Med det første spørgsmål ønskes fastslået, hvilket organ der har beføjelse til at træffe afgørelse vedrørende anvendelsen af forordningerne om ydelse af støtte til privat oplagring af svinekød og gennemførelsesbestemmelserne hertil.

Det synspunkt, der under sagens behandling ved Collge van Beroep blev hævdet af Produktschap, hvorefter Produktschap træffer afgørelse om ydelse af støtte, mens en anden myndighed, nemlig V.I.B., træffer afgørelse vedrørende sikkerhedsstillelsen, åbner en — beklagelig — risiko for en konflikt mellem afgørelsen vedrørende sikkerhedsstillelsen og afgørelsen vedrørende støtten.

Da ingen af grundforordningerne opstiller tvingende regler, men snarere fastsætter en ramme, som skal udfyldes af medlemsstaterne, mener sagsøger i hovedsagen imidlertid under hensyn til, at det er nødvendigt at koncentrere kompetencen hos én enkelt myndighed, at den nederlandske ordning, hvorefter Produktschap har kompetence til at træffe afgørelse, i praksis fungerer effektivt og ikke er uforenelig med forordningernes (minimums-) krav.

Det andet spørgsmål vedrører kun manglende udbetaling af støtten. Det står fast, at Atalanta fuldt ud har opfyldt forordningens materielle krav med hensyn til oplagringen, og at selskabet blot har undladt af fremsende indlagringsbeviserne inden for de af V.I.B. fastsatte frister.

Vedrørende indholdet af afgørelsen fra College van Beroep mener sagsøger i hovedsagen, at det andet spørgsmål også — implicit — er en opfordring til Domstolen om at udtale sig om begrebet straks. Ifølge sagsøger i hovedsagen falder fristerne i Mededeling Vlees (meddelelse 9/77) ikke sammen med rækkevidden af begrebet straks.

Såfremt Domstolen mener, at det forelagte spørgsmål ikke kan forstås som ovenfor anført, eller at fristerne i Mededeling Vlees dækkes af ordet straks, hat sagsøger i hovedsagen bemærket, at det klart fremgår af ordlyden af artikel 6, stk. 2, i Kommissionens forordning nr. 1889/76, at retten til ydelse af støtte opstår, så snart de i artikel 3, stk. 2, litra a), nævnte forpligtelser er opfyldt. Det kan ikke antages, at forordningen skulle tillade en situation, hvor der kunne opstå krav på en støtte, som aldrig ville komme til udbetaling.

Der er sikkert en interesse i en hurtig afslutning af fremsendelsen af dokumenterne, men mindre forsømmelser på området for den administrative afvikling må bedømmes med rimelighed og under en afvejning af de pågældende interesser og ikke straffes, som om der var tale om forsømmelse af hovedforpligtelser.

Det tredje og fjerde spørgsmål angår sikkerheden. I denne henseende er det åbenbart, at Kommissionens forordning nr. 1889/76 i modsætning til artikel 4, stk. 2, i Rådets forordning nr. 2763/75 kun taler om sikkerhedens fuldstændige fortabelse. Der er en forbindelse mellem svarene på det tredje og det fjerde spørgsmål i den forstand, at hvis der kun kunne være tale om sikkerhedens fuldstændige fortabelse,' ville denne fortabelse kun være berettiget i tilfælde af grov forsømmelse til skade for forordningens formål — såfremt man vil undgå et misforhold mellem den begåede fejl og sanktionen, Hvis der derimod er mulighed for at erklære sikkerheden for delvis fortabt, vil det være muligt at graduere den administrative sanktion.

Under disse omstændigheder synes det, at spørgsmål IV-1 må besvares benægtende, og — såfremt Domstolen når til det modsatte resultat — at artikel 5, stk. 2, i Kommissionens forordning nr. 1889/76 ikke er forenelig med artikel 4, stk. 2, i Rådets forordning nr. 2763/75, som udtrykkeligt har villet gøre den mindre sanktion i form af en delvis fortabelse mulig.

Denne uforenelighed ville blive ophævet, hvis artikel 5, stk. 2, i Kommissionens forordning nr. 1889/76 blev fortolket således, at den angår manglende overholdelse af kontrahenternes væsentlige forpligtelser, mens artikel 4, stk. 2, i Rådets forordning nr. 2763/75 både omfatter manglende overholdelse af væsentlige forpligtelser og af mindre væsentlige forpligtelser.

