Sag
Fordringshaveren fremsætter under fremlæggelse af den fornødne dokumentation begæring om, at retten over for debitor udsteder et pålæg om betaling af det krævede beløb eller om levering af de pågældende varer inden for en frist, som normalt er på 20 dage (jf. CPC's artikel 641) Denne frist kan forkortes til fem dage, hvis rekvirenten kan godtgøre, at dette er berettiget, eller den kan forlænges til 30 dage. Principielt er selve pålægget ikke eksigibelt. Det kan det kun blive ved dommerens tilladelse, og denne gives på fordringshaverens begæring efter udløbet af fristen for debitors adgang til at begære afgørelsen om udsættelsen af betalingspålægget genoptaget. Efter begæring fra fordringshaveren kan betalingspålægget dog fuldbyrdes på foreløbigt grundlag, såfremt fordringen støttes på en veksel, en simpel eller noteret check trukket på en bank, en afregningsnota for en børshandel eller et dokument bekræftet at en notar eller en offentlig embedsmand med beføjelse hertil (CPC's artikel 642, stk. 1). Retten kan endvidere give tilladelse til fuldbyrdelse på foreløbigt grundlag, såfremt der er risiko for, at en forsinkelse meď fuldbyrdelsen vil medføre et alvorligt tab (CPC's artikel 642, stk. 2). Denne forkyndelse har afgørende betydning for beskyttelsen af debitor, idet han derigennem oplyses såvel om begæringen som om betalingspålægget. Dette er grunden til, at det i artikel 643, stk. 3, er bestemt, at forkyndelsen af betalingspålægget og begæringen udgør indledningen af sagen. Domstolen nar endvidere i Hengst Import-dommen (jf. fodnote 1, præmis 20 og 21) fastslået, at denne dobbeltforkyndelse udgør I CPC's artikel 644 er det endvidere bestemt, at betalingspålægget bliver uvirksomt, såfremt forkyndelse ikke er sket inden 60 dage efter rettens beslutning, hvis forkyndelsen skal ske på italiensk område, og 90 dage i alle andre tilfælde. Som anført af Kommissionen er det vanskeligt i dag, hvor der ikke længere uden for Italien findes områder under italiensk jurisdiktion, at forstå, hvilken situation der helt nøjagtigt er tænkt på med denne 90 dages frist på baggrund ar det omtvistede i CPC's artikel 633, sidste stykke, fastlagte forbud (jf. nedenfor i punkt 7 i nærværende forslag til afgørelse). Efter omtalte dobbelte forkyndelse kan debitor begære pålægget genoptaget. Herfor gælder ifølge CPC's artikel 641 en frist på 40 dage (dommeren kan af forskellige grunde beslutte, at fristen skal være mellem 10 og 60 dage) efter forkyndelsen. Det skal desuden oplyses, at debitor efter CPC's artikel 650 kan begære pålægget genoptaget også efter den i dette fastsatte frist, såfremt nan beviser, at han på grund af mangler ved forkyndelsen eller force majeure ikke nar kunnet blive bekendt med pålægget. Såfremt debitor begærer pålægget genoptaget, bliver tvisten til en almindelig domssag (CPC's artikel 645, stk. 2). Ellers, og når retten fastslår, at begæringen om genoptagelse savner grundlag, gøres pålægget eksigibelt efter begæring fra kreditor (CPC's artikel 647, stk. 1, in fine).
CPC's artikel 633 opregner generelt samtlige, kumulative betingelser for, at påkendelse af en begæring om udstedelse af betalingspålæg, hvorved det præciseres, at dette kun kan udstedes Tor en kreditors krav på et pengebeløb eller et bestemt kvantum fungible goder, eller for en fordringshavers krav på levering af en bestemt løsøregenstand, dog på betingelse af, at der kan fremlægges skriftligt bevis for kravet, hvad der udgør et vægtigt formodningselement og muliggør en hurtig efterprøvelse af, om kravet består, kan finde sted. I CPC's artikel 633, stk. 1, nr. 2 og 3, nævnes de specielle fordringer, der kan inddrives ved udstedelse af betalingspålæg. I samme artikels stk. 2 tilføjes endvidere, at pålægget kan udstedes, selv om kravet er betinget, eventuelt af erlæggelse af en modydelse, når rekvisitus fremkommer med oplysninger, på grundlag af hvilke det kan antages, at modydelsen er erlagt eller betingelsen opfyldt.
Jf. de af den italienske regering nævnte domme: a) dom nr. 2376 af
Jf. dom af
Under fremhævelse af, at den fortolker fællesskabsretten, men ikke national ret, omformulerer Domstolen det præjudicielle spørgsmål på linje hermed. Denne omformulering fremgår af anvendelsen af formuleringer, som
Det må derfor antages, at det af Pretura di Bologna forelagte spørgsmål først og fremmest tager sigte på en afgørelse af, om traktatens artikel 34, 59 og 73 B skal fortolkes således, at disse artikler er til hinder for en national processuel regel i en medlemsstat, hvorefter det er forbudt at udstede betalingspålæg, når forkyndelsen heraf over for debitor skal ske uden for den pågældende medlemsstats nationale område eller områder undergivet dens jurisdiktion.
Konkret mener Kommissionen ikke blot, at de to nævnte traktatbestemmelser ikke direkte kan finde anvendelse i hovedsagen, men også at deres fortolkning ikke vil kunne give den nationale ret yderligere oplysninger til nytte for den. Som begrundelse for dette synspunkt har Kommissionen på den ene side anført, at anvendeligheden af CPC's artikel 633, sidste stykke, ikke har forhindret bevægelighed inden for Fællesskabet af de varer, som sagsøgeren har leveret til sagsøgte, hvilket ifølge Kommissionen beviser, at der ikke opstår noget problem om restriktioner for udførslen, jf. traktatens artikel 34, og på den anden side, at fortolkningen af traktatens artikel 59, da retsforholdet mellem sagsøgeren og sagsøgte vedrører levering af varer og ikke udveksling af tjenesteydelser, ikke kan være til nogen nytte. Derimod har Kommissionen gjort gældende, at en fortolkning af traktatens artikel 73 Β er hensigtsmæssig med henblik på afgørelsen af hovedsagen.
Jf. til vejledning dom af
Spørgsmålet om, hvorvidt en national bestemmelse på den ene side falder ind under anvendelsesområdet for en fællesskabsretlig bestemmelse, der sikrer udførselsfriheden, og på den anden side er lovlig efter denne fællesskabsbestemmelse, kan ikke afhænge af den tilfældige omstændighed, at varerne er blevet leveret af den part, der påberåber sig en sådan sandsynlig uoverensstemmelse.
Det bemærkes for det første, at ifølge Domstolens praksis Jf. dom af
Dernæst skal det fremhæves, at de nationale reglers lovlighed efter traktatens artikel 34 og deres anvendelighed i en konkret sag for national ret principielt afhænger af opfyldelsen af objektive kriterier, der hører hjemme i den almindelige ramme for forløbet i handelen inden for Fællesskabet og hænger sammen med fællesskabsbestemmelsens særlige formål og desuden den omtvistede nationale regels beskaffenhed Jf. til vejledning dom af
For så vidt angår denne sidste bemærkning skal det endelig nævnes, at spørgsmålet om, hvorvidt begæringen om udstedelse af betalingspålæg kan påkendes, og dermed muligheden for sagsøgeren for at påberåbe sig den sandsynlige ulovlighed af CPC's artikel 633, sidste stykke, efter fællesskabsretten på baggrund af bestemmelserne i CPC (artikel 633, stk. 2), nødvendigvis synes at være betinget af, at modydelsen erlægges, og altså af, at sagsøgte får de bestilte varer leveret.
Af det anførte følger, at man på grundlag af sagsøgerens levering af varerne hverken kan udlede, at der ikke foreligger nogen restriktion for udførslerne, eller sagsøgerens godtagelse af denne mangel på restriktioner, eller naturligvis den manglende nytte af den nationale rets eventuelle afgørelse om, at den omtvistede bestemmelse er i strid med traktatens artikel 34, og derfor ikke skal anvendes i den foreliggende sag.
