1.

Som formuleret i artikel 23, stk. 1, i FN’s internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder af 1966 er familien »samfundets naturlige og grundlæggende gruppeenhed«. Dette retsprincip afspejler simpelthen, at familien er udgangspunktet for næsten alle menneskelige samfund, også selv om der findes mangfoldige og forskellige former for familieliv. Alligevel er tanken om, at børn – med forbehold af visse undtagelser med det formål at beskytte deres trivsel – har ret til deres forældres pleje og omsorg, en idé med dybe rødder i alle medlemsstaternes retlige, kulturelle og moralske traditioner.

2.

Alt dette afspejles i tanken om familiesammenføring, som i sig selv er et centralt element i moderne humanitær folkeret. Inden for rammerne af EU-retten er dette princip kommet til udtryk i Rådets direktiv 2003/86/EF af 22. september 2003 om ret til familiesammenføring  ( 2 ), således at familiemedlemmer – og navnlig mindreårige – kan etablere sig i værtslandet og tilslutte sig et andet familiemedlem, der har opnået flygtningestatus i den pågældende medlemsstat.

3.

Dette er baggrunden for nærværende præjudicielle forelæggelse, der vedrører fortolkningen af direktiv 2003/86/EF samt artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«). Spørgsmålet opstår på denne baggrund, om børn, som stadig var mindreårige på tidspunktet for indgivelsen af deres ansøgning om familiesammenføring, fortsat skal behandles som sådanne med henblik herpå, også selv om de senere bliver myndige under den administrative behandling af deres ansøgning (sag C-137/19) eller under den efterfølgende retslige procedure (sag C-133/19 og C-136/19.

4.

De foreliggende anmodninger følger af sagen for Conseil d’État (appeldomstol i forvaltningsretlige sager, Belgien) mellem B.M.M. og B.S (sag C-133/19), B.M.M. og B.M. (sag C-136/19) samt B.M.O (sag C-137/19) (herefter »sagsøgerne«) på den ene side og Ministre de l’asile et la migration (asyl- og migrationsministeren, Belgien) på den anden side vedrørende afslaget fra Conseil du contentieux des étangers (domstol i udlændingeretlige sager, Belgien) af deres påklage over afslaget på deres visumansøgning med henblik på familiesammenføring.

5.

Tvisten i hovedsagen for den forelæggende ret i sag C-137/19 vedrører nærmere bestemt fortolkningen af begrebet »mindreårig« i artikel 4, stk. 1, i direktiv 2003/86 og spørgsmålet om, hvorvidt dette begreb skal fortolkes således, at en tredjelandsstatsborger for at kunne kvalificeres som »mindreårig« i dette direktivs forstand skal være »mindreårig« ikke blot på tidspunktet for sin ansøgning om indrejse og ophold i en medlemsstat, men ligeledes på det tidspunkt, hvor denne medlemsstats forvaltning træffer endelig afgørelse om vedkommendes ansøgning.

6.

Den forelæggende ret i sag C-133/19 og sag C-136/19 er ligeledes i tvivl om, hvorvidt chartrets artikel 47 og artikel 18 i direktiv 2003/86 skal fortolkes således, at de er til hinder for, at et annullationssøgsmål til prøvelse af en administrativ afgørelse om afslag på familiesammenføring for et mindreårigt barn ikke antages til realitetsbehandling med den begrundelse, at barnet har nået myndighedsalderen under retssagen, eftersom det fratages muligheden for at anlægge et søgsmål til prøvelse af denne afgørelse, hvilket ville være til skade for barnets ret til effektive retsmidler.

7.

Inden dette spørgsmål undersøges, skal der imidlertid først redegøres for de relevante retlige bestemmelser.

A.

EU-retten

8.

Artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder bestemmer:

1.

Direktiv 2003/86

9.

Følgende fremgår af anden, fjerde, sjette og trettende betragtning til direktiv 2003/86:

10.

Nævnte direktivs artikel 4 bestemmer:

11.

Nævnte direktivs artikel 5 har følgende ordlyd:

12.

Direktivets artikel 16, stk. 1, bestemmer:

13.

Følgende fremgår af artikel 18 i direktiv 2003/86:

2.

National ret

14.

