19.3.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 96/9


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2021/469

af 18. marts 2021

om accept af en anmodning om behandling som ny eksporterende producent i forbindelse med de endelige antidumpingforanstaltninger, der blev indført på importen af bordservice og køkkenartikler af keramisk materiale med oprindelse i Folkerepublikken Kina, og om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2019/1198

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (1) (»grundforordningen«),

under henvisning til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/1198 af 12. juli 2019 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af bordservice og køkkenartikler af keramisk materiale med oprindelse i Folkerepublikken Kina (2), særlig artikel 2, og

ud fra følgende betragtninger:

A.   GÆLDENDE FORANSTALTNINGER

(1)

Den 13. maj 2013 indførte Rådet en endelig antidumpingtold på importen af bordservice og køkkenartikler af keramisk materiale (»den pågældende vare«) med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»Kina«) ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 412/2013 (3) (»den oprindelige forordning«).

(2)

Efter en udløbsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2, forlængede Kommissionen den 12. juli 2019 foranstaltningerne i den oprindelige forordning i yderligere fem år ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/1198.

(3)

Efter en antiomgåelsesundersøgelse i henhold til artikel 13, stk. 3, i forordning (EU) 2016/1036 ændrede Kommissionen den 28. november 2019 gennemførelsesforordning (EU) 2019/1198 ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/2131 (4).

(4)

I den oprindelige undersøgelse blev der anvendt stikprøveudtagning til at undersøge de eksporterende producenter i Kina i henhold til grundforordningens artikel 17.

(5)

Kommissionen indførte individuelle antidumpingtoldsatser på mellem 13,1 % og 23,4 % på importen af den pågældende vare for de stikprøveudtagne eksporterende producenter fra Kina. For de samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven, blev der fastsat en toldsats på 17,9 %. De samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven, er opført i bilag I til gennemførelsesforordning (EU) 2019/1198 som erstattet ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/2131. Der blev desuden indført en landsdækkende told på 36,1 % på den pågældende vare fra virksomheder i Kina, som enten ikke gav sig til kende eller ikke samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen.

(6)

I henhold til artikel 2 i gennemførelsesforordning (EU) 2019/1198 kan Kommissionen ændre bilag I til nævnte forordning ved at tildele en ny eksporterende producent den toldsats, der finder anvendelse for de samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven, dvs. den vejede gennemsnitlige toldsats på 17,9 %, hvis en ny eksporterende producent i Kina over for Kommissionen fremlægger tilstrækkelig dokumentation for:

a)

at virksomheden ikke eksporterede den pågældende vare til Unionen i den undersøgelsesperiode, der blev lagt til grund for foranstaltningerne, dvs. fra den 1. januar 2011 til den 31. december 2011 (»den oprindelige undersøgelsesperiode«)

b)

at virksomheden ikke er forretningsmæssigt forbundet med nogen af de eksportører eller producenter i Kina, som er genstand for de ved den oprindelige forordning indførte antidumpingforanstaltninger, og

c)

at virksomheden faktisk har eksporteret den pågældende vare til Unionen efter udløbet af den oprindelige undersøgelsesperiode eller har indgået en uigenkaldelig kontraktmæssig forpligtelse til at eksportere en betydelig mængde til Unionen.

B.   ANMODNING OM BEHANDLING SOM NY EKSPORTERENDE PRODUCENT

(7)

Virksomheden Hunan Legend Porcelain Industry Co., Ltd. (»Hunan Legend« eller »ansøgeren«) indgav en anmodning til Kommissionen om at blive indrømmet behandling som ny eksporterende producent og dermed være omfattet af toldsatsen for de samarbejdsvillige virksomheder i Kina, der ikke indgik i stikprøven, som er på 17,9 %. Ansøgeren hævdede, at virksomheden opfyldte alle tre betingelser i artikel 2 i gennemførelsesforordning (EU) 2019/1198.

(8)

For at afgøre, om ansøgeren opfyldte betingelserne for at blive indrømmet behandling som ny eksporterende producent, jf. artikel 2 i gennemførelsesforordning (EU) 2019/1198, sendte Kommissionen først et spørgeskema til ansøgeren med en anmodning om dokumentation for, at denne opfyldte betingelserne for behandling som ny eksporterende producent.

(9)

Efter en analyse af besvarelsen af spørgeskemaet anmodede Kommissionen om yderligere oplysninger og dokumentation, hvilket blev fremsendt af ansøgeren.

(10)

Kommissionen bestræbte sig på at efterprøve alle de oplysninger, som den anså for nødvendige med henblik på at fastslå, om ansøgeren opfylder betingelserne for at blive indrømmet behandling som ny eksporterende producent. Til dette formål analyserede Kommissionen den dokumentation, som ansøgeren havde fremlagt i sin spørgeskemabesvarelse, konsulterede forskellige onlinedatabaser, herunder Orbis (5) og Qichacha (6), og krydstjekkede virksomhedsoplysningerne med de oplysninger, der var indsendt i tidligere sager, og offentligt tilgængelige oplysninger på internettet. Sideløbende hermed underrettede Kommissionen også EU-erhvervsgrenen om ansøgerens anmodning og opfordrede den til at fremsætte eventuelle bemærkninger. Der blev ikke modtaget bemærkninger fra EU-erhvervsgrenen.

C.   ANALYSE AF ANMODNINGEN

(11)

Med hensyn til betingelsen i artikel 2, litra a), i gennemførelsesforordning (EU) 2019/1198, som forudsætter, at ansøgeren ikke har eksporteret den pågældende vare til Unionen i den undersøgelsesperiode, der ligger til grund for foranstaltningerne, dvs. fra den 1. januar 2011 til den 31. december 2011 (»den oprindelige undersøgelsesperiode«), fastslog Kommissionen, at ansøgeren ikke eksisterede som virksomhed på daværende tidspunkt. Hunan Legends vedtægter og virksomhedens erhvervslicens er fra maj 2014. Ansøgeren kunne derfor ikke have eksporteret den pågældende vare til Unionen i undersøgelsesperioden og opfylder dermed denne betingelse.

(12)

Med hensyn til betingelsen i artikel 2, litra b), i gennemførelsesforordning (EU) 2019/1198 om, at ansøgeren ikke må være forretningsmæssigt forbundet med eksportører eller producenter, der er omfattet af de antidumpingforanstaltninger, der blev indført ved den oprindelige forordning, fastslog Kommissionen, at Hunan Legend ikke er forretningsmæssigt forbundet med nogen af de eksporterende producenter i Kina, som er genstand for de oprindelige antidumpingforanstaltninger. Ifølge Qichacha ejer Hunan Legends eneste aktionær, Hr. Liang Feiqiao, ikke kapitalandele i nogen virksomhed, der beskæftiger sig med produktion, forarbejdning, salg eller køb af den pågældende vare, udover Hunan Legend. Da Hunan Legend blev grundlagt, så kapitalejerskabet dog anderledes ud. Indtil november 2016 havde en kinesisk eksporterende producent af den pågældende vare, som er pålagt en individuel told på 18,3 %, Hunan Hualian China Industry Co. Ltd. (»Hunan Hualian«), 49 % af kapitalandelene i Hunan Legend, mens Hr. Liang Feiqiao besad de resterende 51 %. I november 2016 overførte Hunan Hualian alle sine kapitalandele til Hr. Liang Feiqiao gennem en aftale om overdragelse af kapitalandele, som var indgået mellem de to parter, og som fastsatte vilkårene og betingelserne for opdelingen. Efter overdragelsen blev Hr. Liang Feiqiao Hunan Legends eneste aktionær, og afhængighedsforholdet mellem ansøgeren og Hunan Hualian blev bragt til ophør.

(13)

Hunan Legend begyndte at eksportere i slutningen af 2017 og har eksporteret til Unionen siden 2019, dvs. efter at Hunan Hualian trak sig som aktionær i 2016. De centrale virksomhedsdokumenter, som fastlægger Hunan Legends struktur, og virksomhedens nuværende vedtægter og salgsjournal tyder heller ikke på, at ansøgeren har nogen forretningsmæssigt forbundne virksomheder. Kort sagt har Kommissionen ikke konstateret noget afhængighedsforhold som defineret i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 (7). Ansøgeren opfylder derfor denne betingelse.

(14)

For så vidt angår betingelsen i artikel 2, litra c), i gennemførelsesforordning (EU) 2019/1198, som forudsætter, at ansøgeren faktisk har eksporteret den pågældende vare til Unionen efter den oprindelige undersøgelsesperiode eller har indgået en uigenkaldelig kontraktmæssig forpligtelse til at eksportere en betydelig mængde til Unionen, fastslog Kommissionen, at ansøgeren eksporterede til Unionen i 2019, dvs. efter den oprindelige undersøgelsesperiode. Ansøgeren fremsendte fakturaer, en pakkeliste, et konnossement og en kvittering for betaling af en ordre afgivet i 2019 af en virksomhed i Danmark. Ansøgeren opfylder derfor denne betingelse.

(15)

Ansøgeren opfylder således alle tre betingelser for at blive indrømmet behandling som ny eksporterende producent, jf. artikel 2 i gennemførelsesforordning (EU) 2019/1198, og anmodningen bør derfor imødekommes. Ansøgeren bør således pålægges en antidumpingtold på 17,9 % for samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven i den oprindelige undersøgelse.

D.   FREMLÆGGELSE AF OPLYSNINGER

(16)

Ansøgeren og EU-erhvervsgrenen blev underrettet om de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det blev anset for hensigtsmæssigt at tildele den antidumpingtoldsats, der finder anvendelse for de samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven i den oprindelige undersøgelse, til Hunan Legend Porcelain Industry Co., Ltd. (»Hunan Legend«).

(17)

Parterne fik mulighed for at fremsætte bemærkninger. Der indkom ingen bemærkninger.

(18)

Denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved grundforordningens artikel 15, stk. 1 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Følgende virksomhed tilføjes i bilag I til gennemførelsesforordning (EU) 2019/1198, som indeholder en liste over samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven:

Virksomhed

Taric-

tillægskode

Hunan Legend Porcelain Industry Co., Ltd.

C608

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. marts 2021.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 176 af 30.6.2016, s. 21.

(2)   EUT L 189 af 15.7.2019, s. 8.

(3)  Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 412/2013 af 13. maj 2013 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af bordservice og køkkenartikler af keramisk materiale med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT L 131 af 15.5.2013, s. 1).

(4)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2131 af 28. november 2019 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2019/1198 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af bordservice og køkkenartikler af keramisk materiale med oprindelse i Folkerepublikken Kina efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 (EUT L 321 af 12.12.2019, s. 139).

(5)  Orbis er en global leverandør af virksomhedsoplysninger, der dækker mere end 220 millioner virksomheder på verdensplan. Den leverer hovedsagelig standardiserede oplysninger om private virksomheder og virksomhedsstrukturer.

(6)  Qichacha er en privat, profitorienteret kinesiskejet database, der leverer forretningsdata, kreditoplysninger og analyser vedrørende private og offentlige virksomheder i Kina til forbrugere/fagfolk.

(7)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 af 24. november 2015 om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 om EU-toldkodeksen (EUT L 343 af 29.12.2015, s. 558). Artikel 127 i gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 (EU-toldkodeksen) fastsætter, at to personer betragtes som værende indbyrdes afhængige, hvis en af følgende betingelser er opfyldt: a) den ene er medlem af direktionen eller bestyrelsen for den andens virksomhed eller omvendt, b) de anses juridisk set for interessenter eller kompagnoner, c) de er arbejdsgiver og arbejdstager, d) en tredjemand besidder, kontrollerer eller råder direkte eller indirekte over 5 % eller derover af deres aktier eller anparter med stemmeret, e) den ene af dem kontrollerer direkte eller indirekte den anden part, f) de kontrolleres begge direkte eller indirekte af en tredjemand, g) de kontrollerer tilsammen direkte eller indirekte en tredjemand, h) de er medlem af samme familie. Personer, som forretningsmæssigt er forbundet ved, at den ene er eneagent eller eneforhandler eller enekoncessionshaver for den anden uanset den benyttede betegnelse, anses kun for at være indbyrdes afhængige, hvis de opfylder et af de i forrige punktum anførte kriterier.