Jf. dom af
Det skal desuden nævnes, at som Kommissionen har anført må man, da Domstolen stort set har anerkendt, at artikel 73 B, stk. 1, har direkte gyldighed (jf. dommen i sagen Sanz de Lera m.fl., præmis 41 ff.), antage, at det forholder sig på samme måde med artikel 73 B, stk. 2, der har samme formulering og betydning som stk. 1.
For så vidt angår dette logiske spring, kan det ikke være uden betydning på den ene side, at sagsøgeren henviser til traktatens artikel 34, 59 og 73 B, og på den anden side, at der allerede foreligger en afgørelse fra en italiensk ret, der under en sag om udstedelse af betalingspålæg har opgivet at anvende den omtvistede bestemmelse i CPC's artikel 633, sidste stykke, under påberåbelse af denne bestemmelses ulovlighed efter fællesskabsretten. Jf. på dette punkt Pretura di Torino's kendelse af
Jf. Dassonville-dommen, anført i fodnote 10. Det skal også nævnes, at ved afgørelsen af, om nationale bestemmelser principielt er omfattet af anvendelsesområdet for de fællesskabsretlige bestemmelser, der sikrer de grundlæggende friheder inden for samhandelen i Fællesskabet, har det tilsyneladende ingen betydning, at der ikke er tale om bestemmelser for handelen, som det karakteristisk nok hedder i Dassonville-dommen, eller om en foranstaltning, der har til formål eller til følge specielt at begrænse eksportvirksomheden, hvilket krav Domstolen navnlig har stillet for de under traktatens artikel 34 henhørende bestemmelser (jf. f.eks. dommen i sagen Kommissionen mod Belgien, anført i fodnote 11, præmis 24). Disse særegenheder ved de nationale bestemmelser vedrører den materielretlige bedømmelse af deres lovlighed efter reglerne om de grundlæggende friheder, og ikke den principielle mulighed for at henføre dem under anvendelsesområdet for de bestemmelser, der fastsætter dem. Desuden er Domstolen, idet den har gjort praksis i Dassonville-dommen til oversætning i sin retssyllogisme, gået ind på materielretligt at undersøge spørgsmålet om fortolkningen af traktatens artikel 30 i lyset af nationale procedurebestemmelser (jf. Krantz-dommen, anført i fodnote 8, navnlig præmis 9-12, hvilken dom vedrører fortolkningen af en national bestemmelse om statens ret til at sælge goder, der var blevet solgt med ejendomsforbehold).
Jf. på linje hermed dom af
På baggrund af det anførte mener den forelæggende ret, at forbuddet ifølge artikel 633, sidste stykke, kan være i strid med princippet om fri bevægelighed for så vidt angår de bestemmelser i Rom-traktaten, hvori dette princip kommer til udtryk, og det på følgende måde: 1) Forbuddet vil kunne være en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ eksportrestriktion og følgelig forbudt i medfør af Rom-traktatens artikel 34; 2)...; 3) endelig anvendes proceduren for udstedelse af betalingspålæg også for at sikre overførsel af kapital, idet den finder anvendelse på pengefordringer (jf. artikel 633, stk. 1), og [forbuddet] kan derfor udgøre en foranstaltning med tilsvarende virkning som restriktioner for kapitalbevægelser, der er forbudt ifølge Rom-traktatens artikel 73 B.
Således fremkommer, som det fremgår af fortolkningen af forelæggelseskendelsen og desuden af de indlæg, der er indgivet til Domstolen i den foreliggende sag, den mest sandsynlige restriktion for de frie varebevægelser og for kapital principielt gennem restriktionen for tilkendelse af retsbeskyttelse i tvister, der opstår under udøvelsen af disse grundlæggende friheder.
Specielt har Domstolen fastslået, at medlemsstaterne har pligt til at sikre Fællesskabets borgere en effektiv retslig beskyttelse af de rettigheder, de har direkte i henhold til fællesskabsrettens bestemmelser Jf. til vejledning dom af Domstolen har også fastslået, at enhver bestemmelse i en national retsorden eller enhver lovgivningsmæssig, administrativ eller retslig praksis, som har til følge, at fællesskabsrettens virkning begrænses ved, at den dommer, der er kompetent til at anvende fællesskabsretten, frakendes mulighed for, når han anvender denne, at foretage, hvad der kræves for at udelukke nationale lovgivningsbestemmelser, der måtte udgøre en hindring — selv om den kun var midlertidig — for fællesskabsreglernes fulde virkning, derfor er uforenelig med de krav, der følger af selve fællesskabsrettens natur. Jf. til vejledning dom af Jf. dom af
f. dom af
Domstolen har med andre ord ved førnævnte praksis i et vist omfang ændret sit standpunkt vedrørende den såkaldt I dom af Generaladvokat La Pergola har i sit forslag til afgørelse i Data Delecta og Forsberg-sagen (anført i fodnote 19), som Domstolen fulgte, i en kommentar til denne praksis anført, at artikel 6 reelt synes at have en subsidiær karakter i forhold til de bestemmelser, der specielt skal regulere typesituationer. Generaladvokat La Pergola udtaler således: f. Hayes-dommen (anført i fodnote 19, præmis 14). Jf. desuden dommen i sagen Phil Collins m.fl. (anført i fodnote 20, præmis 27). Det må dog nævnes, at uafhængigt af spørgsmålet om traktatens artikel 6's subsidiære Karakter eller selvstændighed, har Domstolens praksis altid gået ud på, at selv om processuelle regler, når der ikke rindes fællesskabsbestemmelser, henhører under den nationale lovgivningsmagt, så er dennes kompetence begrænset ved fællesskabsretten. Disse begrænsninger ligger i forbuddet mod forskelsbehandling af personer, som ved fællesskabsretten har fået ret til ligebehandling (jf. dom af Generaladvokat La Pergola anfører meget karakteristisk, at
Det bemærkes herved, at i det foreliggende tilfælde stemmer muligheden for at anvende den retspraksis, hvorefter Domstolen kan være nødt til at lægge vægt på fællesskabsretlige bestemmelser, som den forelæggende ret ikke udtrykkeligt har nævnt (jf. ovenfor i punkt 25), overens med den omstændighed, at sagen ikke indeholder elementer, på grundlag af hvilke man kan fastslå, at den nationale ret havde til hensigt at forelægge et spørgsmål alene vedrørende fortolkningen af traktatens artikel 34, 59 og 73 B. Jf. derimod dom af
Fordelene ved proceduren opvejes derfor af ulemper, der også er store, og når alt kommer til alt, er der, som den franske regering har anført, kun virkelig tale om fordele, hvis debitor ikke rejser indsigelse, for i så fald må kreditor vende tilbage til den almindelige procedure, hvilket kan forsinke inddrivelsen af hans fordringer mere, end hvis han fra begyndelsen havde anvendt sidstnævnte procedure.
Af det anførte følger, at proceduren med udstedelse af betalingspålæg udgør en særlig procedure, der på visse betingelser i betydeligt omfang kan bidrage til kvaliteten af den ydede retslige beskyttelse for så vidt angår inddrivelse af fordringer.
Den forelæggende ret nævner, at der i italiensk ret findes en anden procedure, der frembyder lighed med proceduren for udstedelse af betalingspålæg, idet den bygger på beviser af samme art og også fører til udstedelse afet pålæg. Det drejer sig om den såkaldte
Det er nemlig altid ud fra de økonomiske og sociale vilkår for retsplejens udøvelse, man må afgøre, om den retslige beskyttelse, der ydes, er fuldstændig og effektiv, og om den opnås inden for rimelige frister. Når henses til retspraksis' analyse af retten til retslig beskyttelse i fællesskabsretten Jf. f.eks. for den midlertidige retslige beskyttelse dommen i sagen Factortame m.fl. (fodnote 17) og dom af
På baggrund af det anførte har en forenklet, hurtig og lidet omkostningskrævende procedure for inddrivelse af fordringer, som proceduren for udstedelse af betalingspålæg, en grundlæggende betydning for tilkendelsen af den retslige beskyttelse, for så vidt angår små og mellemstore virksomheder og fordringer på mindre beløb. På den ene side har det betydning for virksomhedernes beståen, men også generelt for deres og borgernes økonomiske udvikling, at proceduren for inddrivelse af fordringer ikke forsinkes, idet der herved skabes en art
Af overvejelser af denne art — som på den ene side for længst har ført et meget stort antal medlemsstater til at indføre særlige, forenklede inddrivelsesprocedurer Se f.eks. G. Horsmans: Selv om de fleste medlemsstater — i alt 11 — i deres retsorden har forenklede procedurer for inddrivelse af fordringer, der ligner italiensk rets procedurer for udstedelse af betalingspålæg, er det langt fra kurant i alle medlemsstater. Visse stater har overhovedet ingen procedurer af denne art (Danmark, Irland, Nederlandene siden 1992, Det Forenede Kongerige). Men som Kommissionen for Harmonisering af Proceduren i Civile Søgsmål i Det Europæiske Fællesskab (Storme-Kommissionen) har fremhævet i sin beretning, kan proceduren for betalingspålæg være et vigtigt middel til at mindske domstolenes arbejdsbyrde, som i forvejen er for stor, fordi det er hensigtsmæssigt at behandle ubestridte fordringer på lave beløb efter en forenklet, passende procedure, hvilket giver en økonomisk fordel både for parterne og for den pågældende ret. Vedrørende nævnte kommissionssynspunkter og dens udkast til en forenklet procedure for betalingspålæg for samtlige medlemsstater, jf. M. Storme (ed.): Rapprochement du droit judiciaire de l'Union européenne/Approximation of Judiciary Law in the European Union, Kluwer, Editions juridique, Belgien, og Martinus Nijhoff Publishers, Dordrecht/Boston/London, 1994 (jf. navnlig s. 108, 147, 177 og 207). Jf. navnlig syvende og fjortende betragtning til forslaget til direktivet (KOM(98) 126 endelig udg., EFT C 168, s. 13):
I anledning af denne bemærkning fra den franske regerings side skal jeg anføre følgende. For det første anerkender jeg, at visse restriktioner for eller forbud mod særlige, forenklede inddrivelsesprocedurer foruden på beskyttelsen af de grundlæggende processuelle rettigheder kan bygge på de principper, der gælder for medlemsstaternes domstoles internationale kompetence, og på andre principper og bestemmelser i fællesskabsretten, som f.eks. principperne vedrørende forbrugerbeskyttelse. Det må dernæst fremhæves, at visse af disse problemer reguleres i Bruxelles-konventionen Det er klart, at Bruxelles-konventionen indholdsmæssigt er gået ud over det formål, den fik ved traktatens artikel 220. På retsafgørelsernes område har den ikke blot lettet deres anerkendelse og fuldbyrdelse, men desuden givet ensartede regler for den internationale kompetence, der er uafhængig af den eventuelle anerkendelse eller fuldbyrdelse af afgørelsen (der under alle omstændigheder kommer på tale senere) (jf. vedrørende dette punkt K.D. Kerameus, G.D. Kremlis og X.N. Tagaras: Η Σύμβαση των Βρυξελλών για τη διεθνή δίκαιοδοσία και την εκτέλεση αποφάσεων όπως ισχύει στην Ελλάδα. Ερμηνεία κατ'άρθρο, forlaget A.N. Sakkoula, Athen-Komotini, 1989, især s. 2 og 3). Bruxelles-konventionen indeholder også bestemmelser om, at søgsmål mod forbrugere kun kan anlægges ved retterne i den Kontraherende stat, på hvis område forbrugeren bor (artikel 13 og 14). Hvad angår omfanget af konventionens bindende virkninger for medlemsstaterne i forbindelse med indholdet af traktatens artikel 220, fjerde led, jf. dom af Jf. ovenfor i punkt 21.
Som den forelæggende ret har anført, var den oprindelige begrundelse for dette forbud mod at udstede et betalingspålæg, når debitor bor i en anden medlemsstat, ønsket om at undgå risikoen for, at debitor aldrig bliver bekendt med det over for ham udstedte pålæg eller ikke blev bekendt med det, før den frist, han havde til at gøre indsigelse, var udløbet, således at han ikke kunne udøve sin ret til forsvar.
Selv om begrundelsen for forbuddet mod udstedelse af betalingspålæg var tidssvarende, dengang det blev givet (1940) Som Kommissionen har nævnt i sit skriftlige indlæg uden at blive modsagt var det i de regler, der oprindelig var fastsat i CPC om forkyndelsen i udlandet, ikke adressatens faktiske kendskab til akten, der var afgørende, hvorimod forkyndelsen ansås som sket ved udløbet af den 20 dages frist, der var fastsat i CPC's artikel 143 efter gennemførelse af de i CPC's artikel 142 nævnte formaliteter, der gik ud på fremsendelse af en kopi af den akt, der skulle forkyndes til den pågældende rets justitskontor, at tilstille adressaten en anden pr. post, og endelig at overgive en tredje til det offentliges repræsentant med henblik på fremsendelse til adressaten gennem Udenrigsministeriet. Som Kommissionen på karakteristisk måde har bemærket, byggede forkyndelse af retslige akter i udlandet på en ren og i de allerfleste tilfælde illusorisk formodning om adressaternes kommen til kundskab inden for de fastsatte frister. Først skal der henvises til Haager-konventionen af Hvad dernæst angår muligheden for hurtigere at sikre forkyndelsen i udlandet skal nævnes den nyere konvention af Kommissionen har uden at blive modsagt i sit skriftlige indlæg bemærket, at italiensk lov nr. 42 af Mens Domstolen i dommen i Hengst Import-sagen (anført i fodnote 1) ikke udtalte sig om spørgsmålet om CPC's artikel 633, sidste stykkes lovlighed efter de grundlæggende fællesskabsretlige frihedsrettigheder eller princippet om retlig beskyttelse, fremgår det dog klart af præmisserne i denne dom, at forkyndelsen af betalingspålægget i Nederlandene, dvs. uden for Italien, i henhold til bestemmelserne i Haager-konventionen af Domstolen har fremdeles i Hengst Import-dommen også fastslået, at en eventuel tilsidesættelse fra den rets side, som har truffet afgørelsen, af CPC's artikel 633, sidste stykke, ikke udgør en af de grunde til at nægte anerkendelse, som er fastlagt i de øvrige bestemmelser i artikel 27, og heller ikke et af de udtømmende opregnede tilfælde i Bruxelleskonventionens artikel 28, hvor retten i anerkendelses-og fuldbyrdelsesstaten har adgang til at efterprøve, om retten i domsstaten har haft den fornødne kompetence (præmis 25). De nævnte konstateringer har således ført Domstolen til den konklusion, at et Det bemærkes, at som oplyst i forelæggelseskendelsen kan
Sideløbende fremgår det ikke af oplysningerne i sagen, at det forbud, der indføres ved den omtvistede bestemmelse i CPC, med hensyn til den foreliggende sag er begrundet ved de bestemmelser, der fastlægger medlemsstaternes retters internationale kompetence, og mere specielt Bruxelleskonventionens bestemmelser. Grunden hertil er, som den italienske regering og Kommissionen har oplyst under den mundtlige forhandling uden at blive modsagt, at efter italiensk ret er i sager om udstedelse af betalingspålæg den kompetente ret, den ret, som en almindelig sag skal anlægges ved. Som Kommissionen desuden har oplyst under den mundtlige forhandling, må man, hvis CPC's bestemmelser om den almindelige sagsprocedure opfylder Bruxelles-konventionens krav, navnlig hvad forbrugerbeskyttelse angår, antage, at det forholder sig på samme måde med proceduren for udstedelse af betalings-pålæg. Den forelæggende ret har nemlig i forelæggelseskendelsen begrundet sin kompetence med henvisning til Bruxelles-konventionen, og der har ikke i det foreliggende tilfælde vist sig noget element, der kan rejse tvivl om denne kompetence, der heller ikke er blevet bestridt.
Jf. Data Delecta og Forsberg-dommen (præmis 16), Hayes-dommen (præmis 18) og Saldanha og MTS-dommen (præmis 25), anført i fodnote 19.
Jf. ovenfor i punkt 31 i dette forslag.
Jf. generaladvokat La Pergola's forslag til afgørelse i Hayes-sagen (jf. fodnote 19, punkt 6).