Artikel 4, stk. 1, litra c), i direktiv 2003/86 blev gennemført i belgisk ret ved artikel 10, stk. 1, første afsnit, nr. 4), i loi du 15 décembre 1980 sur l’accès du territoire; le séjour, l’établissement et l’éloignement des étrangers  ( 3 ) (lov af 15.12.1980 om udlændinges indrejse, ophold, etablering og udvisning, herefter »lov af 15. december«), der i den affattelse, som finder anvendelse i den foreliggende sag  ( 4 ), bestemmer:

–

Den udenlandske ægtefælle eller den udlænding, med hvilken den pågældende har indgået et registreret partnerskab, der i Belgien betragtes som sidestillet med ægteskab, og som ankommer for at bo sammen med denne, forudsat at begge de berørte personer er mindst 21 år gamle. Denne mindstealder nedsættes imidlertid til 18 år, såfremt ægteskabet eller i givet fald det registrerede partnerskab bestod inden den tilrejsende udlænding indrejste i Belgien.

–

Deres børn, som ankommer for at bo sammen med dem, inden de er fyldt 18 år, og som er ugifte.

–

Børn af den tilrejsende udlænding, ægtefællen eller den registrerede partner som omhandlet i første led, der ankommer for at bo sammen med dem inden det fyldte 18. år, og som er ugifte, såfremt den tilrejsende udlænding, ægtefællen eller den registrerede partner har forældremyndigheden og forsørgerpligt over for barnet, og i tilfælde af fælles forældremyndighed, hvis den anden forældremyndighedsindehaver har givet sit samtykke.«

15.

Lovens artikel 10, stk. 3, bestemmer:

16.

Denne lovs artikel 12a gennemfører artikel 5 i direktiv 2003/86 i belgisk ret. I den affattelse, der finder anvendelse i den foreliggende sag, bestemmer denne artikel:

17.

Artikel 39/56 i lov af 15. december bestemmer:

II.

De faktiske omstændigheder i hovedsagen og anmodningen om præjudiciel afgørelse

18.

Den 20. marts 2012 indgav sagsøgerne i hovedsagen til den belgiske ambassade i Conakry, Guinea, visumansøgninger med henblik på familiesammenføring som mindreårige børn af en tredjelandsstatsborger med flygtningestatus i Belgien. Ansøgningerne blev afvist ved afgørelse af 2. juli 2012.

19.

Den 9. december 2013 indgav sagsøgerne endnu en ansøgning til den belgiske ambassade i Dakar, Senegal. På dette tidspunkt var sagsøgerne henholdsvis 14, 15 og 17 år.

20.

Den 25. marts 2014 gav ministeren afslag på disse ansøgninger med den begrundelse, at sagsøgerne i sagerne C-133/19 og C-137/19 havde angivet deres respektive fødselsdatoer i deres visumansøgninger, støttet af deres fødselsattester, som henholdsvis den 16. marts 1999 og den 20. januar 1996, mens deres far i sin asylansøgning i Belgien havde anført, at deres respektive fødselsdatoer var den 16. marts 1997 og den 20. januar 1994. I sag C-136/19 havde sagsøgeren angivet, at hun var referencepersonens datter, mens referencepersonen i sin asylansøgning aldrig havde nævnt hendes eksistens.

21.

På det tidspunkt, hvor afgørelserne om afslag blev truffet, var sagsøgerne i sagerne C-133/19 og C-136/19 stadig mindreårige, mens sagsøgeren i sag C-137/19 i mellemtiden var blevet myndig.

22.

Sagsøgerne anlagde sag til prøvelse af disse afgørelser i anden omgang ved Conseil des contentieux des étrangers (domstol i udlændingeretlige sager) i form af tre annullationssøgsmål anlagt den 25. april 2014.

23.

Ved tre afgørelser af 31. januar 2018 afviste Conseil des contentieux des étrangers (domstol i udlændingeretlige sager) sagsøgernes påstande på grund af manglende søgsmålsinteresse. Denne ret fastslog, at sagsøgerens søgsmålsinteresse skal eksistere på tidspunktet for anlæggelsen af et søgsmål og skal bestå indtil domsafsigelsen. For det tilfælde, at de omhandlede afgørelser blev annulleret, og hvis sagsøgte var forpligtet til at foretage en fornyet behandling af ansøgningen, fandt denne ret, at den kun kunne konkludere, at visumansøgningen ikke kunne antages til realitetsbehandling, da alle sagsøgerne, eftersom de var over 18 år, ikke længere opfyldte betingelserne i bestemmelserne om familiesammenføring af mindreårige. I denne sammenhæng skal det imidlertid bemærkes, at der gik næsten fire år fra afslaget på den anden ansøgning til den efterfølgende afgørelse fra Conseil des contentieux des étrangers (domstol i udlændingeretlige sager) om ikke at antage sagen til realitetsbehandling med den begrundelse, at børnene i mellemtiden var blevet myndige.

24.

Sagsøgerne appellerede disse afgørelser til Conseil d’État (appeldomstol i forvaltningsretlige sager) og gjorde for det første gældende, at fortolkningen fra Conseil des contentieux des étrangers (domstol i udlændingeretlige sager) tilsidesatte effektivitetsprincippet i EU-retten, for så vidt som det var til hinder for deres ret til familiesammenføring i henhold til artikel 4 i direktiv 2003/86. For det andet blev det gjort gældende, at en sådan fortolkning også ville krænke deres ret til effektive retsmidler, idet de blev nægtet mulighed for at appellere de administrative afgørelser, som nægtede at anerkende deres ret til familiesammenføring, og disse afgørelser blev vedtaget samt anfægtet på et tidspunkt, hvor sagsøgerne stadig var mindreårige.

25.

I sine afgørelser af 31. januar 2019 anførte Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager), at Domstolen for nylig i dom af 12. april 2018, A og S (C-550/16, EU:C:2018:248), har fastslået, at artikel 2, litra f), i direktiv 2003/86/EF af 22. september 2003 om ret til familiesammenføring, sammenholdt med artikel 10, stk. 3, litra a), heri, skal fortolkes således, at en tredjelandsstatsborger eller statsløs, der er under 18 år på tidspunktet for sin indrejse på en medlemsstats område og på tidspunktet for sin asylansøgning i den pågældende medlemsstat, men som når myndighedsalderen i løbet af asylproceduren og derefter indrømmes flygtningestatus, ikke desto mindre skal anses for at være »mindreårig« i forbindelse med den pågældende bestemmelse.

26.

Ifølge den forelæggende ret adskiller denne dom sig imidlertid fra hovedsagerne, for så vidt som de ikke vedrører en mindreårig, der er blevet anerkendt som »flygtning«. Endvidere, i modsætning til de faktiske omstændigheder, der lå til grund for denne dom, afhænger anerkendelsen af retten til familiesammenføring i den foreliggende sag ikke af den »større eller mindre hurtighed, hvormed ansøgningen […] behandles«  ( 5 ), eftersom afgørelserne af 25. marts 2014 blev vedtaget inden for den frist, der er fastsat med henblik herpå i artikel 12a, stk. 2, i lov af 15. december.

27.

På denne baggrund har Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) udsat sagerne og forelagt Domstolen spørgsmål i hver af dem.

28.

I sag C-133/19 og sag C-136/19 har Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

29.

I sag C-137/19 har Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) forelagt følgende præjudicielle spørgsmål:

30.

Der blev afholdt retsmøde for Domstolen den 30. januar 2020, hvor sagsøgerne, den belgiske regering og Europa-Kommissionen var repræsenteret.

III.

Bedømmelse

31.

Det kan være nyttigt indledningsvis at præcisere, at intet i dette forslag til afgørelse bør fortolkes således, at det afspejler de individuelle ansøgningers berettigelse. Det må fastslås, at ministeren ikke har været overbevist om, at de oplysninger om fødselsdatoer, der er relevante for sagsøgerne i henholdsvis sag C-133/19 og sag C-137/19, var korrekte, eller at sagsøgeren i sag C-136/19 faktisk var referencepersonens datter. Bedømmelsen af disse faktiske omstændigheder tilkommer udelukkende de nationale myndigheder og de nationale domstole.

32.

Det retlige forhold, der opstår her, rejser et særskilt spørgsmål, nemlig om sagsøgerne har ret til at blive behandlet som mindreårige som omhandlet i direktiv 2003/86, selv om de efterfølgende er blevet myndige da de administrative myndigheder to stilling til deres ansøgning om familiesammenføring (sag C-137/19) eller under en retssag til prøvelse af ministerens afgørelse om afslag på deres ansøgning om familiesammenføring (sag C-133/19 og sag C-136/19).

33.

Det kan ligeledes bemærkes, at undtagelsen i medfør af artikel 4, stk. 6, i direktiv 2003/86, hvorefter medlemsstaterne »kan […] kræve, at ansøgninger om familiesammenføring for mindreårige børn skal indgives, inden børnene fylder 15, hvis deres lovgivning på datoen for gennemførelsen af dette direktiv foreskriver dette«, ikke synes at finde anvendelse på Kongeriget Belgien, hvilket det i sidste ende tilkommer den nationale domstol at efterprøve.

34.

I overvejelsen af dette spørgsmål kan det være nyttigt at begynde med at undersøge Domstolens afgørelse i A og S-sagen  ( 6 ), som den nationale ret har henvist til i sin forelæggelsesafgørelse. I A og S-sagen var sagsøgerne to eritreiske statsborgere, som anfægtede de nederlandske myndigheders afslag på at give dem (og deres tre mindreårige sønner) en midlertidig opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring med deres mindreårige datter. Datteren var indrejst i Nederlandene som uledsaget mindreårig. I februar 2014 indgav hun en asylansøgning, og i juni 2014 blev hun myndig. I oktober 2014 tildelte statssekretæren hende en femårig opholdstilladelse på grundlag af asyl med virkning fra datoen for indgivelse af asylansøgningen.

35.

I december 2014 blev der indgivet en ansøgning om familiesammenføring for så vidt angik hendes forældre og tre mindreårige brødre, men denne ansøgning blev i sidste ende afslået med den begrundelse, at datteren allerede var blevet myndig på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen. Efter en præjudiciel forelæggelse fra de nederlandske retter fastslog Domstolen endelig i det væsentlige, at direktiv 2003/86 skal fortolkes således, at en tredjelandsstatsborger, som var mindreårig på tidspunktet for indgivelsen af sin ansøgning om asyl, men som under asylproceduren bliver myndig og derefter tildeles flygtningestatus, ikke desto mindre skal kvalificeres som »mindreårig« i forbindelse med bestemmelserne om familiesammenføring i det pågældende direktiv.

36.

Det er måske værd at bemærke, at Domstolen i sin begrundelse for denne konklusion bl.a. anførte følgende:

37.

Domstolen tilføjede følgende:

38.

Domstolen havde allerede tidligere i dommen fastslået, at direktivets ordning vedrørende mindreårige ikke overlader »medlemsstaterne noget råderum«, og at »fastsættelsen af dette tidspunkt ikke kan overlades til hver enkelt medlemsstats vurdering«  ( 9 ).

39.

Efter min opfattelse finder alle disse argumenter også mere eller mindre direkte anvendelse på den foreliggende sag. Det er naturligvis korrekt, således som Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) har anført i forelæggelsesafgørelsen, at der er visse væsentlige faktuelle forskelle mellem den foreliggende sag og A og S-sagen. Særligt – til forskel fra det mindreårige barn i sidstnævnte sag – har ingen af de i den foreliggende sag omhandlede børn opnået flygtningestatus. For mit vedkommende mener jeg ikke, at disse forskelle er afgørende for så vidt angår den foreliggende sag. Jeg mener snarere, at de principper, der ligger til grund for A og S-dommen, i høj grad er relevante for løsningen af det fortolkningsproblem, der er genstand for den foreliggende sag. Min konklusion er baseret på følgende grunde.

40.

For det første, som i A og S-dommen, sikrer enhver fortolkning af direktiv 2003/86, som fokuserer på det relevante tidspunkt for indgivelsen af ansøgningen, at spørgsmålet om, hvorvidt ansøgningen om familiesammenføring kan imødekommes, afhænger af omstændigheder, som med Domstolens ord kan »tilregnes ansøgeren«  ( 10 ). Med andre ord, såfremt prøvelsen af, om ansøgeren med henblik på familiesammenføring var mindreårig, afhænger af vedkommendes alder på datoen for indgivelsen af den relevante ansøgning, sikrer denne fortolkning af direktiv 2003/86, at resultatet af en ansøgning om en sådan sammenføring ikke afhænger af uforudsigelige forhold som datoen for de administrative myndigheders afgørelse af ansøgningen eller for den sags skyld efterfølgende forsinkelse i retssystemet eller det administrative system.

41.

Som Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) også har fremhævet, er jeg helt klar over, at ministeren faktisk tog stilling til ansøgningen om familiesammenføring den 25. marts 2014, inden for den frist, der er fastsat i belgisk ret. Det er dog ikke lige det, der er pointen. Sagsøgerne var naturligvis i medfør af belgisk ret berettiget til at anlægge sag til prøvelse af ministerens afgørelse ved Conseil des contentieux des étrangers (domstol i udlændingeretlige sager). De kunne ikke vide, hvor lang tid det ville tage den pågældende domstol at behandle og træffe afgørelse i sagen, uden at deres juridiske rettigheder af den grund var betinget af, hvornår dette tilfældigvis ville ske. Hvis Conseil des contentieux des étrangers (domstol i udlændingeretlige sager) f.eks. havde truffet afgørelse i februar 2017 – ca. tre år efter den oprindelige afgørelse – ville en af sagsøgerne stadig have været mindreårig. Det kan næppe antydes, at denne ansøgers ret til retlig familiesammenføring kan afhænge af det nøjagtige tidspunkt, hvor en retsinstans (eller i givet fald en administrativ myndighed) tilfældigvis træffer sin afgørelse, naturligvis på betingelse af, at den pågældende var mindreårig på tidspunktet for den pågældende ansøgning om familiesammenføring.

42.

Henset hertil kan det i øvrigt bemærkes, at artikel 18 i direktiv 2003/86 udtrykkeligt sikrer referencepersonens og dennes familiemedlemmers ret til »domstolsprøvelse, hvis der gives afslag på en ansøgning om familiesammenføring […]«. Det kan antages, at EU-lovgiver har ønsket, at denne ret skal være effektiv, og navnlig at denne retssag ikke skal afvises blot med den begrundelse, at de pågældende børn senere har nået myndighedsalderen under retssagen.

43.

Som Domstolen tidligere har angivet i A og S-dommen, kunne enhver anden fortolkning af direktivet desuden bidrage til en situation, hvor de nationale domstole ikke havde incitament til at behandle ansøgninger fra sårbare mindreårige med den hastighed, som disse appelsager kræver, hvorved de kunne handle på en måde, som ville bringe de selvsamme mindreårige sagsøgeres juridiske rettigheder i fare  ( 11 ). En sådan situation ville modvirke et af formålene med chartrets artikel 24, stk. 2, nemlig at barnets tarv reelt kommer i første række hos medlemsstaterne ved anvendelsen af direktiv 2003/86. I denne forbindelse bemærker jeg også, at i det mundtlige retsmøde, der blev afholdt den 30. januar 2020, har sagsøgernes repræsentant som svar på et spørgsmål fra et medlem af Domstolen uimodsagt angivet, at Conseil des contentieux des étrangers (domstol i udlændingeretlige sager) havde oplyst dem om, at deres sag ikke blev betragtet som en prioritet.

44.

Denne generelle konklusion styrkes yderligere af en undersøgelse af de principper, der ligger til grund for adgangen til effektive retsmidler som omhandlet i chartrets artikel 47. Som både Domstolen  ( 12 ) og dens søsterdomstol, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol  ( 13 ), har fremhævet med hensyn til henholdsvis chartrets artikel 47 og artikel 6, stk. 1, og artikel 13 i den europæiske menneskerettighedskonvention, indebærer retten til effektive retsmidler, at de nationale retsmidler skal være effektive og reelle og ikke blot illusoriske og teoretiske. Det følger heraf, at disse retsmidler skal være sammenhængende og ikke føre til vilkårlige eller uholdbare konsekvenser.

45.

Dette ville imidlertid være tilfældet, hvis sagsøgernes ret til at påklage ministerens afgørelse om afslag på opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring afhang af deres personlige status – dvs. af, om de stadig var mindreårige, eller om de i mellemtiden var blevet myndige – på tidspunktet for retsmødet i appelsagen ved Conseil des Contentieux des Étrangers (domstol i udlændingeretlige sager).

IV.

Forslag til afgørelse

46.

Af disse grunde er jeg derfor af den opfattelse, at de af Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Belgien) forelagte spørgsmål skal besvares under ét med, at: