BNIC har anført, at den er oprettet med hjemmel i en bekendtgørelse af 5. januar 1941, og at dens beføjelser med en bekendtgørelse af 4. december 1944 blev tillagt en kommitteret bistået af et rådgivende udvalg, hvis medlemmer, der udnævntes ved bekendtgørelse, var valgt blandt repræsentanter for vinavlerne og forhandlerne.

Den 28. april 1945 godkendte en ny ministeriel bekendtgørelse vedtægten for Bureau national de repartition des vins et eaux-de-vie de cognac, hvis bestemmelser blev udbygget i to bekendtgørelser af henholdsvis 21. januar 1946 og af 20. februar 1946, idet sidstnævnte bekendtgørelse fastsatte reglerne om beregningen af og kontrollen med alderen på cognac.

BNIC har videre anført, at der den 15. juni 1945 blev indført en afgiftslignende ydelse, der pålagdes brændere og forhandlere, og som skulle sikre organisationens økonomiske grundlag, samt at en bekendtgørelse af 9. juli 1946 gav markedet for vin og spiritus fra Cognac en branchemæssig organisation stort set svarende til den nuværende. Kun organisationens sammensætning er senere ved flere lejligheder blevet ændret (bekendtgørelse af 14. november 1960, senere bekendtgørelse af 16. november 1964), idet ændringerne har været uden betydning for indholdet af og formålet med bestemmelserne om organisationens virksomhed.

BNIC har anført, at den består af en forsamling, hvis medlemmer udnævnes ved bekendtgørelse fra landbrugsministeriet på grundlag af forslag fra vedkommende faglige sammenslutninger, og som har en ligeledes af landbrugsministeriet udnævnt agronom som præsident (artikel 2 i bekendtgørelse af 14. november 1960).

Forsamlingens opgave er efter artikel 2 i bekendtgørelse af 9. juli 1946, at:

drøfte og forberede bestemmelser vedrørende erhvervelse, destillation, forhandling, oplagring og salg af vine og spiritus fremstillet i det afgrænsede område,

dvs. ikke en besluttende, men en blot undersøgende og forberedende opgave, da beslutningerne tilkommer statens repræsentant, den kommitterede, der alene er beføjet til at træffe bindende beslutninger (artikel 2 i bekendtgørelse af 4. december 1944).

De nævnte beslutninger samt de ministerielle bekendtgørelser bliver gennemført af BNIC's organisation, der ledes af en direktør, som normalt er en højt placeret statstjenestemand.

Endelig har BNIC henvist til, at den fortsat er finansieret ved provenuet af en afgiftshgnende ydelse, hvis sats hvert år godkendes af det franske parlament i finansloven.

BNIC har henvist til, at organisationens retlige natur har været omtvistet i Frankrig, men at spørgsmålet er afgjort af Conseil d'Etat, der har fundet, at der var tale om et offentligretligt organ med finansiel uafhængighed og selvstændig retsevne, hvis beslutninger skulle indbringes for forvaltningsdomstolene og ikke for de almindelige domstole.

Denne løsning er efter BNIC's opfattelse naturlig, da den udfører opgaver henhørende under det offentlige med:

kontrol af alderen på cognac,

Visse mindstepriser, fastsat af BNIC, kan på mærkbar måde påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Fastsættelsen af mindstepriser for køb af destillerbare vine og ny eller lagret brændevin af medlemmerne af forhandler-gruppen hos medlemmer af vinavler-gruppen synes imidlertid ikke mærkbart at kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Disse priser angår nemlig overdragelser vedrørende halvfabrikata, der ikke på dette stadium normalt er bestemt til forbrug eller forsendelse uden for det afgrænsede Cognacområde. Disse priser øver imidlertid indflydelse på prisniveauet for det færdige produkt som efterfølgende kan være genstand for udførsel; men fra en sådan indirekte indflydelse kan det i nærværende tilfælde ikke sluttes, at samhandelen mellem medlemsstater herved mærkbart kan påvirkes.

BNIC har herudover anført, at priserne i sidste ende har en beskeden eller ringe betydning for produktets endelige forbruger, idet det i betragtning af, at cognac i samtlige Fællesskabets lande beskattes i betydeligt omfang, navnlig er disse afgifter, der er den væsentligste bestanddel i varens pris til forbruger.

BNIC har henvist til, at disse afgifter i Storbritannien udgør 64% af kostprisen, i Belgien 52%, i Forbundsrepublikken Tyskland 45%, i Nederlandene 46%, i Irland 70% og i Danmark 72%.

