|
15.11.2022 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 434/105 |
P9_TA(2022)0106
Retningslinjer for budgettet for 2023 — Sektion III
Europa-Parlamentets beslutning af 5. april 2022 om de generelle retningslinjer for udarbejdelse af budgettet for 2023, Sektion III — Kommissionen (2021/2226(BUI))
(2022/C 434/18)
Europa-Parlamentet,
|
— |
der henviser til artikel 314 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), |
|
— |
der henviser til artikel 106A i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, |
|
— |
der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (1) (finansforordningen), |
|
— |
der henviser til Rådets forordning (EU, Euratom) 2020/2093 af 17. december 2020 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2021-2027 (2) (FFR-forordningen), |
|
— |
der henviser til fælles erklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om styrkelse af særprogrammer og styrkelse af basisretsakter (3), |
|
— |
der henviser til fælles erklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om anvendelse af tilbageførsler fra AVS-investeringsfaciliteten til fordel for instrumentet for naboskab, udviklingssamarbejde og internationalt samarbejde (4), |
|
— |
der henviser til fælles erklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om genanvendelse af frigjorte midler i forbindelse med forskningsprogrammet (5), |
|
— |
der henviser til fælles erklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om behandlingen af renteomkostninger og tilbagebetalinger vedrørende NGEU i FFR for 2021-2027 (6), |
|
— |
der henviser til fælles erklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetkontrol med nye forslag på grundlag af artikel 122 i TEUF med potentielt betydelige virkninger for Unionens budget (7), |
|
— |
der henviser til fælles erklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om en revurdering af finansforordningens bestemmelser om eksterne formålsbestemte indtægter og lånoptagelse og långivning (8), |
|
— |
der henviser til sin holdning af 16. december 2020 om udkast til Rådets forordning om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2021-2027 (9), |
|
— |
der henviser til Kommissionens forslag af 22. december 2021 til Rådets forordning om ændring af forordning (EU, Euratom) 2020/2093 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2021-2027 (COM(2021)0569), |
|
— |
der henviser til den interinstitutionelle aftale af 16. december 2020 mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning samt om nye egne indtægter, herunder en køreplan for indførelse af nye egne indtægter (10), |
|
— |
der henviser til Rådets afgørelse (EU, Euratom) 2020/2053 af 14. december 2020 om ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter (11), |
|
— |
der henviser til Kommissionens forslag af 22. december 2021 om ændring af denne afgørelse (COM(2021)0570), |
|
— |
der henviser til Rådets forordning (EU) 2020/2094 af 14. december 2020 om oprettelse af et EU-genopretningsinstrument til støtte for genopretningen efter covid-19-krisen (12), |
|
— |
der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2020/2092 af 16. december 2020 om en generel ordning med konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget (13), |
|
— |
der henviser til den europæiske søjle for sociale rettigheder, som blev proklameret af Det Europæiske Råd, Europa-Parlamentet og Kommissionen i november 2017, Kommissionens handlingsplan for gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder af 4. marts 2021 og Portoerklæringen om sociale anliggender, der blev vedtaget af medlemmerne af Det Europæiske Råd i maj 2021, |
|
— |
der henviser til FN's 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling og dets mål for bæredygtig udvikling, |
|
— |
der henviser til sin beslutning af 25. marts 2021 om udformning af digital uddannelsespolitik (14), |
|
— |
der henviser til Kommissionens meddelelse af 9. marts 2021 med titlen »Det digitale kompas 2030: Europas kurs i det digitale årti«(COM(2021)0118), |
|
— |
der henviser til Kommissionens meddelelse af 11. december 2019 om den europæiske grønne pagt (COM(2019)0640), |
|
— |
der henviser til sin beslutning af 15. januar 2020 om den europæiske grønne pagt (15), |
|
— |
der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1119 af 30. juni 2021 om fastlæggelse af rammerne for at opnå klimaneutralitet (»den europæiske klimalov«) (16), |
|
— |
der henviser til særrapporterne fra Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) om global opvarmning på 1,5 oC, om klimaændringer og landarealer og om havet og kryosfæren i et klima i forandring, |
|
— |
der henviser til den aftale, der blev vedtaget på den 21. partskonference (COP21) under FN’s rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) i Paris den 12. december 2015 (Parisaftalen), |
|
— |
der henviser til sin beslutning af 1. marts 2022 om den russiske aggression mod Ukraine (17), |
|
— |
der henviser til den globale rapport om vurdering af biodiversitet og økosystemydelser fra Den Mellemstatslige Videnspolitikplatform vedrørende Biodiversitet og Økosystemydelser (IPBES), |
|
— |
der henviser til EU's strategi om ligestilling mellem kønnene 2020-2025, |
|
— |
der henviser til Den Europæiske Revisionsrets særberetning 10/2021 af 26. maj 2021 med titlen »Integration af kønsaspektet i EU budgettet: Det er på tide at omsætte ord til handling«, |
|
— |
der henviser til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2022 (18) og til de tilknyttede fælles erklæringer fra Parlamentet, Rådet og Kommissionen, |
|
— |
der henviser til Rådets konklusioner af 15. marts 2022 om budgetretningslinjerne for 2023 (07218/2022), |
|
— |
der henviser til forretningsordenens artikel 93, |
|
— |
der henviser til udtalelser fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi, Transport- og Turismeudvalget, Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, Kultur- og Uddannelsesudvalget og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling, |
|
— |
der henviser til holdning i form af ændringsforslag fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, |
|
— |
der henviser til skrivelser fra Udenrigsudvalget, Budgetkontroludvalget, Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, Regionaludviklingsudvalget, Fiskeriudvalget og Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, |
|
— |
der henviser til betænkning fra Budgetudvalget (A9-0062/2022), |
|
A. |
der henviser til, at Parlamentet i en række beslutninger har anbefalet, at alle medlemsstater afsætter mindst 2 % af midlerne fra genopretnings- og resiliensfaciliteten til de kulturelle og kreative sektorer og mindst 10 % til uddannelse, og at de afsætter mindst 5 % af deres midler fra Den Europæiske Socialfond Plus (ESF+) under delt forvaltning til støtteaktiviteter i forbindelse med den europæiske børnegaranti; |
Budgettet for 2023: fortsættelse af genopretningen for alle
|
1. |
bemærker, at der på trods af de opmuntrende signaler, der giver anledning til at forvente yderligere vækst i 2022, fortsat er usikkerhed om de økonomiske udsigter i lyset af faktorer såsom afbrydelser i forsyningskæden, høje energipriser, stigende inflation og den fortsatte covid-19-pandemi samt konsekvenserne af invasionen af Ukraine; minder derfor om, at Unionens budget for 2023 ud over at reagere på geopolitiske udfordringer vil spille en vigtig rolle med hensyn til at styrke Unionens økonomi og konkurrenceevne samt opbygge vores fælles modstandsdygtighed, bidrage til en vellykket gennemførelse af den europæiske grønne pagt og en retfærdig omstilling, således at ingen lades i stikken, og fremme økonomisk, social og territorial samhørighed som en af genopretningens hjørnesten; |
|
2. |
forpligter sig derfor til at arbejde for vedtagelsen af et fremtidsorienteret budget, der matcher Unionens politiske prioriteter, sikrer en stærkere sundhedsunion, gør den grønne og den digitale omstilling til en succes og fremmer en retfærdig, inklusiv, holdbar og modstandsdygtig genopretning, herunder øget støtte til små og mellemstore virksomheder (SMV'er), fremmer retsstatsprincippet, EU's værdier og grundlæggende rettigheder og anvendelsen heraf, bidrager til større muligheder for alle, især unge, i hele Unionen og sikrer en stærkere Union for dens indbyggere og i verden; |
|
3. |
understreger den afgørende rolle, som EU's samhørighedspolitik spiller som en grundlæggende EU-investeringspolitik og som en af hjørnestenene i en bæredygtig og inklusiv genopretning, og påpeger dens enestående europæiske merværdi og bidrag til den overordnede harmoniske udvikling i EU og dets medlemsstater og regioner; påpeger, at 2023 vil blive det sidste år med gennemførelse af EU-programmer under den flerårige finansielle ramme (FFR) for 2014-2020, navnlig programmerne under delt forvaltning på samhørighedsområdet, samt være året, hvor gennemførelsen af nye programmer vil begynde at tage fart; forventer derfor, at dette vil give sig udslag i en betydelig stigning i betalingsbevillingerne i 2023-budgettet; |
|
4. |
understreger, at den nye fælles landbrugspolitik vil få virkning fra 2023; minder om den fælles landbrugspolitiks og den fælles fiskeripolitiks centrale betydning for Europas fødevaresystem med hensyn til at sikre alle europæere prismæssigt overkommelige fødevarer af høj kvalitet og ernæringssikkerhed; påpeger også vigtigheden af velfungerende landbrugsmarkeder, bæredygtig udvikling af landdistrikter, stabile og acceptable indtægter for landbrugere og fiskere, bæredygtig forvaltning af naturressourcer og bevarelse af biodiversiteten samt generationsskifte blandt landbrugere; anmoder om, at der lægges særlig vægt på mindre landbrug, unge landbrugere og små fiskerivirksomheder ved at udnytte alle relevante EU-programmer bedst muligt; påpeger, at en række landbrugssektorer er blevet hårdt ramt af covid-19-udbruddet, stigende energipriser og andre kriser; |
|
5. |
understreger behovet for, at medlemsstaterne inden udgangen af 2023 indgår kontrakter om alle de ressourcer, der er til rådighed i genopretnings- og resiliensfaciliteten, og opfordrer Kommissionen til at støtte medlemsstaterne og støttemodtagerne i denne henseende og samtidig inddrage Parlamentet i overvågningen og den gennemsigtige vurdering af processen; minder endvidere om vigtigheden af at inddrage de lokale og regionale myndigheder, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet i gennemførelsen og overvågningen af relevante EU-programmer; |
En stærkere sundhedsunion
|
6. |
minder om, at covid-19-krisen har sat de offentlige sundhedssystemer under et hidtil uset pres og har skærpet de eksisterende udfordringer; glæder sig over prioriteringen af Unionens sundhedspolitik og fremhæver EU4Health-programmet og klyngen »Sundhed« i Horisont Europa; bemærker, at budgettet for beredskabsaktiviteter under Myndigheden for Kriseberedskab og -indsats på Sundhedsområdet (HERA) stammer fra disse programmer og fra EU-civilbeskyttelsesmekanismen, og udtrykker dyb bekymring over, at dette måske kan gå ud over opfyldelsen af andre vigtige sundhedsmål, som lovgiverne har aftalt; minder derfor om behovet for at stille nye ressourcer til rådighed for HERA; understreger endvidere, at der især bør være fokus på Parlamentets kontrol med HERA; fremhæver vigtigheden af at opbygge det europæiske lægekorps under EU's civilbeskyttelsesmekanisme og opfordrer alle medlemsstater til at bidrage hertil med flere ressourcer; understreger behovet for at sikre tilstrækkelig finansiering til kræfthandlingsplanen og fokusere kraftigt på foranstaltninger, der leverer håndgribelige resultater for borgerne, f.eks. det europæiske kræftbilleddannelsesinitiativ eller HPV-vaccinationsprogrammer; |
|
7. |
anerkender vigtigheden af andre EU-programmer, herunder genopretnings- og resiliensfaciliteten, med hensyn til at tilvejebringe investeringer og støtte til forebyggelse af sundhedskriser og styrke sundhedssystemernes og -infrastrukturens modstandsdygtighed; understreger behovet for at sikre overensstemmelse mellem disse aktiviteter og andre EU-finansierede programmer, herunder EU4Health, og samtidig mindske uligheder i adgangen til sundhedspleje; understreger behovet for at styrke informationskampagner om vaccination i og uden for medlemsstaterne; minder endvidere også om vigtigheden af en stabil gennemførelse af og adgang til teknisk bistand for medlemsstater med lav administrativ kapacitet; understreger, at decentraliserede sundheds- og sikkerhedsrelaterede agenturer og organer bør tildeles tilstrækkelige finansielle og menneskelige ressourcer og om nødvendigt styrkes; |
En vellykket grøn og digital omstilling
|
8. |
anerkender, at gennemførelsen af den europæiske grønne pagt og indfrielsen af Unionens mål om klimaneutralitet senest i 2050 og om nulforurening vil kræve betydelige offentlige og private investeringer for råde bod på det investeringsunderskud med hensyn til den grønne omstilling, som Kommissionen har identificeret, og nå de bindende mål i Parisaftalen; understreger ikke desto mindre, at omkostningerne ved ikke at handle ville være meget højere; understreger, at Unionens budget spiller en central rolle i bestræbelserne på en retfærdig omstilling til en grønnere, bæredygtig, socialt inklusiv og mere modstands- og konkurrencedygtig Union, og at der er behov for yderligere finansielle bestræbelser; understreger navnlig behovet for at stille tilstrækkelige finansielle ressourcer til rådighed, for at Unionen kan opfylde sine forpligtelser, samtidig med at det sikres, at ingen lades i stikken; insisterer på, at den europæiske grønne pagts succes også vil afhænge af finansieringen af den, og opfordrer til, at Unionens finansieringsinstrumenter primært anvendes i de regioner, sektorer og områder, der vil blive mest berørt af den grønne omstilling, under hensyntagen til medlemsstaternes behov; understreger behovet for at sætte SMV'er i stand til fuldt ud at udnytte de muligheder, der opstår som følge af den europæiske grønne pagt og af omstillingen af deres egne virksomheder til miljømæssig bæredygtighed og digitalisering; |
|
9. |
minder om behovet for at tilvejebringe ambitiøse ressourcer til programmer, der støtter klima- og biodiversitetsforanstaltninger og miljøbeskyttelse, eksempelvis LIFE, og for fremskyndelse og fuldstændig gennemførelse af mekanismen for retfærdig omstilling, herunder gennem yderligere teknisk bistand for at støtte medlemsstaterne hermed; minder desuden om behovet for at sikre, at Unionens udgifter bidrager til at modvirke klimaændringer og til klimatilpasning, herunder ved at styrke beredskabet over for naturkatastrofer, navnlig gennem den europæiske civilbeskyttelsesmekanisme, samt til at standse tabet af biodiversitet; forventer, at Kommissionen lever op til sit tilsagn under forligsproceduren om 2022-budgettet om at styrke agenturet i så henseende, navnlig i lyset af dets centrale rolle i gennemførelsen af Fit for 55-pakken og den tilhørende rapportering; er endvidere dybt bekymret over den langsigtede mangel på menneskelige ressourcer i visse af Kommissionens tjenestegrene og gentager derfor sin opfordring til Kommissionen om at sikre tilstrækkelige ressourcer og tilstrækkeligt personale; opfordrer endvidere Kommissionen og medlemsstaterne til at respektere princippet om ikke at gøre skade for at sikre den nødvendige sammenhæng mellem politiske mål og den størst mulige udgiftseffektivitet under og efter omstillingen; |
|
10. |
understreger behovet for investeringer i forskning og innovation inden for grønne teknologier, processer og færdigheder, herunder med henblik på at give Unionen en konkurrencefordel i den fremtidige nulemissionsøkonomi, og fremhæver i den forbindelse Horisont Europa; finder det afgørende at yde tilstrækkelig støtte til SMV'er for at tildele dem en vigtigere rolle inden for forskning og innovation; mener, at Unionen skal gøre fuld brug af Connecting Europe-faciliteten (CEF) for at modernisere og forbinde sin transport- og energiinfrastruktur og øge dennes bæredygtighed gennem styrkelse af EU's energisikkerhed og -autonomi og videreudvikling af energiunionen gennem sammenkobling mellem medlemsstaterne; mener derfor, at der skal sikres tilstrækkelige ressourcer til CEF; understreger endvidere vigtigheden af EU's rumprogram; |
|
11. |
noterer sig de lovgivningsforslag til en retsakt om mikrochips og et program for sikker konnektivitet, som Kommissionen har fremlagt; minder om princippet om, at nye programmer ikke bør oprettes på bekostning af eksisterende programmer, og gentager sin længe nærede holdning, at nye initiativer bør finansieres med nye ressourcer; agter nøje at undersøge forslagenes budgetmæssige konsekvenser og indvirkning på budgetproceduren for 2023; |
|
12. |
anser yderligere digitalisering af økonomien og den offentlige sektor for at være afgørende for EU's konkurrenceevne; mener, at en vellykket digital omstilling kræver forsknings- og innovationsbestræbelser under Horisont Europa, betydelige investeringer i digital infrastruktur gennem CEF's digitale område og støtte på områder som kunstig intelligens, cybersikkerhed og EU-højhastigheds-IT gennem programmet for et digitalt Europa; påpeger behovet for at tackle manglen på digitale færdigheder ved at fremme avancerede digitale færdigheder og inklusiv læring; understreger behovet for faglige omskolingsværktøjer; påpeger vigtigheden af at sikre tilstrækkelig finansiering og overensstemmelse mellem EU-programmer for at skabe betingelser, der kan fremskynde markedsudbredelsen af banebrydende teknologier og innovationer og sætte Europas økonomi og offentlige sektor i stand til at gå forrest i den digitale omstilling og konkurrencedygtighed; |
|
13. |
anerkender bidraget fra Unionens finansieringsprogrammer til den økonomiske genopretning, tackling af arbejdsløshed og styrkelse af investeringer og navnlig til støtten til SMV'er og nystartede virksomheder; minder om, at SMV'er stadig udgør rygraden i den europæiske økonomi og fortsat spiller en afgørende rolle for jobskabelse og vækst; fremhæver InvestEU, dets SMV-vindue samt muligheden for, at SMV'er, der påvirkes negativt af pandemien, kan modtage kapitalstøtte under programmet; fremhæver behovet for at fremme et velfungerende indre marked gennem tilstrækkelig finansiering for at sikre forbrugerbeskyttelse, styrke små virksomheders konkurrenceevne gennem udvikling af digitale færdigheder og iværksætterfærdigheder, forbedre adgangen til markeder, bygge videre på Erasmus for unge iværksættere og udvide mulighederne for at skabe og opskalere nystartede virksomheder yderligere; |
|
14. |
udtrykker solidaritet med personer, der arbejder i sektorer, som er hårdt ramt af pandemien, navnlig inden for turisme, hotel- og restaurationsbranchen og i de kulturelle og kreative sektorer; fremhæver, at disse sektorer udgør en vigtig søjle i Unionens økonomi og beskæftiger en betydelig del af arbejdsstyrken, navnlig i SMV'er; mener, at disse sektorer bør modtage støtte fra medlemsstaterne og Unionen, herunder gennem genopretnings- og resiliensfaciliteten, og opfordrer til yderligere foranstaltninger for disse sektorer og tilstrækkelig finansiering til beslægtede EU-programmer; insisterer på, at det vil kræve nye ressourcer, hvis det nye europæiske Bauhaus skal omdannes til et mere langsigtet initiativ eller program; gentager sin skuffelse over, at Parlamentets ønske gennem mange år om et særligt EU-program for turisme ikke er blevet imødekommet; |
Fremme af retsstatsprincippet, EU-værdier og grundlæggende rettigheder og håndhævelsen heraf
|
15. |
mener, at det er afgørende for Unionens troværdighed at sikre en korrekt anvendelse af Unionens midler og at tage alle skridt til at beskytte Unionens finansielle interesser; fremhæver, at der er en klar forbindelse mellem respekten for retsstatsprincippet og en effektiv gennemførelse af Unionens budget, som er i overensstemmelse med principperne om forsvarlig økonomisk forvaltning; mener, at forordning (EU, Euratom) 2020/2092 om en generel ordning med konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget bør tages i anvendelse omgående og fuldt ud, således som Parlamentet gentagne gange har anmodet om; beklager, at Kommissionen endnu ikke har gennemført forordningen, til trods for at den trådte i kraft den 1. januar 2021, og understreger, at forordningen som bekræftet ved EU-Domstolens domme af 16. februar 2022 er i fuld overensstemmelse med EU-traktaterne (19); forventer, at Kommissionen snarest muligt iværksætter forordningens artikel 6, stk. 1, for medlemsstater, hvortil der i medfør af artikel 6, stk. 4, allerede er sendt informationsskrivelser; mener, at der bør stilles tilstrækkelige ressourcer til rådighed for agenturer og organer på dette område og for Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO), navnlig i betragtning af deres stigende arbejdsbyrde, herunder med hensyn til overvågning af og kontrol med udgifterne til genopretnings- og resiliensfaciliteten; |
|
16. |
understreger, at retsstatsprincippet beskytter de øvrige grundlæggende værdier, som Unionen bygger på, og er uløseligt forbundet med respekten for demokrati og grundlæggende rettigheder; udtrykker dyb bekymring over den betydelige forringelse af retsstatsprincippet, demokratiet og de grundlæggende rettigheder, herunder retsvæsenets uafhængighed, magtens tredeling, bekæmpelsen af korruption og mediernes uafhængighed og mediefriheden i visse medlemsstater; fremhæver betydningen af programmet for borgere, ligestilling, rettigheder og værdier, navnlig med hensyn til at beskytte og fremme de rettigheder og værdier, der er forankret i EU's traktater og charteret om grundlæggende rettigheder, og opretholde og videreudvikle borgernes engagement og uddannelse samt åbne, rettighedsbaserede, demokratiske, lige og inklusive samfund; opfordrer derfor til, at der tildeles et ambitiøst niveau af ressourcer til dette program; minder om, at retligt samarbejde mellem nationale myndigheder er afgørende for at styrke retsstatsprincippet i Unionen; opfordrer til tilstrækkelig finansiering til programmet for retlige anliggender; |
Bedre muligheder for alle og navnlig for unge i hele Unionen
|
17. |
anerkender, at covid-19-krisen har haft alvorlige negative konsekvenser for unge mennesker, deres beskæftigelsesmuligheder, arbejdsforhold og mentale sundhed, hvilket har ført til tab af muligheder og forringede fremtidsudsigter og til en voksende uddannelseskløft; påpeger i denne sammenhæng betydningen af erhvervsrettet uddannelse; er af den faste overbevisning, at der i budgettet for 2023 bør indgå et fokus på unge for at bygge videre på dynamikken i det europæiske ungdomsår 2022 med konkrete aktioner og politikker, der videreføres i 2023; fremhæver betydningen af Erasmus+ og understreger den store betydning af at sikre tilstrækkelige finansielle ressourcer til dette program, hvis succes med hensyn til at udvide uddannelses-, erhvervsuddannelses- og jobmulighederne i hele Unionen er uomtvistelig, og som har leveret håndgribelige resultater; mener, at det bør blive mere inkluderende og tilbyde flere muligheder og lige adgang for alle, navnlig personer fra dårligt stillede miljøer og fra landdistrikter og fjerntliggende områder; |
|
18. |
understreger, at der skal findes bæredygtige og langsigtede løsninger til effektivt at bekæmpe strukturelle demografiske udfordringer og modvirke hjerneflugt i landdistrikter, fjerntliggende og mindre udviklede områder i EU; understreger behovet for finansielle ressourcer til at puste nyt liv i områder, der lider under faldende befolkningstal, og skabe lokale jobmuligheder af høj kvalitet; fremhæver den afgørende rolle, som EU-budgettet spiller med hensyn til at bidrage til gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder og med hensyn til at styrke lokale og regionale sociale foranstaltninger, styrke den sociale dialog og give alle adgang til vigtige og vitale tjenester såsom sundhedspleje, mobilitet, tilstrækkelig ernæring og anstændige boliger; |
|
19. |
påpeger behovet for at styrke Det Europæiske Solidaritetskorps, som hjælper unge med at få praktisk erfaring i en anden medlemsstat og dermed øger deres beskæftigelsesegnethed og muligheder i livet; minder om betydningen af tilstrækkelig finansiering af EU-aktioner og -aktiviteter for unge og børn, navnlig under ESF+, REACT-EU og genopretnings- og resiliensfaciliteten; minder om, at Kommissionen regelmæssigt bør aflægge rapport om gennemførelsen af henstillingen om oprettelse af en europæisk børnegaranti og en styrket ungdomsgaranti; |
|
20. |
minder om, at pandemien også i alvorlig grad har påvirket ældre mennesker; insisterer på, at 2023-budgettet bør yde tilstrækkelig støtte til de mest sårbare blandt dem og beskytte deres trivsel, værdighed og grundlæggende rettigheder; bemærker, at Erasmus+ giver muligheder for voksne og ældre, og opfordrer Kommissionen til at sikre, at de i højere grad drager fordel heraf; påpeger EU-budgettets rolle med hensyn til at bidrage til at sikre ældre adgang til sociale ydelser og sundhedsydelser, mobilitet og muligheder for at udføre frivilligt arbejde; opfordrer EU til at strømline og intensivere sine foranstaltninger rettet mod ældre inden for en sammenhængende ramme, der er knyttet til finansiering fra EU-programmer; |
En stærkere Union for EU-borgerne og i verden
|
21. |
fordømmer på det kraftigste Den Russiske Føderations ulovlige, uprovokerede og uberettigede invasion af Ukraine og alle forsøg på at destabilisere EU's partnere i det østlige naboskab samt Belarus' involvering i denne aggression; understreger behovet for, at Unionen forbliver forenet, og opfordrer til øget samarbejde og solidaritet mellem medlemsstaterne i denne vanskelige situation; opfordrer indtrængende Unionen til at sikre betydelig finansiering til håndtering af de geopolitiske konsekvenser af den nuværende krise, herunder støtte til gennemførelsen af humanitære foranstaltninger og beredskabsforanstaltninger til modtagelse af flygtninge i medlemsstaterne og i de østlige nabolande; minder om, at Unionens stabilitet også afhænger af stabiliteten i nabolandene; |
|
22. |
minder om sin beslutning om den russiske aggression mod Ukraine og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at mobilisere alle disponible finansielle midler til at støtte Ukraine; gentager i denne forbindelse sin støtte til mobiliseringen af den europæiske fredsfacilitet; opfordrer Kommissionen, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og medlemsstaterne til hurtigt at forelægge Parlamentet gennemsigtige rapporter og oplysninger i denne henseende; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at yde yderligere humanitær nødhjælp til Ukraine i samarbejde med FN's humanitære organisationer og andre internationale partnerorganisationer; understreger behovet for at lægge særlig vægt på sårbare grupper, mindretal samt kvinder og børn, da de er særligt berørt af konfliktsituationer og har brug for særlig beskyttelse og støtte; opfordrer Kommissionen til at overveje alle tilgængelige midler til at sikre, at der ydes støtte under de relevante EU-programmer, navnlig i forbindelse med sociale og medicinske tjenester og uddannelse; |
|
23. |
gentager sin urokkelige støtte til alle østpartnerskabslandes suverænitet og territoriale integritet og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte dem, navnlig Republikken Moldova, i at yde midlertidig indkvartering til flygtninge fra Ukraine; gentager behovet for solidaritet mellem medlemsstaterne i forbindelse med flytningen af de flygtninge fra Ukraine, der er ankommet til Polen, Ungarn, Rumænien og Slovakiet, til andre medlemsstater; |
|
24. |
anerkender betydningen af sanktioner og Unionens enhed med hensyn til at pålægge dem og opfordrer Kommissionen til at identificere og fremme midler og metoder til at adressere deres økonomiske og sociale konsekvenser for EU; |
|
25. |
understreger den strategiske betydning af udvidelsespolitikken i landene på Vestbalkan og understreger behovet for at yde tilstrækkelig finansiering til landene på Vestbalkan og de østlige og sydlige nabolande, navnlig dem, der gennemfører associeringsaftaler med EU, for at støtte omfattende politiske og socioøkonomiske reformer og styrke civilsamfundet og retsstatsprincippet samt for at bidrage til genopretningen efter covid-19-krisen og dens langsigtede økonomiske konsekvenser; fremhæver betydningen af tilstrækkelig finansiel støtte til teknisk bistand med henblik på at forbedre udnyttelsen af EU-midler i disse regioner; |
|
26. |
forventer, at asyl og migration fortsat vil stå højt på EU's dagsorden efter den igangværende krise; fremhæver behovet for fortsat finansiel støtte til modtagelse, registrering, behandling og integration af asylansøgere og for at sikre tilstrækkelig finansiering til de specifikke mål for Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden med henblik på at sikre en korrekt gennemførelse af det fælles europæiske asylsystem; understreger, at dette system skal være baseret på solidaritet og fælles ansvar, dvs. ikke i uforholdsmæssig grad overbebyrde nogle medlemsstater, respekt for menneskerettighederne, fremme af integration, etablering af en ramme for lovlig migration som krævet af Parlamentet, bekæmpelse af menneskehandel og forbedring af systemerne til effektiv, sikker og værdig tilbagesendelse af personer og frivillig tilbagevenden i overensstemmelse med EU's værdier og internationale forpligtelser; opfordrer endvidere til, at der afsættes tilstrækkelige midler til instrumentet for grænseforvaltning og visa med henblik på at styrke grænseforvaltningssystemerne; |
|
27. |
fremhæver behovet for at sikre, at der ikke er modtagere af EU-midler (herunder kontrahenter eller underleverandører, deltagere i workshopper eller uddannelseskurser eller tredjeparter) på listen over personer eller enheder, der er omfattet af EU's restriktive foranstaltninger; |
|
28. |
understreger, at Unionen har brug for tilstrækkelige ressourcer til at reagere på større kriser og langsigtede udfordringer i sine nabolande og i hele verden, og minder samtidig om, at loftet for udgiftsområde 6 i FFR allerede er for lavt, og at en revision af den nuværende FFR er absolut nødvendig; opfordrer til, at der afsættes tilstrækkelige midler til instrumentet for naboskab, udviklingssamarbejde og internationalt samarbejde og instrumentet til førtiltrædelsesbistand, således at de er i stand til at udfylde deres afgørende rolle med hensyn til at fremme bæredygtig og demokratisk udvikling og politiske og økonomiske reformer, beskytte retsstatsprincippet og menneskerettighederne, støtte valgprocesser og tackle sociale og klimamæssige udfordringer og de grundlæggende årsager til migration; påpeger behovet for fortsat at yde støtte til flygtninge, navnlig i Tyrkiet og regionen som helhed, og for at reagere på udviklingen i Afghanistan, men gentager samtidig, at Unionens budget ikke bør være den eneste finansieringskilde; opfordrer til, at FN's Hjælpeorganisation for Palæstinaflygtninge i Mellemøsten (UNRWA) modtager et ambitiøst niveau af finansiering fra EU-budgettet i 2023 for at give den mulighed for at yde tilstrækkelig støtte til regional stabilitet og styrke de palæstinensiske flygtninges modstandsdygtighed; understreger betydningen af programmet for humanitær bistand og bemærker, at ressourcerne ikke stiger i overensstemmelse med behovene, som aldrig har været større; opfordrer derfor til, at det tildeles flere midler, og til, at medlemsstaterne øger deres humanitære bistand; |
|
29. |
gentager sit synspunkt om, at Unionen bør have tilstrækkelige midler til at reagere på uventede udviklinger i og uden for EU; opfordrer derfor Kommissionen til at foretage en tilbundsgående analyse af de forskellige konsekvenser af de nuværende udfordringer og deres indvirkning på budgetproceduren for 2023 samt på hele FFR 2021-2027 og til at vurdere, hvornår en revision af FFR vil være hensigtsmæssig; |
|
30. |
mener, at den seneste stigning i covid-19-infektioner er et yderligere bevis på, at der bør gøres mere for at vaccinere hele verden; minder om aftalen mellem de tre institutioner som led i budgettet for 2022 om at gennemgå udviklingen i pandemireaktionen inden udgangen af juni 2022, navnlig med hensyn til internationale vaccinationer, og om at træffe alle nødvendige foranstaltninger uden yderligere forsinkelse; |
|
31. |
understreger det øgede behov for tilstrækkelig finansiel støtte til Unionens sikkerhed og forsvar, herunder gennem Den Europæiske Forsvarsfond, som støtter forskning og udvikling i forsvarssektoren; opfordrer til en øget indsats for at øge deployeringsevnen og den operationelle effektivitet og forbedre den militære mobilitet, også med henblik på at bidrage til at styrke stabiliteten i og uden for EU's nabolande og håndtere hybride trusler og cybertrusler; mener, at en sådan indsats vil øge Unionens strategiske autonomi og styrke den europæiske forsvarsindustris konkurrenceevne; opfordrer endvidere til tilstrækkelig finansiering til Fonden for Intern Sikkerhed; |
|
32. |
støtter kraftigt EU's bestræbelser på at tackle stigende sikkerhedstrusler såsom spredning af desinformation, herunder desinformation på internettet, falske nyhedskampagner mod EU, terrorisme, radikalisering og voldelig ekstremisme i EU og dets nabolande; mener, at tildelingen af midler bør afspejle truslernes skiftende karakter og behovet for at tackle de grundlæggende årsager hertil og sikre en bedre koordinering af Unionens indsats på dette område; |
|
33. |
opfordrer Rådet og medlemsstaterne til at øge deres bestræbelser på at fuldføre integrationen i Schengen af alle medlemsstater, navnlig Rumænien, Bulgarien og Kroatien, der opfylder alle de tekniske krav; mener, at økonomisk vækst og velstand, intern sikkerhed, beskyttelse af EU's ydre grænser, grundlæggende rettigheder, et velfungerende Schengenområde og fri bevægelighed inden for EU hænger uløseligt sammen og er til gensidig gavn; mener, at det er nødvendigt at sikre tilstrækkelig finansiering, personale og uddannelse af personale til alle agenturer, der beskæftiger sig med grundlæggende rettigheder, asyl, sikkerhed, retfærdighed og integreret grænseforvaltning; minder om, at Schengenområdet giver de deltagende stater økonomiske fordele; |
Tværgående emner
|
34. |
minder om, at finansieringsomkostningerne for EU-genopretningsinstrumentet skal afholdes af Unionens budget, herunder ved hjælp af et tilstrækkeligt provenu fra nye egne indtægter, og bør understøttes af nødvendige og rettidige bevillinger; understreger, at finansieringsrammen for udgiftsprogrammer ikke bør anvendes til at håndtere uforudsigeligheden af finansieringsomkostningerne til EU-genopretningsinstrumentet; mener, at budgetmyndigheden har fuld beføjelse til at beslutte at styrke alle EU-programmer, herunder når finansieringsomkostningerne til EU-genopretningsinstrumentet er lavere end forventet; minder om, at den fælles erklæring fra Parlamentet, Rådet og Kommissionen om de finansielle omkostninger ved EU-genopretningsinstrumentet i 2022, som blev vedtaget den 15. november 2021 i forligsperioden, finder anvendelse på budgetproceduren for 2022 og ikke skaber præcedens; minder om, at alle fremtidige beslutninger først kan træffes under den årlige budgetprocedure; |
|
35. |
minder om, at EU-institutionerne i den interinstitutionelle aftale (IIA) blev enige om en juridisk bindende køreplan for indførelsen af en kurv af nye egne indtægter for at sikre fuld tilbagebetaling af hovedstolen vedrørende EU's genopretningsplan og dermed forbundne renter uden at reducere programudgifterne eller investeringsinstrumenterne under FFR, samtidig med at princippet om universalitet respekteres; glæder sig over den finansielle pakke, som Kommissionen foreslog den 22. december 2021, og som indeholder en ajourføring af afgørelsen om egne indtægter (20) med tre nye egne indtægter: en CO2-grænsetilpasningsmekanisme, emissionshandel og en andel af de største og mest rentable multinationale selskabers restoverskud; mener, at det er yderst vigtigt at gå videre med denne finansielle pakke; anmoder derfor Rådet om at overholde den aftalte tidsplan og gøre fremskridt med den første kurv af egne indtægter inden afslutningen af budgetproceduren for 2023; opfordrer endvidere indtrængende Kommissionen til at fremsætte et forslag til den anden kurv af nye egne indtægter inden december 2023 for at sikre tilstrækkelige ressourcer til tilbagebetaling af NextGenerationEU; minder om, at 2023 vil være det andet år i anvendelsen af den programspecifikke justering i henhold til artikel 5 i FFR-forordningen; |
|
36. |
bemærker, at der har været et uventet højt antal frigørelser af bevillinger inden for forskning (over 469 mio. EUR) og i et omfang, der ikke var forudset i og derfor ikke er omfattet af FFR-aftalen; mener, at alle frigjorte forskningsbevillinger bør genopføres i overensstemmelse med finansforordningens artikel 15, stk. 3; agter at koncentrere de frigørelser, der kommer ud over de beløb, som Kommissionen skal medtage i budgetforslaget, på få centrale områder; |
|
37. |
ser frem til anvendelsen af den reviderede metode til overvågning af klimarelaterede udgifter på budgetforslaget for 2023 i overensstemmelse med den interinstitutionelle aftale om budgetdisciplin og til rapporteringen om princippet om ikke at gøre skade i præstationsrapporten; forventer, at Kommissionen så hurtigt som muligt vedtager en effektiv, gennemsigtig og omfattende metode til overvågning af biodiversitet under hensyntagen til de mål, der er fastsat for 2024, 2026 og 2027; opfordrer Kommissionen til at tage behørigt hensyn til alle relevante resultater og anbefalinger med henblik på at gøre alle fremtidige udgifter fuldt ud gennemsigtige og etablere en klarere forbindelse mellem klima- og biodiversitetsudgifter og deres faktiske virkninger, herunder ved at anvende output- og resultatindikatorer; opfordrer til, at Parlamentet inddrages fuldt ud i udviklingen af metoderne, således som det er fastsat i den interinstitutionelle aftale; forventer, at Kommissionen hører Parlamentet om biodiversitetsmetoder forud for offentliggørelsen af budgetforslaget for 2023; |
|
38. |
opfordrer Kommissionen til at udvikle metoden til sporing af sociale udgifter i EU-budgettet på grundlag af principperne i den europæiske søjle for sociale rettigheder; |
|
39. |
minder om, at kvinder er blevet ramt uforholdsmæssigt hårdt af den økonomiske og sociale krise som følge af covid-19-pandemien, herunder af en stigning i kønsrelateret vold; anmoder derfor om betydelige midler til indsatsområdet Daphne under programmet for borgere, ligestilling, rettigheder og værdier; opfordrer til yderligere midler i EU-budgettet med henblik på at fremme ligestilling mellem kønnene og bekæmpe forskelsbehandling, navnlig af kvinder og LGBTI+-personer, og opfordrer Kommissionen til at fremme større synergi mellem EU-programmer på disse områder; opfordrer også til betydelige ressourcer til at støtte beskyttelse og fremme af samt universel adgang til seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder og til at støtte kvindelige menneskerettighedsforkæmpere; |
|
40. |
minder om, at Kommissionen senest den 1. januar 2023 skal gennemføre en metode ledsaget af systematisk indsamling, rapportering og evaluering af kønsopdelte data til måling af udgifter, der er relevante for fremme af ligestilling mellem kønnene samt rettigheder og lige muligheder for alle; understreger betydningen af at gennemføre og integrere kønsaspektet som et horisontalt princip i alle EU's aktiviteter, politikker og programmer; understreger den vigtige rolle, som agenturer og organer på dette område spiller, og behovet for at sikre tilstrækkelig finansiering og tilstrækkeligt personale til udførelsen af deres opgaver; opfordrer til en hurtig gennemførelse af EU-strategien for ligestilling mellem kønnene 2020-2025; |
|
41. |
minder om det væsentlige arbejde, der udføres af decentrale agenturer; mener, at agenturerne skal have tilstrækkeligt personale og tilstrækkelige ressourcer, således at de kan udføre deres opgaver; minder om, at agenturernes opgaver udvikler sig i overensstemmelse med politikprioriteterne, og understreger, at nye ansvarsområder skal ledsages af tilsvarende niveauer af nye ressourcer; |
|
42. |
mener, at 2023-budgettet bør indeholde et tilstrækkeligt niveau af betalingsbevillinger til at dække både nye programmer og afslutningen af igangværende programmer, blandt andet for at sikre, at Unionens budget giver den nødvendige økonomiske stimulus; understreger, at det i lyset af erfaringerne fra tidligere flerårige finansielle rammer er nødvendigt at fremskynde programgennemførelsen for at undgå et efterslæb af betalinger i anden halvdel af FFR-perioden; |
|
43. |
mener, at de nødvendige bevillinger bør stilles til rådighed, når anbefalingerne fra konferencen om Europas fremtid gennemføres; |
|
44. |
understreger værdien af pilotprojekter og forberedende foranstaltninger med henblik på at afprøve nye politiske initiativer og lægge grunden til fremtidige EU-foranstaltninger; agter derfor at foreslå en pakke af pilotprojekter og forberedende foranstaltninger i overensstemmelse med dets politiske prioriteter og Kommissionens vurdering; har tillid til, at Kommissionen foretager en upartisk evaluering af forslagene til forberedende foranstaltninger og pilotprojekter på grundlag af en juridisk og finansiel vurdering og forventer at modtage præcise og detaljerede forklaringer, når et projekt anses for at være »omfattet« af EU-programmer og -politikker, med konkrete eksempler på de EU-foranstaltninger, der anses for at dække forslagene; opfordrer endvidere Kommissionen til at sikre, at pilotprojekter og forberedende foranstaltninger, der vedtages i budgettet, gennemføres fuldt ud, rettidigt og i samarbejde med Parlamentet og gøres mere synlige for at maksimere deres virkning; |
o
o o
|
45. |
pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Revisionsretten. |
(1) EUT L 193 af 30.7.2018, s. 1.
(2) EUT L 433 I af 22.12.2020, s. 11.
(3) EUT C 444 I af 22.12.2020, s. 1.
(4) EUT C 444 I af 22.12.2020, s. 2.
(5) EUT C 444 I af 22.12.2020, s. 3.
(6) EUT C 444 I af 22.12.2020, s. 4.
(7) EUT C 444 I af 22.12.2020, s. 5.
(8) EUT C 444 I af 22.12.2020, s. 6.
(9) EUT C 445 af 29.10.2021, s. 240.
(10) EUT L 433 I af 22.12.2020, s. 28.
(11) EUT L 424 af 15.12.2020, s. 1.
(12) EUT L 433 I af 22.12.2020, s. 23.
(13) EUT L 433 I af 22.12.2020, s. 1.
(14) EUT C 494 af 8.12.2021, s. 2.
(15) EUT C 270 af 7.7.2021, s. 2.
(16) EUT L 243 af 9.7.2021, s. 1.
(17) Vedtagne tekster, P9_TA(2022)0052.
(18) EUT L 45 af 24.2.2022, s. 1.
(19) Domme af 16. februar 2022 i sag C-156/21, Ungarn mod Parlamentet og Rådet, ECLI:EU:C:2022:97, og sag C-157/21, Polen mod Parlamentet og Rådet, ECLI:EU:C:2022:98.
(20) Rådets afgørelse (EU, Euratom) 2020/2053 af 14. december 2020 om ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter og om ophævelse af afgørelse 2014/335/EU, Euratom (EUT L 424 af 15.12.2020, s. 1).