stk. 1, og i overensstemmelse med EU-Domstolens retspraksis. For så vidt angår flyvninger inden for EU, der er omfattet af denne forordning, bør en sådan målrettet tilgang, der er fastsat under anvendelse af artikel 2 i direktiv (EU) 2016/681 og centreret om kravene til en effektiv retshåndhævelse, også være påkrævet i betragtning af behovet for at sikre overholdelse af kravene i EU-retten om nødvendighed og proportionalitet af databehandlingen, den frie bevægelighed for personer og afskaffelsen af kontrollen ved de indre grænser. Indsamling af oplysninger fra andre civile luftfartøjsoperationer såsom flyveskoler, medicinske flyvninger, nødflyvninger samt militære flyvninger er ikke omfattet af denne forordnings anvendelsesområde. Denne forordning berører ikke indsamlingen af oplysninger fra sådanne flyvninger som fastsat i national ret, der er forenelig med EU-retten. Kommissionen bør vurdere gennemførligheden af en EU-ordning, der forpligter operatører af private flyvninger til at indsamle og overføre flypassageroplysninger. |
|
(8) |
Luftfartsselskabernes forpligtelser til at indsamle og overføre API-oplysninger i henhold til denne forordning bør omfatte alle passagerer og besætningsmedlemmer på flyvninger til Unionen, transitpassagerer og besætningsmedlemmer, hvis endelige bestemmelsessted ligger uden for Unionen, og ethvert ikketjenestegørende besætningsmedlem, der er placeret på en flyvning af et luftfartsselskab i forbindelse med deres opgaver. |
|
(9) |
Da direktiv (EU) 2016/681 ikke omfatter indenrigsflyvninger med afrejse fra og ankomst til samme medlemsstats område uden mellemlanding i en anden medlemsstats eller et tredjelands område, og i betragtning af den internationale dimension af de terrorhandlinger og den grove kriminalitet, der er omfattet af denne forordning, bør sådanne flyvninger derfor heller ikke være omfattet af denne forordnings anvendelsesområde. Denne forordning bør ikke forstås således, at den berører medlemsstaternes mulighed for i henhold til deres nationale ret og under overholdelse af EU-retten at fastsætte forpligtelser for luftfartsselskaber om at indsamle og overføre API-oplysninger om sådanne indenrigsflyvninger. |
|
(10) |
I betragtning af den tætte sammenhæng mellem de berørte EU-retsakter og af hensyn til konsekvensen og sammenhængen bør definitionerne i denne forordning, hvor det er hensigtsmæssigt, bringes i overensstemmelse med, fortolkes og anvendes i lyset af definitionerne i direktiv (EU) 2016/681 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2025/12 (5). |
|
(11) |
De oplysninger, der tilsammen udgør de API-oplysninger, der skal indsamles og efterfølgende overføres i henhold til denne forordning, bør navnlig være klart og udtømmende angivet og omfatte både oplysninger om hver enkelt passager og hvert enkelt besætningsmedlem og oplysninger om den pågældende passagers og det pågældende besætningsmedlems flyvning. I henhold til nærværende forordning og i overensstemmelse med internationale standarder bør sådanne flyveoplysninger omfatte flysæde- og baggageoplysninger, hvor sådanne oplysninger er tilgængelige, og oplysninger om grænseovergangstedet for indrejse på den pågældende medlemsstats område, kun når det er relevant, ikke når API-oplysningerne vedrører flyvninger inden for EU. Hvor bagage- eller flysædeoplysninger er tilgængelige i andre IT-systemer, som luftfartsselskabet, dets håndterer, dets systemleverandør eller lufthavnsmyndigheden råder over, bør luftfartsselskaberne integrere disse oplysninger i de API-oplysninger, der skal overføres til passageroplysningsenhederne. API-oplysninger som defineret og reguleret i nærværende forordning omfatter ikke biometriske data. |
|
(12) |
For at gøre det muligt at rejse uden at medbringe et rejsedokument, hvis medlemsstaterne tillader en sådan praksis i henhold til national ret i overensstemmelse med EU-retten, herunder på grundlag af en international aftale, bør det være muligt for en medlemsstat at pålægge luftfartsselskaberne en forpligtelse til at give passagerer mulighed for frivilligt at uploade API-oplysninger ved brug af automatiserede metoder og at opbevare sådanne oplysninger hos luftfartsselskabet med henblik på at overføre oplysningerne med henblik på fremtidige flyvninger. |
|
(13) |
For at give mulighed for fleksibilitet og innovation bør det i princippet overlades til hvert luftfartsselskab at bestemme, hvordan det opfylder sine i denne forordning fastsatte forpligtelser med hensyn til indsamling af API-oplysninger, idet der tages hensyn til de forskellige typer luftfartsselskaber som defineret i denne forordning og deres respektive forretningsmodeller, herunder for så vidt angår indtjekningstider og samarbejde med lufthavne. I betragtning af at der findes passende teknologiske løsninger, der gør det muligt automatisk at indsamle visse API-oplysninger, samtidig med at det sikres, at de pågældende API-oplysninger er nøjagtige, fuldstændige og ajourførte, og under hensyntagen til fordelene ved at anvende en sådan teknologi med hensyn til virkningsfuldhed og effektivitet, bør luftfartsselskaberne imidlertid pålægges at indsamle sådanne API-oplysninger ved brug af automatiserede metoder ved at læse oplysninger fra rejsedokumentets maskinlæsbare data. Hvor det ikke er teknisk muligt at anvende sådanne automatiserede metoder under ekstraordinære omstændigheder, bør luftfartsselskaberne undtagelsesvis indsamle API-oplysningerne manuelt, enten som led i onlineindtjekningsprocessen eller som led i indtjekningen i lufthavnen, på en sådan måde at det sikres, at de overholder deres forpligtelser i henhold til denne forordning. |
|
(14) |
Indsamlingen af API-oplysninger ved brug af automatiserede metoder bør være strengt begrænset til de alfanumeriske oplysninger, der findes i rejsedokumentet, og bør ikke føre til indsamling af eventuelle biometriske oplysninger herfra. Eftersom indsamlingen af API-oplysninger er en del af indtjekningsprocessen, enten online eller i lufthavnen, omfatter denne forordning ikke en forpligtelse for luftfartsselskaberne til at kontrollere et rejsedokument for passageren på ombordstigningstidspunktet. Overholdelse af denne forordning omfatter ikke en forpligtelse for passagererne til at være i besiddelse af et rejsedokument på ombordstigningstidspunktet. Dette bør ikke berøre forpligtelser, der følger af andre EU-retsakter eller national ret, der er forenelig med EU-retten. |
|
(15) |
Indsamlingen af API-oplysninger fra rejsedokumenter bør også være i overensstemmelse med Organisationen for International Civil Luftfarts (ICAO's) standarder for maskinlæsbare rejsedokumenter, som er blevet indarbejdet i EU-retten ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1157 (6), Rådets forordning (EF) nr. 2252/2004 (7) og Rådets direktiv (EU) 2019/997 (8). |
|
(16) |
For at undgå en situation, hvor luftfartsselskaberne skal etablere og opretholde flere tilslutninger til medlemsstaternes passageroplysningsenheder med henblik på overførsel af API-oplysninger, der er indsamlet i henhold til denne forordning, og dermed undgå den forbundne ineffektivitet og de forbundne sikkerhedsrisiciene, bør der fastsættes bestemmelser om en fælles router, der oprettes og drives på EU-plan i overensstemmelse med denne forordning og forordning (EU) 2025/12, der fungerer som tilslutnings- og distributionspunkt for disse overførsler. Af hensyn til effektiviteten og omkostningseffektiviteten bør routeren, i det omfang det er teknisk muligt, og under fuld overholdelse af bestemmelserne i nærværende forordning og forordning (EU) 2025/12 anvende tekniske komponenter fra andre relevante systemer, der er oprettet i henhold til EU-retten, navnlig den webtjeneste, der er omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2226 (9), den gatewayfacilitet for transportvirksomheder, der er omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1240 (10), og den gatewayfacilitet for transportvirksomheder, der er omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 767/2008 (11). For at mindske indvirkningen på luftfartsselskaber og sikre en harmoniseret tilgang til luftfartsselskaber bør Den Europæiske Unions Agentur for den Operationelle Forvaltning af Store IT-Systemer inden for Området med Frihed, Sikkerhed og Retfærdighed (eu-LISA), der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1726 (12), i det omfang det er teknisk og operationelt muligt, designe routeren på en måde, der er sammenhængende og i overensstemmelse med luftfartsselskabernes forpligtelser, der er fastsat i forordning (EF) nr. 767/2008, (EU) 2017/2226 og (EU) 2018/1240. |
|
(17) |
Med henblik på at sikre, at passageroplysningsenhederne kan læse PNR-oplysninger, og at deres PNR-systemer fungerer korrekt, bør de digitale meddelelser, der sendes af et luftfartsselskab, og som indeholder en eller flere passagerlister (»PNR-meddelelser«), overføres af luftfartsselskaberne og transmitteres af routeren i et standardiseret format ved hjælp af standardiserede datafelter eller -koder, med hensyn til både indhold og struktur. Inden routeren idriftsættes i forbindelse med andre PNR-oplysninger, bør de test, der skal foretages af eu-LISA, sikre routerens kapacitet, hastighed og pålidelighed med henblik på en sådan standardisering. Med henblik herpå bør Kommissionen tage de skridt, der er nødvendige for at revidere eksisterende gennemførelseslovgivning, der er vedtaget i henhold til artikel 16 i direktiv (EU) 2016/681, og som fastsætter fælles protokoller og understøttede dataformater. En sådan revision bør foretages i tæt samråd med repræsentanter for medlemsstaterne for at trække på deres ekspertise og garantere, at der på EU-plan tages hensyn til den bedste praksis, de har udviklet i forbindelse med gennemførelsen af direktiv (EU) 2016/681 på nationalt plan, for så vidt angår routerens funktion. Kontaktgruppen for API-PNR bør støtte en sådan revision. |
|
(18) |
For at forbedre effektiviteten af transmissionen af lufttrafikdata og støtte overvågningen af de API-oplysninger, der transmitteres til passageroplysningsenhederne, bør routeren modtage realtidsflytrafikdata indsamlet af andre organisationer såsom Den Europæiske Organisation for Luftfartens Sikkerhed (»Eurocontrol«). |
|
(19) |
Routeren bør kun tjene til at lette overførslen af API-oplysninger og andre PNR-oplysninger fra luftfartsselskaberne til passageroplysningsenhederne i overensstemmelse med denne forordning og bør ikke være et register over API-oplysninger eller andre PNR-oplysninger. For at minimere enhver risiko for uautoriseret adgang eller andet misbrug og i overensstemmelse med princippet om dataminimering bør der ikke foretages opbevaring, medmindre det er strengt nødvendigt til tekniske formål i forbindelse med transmissionen, og API-oplysningerne eller de andre PNR-oplysninger bør slettes fra routeren omgående, permanent og på en automatiseret måde fra det tidspunkt, hvor transmissionen er gennemført, eller, hvis det er relevant i henhold til denne forordning, må API-oplysningerne eller de andre PNR-oplysninger slet ikke transmitteres. |
|
(20) |
For at gøre det muligt for luftfartsselskaberne så snart som muligt at få gavn af de fordele, som anvendelsen af routeren, der er udviklet af eu-LISA i overensstemmelse med denne forordning og forordning (EU) 2025/12, giver, og for at få erfaring med at bruge den, bør luftfartsselskaberne have mulighed for, men ikke pligt til, at anvende routeren til at overføre de oplysninger, som de er forpligtet til at fremsende i henhold til direktiv 2004/82/EF, i en interimsperiode. Denne interimsperiode bør begynde på det tidspunkt, hvor routeren påbegynder driften, og ophøre, når forpligtelserne i henhold til nævnte direktiv ophører med at finde anvendelse. For at sikre, at en sådan frivillig anvendelse af routeren finder sted på en ansvarlig måde, bør der kræves forudgående skriftligt samtykke fra den medlemsstat, som skal modtage oplysningerne, efter anmodning fra luftfartsselskabet, og efter at denne medlemsstat har foretaget verifikationer og om nødvendigt opnået garantier. For at undgå en situation, hvor luftfartsselskaberne gentagne gange påbegynder og ophører med at anvende routeren, bør et luftfartsselskab ligeledes, når de påbegynder en sådan anvendelse på frivillig basis, være forpligtede til at fortsætte den, medmindre der er objektive grunde til at ophøre med anvendelsen af routeren til overførsel af oplysningerne til den berørte medlemsstat, såsom når det er blevet klart, at oplysningerne ikke overføres på en lovlig, sikker, effektiv og hurtig måde. Med henblik på en korrekt anvendelse af muligheden for frivillig anvendelse af routeren bør der under behørig hensyntagen til alle berørte parters rettigheder og interesser fastsættes de nødvendige regler for konsultationer og meddelelse af oplysninger i nærværende forordning. Enhver sådan frivillig anvendelse af routeren i medfør af direktiv 2004/82/EF som fastsat i nærværende forordning bør ikke på nogen måde forstås således, at den berører luftfartsselskabers og medlemsstaters forpligtelser i henhold til nævnte direktiv. |
|
(21) |
De krav, der er fastsat i denne forordning og i de tilhørende delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter, bør føre til luftfartsselskabernes ensartede gennemførelse af denne forordning og derved minimere omkostningerne til sammenkoblingen af deres respektive systemer. Med henblik på at fremme luftfartsselskabernes harmoniserede gennemførelse af disse krav, navnlig for så vidt angår protokollen for oplysningernes struktur, format og transmission, bør Kommissionen på grundlag af sit samarbejde med passageroplysningsenhederne, andre medlemsstaters myndigheder, luftfartsselskaber og relevante EU-agenturer sikre, at den praktiske håndbog, der skal udarbejdes af Kommissionen, indeholder al den fornødne vejledning og præcisering. |
|
(22) |
For at forbedre kvaliteten af API-oplysninger bør routeren, der skal oprettes i henhold til denne forordning, verificere, hvorvidt de API-oplysninger, som luftfartsselskaberne har overført til den, er forenelige med de understøttede dataformater. Hvor verifikationen har fastslået, at oplysningerne ikke er forenelige med disse dataformater, bør routeren omgående og på en automatiseret måde underrette det pågældende luftfartsselskab. |
|
(23) |
Passagerer bør have mulighed for selv at give visse API-oplysninger ved brug af automatiserede metoder under en onlineindtjekningsproces, f.eks. via en sikker applikation på en passagers smartphone, en computer eller et webcam med mulighed for at læse rejsedokumentets maskinlæsbare data. Hvis passagererne ikke foretager indtjekning online, bør luftfartsselskaberne give dem mulighed for at give de krævede maskinlæsbare API-oplysninger under indtjekningen i lufthavnen ved hjælp af en selvbetjeningskiosk eller luftfartsselskabernes personale ved indtjekningsskranken. Uden at det berører luftfartsselskabernes frihed til at fastsætte flybilletpriser og fastlægge deres forretningspolitik, er det vigtigt, at forpligtelserne i henhold til denne forordning ikke fører til uforholdsmæssigt store hindringer for passagerer, der ikke er i stand til at anvende elektroniske midler til at give API-oplysninger, såsom yderligere gebyrer for at give API-oplysninger i lufthavnen. Derudover bør denne forordning fastsætte en overgangsperiode, hvor passagererne har mulighed for at give API-oplysninger manuelt som led i onlineindtjekningsprocessen. I sådanne tilfælde bør luftfartsselskaberne anvende dataverifikationsteknikker. |
|
(24) |
Det er vigtigt, at automatiserede dataindsamlingssystemer og andre processer, der indføres i henhold til denne forordning, ikke har en negativ indvirkning på luftfartsindustriens ansatte, som skal gives opkvalificerings- og omskolingsmuligheder, der vil øge effektiviteten og pålideligheden af dataindsamling og -overførsel og forbedre arbejdsvilkårene i sektoren. |
|
(25) |
For at sikre fælles behandling af API-oplysninger og PNR-oplysninger for effektivt at bekæmpe terrorisme og grov kriminalitet i Unionen og samtidig minimere indgrebene i passagerernes grundlæggende rettigheder, der er beskyttet i henhold til chartret, bør passageroplysningsenhederne være de kompetente myndigheder i medlemsstaterne, der har til opgave at modtage og efterfølgende behandle og beskytte API-oplysninger, der indsamles og overføres i henhold til denne forordning. Af hensyn til effektiviteten og for at minimere eventuelle sikkerhedsrisici bør routeren som designet, udviklet, hostet og teknisk vedligeholdt af eu-LISA i overensstemmelse med denne forordning og forordning (EU) 2025/12, transmittere de API-oplysninger, som luftfartsselskaberne har indsamlet og overført i henhold til denne forordning, til de relevante passageroplysningsenheder. I betragtning af det nødvendige beskyttelsesniveau for API-oplysninger, der udgør personoplysninger, herunder for at sikre at de pågældende oplysninger behandles fortroligt, bør API-oplysningerne transmitteres fra routeren til de relevante passageroplysningsenheder på en automatiseret måde. Nærværende forordning bør ikke berøre medlemsstaternes mulighed for at oprette et fælles dataindlæsningspunkt, der sikrer deres tilslutning til og integration med routeren. |
|
(26) |
Med henblik på at sikre overholdelsen af de rettigheder, der er fastsat i chartret, og sikre tilgængelige og inklusive rejsemuligheder, især for sårbare grupper og personer med handicap, og i overensstemmelse med de i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2006 (13) fastsatte rettigheder for personer med handicap og personer med nedsat mobilitet, når de rejser med fly, bør luftfartsselskaber med støtte fra medlemsstaterne sikre, at passagerer til enhver tid har mulighed for at give de nødvendige oplysninger i lufthavnen. |
|
(27) |
Med hensyn til flyvninger uden for EU bør passageroplysningsenheden i den medlemsstat, på hvis område landingen er planlagt, eller fra hvis område afgangen vil foregå, modtage API-oplysninger fra routeren for alle disse flyvninger, som PNR-oplysninger indsamles for, i overensstemmelse med direktiv (EU) 2016/681. Routeren bør identificere flyvningen og de tilsvarende passageroplysningsenheder ved hjælp af PNR-nummeret, et dataelement, der er fælles for både API-oplysningerne og PNR-oplysningerne, og som gør det muligt for passageroplysningsenhederne at behandle API- og PNR-oplysninger i fællesskab. |
|
(28) |
For så vidt angår flyvninger inden for EU bør der i overensstemmelse med EU-Domstolens retspraksis anvendes en selektiv fremgangsmåde for at undgå unødige indgreb i passagerernes relevante grundlæggende rettigheder som beskyttet i henhold til chartret og for at sikre overholdelse af kravene i EU-retten om fri bevægelighed for personer og ophævelse af kontrollen ved de indre grænser. Grundet betydningen af at sikre, at API-oplysninger kan behandles sammen med PNR-oplysninger, bør denne fremgangsmåde bringes i overensstemmelse med fremgangsmåden i direktiv (EU) 2016/681. Af disse grunde bør API-oplysninger om disse flyvninger kun transmitteres fra routeren til de relevante passageroplysningsenheder, hvis medlemsstaterne har udvalgt de pågældende flyvninger under anvendelse af artikel 2 i direktiv (EU) 2016/681 og i overensstemmelse med den selektive fremgangsmåde, der er fastlagt i denne forordning. Kun i situationer, hvor der foreligger en reel og aktuel eller forudsigelig terrortrussel, og på grundlag af en afgørelse, der er baseret på en trusselsvurdering, som er begrænset i tid til, hvad der er strengt nødvendigt, og som kan gøres til genstand for en effektiv prøvelse, bør medlemsstaterne kunne anvende direktiv (EU) 2016/681 på alle flyvninger inden for EU, der ankommer til eller afgår fra deres område. I andre situationer bør der indføres en selektiv fremgangsmåde. Som anført af EU-Domstolen indebærer udvælgelsen, at medlemsstaterne kun målretter de pågældende forpligtelser mod bl.a. visse ruter, rejsemønstre eller lufthavne, forudsat at udvælgelsen regelmæssigt revideres. Endvidere bør den selektive fremgangsmåde baseres på en objektiv, behørigt begrundet og ikkeforskelsbehandlende vurdering, der kun tager hensyn til kriterier, som er relevante for forebyggelse, opdagelse, efterforskning og retsforfølgning af terrorhandlinger og grov kriminalitet, der har en objektiv forbindelse, herunder en indirekte forbindelse, til luftbefordring af passagerer. Medlemsstaterne bør opbevare al relevant dokumentation vedrørende vurderingen for at muliggøre passende tilsyn og revidere deres vurdering regelmæssigt og mindst hver 12. måned i overensstemmelse med denne forordnings artikel 13, stk. 7. |
|
(29) |
For at gøre det muligt at anvende den selektive fremgangsmåde i henhold til denne forordning for så vidt angår flyvninger inden for EU bør medlemsstaterne være forpligtet til at udarbejde lister over de flyvninger eller ruter, de har udvalgt, og indlæse disse i routeren, således at eu-LISA kan sikre, at alene API-oplysninger vedrørende disse flyvninger eller ruter transmitteres fra routeren til de relevante passageroplysningsenheder, og at API-oplysninger om øvrige flyvninger inden for EU bliver slettet omgående og permanent. |
|
(30) |
Med henblik på at opnå en bedre sammenhæng mellem de forskellige medlemsstaters selektive fremgangsmåder bør Kommissionen lette en regelmæssig drøftelse om valget af udvælgelseskriterier, herunder udvekslingen af bedste praksis, samt, på frivillig basis, udvekslingen af oplysninger om udvalgte flyvninger. |
|
(31) |
For ikke at bringe effektiviteten af det system, der bygger på indsamling og overførsel af API-oplysninger, og som oprettes ved denne forordning, og af PNR-oplysninger i henhold til det system, der er indført ved direktiv (EU) 2016/681, med henblik på at forebygge, opdage, efterforske og retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet, i fare, navnlig ved at skabe risiko for omgåelse, bør oplysninger om, hvilke flyvninger inden for EU medlemsstaterne har udvalgt, behandles fortroligt. Af den grund bør sådanne oplysninger ikke deles med luftfartsselskaberne, og de bør derfor være forpligtet til at indsamle API-oplysninger om alle flyvninger, der er omfattet af denne forordning, herunder alle flyvninger inden for EU, og derefter overføre dem til routeren, hvor den nødvendige udvælgelse bør gennemføres. Ved at indsamle API-oplysninger om alle flyvninger inden for EU bliver passagererne endvidere ikke gjort opmærksomme på, om hvilke udvalgte flyvninger inden for EU API-oplysninger og dermed også PNR-oplysninger transmitteres til passageroplysningsenhederne i overensstemmelse med medlemsstaternes vurdering. Denne fremgangsmåde sikrer også, at eventuelle ændringer i forbindelse med denne udvælgelse kan gennemføres hurtigt og effektivt uden at pålægge luftfartsselskaberne en urimelig økonomisk og operationel byrde. |
|
(32) |
Denne forordning tillader ikke indsamling eller overførsel af API-oplysninger om flyvninger inden for EU med henblik på at bekæmpe ulovlig immigration i overensstemmelse med EU-retten og EU-Domstolens retspraksis. |
|
(33) |
For at sikre overholdelse af den grundlæggende ret til beskyttelse af personoplysninger bør denne forordning identificere den dataansvarlige og databehandleren og fastsætte regler for revisioner. For at sikre effektiv overvågning, tilstrækkelig beskyttelse af personoplysninger og minimering af sikkerhedsrisici bør der også fastsættes regler vedrørende logfiler, behandlingssikkerhed og egenkontrol. Hvor de vedrører behandling af personoplysninger, bør disse bestemmelser være i overensstemmelse med de generelt gældende EU-retsakter om beskyttelse af personoplysninger, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (14) og (EU) 2018/1725 (15). |
|
(34) |
Med forbehold af mere specifikke regler i denne forordning om behandling af personoplysninger bør forordning (EU) 2016/679 finde anvendelse på luftfartsselskabers behandling af personoplysninger i henhold til nærværende forordning. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 (16) bør finde anvendelse på den behandling af personoplysninger i henhold til nærværende forordning, som udføres af de nationale kompetente myndigheder, som defineret i nævnte direktiv, med henblik på at forebygge, efterforske, opdage eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner, herunder beskytte mod eller forebygge trusler mod den offentlige sikkerhed. Forordning (EU) 2018/1725 bør finde anvendelse på eu-LISA's behandling af personoplysninger, når det udfører sine opgaver i henhold til nærværende forordning. |
|
(35) |
Under hensyntagen til passagerernes ret til at blive informeret om behandlingen af deres personoplysninger bør medlemsstaterne sikre, at passagererne får nøjagtige oplysninger om indsamlingen af API-oplysninger, overførslen af disse oplysninger til passageroplysningsenheden og deres rettigheder som registrerede, og at disse oplysninger er lettilgængelige og letforståelige og gives på reservationstidspunktet og på indtjekningstidspunktet. |
|
(36) |
De revisioner for så vidt angår beskyttelse af personoplysninger, som medlemsstaterne er ansvarlige for, bør udføres af de i artikel 41 i direktiv (EU) 2016/680 omhandlede uafhængige tilsynsmyndigheder eller af et revisionsorgan, som tilsynsmyndigheden har overdraget denne opgave. |
|
(37) |
Formålet med behandlingsaktiviteterne i henhold til denne forordning, nemlig transmission af API-oplysninger fra luftfartsselskaber via routeren til medlemsstaternes passageroplysningsenheder, er at bistå disse myndigheder med opfyldelsen af deres forpligtelser og opgaver i overensstemmelse med direktiv (EU) 2016/681. Medlemsstaterne bør derfor udpege myndigheder, der skal være dataansvarlige for behandlingen af oplysningerne i routeren, transmissionen af oplysningerne fra routeren til passageroplysningsenheden og den efterfølgende behandling af disse oplysninger i overensstemmelse med direktiv (EU) 2016/681. Medlemsstaterne bør underrette Kommissionen og eu-LISA om disse myndigheder. For så vidt angår behandlingen af personoplysninger i routeren bør medlemsstaterne være fælles dataansvarlige i overensstemmelse med artikel 21 i direktiv (EU) 2016/680. Luftfartsselskaberne bør til gengæld være særskilte dataansvarlige for så vidt angår behandling af API-oplysninger, der udgør personoplysninger, i henhold til denne forordning. På dette grundlag bør både luftfartsselskaberne og passageroplysningsenhederne være særskilte dataansvarlige med hensyn til behandlingsaktiviteterne for API-oplysninger i henhold til denne forordning. Som ansvarlig for design, udvikling, hosting og teknisk forvaltning af routeren bør eu-LISA være databehandler for behandling af API-oplysninger, der udgør personoplysninger, via routeren, herunder transmissionen af oplysningerne fra routeren til passageroplysningsenhederne og opbevaring af disse oplysninger på routeren, for så vidt en sådan opbevaring er nødvendig til tekniske formål. |
|
(38) |
Den router, der skal oprettes og drives i henhold til denne forordning og forordning (EU) 2025/12, bør reducere og forenkle de tekniske tilslutninger, der er nødvendige for at overføre API-oplysninger i henhold til nærværende forordning, og begrænse dem til en enkelt tilslutning for hvert luftfartsselskab og for hver passageroplysningsenhed. Nærværende forordning bør derfor fastsætte en forpligtelse for passageroplysningsenhederne og luftfartsselskaberne til hver især at etablere en sådan tilslutning til og opnå den krævede integration med routeren for at sikre, at det system til overførsel af API-oplysninger, der oprettes ved denne forordning, kan fungere korrekt. eu-LISA bør ved design og udvikling af routeren fastsætte alle relevante standarder og tekniske krav for at muliggøre en effektiv tilslutning og integration af luftfartsselskabernes systemer og infrastruktur. For at sikre, at den ordning, der indføres ved denne forordning, fungerer korrekt, bør der fastsættes detaljerede regler. eu-LISA bør ved designet og udviklingen af routeren sikre, at de API-oplysninger og andre PNR-oplysninger, der overføres fra luftfartsselskaber og transmitteres til passageroplysningsenheder, krypteres under transit. |
|
(39) |
I betragtning af de EU-interesser, der står på spil, bør alle de omkostninger, som eu-LISA afholder i forbindelse med udførelsen af sine opgaver i henhold til denne forordning i forbindelse med routeren, afholdes over Unionens budget, herunder design og udvikling af routeren, hosting og teknisk forvaltning af routeren og forvaltningsstrukturen i eu-LISA til støtte for design, udvikling, hosting og teknisk forvaltning af routeren. Det samme kunne gælde for de udgifter, som afholdes af medlemsstaterne i forbindelse med deres tilslutning til og integration med routeren og dens vedligeholdelse, som krævet i henhold til denne forordning, og i overensstemmelse med den gældende EU-ret. Det er vigtigt, at Unionens budget yder passende finansiel støtte til medlemsstaterne til disse udgifter. Med henblik herpå bør medlemsstaternes finansielle behov støttes af Unionens almindelige budget i overensstemmelse med de regler for støtteberettigelse og medfinansieringssatser, der er fastsat i de relevante EU-retsakter. Det årlige EU-bidrag, der tildeles eu-LISA, bør dække behovene i forbindelse med hosting og den tekniske forvaltning af routeren på grundlag af en vurdering foretaget af eu-LISA. Unionens budget bør også dække den støtte såsom uddannelse, som eu-LISA tilbyder luftfartsselskaber og passageroplysningsenheder, for at muliggøre en effektiv overførsel og transmission af API-oplysninger via routeren. De omkostninger, som de uafhængige nationale tilsynsmyndigheder afholder i forbindelse med de opgaver, de får pålagt i henhold til denne forordning, bør afholdes af de respektive medlemsstater. |
|
(40) |
I overensstemmelse med forordning (EU) 2018/1726 kan medlemsstaterne overdrage opgaven med at fremme konnektivitet med luftfartsselskaberne til eu-LISA med henblik på at bistå medlemsstaterne med at gennemføre direktiv (EU) 2016/681, navnlig ved at indsamle og overføre PNR-oplysninger via en router. Med henblik herpå og af hensyn til effektiviteten og omkostningseffektiviteten for både medlemsstaterne og luftfartsselskaberne bør denne forordning kræve, at luftfartsselskaberne anvender routeren til at overføre andre PNR-oplysninger, der er omfattet af direktiv (EU) 2016/681, til deres respektive passageroplysningsenheders databaser som led i nationale foranstaltninger til gennemførelse af bestemmelsen i nævnte direktiv om forpligtelsen for medlemsstaterne til at sikre, at luftfartsselskaber ved hjælp af »push«-metoden videregiver PNR-oplysninger til de relevante passageroplysningsenheder. |
|
(41) |
For at sikre, at de pågældende oplysninger behandles lovligt, sikkert, effektivt og hurtigt, bør de regler, der er fastsat i denne forordning vedrørende routeren og overførslen af API-oplysninger fra routeren til passageroplysningsenhederne, også finde anvendelse på andre PNR-oplysninger. Disse regler omfatter også denne forordnings forpligtelser vedrørende overførsel og transmission af oplysninger i forbindelse med flyvninger inden for EU i overensstemmelse med EU-Domstolens retspraksis samt med hensyn til luftfartsselskabernes og passageroplysningsenhedens forbindelser til routeren. For så vidt angår reglerne om tidspunktet for overførslen, transmissionsprotokollerne og de dataformater, hvori PNR-meddelelserne skal overføres til routeren, finder de relevante bestemmelser i direktiv (EU) 2016/681 anvendelse. |
|
(42) |
Det er hensigtsmæssigt at præcisere, at anvendelsen af routeren i forbindelse med andre PNR-oplysninger kun påvirker den måde, hvorpå disse oplysninger overføres og transmitteres til de berørte medlemsstaters passageroplysningsenheders databaser. Forpligtelserne i denne forordning vedrørende indsamling af API-oplysninger finder ikke anvendelse på alle disse andre PNR-oplysninger. En sådan indsamling bør i stedet fortsat udelukkende reguleres af direktiv (EU) 2016/681, men kun i det omfang luftfartsselskaberne allerede har indsamlet sådanne oplysninger som led i deres normale forretningsaktiviteter som omhandlet i den relevante bestemmelse i nævnte direktiv. Som det er tilfældet for API-oplysninger, der indsamles af luftfartsselskaber og overføres til passageroplysningsenhederne i overensstemmelse med denne forordning, bør reglerne i nævnte direktiv for så vidt angår spørgsmål, der ikke specifikt er omfattet af denne forordning, navnlig reglerne om efterfølgende behandling af andre PNR-oplysninger, som passageroplysningsenhederne modtager, desuden ikke berøres. Disse regler finder derfor fortsat anvendelse på sådanne oplysninger. |
|
(43) |
Det kan ikke udelukkes, at den centrale infrastruktur eller en af routerens tekniske komponenter eller de kommunikationsinfrastrukturer, der tilslutter passageroplysningsenhederne og luftfartsselskaberne hertil, på grund af ekstraordinære omstændigheder og på trods af at alle rimelige foranstaltninger er truffet i overensstemmelse med denne forordning, ikke fungerer korrekt, hvilket kan føre til, at det ikke er teknisk muligt for luftfartsselskaber at overføre eller for passageroplysningsenheder at modtage API-oplysninger. Hvis routeren ikke er tilgængelig, og det generelt ikke med rimelighed er muligt for luftfartsselskaberne at overføre de API-oplysninger, der er berørt af fejlen, på en lovlig, sikker, effektiv og hurtig måde ved hjælp af alternative midler, bør luftfartsselskabernes forpligtelse til at overføre sådanne API-oplysninger til routeren ophøre med at gælde, så længe denne tekniske umulighed består. For at sikre tilgængeligheden af de API-oplysninger, der er nødvendige for at forebygge, opdage, efterforske og retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet, bør luftfartsselskaberne imidlertid fortsat indsamle og opbevare API-oplysninger, således at de kan overføres, så snart den tekniske umulighed er afhjulpet. For at minimere varigheden og de negative konsekvenser af enhver teknisk umulighed bør de berørte parter i så fald omgående underrette hinanden og omgående træffe alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at afhjælpe den tekniske umulighed. Denne ordning bør ikke berøre alle de berørte parters forpligtelser i henhold til denne forordning til at sikre, at routeren og deres respektive systemer og infrastruktur fungerer korrekt, eller det forhold, at luftfartsselskaber kan pålægges sanktioner, hvis de ikke opfylder disse forpligtelser, herunder i tilfælde hvor de ønsker at anvende denne ordning, hvor en sådan anvendelse ikke er berettiget. For at forhindre et sådant misbrug og for at lette tilsynet og om nødvendigt pålæggelse af sanktioner bør luftfartsselskaber, der benytter sig af denne ordning på grund af svigt i deres eget system og infrastruktur, indberette dette til den kompetente tilsynsmyndighed. |
|
(44) |
