(1)

Den 39. forsamling i Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO), som er oprettet ved Chicagokonventionen angående international civil luftfart (»konventionen«), besluttede i 2016 ved resolution A39-3 (»resolution A39-3«) at udvikle en global markedsbaseret foranstaltning til begrænsning af drivhusgasemissioner fra international luftfart til niveauet i 2020. Unionens holdning vedrørende udarbejdelse og vedtagelse af denne mekanisme og dens forskellige detaljerede elementer blev fastlagt ved Rådets afgørelse (EU) 2016/915 (1).

(2)

ICAO-Rådet vedtog på det 10. møde, der blev afholdt den 27. juni 2018 inden for rammerne af den 214. mødeperiode, første udgave af konventionens bilag 16, bind IV, med titlen »International Standards and Recommended Practices on Environmental Protection — Carbon Offsetting and Reduction Scheme for International Aviation (»CORSIA«)«. I overensstemmelse med resolution A39-3, som blev afløst af resolution A40-19 vedtaget af ICAO-Forsamlingen på dens 40. møde (»resolution A40-19«), fastsætter nævnte første udgave blandt andet de emissionsværdier, der skal anvendes til at beregne vækstfaktorer (både sektorens vækstfaktor og flyoperatørers vækstfaktorer). Disse værdier fastsættes som gennemsnittet af de CO2-emissioner fra international luftfart, der er omfattet af CORSIA i 2019 og 2020 (på sektorniveau og for de enkelte flyoperatører).

(3)

Den igangværende covid-19-pandemi vil føre til en væsentlig reduktion af CO2-emissionerne fra international luftfart i 2020. Den vil derfor også føre til anvendelse af væsentligt lavere CORSIA-emissionsværdier til at beregne vækstfaktorer. Medmindre disse værdier ændres, kan anvendelse af sådanne væsentligt lavere CORSIA-emissionsværdier medføre betydeligt højere kompensationskrav afhængigt af, hvor hurtigt den internationale lufttrafik bliver genoprettet, og af udviklingen i CO2-emissioner fra international lufttrafik.

(4)

Det er sandsynligt og også vigtigt, at ICAO-Rådet på dets 220. møde den 8.-26. juni 2020 træffer beslutning om ændring af de emissionsværdier, der anvendes til at beregne vækstfaktorer i henhold til CORSIA, nærmere bestemt vedrørende den referenceperiode, der skal tages i betragtning (»basisperioden«).

(5)

Enhver ændring af CORSIA International Standards and Recommended Practices vil udgøre en beslutning, der er truffet af et organ nedsat ved en aftale, og som har retsvirkninger som omhandlet i artikel 218, stk. 9, i TEUF.

(6)

Unionen og dens medlemsstater har konsekvent har været fortalere for et globalt reduktionsmål for drivhusgasemissioner fra international luftfart på et niveau, der ikke er højere end niveauet i 2020, men under de nuværende omstændigheder forekommer en henvisning til 2019 som basisperiode at være det alternativ på grundlag af reelle data, der er tættest på at afspejle ICAO's langsigtede mål om kulstofneutral vækst fra 2020 som fastsat i resolution A39-3. På denne baggrund og med henblik på at opretholde tilstrækkelig støtte for at bevare de centrale CORSIA-bestanddele og på grundlag af de oplysninger, der i øjeblikket er til rådighed, bør kalenderåret 2019 accepteres som basisperiode.

(7)

Det alternativ, der er rejst i den aktuelle debat, og som går ud på at fastsætte forskellige basisperioder for forskellige lande afhængigt af deres udviklingsniveau, år for tilslutning til CORSIA eller andre kriterier, bør ikke støttes. Det ville være i strid med princippet om ikkeforskelsbehandling, som der mindes om i resolution A40-19, og kunne bringe den fortsatte eksistens af CORSIA i sin nuværende form i fare.

(8)

Afgørelse (EU) 2016/915 bør derfor ændres, så Unionen og dens medlemsstater kan acceptere kalenderåret 2019 som basisperiode.

(9)

Princippet om regelmæssig gennemgang bør fortsat finde anvendelse. I denne forbindelse bør det erindres, at resolution A40-19 fastsætter en gennemgang af CORSIA hvert tredje år. Den første gennemgang skal finde sted i 2022. Relevansen af en sådan gennemgang med hensyn til de emissionsværdier, der anvendes til at beregne vækstfaktorer, øges, jo længere det tager for sektoren at nå op på trafikniveauet fra før krisen og de dermed forbundne emissioner. I tilfælde af en langsom genopretning af luftfartssektoren vil 2019 som emissionsbasis sandsynligvis føre til ingen eller minimale kompensationskrav i CORSIA-»pilotfasen« (2021-2023). Relevansen af en sådan gennemgang understreges af behovet for at sikre overensstemmelse med et langsigtet ambitiøst CO2-emissionsreduktionsmål, der er foreneligt med temperaturmålene i Parisaftalen, og som skal behandles af ICAO-Forsamlingen. En sådan gennemgang kan, hvis det er relevant, omfatte definitionen af basisperioden.

(10)

I henhold til artikel 28b, stk. 2 og 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (2) forelægger Kommissionen inden for 12 måneder efter ICAO's vedtagelse af de relevante instrumenter, og inden den globale markedsbaserede foranstaltning tages i anvendelse, Europa-Parlamentet og Rådet en rapport, hvori den bør overveje, hvordan disse instrumenter kan gennemføres i EU-retten ved en revision af dette direktiv, og bør forelægge et forslag om gennemførelse af CORSIA, hvis det findes passende, der er i overensstemmelse med sikring af luftfartens bidrag til Unionens drivhusgasreduktionsforpligtelse for 2030 for hele økonomien —

»—

accepterer med henblik på at tage hensyn til covid-19-pandemiens indvirkning på emissionerne i 2020, at de emissionsværdier, der skal anvendes til at beregne vækstfaktorer fastsat i CORSIA, ændres, således at der henvises til emissionsniveauerne i 2019«.