Ifølge sagsøgte i hovedsagen har de pågældende fællesskabsforordninger overladt det til medlemsstaterne at udpege de organer, som skal varetage gennemførelsen af disse forordninger. Udtrykket interventionsorgan i fællesskabsteksterne kan i Nederlandene enten betegne Produktschap eller V.I.B. eller begge.

Ifølge den nederlandske lovgivning er Produktschap det kompetente organ for ydelse af støtte, mens V.I.B. skal træffe afgørelse vedrørende sikkerheden, især fordi V.I.B. som medkontrahent er bedst i stand til at bedømme, om de kontraktlige forpligtelser er overholdt.

Selv om det er de ordinære retter og ikke de administrative retter, der er kompetente til at påkende V.I.B's afgørelser, vil V.I.B. træffe de nødvendige foranstaltninger, såfremt Domstolen statuerer, at den sikkerhed, der er erklæret for fortabt, helt eller delvis skal frigives.

Da artikel 6, stk. 2, i Kommissionens forordning nr. 1889/76 indeholder ordene uden at dette berører oplagrerens øvrige forpligtelser, giver denne artikel ingen støtte for den opfattelse, at kravet på støtte allerede opstår, når alle i artikel 3, stk. 2, litra a), nævnte forpligtelser er opfyldt. Den pågældende må bevise, at han ikke blot har opfyldt forpligtelserne i henhold til artikel 3, stk. 2, men også alle de i de øvrige artikler nævnte forpligtelser.

Også sagsøgte i hovedsagen havde hellere set, at fællesskabslovgivningen på det omtvistede punkt selv havde givet det nødvendige spillerum for en differentiering af sanktionerne alt efter de pågældende forpligtelsers art. De pågældende bestemmelsers ordlyd efterlader dog ingen tvivl om den måde, de skal fortolkes på. Såvel artikel 4, stk. 2 b), i Rådets forordning nr. 2763/75 som artikel 5, stk. 2, i Kommissionens forordning nr. 1889/76 taler for sig selv.

Sagsøgte i hovedsagen har i øvrigt henvist til, at forpligtelserne efter sagsøgtes mening ikke er begrænsede til dem, der opregnes i artikel 6, stk. 2, b)-e), i Kommissionens forordning nr. 1889/76. I artikel 6, stk. 2, i forordning nr. 1889/76 anvendes ordene uden at dette berører oplagrerens øvrige forpligtelser.

Hvis begrebet forpligtelse fortolkes således, at det kun omfatter forpligtelsen til at indlagre svinekød og holde det oplagret, er der ikke længere nogen sanktion for manglende overholdelse af biforpligtelserne, som imidlertid fra et kontrolmæssigt synspunkt ikke er uden betydning. Det må heller ikke overses, at bestemmelserne om nægtelse af støtte og sikkerhedens fortabelse anvendes med forsigtighed. Enhver imødekommenhed har imidlertid sine grænser; disse grænser er blevet overskredet i det foreliggende tilfælde.

I betragtning af ovenstående er det ikke nødvendigt at komme ind på spørgsmål III, pkt. 3.

Ifølge sagsøgte i hovedsagen skal artikel 5, stk. 2, i Kommissionens forordning nr. 1889/76 utvivlsomt fortolkes således, at sikkerheden må erklæres for fuldstændig fortabt, hvis de pågældende hoved- eller biforpligtelser kun er delvis opfyldt.

Ordlyden af artikel 5, stk. 2, i Kommissionens forordning nr. 1889/76 er fuldt ud forenelig med artikel 4, stk. 2, litra b), i Rådets forordning nr. 2763/75. Ordlyden af sidstnævnte bestemmelse er ikke til hinder for, at sikkerheden erklæres for fuldstændig fortabt, såfremt de kontraktlige forpligtelser kun delvis opfyldes. Hvis meningen havde været, at sikkerheden skulle fortabes delvis ved en delvis opfyldelse, skulle bestemmelsen have været formuleret anderledes.

Afsluttende har sagsøgte i hovedsagen bl.a. bemærket, at det i enhver henseende er anbefalelsesværdigt at sondre efter forpligtelsernes art med henblik på sanktionerne. Hertil kræves dog en ændret affattelse eller en hertil svarende dom fra Domstolen.

