<?xml version="1.0" encoding="utf-8"?><CONCLUSION xmlns:xsi="http://www.w3.org/2001/XMLSchema-instance" xsi:noNamespaceSchemaLocation="http://formex.publications.europa.eu/schema/formex-04.cj-20080212.xd"><BIB.CONCLUSION><REF.CASE FILE="ECRCJ1978DAA.0200106101.case.xml"><NO.CASE>132/77</NO.CASE></REF.CASE><NO.CELEX>61977C0132</NO.CELEX><NO.SEQ>0012.0002</NO.SEQ><PAGE.FIRST>1074</PAGE.FIRST><PAGE.SEQ>1</PAGE.SEQ><PAGE.LAST>1077</PAGE.LAST><PAGE.TOTAL>4</PAGE.TOTAL></BIB.CONCLUSION><CURR.TITLE><LEFT>FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA HR. MAYRAS — SAG 132/77</LEFT><RIGHT>EXPORTATION DES SUCRES / KOMMISSIONEN</RIGHT></CURR.TITLE><CONTENTS.CONCLUSION><TITLE><TI><P><HT TYPE="UC">Forslag til afgørelse fra generaladvokat h. mayras</HT></P><P><HT TYPE="UC">Fremsat den <DATE ISO="19780426">26. april 1978</DATE></HT><NOTE NOTE.ID="E0002"><P>Oversat fra fransk.</P></NOTE></P></TI></TITLE><P><HT TYPE="ITALIC">Høje Ret.</HT></P><P>Sagsøgerne, Société pour l’Exportation des Sucres, med hjemsted i Antwerpen, indgik den <DATE ISO="19750318">18.</DATE> og <DATE ISO="19750319">19. marts 1975</DATE> to købekontrakter, den ene med en grosserer, den anden med en producent, om levering af henholdsvis <FT TYPE="NUMBER">1000</FT> tons fransk sukker mellem oktober og december 1975 og <FT TYPE="NUMBER">5000</FT> tons mellem oktober 1975 og maj 1976.</P><P>På dette tidspunkt skulle der ved udførsel af sukker fra Frankrig opkræves monetære udligningsbeløb på grund af den franske franc's flyden efter dens udtræden af <QUOT.START ID="QS0001" REF.END="QE0001" CODE="00BB"/>valutaslangen<QUOT.END ID="QE0001" REF.START="QS0001" CODE="00AB"/> den <DATE ISO="19740119">19. januar 1974</DATE>, mens der ved udførsler af sukker fra Belgien til tredjelande blev ydet sådanne beløb.</P><P>Tilsyneladende skulle det ovenfor omhandlede sukker i sidste instans udføres til tredjelande under udnyttelse af de restitutioner og monetære udligningsbeløb, som ydes ved udførsel fra en medlemsstat, hvis <QUOT.START ID="QS0002" REF.END="QE0002" CODE="00BB"/>grønne<QUOT.END ID="QE0002" REF.START="QS0002" CODE="00AB"/> vekselkurs var opskrevet i forhold til den <QUOT.START ID="QS0003" REF.END="QE0003" CODE="00BB"/>grønne<QUOT.END ID="QE0003" REF.START="QS0003" CODE="00AB"/> fransk franc.</P><P>I mellemtiden indtrådte den franske franc i maj 1975 atter i <QUOT.START ID="QS0004" REF.END="QE0004" CODE="00BB"/>slagen<QUOT.END ID="QE0004" REF.START="QS0004" CODE="00AB"/>: Denne valutariske begivenhed medførte afskaffelse af oprævningen af monetære udligningsbeløb og de første leveringer til sagsøgerne var altså ikke ved deres udførsel fra Frankrig underlagt opkrævning af disse beløb.</P><P>Men den franske franc's medlemskab af slangen skulle ikke vare længe: Den <DATE ISO="19760315">15. marts 1976</DATE> trådte den franske franc atter ud af <QUOT.START ID="QS0005" REF.END="QE0005" CODE="00BB"/>slangen<QUOT.END ID="QE0005" REF.START="QS0005" CODE="00AB"/>, og dens flyden medførte genindførsel af monetære udligningsbeløb fra den <DATE ISO="19760325">25. marts 1976</DATE>. De husker nok stadig disse begivenheder, som var årsag til de forenede sager 12, 18 og 21/77, Debayser m.fl., som De afsagde dom i den <DATE ISO="19760302">2. marts</DATE> sidste år.</P><P>Allerede februar 1976 havde sagsøgerne indgået kontrakter om terminsvaluta med henblik på køb af de franske francs, som skulle bruges til betaling af det sukker, som endnu ikke var leveret.</P><P>Under henvisning til denne kurssikring og til, at prisen definitivt var fastsat på dette stadium, anmodede sagsøgerne det franske interventionsorgan, FIRS, om at lade Kommissionens billighedsforordning nr. 1608/74 af <DATE ISO="19740626">26. juni 1974</DATE> finde anvendelse på de resterende sukkerleveringer, idet de henholdt sig til forordningens artikel 4: Ifølge sagsøgerne gav disse kontrakter om kurssikring dem en velerhvervet ret til fritagelse for de for disse leveringer gældende monetære udligningsbeløb.</P><P>Det må bemærkes, at det ikke er den franske sælger, som beklager sig over opkrævningen i Frankrig af monetære udligningsbeløb; i kraft af en klausul i kontrakten lykkedes det nemlig denne at overvælte omkostningen ved opkrævningen af disse beløb på køberen. Sagsøgeren følte sig forpligtet til at overholde denne klausul. Imidlertid skal jeg, som jeg senere vil redegøre for, tillade mig at betvivle, at en sådan klausul er relevant med hensyn til den foreliggende tvist. Efter min mening havde de franske sælgere været bedre i stand til at bestride opkrævningen af disse beløb end den belgiske køber, og den omstændighed, at en fransk eksportør ikke selv oprindeligt henvendte sig til de nationale myndigheder, foranledigede Domstolen til i sagerne Debayser m.fl. at afvise erstatningssøgsmål, som var anlagt direkte mod Kommissionen. Jeg kan vanskeligt se, hvorledes den omstændighed, at de monetære udligningsbeløb<?PAGE NO="1075"?> i den foreliggende sag er overvæltet på den belgiske køber, kan medføre, at denne sag kan fremmes til realitetsbehandling, når, som det vil fremgå senere, de franske myndigheder heller ikke var enige med sagsøgerne.</P><P>FIRS gav nemlig den <DATE ISO="19770825">25. august 1977</DATE> sagsøgerne følgende svar, som det bekræftede den <DATE ISO="19770930">30. september 1977</DATE>:</P><LIST TYPE="ARAB"><ITEM><NP><NO.P>1.</NO.P><TXT>Kommissionen har vedrørende den franske regerings i begyndelsen af året 1977 meddelte <QUOT.START ID="QS0006" REF.END="QE0006" CODE="00BB"/>fritagelseshensigt<QUOT.END ID="QE0006" REF.START="QS0006" CODE="00AB"/> over for de franske myndigheder præciseret, at kontrakter, som er indgået inden maj 1975, da systemet med monetære udligningsbeløb endnu var i kraft i Frankrig, generelt ikke berettiger til anvendelse af bestemmelserne i forordning nr. 1608/74;</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>2.</NO.P><TXT>under hensyn til Kommissionens <QUOT.START ID="QS0007" REF.END="QE0007" CODE="00BB"/>indstilling<QUOT.END ID="QE0007" REF.START="QS0007" CODE="00AB"/> er det ikke muligt at fritage de sukkerleveringer, der blev effektueret til sagsøgerne i medfør af kontrakterne nr. S 125 og S 172, som blev indgået i mars 1975, de monetære udligningsbeløb.</TXT></NP></ITEM></LIST><P>Generaldirektøren for Kommissionens generaldirektorat for landbrug meddelte som svar på et brev fra sagsøgerne den <DATE ISO="19771007">7. oktober 1977</DATE> disse, at de først måtte henvende sig direkte til de franske myndigheder, for at disse til Kommissionen kunne fremsende <QUOT.START ID="QS0008" REF.END="QE0008" CODE="00BB"/>en i givet fald begrundet udtalelse om den trufne beslutning<QUOT.END ID="QE0008" REF.START="QS0008" CODE="00AB"/>; desuden <QUOT.START ID="QS0009" REF.END="QE0009" CODE="00BB"/>bekræftede<QUOT.END ID="QE0009" REF.START="QS0009" CODE="00AB"/> han, at <QUOT.START ID="QS0010" REF.END="QE0010" CODE="00BB"/>de af FIRS fremførte grunde udmærket gengav Kommissionens opfattelse<QUOT.END ID="QE0010" REF.START="QS0010" CODE="00AB"/>.</P><P>I denne sag har sagsøgerne principalt nedlagt påstand om annullation af den af Kommissionens påståede <QUOT.START ID="QS0011" REF.END="QE0011" CODE="00BB"/>beslutning<QUOT.END ID="QE0011" REF.START="QS0011" CODE="00AB"/> i medfør af artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 1608/74 og subsidiært påstand om, at Fællesskabet dømmes til at betale dem <FT TYPE="DECIMAL">134736,60</FT> franske francs med renter i erstatning.</P><GR.SEQ LEVEL="1"><NP><NO.P>I —</NO.P><TXT>Vedrørende kravet om annullation af Kommissionens <QUOT.START ID="QS0012" REF.END="QE0012" CODE="00BB"/>beslutning<QUOT.END ID="QE0012" REF.START="QS0012" CODE="00AB"/>.</TXT><P>Eftersom sagsøgerne ikke nærmere angiver, hvilken afgørelse, der er tale om, kunne man umiddelbart tro, at sagsøgeren mente Kommissionens brev af <DATE ISO="19771007">7. oktober 1977</DATE>. Dette er imidlertid ikke tilfældet, for den beslutning, sagsøgeren kræver annulleret, er <QUOT.START ID="QS0013" REF.END="QE0013" CODE="00BB"/>utvivlsomt<QUOT.END ID="QE0013" REF.START="QS0013" CODE="00AB"/> meddelelsen i Kommissionens telex af <DATE ISO="19770225">25. februar 1977</DATE> til Frankrigs faste repræsentation, som Kommissionen har nævnt i sit indlæg om sagens afvisning, og som Kommissionen har fremlagt på Domstolens anmodning. Det relevante afsnit lyder således:</P><P><QUOT.S LEVEL="1"><NP><NO.P><QUOT.START ID="QS0014" REF.END="QE0014" CODE="00BB"/>§ 2.</NO.P><TXT>Forordning nr. 1608/74 kan ikke finde anvendelse på følgende fem tilfælde.</TXT><P><LIST TYPE="NONE"><ITEM><P>P 30 A W kontrakt af <DATE ISO="19740723">23. 7. 1974</DATE></P></ITEM><ITEM><P>P 30 B B kontrakt af <DATE ISO="19740305">5. 3. 1974</DATE></P></ITEM><ITEM><P>P 42 A kontrakt af <DATE ISO="19750325">25. 3. 1975</DATE></P></ITEM><ITEM><P>P 45 B kontrakt af <DATE ISO="19750404">4. 4. 1975</DATE></P></ITEM><ITEM><P>P 58 K kontrakt af <DATE ISO="19740801">1. 8. 1974</DATE></P></ITEM></LIST></P><P>I alle disse tilfælde er kontrakterne indgået på et tidspunkt, da de pågældende måtte regne med anvendelse af et monetært udligningsbeløb. Dengang gjaldt der nemlig i Frankrig monetære udligningsbeløb, idet disse først blev afskaffet i maj 1975. Det forekommer derfor ikke begrundet at fritage de pågældende udførsler for de siden <DATE ISO="19760325">25. 3. 1976</DATE> gældende monetære udligningsbeløb.</P></NP><NP><NO.P>3.</NO.P><TXT>Den franske regering anmodes om at trække de under § 2 anførte tilfælde tilbage.<QUOT.END ID="QE0014" REF.START="QS0014" CODE="00AB"/></TXT></NP></QUOT.S></P><P>Sagsøgerne påstår, at ovenstående viser, at der er tale om en <QUOT.START ID="QS0015" REF.END="QE0015" CODE="00BB"/>retsakt<QUOT.END ID="QE0015" REF.START="QS0015" CODE="00AB"/>, hvorved Kommissionen modsætter sig de franske myndigheders <QUOT.START ID="QS0016" REF.END="QE0016" CODE="00BB"/>hensigt<QUOT.END ID="QE0016" REF.START="QS0016" CODE="00AB"/> om at fritage visse kontrakter for monetære udligningsbeløb.</P><P>Jeg mener, som Kommissionen, at sagsøgernes påstande må afvises.</P><P>Ifølge sagsøgerne skulle det af denne retsakt klart fremgå, at Kommissionen<?PAGE NO="1076"?> modsatte sig de franske myndigheders <QUOT.START ID="QS0017" REF.END="QE0017" CODE="00BB"/>hensigt<QUOT.END ID="QE0017" REF.START="QS0017" CODE="00AB"/> om at fritage visse <QUOT.START ID="QS0018" REF.END="QE0018" CODE="00BB"/>andre kontrakter end de i den foreliggende sag relevante<QUOT.END ID="QE0018" REF.START="QS0018" CODE="00AB"/> for monetære udligningsbeløb (sagsøgernes indlæg s. 11). Det drejer sig nemlig om kontrakter om forarbejdet korn.</P><P><LIST TYPE="alpha"><ITEM><NP><NO.P>1.</NO.P><TXT>Derfor har de franske myndigheder ikke formelt efter artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1608/74 ytret eller meddelt deres hensigt om at fritage de to konkrete sukkerkontrakter fra de monetære udligningsbeløb <QUOT.START ID="QS0019" REF.END="QE0019" CODE="00BB"/>med begrundelse og beviser<QUOT.END ID="QE0019" REF.START="QS0019" CODE="00AB"/>.</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>2.</NO.P><TXT>Kommissionens <QUOT.START ID="QS0020" REF.END="QE0020" CODE="00BB"/>indstilling<QUOT.END ID="QE0020" REF.START="QS0020" CODE="00AB"/> vedrører heller ikke specielt de to kontrakter.</TXT></NP></ITEM></LIST></P><P>Som sagsøgerne selv under henvisning til forordningens tredje og fjerde betragtning har anført, er formålet med forordningen nemlig ikke ud fra generelle kriterier, men <QUOT.START ID="QS0021" REF.END="QE0021" CODE="00BB"/>under hensyntagen til særegenhederne ved det foreliggende tilfælde<QUOT.END ID="QE0021" REF.START="QS0021" CODE="00AB"/> at spare erhvervsdrivende for de skadelige følger, som anvendelsen af systemet med monetære udligningsbeløb kan medføre.</P><P>Jeg mener altså, at de franske myndigheder i det foreliggende tilfælde — med rette eller urette — undlod at anvende den i artikel 4 foreskrevne fremgangsmåde, enten fordi de var overbevist om, at en sådan begæring var nytteløs, eller de, som sagsøgerne har anført, ikke fandt, at spørgsmålet havde nogen større betydning for dem.</P><P>Selv om den anfægtede indstilling, som anført af sagsøgerne skulle <QUOT.START ID="QS0022" REF.END="QE0022" CODE="00BB"/>høre til fremgangsmåden i artikel 4 i forordning nr. 1608/74<QUOT.END ID="QE0022" REF.START="QS0022" CODE="00AB"/>, indebærer dette ikke, at den er en retsakt, som berører sagsøgerne umiddelbart og individuelt. Tværtimod; selv om den faktisk er et bevis på den uoverensstemmende holdning over for sagsøgernes opfattelse, måtte de franske myndigheder dog på den ene eller anden måde have tilkendegivet, at de havde til hensigt at fritage de pågældende kontrakter. Efter indholdet i artikel 4 skulle den franske regering meddele Kommissionen sin hensigt om at fritage netop disse kontrakter: Dette er betingelsen for, at den i artiklen angivne forvaltningskomitéprocedure eventuelt kan iværksættes.</P><P>Så længe den franske regering ikke officielt efter forordningens fremgangsmåde har anmodet Kommissionen om at tage stilling, har den ikke udnyttet den forudgående kompetence, som udelukkende tilkommer denne, hvilket, som Domstolen understregede i sin dom af <DATE ISO="19780302">2. marts 1978</DATE>, er en uomgængelig betingelse for en eventuel anvendelse af billighedsforordningen.</P><P>Det drejer sig ikke om at bedømme, om den <QUOT.START ID="QS0023" REF.END="QE0023" CODE="00BB"/>indstilling<QUOT.END ID="QE0023" REF.START="QS0023" CODE="00AB"/>, som tillægges Kommissionen, er lovlig; selv om <QUOT.START ID="QS0024" REF.END="QE0024" CODE="00BB"/>princippet<QUOT.END ID="QE0024" REF.START="QS0024" CODE="00AB"/> om at forordning nr. 1608/74 ikke finder anvendelse på kontrakter indgået inden maj måned 1975 tilsyneladende nemlig kan overføres til alle kontrakter, indgået inden dette tidspunkt, er forordningen faktisk aldrig blevet anvendt på de to omstridte kontrakter i brevvekslingen mellem Kommissionens myndigheder og de franske myndigheder; en <QUOT.START ID="QS0025" REF.END="QE0025" CODE="00BB"/>analog anvendelse<QUOT.END ID="QE0025" REF.START="QS0025" CODE="00AB"/> er ikke tilstrækkelig. Efter min mening er det altså ikke muligt at realitetsbehandle et søgsmål mod en <QUOT.START ID="QS0026" REF.END="QE0026" CODE="00BB"/>retsakt<QUOT.END ID="QE0026" REF.START="QS0026" CODE="00AB"/> fra Kommissionen, som stadfæster en <QUOT.START ID="QS0027" REF.END="QE0027" CODE="00BB"/>stiltiende anvendelse<QUOT.END ID="QE0027" REF.START="QS0027" CODE="00AB"/> af en grundsætning på sagsøgerne, som med rette eller med urette er blevet holdt i hævd af den franske regering. En <QUOT.START ID="QS0028" REF.END="QE0028" CODE="00BB"/>meddelelse om hensigt<QUOT.END ID="QE0028" REF.START="QS0028" CODE="00AB"/> om at fritage de pågældende kontrakter havde været nødvendig, idet det klart af denne var fremgået, hvem ansvaret for et afslag om fritagelse påhvilede.</P><P>Sagsøgernes advokat, som er fortrolig med Domstolens retspraksis, har påberåbt sig dommen af <DATE ISO="19650701">1. juli 1965</DATE>, Töpfer (Sml. 1965 — 1966, s. 67), som præcedens, men denne dom vedrørte et ganske andet tilfælde, nemlig en straks gennemførlig kommissionsbeslutning om opretholdelse af medlemsstaternes beskyttelsesforanstaltninger, som var rettet til de pågældende medlemsstater og offentliggjort i Tidende.</P><?PAGE NO="1077"?><P>Derimod er dommen af <DATE ISO="19590717">17. juli 1959</DATE>, Phoenix-Rheinruhr (Sml. 1954-64, s. 133) ikke blevet nævnt. I denne sag statuerede Domstolen — modsat forslaget til afgørelse fra generaladvokat Maurice Lagrange — at når Den høje Myndighed tilstiller et hjælpeorgan, som den har overdraget gennemførelsen af bestemte opgaver, en skrivelse, hvori den opstiller generelle principper, kan denne skrivelse udgøre en ren intern tjenesteforskrift, selv om den er blevet offentliggjort i <HT TYPE="ITALIC">De Europæiske Fællesskabers Tidende</HT>, og selv om skrivelsen vedrører foranstaltninger, som dette organ skal træffe over for virksomheder i Fællesskabet. Dette gælder i alle tilfælde, hvor det fremgår af skrivelsen, at Den høje Myndighed ikke havde til hensigt at træffe en beslutning. Denne afgørelse forekommer mig i højere grad relevant i den foreliggende sag.</P><P>Lige så lidt som Kommissionen anmodede om den franske regerings mening, inden den svarede sagsøgerne, lige så lidt anmodede denne officielt Kommissionen om at tage stilling. Sagsøgerne eller sagsøgernes sælgere skulle have anfægtet lovligheden af de franske toldmyndigheders monetære udligningsbeløb for de franske retter og ikke lovligheden af en såkaldt <QUOT.START ID="QS0029" REF.END="QE0029" CODE="00BB"/>retsakt<QUOT.END ID="QE0029" REF.START="QS0029" CODE="00AB"/>, hvorved Kommissionen modsatte sig en <QUOT.START ID="QS0030" REF.END="QE0030" CODE="00BB"/>hensigt<QUOT.END ID="QE0030" REF.START="QS0030" CODE="00AB"/> om fritagelse, som ikke engang var blevet meddelt.</P></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="1"><NP><NO.P>II —</NO.P><TXT>Tillad mig dog med hensyn til stævningens krav om erstatning at anføre, at dette krav efter min mening derimod kan admitteres. Men kravet er efter min mening klart ubegrundet.</TXT><P>Dels kan Fællesskabet ikke gøres ansvarlig for en skade, som selv om den skulle være indtrådt og skulle kunne begrunde er erstatningsansvar for Fællesskabet, i første række er forårsaget ved at de nationale myndigheder ikke gav sagsøgerne medhold i deres opfattelse. Ifølge Domstolens dom i sagen Kampffmeyer m.fl. (forenede sager <REF.DOC.ECR NO.CASE="5/66+7/66+13/66—24/66" YEAR="1965" EDITION="GEN" PAGE.ECR="381">5, 7 og 13-24/66, Sml. 1965, 1968, s. 381 ff</REF.DOC.ECR>), skulle sagsøgerne have udtømt samtlige administrative og judicielle retsmidler med henblik på erstatning fra den franske regering, hvorved det stod denne frit for at påberåbe sig Kommissionens indstilling.</P><P>Dels er det udfyldelsen af toldattesterne til udførelse fra Frankrig, som i det foreliggende tilfælde udløser opkrævningen af de monetære udligningsbeløb; men den direkte årsag til den skade, som sagsøgerne påberåber sig, er efter min mening den af sagsøgerne påtagne forpligtelse til at betale de monetære udligningsbeløb, som — hvilket er normalt — skulle være betalt af sælgeren; men her er der tale om en kontraktklausul, som ikke kan binde Fællesskabet. Når sagsøgerne frivilligt indlod sig herpå, kan de ikke påberåbe sig denne til at anfægte lovligheden af afslaget om fritagelse for monetære udligningsbeløb og heller ikke, selv om Fællesskabet skulle være ansvarligt, kræve erstatning af dette for det påståede tab. Der er ingen årsagssammenhæng mellem Kommissionens handling og den lidte skade.</P></NP></GR.SEQ><P>Jeg foreslår, at sagen afvises, og at det sagsøgende selskab idømmes sagens omkostninger.</P></CONTENTS.CONCLUSION></CONCLUSION>