Selv om retsgrundlaget for en indgriben fra Fællesskabets side er det samme i de to forordninger, finder man dog visse klare forskelle mellem dem. For så vidt angår dumping og subsidiering, er de relevante bestemmelser i GATT i det store og hele blevet gentaget i forordning (EØF) nr. 2176/84 — i overensstemmelse med en konvention, der blev indgået mellem deltagerne i GATT

Artikel 16, stk. 1 og sik. 6, i overenskomst om iværksættelse af artikel VI i GATT (ændret udgave af antidumpingkodekset) samt artikel 1 og artikel 19, stk. 1 og stk. 5, i overenskomst om fortolkning og anvendelse af artiklerne VI, XVI og XXIII i GATT (kodeks for subsidier og udligningsafgifter); deltagerne i disse overenskomster er herefter forpligtet til at tilpasse deres nationale lovgivning og forvaltningsprocedure efter bestemmelserne i disse overenskomster. Jfr. præamblen til forordning (EØF) nr. 2176/84, EFT 1984 L 201, s. 1.

Domstolene og navnlig denne Domstol har faktisk kompetence, lige som de er forpligtet til at fortolke bestemmelser i love eller traktater, når disse bestemmelser er blevet virksomme i deres respektive retsordner (umiddelbart anvendelige eller middelbart anvendelige ved transponering eller henvisning), og dette gælder uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt og med hvilken lethed private kan støtte ret på vedkommende bestemmelse. Den internationale privatrets henvisningssystem udgør i så henseende en interessant analogi. Selv om den bestemmelse i fremmed ret, der henvises til, ved eller i kraft af denne henvisning inkorporeres og tillægges virkning i vedkommende retsorden på en begrænset måde, alene i sagens anledning, altså med henblik på delvis afgørelse af et bestemt retsforhold, og selv om private også kun lejlighedsvis kan støtte ret på den (jfr. note 8 ovenfor), er retterne i vedkommende retsorden dog kompetente til uden begrænsning at fortolke den fremmede retsregel med henblik på dens anvendelse i den konkrete sag. Heraf kan man slutte, at domstolenes kompetence til at fortolke en bestemmelse foreligger uden begrænsninger, så snart denne bestemmelse gælder, også selv om det kun er lejlighedsvis, og dette gælder uafhængigt af den (her, hvor det drejer sig om en fremmed retsregel, indirekte) måde, den er blevet sat i kraft på, uafhængigt af omfanget af dens direkte virkning (dvs. af den måde, hvorpå den kan påberåbes af private) og uafhængigt af den lethed, hvormed den kan anvendes.

Domstolens kompetence til at fortolke GATT — bestemmelserne gælder faktisk generelt og altså både, når der (som i det foreliggende tilfælde) bliver tale om en prøvelse af fællesskabsretsakters gyldighed, og når der skal træffes afgørelse om nationale bestemmelsers retmæssighed i henhold til GATT (femtende præmis i ovennævnte dom i de forenede sager 267-269/81). Denne kompetence har Domstolen, både hvor der bliver tale om at fortolke GATT-bestemmelserne i relation til en adfærd inden for Fællesskabet, som når fortolkningen gælder bedømmelsen af en adfærd, som i det foreliggende tilfælde er udvist af et tredjeland i handelen med Fællesskabet. Det er i øvrigt netop vedrørende samhandelen med tredjelande, at Domstolen har fastslået, at konstateringen af, at private ikke umiddelbart kan støtte ret på de påberåbte bestemmelser i GATT ikke på nogen måde [gør] begrænsning i Fællesskabets forpligtelse til i forhold til tredjelande, der deltager i overenskomsten, at overholde dens bestemmelser (Domstolens dom af 16. marts 1983 i sag 266/81, SIOT mod Finansministeriet, Ministeriet for Handelsflåden, Trieste Toldkammer og Selskabet Trieste Havn, Sml. s. 731, jfr. præmis 28, s. 780).