Hvor luftfartsselskaber opretholder direkte tilslutninger til passageroplysningsenheder med henblik på overførsel af API-oplysninger, kan disse tilslutninger udgøre passende metoder, der sikrer det nødvendige datasikkerhedsniveau, til at overføre API-oplysninger direkte til passageroplysningsenhederne, hvor det ikke er teknisk muligt at benytte routeren. Passageroplysningsenhederne bør i ekstraordinære tilfælde, hvor det ikke er teknisk muligt at anvende routeren, kunne anmode luftfartsselskaberne om at anvende sådanne passende metoder, hvilket ikke indebærer en forpligtelse for luftfartsselskaberne til at opretholde eller indføre sådanne direkte tilslutninger eller andre passende metoder, der sikrer det nødvendige datasikkerhedsniveau, til at overføre API-oplysninger direkte til passageroplysningsenhederne. Den ekstraordinære overførsel af API-oplysninger ved brug af andre passende metoder såsom krypteret e-mail eller en sikker webportal, og som udelukker anvendelsen af ikkestandardiserede elektroniske formater, bør sikre det nødvendige niveau af datasikkerhed, datakvalitet og databeskyttelse. API-oplysninger, som passageroplysningsenhederne modtager ved brug af sådanne andre passende metoder, bør viderebehandles i overensstemmelse med de regler og databeskyttelsesgarantier, der er fastsat i direktiv (EU) 2016/681. Efter underretningen fra eu-LISA om, at den tekniske umulighed er blevet afhjulpet, og hvis det er bekræftet, at transmissionen af API-oplysningerne via routeren til passageroplysningsenheden er gennemført, bør passageroplysningsenheden omgående slette de API-oplysninger, som den tidligere har modtaget, ved brug af andre passende metoder. Denne sletning bør ikke berøre specifikke tilfælde, hvor de API-oplysninger, som passageroplysningsenhederne har modtaget ved brug af andre passende metoder, i mellemtiden er blevet viderebehandlet i overensstemmelse med direktiv (EU) 2016/681 med det specifikke formål at forebygge, opdage, efterforske eller retsforfølge terrorhandlinger eller grov kriminalitet. |
|
(45) |
For at sikre, at luftfartsselskaberne anvender reglerne i denne forordning virkningsfuldt, bør der fastsættes bestemmelser om udpegelse og bemyndigelse af nationale myndigheder som nationale API-tilsynsmyndigheder, der har til opgave at overvåge anvendelsen af disse regler. Medlemsstaterne kan udpege deres passageroplysningsenheder som nationale API-tilsynsmyndigheder. Reglerne i denne forordning on sådan overvågning, herunder for så vidt angår pålæggelse af sanktioner, hvor det er nødvendigt, bør ikke berøre de opgaver og beføjelser, som de tilsynsmyndigheder, der er oprettet i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679 og direktiv (EU) 2016/680, har, herunder i forbindelse med behandlingen af personoplysninger i henhold til nærværende forordning. |
|
(46) |
Medlemsstaterne bør fastsætte sanktioner, der omfatter økonomiske samt ikkeøkonomiske sanktioner, og som er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, over for de luftfartsselskaber, der ikke opfylder deres forpligtelser i henhold til denne forordning, herunder for så vidt angår automatiseret indsamling af API-oplysninger og overførsel af oplysningerne i overensstemmelse med de krævede tidsrammer, formater og protokoller. Medlemsstaterne bør navnlig sikre, at gentagne tilfælde af, at luftfartsselskaberne som juridiske personer undlader at opfylde deres forpligtelse til at overføre API-oplysninger til routeren i overensstemmelse med denne forordning, pålægges forholdsmæssige økonomiske sanktioner på op til 2 % af luftfartsselskabets globale omsætning for det foregående regnskabsår. Endvidere bør medlemsstaterne kunne pålægge luftfartsselskaber sanktioner, herunder økonomiske, for andre former for manglende overholdelse af forpligtelserne i henhold til denne forordning. |
|
(47) |
Når medlemsstaterne fastsætter regler om de sanktioner, der skal finde anvendelse for luftfartsselskaberne i henhold til denne forordning, kan de tage hensyn til, om det er teknisk og operationelt muligt at sikre, at oplysningerne er helt nøjagtige. Når der pålægges sanktioner, bør deres anvendelse og værdi derudover fastsættes. Nationale API-tilsynsmyndigheder kan tage hensyn til de tiltag, som luftfartsselskabet har truffet for at afhjælpe problemet, samt dets grad af samarbejde med nationale myndigheder. |
|
(48) |
Da routeren bør designes, udvikles, hostes og forvaltes teknisk af eu-LISA, er det nødvendigt at ændre forordning (EU) 2018/1726 ved at tilføje denne opgave til eu-LISA's opgaver. For at opbevare routerens rapporter og statistikker i det centrale register for rapportering og statistik (CRRS), der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/818 (17) er det nødvendigt at ændre nævnte forordning. For at støtte den nationale API-tilsynsmyndigheds håndhævelse af nærværende forordning er det nødvendigt, at ændringen af forordning (EU) 2019/818 omfatter bestemmelser om statistikker over, hvorvidt API-oplysningerne er nøjagtige og fuldstændige, f.eks. ved at angive, hvorvidt oplysningerne er indsamlet ved brug af automatiserede metoder. Det er vigtigt at indsamle pålidelig og relevant statistik for gennemførelsen af nærværende forordning med henblik på at støtte dens mål og danne grundlag for evalueringerne i henhold til nærværende forordning. Efter anmodning fra Kommissionen bør eu-LISA forelægge den statistikker om specifikke aspekter i forbindelse med gennemførelsen af nærværende forordning såsom aggregerede statistikker om overførslen af API-oplysninger til passageroplysningsenhederne. Sådanne statistikker bør ikke indeholde personoplysninger. CRRS bør derfor kun levere statistikker baseret på API-oplysninger med henblik på gennemførelse og effektiv overvågning af anvendelsen af nærværende forordning. De oplysninger, som routeren automatisk overfører til CRRS med henblik herpå, bør ikke gøre det muligt at identificere de pågældende passagerer. |
|
(49) |
For at øge klarheden og retssikkerheden, for at bidrage til at sikre datakvaliteten, sikre ansvarlig anvendelse af de automatiserede metoder til indsamling af maskinlæsbare API-oplysninger i henhold til denne forordning og sikre manuel indsamling af API-oplysninger under ekstraordinære omstændigheder og i overgangsperioden, for at skabe klarhed om de tekniske krav, der gælder for luftfartsselskaber, og som er nødvendige for at sikre, at de API-oplysninger, som de indsamler i henhold til denne forordning, overføres til routeren på en sikker, effektiv og hurtig måde, og således at det ikke påvirker passagerernes rejser og luftfartsselskaberne mere end nødvendigt, og for at sikre, at unøjagtige eller ufuldstændige oplysninger eller data, der ikke længere er ajourførte, rettes, fuldstændiggøres eller ajourføres, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) for så vidt angår at bringe overgangsperioden for den manuelle indsamling af API-oplysninger til ophør, at vedtage foranstaltninger vedrørende de tekniske krav og operationelle regler, som luftfartsselskaberne bør overholde i relation til anvendelsen af automatiserede metoder til indsamling af maskinlæsbare API-oplysninger i henhold til denne forordning og til manuel indsamling af API-oplysninger under ekstraordinære omstændigheder og i overgangsperioden, herunder krav til datasikkerhed, at fastsætte detaljerede regler for de fælles protokoller og understøttede dataformater, der skal anvendes til krypteret overførsel af API-oplysninger, herunder krav til datasikkerhed, og at fastsætte detaljerede regler for rettelse, fuldstændiggørelse og ajourføring af API-oplysninger. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer af relevante interessenter, herunder luftfartsselskaber, under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (18). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelsen af delegerede retsakter. Under hensyntagen til det aktuelle tekniske niveau kan de pågældende tekniske krav og operationelle regler ændre sig med tiden. |
|
(50) |
For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning, nemlig for så vidt angår idriftsættelsen af routeren, de tekniske og proceduremæssige regler for dataverifikationer og -underretninger, de tekniske og proceduremæssige regler for transmission af API-oplysninger fra routeren til passageroplysningsenhederne på en måde, der sikrer, at transmissionen er sikker, effektiv og hurtig og ikke påvirker passagerernes rejser og luftfartsselskaber mere end nødvendigt, og passageroplysningsenhedernes forbindelser til og integration med routeren, og for at præcisere medlemsstaternes ansvar som fælles dataansvarlige såsom med hensyn til identifikation og håndtering af sikkerhedshændelser, herunder brud på persondatasikkerheden, og forholdet mellem de fælles dataansvarlige og eu-LISA som databehandler, herunder eu-LISA's bistand til de dataansvarlige med passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger, så vidt det er muligt, med henblik på opfyldelsen af den dataansvarliges forpligtelser til at besvare anmodninger om udøvelse af den registreredes rettigheder, bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (19). |
|
(51) |
Alle interesserede parter, og navnlig luftfartsselskaberne og passageroplysningsenhederne, bør have tilstrækkelig tid til at foretage de nødvendige forberedelser for at kunne opfylde deres respektive forpligtelser i henhold til denne forordning, under hensyntagen til, at nogle af disse forberedelser såsom dem, der vedrører forpligtelserne i forbindelse med forbindelsen til og integrationen med routeren, først kan afsluttes, når design- og udviklingsfasen af routeren er overstået, og routeren idriftsættes. Denne forordning bør derfor først finde anvendelse fra en passende dato efter den dato, hvor routeren idriftsættes, som fastsat af Kommissionen i overensstemmelse med denne forordning og forordning (EU) 2025/12. Det bør imidlertid være muligt for Kommissionen at vedtage delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter i henhold til nærværende forordning allerede fra et tidligere tidspunkt for at sikre, at det system, der indføres med nærværende forordning, bliver operationelt så snart som muligt. |
|
(52) |
Design- og udviklingsfaserne af den router, der er oprettet i henhold til denne forordning og forordning (EU) 2025/12, bør påbegyndes og afsluttes så snart som muligt, så routeren kan idriftsættes snarest muligt, hvilket også kræver vedtagelse af de relevante delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter, der er fastsat i nærværende forordning. Med henblik på en gnidningsløs og effektiv udvikling af disse faser bør der nedsættes et særligt programstyringsråd med den funktion at føre tilsyn med, at eu-LISA udfører sine opgaver i disse faser. Det bør ophøre med at eksistere to år efter routerens idriftsættelse. Desuden bør der nedsættes et særligt rådgivende organ, Den Rådgivende Gruppe for API-PRN, i overensstemmelse med forordning (EU) 2018/1726 med det formål at yde ekspertise til eu-LISA og programstyringsrådet om routerens design- og udviklingsfaser samt til eu-LISA om hosting og forvaltning af routeren. Programstyringsrådet og Den Rådgivende Gruppe for API-PRN bør nedsættes og drives efter modeller for eksisterende programstyringsråd og rådgivende grupper. |
|
(53) |
Præciseringen i denne forordning angående anvendelsen af specifikationer vedrørende brugen af automatiserede metoder ved anvendelsen af direktiv 2004/82/EF bør også foretages straks. Bestemmelserne om disse spørgsmål bør derfor finde anvendelse fra datoen for denne forordnings ikrafttræden. For at give mulighed for frivillig brug af routeren så snart som muligt bør bestemmelserne om en sådan brug samt visse andre bestemmelser, der er nødvendige for at sikre, at en sådan brug finder sted på en ansvarlig måde, derudover finde anvendelse fra det tidligst mulige tidspunkt, dvs. fra det tidspunkt, hvor routeren idriftsættelsen. |
|
(54) |
Der bør være en fælles forvaltningsstruktur for så vidt angår denne forordning og forordning (EU) 2025/12. Med det formål at muliggøre og fremme kommunikationen mellem repræsentanter for luftfartsselskaber og repræsentanter for medlemsstaternes myndigheder, der er kompetente i henhold til nærværende forordning og forordning (EU) 2025/12 til at få API-oplysninger transmitteret fra routeren, bør der nedsættes to dedikerede organer senest to år efter idriftsættelsen af routeren. Tekniske spørgsmål vedrørende anvendelsen og funktionen af routeren bør drøftes i Kontaktgruppen for API-PNR, hvor repræsentanter for eu-LISA også bør være til stede. Politiske spørgsmål såsom i forbindelse med sanktioner bør drøftes i API-ekspertgruppen. |
|
(55) |
Denne forordning bør regelmæssigt evalueres for at sikre overvågningen af dens effektive anvendelse. Navnlig bør indsamlingen af API-oplysninger ikke være til skade for legitime passagerers rejseoplevelse. Kommissionen bør derfor i sine regelmæssige evalueringsrapporter om denne forordnings anvendelse medtage en vurdering af forordningens indvirkning på legitime passagerers rejseoplevelse. Evalueringen bør også omfatte en vurdering af kvaliteten af de oplysninger, som routeren sender, samt routerens præstationer for så vidt angår passageroplysningsenhederne. |
|
(56) |
Da denne forordning kræver yderligere tilpasningsomkostninger og administrative omkostninger for luftfartsselskaberne, bør den samlede regelbyrde for luftfartssektoren overvåges nøje. På den baggrund bør rapporten om evaluering af, hvordan denne forordning fungerer, indeholde en vurdering af, i hvilket omfang målene i denne forordning er blevet opfyldt, og i hvilket omfang den har påvirket sektorens konkurrenceevne. |
|
(57) |
Målene for denne forordning, nemlig at bidrage til at forebygge, opdage, efterforske og retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne hver for sig i betragtning af den internationale dimension af de pågældende lovovertrædelser og behovet for at samarbejde på tværs af grænserne for at håndtere dem effektivt, men kan bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål. |
|
(58) |
Denne forordning berører ikke medlemsstaternes beføjelser med hensyn til national ret vedrørende national sikkerhed, forudsat at sådan ret er i overensstemmelse med EU-retten. |
|
(59) |
Denne forordning berører ikke medlemsstaternes beføjelser til i henhold til deres nationale ret at indsamle passageroplysninger fra andre transportvirksomheder end dem, der er fastsat i denne forordning, forudsat at sådan national ret overholder EU-retten. |
|
(60) |
I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. |
|
(61) |
I medfør af artikel 3 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, har Irland meddelt, at det ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning. |
|
(62) |
Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 42, stk. 1, i forordning (EU) 2018/1725 og afgav en udtalelse den 8. februar 2023 (20) — |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
KAPITEL 1
ALMINDELIGE BESTEMMELSER
Artikel 1
Genstand
Med henblik på at forebygge, opdage, efterforske og retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet fastsættes der ved denne forordning regler for:
|
a) |
luftfartsselskabers indsamling af forhåndsoplysninger om passagerer (API-oplysninger) vedrørende flyvninger uden for EU og flyvninger inden for EU |
|
b) |
luftfartsselskabers overførsel af API-oplysninger og andre PNR-oplysninger til routeren |
|
c) |
transmission af API-oplysninger og andre PNR-oplysninger fra routeren til passageroplysningsenhederne om flyvninger uden for EU og udvalgte flyvninger inden for EU. |
Denne forordning berører ikke forordning (EU) 2016/679, forordning (EU) 2018/1725 og direktiv (EU) 2016/680.
Artikel 2
Anvendelsesområde
Denne forordning finder anvendelse på luftfartsselskaber, der foretager:
|
a) |
flyvninger uden for EU |
|
b) |
flyvninger inden for EU, der afgår fra, ankommer til eller foretager en mellemlanding på området for mindst én medlemsstat, der har meddelt Kommissionen sin beslutning om at anvende direktiv (EU) 2016/681 på flyvninger inden for EU i overensstemmelse med nævnte direktivs artikel 2, stk. 1. |
Artikel 3
Definitioner
I denne forordning forstås ved:
|
1) |
»luftfartsselskab«: et luftfartsselskab som defineret i artikel 3, nr. 1), i direktiv (EU) 2016/681 |
|
2) |
»flyvninger uden for EU«: enhver flyvning uden for EU som defineret i artikel 3, nr. 2), i direktiv (EU) 2016/681 |
|
3) |
»flyvning inden for EU«: enhver flyvning inden for EU som defineret i artikel 3, nr. 3), i direktiv (EU) 2016/681 |
|
4) |
»ruteflyvning«: en ruteflyvning som defineret i artikel 3, nr. 5), i forordning (EU) 2025/12 |
|
5) |
»ikkeruteflyvning«: en ikkeruteflyvning som defineret i artikel 3, nr. 6), i forordning (EU) 2025/12 |
|
6) |
»passager«: en passager som defineret i artikel 3, nr. 4), i direktiv (EU) 2016/681 |
|
7) |
»besætning«: enhver person om bord på et luftfartøj under flyvningen, som ikke er passager, og som arbejder på eller betjener luftfartøjet, herunder flyvebesætning og kabinebesætning |
|
8) |
»forhåndsoplysninger om passagerer« eller »API-oplysninger«: de oplysninger og de flyveoplysninger, der er omhandlet i artikel 4, henholdsvis stk. 2 og stk. 3 |
|
9) |
»andre passagerlisteoplysninger« eller »andre PNR-oplysninger«: en passagerliste som defineret i artikel 3, nr. 5), i direktiv (EU) 2016/681 og som anført i bilag I til nævnte direktiv med undtagelse af nævnte bilags punkt 18 |
|
10) |
»passageroplysningsenhed«: passageroplysningsenheden som indeholdt i medlemsstaternes meddelelser til Kommissionen og ændringer heraf, der er offentliggjort af Kommissionen i henhold til artikel 4, stk. 5, i direktiv (EU) 2016/681 |
|
11) |
»terrorhandlinger«: terrorhandlinger som omhandlet i artikel 3-12 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/541 (21) |
|
12) |
»grov kriminalitet«: grov kriminalitet som defineret i artikel 3, nr. 9), i direktiv (EU) 2016/681 |
|
13) |
»routeren«: den router, der er omhandlet i artikel 9 i denne forordning og i artikel 11 i forordning (EU) 2025/12 |
|
14) |
»personoplysninger«: personoplysninger som defineret i artikel 3, nr. 1), i direktiv (EU) 2016/680 og artikel 4, nr. 1), i forordning (EU) 2016/679 |
|
15) |
»realtidsflytrafikdata«: oplysninger om indgående og udgående flytrafik i en lufthavn, der er omfattet af denne forordning. |
KAPITEL 2
INDSAMLING, VIDEREGIVELSE, OPBEVARING OG SLETNING AF API-OPLYSNINGER
Artikel 4
Luftfartsselskabers indsamling af API-oplysninger
1. Luftfartsselskaberne indsamler de API-oplysninger om hver enkelt passager og hvert enkelt besætningsmedlem på flyvninger omhandlet af artikel 2, der skal overføres til routeren i overensstemmelse med artikel 5. Hvis der for en flyvning er code-sharing mellem luftfartsselskaber, er det det luftfartsselskab, der står for flyvningen, som er forpligtet til at overføre API-oplysningerne.
2. API-oplysningerne skal udelukkende bestå af følgende oplysninger for hver enkelt passager og hvert enkelt besætningsmedlem på flyvningen:
|
a) |
efternavn og fornavn eller fornavne |
|
b) |
fødselsdato, køn og nationalitet |
|
c) |
rejsedokumentets type og nummer samt koden på tre bogstaver for det land, der har udstedt rejsedokumentet |
|
d) |
datoen for udløbet af rejsedokumentets gyldighed |
|
e) |
det nummer til identifikation af passagerlisteoplysninger, som et luftfartsselskab anvender til at lokalisere en passager i sit informationssystem (PNR-nummer) |
|
f) |
oplysninger om flysæde svarende til det sæde i luftfartøjet, som en passager er tildelt, hvis sådanne oplysninger foreligger |
|
g) |
bagagemærkenummer eller -numre og antal indtjekkede stykker bagage og deres vægt, hvis sådanne oplysninger foreligger |
|
h) |
en kode, der angiver den metode, der anvendes til at indsamle og validere de oplysninger, der er omhandlet i litra a)-d). |
3. API-oplysningerne skal også udelukkende bestå af følgende flyveoplysninger for hver enkelt passagers og hvert enkelt besætningsmedlems flyvning:
|
a) |
flyvningens identifikationsnummer eller, hvis der for flyvningen er code-sharing mellem luftfartsselskaber, flyvningens identifikationsnumre eller, hvis der ikke findes et sådant nummer, andre klare og egnede midler til at identificere flyvningen |
|
b) |
i givet fald grænseovergangsstedet for indrejse på medlemsstatens område |
|
c) |
koden for ankomstlufthavnen eller, hvis flyvningen efter planen skal lande i en eller flere lufthavne inden for en eller flere medlemsstaters områder, som denne forordning finder anvendelse på, koderne for landingslufthavnene på de pågældende medlemsstaters område |
|
d) |
koden for afgangslufthavnen for flyvningen |
|
e) |
koden for lufthavnen på det første ombordstigningssted, hvis en sådan foreligger |
|
f) |
dato og afgangstidspunkt i lokal tid |
|
g) |
dato og ankomsttidspunkt i lokal tid |
|
h) |
luftfartsselskabets kontaktoplysninger |
|
i) |
det format, der anvendes til overførslen af API-oplysninger. |
4. Luftfartsselskaberne indsamler API-oplysningerne på en måde, der sikrer, at de API-oplysninger, de overfører i overensstemmelse med artikel 5, er nøjagtige, fuldstændige og ajourførte. Overholdelse af denne forpligtelse kræver ikke, at luftfartsselskaberne skal kontrollere rejsedokumentet på ombordstigningstidspunktet, uden at det berører national ret, der er forenelig med EU-retten.
5. Denne forordning pålægger ikke passagererne en forpligtelse til at medbringe et rejsedokument på deres rejse, uden at det berører andre EU-retsakter eller national ret, der er forenelig med EU-retten.
6. En medlemsstat kan pålægge luftfartsselskaberne en forpligtelse til at give passagerer mulighed for frivilligt at uploade de oplysninger, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2, litra a)-d), i forordning (EU) 2025/12, automatisk og opbevare sådanne oplysninger hos luftfartsselskabet med henblik på at overføre oplysningerne med henblik på fremtidige flyvninger i overensstemmelse med nærværende forordnings artikel 5 og på en måde, der opfylder kravene i nærværende artikels stk. 4, 7 og 8. En medlemsstat, der pålægger en sådan forpligtelse, fastsætter regler og garantier for databeskyttelse i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679, herunder regler om opbevaringsperiode. Oplysningerne slettes imidlertid, hvor passageren ikke længere giver sit samtykke til opbevaring af oplysningerne, eller senest på datoen for udløbet af rejsedokumentets gyldighed.
7. Luftfartsselskaberne indsamler de i stk. 2, litra a)-d), omhandlede API-oplysninger ved brug af automatiserede metoder til indsamling af de maskinlæsbare data i den pågældende passagers rejsedokument. De gør dette i overensstemmelse med de detaljerede tekniske krav og operationelle regler, der er omhandlet i stk. 12, når sådanne regler er blevet vedtaget og finder anvendelse.
Hvis luftfartsselskaberne tilbyder en onlineindtjekningsproces, gør de det muligt for passagererne at give de API-oplysninger, der er omhandlet i stk. 2, litra a)-d), ved brug af automatiserede metoder under denne onlineindtjekningsproces. For passagerer, der ikke foretager indtjekning online, gør luftfartsselskaberne det muligt for dem at give disse API-oplysninger ved brug af automatiserede metoder under indtjekningen i lufthavnen ved hjælp af en selvbetjeningskiosk eller luftfartsselskabernes personale ved skranken.
Hvis anvendelsen af automatiserede metoder ikke er teknisk mulig, indsamler luftfartsselskaberne undtagelsesvis de i stk. 2, litra a)-d), omhandlede API-oplysninger manuelt, enten som led i onlineindtjekningsprocessen eller som led i indtjekningen i lufthavnen, på en sådan måde, at det sikres, at stk. 4 overholdes.
8. Alle automatiserede metoder, som luftfartsselskaberne anvender til at indsamle API-oplysninger i henhold til denne forordning, skal være pålidelige, sikre og tidssvarende. Luftfartsselskaberne sikrer, at API-oplysningerne er krypteret, når disse oplysninger overføres fra passageren til luftfartsselskaberne.
9. I overgangsperioden og ud over de automatiserede metoder, der er omhandlet i stk. 7, giver luftfartsselskaberne passagerer mulighed for at give API-oplysninger manuelt som led i onlineindtjekningsprocessen. I sådanne tilfælde anvender luftfartsselskaberne dataverifikationsteknikker for at sikre, at stk. 4 overholdes.
10. Den overgangsperiode, der er omhandlet i stk. 9, berører ikke luftfartsselskabernes ret til i lufthavnen inden ombordstigningen i luftfartøjet at verificere API-oplysninger, der indsamles som led i onlineindtjekningen, for at sikre overholdelse af stk. 4 i overensstemmelse med gældende EU-ret.
11. Kommissionen tillægges beføjelser til, fra datoen fire år efter den i artikel 34 omhandlede idriftsættelse af routeren for så vidt angår API-oplysninger og på grundlag af en evaluering af tilgængeligheden af og adgangen til automatiserede metoder til indsamling af API-oplysninger, at vedtage en delegeret retsakt i overensstemmelse med artikel 43 for at bringe den overgangsperiode, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 9, til ophør.
12. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 43 for at supplere denne forordning ved at fastsætte detaljerede tekniske krav og operationelle regler for indsamling af de API-oplysninger, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 2, litra a)-d), ved brug af automatiserede metoder i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 7 og 8 og for manuel indsamling af API-oplysninger under ekstraordinære omstændigheder i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 7 og i den overgangsperiode, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 9. Disse tekniske krav og operationelle regler skal omfatte krav til datasikkerhed og til anvendelse af de mest pålidelige automatiserede metoder til indsamling af maskinlæsbare oplysninger i et rejsedokument.
Artikel 5
Luftfartsselskabers forpligtelser vedrørende overførsel af API-oplysninger og andre PNR-oplysninger
1. Luftfartsselskaberne overfører de krypterede API-oplysninger til routeren elektronisk med henblik på transmission heraf til passageroplysningsenhederne i overensstemmelse med artikel 12. Luftfartsselskaberne overfører API-oplysningerne i overensstemmelse med de detaljerede regler, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 4, når sådanne regler er blevet vedtaget og finder anvendelse.
2. Når medlemsstaterne vedtager foranstaltninger i overensstemmelse med artikel 8, stk. 1, i direktiv (EU) 2016/681, pålægger de luftfartsselskaberne at overføre alle andre PNR-oplysninger, som de indsamler som led i deres normale forretningsaktiviteter, udelukkende til routeren i overensstemmelse med de fælles protokoller og dataformater, der er fastsat i henhold til nævnte direktivs artikel 16.
3. Luftfartsselskaberne overfører API-oplysningerne:
|
a) |
for passagerer
|
|
b) |
for alle besætningsmedlemmer, omgående efter flylukningen, dvs. når besætningsmedlemmerne er om bord i luftfartøjet med henblik på afrejse, og det ikke længere er muligt for dem at forlade luftfartøjet. |
4. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 43 for at supplere denne forordning ved at fastsætte de nødvendige detaljerede regler for de fælles protokoller og understøttede dataformater, der skal anvendes til krypteret overførsel af API-oplysninger til den i nærværende artikels stk. 1 omhandlede router, herunder overførsel af API-oplysninger på indtjekningstidspunktet og datasikkerhedskrav. Sådanne detaljerede regler skal sikre, at luftfartsselskaberne overfører API-oplysningerne ved brug af den samme struktur og med det samme indhold.
Artikel 6
Opbevaringsperiode og sletning af API-oplysninger
Luftfartsselskaberne opbevarer i en periode på 48 timer fra det tidspunkt, hvor routeren modtager de API-oplysninger, der overføres til den i overensstemmelse med artikel 5, stk. 3, litra a), nr. ii), og litra b), API-oplysningerne om alle passagerer og besætningsmedlemmer, som de har indsamlet i henhold til artikel 4. De sletter omgående og permanent sådanne API-oplysninger efter udløbet af denne periode, uden at dette berører luftfartsselskabernes mulighed for at opbevare og anvende oplysningerne, hvor det er nødvendigt for deres normale drift, i overensstemmelse med gældende ret, og artikel 16, stk. 1 og 3.
Artikel 7
Rettelse, fuldstændiggørelse og ajourføring af API-oplysninger
1. Hvis et luftfartsselskab bliver opmærksom på, at oplysninger, som det opbevarer i henhold til denne forordning, er blevet behandlet ulovligt, eller ikke udgør API-oplysninger, sletter det omgående og permanent disse oplysninger. Hvis disse oplysninger er blevet overført til routeren, underretter luftfartsselskabet omgående Den Europæiske Unions Agentur for den Operationelle Forvaltning af Store IT-Systemer inden for Området med Frihed, Sikkerhed og Retfærdighed (eu-LISA). Efter modtagelse af en sådan underretning underretter eu-LISA omgående den passageroplysningsenhed, der modtog de oplysninger, som er transmitteret via routeren.
2. Hvis et luftfartsselskab bliver opmærksom på, at de oplysninger, som det opbevarer i henhold til denne forordning, er unøjagtige, er ufuldstændige eller ikke længere er ajourførte, skal det omgående rette, fuldstændiggøre eller ajourføre disse oplysninger. Dette berører ikke luftfartsselskabernes mulighed for at opbevare og anvende oplysningerne, hvor det er nødvendigt for deres normale drift i overensstemmelse med gældende ret.
3. Hvor et luftfartsselskab efter overførslen af API-oplysninger i henhold til artikel 5, stk. 3, litra a), nr. i), men inden overførslen i henhold til artikel 5, stk. 3, litra a), nr. ii), bliver opmærksom på, at de oplysninger, det har videregivet, er unøjagtige, overfører luftfartsselskabet omgående de rettede API-oplysninger til routeren.
4. Hvor et luftfartsselskab efter overførslen af API-oplysninger i henhold til artikel 5, stk. 3, litra a), nr. ii), eller litra b), bliver opmærksom på, at de oplysninger, det har videregivet, er unøjagtige, er ufuldstændige eller ikke længere er ajourførte, overfører luftfartsselskabet omgående de rettede, fuldstændiggjorte eller ajourførte API-oplysninger til routeren.
5. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 43 for at supplere denne forordning ved at fastsætte de nødvendige detaljerede regler for rettelse, fuldstændiggørelse og ajourføring af API-oplysninger som omhandlet i nærværende artikel.
Artikel 8
Grundlæggende rettigheder
1. Luftfartsselskabers og kompetente myndigheders indsamling og behandling af personoplysninger i overensstemmelse med denne forordning og forordning (EU) 2025/12 må ikke føre til forskelsbehandling af personer af de grunde, der er anført i artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«).
2. Denne forordning respekterer fuldt ud den menneskelige værdighed og de grundlæggende rettigheder og principper, der er anerkendt i chartret, herunder retten til respekt for privatliv, asyl, beskyttelse af personoplysninger, fri bevægelighed og effektive retsmidler.
3. Der skal tages særligt hensyn til børn, ældre, personer med handicap og sårbare personer. Hensynet til barnets tarv skal komme i første række, når denne forordning gennemføres.
KAPITEL 3
BESTEMMELSER VEDRØRENDE ROUTEREN
Artikel 9
Routeren
1. eu-LISA designer, udvikler, hoster og teknisk forvalter i overensstemmelse med artikel 25 og 26 en router med henblik på at lette luftfartsselskabernes overførsel af krypterede API-oplysninger og andre PNR-oplysninger til passageroplysningsenhederne i overensstemmelse med denne forordning.
2. Routeren skal bestå af:
|
a) |
en central infrastruktur, herunder et sæt tekniske komponenter, der gør det muligt at modtage og transmittere krypterede API-oplysninger og andre PNR-oplysninger |
|
b) |
en sikker kommunikationskanal mellem den centrale infrastruktur og passageroplysningsenhederne og en sikker kommunikationskanal mellem den centrale infrastruktur og luftfartsselskaberne til overførsel og transmission af API-oplysninger og andre PNR-oplysninger og til al kommunikation i forbindelse hermed, og til medlemsstaternes indlæsning af udvalgte flyvninger som omhandlet i artikel 12, stk. 4, i routeren og eventuelle ajourføringer i den forbindelse |
|
c) |
en sikker kanal til modtagelse af realtidsflytrafikdata. |
3. Uden at det berører denne forordnings artikel 10, deler og videreanvender routeren, hvor det er relevant, og i det omfang det er teknisk muligt, de tekniske komponenter, herunder hardware- og softwarekomponenterne, i den webtjeneste, der er omhandlet i artikel 13 i forordning (EU) 2017/2226, den gateway-facilitet for transportvirksomheder, der er omhandlet i artikel 6, stk. 2, litra k), i forordning (EU) 2018/1240, og den gatewayfacilitet for transportvirksomheder, der er omhandlet i artikel 45c i forordning (EF) nr. 767/2008.
eu-LISA designer, i det omfang det er teknisk og operationelt muligt, routeren på en måde, som er sammenhængende og forenelig med de forpligtelser for luftfartsselskaber, der er fastsat i forordning (EF) nr. 767/2008, (EU) 2017/2226 og (EU) 2018/1240.
4. Routeren udtrækker automatisk oplysningerne og stiller dem i overensstemmelse med denne forordnings artikel 39 til rådighed for det centrale register for rapportering og statistik (CRRS), der er oprettet ved artikel 39 i forordning (EU) 2019/818.
5. eu-LISA designer og udvikler routeren på en sådan måde, at API-oplysningerne og de andre PNR-oplysninger ved enhver overførsel af API-oplysninger og andre PNR-oplysninger fra luftfartsselskaberne til routeren i overensstemmelse med artikel 5 og ved enhver transmission af API- oplysninger og andre PNR-oplysninger fra routeren til passageroplysningsenhederne i overensstemmelse med artikel 12 og til CRRS i overensstemmelse med artikel 39, stk. 2, er end-to-end-krypteret under transit.
Artikel 10
Eksklusiv anvendelse af routeren
Med henblik på denne forordning må routeren kun anvendes:
|
a) |
af luftfartsselskaber til at overføre krypterede API-oplysninger og andre PNR-oplysninger i overensstemmelse med denne forordning |
|
b) |
af passageroplysningsenheder til at modtage krypterede API-oplysninger og andre PNR-oplysninger i overensstemmelse med denne forordning |
|
c) |
på grundlag af internationale aftaler, der muliggør overførsel af PNR-oplysninger via routeren, og som Unionen har indgået med tredjelande, der har indgået en aftale om deres associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne. |
Denne artikel berører ikke artikel 12 i forordning (EU) 2025/12.
Artikel 11
Dataformats- og overførselsverifikationer
1. Routeren skal på en automatiseret måde og på baggrund af realtidsflytrafikdata verificere, hvorvidt luftfartsselskabet har overført API-oplysningerne i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, eller andre PNR-oplysninger i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2.
2. Routeren skal omgående og på en automatiseret måde verificere, hvorvidt de API-oplysninger, der blev overført til den i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, overholder de i artikel 5, stk. 4, omhandlede detaljerede regler om de understøttede dataformater.
3. Routeren skal omgående og på en automatiseret måde verificere, hvorvidt de andre PNR-oplysninger, der blev overført til den i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, overholder de i artikel 16 i direktiv (EU) 2016/681 omhandlede regler om de understøttede dataformater.
4. Hvor den i stk. 1 omhandlede verifikation viser, at oplysningerne ikke blev overført af luftfartsselskabet, eller hvor den i stk. 2 eller 3 omhandlede verifikation viser, at oplysningerne ikke overholder de detaljerede regler om de understøttede dataformater, underretter routeren omgående og på en automatiseret måde det pågældende luftfartsselskab og passageroplysningsenhederne i de medlemsstater, som oplysningerne skulle transmitteres til i henhold til artikel 12, stk. 1. Luftfartsselskabet skal i sådanne tilfælde omgående overføre API-oplysningerne og de andre PNR-oplysninger i overensstemmelse med artikel 5.
5. Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter, der præciserer de detaljerede tekniske og proceduremæssige regler, som er nødvendige for de verifikationer og underretninger, der er omhandlet i denne artikels stk. 1-4. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 42, stk. 2.
Artikel 12
Transmission af API-oplysninger og andre PNR-oplysninger fra routeren til passageroplysningsenhederne
1. Efter den i artikel 11 omhandlede dataformats- og overførselsverifikation transmitterer routeren de krypterede API-oplysninger og alle andre PNR-oplysninger, som luftfartsselskaberne har overført til den, jf. artikel 5, stk. 1 og 2, og, hvor det er relevant, artikel 7, stk. 3 og 4, til passageroplysningsenhederne i den medlemsstat, på hvis område flyvningen efter planen skal lande eller fra hvis område det vil afgå, eller til begge i forbindelse med flyvninger inden for EU. Den transmitterer omgående og på en automatiseret måde disse oplysninger uden på nogen måde at ændre deres indhold. Hvis en flyvning har en eller flere mellemlandinger på området for andre medlemsstater end den, hvorfra den afgik, transmitterer routeren API-oplysningerne og alle andre PNR-oplysninger til passageroplysningsenhederne i alle de berørte medlemsstater.
Med henblik på en sådan transmission udarbejder og ajourfører eu-LISA en sammenligningstabel mellem de forskellige oprindelses- og bestemmelseslufthavne og de lande, som de tilhører.
I forbindelse med flyvninger inden for EU overfører routeren imidlertid kun API-oplysninger og andre PNR-oplysninger fra de flyvninger, der er opført på listen omhandlet i stk. 4, til de relevante passageroplysningsenheder.
2. Routeren transmitterer API-oplysningerne og andre PNR-oplysninger i overensstemmelse med de detaljerede regler, der er omhandlet i stk. 6, når sådanne regler er blevet vedtaget og finder anvendelse.
3. Medlemsstaterne sikrer, at deres passageroplysningsenheder, når de modtager API-oplysninger og andre PNR-oplysninger i overensstemmelse med stk. 1, omgående og på en automatiseret måde bekræfter modtagelsen af sådanne oplysninger til routeren.
4. Medlemsstater, der beslutter at anvende direktiv (EU) 2016/681 på flyvninger inden for EU i overensstemmelse med nævnte direktivs artikel 2, udarbejder hver især en liste over de udvalgte flyvninger eller ruter inden for EU. Medlemsstaterne kan anvende koden for afgangslufthavnen og ankomstlufthavnen til at angive de udvalgte flyvninger eller ruter. Disse medlemsstater gennemgår regelmæssigt og ajourfører om nødvendigt disse lister i overensstemmelse med nævnte direktivs artikel 2 og denne forordnings artikel 13. En medlemsstat kan udvælge alle flyvninger eller ruter inden for EU, når dette er behørigt begrundet, i overensstemmelse med direktiv (EU) 2016/681 og denne forordnings artikel 13.
Medlemsstaterne indlæser senest på denne forordnings relevante anvendelsesdato, der er omhandlet i artikel 45, stk. 2, de udvalgte flyvninger eller ruter i routeren ved hjælp af automatiserede metoder via den sikre kommunikationskanal, der er omhandlet i artikel 9, stk. 2, litra b), og forsyner derefter routeren med eventuelle ajourføringer heraf.
5. De oplysninger, som medlemsstaterne indlæser i routeren, behandles fortroligt, og eu-LISA's personales adgang til disse oplysninger begrænses til, hvad der er strengt nødvendigt for at løse tekniske problemer. eu-LISA sikrer efter routerens modtagelse af disse oplysninger eller eventuelle ajourføringer heraf fra en medlemsstat, at routeren omgående overfører API-oplysningerne og de andre PNR-oplysninger til den pågældende medlemsstats passageroplysningsenheden for så vidt angår de udvalgte flyvninger eller ruter i overensstemmelse med stk. 1.
6. Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter, der præciserer de detaljerede tekniske og processuelle regler, der er nødvendige for den i denne artikels stk. 1 omhandlede transmission af API-oplysninger og andre PNR-oplysninger fra routeren og for den i denne artikels stk. 4 omhandlede indlæsning af oplysninger i routeren, herunder om krav til datasikkerhed. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 42, stk. 2.
Artikel 13
Udvælgelse af flyvninger inden for EU
1. Medlemsstater, der i overensstemmelse med artikel 2 i direktiv (EU) 2016/681 beslutter at anvende nævnte direktiv og dermed denne forordning på flyvninger inden for EU, udvælger sådanne flyvninger inden for EU i overensstemmelse med nærværende artikel.
2. Medlemsstaterne må kun anvende direktiv (EU) 2016/681 og dermed denne forordning på alle flyvninger inden for EU, der ankommer til eller afgår fra deres område, i situationer med en reel og aktuel eller forudsigelig terrortrussel, på grundlag af en afgørelse, der er baseret på en trusselsvurdering og begrænset i tid til, hvad der er strengt nødvendigt, og det skal kunne gøres til genstand for en effektiv prøvelse af enten en domstol eller et uafhængigt administrativt organ, hvis afgørelse er bindende.
3. Hvis der ikke foreligger en reel og aktuel eller forudsigelig terrortrussel, udvælger de medlemsstater, der anvender direktiv (EU) 2016/681 og dermed denne forordning på flyvninger inden for EU, sådanne flyvninger inden for EU på grundlag af resultatet af en vurdering, der foretages på grundlag af kravene i denne artikels stk. 4-7.
4. Den i stk. 3 omhandlede vurdering:
|
a) |
gennemføres på en objektiv, behørigt begrundet og ikkeforskelsbehandlede måde i overensstemmelse med artikel 2 i direktiv (EU) 2016/681 |
|
b) |
må kun tage hensyn til kriterier, som er relevante for forebyggelse, opdagelse, efterforskning og retsforfølgning af terrorhandlinger og grov kriminalitet, der har en objektiv forbindelse, herunder en indirekte forbindelse, til luftbefordring af passagerer, og ikke udelukkende være baseret på de grunde, der er anført i chartrets artikel 21, hvad angår nogen passagerer eller grupper af passagerer |
|
c) |
må kun bruge oplysninger, der kan støtte en objektiv, behørigt begrundet og ikkeforskelsbehandlede vurdering. |
5. På grundlag af den i stk. 3 omhandlede vurdering må medlemsstaterne kun udvælge flyvninger inden for EU, der vedrører bl.a. bestemte ruter, rejsemønstre eller lufthavne, for hvilke der er tegn på terrorhandlinger og grov kriminalitet, og som berettiger behandlingen af API-oplysninger og andre PNR-oplysninger. Udvælgelsen af flyvninger inden for EU begrænses til, hvad der er strengt nødvendigt for at nå målene i direktiv (EU) 2016/681 og denne forordning.
6. Medlemsstaterne opbevarer al dokumentation vedrørende den i stk. 3 omhandlede vurdering, herunder, hvor det er relevant, enhver revision heraf, og stiller den efter anmodning til rådighed for deres uafhængige tilsynsmyndigheder og nationale tilsynsmyndigheder i overensstemmelse med direktiv (EU) 2016/680.
7. Medlemsstaterne reviderer i overensstemmelse med artikel 2 i direktiv (EU) 2016/681 deres i stk. 3 omhandlede vurdering regelmæssigt og mindst hver 12. måned for at tage hensyn til ændringer i de omstændigheder, der begrundede udvælgelsen af flyvninger inden for EU, og med henblik på at sikre, at udvælgelsen af flyvninger inden for EU fortsat begrænses til, hvad der er strengt nødvendigt.
8. Kommissionen letter en regelmæssig drøftelse af udvælgelseskriterierne for den i stk. 3 omhandlede vurdering, herunder udvekslingen af bedste praksis, samt, på frivillig basis, udvekslingen af oplysninger om udvalgte flyvninger.
Artikel 14
Sletning af API-oplysninger og andre PNR-oplysninger fra routeren
API-oplysninger og andre PNR-oplysninger, der er overført til routeren i henhold til denne forordning, må kun opbevares på routeren, i det omfang det er nødvendigt for at gennemføre transmissionen til de relevante passageroplysningsenheder i overensstemmelse med denne forordning, og slettes omgående, permanent og på en automatiseret måde fra routeren i begge følgende situationer:
|
a) |
hvor det i overensstemmelse med artikel 12, stk. 3, bekræftes, at overførslen af API-oplysninger og andre PNR-oplysninger til de relevante passageroplysningsenheder er gennemført |
|
b) |
hvor API-oplysningerne eller andre PNR-oplysninger vedrører andre flyvninger inden for EU end dem, der er medtaget på de i artikel 12, stk. 4, omhandlede lister. |
Routeren underretter automatisk eu-LISA og passageroplysningsenhederne om den umiddelbart forestående sletning af flyvninger inden for EU som omhandlet i litra b).
Artikel 15
Passageroplysningsenhedernes behandling af API-oplysninger og andre PNR-oplysninger
API-oplysninger og andre PNR-oplysninger, der overføres til passageroplysningsenheder i overensstemmelse med denne forordning, behandles efterfølgende af passageroplysningsenhederne i overensstemmelse med direktiv (EU) 2016/681, navnlig for så vidt angår reglerne om passageroplysningsenhedernes behandling af API-oplysninger og andre PNR-oplysninger, herunder reglerne i nævnte direktivs artikel 6, 10, 12 og 13, og udelukkende med henblik på at forebygge, opdage, efterforske og retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet.
Passageroplysningsenhederne eller andre kompetente myndigheder må under ingen omstændigheder behandle API-oplysninger og andre PNR-oplysninger med henblik på profilering som omhandlet i artikel 11, stk. 3, i direktiv (EU) 2016/680.
Artikel 16
Tiltag, hvis det er teknisk umuligt at anvende routeren
1. Hvis det ikke er teknisk muligt at benytte routeren til at transmittere API-oplysninger eller andre PNR-oplysninger på grund af et svigt i routeren, underretter eu-LISA omgående luftfartsselskaberne og passageroplysningsenhederne om denne tekniske umulighed på en automatiseret måde. I så fald træffer eu-LISA omgående foranstaltninger til at afhjælpe den tekniske umulighed af at benytte routeren og underretter omgående luftfartsselskaberne og passageroplysningsenhederne, når den er blevet afhjulpet.
I perioden mellem disse underretninger finder artikel 5, stk. 1, ikke anvendelse, for så vidt som den tekniske umulighed forhindrer overførsel af API-oplysninger eller andre PNR-oplysninger til routeren. Luftfartsselskaberne opbevarer API-oplysningerne eller de andre PNR-oplysninger, indtil den tekniske umulighed er blevet afhjulpet. Så snart den tekniske umuligged er blevet afhjulpet, overfører luftfartsselskaberne oplysningerne til routeren i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1.
Hvis det ikke er teknisk muligt at benytte routeren, og i ekstraordinære tilfælde, der vedrører målene for denne forordning og som gør det nødvendigt for passageroplysningsenhederne omgående at modtage API-oplysninger eller andre PNR-oplysninger under den tekniske umulighed af at anvende routeren, kan passageroplysningsenhederne anmode luftfartsselskaberne om at anvende andre passende metoder, der sikrer det nødvendige niveau af datasikkerhed, datakvalitet og databeskyttelse, til at overføre API-oplysninger eller andre PNR-oplysninger direkte til passageroplysningsenhederne. Passageroplysningsenhederne behandler de API-oplysninger eller andre PNR-oplysninger, der modtages ved brug af andre passende metoder, i overensstemmelse med de regler og garantier, der er fastsat i direktiv (EU) 2016/681.
Efter underretningen fra eu-LISA om, at den tekniske umulighed er blevet afhjulpet, og hvor det er bekræftet i overensstemmelse med artikel 12, stk. 3, at transmissionen af API-oplysningerne eller de andre PNR-oplysninger via routeren til den relevante passageroplysningsenhed er blevet gennemført, sletter passageroplysningsenheden omgående de API-oplysninger eller de andre PNR-oplysninger, som den har modtaget ved brug af andre passende metoder.
2. Hvis det er teknisk umuligt at anvende routeren til at transmittere API-oplysninger eller andre PNR-oplysninger på grund af et svigt i en medlemsstats systemer eller infrastruktur omhandlet i artikel 23, underretter denne medlemsstats passageroplysningsenhed omgående de øvrige passageroplysningsenheder, eu-LISA og Kommissionen om denne tekniske umulighed på en automatiseret måde. I så fald træffer denne medlemsstat omgående foranstaltninger for at afhjælpe den tekniske umulighed af at benytte routeren og underretter omgående de øvrige passageroplysningsenheder, eu-LISA og Kommissionen, når den er blevet afhjulpet. Routeren opbevarer API-oplysningerne eller de andre PNR-oplysninger, indtil den tekniske umulighed er blevet afhjulpet. Så snart den tekniske umulighed er blevet afhjulpet, transmitterer routeren oplysningerne i overensstemmelse med artikel 12, stk. 1.
Hvis det er teknisk umuligt at anvende routeren, og i ekstraordinære tilfælde, som vedrører målene for denne forordning og som gør det nødvendigt for passageroplysningsenhederne omgående at modtage API-oplysninger eller andre PNR-oplysninger under den tekniske umulighed af at anvende routeren, kan passageroplysningsenhederne anmode luftfartsselskaberne om at anvende andre passende metoder, der sikrer det nødvendige niveau af datasikkerhed, datakvalitet og databeskyttelse, til at overføre API-oplysninger eller andre PNR-oplysninger direkte til passageroplysningsenhederne. Passageroplysningsenhederne behandler de API-oplysninger eller andre PNR-oplysninger, der modtages ved brug af andre passende metoder, i overensstemmelse med de regler og garantier, der er fastsat i direktiv (EU) 2016/681.
Efter underretningen fra eu-LISA om, at den tekniske umulighed er blevet afhjulpet, og hvis det er bekræftet i overensstemmelse med artikel 12, stk. 3, at transmissionen af API-oplysningerne eller de andre PNR-oplysninger via routeren til den relevante passageroplysningsenhed er blevet gennemført, sletter passageroplysningsenheden omgående de API-oplysninger eller andre PNR-oplysninger, som den har modtaget ved brug af andre passende metoder.
3. Hvis det er teknisk umuligt at anvende routeren til at overføre API-oplysninger eller andre PNR-oplysninger på grund af et svigt i et luftfartsselskabs systemer eller infrastruktur omhandlet i artikel 24, underretter dette luftfartsselskab omgående passageroplysningsenhederne, eu-LISA og Kommissionen om denne tekniske umulighed på en automatiseret måde. I så fald træffer dette luftfartsselskab omgående foranstaltninger til at afhjælpe den tekniske umulighed af at benytte routeren og underretter omgående passageroplysningsenhederne, eu-LISA og Kommissionen, når der er blevet afhjulpet.
I perioden mellem disse underretninger finder artikel 5, stk. 1, ikke anvendelse, for så vidt som den tekniske umulighed forhindrer overførsel af API-oplysninger eller andre PNR-oplysninger til routeren. Luftfartsselskaberne opbevarer API-oplysningerne eller de andre PNR-oplysninger, indtil den tekniske umulighed er blevet afhjulpet. Så snart den tekniske umulighed er blevet afhjulpet, overfører luftfartsselskaberne oplysningerne til routeren i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1.
Hvis det er teknisk umuligt at benytte routeren, og i ekstraordinære tilfælde, som vedrører målene for denne forordning og som gør det nødvendigt for passageroplysningsenhederne omgående at modtage API-oplysninger eller andre PNR-oplysninger under den tekniske umulighed af at anvende routeren, kan passageroplysningsenhederne anmode luftfartsselskaberne om at anvende andre passende metoder, der sikrer det nødvendige niveau af datasikkerhed, datakvalitet og databeskyttelse, til at overføre API-oplysninger eller andre PNR-oplysninger direkte til passageroplysningsenhederne. Passageroplysningsenhederne behandler de API-oplysninger eller andre PNR-oplysninger, der modtages ved brug af andre passende metoder, i overensstemmelse med de regler og garantier, der er fastsat i direktiv (EU) 2016/681.
Efter underretningen fra eu-LISA om, at den tekniske umulighed er blevet afhjulpet, og hvis det er bekræftet i overensstemmelse med artikel 12, stk. 3, at transmissionen af API-oplysningerne eller de andre PNR-oplysninger via routeren til den relevante passageroplysningsenhed er blevet gennemført, sletter passageroplysningsenheden omgående de API-oplysninger eller andre PNR-oplysninger, som den har modtaget ved brug af andre passende metoder.
Når den tekniske umulighed er blevet afhjulpet, forelægger det pågældende luftfartsselskab straks den i artikel 37a omhandlede nationale API-tilsynsmyndighed en rapport med alle nødvendige oplysninger om den tekniske umulighed, herunder årsagerne til den, dens omfang og konsekvenser samt de foranstaltninger, der er truffet for at afhjælpe den.
KAPITEL 4
SÆRLIGE BESTEMMELSER OM BESKYTTELSE AF PERSONOPLYSNINGER OG SIKKERHED
Artikel 17
Opbevaring af logfiler
1. Luftfartsselskaberne opretter logfiler over alle behandlingsaktiviteter vedrørende API-oplysninger i henhold til denne forordning, der foretages ved brug af de automatiserede midler, der er omhandlet i artikel 4, stk. 7. Disse logfiler omfatter dato, klokkeslæt og sted for overførsel af API-oplysninger. Disse logfiler må ikke indeholde andre personoplysninger end de oplysninger, der er nødvendige for at identificere luftfartsselskabets relevante medarbejder.
2. eu-LISA fører logfiler over alle behandlingsaktiviteter vedrørende overførsel og transmission af API-oplysninger og andre PNR-oplysninger gennem routeren i henhold til denne forordning. Disse logfiler omfatter følgende:
|
a) |
det luftfartsselskab, der har overført API-oplysningerne og andre PNR-oplysninger til routeren |
|
b) |
det luftfartsselskab, der har overført andre PNR-oplysninger til routeren |
|
c) |
de passageroplysningsenheder, som API-oplysningerne blev transmitteret til via routeren |
|
d) |
de passageroplysningsenheder, som andre PNR-oplysninger blev transmitteret til via routeren |
|
e) |
dato og klokkeslæt for den overførsel eller transmission, der er omhandlet i litra a)-d), og stedet for denne overførsel eller transmission |
|
f) |
enhver adgang for eu-LISA's personale, der er nødvendig for vedligeholdelsen af routeren som omhandlet i artikel 26, stk. 3 |
|
g) |
alle andre oplysninger vedrørende disse behandlingsaktiviteter, der er nødvendige for at overvåge API-oplysningernes og andre PNR-oplysningers sikkerhed og integritet og lovligheden af disse behandlingsaktiviteter. |
Disse logfiler må ikke indeholde andre personoplysninger end de oplysninger, der er nødvendige for at identificere eu-LISA’s relevante medarbejder, jf. første afsnit, litra f).
3. De logfiler, der er omhandlet i denne artikels stk. 1 og 2, må kun anvendes til at garantere API-oplysningers og andre PNR-oplysningers sikkerhed og integritet og lovligheden af behandlingen, navnlig for så vidt angår overholdelse af kravene i denne forordning, herunder procedurer for sanktioner for overtrædelse af disse krav i overensstemmelse med artikel 37 og 38.
4. Luftfartsselskaberne og eu-LISA træffer passende foranstaltninger til at beskytte de logfiler, de har oprettet i henhold til henholdsvis stk. 1 og stk. 2, mod uautoriseret adgang og andre sikkerhedsrisici.
5. Den nationale API-tilsynsmyndighed, der er omhandlet i artikel 37, og passageroplysningsenhederne har adgang til de relevante logfiler, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1, hvis det er nødvendigt af hensyn til de i nærværende artikels stk. 3 omhandlede formål.
6. Luftfartsselskaberne og eu-LISA opbevarer de logfiler, de har oprettet i henhold til henholdsvis stk. 1 og stk. 2, i en periode på ét år fra det tidspunkt, hvor disse logfiler blev oprettet. De sletter omgående og permanent disse logfiler ved udløbet af denne periode.
Hvis disse logfiler er nødvendige for procedurer til overvågning eller sikring af API-oplysninger sikkerhed og integritet eller lovligheden af behandlingsaktiviteterne som omhandlet, jf. stk. 3, og disse procedurer allerede er indledt på tidspunktet for udløbet af den i nærværende stykkes første afsnit omhandlede periode, opbevarer luftfartsselskaberne og eu-LISA dog disse logfiler, så længe det er nødvendigt for disse procedurer. I så fald sletter de omgående disse logfiler, når de ikke længere er nødvendige for disse procedurer.
Artikel 18
Databeskyttelsesansvar
1. Luftfartsselskaberne er dataansvarlige som omhandlet i artikel 4, nr. 7, i forordning (EU) 2016/679 for behandling af API-oplysninger og andre PNR-oplysninger, der udgør personoplysninger, i forbindelse med indsamlingen af sådanne oplysninger og deres overførsel af disse til routeren i henhold til nærværende forordning.
2. Hver medlemsstat udpeger en kompetent myndighed som dataansvarlig i overensstemmelse med denne artikel. Medlemsstaterne underretter Kommissionen, eu-LISA og de øvrige medlemsstater om disse myndigheder.
Alle de kompetente myndigheder, som medlemsstaterne har udpeget, er fælles dataansvarlige i overensstemmelse med artikel 21 i direktiv (EU) 2016/680 med henblik på behandling af personoplysninger i routeren.
3. eu-LISA er databehandler som omhandlet i artikel 3, nr. 12), i forordning (EU) 2018/1725, for så vidt angår behandling af API-oplysninger og andre PNR-oplysninger, der udgør personoplysninger, i henhold til nærværende forordning via routeren, herunder transmission af oplysningerne fra routeren til passageroplysningsenhederne og opbevaring af disse oplysninger på routeren af tekniske årsager. eu-LISA sikrer, at routeren drives i overensstemmelse med nærværende forordning.
4. Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter, der fastlægger de fælles dataansvarliges respektive ansvarsområder og de respektive forpligtelser mellem de fælles dataansvarlige og databehandleren. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 42, stk. 2.
Artikel 19
Oplysninger til passagererne
I overensstemmelse med artikel 13 i forordning (EU) 2016/679 giver luftfartsselskaber passagerer på flyvninger, der er omfattet af nærværende forordning, oplysninger om formålet med indsamlingen af deres personoplysninger, typen af indsamlede personoplysninger, modtagerne af personoplysningerne og mulighederne for udøvelse af deres rettigheder som registrerede.
Disse oplysninger meddeles passagererne skriftligt i et lettilgængeligt format på reservationstidspunktet og på indtjekningstidspunktet, uanset hvilke metoder der anvendes til at indsamle personoplysningerne på indtjekningstidspunktet, i overensstemmelse med artikel 4.
Artikel 20
Sikkerhed
1. eu-LISA sørger for sikkerheden og krypteringen af de API-oplysninger og andre PNR-oplysninger, som det behandler i henhold til denne forordning, navnlig oplysninger, der udgør personoplysninger. Passageroplysningsenhederne og luftfartsselskaberne sørger for sikkerheden af de API-oplysninger, som de behandler i henhold til denne forordning, navnlig API-oplysninger, der udgør personoplysninger. eu-LISA, passageroplysningsenhederne og luftfartsselskaberne samarbejder i overensstemmelse med deres respektive ansvarsområder og under overholdelse af EU-retten med hinanden om at sørge for en sådan sikkerhed.
2. eu-LISA sørger for sikkerheden og fortroligheden af oplysningerne vedrørende flyvninger og ruter, som medlemsstaterne har udvalgt i overensstemmelse med artikel 12, stk. 4. Passageroplysningsenhederne og luftfartsselskaberne sørger for sikkerheden af de API-oplysninger, som det behandler i henhold til denne forordning, navnlig API-oplysninger, der udgør personoplysninger. eu-LISA, passageroplysningsenhederne og luftfartsselskaberne samarbejder i overensstemmelse med deres respektive ansvarsområder og under overholdelse af EU-retten med hinanden om at sørge for en sådan sikkerhed.
3. eu-LISA træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for at sørge for sikkerheden for routeren og API-oplysningerne og andre PNR-oplysninger, navnlig oplysninger, der udgør personoplysninger, og som transmitteres via routeren, herunder ved at udarbejde, gennemføre og regelmæssigt ajourføre en sikkerhedsplan, en forretningskontinuitetsplan og en katastrofeberedskabsplan, med henblik på at:
|
a) |
fysisk beskytte routeren, herunder ved at udarbejde beredskabsplaner for beskyttelse af kritiske komponenter heraf |
|
b) |
forhindre uautoriseret behandling af API-oplysninger eller andre PNR-oplysninger, herunder uautoriseret adgang hertil og kopiering, ændring eller sletning heraf, både under overførslen af API-oplysningerne eller andre PNR-oplysninger til og fra routeren og under enhver opbevaring af API-oplysninger eller andre PNR-oplysninger på routeren, hvor det er nødvendigt for at gennemføre transmissionen, navnlig ved hjælp af passende krypteringsteknikker |
|
c) |
sikre, at de personer, der er bemyndiget til at få adgang til routeren, kun har adgang til de oplysninger, der er omfattet af deres adgangstilladelse |
|
d) |
sikre, at det er muligt at verificere og fastslå, til hvilke passageroplysningsenheder API-oplysningerne eller andre PNR-oplysninger transmitteres via routeren |
|
e) |
rapportere behørigt til sin bestyrelse om eventuelle fejl i funktionen af routeren |
|
f) |
overvåge virkningsfuldheden af de sikkerhedsforanstaltninger, der kræves i henhold til denne artikel og forordning (EU) 2018/1725, og vurdere og ajourføre disse sikkerhedsforanstaltninger, hvor det er nødvendigt i lyset af den teknologiske eller operationelle udvikling. |
De foranstaltninger, der er omhandlet i dette stykkes første afsnit, berører ikke artikel 32 i forordning (EU) 2016/679, artikel 33 i forordning (EU) 2018/1725 eller artikel 29 i direktiv (EU) 2016/680.
Artikel 21
Egenkontrol
Luftfartsselskaber og passageroplysningsenheder overvåger, at de overholder deres respektive forpligtelser i henhold til denne forordning, navnlig med hensyn til deres behandling af API-oplysninger, der udgør personoplysninger. For luftfartsselskaber omfatter overvågningen hyppig verifikation af logfilerne, der er omhandlet i artikel 17.
Artikel 22
Revisioner for så vidt angår beskyttelse af personoplysninger
1. De uafhængige tilsynsmyndigheder, der er omhandlet i artikel 41 i direktiv (EU) 2016/680, foretager mindst hvert fjerde år en revision af behandlingsaktiviteter for så vidt angår API-oplysninger, der udgør personoplysninger, som foretages af passageroplysningsenhederne med henblik på denne forordning. Medlemsstaterne sikrer, at deres uafhængige tilsynsmyndigheder har tilstrækkelige ressourcer og ekspertise til at udføre de opgaver, som er tillagt dem i henhold til denne forordning.
2. Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse foretager mindst én gang om året en revision af behandlingsaktiviteter for så vidt angår API-oplysninger og andre PNR-oplysninger, der udgør personoplysninger, som foretages af eu-LISA med henblik på denne forordning, i overensstemmelse med relevante internationale revisionsstandarder. En rapport om denne revision sendes til Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen, medlemsstaterne og eu-LISA. eu-LISA gives lejlighed til at fremsætte bemærkninger, inden rapporterne vedtages.
3. I forbindelse med de behandlingsaktiviteter, der er omhandlet i stk. 2, leverer eu-LISA efter anmodning de oplysninger, som Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse anmoder om, giver Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse adgang til alle de dokumenter, som den anmoder om, og til de logfiler, der er omhandlet i artikel 17, stk. 2, og giver Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse adgang til alle eu-LISA's lokaler til enhver tid.
KAPITEL 5
SPØRGSMÅL VEDRØRENDE ROUTEREN
Artikel 23
Passageroplysningsenhedernes tilslutning til routeren
1. Medlemsstaterne sikrer, at deres passageroplysningsenheder er tilsluttet routeren. De sikrer, at deres nationale systemer og infrastruktur til modtagelse og viderebehandling af API-oplysninger og andre PNR-oplysninger, der overføres i henhold til denne forordning, er integreret med routeren.
Medlemsstaterne sikrer, at tilslutningen til routeren og integrationen med denne gør det muligt for deres passageroplysningsenheder at modtage og viderebehandle disse API-oplysninger og andre PNR-oplysninger samt at udveksle enhver kommunikation i forbindelse hermed på en lovlig, sikker, effektiv og hurtig måde.
2. Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter, der fastlægger de nødvendige detaljerede regler for den i denne artikels stk. 1 omhandlede tilslutning til og integration med routeren, herunder om krav for så vidt angår datasikkerhed. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 42, stk. 2.
Artikel 24
Luftfartsselskabernes tilslutning til routeren
1. Luftfartsselskaberne sikrer, at de er tilsluttet routeren. De sikrer, at deres systemer og infrastruktur til overførsel af API-oplysninger og andre PNR-oplysninger til routeren i henhold til denne forordning er integreret med routeren.
Luftfartsselskaberne sikrer, at tilslutningen til routeren og integrationen med denne gør det muligt for dem at overføre disse API-oplysninger og andre PNR-oplysninger samt udveksle enhver kommunikation i forbindelse hermed på en lovlig, sikker, effektiv og hurtig måde. Med henblik herpå foretager luftfartsselskaberne test af overførslen af API-oplysninger og andre PNR-oplysninger til routeren i samarbejde med eu-LISA i overensstemmelse med artikel 27, stk. 3.
2. Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter, der præciserer de nødvendige detaljerede regler for den i denne artikels stk. 1 omhandlede tilslutning til og integration med routeren, herunder om krav for så vidt angår datasikkerhed. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 42, stk. 2.
Artikel 25
eu-LISA's opgaver i forbindelse med design og udvikling af routeren
1. eu-LISA er ansvarligt for design af routerens fysiske arkitektur, herunder fastlæggelse af dens tekniske specifikationer.
2. eu-LISA er ansvarligt for udvikling af routeren, herunder for eventuelle tekniske tilpasninger, der er nødvendige for routerens drift.
Udviklingen af routeren består i udarbejdelse og gennemførelse af de tekniske specifikationer, afprøvning og overordnet projektstyring og koordinering af udviklingsfasen.
3. eu-LISA sikrer, at routeren er designet og udviklet på en sådan måde, at routeren leverer de funktioner, der er specificeret i denne forordning, og at routeren idriftsættes så snart som muligt efter Kommissionens vedtagelse af de delegerede retsakter, der er omhandlet i denne forordnings artikel 4, stk. 12, artikel 5, stk. 3, og artikel 7, stk. 2, og af de gennemførelsesretsakter, der er omhandlet i denne forordnings artikel 11, stk. 5, artikel 12, stk. 4, artikel 23, stk. 2, og artikel 24, stk. 2, og af de gennemførelsesretsakter, der er omhandlet i artikel 16, stk. 3, i direktiv (EU) 2016/681, og efter udarbejdelsen af en konsekvensanalyse vedrørende databeskyttelse i overensstemmelse med artikel 35 i forordning (EU) 2016/679.
4. eu-LISA stiller en overensstemmelsestest til rådighed for passageroplysningsenhederne, medlemsstaternes andre relevante myndigheder og luftfartsselskaberne. Overensstemmelsestesten omfatter et testmiljø, en simulator, testdatasæt og en testplan. Overensstemmelsestesten gør det muligt at foretage omfattende test af routeren som omhandlet i stk. 5 og 6, og den forbliver til rådighed efter afslutningen af disse test.
5. Hvor eu-LISA vurderer, at udviklingsfasen er afsluttet for så vidt angår API-oplysninger, foretager det uden unødigt ophold en omfattende test af routeren i samarbejde med passageroplysningsenhederne og medlemsstaternes andre relevante myndigheder og luftfartsselskaber og underretter Kommissionen om resultatet af denne test.
6. Hvor eu-LISA vurderer, at udviklingsfasen er afsluttet for så vidt angår andre PNR-oplysninger, foretager det uden unødigt ophold omfattende test af routeren for at sikre pålideligheden af routerens forbindelse med luftfartsselskaber og passageroplysningsenheder, luftfartsselskabernes nødvendige standardiserede transmission af andre PNR-oplysninger og overførsel og transmission af andre PNR-oplysninger i overensstemmelse med artikel 16 i direktiv (EU) 2016/681, herunder anvendelse af de fælles protokoller og understøttede standardiserede dataformater, der er omhandlet i nævnte direktivs artikel 16, stk. 2 og 3, for at sikre læsbarheden af de andre PNR-oplysninger. Sådanne test foretages i samarbejde med passageroplysningsenhederne og medlemsstaternes andre relevante myndigheder og luftfartsselskaber. eu-LISA underretter Kommissionen om resultatet af disse test.
Artikel 26
eu-LISA's opgaver i forbindelse med hosting og teknisk forvaltning af routeren
1. eu-LISA hoster routeren på sine tekniske lokaliteter.
2. eu-LISA er ansvarligt for den tekniske forvaltning af routeren, herunder dens vedligeholdelse og tekniske udvikling, på en sådan måde, at det sikres, at API-oplysningerne og andre PNR-oplysninger transmitteres sikkert, effektivt og hurtigt gennem routeren under overholdelse af denne forordning.
Den tekniske forvaltning af routeren består i at udføre alle de opgaver og vedtage alle de tekniske løsninger, der er nødvendige for, at routeren kan fungere korrekt i overensstemmelse med denne forordning uden afbrydelser, 24 timer i døgnet, syv dage om ugen. Den tekniske forvaltning omfatter det vedligeholdelsesarbejde og den tekniske udvikling, der er nødvendig for at sikre, at routeren fungerer på et tilfredsstillende niveau af teknisk kvalitet, navnlig med hensyn til tilgængeligheden, nøjagtigheden og pålideligheden af transmissionen af API-oplysninger og andre PNR-oplysninger, i overensstemmelse med de tekniske specifikationer og så vidt muligt i overensstemmelse med passageroplysningsenhedernes og luftfartsselskabernes operationelle behov.
3. eu-LISA har ikke adgang til nogen af de API-oplysninger eller andre PNR-oplysninger, der transmitteres gennem routeren. Dette forbud udelukker dog ikke eu-LISA's personale fra at få en sådan adgang, i det omfang det er strengt nødvendigt for vedligeholdelsen og den tekniske forvaltning af routeren.
4. Uden at det berører denne artikels stk. 3 og artikel 17 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, fastsat ved Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 (22), anvender eu-LISA passende regler for tavshedspligt eller andre tilsvarende fortrolighedskrav i forbindelse med sine ansatte, der skal arbejde med API-oplysninger eller andre PNR-oplysninger, der transmitteres via routeren. Denne pligt består fortsat, efter at sådanne ansatte har fratrådt deres stilling, eller deres aktiviteter er ophørt.
Artikel 27
eu-LISA's støtteopgaver i forbindelse med routeren
1. eu-LISA sørger efter anmodning fra passageroplysningsenheder, andre relevante myndigheder i medlemsstaterne eller luftfartsselskaber for uddannelse af disse i den tekniske anvendelse af routeren og i deres tilslutning til og integration med routeren.
2. eu-LISA yder støtte til passageroplysningsenhederne vedrørende modtagelsen af API-oplysninger og andre PNR-oplysninger gennem routeren i henhold til denne forordning, navnlig for så vidt angår anvendelsen af artikel 12 og 23.
3. I overensstemmelse med artikel 24, stk. 1, og under anvendelse af det sæt af overensstemmelsestest, der er omhandlet i artikel 25, stk. 4, foretager eu-LISA i samarbejde med luftfartsselskaberne test af overførslen af API-oplysninger og andre PNR-oplysninger til routeren.
KAPITEL 6
FORVALTNING
Artikel 28
Programstyringsråd
1. Senest den 28. januar 2025 nedsætter eu-LISA's bestyrelse et programstyringsråd. Det skal have 10 medlemmer og bestå af:
|
a) |
syv medlemmer udpeget af eu-LISA's bestyrelse blandt dens medlemmer eller suppleanter |
|
b) |
formanden for den i artikel 29 omhandlede Rådgivende Gruppe for API-PNR |
|
c) |
et medlem af eu-LISA's personale udpeget af dets administrerende direktør, og |
|
d) |
et medlem udpeget af Kommissionen. |
For så vidt angår litra a) vælges de medlemmer, der udpeges af eu-LISA's bestyrelse, kun blandt dens medlemmer eller suppleanter fra de medlemsstater, som denne forordning finder anvendelse på.
2. Programstyringsrådet udarbejder et udkast til sin forretningsorden, der skal vedtages af eu-LISA's bestyrelse.
Formandskabet varetages af en medlemsstat, der er medlem af programstyringsrådet.
3. Programstyringsrådet fører tilsyn med den effektive udførelse af eu-LISA's opgaver i forbindelse med design og udvikling af routeren i overensstemmelse med artikel 25.
eu-LISA forelægger efter anmodning fra programstyringsrådet detaljerede og ajourførte oplysninger om designet og udviklingen af routeren, herunder om de ressourcer, som eu-LISA har tildelt.
4. Programstyringsrådet forelægger regelmæssigt og mindst tre gange pr. kvartal skriftlige rapporter om fremskridtene i designet og udviklingen af routeren for eu-LISA's bestyrelse.
5. Programstyringsrådet har ingen beslutningskompetence eller noget mandat til at repræsentere eu-LISA's bestyrelse eller dens medlemmer.
6. Programstyringsrådet ophører med at eksistere på denne forordnings anvendelsesdato, der er omhandlet i artikel 45, stk. 2.
Artikel 29
Den Rådgivende Gruppe for API-PNR
1. Fra den 28. januar 2025 yder Den Rådgivende Gruppe for API-PNR, der er nedsat i henhold til artikel 27, stk. 1, litra de), i forordning (EU) 2018/1726, eu-LISA's bestyrelse den nødvendige ekspertise vedrørende API-PNR, navnlig i forbindelse med udarbejdelsen af det årlige arbejdsprogram og den årlige aktivitetsrapport.
2. eu-LISA giver, når de foreligger, Den Rådgivende Gruppe for API-PNR versioner, endog overgangsversioner, af de tekniske specifikationer og de overensstemmelsestest, der er omhandlet i artikel 25, stk. 1, 2 og 4.
3. Den Rådgivende Gruppe for API-PNR varetager følgende funktioner:
|
a) |
yder ekspertise til eu-LISA og programstyringsrådet i forbindelse med design og udvikling af routeren i overensstemmelse med artikel 25 |
|
b) |
yder ekspertise til eu-LISA om hosting og teknisk forvaltning af routeren i overensstemmelse med artikel 26 |
|
c) |
afgiver udtalelse til programstyringsrådet på dettes anmodning om fremskridt med hensyn til design og udvikling af routeren, herunder om fremskridt med hensyn til de tekniske specifikationer og overensstemmelsestest, der er omhandlet i stk. 2. |
4. Den Rådgivende Gruppe for API-PNR har ingen beslutningskompetence eller noget mandat til at repræsentere eu-LISA's bestyrelse eller dens medlemmer.
Artikel 30
Kontaktgruppe for API-PNR
1. Senest på denne forordnings relevante anvendelsesdato, der er omhandlet i artikel 45, stk. 2, nedsætter eu-LISA's bestyrelse en kontaktgruppe for API-PNR.
2. Kontaktgruppen for API-PNR muliggør kommunikation mellem medlemsstaternes relevante myndigheder og luftfartsselskaber om tekniske spørgsmål vedrørende deres respektive opgaver og forpligtelser i henhold til denne forordning.
3. Kontaktgruppen for API-PNR består af repræsentanter for medlemsstaternes relevante myndigheder og luftfartsselskaber, formanden for Den Rådgivende Gruppe for API-PNR og eu-LISA's eksperter.
4. eu-LISA's bestyrelse fastsætter forretningsordenen for Kontaktgruppen for API-PNR efter udtalelse fra Den Rådgivende Gruppe for API-PNR.
5. Hvor det skønnes nødvendigt, kan eu-LISA's bestyrelse også nedsætte undergrupper under Kontaktgruppen for API-PNR for at drøfte specifikke tekniske spørgsmål vedrørende medlemsstaternes relevante myndigheders og luftfartsselskabers respektive opgaver og forpligtelser i henhold til denne forordning.
6. Kontaktgruppen for API-PNR, herunder dens undergrupper, har ingen beslutningskompetence eller noget mandat til at repræsentere eu-LISA's bestyrelse eller dens medlemmer.
Artikel 31
API-ekspertgruppe
1. Senest på denne forordnings anvendelsesdato, der er omhandlet i artikel 45, stk. 2, litra a), nedsætter Kommissionen en API-ekspertgruppe i overensstemmelse med de horisontale regler om oprettelse af Kommissionens ekspertgrupper og deres funktion.
2. API-ekspertgruppen muliggør kommunikation blandt medlemsstaternes relevante myndigheder og mellem medlemsstaternes relevante myndigheder og luftfartsselskaber om politiske spørgsmål vedrørende deres respektive opgaver og forpligtelser i henhold til denne forordning, herunder i forbindelse med de sanktioner, der er omhandlet i artikel 38.
3. API-ekspertgruppen ledes af Kommissionen og sammensættes i overensstemmelse med de horisontale regler for oprettelse og drift af Kommissionens ekspertgrupper. Den består af repræsentanter for medlemsstaternes relevante myndigheder, repræsentanter for luftfartsselskaber og eu-LISA's eksperter. API-ekspertgruppen kan, hvor det er relevant for udførelsen af dens opgaver, indbyde relevante interessenter, navnlig repræsentanter for Europa-Parlamentet, Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse og de uafhængige nationale tilsynsmyndigheder, til at deltage i dens arbejde.
4. API-ekspertgruppen udfører sine opgaver i overensstemmelse med gennemsigtighedsprincippet. Kommissionen offentliggør protokollerne fra API-ekspertgruppens møder og andre relevante dokumenter på sit websted.
Artikel 32
Omkostningerne for eu-LISA, Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse, de nationale tilsynsmyndigheder og medlemsstaterne
1. eu-LISA's omkostninger i forbindelse med oprettelse og drift af routeren i henhold til denne forordning afholdes over Unionens almindelige budget.
2. Medlemsstaternes omkostninger i forbindelse med gennemførelsen af denne forordning, navnlig deres i artikel 23 omhandlede tilslutning til og integration med routeren støttes af Unionens almindelige budget i overensstemmelse med de regler for støtteberettigelse og medfinansieringssatser, der er fastsat i de gældende EU-retsakter.
3. De omkostninger, som Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse pådrager sig i forbindelse med de opgaver, den har fået pålagt i henhold til denne forordning, afholdes over Unionens almindelige budget.
4. De omkostninger, som de uafhængige nationale tilsynsmyndigheder pådrager sig i forbindelse med de opgaver, de har fået pålagt i henhold til denne forordning, afholdes af medlemsstaterne.
Artikel 33
Ansvar vedrørende routeren
Hvis en medlemsstats eller et luftfartsselskabs manglende opfyldelse af sine forpligtelser i henhold til denne forordning volder skade på routeren, er denne medlemsstat eller dette luftfartsselskab ansvarlig(t) for skaden som fastsat i gældende EU-ret eller national ret, medmindre og i det omfang det påvises, at eu-LISA, en anden medlemsstat eller et andet luftfartsselskab ikke har truffet rimelige foranstaltninger til at forhindre skaden i at ske eller til at begrænse dens omfang.
Artikel 34
Idriftsættelse af routeren for så vidt angår API-oplysninger
Kommissionen fastsætter uden unødigt ophold datoen for routerens idriftsættelse for så vidt angår API-oplysninger ved hjælp af en gennemførelsesretsakt, når eu-LISA har underrettet Kommissionen om den vellykkede gennemførelse af den i artikel 25, stk. 5, omhandlede omfattende test af routeren. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 42, stk. 2.
Kommissionen fastsætter den dato, der er omhandlet i stk. 1, til senest 30 dage efter datoen for vedtagelsen af den pågældende gennemførelsesretsakt.
Artikel 35
Idriftsættelse af routeren i forbindelse med andre PNR-oplysninger
Kommissionen fastsætter uden unødigt ophold datoen for routerens idriftsættelse for så vidt angår andre PNR-oplysninger ved hjælp af en gennemførelsesretsakt, når eu-LISA har underrettet Kommissionen om den vellykkede gennemførelse af den i artikel 25, stk. 6, omhandlede omfattende test af routeren, herunder om pålideligheden af routerens tilslutning til luftfartsselskaber og passageroplysningsenheder og om læsbarheden af andre PNR-oplysninger, der overføres af luftfartsselskaber og videregives af routeren i det nødvendige standardiserede format, i overensstemmelse med artikel 16 i direktiv (EU) 2016/681. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 42, stk. 2.
Kommissionen fastsætter den dato, der er omhandlet i stk. 1, til senest 30 dage efter datoen for vedtagelsen af den pågældende gennemførelsesretsakt.
Artikel 36
Frivillig anvendelse af routeren
1. Luftfartsselskaberne har lov til at anvende routeren til at fremsende de oplysninger, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1 og 2, i direktiv 2004/82/EF, eller andre PNR-oplysninger i henhold til artikel 8 i direktiv (EU) 2016/681 til en eller flere af de ansvarlige passageroplysningsenheder i overensstemmelse med nævnte direktiver, forudsat at den pågældende medlemsstat indvilliger heri, fra en passende dato, der fastsættes af denne medlemsstat. Denne medlemsstat må først indvillige efter at have konstateret, at oplysningerne kan fremsendes på en lovlig, sikker, effektiv og hurtig måde, navnlig hvad angår både dens egen passageroplysningsenheds og det berørte luftfartsselskabs tilslutning til routeren.
2. Hvis et luftfartsselskab begynder at benytte routeren i overensstemmelse med denne artikels stk. 1, skal det fortsætte det med at anvende routeren til at fremsende disse oplysninger til den pågældende passageroplysningsenhed indtil denne forordnings relevante anvendelsesdato, der er omhandlet i artikel 45, stk. 2. Denne anvendelse ophører dog fra en passende dato, der fastsættes af denne medlemsstat, hvis denne medlemsstat finder, at der er objektive grunde til, at et sådant ophør er nødvendigt, og har underrettet luftfartsselskabet herom.
3. Den pågældende medlemsstat skal:
|
a) |
høre eu-LISA, inden der indgås aftale om frivillig anvendelse af routeren i overensstemmelse med stk. 1 |
|
b) |
medmindre der er tale om behørigt begrundede hastetilfælde, give det pågældende luftfartsselskab mulighed for at fremsætte bemærkninger til sin hensigt om at afbryde den pågældende anvendelse i overensstemmelse med stk. 2 og, hvis det er relevant, også høre eu-LISA herom |
|
c) |
omgående underrette eu-LISA og Kommissionen om enhver sådan anvendelse, som den indvilliger i, og ethvert ophør af en sådan anvendelse og give alle nødvendige oplysninger, herunder datoen for påbegyndelse af anvendelsen, datoen for ophøret og årsagerne til ophøret, alt efter hvad der er relevant. |
KAPITEL 7
TILSYN, SANKTIONER, STATISTIK OG HÅNDBOG
Artikel 37
National API-tilsynsmyndighed
1. Medlemsstaterne udpeger én eller flere nationale API-tilsynsmyndigheder, der er ansvarlige overvåge, at luftfartsselskaber anvender denne forordnings bestemmelser på deres område, og for at sikre, at disse bestemmelser overholdes.
2. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale API-tilsynsmyndigheder har alle de midler og alle de undersøgelses- og håndhævelsesbeføjelser, der er nødvendige til at udføre deres opgaver i henhold til denne forordning, herunder ved at pålægge de sanktioner, der er omhandlet i artikel 38, hvor det er relevant. Medlemsstaterne sikrer, at udøvelsen af de beføjelser, der er tillagt den nationale API-tilsynsmyndighed, er underlagt passende garantier i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, der er sikret i henhold til EU-retten.
3. Medlemsstaterne meddeler senest på denne forordnings relevante anvendelsesdato, der er omhandlet i artikel 45, stk. 2, Kommissionen navn og kontaktoplysninger på de myndigheder, de har udpeget i henhold til stk. 1. De underretter straks Kommissionen om eventuelle senere ændringer eller tilpasninger heraf.
4. Denne artikel berører ikke de i artikel 51 i forordning (EU) 2016/679, artikel 41 i direktiv (EU) 2016/680 og artikel 15 i direktiv (EU) 2016/681 omhandlede tilsynsmyndigheders beføjelser.
Artikel 38
Sanktioner
1. Medlemsstaterne fastsætter regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelser af bestemmelserne i denne forordning, og træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de anvendes. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
2. Medlemsstaterne giver senest på denne forordnings relevante anvendelsesdato, der er omhandlet i artikel 45, stk. 2, Kommissionen meddelelse om disse regler og foranstaltninger og underretter den straks om alle senere ændringer, der berører dem.
3. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale API-tilsynsmyndigheder, når de træffer afgørelse om, hvorvidt der skal pålægges en sanktion, og når de fastlægger sanktionernes type og omfang, tager hensyn til relevante omstændigheder, herunder:
|
a) |
overtrædelsens art, grovhed og varighed |
|
b) |
graden af luftfartsselskabets fejl |
|
c) |
luftfartsselskabets tidligere overtrædelser |
|
d) |
det overordnede niveau af luftfartsselskabets samarbejde med de kompetente myndigheder |
|
e) |
luftfartsselskabets størrelse såsom det årlige antal befordrede passagerer |
|
f) |
hvorvidt andre nationale API-tilsynsmyndigheder tidligere har pålagt det samme luftfartsselskab sanktioner for den samme overtrædelse. |
4. Medlemsstaterne sikrer, at gentagne tilfælde af manglende overførsel af API-oplysninger i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, medfører forholdsmæssige økonomiske sanktioner på op til 2 % af luftfartsselskabets globale omsætning for det forudgående regnskabsår. Medlemsstaterne sikrer, at manglende overholdelse af andre forpligtelser, der er fastsat i denne forordning, straffes med forholdsmæssige sanktioner, herunder økonomiske sanktioner.
Artikel 39
Statistik
1. Med henblik på at støtte gennemførelsen, og overvågningen af anvendelsen, af denne forordning og på baggrund af de i stk. 5 og 6 omhandlede statistiske oplysninger offentliggør eu-LISA hvert kvartal statistikker over funktionen af routeren og luftfartsselskabernes overholdelse af forpligtelserne i denne forordning. Disse statistikker må ikke give mulighed for identifikation af enkeltpersoner.
2. Routeren transmitterer med henblik på stk. 1 automatisk de oplysninger, der er anført i stk. 5 og 6, til CRRS.
3. Med henblik på at støtte gennemførelsen og overvågningen af anvendelsen af denne forordning indsamler eu-LISA hvert år statistiske data i en årlig rapport for det forudgående år. eu-LISA offentliggør denne årsrapport og sender den til Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse, Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning og de i artikel 37 omhandlede nationale API-tilsynsmyndigheder. Årsrapporten må ikke afsløre fortrolige arbejdsmetoder eller bringe medlemsstaternes kompetente myndigheders igangværende undersøgelser i fare.
4. Efter anmodning fra Kommissionen forelægger eu-LISA den statistikker om specifikke aspekter i forbindelse med gennemførelsen af denne forordning samt statistikkerne i henhold til stk. 3.
5. CRRS forelægger eu-LISA følgende statistiske oplysninger, der er nødvendige for den rapportering, der er omhandlet i artikel 44, og for at generere statistikker i overensstemmelse med nærværende artikel, dog uden at sådanne statistikker om API-oplysninger giver mulighed for at identificere de berørte passagerer:
|
a) |
hvorvidt oplysningerne vedrører en passager eller et besætningsmedlem |
|
b) |
passagerens eller besætningsmedlemmets nationalitet, køn og fødselsår |
|
c) |
ombordstigningsdato og første ombordstigningssted, afgangsdato og -lufthavn samt ankomstdato og -lufthavn |
|
d) |
rejsedokumentets type, koden på tre bogstaver for det udstedende land og datoen for udløbet af rejsedokumentets gyldighed |
|
e) |
antallet af indtjekkede passagerer på samme flyvning |
|
f) |
koden for det luftfartsselskab, der foretager flyvningen |
|
g) |
hvorvidt flyvningen er en ruteflyvning eller en ikkeruteflyvning |
|
h) |
hvorvidt API-oplysninger blev overført omgående efter flylukningen |
|
i) |
hvorvidt passagerens personoplysninger er nøjagtige, fuldstændige og ajourførte |
|
j) |
de tekniske metoder, der anvendes til at indsamle API-oplysninger. |
6. CRRS forelægger eu-LISA følgende statistiske oplysninger, der er nødvendige for den rapportering, der er omhandlet i artikel 44, og med henblik på at generere statistikker i overensstemmelse med nærværende artikel, dog uden at sådanne statistikker om andre PNR-oplysninger giver mulighed for at identificere de berørte passagerer:
|
a) |
dato og tidspunkt for routerens modtagelse af PNR-meddelelsen |
|
b) |
oplysninger om flyvninger, der er indeholdt i rejseruten i den specifikke PNR-meddelelse |
|
c) |
oplysninger om code-sharing, der er indeholdt i den specifikke PNR-meddelelse. |
7. Med henblik på den rapportering, der er omhandlet i artikel 44, og med henblik på at generere statistikker i overensstemmelse med nærværende artikel opbevarer eu-LISA de oplysninger, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 5 og 6, i CRRS. Det opbevarer sådanne oplysninger i en periode på fem år i overensstemmelse med stk. 2, idet det sikres, at oplysningerne ikke giver mulighed for at identificere de berørte passagerer. CRRS forelægger det behørigt bemyndigede personale hos medlemsstaternes passageroplysningsenheder og andre relevante myndigheder skræddersyede rapporter og statistikker om API-oplysninger som omhandlet i nærværende artikels stk. 5 og andre PNR-oplysninger som omhandlet i nærværende artikels stk. 6 med henblik på gennemførelsen og overvågningen af anvendelsen af denne forordning.
8. Anvendelsen af de oplysninger, der er omhandlet i denne artikels stk. 5 og 6, må ikke føre til profilering af enkeltpersoner som omhandlet i artikel 11, stk. 3, i direktiv (EU) 2016/680 eller forskelsbehandling af personer af de grunde, der er anført i chartrets artikel 21. De oplysninger, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 5 og 6, må ikke anvendes til at sammenligne eller matche dem med personoplysninger eller til at kombinere dem med personoplysninger.
9. De procedurer, som eu-LISA har indført for at overvåge udviklingen og driften af routeren omhandlet i artikel 39, stk. 2, i forordning (EU) 2019/818, skal omfatte muligheden for at udarbejde regelmæssige statistikker for at sikre denne overvågning.
Artikel 40
Praktisk håndbog
Kommissionen udarbejder og offentliggør i tæt samarbejde med passageroplysningsenhederne, medlemsstaternes andre relevante myndigheder, luftfartsselskaber og relevante EU-organer og -agenturer en praktisk håndbog med retningslinjer, henstillinger og bedste praksis for gennemførelsen af denne forordning, herunder vedrørende overholdelse af de grundlæggende rettigheder og vedrørende sanktioner i overensstemmelse med artikel 38.
Den praktiske håndbog tager hensyn til andre relevante håndbøger.
Kommissionen vedtager den praktiske håndbog i form af en henstilling.
KAPITEL 8
SAMMENHÆNG MED ANDRE EKSISTERENDE INSTRUMENTER
Artikel 41
Ændring af forordning (EU) 2019/818
Artikel 39, stk. 1 og 2, i forordning (EU) 2019/818 affattes således:
»1. Der oprettes et centralt register for rapportering og statistik (CRRS) med henblik på at støtte målene for SIS, Eurodac og ECRIS-TCN i overensstemmelse med de respektive retlige instrumenter, der regulerer disse systemer, og for at tilvejebringe statistiske oplysninger og analytisk rapportering på tværs af systemerne til politiske, operationelle og datakvalitetsmæssige formål. CRRS støtter også målene for Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2025/13 (*1).
2. eu-LISA opretter, gennemfører og hoster CRSS på sine tekniske anlæg, indeholdende de data og statistikker, der er omhandlet i artikel 74 i forordning (EU) 2018/1862 og artikel 32 i forordning (EU) 2019/816, logisk adskilt efter EU-informationssystem. eu-LISA indsamler også de data og statistikker fra routeren, der er omhandlet i artikel 39, stk. 1, i forordning (EU) 2025/13. Der gives adgang til CRRS via en kontrolleret og sikret adgang og specifikke brugerprofiler, udelukkende med henblik på indberetning og statistik, til de myndigheder, der er omhandlet i artikel 74 i forordning (EU) 2018/1862, artikel 32 i forordning (EU) 2019/816 og artikel 13, stk. 1, i forordning (EU) 2025/13.
KAPITEL 9
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 42
Udvalgsprocedure
1. Kommissionen bistås af et udvalg. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.
2. Når der henvises til dette stykke, finder artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse. Afgiver udvalget ikke nogen udtalelse, vedtager Kommissionen ikke udkastet til gennemførelsesretsakt, og artikel 5, stk. 4, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 182/2011 finder anvendelse.
Artikel 43
Udøvelse af de delegerede beføjelser
1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.
2. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 4, stk. 11 og 12, artikel 5, stk. 4, og artikel 7, stk. 5, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den 28. januar 2025. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.
For så vidt angår en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, stk. 11, må Europa-Parlamentet eller Rådet ikke, hvis Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse i henhold til nærværende artikels stk. 6, modsætte sig den stiltiende forlængelse, der er omhandlet i nærværende stykkes første afsnit.
3. Den i artikel 4, stk. 12, artikel 5, stk. 4, og artikel 7, stk. 5, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.
4. Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning.
5. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.
6. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, stk. 11 eller 12, artikel 5, stk. 4, eller artikel 7, stk. 5, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har underrettet Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.
Artikel 44
Overvågning og evaluering
1. eu-LISA sikrer, at der er indført procedurer til at overvåge udviklingen af routeren i lyset af mål vedrørende planlægning og omkostninger og til at overvåge funktionen af routeren i lyset af målene for tekniske resultater, omkostningseffektivitet, sikkerhed og tjenestekvalitet.
2. Senest den 29. januar 2026 og derefter hvert år i routerens udviklingsfase udarbejder eu-LISA en rapport om status for routerens udvikling og forelægger Europa-Parlamentet og Rådet denne rapport. Rapporten skal indeholde detaljerede oplysninger om de afholdte omkostninger og om eventuelle risici, der måtte have indvirkning på de samlede omkostninger, som skal afholdes over Unionens almindelige budget i overensstemmelse med artikel 32.
3. Når routeren er sat i drift, udarbejder eu-LISA en rapport, som i detaljer forklarer, hvordan målene, navnlig vedrørende planlægning og omkostninger, er blevet opfyldt, og angiver grundene til eventuelle afvigelser, og forelægger den for Europa-Parlamentet og Rådet.
4. Senest den 29. januar 2029 og derefter hvert fjerde år forelægger Kommissionen en rapport indeholdende en generel evaluering af denne forordning, herunder om nødvendigheden af og merværdien ved at indsamle API-oplysninger, herunder en vurdering af:
|
a) |
anvendelsen af denne forordning |
|
b) |
i hvilket omfang denne forordning har opfyldt sine mål |
|
c) |
denne forordnings indvirkning på grundlæggende rettigheder, der er beskyttet i henhold til EU-retten |
|
d) |
denne forordnings indvirkning på legitime passagerers rejseoplevelse |
|
e) |
denne forordnings indvirkning på luftfartssektorens konkurrenceevne og den byrde, der pålægges virksomheder |
|
f) |
kvaliteten af de oplysninger, som routeren transmitterer til passageroplysningsenhederne |
|
g) |
routerens præstation for så vidt angår passageroplysningsenhederne. |
Med henblik på første afsnits litra e) skal Kommissionens rapport også omhandle denne forordnings samspil med andre relevante EU-retsakter, navnlig forordning (EF) nr. 767/2008, (EU) 2017/2226 og (EU) 2018/1240, med henblik på at vurdere den samlede indvirkning af de dermed forbundne indberetningsforpligtelser for luftfartsselskaberne, identificere bestemmelser, der, hvor det er hensigtsmæssigt, kunne ajourføres og forenkles for at mindske byrden for luftfartsselskaberne, og overveje tiltag og foranstaltninger, der kunne iværksættes for at mindske det samlede omkostningspres på luftfartsselskaberne.
5. Den evaluering, der er omhandlet i stk. 4, skal også omfatte en vurdering af nødvendigheden, proportionaliteten og effektiviteten af at medtage obligatorisk indsamling og overførsel af API-oplysninger vedrørende flyvninger inden for EU i denne forordnings anvendelsesområde.
6. Kommissionen forelægger evalueringsrapporten for Europa-Parlamentet, Rådet, Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse og Det Europæiske Agentur for Grundlæggende Rettigheder. Hvis det i lyset af den evaluering, der er foretaget, er hensigtsmæssigt, forelægger Kommissionen for Europa-Parlamentet og Rådet et forslag til en lovgivningsmæssig retsakt med henblik på ændring af denne forordning.
7. Medlemsstaterne og luftfartsselskaberne giver efter anmodning eu-LISA og Kommissionen de oplysninger, der er nødvendige for at udarbejde de i stk. 2, 3 og 4 omhandlede rapporter. Medlemsstaterne giver navnlig kvantitative og kvalitative oplysninger om indsamlingen af API-oplysninger ud fra et operationelt perspektiv. Disse oplysninger må ikke omfatte personoplysninger. Medlemsstaterne kan undlade at give sådanne oplysninger, hvis og i det omfang det er nødvendigt for ikke at afsløre fortrolige arbejdsmetoder eller bringe deres passageroplysningsenheders eller andre kompetente myndigheders igangværende undersøgelser i fare. Kommissionen sikrer, at alle fortrolige oplysninger beskyttes på passende vis.
Artikel 45
Ikrafttræden og anvendelse
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Den finder anvendelse:
|
a) |
for så vidt angår API-oplysninger, fra datoen to år efter den dato, hvor routeren idriftsættes, som fastsat af Kommissionen i overensstemmelse med artikel 34, og |
|
b) |
for så vidt angår andre PNR-oplysninger, fra datoen fire år efter den dato, hvor routeren idriftsættes, som fastsat af Kommissionen i overensstemmelse med artikel 35. |
Dog finder:
|
a) |
artikel 4, stk. 12, artikel 5, stk. 3, artikel 7, stk. 5, artikel 11, stk. 5, artikel 12, stk. 6, artikel 18, stk. 4, artikel 23, stk. 2, artikel 24, stk. 2, artikel 25, 28 og 29, artikel 32, stk. 1, og artikel 34, 35, 42 og 43 anvendelse fra den 28. januar 2025 |
|
b) |
artikel 6, artikel 17, stk. 1, 2 og 3, artikel 18, stk. 1, 2 og 3, og artikel 19, 20, 26, 27, 33 og 36 anvendelse fra den dato, hvor routeren idriftsættes, som fastsat af Kommissionen i overensstemmelse med artikel 34 og 35. |
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 19. december 2024.
På Europa-Parlamentets vegne
R. METSOLA
Formand
På Rådets vegne
BÓKA J.
Formand
(1) EUT C 228 af 29.6.2023, s. 97.
(2) Europa-Parlamentets holdning af 25.4.2024 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 12.12.2024.
(3) Rådets direktiv 2004/82/EF af 29. april 2004 om transportvirksomheders forpligtelse til at fremsende oplysninger om passagerer (EUT L 261 af 6.8.2004, s. 24).
(4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/681 af 27. april 2016 om anvendelse af passagerlisteoplysninger (PNR-oplysninger) til at forebygge, opdage, efterforske og retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 132).
(5) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2025/12 af 19. december 2024 om indsamling og overførsel af forhåndsoplysninger om passagerer med henblik på at forbedre og lette ind- og udrejsekontrollen ved de ydre grænser, om ændring af forordning (EU) 2018/1726 og (EU) 2019/817 og om ophævelse af Rådets direktiv 2004/82/EF (EUT L, 2025/12, 8.1.2025, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2025/12/oj).
(6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1157 af 20. juni 2019 om styrkelse af sikkerheden af unionsborgeres identitetskort og af opholdsdokumenter, der udstedes til unionsborgere og deres familiemedlemmer, som udøver deres ret til fri bevægelighed (EUT L 188 af 12.7.2019, s. 67).
(7) Rådets forordning (EF) nr. 2252/2004 af 13. december 2004 om standarder for sikkerhedselementer og biometriske identifikatorer i pas og rejsedokumenter, som medlemsstaterne udsteder (EUT L 385 af 29.12.2004, s. 1).
(8) Rådets direktiv (EU) 2019/997 af 18. juni 2019 om indførelse af et EU-nødpas og om ophævelse af afgørelse 96/409/FUSP (EUT L 163 af 20.6.2019, s. 1).
(9) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2226 af 30. november 2017 om oprettelse af et ind- og udrejsesystem til registrering af ind- og udrejseoplysninger og oplysninger om nægtelse af indrejse vedrørende tredjelandsstatsborgere, der passerer medlemsstaternes ydre grænser, om fastlæggelse af betingelserne for adgang til ind- og udrejsesystemet til retshåndhævelsesformål og om ændring af konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen og forordning (EF) nr. 767/2008 og (EU) nr. 1077/2011 (EUT L 327 af 9.12.2017, s. 20).
(10) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1240 af 12. september 2018 om oprettelse af et europæisk system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS) og om ændring af forordning (EU) nr. 1077/2011, (EU) nr. 515/2014, (EU) 2016/399 (EU) 2016/1624 og (EU) 2017/2226 (EUT L 236 af 19.9.2018, s. 1).
(11) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 767/2008 af 9. juli 2008 om visuminformationssystemet (VIS) og udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne om visa til kortvarigt ophold (VIS-forordningen) (EUT L 218 af 13.8.2008, s. 60).
(12) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1726 af 14. november 2018 om Den Europæiske Unions Agentur for den Operationelle Forvaltning af Store IT-Systemer inden for Området med Frihed, Sikkerhed og Retfærdighed (eu-LISA) og om ændring af forordning (EF) nr. 1987/2006 og Rådets afgørelse 2007/533/RIA og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1077/2011 (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 99).
(13) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2006 af 5. juli 2006 om handicappede og bevægelseshæmmede personers rettigheder, når de rejser med fly (EUT L 204 af 26.7.2006, s. 1).
(14) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).
(15) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39).
(16) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 89).
(17) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/818 af 20. maj 2019 om fastsættelse af en ramme for interoperabilitet mellem EU-informationssystemer vedrørende politisamarbejde og retligt samarbejde, asyl og migration og om ændring af forordning (EU) 2018/1726, (EU) 2018/1862 og (EU) 2019/816 (EUT L 135 af 22.5.2019, s. 85).
(18) EUT L 123 af 12.5.2016, s. 1.
(19) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2011/182/oj).
(20) EUT C 84 af 7.3.2023, s. 2.
(21) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/541 af 15. marts 2017 om bekæmpelse af terrorisme og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2002/475/RIA og ændring af Rådets afgørelse 2005/671/RIA (EUT L 88 af 31.3.2017, s. 6).
ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2025/13/oj
ISSN 1977-0634 (electronic edition)