Efter Kommissionens opfattelse fremgår det klart af de pågældende forordningers ordlyd, at det er overladt til medlemsstaterne at træffe de i forordningen foreskrevne nødvendige gennemførelsesforanstaltninger på den måde, som de anser for formålstjenligt. Det kan ikke udledes af brugen af ordet interventionsorgan, at Fællesskabet herved har særlige organer eller institutioner i medlemsstaterne for øje. Der menes blot, at det af. medlemsstaten udpegede organ har en interventionsfunktion. Fællesskabsforskrifterne vedrørende dette siger ikke, at interventionsforanstaltningerne i hver medlemsstat kun må træffes af ét organ. En medlemsstat er altså på ingen måde hindret i at lade indlagringskontrakterne afslutte af et organ (her V.I.B.) og lade støtten udbetale af et andet organ (her Produktschap).

Den af Kommissionen hævdede opfattelse er fuldstændig i overensstemmelse med den opfattelse, som Domstolen gjorde til sin i dommen af 15. december 1971 (forenede sager 51-54/71 — International Fruit Company, Sml. 1971, s. 331). I denne dom kendte Domstolen for ret, at når traktatbestemmelser eller forordninger giver medlemsstaterne beføjelser eller pålægger dem forpligtelser med hensyn til fællesskabsrettens gennemførelse, er det den enkelte stats forfatningssystem, der er bestemmende for, på hvilken måde udøvelsen af disse beføjelser eller opfyldelsen af disse forpligtelser skal overdrages de hertil udpegede nationale myndigheder.

Fællesskabsforskrifterne vedrørende afslutning af indlagringskontrakter indeholder obligatoriske bestemmelser for kontraktforholdet mellem parterne. Disse bestemmelser tilsidesætter de normale obligationsretlige bestemmelser i privatretten eller den offentlige ret.

Efter Kommissionens mening skal artikel 6, stk. 2 og 3, i forordning nr. 1889/76 fortolkes i den første af College van Beroep voor het Bedrijfsleven anførte betydning. Denne opfattelse kan støttes på forordningens systematik, hvorefter den i artikel 3, stk. 2, i begyndelsen og litra a), nævnte forpligtelse til at indlagre den aftalte mængde af det pågældende produkt og at oplagre denne i den fastsatte periode anses for at være oplagrerens hovedforpligtelse i henhold til kontrakten. Dette bekræftes af ordlyden af artikel 6, stk. 2, i samme forordning, hvorefter oplagreren er berettiget til støtte, når de i artikel 3, stk. 2, nævnte forpligtelser er opfyldt, uden at dette berører oplagrerens øvrige forpligtelser.

Retten til udbetaling af støtte må derfor anses for erhvervet, så snart dokumentation vedrørende indlagringen — om end forsinket — er blevet fremsendt, og de øvrige forpligtelser i henhold til kontrakten er opfyldt.

Ifølge Kommissionen betegner ordet forpligtelser i artikel 4, stk. 2, litra b), i Rådets forordning nr. 2763/75 og artikel 5, stk. 2, i Kommissionens forordning nr. 1889/76 såvel forpligtelsen til indlagring af svinekød og forpligtelsen til oplagring som de øvrige forpligtelser vedrørende information og kontrol i henhold til indlagringskontrakter. Ordet forpligtelser, som i begge tilfælde er anvendt i forbindelse med kontrakten i sin helhed, gør det ikke muligt at begrænse dets betydning til en eller flere bestemte forpligtelser.

I betragtning af svaret på spørgsmål III, pkt. 1 og 2, bliver spørgsmålet under punkt 3 vedrørende gyldigheden uden genstand.

Kommissionen har gjort gældende, at Kommissionens forordning nr. 1889/76 er blevet vedtaget til gennemførelse af Rådets forordning nr. 2763/75 og følgelig ikke må være i modstrid med denne. I det foreliggende tilfælde er der dog ikke tale om uforenelighed, idet artikel 5, stk. 2, i Kommissionens forordning nr. 1889/76 skal fortolkes i lyset af proportionalitetsprincippet, et almindeligt forvaltningsretligt princip, som altid skal finde anvendelse i fællesskabsretten. Dette princip indebærer, at en manglende overholdelse af blotte biforpligtelser ikke kan føre til sikkerhedens fuldstændige fortabelse.

Kommissionen har derfor foreslået, at spørgsmålene besvares såle des: