Foreløbig udgave
DADOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)
20. marts 2025 (*)
» Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – retligt samarbejde på det civilretlige område – forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation – forordning (EU) nr. 1259/2010 – artikel 8, litra a) og b) – begrebet ægtefællernes »sædvanlige opholdssted« – den ene ægtefælles status som diplomat – Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser «
I sag C-61/24 [Lindenbaumer] (i),
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) ved afgørelse af 20. december 2023, indgået til Domstolen den 29. januar 2024, i sagen
DL
mod
PQ,
har
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, C. Lycourgos, og dommerne S. Rodin, N. Piçarra, O. Spineanu-Matei (refererende dommer) og N. Fenger,
generaladvokat: M. Campos Sánchez-Bordona,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– PQ ved Rechtsanwalt V.O.G. Vorwerk,
– den tyske regering ved J. Möller, M. Hellmann og J. Simon, som befuldmægtigede,
– den græske regering ved G. Karipsiadis og T. Papadopoulou, som befuldmægtigede,
– den finske regering ved H. Leppo, som befuldmægtiget,
– Europa-Kommissionen ved C. Vollrath og W. Wils, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 8, litra a) og b), i Rådets forordning (EU) nr. 1259/2010 af 20. december 2010 om indførelse af et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation (EUT 2010, L 343, s. 10).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem DL og PQ vedrørende fastlæggelsen af, hvilken lov der skal anvendes i forbindelse med deres skilsmisse.
Retsforskrifter
Folkeretten
3 Artikel 31, stk. 1, i Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser, der blev indgået i Wien den 18. april 1961 og trådte i kraft den 24. april 1964 (United Nations Treaty Series, bind 500, s. 95, herefter »Wienerkonventionen«), er affattet således:
»En diplomatisk repræsentant skal nyde immunitet i sager henhørende under modtagerstatens strafferetspleje. Han skal ligeledes nyde immunitet i sager, der hører under modtagerstatens borgerlige retspleje eller dens administrative myndighedsområde, undtagen med hensyn til:
a) sager vedrørende privat fast ejendom, beliggende på modtagerstatens territorium, medmindre han besidder ejendommen på udsenderstatens vegne til brug for repræsentationen;
b) sager vedrørende arveforhold, i hvilke han optræder som eksekutor, administrator, arving eller legatar i egenskab af privatperson og ikke på udsenderstatens vegne;
c) sager vedrørende den diplomatiske repræsentants udøvelse af liberale eller andre erhverv uden for hans officielle opgaver i modtagerstaten.«
4 Denne konventions artikel 37, stk. 1, har følgende ordlyd:
»En diplomatisk repræsentants familiemedlemmer tilhørende hans husstand skal, såfremt de ikke er statsborgere i modtagerstaten, nyde de i artiklerne 29-36 anførte forrettigheder og immuniteter.«
EU-retten
Forordning nr. 1259/2010
5 Følgende fremgår af 9., 10., 14., 21. og 29. betragtning til forordning nr. 1259/2010:
»(9) Denne forordning bør skabe klare og omfattende retlige rammer for lovvalg vedrørende skilsmisse og separation i de deltagende medlemsstater, sikre borgerne løsninger, der giver retssikkerhed, retlig forudsigelighed og fleksibilitet, og forhindre en situation, hvor den ene ægtefælle begærer skilsmisse før den anden, for at sikre sig, at sagen behandles efter en lov, som vedkommende mener i højere grad tilgodeser hans eller hendes interesser.
(10) Denne forordnings materielle anvendelsesområde og bestemmelser bør stemme overens med [Rådets] forordning (EF) nr. 2201/2003 [af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT 2003, L 338, s. 1)]. Forordningen bør dog ikke finde anvendelse på omstødelse af ægteskab.
Denne forordning bør kun finde anvendelse på opløsning af ægteskab eller lempelse af de ægteskabelige forbindelser. Den lov, som er udpeget efter denne forordnings lovvalgsregler, bør finde anvendelse på skilsmisse- og separationsgrundene.
Præjudicielle spørgsmål såsom rets- og handleevne og ægteskabets gyldighed eller spørgsmål såsom virkningerne af skilsmisse eller separation på formueforhold, navn, forældreansvar, underholdspligt eller andre accessoriske spørgsmål bør afgøres efter de lovvalgsregler, som finder anvendelse i den pågældende deltagende medlemsstat.
[...]
(14) For at give ægtefællerne mulighed for at vælge en lov, som de har tæt tilknytning til, og for at sørge for, at denne lov finder anvendelse på deres skilsmisse- eller separationssag, når de ikke har truffet et sådant valg, bør den lov, som de har tæt tilknytning til, kunne anvendes, også når der ikke er tale om en deltagende medlemsstats lov. [...]
[...]
(21) Når der ikke er indgået aftale om lovvalg, bør denne forordning indføre harmoniserede lovvalgsregler baseret på en række på hinanden følgende tilknytningsfaktorer, der sikrer en tæt tilknytning mellem ægtefællerne og den omhandlede lov, og som tilgodeser kravet om retssikkerhed og retlig forudsigelighed og forebygger en situation, hvor en af ægtefællerne begærer skilsmisse før den anden for at sikre sig, at sagen behandles efter en bestemt lov, som vedkommende mener i højere grad tilgodeser hans eller hendes interesser. De tilknytningsfaktorer, der fastsættes, bør sikre, at skilsmisse- og separationssager behandles efter en lov, som ægtefællerne har tæt tilknytning til.
[...]
(29) Målene i denne forordning, nemlig en styrkelse af retssikkerheden, forudsigeligheden og fleksibiliteten i internationale ægteskabssager og dermed fremme af den frie bevægelighed for personer i Unionen, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af forordningens omfang og virkninger bedre gennemføres på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger, hvor det er relevant gennem forstærket samarbejde, i overensstemmelse med nærhedsprincippet i artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går nærværende forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.«
6 Denne forordnings artikel 5 med overskriften »Parternes lovvalg« fastsætter følgende i stk. 1:
»Ægtefællerne kan aftale lovvalg i tilfælde af skilsmisse og separation, forudsat at en af følgende lovgivninger finder anvendelse:
a) loven i den stat, hvor ægtefællerne har deres sædvanlige opholdssted på tidspunktet for aftalens indgåelse, eller
b) loven i den stat, hvor ægtefællerne havde deres seneste sædvanlige opholdssted, for så vidt en af dem stadig opholder sig dér på tidspunktet for aftalens indgåelse, eller
c) loven i den stat, hvor ægtefællerne har deres sædvanlige opholdssted på tidspunktet for aftalens indgåelse, eller
d) loven i domstolslandet.«
7 Den nævnte forordnings artikel 8 med overskriften »Lovvalg i mangel af aftale mellem parterne« har følgende ordlyd:
»I mangel af aftale om lovvalg i henhold til artikel 5 behandles skilsmisse- og separationssager efter loven i:
a) den stat, hvor ægtefællerne har deres sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor sagen anlægges, eller i mangel heraf,
b) den stat, hvor ægtefællerne havde deres sidste sædvanlige opholdssted, forudsat at opholdet ikke er ophørt mere end et år før sagsanlægget, og at en af dem stadig opholder sig i denne medlemsstat ved sagsanlægget, eller i mangel heraf,
c) den stat, hvis nationalitet begge ægtefæller har ved sagsanlægget, eller i mangel heraf,
d) domstolslandet.«
Forordning nr. 2201/2003
8 Forordning nr. 2201/2003 blev ophævet med virkning fra den 1. august 2022 ved Rådets forordning (EU) 2019/1111 af 25. juni 2019 om kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om internationale børnebortførelser (EUT 2019, L 178, s. 1), som i overensstemmelse med dens artikel 100, stk. 1, fastsætter, at den kun finder anvendelse på retssager, der er anlagt, på officielt bekræftede dokumenter, der er formelt udstedt eller registreret, og på aftaler, der er registreret på eller efter den 1. august 2022.
9 Artikel 3 i forordning nr. 2201/2003 med overskriften »Generel kompetence« bestemte følgende i stk. 1, litra a):
»Kompetencen til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende skilsmisse, separation og omstødelse af ægteskab ligger hos retterne i den medlemsstat:
a) på hvis område
– ægtefællerne har deres sædvanlige opholdssted, eller
– ægtefællerne havde deres sidste sædvanlige opholdssted, for så vidt en af dem stadig opholder sig dér, eller
– sagsøgte har sit sædvanlige opholdssted, eller
– en af ægtefællerne, i tilfælde af fælles begæring, har sit sædvanlige opholdssted, eller
– sagsøgeren har sit sædvanlige opholdssted, hvis vedkommende har opholdt sig dér i mindst et år umiddelbart forud for indgivelsen af begæringen, eller
– sagsøgeren har sit sædvanlige opholdssted, hvis vedkommende har opholdt sig dér i mindst seks måneder umiddelbart forud for indgivelsen af begæringen og er statsborger i den pågældende medlemsstat eller, for så vidt angår Det Forenede Kongerige og Irland, har »domicil« dér.«
Tysk ret
Lov om ikrafttrædelse af den borgerlige lovbog
10 § 17, stk. 4, i Einführungsgesetz zum Bürgerlichen Gesetzbuch (lov om ikrafttrædelse af den borgerlige lovbog) af 21. september 1994 (BGBl. 1994 I, s. 2494, berigtiget i BGBl. 1997 I, s. 1061) i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen, bestemmer:
»Pensionsudligningen er underlagt den lov, der finder anvendelse på skilsmissen i henhold til forordning [...] nr. 1259/2010; der skal kun foretages en pensionsudligning, hvis det i henhold til forordningen er tysk lov, der finder anvendelse, og pensionsudligning kendes i en af de stater, hvis nationalitet ægtefællerne har på det tidspunkt, hvor der indgives begæring om skilsmisse. Efter anmodning fra en af ægtefællerne skal der i øvrigt foretages en pensionsudligning i henhold til tysk ret, når en af ægtefællerne under ægteskabet har erhvervet pensionsrettigheder ved en indenlandsk forsikringsinstitution, for så vidt det ikke vil være ubilligt at foretage en sådan pensionsudligning; ved bedømmelsen heraf tages der navnlig hensyn til de økonomiske forhold mellem ægtefællerne under hele ægteskabet.«
Lov om proceduren i familieretlige sager og anliggender omfattet af den frivillige retspleje
11 Gesetz über das Verfahren in Familiensachen und in den Angelegenheiten der freiwilligen Gerichtsbarkeit (lov om proceduren i familieretlige sager og anliggender omfattet af den frivillige retspleje) af 17. december 2008 (BGBl. 2008 I, s. 2586) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, bestemmer følgende i § 137:
»(1) Skilsmisse og spørgsmål i forbindelse med skilsmisse skal behandles og afgøres samlet [...].
(2) Ved spørgsmål i forbindelse med skilsmisse forstås:
1. spørgsmål om udligning af pensionsrettigheder
[...]«
12 § 142, stk. 1, første punktum, i lov om proceduren i familieretlige sager og anliggender omfattet af den frivillige retspleje i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, har følgende ordlyd:
»I tilfælde af skilsmisse skal der afsiges en enkelt afgørelse om alle de familiemæssige spørgsmål, der er omfattet af skilsmissen.«
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
13 DL og PQ, der er tyske statsborgere, indgik ægteskab i 1989. Parret fik to børn, der nu er myndige. I 2006 lejede ægtefællerne en bolig i Berlin (Tyskland), hvor de boede sammen i mere end ti år (herefter »familiens bolig«).
14 I juni 2017 flyttede parret til Sverige efter PQ’s udsendelse til den tyske ambassade i Stockholm (Sverige). Ved denne lejlighed afgav ægtefællerne i overensstemmelse med den forpligtelse, der i medfør af tysk ret påhviler tjenestemænd, der er udsendt til udlandet, en erklæring om, at de opgav deres bopæl i Tyskland.
15 I september 2019 flyttede parret til Moskva (Rusland) i en bolig i boligkomplekset på den tyske ambassade, hvor PQ, der i modsætning til DL behersker russisk, udøvede hvervet som ambassaderåd. DL var som familiemedlem til en medarbejder ved ambassaden ligeledes registreret som bosiddende i denne bolig og havde et diplomatpas. DL’s køretøj var indregistreret i Rusland.
16 Med henblik på en tilbagevenden til Tyskland bibeholdt ægtefællerne familiens bolig, hvor et af deres børn har boet siden september 2019. Visse dele af boligen blev fremlejet i henhold til kontrakter, der udløb i maj og juni 2020.
17 I januar 2020 vendte DL tilbage til Berlin for at undergå et kirurgisk indgreb og forblev i familiens bolig indtil februar 2021. PQ rejste ligeledes til Berlin i løbet af august og september 2020, hvor han opholdt sig i denne bolig, idet parret i denne periode også mødte venner dér. PQ tilbragte ferien ved årets udgang sammen med et af sine børn i Koblenz (Tyskland).
18 Den 26. februar 2021 vendte DL tilbage til Moskva til den bolig, der var knyttet til den tyske ambassade. Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at ægtefællerne ifølge PQ den 17. marts 2021 meddelte deres børn, at de havde til hensigt at lade sig skille, og at DL under sit ophold i Moskva anbragte de genstande, som hun ønskede at medbringe til Berlin, i et værelse i denne bolig.
19 Den 23. maj 2021 vendte DL tilbage til Berlin, hvor hun nu bosatte sig i familiens bolig, mens PQ fortsat boede i den bolig, der var knyttet til den tyske ambassade i Moskva.
20 Den 8. juli 2021 indgav PQ en skilsmissebegæring til Amtsgericht (byret, Tyskland), idet han gjorde gældende, at han havde boet adskilt fra DL siden januar 2020, og at separationen var blevet endelig i marts 2021, hvor DL kortvarigt havde opholdt sig i Moskva.
21 DL rejste indsigelse mod denne begæring med den begrundelse, at parrets separation tidligst havde fundet sted i maj 2021, da hun vendte tilbage til Berlin. Indtil da havde hun bidraget til husholdningen i Moskva. DL præciserede, at hendes ophold i Berlin fra den 15. januar 2020 til den 26. februar 2021 var begrundet i hendes helbredstilstand og i rejserestriktioner som følge af covid-19-pandemien, således at det ikke var muligt at vende tilbage til Moskva før den 26. februar 2021.
22 Ved kendelse af 26. januar 2022 forkastede Amtsgericht (byret) begæringen med den begrundelse, at den periode på et års separation, der kræves i henhold til tysk ret, ikke var udløbet, og at der ikke forelå tilstrækkeligt tungtvejende grunde til straks at bevilge skilsmisse.
23 PQ iværksatte appel til prøvelse af denne kendelse ved Kammergericht (regional appeldomstol, Tyskland). Denne ret traf afgørelse om skilsmisse i medfør af russisk lovgivning, som ifølge denne ret fandt anvendelse i henhold til artikel 8, litra b), i forordning nr. 1259/2010. Med henblik herpå fastslog den nævnte ret, at PQ’s »sædvanlige opholdssted« som omhandlet i denne artikel befandt sig i Moskva, og at DL først ophørte med at have bopæl i denne by fra det tidspunkt, hvor hun forlod den for at tage til Tyskland, dvs. den 23. maj 2021, hvilket således var mindre end et år, før sagen blev anlagt ved Amtsgericht (byret) den 8. juli 2021.
24 DL har iværksat appel ved Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland), som er den forelæggende ret, til prøvelse af denne afgørelse fra Kammergericht (regional appeldomstol), hvorved DL har nedlagt påstand om, at der træffes afgørelse om skilsmisse i henhold til tysk ret, og at der samtidig ex officio træffes afgørelse om udligning af pensionsrettigheder.
25 Den forelæggende ret har præciseret, at udligningen af pensionsrettigheder i henhold til tysk ret reguleres ved den lov, der finder anvendelse på skilsmissen, og som fastlægges i overensstemmelse med forordning nr. 1259/2010. Hvis den i hovedsagen omhandlede skilsmisse er underlagt russisk lovgivning, skal der bevilges skilsmisse efter fælles overenskomst uden konstatering af skilsmissegrunde, og denne udligning skal i henhold til § 17, stk. 4, andet punktum, i lov om ikrafttrædelse af den borgerlige lovbog i den affattelse, der fandt anvendelse på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen, foretages på begæring af en af ægtefællerne. Hvis tysk lovgivning derimod skal finde anvendelse, må det fastslås, at ægteskabet er ophørt, fordi ægtefællernes samliv er ophørt for mere end et år siden. I så fald foretages den nævnte udligning ex officio i forbindelse med den samlede behandling af skilsmissen og de spørgsmål, der er forbundet hermed.
26 Den forelæggende ret har gjort gældende, at spørgsmålet om, hvorvidt den appel, der er indbragt for den, skal tages til følge, afhænger af besvarelsen af spørgsmålet om, hvorvidt Kammergericht (regional appeldomstol), der har kompetence til at træffe afgørelse om den i hovedsagen omhandlede skilsmisse i medfør af artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning nr. 2201/2003, med rette har fastslået, at det er russisk lovgivning, der finder anvendelse på denne skilsmisse, i overensstemmelse med artikel 8, litra b), i forordning nr. 1259/2010, når ægtefællerne ikke havde foretaget et lovvalg inden afslutningen af den mundtlige forhandling i første instans.
27 DL har for den forelæggende ret gjort gældende, at PQ’s erhvervsmæssige status er til hinder for konstateringen af, at ægtefællerne har »sædvanligt opholdssted« i Rusland. DL har præciseret, at deres ophold i Moskva for det første ikke var et bevidst valg, men udelukkende var dikteret af arbejdsmæssige grunde i forbindelse med PQ’s tilknytning til den tyske ambassade i Moskva, og for det andet, at selv om opholdet ikke var fastsat for en bestemt periode, var det efter sin art midlertidigt, idet ægtefællerne, når PQ ophørte med at arbejde på denne ambassade, havde til hensigt at vende tilbage til Tyskland, hvor de havde bevaret familiens bolig, og hvortil de havde opretholdt en tæt tilknytning. DL har endvidere anført, at hun af tjenesteretlige grunde var nødsaget til at bosætte sig i en bolig i den nævnte ambassades ejendomskompleks, således at de de facto boede i en »tysk enklave«, hvilket relativiserede betydningen af deres fysiske tilstedeværelse i Rusland.
28 PQ har anført, at de diplomatiske repræsentanter, der i henhold til Wienerkonventionens artikel 31, stk. 1, bl.a. nyder immunitet i sager, der hører under modtagerstatens borgerlige retspleje, ikke i skilsmissesager kan være underlagt lovgivningen i den stat, hvor tjenestestedet er beliggende.
29 I denne sammenhæng er den forelæggende ret i tvivl om kriterierne for fastlæggelsen af ægtefællernes »sædvanlige opholdssted« som omhandlet i artikel 8, litra a) og b), i forordning nr. 1259/2010 og nærmere bestemt om relevansen af, at en af ægtefællerne er udstationeret som diplomatisk repræsentant i modtagerstaten. Den forelæggende ret har anført, at hvis de forhold, som parterne i hovedsagen har fremført, skal tages i betragtning i forbindelse med en samlet vurdering, kan ægtefællernes sædvanlige opholdssted ikke fastlægges i Rusland. Den forelæggende ret har anført, at det ligeledes er nødvendigt at afgøre, om fastlæggelsen af det sædvanlige opholdssted i en stat kræver ægtefællernes fysiske tilstedeværelse af en vis varighed og konstateringen af en vis grad af social og familiemæssig integration i den pågældende stat.
30 Den forelæggende ret har præciseret, at der i den tyske retslitteratur er uenighed om definitionen af begrebet »sædvanligt opholdssted« som omhandlet i artikel 8, litra a) og b), i forordning nr. 1259/2010. En del af retslitteraturen, hvis opfattelse deles af Kammergericht (den regionale appeldomstol), har på grundlag af ordlyden af tiende betragtning til forordning nr. 1259/2010 talt for en fortolkning, der svarer til fortolkningen af det samme begreb i forordning nr. 2201/2003.
31 En anden del af retslitteraturen er af den opfattelse, at der ikke er fuldstændig overensstemmelse mellem definitionerne af begrebet »sædvanligt opholdssted« i forordning nr. 1259/2010 og nr. 2201/2003, idet den første med henblik på karakteriseringen af dette begreb kræver en tættere tilknytning til bopælsstaten end den anden, der generelt har til formål at give sagsøgeren mulighed for at vælge mellem flere værneting.
32 Ifølge den forelæggende ret kan det ikke udelukkes, at begrebet »sædvanligt opholdssted«, der er indeholdt i forordning nr. 1259/2010 og nr. 2201/2003, kan give anledning til forskellige fortolkninger, for så vidt som det fremgår af 14. og 21. betragtning til forordning nr. 1259/2010, at karakteriseringen af et sådant begreb forudsætter en tæt tilknytning mellem ægtefællerne og den lov, der finder anvendelse, hvilket kan indebære et krav om en højere grad af social og familiemæssig integration i den pågældende stat end den, der kræves i henhold til forordning nr. 2201/2003.
33 På denne baggrund har Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Efter hvilke kriterier skal ægtefællernes sædvanlige opholdssted som omhandlet i artikel 8, litra a) og b), i forordning nr. 1259/2010 fastslås, og herved navnlig:
– Påvirker det forhold, at en person er udstationeret som diplomat, spørgsmålet, om det kan lægges til grund, at ægtefællerne har deres sædvanlige opholdssted i modtagerstaten, eller er en sådan udstationering endog til hinder for at drage denne konklusion?
– Skal ægtefællerne have været fysisk til stede i en stat i længere tid, for at det kan lægges til grund, at de har deres sædvanlige opholdssted dér?
– Skal der foreligge en vis familiemæssig og social tilknytning til den pågældende stat, for at der kan være sædvanligt opholdssted dér?«
Om det præjudicielle spørgsmål
34 Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 8, litra a) og b), i forordning nr. 1259/2010 skal fortolkes således, at den omstændighed, at en af ægtefællerne er udstationeret i en stat som diplomatisk repræsentant, varigheden af ægtefællernes fysiske tilstedeværelse i denne stat samt graden af social og familiemæssig integration i denne stat, udgør forhold, som er relevante eller endog afgørende med henblik på at fastlægge ægtefællernes »sædvanlige opholdssted« som omhandlet i denne bestemmelse.
35 Hvad for det første angår fortolkningen af begrebet »sædvanligt opholdssted« som omhandlet i artikel 8, litra a) og b), i forordning nr. 1259/2010 skal det bemærkes, at forordningen, således som det fremgår af 21. betragtning hertil, når der ikke i overensstemmelse med forordningens artikel 5 er foretaget et valg om, hvilken lov der finder anvendelse på ægtefællernes skilsmisse, fastsætter harmoniserede lovvalgsregler baseret på en række på hinanden følgende tilknytningsfaktorer, der sikrer en tæt tilknytning mellem ægtefællerne og den omhandlede lov.
36 Artikel 8, litra a) og b), i forordning nr. 1259/2010 underlægger således skilsmisse- og separationssager loven i den stat, hvor ægtefællerne har deres »sædvanlige opholdssted« på det tidspunkt, hvor sagen anlægges, eller i mangel heraf den stat, hvor ægtefællerne havde deres sidste »sædvanlige opholdssted«, forudsat at opholdet ikke er ophørt mere end et år før sagsanlægget, og at en af dem stadig opholder sig i denne medlemsstat ved sagsanlægget.
37 Forordning nr. 1259/2010 indeholder ikke en definition af begrebet »sædvanligt opholdssted« og henviser ikke til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge betydningen og rækkevidden af dette begreb.
38 Ifølge fast retspraksis følger det af såvel kravene om en ensartet anvendelse af EU-retten som lighedsprincippet, at en bestemmelse i EU-retten, som efter sin ordlyd ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge dens betydning og rækkevidde, normalt skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning i hele EU, som skal søges under hensyntagen til denne bestemmelses ordlyd, den sammenhæng, hvori den indgår, og formålet med den lovgivning, som den udgør en del af (jf. i denne retning dom af 22.12.2010, Mercredi, C-497/10 PPU, EU:C:2010:829, præmis 45, og af 24.10.2024, Kwantum Nederland og Kwantum België, C-227/23, EU:C:2024:914, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).
39 Hvad indledningsvis angår ordlydsfortolkningen bemærkes, at udtrykket »sædvanligt opholdssted« i sin sædvanlige betydning betegner det sted, hvor en fysisk person har fast bopæl.
40 Hvad dernæst angår den sammenhæng, hvori artikel 8, litra a) og b), i forordning nr. 1259/2010 indgår, fremgår det af tiende betragtning til denne forordning, at dens materielle anvendelsesområde og bestemmelser bør stemme overens med bestemmelserne i forordning nr. 2201/2003, der bl.a. fastsætter de generelle kriterier for kompetence i sager om skilsmisse, separation og omstødelse af ægteskab.
41 I artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning nr. 2201/2003, der indeholder begrebet »sædvanligt opholdssted«, tillægges kompetencen til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende opløsning af ægteskaber således uden nogen rangorden retterne i den medlemsstat, på hvis område ægtefællerne eller en af dem, alt efter omstændighederne, har eller havde deres eller sit nuværende eller tidligere sædvanlige opholdssted.
42 Domstolen har fastslået, at begrebet »sædvanligt opholdssted« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning nr. 2201/2003 principielt er kendetegnet ved to forhold, nemlig dels den pågældendes ønske om at etablere det sædvanlige midtpunkt for sine interesser på et bestemt sted, dels en tilstedeværelse på den pågældende medlemsstats område, der har en tilstrækkelig grad af stabilitet (dom af 1.8.2022, MPA (Sædvanligt opholdssted – tredjeland), C‑501/20, EU:C:2022:619, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).
43 Henset til den nødvendige sammenhæng mellem bestemmelserne i forordning nr. 1259/2010 og nr. 2201/2003, som er nævnt i denne doms præmis 40, kræves disse samme elementer for at kunne karakterisere begrebet »sædvanligt opholdssted« som omhandlet i artikel 8, litra a) og b), i forordning nr. 1259/2010. En sådan ensartet forståelse afspejler det nære forhold mellem de to forordninger, der bl.a. regulerer skilsmisse og separation. Forordning nr. 1259/2010 udpeger den lov, som en ret, hvis kompetence er baseret på bestemmelserne i forordning nr. 2201/2003, skal anvende, hvis ægtefællerne ikke har foretaget et sådant lovvalg i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 1259/2010.
44 Denne ensartede forståelse af begrebet »sædvanligt opholdssted« er i overensstemmelse med Domstolens praksis vedrørende andre internationale privatretlige instrumenter, der i lighed med forordning nr. 1259/2010 og nr. 2201/2003 hviler på en fælles tilknytningsfaktor, nemlig »sædvanligt opholdssted«, og som har en nær sammenhæng. I denne henseende har Domstolen fastslået, at definitionen af denne tilknytningsfaktor i Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 af 18. december 2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt (EUT 2009, L 7, s. 1) og Haagerprotokollen af 23. november 2007 om, hvilken lov der skal anvendes på underholdspligt, godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2009/941/EF af 30. november 2009 (EUT 2009, L 331, s. 17), skal styres af de samme principper og kendetegnes ved de samme elementer, selv om den konkrete fastlæggelse af det sædvanlige opholdssted afhænger af de særlige omstændigheder i hvert enkelt tilfælde (jf. i denne retning dom af 1.8.2022, MPA (Sædvanligt opholdssted – tredjeland), C‑501/20, EU:C:2022:619, præmis 53).
45 Endelig opfylder den fortolkning af begrebet »sædvanligt opholdssted«, der er foretaget i denne doms præmis 43, de formål, der forfølges med forordning nr. 1259/2010.
46 Det følger således af 9., 21. og 29. betragtning til denne forordning, at den tilsigter at skabe klare og omfattende retlige rammer for lovvalg vedrørende skilsmisse og separation i de deltagende medlemsstater, at tilgodese kravet om retssikkerhed, forudsigelighed og fleksibilitet i internationale ægteskabssager for dermed at fremme den frie bevægelighed for personer i EU og forebygge en situation, hvor en af ægtefællerne begærer skilsmisse før den anden for at sikre sig, at sagen behandles efter en bestemt lov, som vedkommende mener i højere grad tilgodeser hans eller hendes interesser (dom af 16.7.2020, JE (Lovvalg ved skilsmisse), C‑249/19, EU:C:2020:570, præmis 30).
47 En definition af begrebet »sædvanligt opholdssted« for ægtefæller som omhandlet i artikel 8, litra a) og b), i forordning nr. 1259/2010, der principielt er kendetegnet ved to forhold, nemlig dels de berørte personers ønske om at etablere det sædvanlige midtpunkt for deres interesser på et bestemt sted, dels en tilstedeværelse på den pågældende stats område, der har en tilstrækkelig grad af stabilitet, gør det muligt at sikre såvel dette formål om retssikkerhed og forudsigelighed som den nødvendige fleksibilitet i ægteskabssager, samtidig med at et eventuelt misbrug med hensyn til lovvalg undgås.
48 For det andet er spørgsmålet om, hvorvidt den omstændighed, at en af ægtefællerne er diplomatisk repræsentant i modtagerstaten, varigheden af ægtefællernes fysiske tilstedeværelse i denne stat samt graden af social og familiemæssig integration i denne stat, udgør relevante eller endog afgørende elementer med henblik på fastlæggelsen af deres »sædvanlige opholdssted« som omhandlet i artikel 8, litra a) og b), i forordning nr. 1259/2010, i det væsentlige et faktisk spørgsmål (jf. analogt dom af 25.11.2021, IB (En ægtefælles sædvanlige opholdssted – skilsmisse), C‑289/20, EU:C:2021:955, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis). Det tilkommer derfor den forelæggende ret at undersøge samtlige faktiske omstændigheder i den konkrete sag med henblik på at afgøre, om de to forhold, der er nævnt i den foregående præmis, og som kendetegner begrebet »sædvanligt opholdssted«, er opfyldt i hovedsagen.
49 Når dette er sagt, skal følgende forhold anføres med henblik på at give den forelæggende ret et brugbart svar.
50 Hvad for det første angår en af ægtefællernes egenskab af diplomatisk repræsentant skal det bemærkes, at den forelæggende ret er i tvivl om fastlæggelsen af ægtefællernes sædvanlige opholdssted, for så vidt som ægteparret, således som parterne i hovedsagen har gjort gældende, i henhold til de gældende lovmæssige og tjenesteretlige bestemmelser var nødsaget til at bosætte sig i en bolig i tilknytning til den tyske ambassades ejendomskompleks i Moskva. Ifølge PQ kan en diplomatisk repræsentant ikke være underlagt modtagerstatens lovgivning på grund af de immuniteter og privilegier, som vedkommende nyder i overensstemmelse med Wienerkonventionen.
51 Den tyske, den græske og den finske regering har i det væsentlige gjort gældende, at diplomaters ophold i udlandet er af midlertidig og vilkårlig karakter, hvilket udelukker enhver vilje til varigt at bosætte sig i modtagerstaten.
52 I denne henseende bemærkes, at en diplomatisk repræsentants ophold på modtagerstatens område principielt udelukkende sker i erhvervsmæssigt øjemed, eftersom opholdet har direkte forbindelse med udøvelsen af den pågældendes hverv. Som den tyske regering har anført i sit skriftlige indlæg, bestemmes udsendelsen til modtagerstaten generelt først og fremmest af tjenestebehovet i udsenderstaten og ikke af viljen og de personlige præferencer hos den diplomatiske repræsentant, der udsendes til modtagerstaten.
53 En sådan situation adskiller sig fra den, der gav anledning til dom af 1. august 2022, MPA (Sædvanligt opholdssted – tredjeland) (C‑501/20, EU:C:2022:619). Selv om det ganske vist er korrekt, at Domstolen i denne doms præmis 58 fastslog, at den omstændighed, at ægtefællernes ophold i et tredjeland havde en direkte forbindelse med udøvelsen af deres hverv, ikke i sig selv var til hinder for, at dette ophold frembød en tilstrækkelig grad af stabilitet til at fastlægge ægtefællernes sædvanlige opholdssted i denne stat, forholder det sig ikke desto mindre således, at denne konstatering blev foretaget i en sammenhæng, hvor der var tale om tidsubegrænsede EU-kontraktansatte, der gjorde tjeneste ved Unionens delegation i dette tredjeland i overensstemmelse med de bestemmelser i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, der fandt anvendelse på kontraktansatte, som ikke var underlagt rotation ved hovedsædet i Bruxelles.
54 Som PQ og alle de intervenerende regeringer i det væsentlige har gjort gældende, taler arten og den særlige karakter af det erhvervsmæssige virke for en diplomatisk repræsentant, der er tilknyttet en ekstern repræsentation i modtagerstaten, på grund af de omstændigheder, der er uløseligt forbundet med denne funktion, principielt for, at repræsentanten og dennes ægtefælle ikke har sædvanligt opholdssted i denne stat som omhandlet i artikel 8, litra a) og b), i forordning nr. 1259/2010.
55 Som det fremgår af Wienerkonventionens artikel 31, stk. 1, nyder de diplomatiske repræsentanter i øvrigt immunitet i sager, der hører under modtagerstatens borgerlige retspleje eller dens administrative myndighedsområde, med forbehold af de undtagelser, der er omhandlet i denne bestemmelses litra a)-c), bl.a. når der er tale om en sag vedrørende privat fast ejendom beliggende på denne stats område, medmindre den diplomatiske repræsentant besidder ejendommen på udsenderstatens vegne til brug for repræsentationen.
56 Det skal således bemærkes, at det ikke er udelukket, at modtagerstaten under særlige faktiske omstændigheder kan anses for at være den stat, hvor de pågældende ægtefæller har ønsket at etablere deres sædvanlige opholdssted som omhandlet i artikel 8, litra a) og b), i forordning nr. 1259/2010. Som Kommissionen har anført, kan dette bl.a. være tilfældet, såfremt den diplomatiske repræsentant og dennes ægtefælle erhverver en privat bolig i modtagerstaten for sammen at bosætte sig dér efter tjenesteperiodens ophør.
57 Selv om en af ægtefællernes egenskab af diplomatisk repræsentant udgør et relevant forhold i forbindelse med undersøgelsen af den sædvanlige karakter af ægtefællernes opholdssted på modtagerstatens område, er dette forhold følgelig ikke i sig selv afgørende for at udelukke anerkendelsen af, at den berørte person og dennes familiemedlemmer har deres sædvanlige opholdssted i modtagerstaten for så vidt angår vurderingen af grundene til deres tilstedeværelse i denne stat og betingelserne for deres ophold. Fastlæggelsen af ægtefællernes »sædvanlige opholdssted« skal, selv om der foreligger et sådant forhold, foretages på grundlag af samtlige faktiske omstændigheder i den enkelte sag.
58 Hvad for det andet angår varigheden af ægtefællernes fysiske tilstedeværelse på en stats område udgør dette forhold et indicium for opholdets »stabilitet«, som kendetegner begrebet »sædvanligt opholdssted«. Som det er præciseret i nærværende doms præmis 39, skal et opholdssted for at kunne kvalificeres som »sædvanligt« nemlig frembyde en vis grad af stabilitet eller regelmæssighed i modsætning til en midlertidig eller lejlighedsvis tilstedeværelse.
59 Vurderingen af dette kriterium i forbindelse med begrebet »sædvanligt opholdssted« kræver, at der tages hensyn til den særlige situation for diplomatiske repræsentanter og deres familiemedlemmer på grund af arten af deres hverv. Dels bibeholder disse personer ofte en nær tilknytning til udsenderstaten, som de regelmæssigt rejser til, dels kan varigheden af de diplomatiske repræsentanters ophold i modtagerstaten, idet de generelt er underlagt et rotationsprincip, anses for a priori at være af midlertidig karakter, selv om varigheden undertiden i praksis kan have en ikke ubetydelig længde. Under disse særlige omstændigheder er varigheden af ægtefællernes fysiske tilstedeværelse på modtagerstatens område ikke i sig selv et afgørende element med henblik på at fastlægge deres sædvanlige opholdssted i denne stat. Det kan i denne henseende ikke udelukkes, at ægtefællerne befinder sig på dette område i en ikke ubetydelig periode, samtidig med at de bevarer midtpunktet for deres interesser i udsenderstaten, hvortil de regelmæssigt rejser.
60 Hvad for det tredje angår relevansen af graden af social og familiemæssig integration i den pågældende stat med henblik på fastlæggelsen af ægtefællernes sædvanlige opholdssted som omhandlet i artikel 8, litra a) og b), i forordning nr. 1259/2010 bemærkes, at Domstolen i forbindelse med fortolkningen af bestemmelserne i forordning nr. 2201/2003 om forældreansvar har lagt barnets forældres sociale og familiemæssige tilknytning til grund, navnlig når der er tale om små børn, som det afgørende kriterium for fastlæggelsen af barnets sædvanlige opholdssted (jf. i denne retning dom af 25.11.2021, IB (En ægtefælles sædvanlige opholdssted – skilsmisse), C‑289/20, EU:C:2021:955, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).
61 Selv om det er korrekt, at de særlige omstændigheder, der kendetegner et barns sædvanlige opholdssted, ikke er identiske med dem, der gør det muligt at fastlægge ægtefællers sædvanlige opholdssted, udgør den sociale integration i en stat, uanset om det er modtagerstaten eller udsenderstaten, et relevant forhold med henblik på fastlæggelsen af dette opholdssted, idet den kan konkretisere det subjektive element, der vedrører de berørte personers ønske om at etablere det sædvanlige midtpunkt for deres interesser på et bestemt sted.
62 Det familiemæssige tilhørsforhold, der bevares i udsenderstaten, eller det familiebånd, der er skabt i modtagerstaten, kan ligeledes være relevant i forbindelse med den analyse af alle de faktiske omstændigheder i det konkrete tilfælde, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage.
63 Det bemærkes i øvrigt, således som Domstolen har fastslået med hensyn til forordning nr. 2201/2003, hvilken retspraksis kan overføres på fortolkningen af begrebet »sædvanligt opholdssted« som omhandlet i artikel 8, litra a) og b), i forordning nr. 1259/2010, at en ægtefælle, der deler sit liv mellem to stater, kun kan have sit sædvanlige opholdssted i den ene af disse stater (dom af 25.11.2021, IB (En ægtefælles sædvanlige opholdssted – skilsmisse), C‑289/20, EU:C:2021:955, præmis 62).
64 I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at parterne i hovedsagen har boet i Rusland ved hovedsædet for den tyske ambassade i Moskva fra september 2019. DL vendte tilbage til Tyskland den 23. maj 2021. PQ har i sit skriftlige indlæg for Domstolen gjort gældende, at han den 1. november 2023 blev forflyttet til en anden stilling i Tyskland. Deres ophold i modtagerstaten synes således at være afgrænset til de rammer, der udgøres af denne ambassade.
65 Det fremgår ligeledes af de oplysninger, som Domstolen råder over, at ægtefællerne under hele deres ophold i modtagerstaten bibeholdt en nær tilknytning til udsenderstaten, idet de dér bevarede formueinteresser samt sociale og familiemæssige bånd. De bevarede således deres bolig i Berlin med henblik på en tilbagevenden til Tyskland efter PQ’s udtræden af tjenesten i modtagerstaten, idet deres myndige datter boede i boligen, hvor de syntes at opholde sig, når de rejste til Tyskland.
66 Med forbehold af den forelæggende rets nærmere efterprøvelse på grundlag af samtlige faktiske omstændigheder i den foreliggende sag giver disse forhold anledning til at antage, at ægtefællerne på trods af varigheden af deres ophold i Rusland ikke havde til hensigt at etablere det sædvanlige midtpunkt for deres interesser dér, idet dette midtpunkt forblev i udsenderstaten, som de kun midlertidigt havde forladt, således at tysk ret fremstår som lovgivningen i den stat, hvor ægtefællerne har deres sædvanlige opholdssted.
67 Henset til ovenstående betragtninger skal den forelæggende rets spørgsmål besvares med, at artikel 8, litra a) og b), i forordning nr. 1259/2010 skal fortolkes således, at en af ægtefællernes egenskab af diplomatisk repræsentant og dennes tjenstlige udsendelse til modtagerstaten principielt er til hinder for, at ægtefællernes »sædvanlige opholdssted« anses for at skulle fastlægges i denne stat, medmindre det efter en samlet vurdering af samtlige omstændigheder i den foreliggende sag, herunder bl.a. varigheden af ægtefællernes fysiske tilstedeværelse og deres sociale og familiemæssige integration i den nævnte stat, kan godtgøres dels, at ægtefællerne har ønsket at etablere det sædvanlige midtpunkt for deres interesser i denne samme stat, dels at de på denne stats område har haft en tilstedeværelse, der frembyder en tilstrækkelig grad af stabilitet.
Sagsomkostninger
68 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:
Artikel 8, litra a) og b), i Rådets forordning (EU) nr. 1259/2010 af 20. december 2010 om indførelse af et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation
skal fortolkes således, at
en af ægtefællernes egenskab af diplomatisk repræsentant og dennes tjenstlige udsendelse til modtagerstaten principielt er til hinder for, at ægtefællernes »sædvanlige opholdssted« anses for at skulle fastlægges i denne stat, medmindre det efter en samlet vurdering af samtlige omstændigheder i den foreliggende sag, herunder bl.a. varigheden af ægtefællernes fysiske tilstedeværelse og deres sociale og familiemæssige integration i den nævnte stat, kan godtgøres dels, at ægtefællerne har ønsket at etablere det sædvanlige midtpunkt for deres interesser i denne samme stat, dels at de på denne stats område har haft en tilstedeværelse, der frembyder en tilstrækkelig grad af stabilitet.
Underskrifter
* Processprog: tysk.
i Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.