1)Foreningen i BNIC mellem vinavler-gruppen og forhandler-gruppen kan ikke anses som en sammenslutning af virksomheder, idet:

a)De to gruppers repræsentation i BNIC's generalforsamling beror ikke på en viljesbestemt virksomhedssammenslutning, men på den forskriftsmæssige anvendelse af fransk ret, jfr. artikel 9 i lov af 27. september 1940, bekendtgørelse af 5. januar 1941, bekendtgørelse af 4. december 1944, bekendtgørelse af 28. april 1945 og bekendtgørelse af 9. juli 1946 med senere bekendtgørelser om ændring af reglerne for nævnte offentligretlige organisation.b)Repræsentanterne for vinavler-gruppen og forhandler-gruppen i BNIC er ikke mandateret af denne eller hin virksomhed, men udnævnt ved bekendtgørelse af det franske landbrugsministerium; deres mandat og udførelsen af deres hverv beror følgelig på den ministerielle bekendtgørelse, hvormed de er udnævnt, og ikke på, at de repræsenterer denne eller hin bestemte virksomhed.c)BNIC's generalforsamling har kun rådgivende beføjelser og fremsætter alene i medfør af de for den gældende ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser forslag over for de franske myndigheder til en række foranstaltninger, herunder til en pristarif; de i branchetariffen fastsatte priser bliver bindende for samtlige erhvervsdrivende i branchen alene ved den interministerielle bekendtgørelse; overtrædelser heraf bliver forfulgt ikke som krænkelser af en privatretlig aftale, men som en krænkelse af en fransk offentligretlig forskrift.

a)er af ringe betydning for den endelige forbruger;b)og navnlig er i overensstemmelse med de regionale interesser med henblik på at sikre vinavlerne en rimelig levestandard, at stabilisere markederne, at sikre forsyningerne samtidig med at forbrugerne sikres rimelige priser.

Alle de nævnte formål er omfattet af Romtraktatens artikel 39.

Sagsøgeren har anført, at cognac er spiritus fremstillet på grundlag af vin, der er produceret af bestemte vinstoksorter, høstet i et med en bekendtgørelse af 1. maj 1909 afgrænset geografisk område, og som er omfattet af de i lovdekret af 30. juli 1935 fastsatte bestemmelser om kontrollerede oprindelsesbetegnelser, idet betegnelsen cognac forudsætter iagttagelsen af bestemmelser vedrørende vinfremstilling, destillation, lagring og markedsføring.

Sagsøgte har henvist til, at kostprisen på den spiritus, vinavleren sælger efter destillation, er sammensat af to elementer, nemlig prisen på den vin, der er medgået, og omkostningen til destillationen.

Efter sagsøgtes opfattelse er det klart, at fastsættelsen af en mindstepris for sådan spiritus, ny eller lagret, på et højere niveau end det der betinges af de førnævnte to elementer, som naturligt indgår i prisberegningen, kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne.

I den forbindelse har sagsøgte i første række henvist til, at selv om det store flertal af forhandlere/opkøbere er hjemmehørende i Cognac eller i det område, der er afgrænset i 1909-bekendtgørelsen, er der intet til hinder for, at en forhandler, der er hjemmehørende uden for det afgrænsede område, opkøber denne spiritus med henblik på blanding, uden at retten til betegnelsen cognac fortabes, uanset om spiritussen forbliver i Frankrig eller udføres. Salget af spiritus mellem vinavlerne og forhandlerne er således ikke en ren indenlandsk handel, men kan lejlighedsvis være af international karakter.

Sagsøgte har dernæst henvist til, at det navnlig må haves for øje, at den således fremstillede spiritus, for hvilken der for forhandlerne er fastsat en mindsteindkøbspris, er råvaren til det færdige produkt cognac, hvis betydning i den internationale handel er ubestridelig.

Sagsøgte har anført, at Kommissionen i den førnævnte beslutning af 15. december 1982 oplyser, at 80% af det samlede cognacsalg sker uden for Frankrig, at salget i fællesmarkedet udgør ca. 52% af det samlede salg samt at eksporten fra Frankrig til de ni øvrige fællesmarkedslande udgør 40% af den samlede eksport.

Det er sagsøgtes opfattelse, at den omstændighed, at Kommissionen i sin beslutning af 15. december 1982 ikke befatter sig med en til nærværende sag fuldt ud svarende situation, ikke er afgørende, idet klagen fra UGAL, der førte til den pågældende beslutning, angik brancheaftalen af 7. november 1980 (som aftalerne af 12. december 1978 og 18. oktober 1979) for så vidt angik omsætningen af det færdige produkt cognac og ikke aftalens artikler 4 og 5, der fastsætter tariffen for ny eller lagret spiritus i produktionsleddet, men de to situationer svarer ikke desto mindre til hinanden: selv om vinavlernes salg af spiritus fortrinsvis sker på det franske hjemmemarked, så påvirker fastsættelsen af en mindstepris ikke desto mindre den internationale handel.

Sagsøgte har således henvist til, at cognac er den eneste spiritus, der er fremstillet i et fællesmarkedsland, og som er underlagt den omtvistede restriktive ordning, idet det i øvrigt drejer sig om spiritus fremstillet af vin som fransk armagnac eller italiensk grappa, om frugtbrændevin (svesker, pærer, mirabeller) fremstillet i såvel Tyskland som Frankrig eller om kornbrændevin (whisky eller akvavit fremstillet i England eller i Danmark), som kan forhandles fuldstændig frit for så vidt angår priserne.

Sagsøgte er af den opfattelse, at cognacforhandlerne under disse omstændigheder er ringere stillet end franske og udenlandske forhandlere af konkurrerende spiritus, fordi cognacforhandlerne med fastsættelsen af deres salgspriser må tage hensyn til en indkøbspris på råvaren, der er påtvunget og ikke frit fastsat.

Sagsøgte har anført, at det anførte ville være af ringe betydning, såfremt det drejede sig om et bi-element i kostprisen på cognac, såsom omkostningerne til etikettering eller emballage, men er af betydelig vægt når den indkøbspris, der er påtvunget, angår hovedbestanddelen i det færdige produkt.

Sagsøgte har i den forbindelse henvist til økonomiske statistikker, der viser, at indkøbsprisen for spiritus i forhold til salgsprisen på cognac udgør en andel på ikke under 40-50% for salgene på flaske (88% af den samlede omsætning) og 60-70% for salgene på fad (12% af det samlede salg), og fremhævet, at det udelukkende er på prisen at mindre virksomheder kan konkurrere med de største virksomheder, der med betydelige reklamemidler behersker markedet, samt at det er i forbrugernes rigtigt forståede interesse at denne priskonkurrence uhindret kan udfolde sig.

Sagsøgte har gjort gældende, at det forelagte spørgsmål udtrykkeligt angår den omstændighed, at cognac omfattes af en kontrolleret oprindelsesbetegnelse, og den materielt ubestridelige omstændighed, at cognac nydes udelukkende rent, hvilket viser, at den forelæggende ret overvejer, hvorvidt den eneret, der er forbundet med den kontrollerede oprindelsesbetegnelse cognac, ikke automatisk udelukker produktet fra fællesskabsreglens anvendelse, fordi der i ingen anden medlemsstat kan fremstilles en helt tilsvarende spiritus, i hvert fald hvad angår navnet.

I den forbindelse har sagsøgte henvist til Domstolens praksis (sag 168/78, Kommissionen/Frankrig; sag 169/78, Kommissionen/Italien; sag 171/78, Kommissionen/Danmark; domme af 27. februar 1980; sag 216/81, Cogis/Amministrazione delle finanze dello Stato, dom af 15. juli 1982) og gjort gældende, at de grundsætninger, denne praksis har knæsat i forbindelse med håndhævelsen af eller fortolkningen af bestemmelserne i EØF-traktatens artikel 95, er anvendelige i nærværende sag, da man ikke kan forestille sig, at udtrykket lignende varer skal fortolkes forskelligt alt efter om det drejer sig om vilkårene for den handelsmæssige konkurrence eller en statslig beskyttelsesforanstaltning i form af afgiftsbestemmelser.

Sagsøgte har henvist til, at Domstolen i de nævnte domme har udtalt: alle former for spiritus [ har ] fælles træk, som er tilstrækkeligt fremtrædende til, at det kan antages, at der i alle tilfælde består et i hvert fald delvis eller potentielt konkurrenceforhold, hvorved Domstolen har lagt til grund:

1)Inden for den største gruppe af alkoholholdige drikkevarer indeholder spiritus fremstillet ved destillation som det væsentligste kendetegn alkohol, egnet til indtagelse for mennesker, i en relativ høj koncentration, hvorfor disse spiritusprodukter udgør en identificerbar gruppe, forenet af fælles kendetegn.2)Produkternes individuelle kendetegn gør det muligt at definere typiske former for spiritus så nøjagtigt, at nogle af dem tilmed er beskyttet af oprindelsesbetegnelser.

Sagsøgte har henvist til, at Domstolen således har fundet, at følgende afgiftsbestemmelser stred mod fællesskabsretten:

franske bestemmelser til beskyttelse af indenlandsk spiritus mod whisky og genever,

Kommissionen har anført, at BNIC's kvalifikation som privatretlig eller offentligretlig organisation i national fransk ret henhører under de nationale domstoles kompetence og at denne kvalifikation som sådan ikke kan tages i betragtning ved en bedømmelse, der udelukkende vedrører anvendelsen af fællesskabsretten.

Kommissionen har henvist til Domstolens praksis (domme af 15. maj 1975, sag 71/74 Frubo, Sml. 1975, s. 563, præmisserne 30 og 31, samt af 29. oktober 1980, sagerne 209-215/78 og 218/78, Sml. 1980, s. 3125, præmis 88) og gjort gældende, at udtrykket sammenslutning af virksomheder skal fortolkes i lyset af formålet med artikel 85, stk. 1, nemlig afskaffelsen af konkurrencebegrænsninger, der beror på de pågældende virksomheders fælles vilje, når virksomheder under en organisation træffer foranstaltninger, der har de i artikel 85, stk. 1, omhandlede virkninger.

Der bør således efter Kommissionens opfattelse sondres mellem på den ene side BNIC's virksomhed i forbindelse med dens lovbestemte opgaver og de procedurer, der vedrører foranstaltninger, den kommitterede ved BNIC som regelfastsættende myndighed træffer, og på den anden side virksomheden i forbindelse med aftale-procedurerne med fastsættelse af priser efter bestemmelserne i lov nr. 75-600, der som i nærværende sag fører til brancheaftaler og disses efterfølgende udvidelse med interministeriel ^bekendtgørelse.

Efter Kommissionens opfattelse kommer denne forskel i procedurerne konkret til udtryk i den kommitteredes beslutning af 11. november 1980, der indeholder en række bestemmelser vedrørende vin og spiritus (højeste mængder forproduktion og afsætning), men som for prisernes vedkommende blot henviser til, at en brancheaftale vil fastsætte mindstepriserne for vine fra Cognacområdet bestemt til fremstilling af cognac....

Kommissionen har endvidere anført, at den omtvistede aftale, der angår priserne på hvidvine, spiritus og cognac uden at gøre nogen forskel på de hvidvine, der omfattes af den kommitteredes beslutning, af underskriverne selv præsenteres som en aftale enstemmigt vedtaget af de repræsenterede faglige grupper, som selv, og ikke den kommitterede, anmoder om aftalens udvidelse (aftalens artikel 11).

Det er således Kommissionens opfattelse, at når priserne er fastsat af foreningen af vinavler- og forhandler-gruppen i organisationen, uanset om det drejer sig om priserne på vine, spiritus eller cognac som færdigt produkt, handler BNIC, sammensat af disse faglige grupper, der selv er sammensat af virksomheder, som en sammenslutning af virksomheder, jfr. traktatens artikel 85.

Kommissionen har anført, at denne bedømmelse bekræftes af den praksis, BNIC har fulgt vedrørende brancheaftaler om fastsættelse af priser, af hvilken det fremgår:

at brancheaftalerne fra begyndelsen altid har haft karakter af aftaler og er udarbejdet af branchen alene,

For det tilfælde Domstolen imidlertid finder, at der ikke foreligger en sammenslutning af virksomheder har Kommissionen anført, at det i så fald må antages, at der med hensyn til anvendelsen af traktatens artikel 85 i det mindste foreligger aftaler mellem virksomheder snarere end samordnet praksis, som anført i forelæggelsesdommen.

Efter Kommissionens opfattelse er de pågældende brancheaftalers karakter af aftaler tilstrækkelig godtgjort og Kommissionen har i den forbindelse blot henvist til, at kvalifikationen aftale skal forstås abstrakt uden hensyn til hvorvidt der efter fransk ret foreligger bestemmelser, der retligt er bindende for parterne, selv uden nogen bekendtgørelse om udvidelse.

Kommissionen har henvist til, at i Fællesskabets konkurrenceret er det nødvendigt og tilstrækkeligt at der mellem to eller flere parter udtrykkes en fælles vilje for at der foreligger en aftale.

Kommissionen har henvist til Domstolens dom af 15. juli 1970 i sag 41/69 (ACF Chemifarma/Kommissionen, Sml. s. 107), der anser en gentlemen's agreement som en aftale som omhandlet i artikel 85, derved at denne udgjorde... det nøjagtige udtryk for kartelmedlemmernes fælles vilje vedrørende deres adfærd på det fælles marked, hvoraf Kommissionen slutter, at måden, hvorpå priserne fastsattes i nærværende sag, opfylder betingelserne for at der foreligger aftaler og i overensstemmelse med Domstolens dom i sag 71/74, Frubo, aftaler mellem virksomheder for så vidt angår anvendelsen af artikel 85, stk. 1.

I den forbindelse har Kommissionen anført, at afgrænsningen af fællesskabsrettens anvendelsesområde over for national ret beror på, om samhandelen mellem medlemsstaterne faktisk berøres, og at en begrænsning af konkurrencen inden for fællesmarkedet er den materielle betingelse for anvendelsen af artikel 85.

Hvad angår den konkurrencebegrænsende virkning inden for fællesmarkedet har Kommissionen anført, at den pågældende brancheaftale består i direkte eller indirekte fastsættelse af købs- eller salgspriser, hvilket svarer til den første kategori af aftaler, der rammes af traktatens artikel 85, stk. 1, litra a). Efter Kommissionens opfattelse er følgerne af den omtvistede aftale:

a)begrænsning af konkurrencen mellem producenterne, som hindres i at sælge til priser, de selv ønsker,b)begrænsning af konkurrencen mellem forhandlerne for så vidt angår forsyningsomkostningerne, hvilket på længere sigt kan føre til udelukkelse af forhandlere med et mindre finansielt grundlag,c)afsmitningen af denne konkurrencebegrænsning i forbindelse med indkøbsprisen på spiritus på prisen på cognac som færdigt produkt, idet prisen på spiritus er den væsentligste bestanddel af kostprisen på cognac.

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt samhandelen mellem medlemsstater faktisk påvirkes har Kommissionen i første række henvist til, at Domstolen har fastslået: den omstændighed, at et priskartel... kun angår afsætning af varer i en enkelt medlemsstat, er ikke tilstrækkelig til at udelukke, at handelen mellem medlemsstater kan være påvirket (dom af 26. november 1975, sag 73/74, Papiers peints/Kommissionen, Sml. s. 1491, præmis 25).

Kommissionen har gjort gældende, at i nærværende tilfælde er samhandelen mellem medlemsstaterne blevet påvirket. Kommissionen har henvist til, at selv om en begrænsning af konkurrencen gennem mindstepriser direkte kun angår spiritus, der ikke er genstand for sådan samhandel, så udgør den pågældende spiritus den væsentligste bestanddel i kostprisen på cognac som færdigt produkt. De konkurrencebegrænsende virkninger (hindring af fri prisfastsættelse på mindre kendte mærker, hvilket opretholder de kendte mærkers beherskelse af markedet og er til hinder for, at nye mærker lanceres og mindre kendte mærkers vækst) genfindes således for det færdige produkt cognacs vedkommende, hvilket til gengæld er genstand for samhandel mellem medlemsstaterne, da den for 50% vedkommende omsættes i Fællesskabets øvrige medlemsstater.

Herefter er det efter Kommissionens opfattelse uden betydning hvorvidt den vare, der er genstand for en sådan samhandel i Fællesskabet, har eller ikke har særlige egenskaber, der for så vidt angår måden, den nydes på, eller i andre henseender adskiller den fra mulige tilsvarende varer.

1)En aftale indgået inden for en brancheorganisation mellem repræsentanter af de berørte faglige sammenslutninger om bl.a. priser skal anses som en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder, jfr. traktatens artikel 85, stk. 1. Den omstændighed, at en sådan aftale er udvidet i medfør af en offentlig myndigheds beslutning i henhold til national ret, kan ikke ændre bedømmelsen efter fællesskabsretten.2)Med det nævnte svar er det andet spørgsmål uden genstand.3)En aftale eller en vedtagelse inden for sammenslutninger af virksomheder, der fastsætter en mindstepris, har til formål at begrænse konkurrencen som omhandlet i traktatens artikel 85, stk. 1. En sådan aftale eller vedtagelse inden for sammenslutninger af virksomheder kan påvirke handelen mellem medlemsstater, såfremt den pågældende vare, selv om den ikke omsættes i de øvrige medlemsstater, indgår i fremstillingen af et færdigt produkt, der er genstand for samhandel inden for Fællesskabet, på en sådan måde, at dens pris i ikke ringe omfang påvirker salgsprisen på den færdige vare.