Bruxelles, den 29.6.2021

COM(2021) 336 final

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

om status med hensyn til forberedelsen af den fuldstændige gennemførelse af det nye retsgrundlag for Schengeninformationssystemet (SIS), jf. artikel 66, stk. 4, i forordning (EU) 2018/1861 og artikel 79, stk. 4, i forordning (EU) 2018/1862






1.INDLEDNING

Den 28. november 2018 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet tre nye forordninger vedrørende oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (i det følgende benævnt: forordningerne) 1 .

I henhold til artikel 66, stk. 4, i forordning (EU) 2018/1861 og artikel 79, stk. 4, i forordning (EU) 2018/1862 skal Kommissionen forelægge en årlig rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om status med hensyn til forberedelsen af den fuldstændige gennemførelse af forordningerne.

Den første statusrapport blev vedtaget i februar 2020 2 og beskrev det forberedende arbejde, der er foretaget af Kommissionen, agenturerne og medlemsstaterne fra den 1. januar 2019 til den 30. september 2019.

Denne anden statusrapport omhandler perioden fra den 1. oktober 2019 til den 30. september 2020 3 . Den er baseret på oplysninger, som medlemsstaterne og agenturerne har stillet til rådighed for Kommissionen i spørgeskemaer og undersøgelser samt resultaterne af møder og workshops.

I de forskellige afsnit gennemgås det arbejde, der er udført i rapporteringsperioden af Kommissionen, medlemsstaterne og agenturerne.

2.STATUS OVER FORBEREDELSERNE TIL GENNEMFØRELSE AF FORORDNINGERNE

2.1.Kommissionens udarbejdelse af gennemførelsesretsakter

2.1.1.Krav

En specifik ajourføring af SIRENE-håndbogen 4 skal gennemføres for at give Europol mulighed for at udveksle supplerende oplysninger med SIRENE-kontorerne som omhandlet i forordning (EU) 2018/1861, artikel 63, nr. 9), og forordning (EU) 2018/1862, artikel 77, nr. 7).

Derudover skal de gennemførelsesretsakter, der er nødvendige for den fulde anvendelse af forordningerne, vedtages, før det reviderede Schengeninformationssystem kan sættes i drift i overensstemmelse med forordning (EU) 2018/1861, artikel 66, stk. 2, og forordning (EU) 2018/1862, artikel 79, stk. 2. Den lovbestemte frist for fuld anvendelse af det reviderede Schengeninformationssystem er den 28. december 2021.

2.1.2.Færdiggørelse af de tekniske gennemførelsesafgørelser

I løbet af rapporteringsperioden har Kommissionen i samarbejde med agenturerne og det relevante udvalg 5 afsluttet arbejdet med de gennemførelsesafgørelser, der er en teknisk forudsætning for, at det reviderede Schengeninformationssystem kan sættes i drift.

2.1.3.Revidering af SIRENE-håndbogen i to faser

I rapporteringsperioden har Kommissionen i samarbejde med agenturerne og SIS-SIRENE-udvalget skabt væsentlig fremdrift i opdateringen af SIRENE-håndbogen, som foretages i to faser:

·fase I: specifik ajourføring af den nuværende SIRENE-håndbog 6 , så Europol får mulighed for at udveksle supplerende oplysninger med SIRENE-kontorerne som omhandlet i forordning (EU) 2018/1861, artikel 63, nr. 9), og forordning (EU) 2018/1862, artikel 77, nr. 7)

·fase II (skal gennemføres som forudsætning for en fuld idriftsættelse af det reviderede Schengeninformationssystem): komplet revidering af SIRENE-håndbogen, herunder alle nye procedurer, der kræves i henhold til forordningerne.

Med hensyn til den specifikke ajourføring af SIRENE-håndbogen i fase I har Kommissionen udarbejdet specifikke regler for udveksling af supplerende oplysninger mellem Europol og SIRENE-kontorerne, navnlig vedrørende:

·brug af behandlingskoder

·tilvejebringelse af supplerende oplysninger fra Europol ved overensstemmelse mellem oplysninger

·tilvejebringelse af supplerende oplysninger fra SIRENE-kontorerne ved hit på indberetninger vedrørende terrorhandlinger

·procedurer, som Europol skal anvende for at indhente tilladelse til at bruge data og supplerende oplysninger eller videregive dem til tredjelande

·procedurer, som Europol skal anvende for at indhente tilladelse til fortsat opbevaring af supplerende oplysninger og

·indsamling og tilvejebringelse af statistikker over Europols udveksling af supplerende oplysninger.

Det forberedende arbejde er blevet afsluttet i rapporteringsperioden.

Med hensyn til den komplette revidering af SIRENE-håndbogen i fase II har Kommissionen i rapporteringsperioden afholdt ni møder i SIRENE-underudvalget med det formål at lave en grundig analyse af procedurekravene i medfør af forordningerne. Hovedparten af det forberedende arbejde er blevet afsluttet i rapporteringsperioden, herunder revidering af SIRENE-formularerne (skabeloner, som SIRENE-kontorerne bruger til struktureret udveksling af supplerende oplysninger) samt de tekniske specifikationer for udveksling af SIRENE-formularer.

Arbejdet fortsætter i den næste rapporteringsperiode med det mål at nå til en aftale om udkastet til SIRENE-håndbogen i SIS-SIRENE-udvalget og godkende den ajourførte SIRENE-håndbog inden udgangen af den kommende rapporteringsperiode.

2.2.Udvikling af det centrale SIS 7 og forberedelse af testaktiviteter foretaget af eu-LISA

2.2.1.eu-LISA's opgaver

eu-LISA har ansvar for drift og udvikling af det centrale SIS og spiller en afgørende rolle for gennemførelsen af forordningerne. eu-LISA's primære opgaver er at:

·opdatere den tekniske dokumentation vedrørende det centrale SIS og interaktionerne mellem det centrale SIS og de nationale systemer i overensstemmelse med de krav, der er fastsat i forordningerne og gennemførelsesretsakterne

·implementere de nødvendige ændringer i det centrale SIS og tilrettelægge, koordinere og gennemføre alle testaktiviteter vedrørende det centrale SIS og interaktionerne med de nationale systemer i tæt samarbejde med medlemsstaterne og agenturerne

·gennemføre alle testaktiviteter, før det reviderede Schengeninformationssystem kan sættes i drift, jf. artikel 66, stk. 2, i forordning (EU) 2018/1861 og artikel 79, stk. 2, i forordning (EU) 2018/1862.

2.2.2.Opstart af første implementeringsfase den 8. januar 2020

Den 8. januar 2020 satte eu-LISA den første release til opdatering af det centrale SIS i henhold til forordningerne i drift, så Europol fik fuld adgang til alle indberetninger i Schengeninformationssystemet, og Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning fik mulighed for at oprette en teknisk forbindelse til det centrale SIS i henhold til kravene i artikel 63, nr. 9), i forordning (EU) 2018/1861 og artikel 77, nr. 7) og 8) i forordning (EU) 2018/1862. Derudover har agenturerne fået adgang til Schengeninformationssystemets funktion til søgning i fingeraftryksoplysninger.

2.2.3.Forberedende arbejde til udvikling af den ikkebiometriske del af det centrale SIS til idriftsættelse inden udgangen af 2021

I rapporteringsperioden har eu-LISA afholdt ti møder i projektledelsesforummet med deltagelse af alle interessenter (Kommissionen, medlemsstaterne, Europol, Eurojust og Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning) og den eksterne leverandør med det formål at styre udviklingen og færdiggørelsen af de tekniske specifikationer i overensstemmelse med de tekniske regler, der er vedtaget i de relevante udvalg.

De tekniske specifikationer for den ikkebiometriske del af opdateringen af Schengeninformationssystemet blev godkendt af alle interessenter i maj 2020, og eu-LISA har påbegyndt udviklingen af de krævede ændringer af det centrale SIS i løbet af rapporteringsperioden.

2.2.4.Forberedende arbejde til udvikling af den biometriske del af det centrale SIS til idriftsættelse inden udgangen af 2021

I rapporteringsperioden har eu-LISA afholdt ni særlige møder med alle interessenter (Kommissionen, medlemsstaterne, Europol, Eurojust og Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning) og den eksterne leverandør vedrørende det automatiske fingeraftryksidentifikationssystem. Systemets biometriske komponent blev sat i drift i marts 2018, men forordningerne indeholder krav om væsentlige ændringer. Navnlig skal biometrisk søgning udvides med nye kategorier af daktyloskopiske data (håndfladeaftryk og håndflade-/fingeraftryk).

Fasen "Analyse og design", der dækkede det indledende arbejde med projektstart, kravsspecifikation og andre specifikationer, blev afsluttet i rapporteringsperioden, og de tekniske specifikationer blev færdiggjort og godkendt den 1. oktober 2020. Den næste fase "Implementering" er iværksat.

2.2.5.Revidering af de tekniske specifikationer for udveksling af supplerende oplysninger mellem SIRENE-kontorerne

De relevante udvalgs arbejde med at revidere formularerne som omtalt i punkt 2.1.3 krævede en opdatering af de tekniske specifikationer for udveksling af formularer og den tilhørende dokumentation. I overensstemmelse med den fælles artikel 15, stk. 3, litra b), i forordning (EU) 2018/1861 og forordning (EU) 2018/1862 er opgaven med vedligeholdelse og opdatering af de tekniske specifikationer for udveksling af supplerende oplysninger mellem SIRENE-kontorerne blevet tildelt eu-LISA.

I rapporteringsperioden har eu-LISA afholdt fem workshops med deltagelse af alle interessenter, hvor man indgik en generel aftale om kravene i september 2020. Ifølge planen skulle de tekniske specifikationer og dokumentationen færdiggøres og godkendes inden udgangen af 2020.

2.2.6.Resumé og risici

Sammenlignet med den tidligere rapporteringsperiode, hvor eu-LISA igangsatte det forberedende arbejde til projektet med nedsættelse af tekniske grupper og fastlæggelse af den generelle plan, skrider arbejdet med udvikling af det centrale SIS planmæssigt frem i henhold til forordningerne.

De tekniske specifikationer er blevet godkendt, og udviklingen af den ikkebiometriske del af det centrale SIS er igangsat. For den biometriske del af det centrale SIS er de tekniske specifikationer færdiggjort, og udviklingen er igangsat. De to dele af de tekniske specifikationer bliver samlet i ét dokument i slutningen af 2020.

Covid-19-krisen har påvirket den generelle plan med hardwaremangel, forsinkede hardwareleverancer, rejserestriktioner og manglende adgang til eu-LISA's datacentre. Den generelle plan for 2020 og 2021 er blevet justeret, og 2021 er afsat til testaktiviteter sammen med medlemsstaterne og agenturerne frem til november efter den næste rapporteringsperiode. Ifølge den generelle plan skal den endelige release af det opdaterede Schengeninformationssystem sættes i drift inden udgangen af 2021 i overensstemmelse med de frister, der er angivet i forordningerne.

2.3.Medlemsstaternes forberedelser

2.3.1.Omfang og krav

Denne rapport dækker 25 EU-medlemsstater og fire associerede Schengenlande 8 , der har været koblet på det centrale SIS i rapporteringsperioden, og to EU-medlemsstater (Cypern og Irland), der ikke har været koblet på det centrale SIS i rapporteringsperioden.  9  

Artikel 66, stk. 5, litra c), i forordning (EU) 2018/1861 og artikel 79, stk. 5, litra c), i forordning 2018/1862 kræver, at alle medlemsstater, der er koblet på det centrale SIS, skal have implementeret Schengeninformationssystemets søgefunktion — det automatiske fingeraftryksidentifikationssystem — i deres nationale systemer inden den 28. december 2020. Denne forpligtelse omfatter endnu ikke Cypern og Irland, da de ikke har været koblet på det centrale SIS i rapporteringsperioden.

Derudover skal alle medlemsstater, der er koblet på det centrale SIS, sørge for rettidigt at tilpasse deres nationale systemer i overensstemmelse med de godkendte dokumenter og tekniske specifikationer.

Medlemsstaterne skal have underrettet Kommissionen om, at de har foretaget de nødvendige tekniske og juridiske foranstaltninger for at kunne behandle data og udveksle supplerende oplysninger i henhold til denne forordning, før det opdaterede Schengeninformationssystem kan sættes i drift. jf. artikel 66, stk. 2, i forordning (EU) 2018/1861 og artikel 79, stk. 2, i forordning (EU) 2018/1862.

2.3.2.Status over implementeringen af Schengeninformationssystemet — automatisk fingeraftryksidentifikationssystem (afsluttes inden udgangen af 2020)

Forpligtelsen til at implementere Schengeninformationssystemets funktion til søgning i fingeraftryksoplysninger gælder for 25 EU-medlemsstater og fire associerede Schengenlande (Cypern og Irland er endnu ikke omfattet i den igangværende rapporteringsperiode).

Status frem til udgangen af rapporteringsperioden (den 30. september 2020) var følgende:

·22 ud af 29 deltagende lande havde allerede implementeret funktionen til søgning i fingeraftryksoplysninger

·5 ud af 29 deltagende lande havde planlagt at gennemføre implementeringen af funktionen til søgning i fingeraftryksoplysninger inden udgangen af 2020

·2 ud af 29 deltagende lande havde planlagt implementeringen af funktionen til søgning i fingeraftryksoplysninger til starten af 2021; de to pågældende lande har angivet, at forsinkelsen skyldes omstændigheder forårsaget af covid-19-krisen.

2.3.3.Forberedende arbejde til den fulde gennemførelse af forordningerne (skal afsluttes inden udgangen af 2021)

Medlemsstaternes forberedende arbejde er afgørende, fordi Kommissionen først kan fastsætte datoen for idriftsættelse af det nye Schengeninformationssystem i henhold til artikel 66, stk. 2, i forordning (EU) 2018/1861 og artikel 79, stk. 2, i forordning (EU) 2018/1862, når medlemsstaterne har underrettet Kommissionen om, at de har truffet de nødvendige tekniske og juridiske foranstaltninger.

Kommissionen bad alle EU-medlemsstaterne og de associerede Schengenlande om at foretage indberetning via et spørgeskema, der blev udsendt i september 2020, vedrørende det forberedende arbejde på nationalt niveau i rapporteringsperioden. Alle medlemsstaterne besvarede spørgeskemaet (31 respondenter).

Medlemsstaterne blev bedt om at svare på spørgsmål vedrørende følgende områder:

·projektplanlægning og projektledelse

·intern koordinering

·konsekvensanalyse omfattende budget, personaleressourcer, organisering og national lovgivning

·risici.

Med hensyn til projektplanlægning havde næsten alle medlemsstaterne og de associerede Schengenlande (29 respondenter ud af 30) påbegyndt udarbejdelsen eller havde udarbejdet en projektplan med milepæle (15 flere end i 2019). Derudover havde 28 ud af 31 respondenter nedsat eller ville i den nærmeste fremtid nedsætte et konkret projektteam med en udpeget projektleder, og de resterende tre lande ville varetage gennemførelsen ved hjælp af eksisterende afdelinger eller teams. Et stort flertal af respondenterne (24) etablerede i 2020 et samarbejde på nationalt plan mellem kompetente myndigheder.

Hvad angår konsekvensanalysen befinder medlemsstaterne sig aktuelt på forskellige stadier i forberedelserne 10 :

budgetmæssig konsekvensanalyse:

·14 medlemsstater havde færdiggjort analysen og afsat det tilsvarende budget.

·16 medlemsstater havde færdiggjort analysen og ville afsætte budgettet inden udgangen af 2020 eller i starten af 2021.

·1 medlemsstat ville påbegynde analysen ved udgangen af 2020.

personalemæssig konsekvensanalyse:

·17 medlemsstater havde færdiggjort analysen.

·9 medlemsstater ville færdiggøre analysen inden udgangen af 2020 eller i 2021.

·5 medlemsstater ville påbegynde analysen inden udgangen af 2021 eller havde ikke angivet en dato.

organisatorisk konsekvensanalyse:

·5 medlemsstater havde færdiggjort analysen og vedtaget foranstaltninger vedrørende gennemførelsen.

·14 medlemsstater havde færdiggjort analysen, men manglede at vedtage foranstaltninger vedrørende gennemførelsen.

·9 medlemsstater ville færdiggøre analysen inden udgangen af 2020 eller i starten af 2021.

·3 medlemsstater indberettede, at de har påbegyndt analysen, men har ikke angivet en slutdato

konsekvensanalyse vedrørende den nationale lovgivning:

·1 medlemsstat havde færdiggjort analysen og godkendt ændringerne.

·16 medlemsstater havde færdiggjort analysen og påbegyndt proceduren til godkendelse af ændringerne.

·4 medlemsstater ville færdiggøre analysen inden udgangen af 2020.

·7 medlemsstater færdiggør analysen i starten af eller i løbet af 2021.

·3 medlemsstater færdiggør analysen inden udgangen af 2021.

2.3.4.Resumé og risici

I rapporteringsperioden har medlemsstaterne vist fremskridt i alle projektforberedelserne til den fulde gennemførelse af forordningerne. Medlemsstaterne arbejder med analysen af kravene til systemet, og nogle få medlemsstater har allerede igangsat udviklingen af de nationale systemer i løbet af rapporteringsperioden. Godkendelsen af de tekniske specifikationer for den biometriske og den ikkebiometriske del af det centrale SIS i løbet af rapporteringsperioden har gjort det muligt for medlemsstaterne at påbegynde de nationale udviklingsprojekter. Hovedparten af arbejdet kommer dog til at pågå i den næste rapporteringsperiode, der starter den 1. oktober 2020.

De fleste medlemsstater vil have idriftsat søgning på fingeraftryksoplysninger ved udgangen af 2020, sådan som det kræves i henhold til forordningerne.

I besvarelserne af spørgeskemaet fremhæver medlemsstaterne en række risici og forhindringer i forbindelse med gennemførelsen af projekterne på nationalt plan, herunder:

·covid-19-pandemiens indvirkning som en generel risiko med hensyn til forsinkelser

·ambitiøse tidsplaner og mange projekter vedrørende store informationssystemer med lignende tidsfrister

·bemandingsproblemer, problemer med udbudsprocedurer og enkelte problemer med interne lovgivningsprocedurer.

Kommissionen og eu-LISA vil fortsætte den tætte opfølgning på medlemsstaternes forberedende arbejde på de regelmæssige møder i de relevante udvalg og projektledelsesforummet.

2.4.Agenturer

2.4.1.Omfang og krav

Denne del af rapporten omhandler det forberedende arbejde hos Europol og Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning, da bestemmelserne vedrørende de nævnte agenturer trådte i kraft allerede ved udgangen af 2019. De ændringer, der påvirker Eurojust, er minimale og gælder først fra udgangen af 2021. Eurojust har desuden ikke besvaret spørgeskemaet, men skal medtages i rapporten for den næste rapporteringsperiode.

2.4.2.Europol

Europol bruger allerede Schengeninformationssystemet. For Europol indebærer forordningerne ændringer på følgende to områder:

·adgang til alle kategorier af indberetninger

·tilknytning til SIRENE-netværket.

De nye bestemmelser gælder fra udgangen af 2019.

Ved udgangen af november 2019 afsluttede Europol de tekniske forberedelser til via den eksisterende søgegrænseflade at få adgang til alle indberetninger. I januar 2020 fik Europol teknisk adgang til alle typer indberetninger som en del af det nye Schengeninformationssystem. Europol åbnede denne adgang for slutbrugerne efter positive resultater af en forudgående høringsproces i rapporteringsperioden med inddragelse af Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse.

Europol havde oprindelig som mål at være klar til tilslutning til SIRENE-netværket inden udgangen af 2020. Forberedelserne til implementering af SIRENE-funktionen hos Europol fortsatte dog i løbet af 2020. Europol er i gang med at tilpasse de interne arbejdsgange, der bliver påvirket af SIRENE-informationsflowet, og med at validere de detaljerede krav i forbindelse med integration af SIRENE-mail relayinfrastrukturen og Europols interne systemer. En midlertidig løsning, der skal gøre det muligt at modtage, behandle og sende SIRENE-meddelelser, skal efter planen være klar til test inden udgangen af 2020, og Europol skal efter planen være klar til at implementere den fulde SIRENE-funktionalitet inden udgangen af 2021 og ikke senest i 2020 som oprindeligt planlagt.

2.4.3.Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning

I henhold til forordningerne skal alle medlemmer af de hold, som Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning indsætter, have adgang til alle kategorier af indberetninger fra udgangen af 2019. Holdmedlemmerne skal kunne tilgå Schengeninformationssystemet via en teknisk grænseflade, som Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning implementerer og vedligeholder. Agenturet gennemførte i 2019 alt det forberedende arbejde i et projekt inddelt i forskellige delprojekter.

Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning overførte følgende aktiviteter til rapporteringsperioden:

·Godkendelse af den endelige version af projektinitieringsdokumentet i august 2020.

·Der blev igangsat en begrænset udbudsprocedure vedrørende en rammeaftale om udvikling af en softwareløsning til Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning i februar 2020. Udbudsproceduren blev forsinket på grund af covid-19, og i henhold til planen skulle tilbud fra de bydende være modtaget inden udgangen af oktober 2020.

·Udbud vedrørende indkøb af dokumentlæsere og fingeraftryksscannere blev udsendt igen i slutningen af oktober 2020.

·Projektteamet har udarbejdet det første udkast til standarddriftsprocedurer, som har været sendt i intern høring hos Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning. Medlemsstaternes høringer pågår.

·eu-LISA har leveret ny hardware til opkobling til Schengeninformationssystemet og afholdt tekniske workshops for de primære repræsentanter for agenturerne.

I modsætning til det, der var forventet i 2019, forventes projektet nu at løbe over i alt 31 måneder med endelig leveringsdato i maj 2022. Projektets første resultat (dvs. webapplikation til søgning) forventes leveret i november 2021.

3.KONKLUSIONER

I den anden rapporteringsperiode (30. september 2019—30. september 2020) har de forskellige interessenter gjort betydelige fremskridt med gennemførelsen af forordningen i henhold til de fastlagte milepæle:

1)implementeringsfase I (fra udgangen af 2019): eu-LISA afsluttede den 8. januar 2020 det nødvendige forberedende arbejde for at give Europol fuld adgang til Schengeninformationssystemet og for at give Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning mulighed for opkobling til Schengeninformationssystemet. Europol har adgang til alle kategorier af indberetninger. Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning videreførte projektet, der skal give holdmedlemmerne adgang til Schengeninformationssystemet i november 2021.

2)implementeringsfase II (fra udgangen af 2020): Ved udgangen af rapporteringsperioden havde 22 medlemsstater implementeret funktionaliteten til søgning i fingeraftryksoplysninger. 5 medlemsstater planlagde stadig at have funktionaliteten implementeret inden udgangen af 2020. Det forventes, at 2 medlemsstater vil blive en anelse forsinket med implementeringen (først i 2021).

3)implementeringsfase III (fra udgangen af 2021): I rapporteringsperioden blev aktiviteterne til udarbejdelse af de gennemførelsesforanstaltninger og tekniske specifikationer, der er nødvendige for en fuld implementering af forordningerne, videreført under koordinering af Kommissionen og eu-LISA. Færdiggørelsen af en række vigtige milepæle i det forberedende arbejde i 2020 (tekniske gennemførelsesretsakter og tekniske specifikationer) gjorde det muligt for medlemsstaterne at påbegynde tilpasningen af de nationale systemer, så de er klar til idriftsættelse ved udgangen af 2021.

Covid-19-pandemien kom til at gribe ind i tidsplanen for gennemførelsen, men de foranstaltninger, som i de seneste måneder er blevet iværksat af Kommissionen, eu-LISA og medlemsstaterne, viser sig i øjeblikket at have effekt, og de har modvirket de negative konsekvenser på centralt og nationalt plan.

To medlemsstater har indberettet, at de ikke er i stand til at implementere funktionaliteten til søgning i fingeraftryksoplysninger ved udgangen af 2020, som forordningen indeholder krav om. Forsinkelsen begrænser sig dog til få måneder, og planen indhentes i starten af 2021.

Kommissionen vil fortsat deltage direkte både på politisk og teknisk plan og sammen med bestyrelsen for eu-LISA overvåge fremskridt for så vidt angår implementeringen af det opdaterede Schengeninformationssystem set i sammenhæng med interoperabiliteten i informationssystemer vedrørende grænser og sikkerhed.

Den tredje statusrapport kommer til at beskrive interessenternes aktiviteter i den næste rapporteringsperiode fra den 1. oktober 2020 til den 30. september 2021.

(1)      Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1860 af 28. november 2018 om brug af Schengeninformationssystemet i forbindelse med tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT L 312 af 7.12.2018, s. 1).     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1861 af 28. november 2018 om oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS) på området ind- og udrejsekontrol, om ændring af konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen og om ændring og ophævelse af forordning (EF) nr. 1987/2006 (EUT L 312 af 7.12.2018, s. 14).    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1862 af 28. november 2018 om oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS) på området politisamarbejde og strafferetligt samarbejde, om ændring og ophævelse af Rådets afgørelse 2007/533/RIA og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1986/2006 og Kommissionens afgørelse 2010/261/EU (EUT L 312 af 7.12.2018, s. 56).
(2)    COM(2020) 72 final.
(3) De indberettede oplysninger vedrører kun den periode, som denne statusrapport omhandler. Andre arrangementer og aktiviteter, der har fundet sted efter rapporteringsperioden, bliver inddraget i rapporten for den kommende rapporteringsperiode (den 1. oktober 2020 til den 30. september 2021).
(4)      SIRENE-håndbogen er en gennemførelsesretsakt, hvori procedurerne for udveksling af supplerende oplysninger i forbindelse med indberetninger er fastsat.
(5)      "SIS-SIRENE-udvalget" omfatter både "SIS-SIRENE (Politi)" og "SIS-SIRENE (Grænser)" (se https://ec.europa.eu/transparency/regcomitology/index.cfm?do=List.list).
(6)      Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/1528 af 31. august 2017 om erstatning af bilaget til gennemførelsesafgørelse 2013/115/EU om Sirenehåndbogen og andre gennemførelsesforanstaltninger i forbindelse med anden generation af Schengeninformationssystemet (SIS II) (EUT L 231 af 7.9.2017, s. 6).
(7)      "Det centrale SIS" som beskrevet i artikel 4, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1861 af 28. november 2018 om oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS) på området ind- og udrejsekontrol, om ændring af konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen og om ændring og ophævelse af forordning (EF) nr. 1987/2006 (EUT L 312 af 7.12.2018, s. 14). og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1862 af 28. november 2018 om oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS) på området politisamarbejde og strafferetligt samarbejde, om ændring og ophævelse af Rådets afgørelse 2007/533/RIA og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1986/2006 og Kommissionens afgørelse 2010/261/EU (EUT L 312 af 7.12.2018, s. 56).
(8)      Schweiz, Liechtenstein, Norge og Island.
(9)      Selv om Det Forenede Kongerige har været koblet på Schengeninformationssystemet i rapporteringsperioden, er Det Forenede Kongerige ikke omfattet af denne rapport, da de ikke har deltaget i det forberedende arbejde til gennemførelsen af forordningerne.
(10)      Ikke alle medlemsstater kunne give en konkret vurdering for hver af de kategorier, der indgik i spørgeskemaet.