De hermed omtalte fortolkningsregler skal følges både af Rådet, Kommissionen og Domstolen. Domstolen kan ikke, for så vidt angår GATT og til forskel fra, hvad der er tilfældet i Fællesskabets retsorden, afsige fortolkningsdomme, der har bindende kraft uden for Fællesskabet, da det ikke er dens opgave at sørge for en ensartet fortolkning af GATT-bestemmelserne i forhold til de øvrige deltagere i denne overenskomst

Jfr. E. U. Petersmann, Application of GATT by the Court of Justice of the European Communities, Comm. M. L. Rev., 1983, s. 397-437, se navnlig s. 403-404 og 417-420; M. Maresceau, The GATT in the Case-law of the European Court of Justice i The European Community and GATT, M. Hilf, F. Jacobs og E. U. Petersmann, eds., 1986, s. 107-126, se navnlig s. 113 og 117; C. D. Ehlermann, Application of GATT rules in the European Community, i The European Community and GATT, op. cit. s. 127-140, se navnlig s. 136.

Bliver resultatet så bagefter, at Domstolen ikke ifølge forordning (EØF) nr. 2641/84 har adgang til (marginalt eller perifert) at prøve den vurdering af Fællesskabets interesse, der er blevet givet, mens en sådan prøvelse kan ske i henhold til forordning (EØF) nr. 2176/84 — således som det fremgår af præmis 41 i Domstolens dom af 14. juli 1988, nævnt ovenfor under afsnit 8. Kommissionen gør gældende, at der virkelig består en sådan forskel; klageren har, samtidig med at han bevarer sin ret til proceduremæssige garantier, i det foreliggende tilfælde kun en ret til at anmode Kommissionen om at behandle klagen med fornøden omhu, men ikke til med bindende virkning at kræve, at den iværksætter en undersøgelse selv i tilfælde af, at klagen indeholder tilstrækkelige beviser (jfr. retsmøderapporten, afsnittene 16 og 17). Dersom det antages, at klageren kan tvinge Kommissionen til at indlede en undersøgelse, vil klageren derefter ifølge Kommissionen kunne påvirke fællesskabsinstitutionernes handelspolitik og begrænse Rådets og Kommissionens handleevne. Dette er hverken muligt eller retmæssigt; henvisningen til Fællesskabets interesser betyder derfor, at Kommissionen, i alt fald inden for rammerne af ordningen ifølge forordning (EØF) nr. 2641/84, råder over et politisk skøn, der ikke (eller som Kommissionen tilsyneladende mener næppe) kan prøves ved Domstolen

Kommissionen synes at mene, at klageres ret i henhold til forordning (EØF) nr. 2641/84 er en slags diplomatisk beskyttelse. I folkeretten (som denne retlige konstruktion stammer fra) anerkendes det sædvanligvis, at en myndighed i en stat, der anmodes om at yde diplomatisk beskyttelse, ikke er forpligtiget til at efterkomme en sådan anmodning. Retten for en statsborger, der anmoder myndigheden om diplomatisk beskyttelse, er begrænset til retten til at anmode myndigheden om at bistå sig. Myndigheden må vurdere, hvilken relativ betydning, der skal tillægges et individuelt krav alt efter de politiske valą, der vil fremtræde som resultatet af en indgriben fra dens side.

Spørgsmålet bliver herefter, om det forhold, at Kommissionen på et tidligt tidspunkt kan beslutte ikke at fortsætte undersøgelsesproceduren af hensyn til Fællesskabets interesser — og det kan ikke bestrides, at den er beføjet hertil — som anført af Kommissionen i nærværende sag medfører, at afgørelsen herom ikke vil kunne efterprøves retligt.

Ifølge nævnte artikel 301 kan United States Trade Representative (herefter benævnt USTR)

Før ændringen af loven i 1988 var beføjelsen til at gribe ind ifølge artikel 301 tillagt præsidenten. Denne beføjelse for præsidenten blev i 1988 overført til USTR. USTR blev oprettet i 1962 af den amerikanske kongres for at overtage State Department's (Udenrigsministeriets) opgaver i forbindelse med forhandling af handelsoverenskomster med den begrundelse, at det befrygtedes, at State Department skulle tilgodese De Forenede Staters politiske interesser på bekostning af deres handelsinteresser. USTR udnævnes af præsidenten, men udnævnelser skal godkendes af Kongressen. USTR's virksomhed skal godkendes såvel af Kongressen som af præsidenten.

Anderledes forholder det sig efter ordningen ifølge forordning (EØF) nr. 2641/84. Efter denne forordning kan Kommissionen kun iværksætte en undersøgelsesprocedure, når der er ført bevis for, at der foreligger en uretmæssig handelspraksis

Denne begrænsning til uretmæssig handelspraksis, der adskiller bestemmelsen fra artikel 301 i US Trade Act, er udtryk for et velovcrlagt valg (jfr. henvisningerne i Bronckrs, op. cit., s. 213-219, og hos Denton, den citerede artikel, s. 5-6).

Resultatet må derfor kunne siges at blive, at henvisningen til Fællesskabets interesser som et yderligere kriterium (der føjer sig til betingelsen om en krænkelse af folkeretten) — udgørende et negativt kriterium (i kraft af hvilket, Kommissionen kan undlade at handle) — ikke udelukker, men dog i betragteligt omfang begrænser omfanget af den retslige efterprøvelse. Det udelukker ikke denne, idet retterne må undersøge, om de retlige forudsætninger for udøvelse af den meget frie skønsbeføjelse er opfyldt, og om proceduregarantierne er bedre respekteret, såfremt de relevante faktiske omstændigheder foreligger ubestridt eller er blevet korrekt beskrevet, og såfremt den tillagte beføjelse er blevet udøvet i overensstemmelse med princippet om en god forvaltningspraksis, og navnlig i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet og på grund af en korrekt vurdering af interesserne. Den retslige efterprøvelse forbliver til gengæld begrænset, idet det er Kommissionen, der i sidste instans skal afgøre, hvori Fællesskabets interesse konkret består. Den omstændighed, at vurderingen af Fællesskabets interesse ved Kommissionen ifølge forordning (EØF) nr. 2641/84 sker på et tidligere trin end efter ordningen ifølge forordning (EØF) nr. 2176/84, medfører efter min opfattelse ikke, at der er nogen forskel, for så vidt angår den retslige efterprøvelses omfang, selv om denne forskel medfører, at klageren bliver afvist på et tidligere tidspunkt.

Sagsøgeren gør gældende, at de differentierede afgifter, Argentina anvender, bestemt må antages at være indenlandske afgifter, for selv om de kun opkræves for varer til eksport, giver forskellene i de anvendelige tariffer virkninger på det indre marked, idet den indenlandske sojaforarbejdningsindustri opnår beskyttelse. Sagsøgeren har yderligere gjort gældende, at artikel III, stk. 1, ikke blot har til formål at beskytte indførte produkter mod diskriminerende afgifter, men også indeholder et forbud mod, at beskyttelsen af den indenlandske produktion fører til, at eksporten af færdige produkter tilføjer industrisektorer i tredjelande skade. Sagsøgeren har til støtte herfor navnlig henvist til forarbejderne til artikel III i GATT og til Domstolens praksis vedrørende EØF-Traktatens artikel 95

Sagsøgeren har herved henvist til Domstolens dom af 29. juni 1978 i sag 140/77, Statens Kontrol (Sml. s. 1543).

Kommissionen har imødegået sagsøgerens argumentation under henvisning til, at artikel III, stk. 1, i GATT udelukkende vedrører opkrævning af indenlandske afgifter, og at bestemmelsen først og fremmest indeholder et forbud mod enhver forskelsbehandling af indenlandske varer på importerede varers bekostning. De påklagede argentinske afgifter er ikke indenlandske afgifter, men faktisk eksportafgifter og kan derfor efter Kommissionens opfattelse ikke være omfattet af artikel III, stk. 1. Den af sagsøgeren indgivne klage indeholdt ikke tilstrækkelige beviser på dette punkt for en overtrædelse af artikel III.

Herudover må det bemærkes, at Domstolens praksis om fortolkningen af Traktatens artikel 95 ikke uden videre lader sig anvende analogt på GATT. EØF-Traktaten har hverken et formål eller en rækkevidde svarende til GATT's. Formålet med GATT er at liberalisere verdenshandelen, mens EØF-Traktaten tilsigter at etablere et enhedsmarked, hvor vilkårene ligger så tæt som muligt op ad de vilkår, der findes på et hjemmemarked

Domstolens dom af 26. oktober 1982 i sag 104/81, Haupizollamt Mainz mod Kupferberg [Sml. s. 3641, præmis 30, livori der henvises til Domstolens dom af 9. februar 1982 i sag 270/80, Polydor mod Harlequin Record Shops (Sml. s. 329, præmis 18)].

Selv om told, skatter eller andre afgifter udtrykkeligt er holdt uden for artikel XI, stk. 1's anvendelsesområde, har Fediol i klagen gjort gældende, at de argentinske former for praksis alligevel er i strid med denne artikel; det er tilfældet, idet ordningen med differentierede afgifter kun er en del af et samlet margengarantisystem, hvis andre bestanddele, herunder fastsættelsen af kunstige referencepriser, til dels er omfattet af begrebet andre forholdsregler, jfr. artikel XI, hvilken formulering gælder foranstaltninger med tilsvarende virkning som eksportrestriktioner.

Kommissionens afgørelse tager som udgangspunkt, at det påklagede argentinske system først og fremmest indeholder en ordning med differentierede eksportafgifter og en fastsættelse af referencepriser, som udgør afgiftsgrundlaget. Kommissionen mener derfor, at der ikke kan forligge en overtrædelse af artikel XI, stk. 1. Det anføres herved, at de argentinske former for praksis kun vil kunne være forbudt ifølge artikel XI, stk. 1, såfremt afgiftsniveauet er så højt, at det kommer til at svare til en kvantitativ eksportrestriktion eller et eksportforbud. At dette skulle være tilfældet er — fremdeles ifølge Kommissionens afgørelse — udelukket i det foreliggende tilfælde, da statistikkerne viser, at importen til Fællesskabet af sojabønner hidrørende fra Argentina er steget betydeligt i tidsrummet 1981-1985 (dvs. i løbet af de fire år forud for Fediols indgivelse af klage).

Ingen af disse to led i sagsøgerens argumentation virker efter min mening overbevisende, og dette gælder især den sidste. For så vidt jeg kan se, burde deltagerne i GATT, hvis det havde været hensigten også at forbyde foranstaltninger med tilsvarende virkning, i forlængelse af forbuddet mod kvantitative eksportrestriktioner — der er de eneste, der er nævnt i overskriften til artikel XI — have gjort dette ganske udtrykkeligt, som det er sket i EØF-Traktaten. Det er ikke Kommissionens og endnu mindre Domstolens opgave at gennemføre denne vigtige tilføjelse (som sagsøgeren har foreslået i replikken) — jeg skal herved henvise til, hvad jeg generelt har fremført ovenfor under afsnit 14 — for Kommissionen og Domstolen måtte herved gå ud fra en udvidende fortolkning, der ikke kan baseres på en konsensus hos deltagerne i overenskomsten, den være sig udtrykkelig eller et resultat af den praksis, der er blevet fulgt ved overenskomstens iværksættelse, eller på grundlag af en sådan tilføjelse udstede eventuelle foranstaltninger over for en anden deltager i GATT. Den første af sagsøgerens omtalte forudsætninger overbeviser mig lige så lidt. Fastsættelsen af referencepriser er en del af ordningen med differentierede afgifter, den er navnlig afgørende for afgiftsgrundlaget og er ikke i og for sig omfattet af forbuddet ifølge artikel XI, stk. 1.

På baggrund af de netop gennemgåede sagselementer finder jeg ikke anledning til mere detaljeret at gennemgå en undersøgelse, der er blevet gennemført af en arbejdsgruppe inden for GATT i 1950, og som ganske klart vedrører kvantitative eksportrestriktioner (ikke dermed ligestillede restriktioner), ligesom jeg heller ikke finder anledning til yderligere at komme ind på sagsøgerens påberåbelse af Domstolens praksis vedrørende EØF-Traktatens artikler 30 og 34

Jfr. i øvrigt vedrorende disse to argumenter afsnit 23 ovenfor samt noterne 22 og 23.

Den omtvistede afgørelse udtaler herom, at klagen ikke indeholdt bevis af nogen art i så henseende, og der henvises i den forbindelse desuden til de tidligere omtalte statistikker over eksporten af sojabønner til Det Europæiske Fællesskab, hvoraf det fremgår, at disse var steget. Ifølge Kommissionen følger det af disse statistikker, at sagsøgerens klage ikke i tilstrækkeligt omfang påviser, at suspensionen af eksporttilladelserne virkelig skete

Ifolge sagsøgeren går disse statistikker ikke imod sagsøgerens opfattelse. Det anføres herved, al stigningen i eksporten af sojabonner fra Argentina til Fællesskabet er en følge af den væsentlige stigning i produktionen (fra 1980), en stigning, der i øvrigt ledsages af en mindre hurtig stigning i den argentinske industris forarbejdningskapacitet. Der er altså tale om en midlertidig situation, der ophorer, nar produktionskapaciteten når op på et tilfredsstillende niveau.

Indeholdt klagen tilstrækkelige beviser på dette punkt? Det må bemærkes, at den påberåbte artikel ikke er hentet i en officiel publikation eller en argentinsk publikation; sandsynligvis stammer den fra en europæisk eller amerikansk fagpublikation, hvis oprindelse ikke klart er angivet i klagen eller stævningen. Den omhandlede artikel beskæftiger sig med stigningen i de differentierede afgifter, der blev vedtaget efter en devaluering på 18% af pesoen, og først sidst i fremstillingen angives det, at registreringen af eksporten midlertidigt er blevet suspenderet, nemlig indtil der er sket de nødvendige tilpasninger. Det fremgår således at selve artikelteksten, at hvis der har været tale om en restriktion, var det kun midlertidigt, denne blev indføjet i forbindelse med en ændring af ordningen med differentierede afgifter, en ordning, der, når henses til ordlyden af artikel XI, stk. 1, ikke i og for sig er omfattet af denne artikels anvendelsesområde.

Da det eneste bevis, der foreligger, er en slet identificeret tidsskriftartikel, og da den omhandlede restriktion, hvis den altså har foreligget, og det blot midlertidigt, som en del af afgiftsordningen, ikke ville være omfattet af artikel XI, stk. 1, mener jeg, at Kommissionen har kunnet træffe den afgørelse, at Fediols klage ikke indeholdt tilstrækkelige beviser for forekomsten af disse uretmæssige eksportrestriktioner. Heller ikke om dette punkt kan man i statistikkerne finde nogen oplysning, hvorefter dette klart skulle have været tilfældet.

Selv om det (som fremhævet af sagsøgeren) er korrekt, at Kommissionen i den omtvistede afgørelse ikke har beskæftiget sig med spørgsmålet om, hvorvidt der som påstået forelå en overtrædelse af artikel XX, har Kommissionen dog i så henseende gjort gældende, at afgørelsen ikke skal indeholde en detaljeret besvarelse af samtlige elementer i argumentationen i en klage. Den af Domstolen i den første Fediol-dom fastsatte principielle hovedregel går ud på, at Kommissionens afgørelse skal meddeles klageren, og at meddelelsen til klageren i det mindste [skal] indeholde en redegørelse for Kommissionens tilgrundliggende konklusioner og en kortfattet begrundelse herfor, således som det bestemmes... med hensyn til afslutningen af de officielle undersøgelser (Sml. 1983, s. 2934, præmis 25). I det foreliggende tilfælde er kravet herom opfyldt, idet Kommissionens beslutning først og fremmest var grundet på en analyse af artiklerne III, XI og XXIII.

Det må herom, inden for rammerne af nærværende annullationssøgsmål, bemærkes, at Fediol ikke længere kan argumentere på grundlag af en GATT-bestemmelse, som ikke er blevet påberåbt i klagen eller i alt fald, før Kommissionen traf den afgørelse, der nu foreligger

Efter sagsøgerens opfattelse skal Domstolen behandle alle de anbringender, der er blevet fremfort, for Kommissionens beslutning er blevet endelig. Dette synspunkt er efter min mening ikke korrekt i den sag, jeg her beskæftiger mig med. Her drejer det sig nemlig om at affgore, om Kommissionen korrekt har kunnet mene, at den ikke, dengang den vedtog den omtvistede beslutning, radede over beviser, der var tilstrækkelige til at begrunde indledningen af en undersøgelse [artikel 3 i forordning (EØF) nr. 2641/84]. Det siger sig selv, at Kommissionen ikke var forpligtet til at ægge vægt på beviser, som den ikke dengang var i besiddelse af, og som den ikke kunne vurdere (medmindre en overtrædelse af artikel XVI ganske åbenlyst forelå med de beviselighedcr, der var angivet i klagen, hvilket ikke er tilfældet: jfr. den folgende note).

Sagsøgeren har tilmed gjort gældende, at Kommissionens afgørelse også udgør en tilsidesættelse af de regler, der er nedfældet i præamblen til overenskomsten (almindeligt forbud mod diskriminerende foranstaltninger), i forbindelse med de artikler i GATT, som indeholder specielle regler, der forbyder enhver forskelsbehandling. Kommissionen har heroverfor anført, at præamblen til GATT ikke fastsætter nogen særlig forpligtelse, hvis tilsidesættelse i og for sig kan udgøre en overtrædelse af GATT. Også på dette punkt må Kommissionens standpunkt kunne finde tilslutning.

Den fordel, som Fællesskabet påstås at have mistet som følge af en sådan tilsidesættelse, må grundes på beskyttelsen af Fællesskabets berettigede forventning, en retmæssig forventning, der er blevet antastet i mindst tre henseender (jfr. yderligere retsmøderapporten, afsnit 60).

Omvendt har Kommissionen i afgørelsen tilkendegivet, at sagsøgeren ikke angiver den fordel, der ophæves ved de påklagede argentinske former for praksis. Beslutningen henholder sig i denne forbindelse til den omstændighed, at konsolideringen med nulsats af importafgiften på sojaskrå — som af sagsøgeren angives at være en tabt fordel — ikke repræsenterer en fordel for Fællesskabet (hvorimod sagsøgeren har anført, at der består en indirekte fordel deri, at Fællesskabet ad denne vej kan gøre krav på gensidige indrømmelser), endvidere til at der ikke har været forhandlinger med Argentina herom, og at de fordele, der følger af GATT, ikke bør vurderes sektorvis, men under et. Kommissionen har i svarskriftet herudover tilføjet, at en forringelse af en fordel i den i GATT's artikel XXIII forudsatte betydning ikke gjaldt generelle fordele såsom konkurrencefordrejninger på internationalt plan eller den omstændighed, at en indenlandsk industri ikke har lidt skade, og at der tænkes på klart afgrænsede fordele, der forhandles af vedkommende stat.

Efter min mening må der gives Kommissionen medhold i, at artikel XXXVI i GATT ikke pålægger retlige forpligtelser, og at man derfor ikke kan støtte et anbringende om, at der foreligger uretmæssig handelspraksis, på denne artikel.