Dette synspunkt er i overensstemmelse med det, som man finder i Domstolens praksis vedrørende social sikring. Domstolen har konkret nærmere bestemt fastslået, at den direkte anvendelighed af traktatens artikel 48 og 51 ikke blot var ensbetydende med, at de nationale bestemmelser ikke må være udtryk for forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, dvs. forskelsbehandling af borgere fra den pågældende medlemsstat og borgere fra andre medlemsstater, men også betyder, at de nationale bestemmelser ikke må medføre forskelsbehandling mellem personer, der har udøvet deres ret til fri etablering og personer, der ikke har udøvet denne ret. Jf. dom af
Om forbud mod former for skjult forskelsbehandling jf. til vejledning dommen i sagen Mund & Fester, anført i fodnote 27.
Mens italienske statsborgere (samt statsborgere fra Fællesskabets andre medlemsstater, som er etableret i Italien), som står i forretningsforbindelse med personer, der bor i Italien, konkret har adgang til proceduren for udstedelse af betalingspålæg, eksisterer denne adgang ikke for italienske statsborgere (samt de statsborgere fra andre medlemsstater i Fællesskabet, der er etableret i Italien), der, idet de åbenbart udøver rettigheder og frihedsrettigheder, der er sikret ved fællesskabsretten, står i forretningsforbindelse med personer, der bor i en anden medlemsstat, hvilket skyldes bestemmelsen i CPC's artikel 633, sidste stykke.
f. til vejledning dommen i sagen Mund & Fester, anført i fodnote 27, præmis 17.
Jf. punkt 39 i dette forslag til afgørelse.
Jf. dom af
Boussac, Sml. s. 3427.
Præmis 13 (min fremhævelse).
Den omstændighed, at muligheden for at benytte den almindelige inddrivelsesprocedure i denne dom blev anset for et argument, der talte for, at der ikke var tale om forskelsbehandling, må imidlertid vurderes på baggrund af sammenhængen i denne dom. Som det fremgår af generaladvokat Mayras' forslag til afgørelse i sagen, nåede Domstolen i denne dom til det resultat, at den omtvistede procesretlige regel i tysk ret ikke var i strid med traktatens artikel 7 (nu traktatens artikel 6), idet virkningerne af den forskelsbehandling, der faktisk blev tale om, forekom ubetydelige. Generaladvokat Mayras nævnte efterfølgende, at den almindelige rettergangsmåde i Tyskland var blevet enklere og hurtigere, at denne hurtige retsforfølgning kun sjældent blev benyttet til inddrivelse af fordringer lydende på udenlandsk valuta, og endelig, at fordringer lydende på udenlandsk valuta generelt sædvanligvis lød på et højere beløb end fordringer lydende på tysk valuta, og at sandsynligheden for, at debitor skulle rejse indsigelse med alle de ulemper, som dette gav anledning til, var stor, fordi det var debitor, der i sådanne tilfælde bar kursrisikoen.
Omtalen af muligheden for at benytte den almindelige rettergangsmåde skyldes således omstændighederne og hænger snævert sammen med nævnte sags særlige træk, der adskiller sig fra omstændighederne i den foreliggende sag. Proceduren for udstedelse af betalingspålæg er også, selv om den eventuelt ikke anses for en logisk og nødvendig følge af sikringen af den retslige beskyttelse — navnlig for små og mellemstore virksomheder — et vigtigt middel til at sikre en hurtig og billig retslig beskyttelse. Man kan følgelig ikke undervurdere betydningen af den forskelsbehandling, der består for så vidt angår muligheden for at benytte denne procedure under påberåbelse af muligheden for at anvende den almindelige procedure. Såfremt de nationale bestemmelser fastlægger særlige procedurer, må de tillægges den betydning, der tilkommer dem efter deres bidrag til at opretholde kvaliteten af den tilkendte retslige beskyttelse, og man må på dem anvende forbuddet mod forskelsbehandling, selv om deres forekomst ikke nødvendigvis betragtes som en conditio sine qua non for sikringen af denne retslige beskyttelse.
Anført i fodnote 10.
Jf. dommen i sagen Kommissionen mod Belgien, anført i fodnote 11, præmis 24. Jf. endvidere dom af
Som Domstolen har fastslået, foreligger der ikke en sådan restriktion med nationale foranstaltninger, der henhører under den økonomiske og sociale politik, og som efter objektive kriterier anvendes på samtlige i en medlemsstat beliggende virksomheder i en given sektor, uden at behandle de erhvervsdrivende forskelligt på grundlag af nationalitet og uden at sondre mellem vedkommende stats indenlandske handel og eksporthandel. Jf. i denne forbindelse dom af
Jf. generaladvokat Darmon's forslag til afgørelse i Krantz-sagen, anført i fodnote 8, punkt 7-11.
Af det anførte følger, at man, som den franske regering på karakteristisk måde har fremhævet, vanskeligt kan forestille sig, at de italienske eksportører opgiver at gennemføre deres udførsel, som de har så gode indtægter af, på grund af umuligheden af at få udstedt et betalingspålæg. Følgelig har, som den franske og østrigske regering har anført, de eventuelle restriktive virkninger af den omtvistede bestemmelse på de frie varebevægelser, og specielt på udførslerne, en alt for hypotetisk og alt for indirekte karakter til, at denne bestemmelse kan anses for at kunne hindre samhandelen mellem medlemsstaterne Jf. Domstolens tilsvarende standpunkt i Krantz-dommen, anført i fodnote 8, præmis 11; denne sag vedrørte fortolkningen af traktatens artikel 30 på baggrund af en national lovgivning, hvorefter afgiftsmyndighederne kunne gøre udlæg i løsøre, bortset fra varelagre, hos en afgiftspligtig person, selv om dette løsøre stammede fra og tilhørte en leverandør, der var hjemmehørende i en anden medlemsstat; jf. endvidere dom af
Såfremt den omtvistede nationale bestemmelse således ikke mærkbart indvirker på udførslerne, bliver det logisk unødvendigt at efterprøve, både om der foreligger en fordel for den indre italienske handel, og om den omhandlede bestemmelse er begrundet i henhold til en af de i traktatens artikel 36 fastsatte undtagelser Det må i alt fald fremhæves på den ene side, at i det omfang der ikke er tale om nogen restriktion af betydning for udførslerne, melder spørgsmålet om den fordel, det italienske marked opnår, sig ikke, som den italienske regering har anført, og pa den anden side, at den omtvistede nationale bestemmelse — hvad enten den fortolkes efter ordlyden eller formålet — ikke kan antages at være omfattet af anvendelsesområdet for traktatens artikel 36.
Denne tiltrækning, som oprindelig beroede på Fællesskabets ensidigt økonomiske drejning, er blevet stadig stærkere. Generaladvokat Darmon har på karakteristisk måde i sit forslag til afgørelse i Krantz-sagen, anført i fodnote 8, punkt 16, betonet følgende punkt:
På dette punkt skal det bemærkes, at benyttelsen ikke af traktatens artikel 34, men af de nævnte fællesskabsretlige principper og bestemmelser, gør det muligt at lade hånt om det subtile spørgsmål, der rejser sig af konflikten i det foreliggende tilfælde mellem på den ene side den omstændighed, at restriktionen for den retslige beskyttelse af udførslernes frihed og for det principielle forbud mod forskelsbehandling på processuelt plan til skade for personer, der ønsker denne beskyttelse, faktisk medfører en restriktion af denne frihed, og på den anden side den retspraksis, hvorefter traktatens artikel 34 kun gælder foranstaltninger, der specielt begrænser eksportstrømmene Jf. ovenfor i punkt 52 i dette forslag til afgørelse.
Som omtalt i forbindelse med fortolkningen af traktatens artikel 34 er en bestemmelse af de mærkbare virkninger af den omtvistede bestemmelse for kapitalbevægelserne og betalingerne den logiske forudsætning for en benandling af spørgsmålet om, hvorvidt den omtvistede bestemmelse er lovlig efter traktatens artikel 73 B, når henses til undtagelserne i artikel 73 D. Under alle omstændigheder må det nævnes, at den omtvistede bestemmelse ikke som anført af Kommissionen kan være omfattet af anvendelsesområdet for traktatens artikel 73 D, hvad enten de tilfælde, som denne artikel har for øje, fortolkes efter dens bogstav eller formål.