<?xml version="1.0" encoding="UTF-8"?><CONCLUSION NNC="YES" xmlns:fmx="http://opoce" xmlns:xsi="http://www.w3.org/2001/XMLSchema-instance" xsi:noNamespaceSchemaLocation="http://formex.publications.europa.eu/schema/formex-05.58-20161101.xd"><BIB.CONCLUSION><REF.CASE FILE="n.a."><NO.CASE>C-653/19 PPU</NO.CASE></REF.CASE><NO.CELEX>62019CC0653</NO.CELEX><NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2019:983">EU:C:2019:983</NO.ECLI><NO.SEQ>0001</NO.SEQ><PAGE.FIRST.ECR>1</PAGE.FIRST.ECR><PAGE.SEQ>1</PAGE.SEQ><PAGE.LAST.ECR>13</PAGE.LAST.ECR><PAGE.TOTAL>13</PAGE.TOTAL></BIB.CONCLUSION><CURR.TITLE><PAGE.HEADER><P><HT TYPE="SC">Forslag til afgørelse fra generaladvokat Pitruzzella – sag C-653/19 (PPU)</HT></P><P><HT TYPE="SC">Spetsializirana prokuratura</HT></P></PAGE.HEADER></CURR.TITLE><TITLE><TI><P><HT TYPE="UC">Forslag til afgørelse fra generaladvokat</HT></P><P><HT TYPE="UC">G. Pitruzzella</HT></P><P>fremsat den <DATE ISO="20191119">19. november 2019</DATE><NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0001"><P>Originalsprog: fransk.</P></NOTE></P></TI><STI><P><HT TYPE="BOLD">Sag C-653/19 (PPU)</HT></P><P>Straffesag mod</P><P>DK</P><P>procesdeltager:</P><P>Spetsializirana prokuratura</P><P><HT TYPE="NORMAL">(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager, Bulgarien))</HT></P></STI></TITLE><INTERMEDIATE><INDEX IDX.CLOSE="«" SEPARATOR=" – " IDX.OPEN="»"><KEYWORD>Præjudiciel forelæggelse</KEYWORD><KEYWORD>retligt samarbejde i straffesager</KEYWORD><KEYWORD>direktiv (EU) 2016/343</KEYWORD><KEYWORD>uskyldsformodning</KEYWORD><KEYWORD>bevisbyrde</KEYWORD><KEYWORD>afgørelse om skyldsspørgsmålet</KEYWORD><KEYWORD>domstolskontrol af opretholdelsen af varetægtsfængslingen</KEYWORD></INDEX></INTERMEDIATE><CONTENTS.CONCLUSION><NP.ECR IDENTIFIER="NP0001"><NO.P>1.</NO.P><TXT>Medlemsstaternes strafferetssystemer er i meget vid udstrækning kendetegnet ved en modsigelse, som det er vanskeligt at overvinde. Samtidig med, at princippet om uskyldsformodning, der er det absolutte grundlag for det europæiske strafferetssystem, højtideligholdes, benytter de sig således i udstrakt grad af varetægtsfængsling<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0002"><P>Jf. vedrørende en sammenlignende undersøgelse A.M. van Kalmthout, M.M. Knapen, og C. Morgenstern (red.), <HT TYPE="ITALIC">Pre-trial Detention in the European Union</HT>, Wolf Legal Publishers, 2009, s. 994.</P></NOTE>. Det spørgsmål, som Domstolen har fået forelagt i forbindelse med nærværende præjudicielle forelæggelse, er, om og i hvilket omfang Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/343 af <DATE ISO="20160309">9. marts 2016</DATE> om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0003"><P><REF.DOC.OJ COLL="L" NO.OJ="065" PAGE.FIRST="1" DATE.PUB="2016">EUT 2016, L 65, s. 1</REF.DOC.OJ>.</P></NOTE> for så vidt angår varetægtsfængsling har gjort det strafferetlige område på EU-plan mindre ufuldstændigt og mindre uafbalanceret<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0004"><P>For at anvende det udtryk, som Europa-Parlamentet anvendte i punkt 5 i sin beslutning af <DATE ISO="20140227">27.2.2014</DATE> med henstillinger til Kommissionen om revision af den europæiske arrestordre (P7_TA(2014)0174).</P></NOTE>.</TXT></NP.ECR><GR.SEQ LEVEL="1"><TITLE><TI><NP><NO.P><HT TYPE="BOLD">I.</HT></NO.P><TXT><HT TYPE="BOLD">Retsforskrifter</HT></TXT></NP></TI></TITLE><GR.SEQ LEVEL="2"><TITLE><TI><NP><NO.P><HT TYPE="BOLD"><HT TYPE="ITALIC">A.</HT></HT></NO.P><TXT><HT TYPE="BOLD"><HT TYPE="ITALIC">Direktiv 2016/343</HT></HT></TXT></NP></TI></TITLE><NP.ECR IDENTIFIER="NP0002"><NO.P>2.</NO.P><TXT>Det fremgår af 16. betragtning til direktiv 2016/343, at <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0001" REF.END="QE0001"/>[d]er vil foreligge en krænkelse af uskyldsformodningen, hvis der i offentlige udtalelser fra offentlige myndigheder eller i andre retsafgørelser end dem, der omhandler skyldsspørgsmålet, henvises til en mistænkt eller tiltalt som skyldig, så længe denne persons skyld ikke er bevist i overensstemmelse med loven. […] Dette bør […] ikke berøre de foreløbige afgørelser af proceduremæssig art, som er truffet af retslige eller andre kompetente myndigheder, og som er baseret på mistanke eller på elementer af belastende beviser, såsom afgørelser om varetægtsfængsling, forudsat at sådanne afgørelser ikke henviser til den<?PAGE NO="2"?> mistænkte eller tiltalte som skyldig. Inden der træffes en foreløbig afgørelse af proceduremæssig art, er den kompetente myndighed måske nødt til forinden at kontrollere, at der er tilstrækkelige elementer af belastende beviser mod den mistænkte eller tiltalte til at begrunde den pågældende afgørelse, og afgørelsen vil kunne indeholde henvisninger til disse elementer<QUOT.END REF.START="QS0001" CODE="00AB" ID="QE0001"/>.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0003"><NO.P>3.</NO.P><TXT>Det fremgår af 22. betragtning til direktiv 2016/343, at <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0002" REF.END="QE0002"/>[b]evisbyrden for at fastslå mistænktes og tiltaltes skyld påhviler anklagemyndigheden, og enhver tvivl bør komme den mistænkte eller tiltalte til gode. Der foreligger en tilsidesættelse af uskyldsformodningen, hvis bevisbyrden overgår fra anklagemyndigheden til forsvaret, uden at dette berører domstolens eventuelle beføjelser til af egen drift at bringe sagens faktiske omstændigheder på det rene, dommerstandens fulde uafhængighed ved bedømmelsen af, om den mistænkte eller tiltalte er skyldig, og anvendelsen af faktiske eller retlige formodninger om strafansvaret for en mistænkt eller tiltalt. Der bør opstilles rimelige grænser for sådanne formodninger, idet der tages hensyn til, hvad der er på spil, og idet retten til et forsvar opretholdes, og de anvendte midler bør stå i et rimeligt forhold til det legitime mål, der forfølges. Sådanne formodninger bør kunne afkræftes og bør under alle omstændigheder kun anvendes, hvis retten til et forsvar overholdes<QUOT.END REF.START="QS0002" CODE="00AB" ID="QE0002"/>.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0004"><NO.P>4.</NO.P><TXT>Nævnte direktivs artikel 1 er affattet således:</TXT><P><QUOT.S LEVEL="1"><ALINEA><P><QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0003" REF.END="QE0003"/>Dette direktiv fastlægger fælles minimumsregler vedrørende:</P><LIST TYPE="alpha"><ITEM><NP><NO.P>a)</NO.P><TXT>visse aspekter af uskyldsformodningen i straffesager</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>b)</NO.P><TXT>retten til at være til stede under retssagen i straffesager.<QUOT.END REF.START="QS0003" CODE="00AB" ID="QE0003"/></TXT></NP></ITEM></LIST></ALINEA></QUOT.S></P></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0005"><NO.P>5.</NO.P><TXT>Artikel 2 i direktiv 2016/343 bestemmer, at direktivet <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0004" REF.END="QE0004"/>finder anvendelse på fysiske personer, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager. Det finder anvendelse på alle stadier i straffesagerne fra det tidspunkt, hvor en person mistænkes eller tiltales for at have begået en strafbar handling eller en påstået strafbar handling, indtil afgørelsen om den endelige fastsættelse af, hvorvidt denne person har begået den pågældende strafbare handling, er blevet endelig<QUOT.END REF.START="QS0004" CODE="00AB" ID="QE0004"/>.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0006"><NO.P>6.</NO.P><TXT>Artikel 6 i direktiv 2016/343 med overskriften <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0005" REF.END="QE0005"/>Bevisbyrde<QUOT.END REF.START="QS0005" CODE="00AB" ID="QE0005"/> bestemmer:</TXT><P><QUOT.S LEVEL="1"><PARAG IDENTIFIER="006.001"><NO.PARAG><QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0006" REF.END="QE0006"/>1.</NO.PARAG><ALINEA>Medlemsstaterne sikrer, at bevisbyrden for at fastslå mistænktes og tiltaltes skyld påhviler anklagemyndigheden. Dette berører ikke dommerens eller den kompetente domstols eventuelle forpligtelse til at søge efter både belastende og diskulperende beviser og forsvarets ret til at fremlægge bevismateriale i overensstemmelse med den gældende nationale ret.</ALINEA></PARAG><PARAG IDENTIFIER="006.002"><NO.PARAG>2.</NO.PARAG><ALINEA>Medlemsstaterne sikrer, at enhver tvivl om skyldsspørgsmålet kommer den mistænkte eller tiltalte til gode, herunder når domstolen bedømmer, hvorvidt den pågældende person bør frifindes.<QUOT.END REF.START="QS0006" CODE="00AB" ID="QE0006"/></ALINEA></PARAG></QUOT.S></P></NP.ECR></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="2"><TITLE><TI><NP><NO.P><HT TYPE="BOLD"><HT TYPE="ITALIC">B.</HT></HT></NO.P><TXT><HT TYPE="BOLD"><HT TYPE="ITALIC">Bulgarsk ret</HT></HT></TXT></NP></TI></TITLE><NP.ECR IDENTIFIER="NP0007"><NO.P>7.</NO.P><TXT>Artikel 270 i Nakazatelno protsesualen kodeks (strafferetsplejeloven) er affattet således:</TXT><P><QUOT.S LEVEL="1"><PARAG IDENTIFIER="270.001"><NO.PARAG><QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0007" REF.END="QE0007"/>1)</NO.PARAG><ALINEA>Spørgsmålet om ændring af tvangsforanstaltningen kan rejses på et hvilket som helst tidspunkt i løbet af retssagen. En ny begæring vedrørende tvangsforanstaltningen kan indgives til den kompetente domsmyndighed, hvis omstændighederne har ændret sig.</ALINEA></PARAG><PARAG IDENTIFIER="270.002"><NO.PARAG>2)</NO.PARAG><ALINEA>Retten udtaler sig ved en kendelse afsagt i offentligt retsmøde.<QUOT.END REF.START="QS0007" CODE="00AB" ID="QE0007"/></ALINEA></PARAG></QUOT.S></P></NP.ECR></GR.SEQ></GR.SEQ><?PAGE NO="3"?><GR.SEQ LEVEL="1"><TITLE><TI><NP><NO.P><HT TYPE="BOLD">II.</HT></NO.P><TXT><HT TYPE="BOLD">Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål</HT></TXT></NP></TI></TITLE><NP.ECR IDENTIFIER="NP0008"><NO.P>8.</NO.P><TXT>DK var til stede under et skyderi, hvorunder en person blev dræbt og en anden alvorligt såret. Efter skyderiet forblev DK på stedet og overgav sig til politiet. På grundlag af disse faktiske omstændigheder blev han anklaget for at tilhøre en organiseret kriminel bande og for mord, og han blev varetægtsfængslet den <DATE ISO="20160611">11. juni 2016</DATE>. Anklagemyndigheden hævder, at DK er ansvarlig for offerets død. DK hævder, at han handlede i selvforsvar.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0009"><NO.P>9.</NO.P><TXT>Straffesagen mod DK gik ind i den retlige fase den <DATE ISO="20171109">9. november 2017</DATE>. DK fremsatte en første begæring om løsladelse den <DATE ISO="20180205">5. februar 2018</DATE>, som ikke blev taget til følge. DK har fremsat mindst seks andre begæringer om løsladelse. De er alle blevet afvist enten i første instans eller i anden instans. Alle disse begæringer er blevet undersøgt på grundlag af lovkravet om, at der skal foreligge nye omstændigheder, der sår tvivl om lovligheden af varetægtsfængslingen.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0010"><NO.P>10.</NO.P><TXT>Den forelæggende ret har anført, at anklagemyndigheden overhovedet ikke har skullet anmode om opretholdelse af varetægtsfængslingen. Varetægtsfængslingen opretholdes, så længe forsvaret ikke kan føre bevis for, at omstændighederne har ændret sig i overensstemmelse med den bulgarske strafferetsplejelovs artikel 270. Den forelæggende ret kan kun træffe afgørelse om løsladelse, når forsvaret har været i stand til på overbevisende måde at godtgøre, at omstændighederne har ændret sig. Ifølge den forelæggende ret flytter strafferetsplejelovens artikel 270 bevisbyrden fra anklagemyndigheden til forsvaret, og der indføres en formodning for, at opretholdelsen af varetægtsfængslingen er lovlig, som det er op til forsvaret at ændre. Den forelæggende ret tvivler på, at en sådan fremgangsmåde er i overensstemmelse med 22. betragtning til direktiv 2016/343 og artikel 6 heri. Den forelæggende ret har ligeledes anført Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (herefter <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0008" REF.END="QE0008"/>Menneskerettighedsdomstolen<QUOT.END REF.START="QS0008" CODE="00AB" ID="QE0008"/>) dom af <DATE ISO="20190827">27. august 2019</DATE>, Magnitskiy m.fl. mod Rusland<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0005"><P>CE:ECHR:2019:0827JUD003263109.</P></NOTE>, hvormed Menneskerettighedsdomstolen fastslog, at formodningen for løsladelse omvendes, når national ret tillader opretholdelse af varetægtsfængslingen, så længe der ikke foreligger nye omstændigheder, og at det svarer til, at bevisbyrden flyttes over på forsvaret. National ret kan således også være i strid med artikel 5, stk. 3, i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, der blev undertegnet i Rom den <DATE ISO="19501104">4. november 1950</DATE> (herefter <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0009" REF.END="QE0009"/>EMRK<QUOT.END REF.START="QS0009" CODE="00AB" ID="QE0009"/>).</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0011"><NO.P>11.</NO.P><TXT>Den forelæggende ret har endvidere anført, at national ret ikke fastsætter noget krav om en maksimal varighed af varetægtsfængsling og heller ikke om, at den automatisk skal efterprøves regelmæssigt.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0012"><NO.P>12.</NO.P><TXT>På denne baggrund har Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager, Bulgarien) besluttet at udsætte sagen og med afgørelse indgået til Domstolens justitskontor den <DATE ISO="20190904">4. september 2019</DATE>, bekræftet den <DATE ISO="20190927">27. september 2019</DATE>, at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål.</TXT><QUOT.S LEVEL="1"><P><QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0010" REF.END="QE0010"/>Er en national lovgivning, som i den retslige fase gør det til en betingelse for, at forsvarets begæring om ophævelse af varetægtsfængslingen af den tiltalte kan tages til følge, at omstændighederne har ændret sig, i overensstemmelse med artikel 6 i og 22. betragtning til direktiv 2016/343 samt artikel 6 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder [herefter <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0011" REF.END="QE0011"/>chartret<QUOT.END REF.START="QS0011" CODE="00AB" ID="QE0011"/>]?<QUOT.END REF.START="QS0010" CODE="00AB" ID="QE0010"/></P></QUOT.S></NP.ECR></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="1"><TITLE><TI><NP><NO.P><HT TYPE="BOLD">III.</HT></NO.P><TXT><HT TYPE="BOLD">Retsforhandlingerne ved Domstolen</HT></TXT></NP></TI></TITLE><NP.ECR IDENTIFIER="NP0013"><NO.P>13.</NO.P><TXT>Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse blev indgivet den <DATE ISO="20190904">4. september 2019</DATE>. Da Domstolen var i tvivl om status i den sag, der verserer for den forelæggende ret, sendte den en anmodning om oplysninger til denne ret, som den besvarede den <DATE ISO="20190913">13. september 2019</DATE>. Den <DATE ISO="20190925">25. september 2019</DATE> oplyste den forelæggende ret Domstolen om, at afgørelsen om løsladelse af DK<?PAGE NO="4"?> var blevet ophævet af retten i anden instans. Den forelæggende ret tilrettelagde den <DATE ISO="20190927">27. september 2019</DATE> et ekstraordinært retsmøde, i hvilket DK fremsatte en ny begæring om løsladelse. På denne baggrund besluttede Domstolen ved afgørelse af <DATE ISO="20191001">1. oktober 2019</DATE> at undergive den præjudicielle forelæggelse hasteproceduren i henhold til procesreglementets artikel 107, stk. 1.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0014"><NO.P>14.</NO.P><TXT>DK og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Kun Kommissionen har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den <DATE ISO="20191107">7. november 2019</DATE>.</TXT></NP.ECR></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="1"><TITLE><TI><NP><NO.P><HT TYPE="BOLD">IV.</HT></NO.P><TXT><HT TYPE="BOLD">Bedømmelse</HT></TXT></NP></TI></TITLE><GR.SEQ LEVEL="2"><TITLE><TI><NP><NO.P><HT TYPE="BOLD"><HT TYPE="ITALIC">A.</HT></HT></NO.P><TXT><HT TYPE="BOLD"><HT TYPE="ITALIC">Indledende overvejelser</HT></HT></TXT></NP></TI></TITLE><NP.ECR IDENTIFIER="NP0015"><NO.P>15.</NO.P><TXT>Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om en national straffelov, hvorefter en afgørelse om varetægtsfængsling kun kan omgøres under straffesagens retslige fase, hvis der foreligger <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0012" REF.END="QE0012"/>nye omstændigheder<QUOT.END REF.START="QS0012" CODE="00AB" ID="QE0012"/>, er forenelig med artikel 6 i direktiv 2016/343 og i givet fald med chartret. Læsningen af det præjudicielle spørgsmål skal dog suppleres med de øvrige begrundelser i forelæggelsesafgørelsen, hvoraf det fremgår lidt tydeligere, at det pågældende spørgsmål er stillet i tilknytning til spørgsmålet om bevisbyrden. Er en lovgivning, der kræver af den tiltalte, at denne beviser, at der foreligger nye omstændigheder, hvis denne ønsker at få varetægtsfængslingen bragt til ophør, med andre ord forenelig med artikel 6 i direktiv 2016/343?</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0016"><NO.P>16.</NO.P><TXT>Det enkle spørgsmål, der er blevet forelagt for Domstolen, tegner kun konturerne af de grundlæggende udfordringer, som spørgsmålet reelt indebærer for det europæiske strafferetlige område.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0017"><NO.P>17.</NO.P><TXT>Dette spørgsmål er således blevet stillet i en særlig kontekst. Den forelæggende ret har i temmelig foruroligende vendinger beskrevet den nationale lovgivning, der finder anvendelse på varetægtsfængsling. Varetægtsfængslingen er navnlig ikke tidsbegrænset, når først straffesagen er gået ind i den retslige fase. Det fremgår ganske vist af artikel 270 i den bulgarske strafferetsplejelov, at den tiltalte <HT TYPE="ITALIC">på et hvilket som helst tidspunkt</HT> kan begære varetægtsfængslingen bragt til ophør, men det ser ud til, at det i praksis er særdeles vanskeligt at blive løsladt eller at opnå en ændring af tvangsforanstaltningen<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0006"><P>Som Kommissionen har bemærket i retsmødet, fastsætter selve teksten til strafferetsplejelovens artikel 270 dog hverken forsvarets og anklagemyndighedens respektive roller, eller det krævede bevisniveau eller de omstændigheder, der kan betragtes som <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0013" REF.END="QE0013"/>nye<QUOT.END REF.START="QS0013" CODE="00AB" ID="QE0013"/> i henhold til denne bestemmelse, hvilket efter min opfattelse giver retten en vis skønsbeføjelse, når den skal anvende denne bestemmelse, med mindre andre forhold i national ret, som der ikke er blevet redegjort for i sagsakterne, forhindrer dette.</P></NOTE>.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0018"><NO.P>18.</NO.P><TXT>Jeg må i den forbindelse give udtryk for min bekymring over en sådan situation. Denne bekymring gælder to niveauer: først og fremmest på <HT TYPE="ITALIC">mikroniveau</HT> i forhold til DK’s personlige situation og dernæst på <HT TYPE="ITALIC">makroniveau</HT> i forhold til det, som denne sag siger om virkeligheden i det europæiske strafferetlige område.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0019"><NO.P>19.</NO.P><TXT>For det første er DK tiltalt, men en tiltalt er en person, der endnu ikke kan betragtes som skyldig, og som endog potentielt er uskyldig. Kan vi føle os helt rolige ved tanken om, at hans varetægtsfængsling er tidsubegrænset? Er det ikke en tilsnigelse fortsat at tale om <HT TYPE="ITALIC">varetægtsfængsling</HT>? Det tilkommer ganske vist ikke mig at tage stilling til medlemsstaternes valg af systemer, der i omfattende grad benytter varetægtsfængsling<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0007"><P>Og det så meget desto mere, fordi jeg uden problemer erkender, at dette valg naturligvis også er dikteret af hensynet til beskyttelsen af den offentlige sikkerhed.</P></NOTE>, men efter min opfattelse bør man ved enhver bedømmelse af dette tema holde sig for øje, at det er potentielt <HT TYPE="ITALIC">uskyldige</HT> personer, der under generelt temmelig usle forhold venter på at få deres skæbne i straffemæssig henseende afgjort.</TXT></NP.ECR><?PAGE NO="5"?><NP.ECR IDENTIFIER="NP0020"><NO.P>20.</NO.P><TXT>For det andet skyldes min bekymring den næsten ikke-eksisterende harmonisering af dette område på europæisk plan, som jeg vil påvise på et senere tidspunkt. Denne sag tvinger os til at erkende EU-rettens begrænsninger. I forbindelse med et så grundlæggende spørgsmål som varetægtsfængslingens varighed og betingelserne for, hvordan varetægtsfængslingen kan bestrides ved retten, er det nedslående at konstatere, at EU-retten er meget lidt effektiv. Det hele kan ikke undskyldes med, at EU savner kompetence til at handle på dette område.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0021"><NO.P>21.</NO.P><TXT>På det strafferetlige område kan det, der ikke er sikret af EU, naturligvis være sikret af Menneskerettighedsdomstolen. Den foreliggende sag kan således betragtes som en lejlighed for Domstolen til at udøve sin rolle som kompetencefordeler<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0008"><P>Hvis man vil tilgive mig dette lån fra doyen Vedel.</P></NOTE>. Det er indlysende, at det, der ikke er omfattet af EU-retten, ikke nødvendigvis ligger uden for selve det retlige område. Jeg vil vende tilbage hertil på et senere tidspunkt, men Menneskerettighedsdomstolen har udviklet vigtige principper, der afgrænser den skønsbeføjelse, som de stater, der er parter i EMRK, har i tilknytning til afgørelser om varetægtsfængsling. Hvor længe skal DK forblive varetægtsfængslet, inden hans sag kan blive afgjort af domstolen i Strasbourg? Kan den overhovedet det, når hans repræsentanter, måske af økonomiske årsager, ikke har deltaget i retsmødet for Domstolen?</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0022"><NO.P>22.</NO.P><TXT>Bortset fra spørgsmålet om forholdet mellem systemerne bør EU-lovgiver hurtigt give sig i kast med spørgsmålet om harmonisering, uanset hvor minimal den måtte være, af varetægtsfængsling, for på længere sigt er det det europæiske strafferetlige område, der er truet. Der kan således kun gennemføres et retligt samarbejde i straffesager, hvis den gensidige tillid mellem medlemsstaterne styrkes, og denne tillid kan ikke opstå reelt, hvis der anvendes så forskellige standarder i medlemsstaterne inden for varetægtsfængsling, som er, og det skal understreges, en undtagelse, der skal være så begrænset som muligt, fra hjørnestenen i vores retssamfund, nemlig retten til frihed.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0023"><NO.P>23.</NO.P><TXT>Uanset min bekymring og min beklagelse over EU-rettens nuværende status kan jeg dog blot konstatere efter en streng juridisk bedømmelse, at DK’s situation ikke kan løses på grundlag af direktiv 2016/343.</TXT></NP.ECR></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="2"><TITLE><TI><NP><NO.P><HT TYPE="BOLD"><HT TYPE="ITALIC">B.</HT></HT></NO.P><TXT><HT TYPE="BOLD"><HT TYPE="ITALIC">Det præjudicielle spørgsmål</HT></HT></TXT></NP></TI></TITLE><NP.ECR IDENTIFIER="NP0024"><NO.P>24.</NO.P><TXT>Pålægger artikel 6 i direktiv 2016/343 medlemsstaterne at fastsætte bestemmelser om, at bevisbyrden skal ligge hos anklagemyndigheden, når forsvaret begærer varetægtsfængslingen bragt til ophør, når den opretholdes efter, at straffesagen er gået ind i den retslige fase? For at besvare dette spørgsmål vil jeg for det første redegøre for, at direktiv 2016/343 ikke fastsætter nogen regler om betingelserne for, at en afgørelse om opretholdelse af varetægtsfængslingen kan bestrides. Denne foreløbige konklusion vil for det andet blive prøvet ved hjælp af Domstolens praksis vedrørende direktiv 2016/343 og afgørelserne om varetægtsfængsling. For det tredje vil jeg afslutte min bedømmelse med en gengivelse af Menneskerettighedsdomstolens retningslinjer.</TXT></NP.ECR><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><NP><NO.P><HT TYPE="ITALIC">1)</HT></NO.P><TXT><HT TYPE="ITALIC">Ordlydsfortolkning, systemisk, historisk og teleologisk fortolkning af direktiv 2016/343</HT></TXT></NP></TI></TITLE><NP.ECR IDENTIFIER="NP0025"><NO.P>25.</NO.P><TXT>Indledningsvis skal det bemærkes, at forbindelsen mellem den i hovedsagen omhandlede situation og artikel 6 i direktiv 2016/343 ikke er umiddelbart indlysende.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0026"><NO.P>26.</NO.P><TXT>Det fremgår ganske vist af direktiv 2016/343, at det finder anvendelse <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0014" REF.END="QE0014"/>på fysiske personer, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager<QUOT.END REF.START="QS0014" CODE="00AB" ID="QE0014"/><NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0009"><P>Artikel 2 i direktiv 2016/343.</P></NOTE>. Det er ubestridt, at DK er omfattet af det personelle anvendelsesområde for direktiv 2016/343.</TXT></NP.ECR><?PAGE NO="6"?><NP.ECR IDENTIFIER="NP0027"><NO.P>27.</NO.P><TXT>Desuden finder direktivet anvendelse på <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0015" REF.END="QE0015"/>alle stadier i straffesagerne<QUOT.END REF.START="QS0015" CODE="00AB" ID="QE0015"/>, dvs. fra det tidspunkt, hvor en person mistænkes eller tiltales for at have begået en strafbar handling, indtil afgørelsen om den endelige fastsættelse af, hvorvidt denne person har begået den pågældende strafbare handling, er blevet endelig<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0010"><P>Jf. artikel 2 i direktiv 2016/343.</P></NOTE>. Den periode, i hvilken den tiltalte er varetægtsfængslet, indgår fuldt ud i denne procedure, således at situationen i hovedsagen principielt er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2016/343<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0011"><P>Jf. analogt hermed dom af <REF.DOC.ECR><DATE ISO="20180919">19.9.2018</DATE>, <NAME.CASE>Milev</NAME.CASE> (<NO.CASE>C-310/18 PPU</NO.CASE>, <NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2018:732">EU:C:2018:732</NO.ECLI>, præmis <REF.NP.ECR REF="NP0040">40</REF.NP.ECR></REF.DOC.ECR>).</P></NOTE>. Det er dog indlysende, at ikke alle direktivets artikler nødvendigvis finder anvendelse i alle faser af straffesagen<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0012"><P>Jf. navnlig artikel 8 og 9 i direktiv 2016/343, hvori sikres henholdsvis retten til at være til stede under retssagen og retten til en ny retssag.</P></NOTE>.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0028"><NO.P>28.</NO.P><TXT>Kan artikel 6 i direktiv 2016/343 alligevel lægges til grund for en besvarelse af spørgsmålet om bevisbyrden i sager, hvori opretholdelsen af varetægtsfængslingen bestrides? Det er jeg ikke overbevist om.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0029"><NO.P>29.</NO.P><TXT>Det skal i denne henseende holdes for øje, at denne artikel indgår i et større kapitel om uskyldsformodningen. Med direktiv 2016/343 forpligtes medlemsstaterne således til at sikre, at mistænkte og tiltalte betragtes som uskyldige, indtil deres skyld er bevist i overensstemmelse med loven<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0013"><P>Jf. artikel 3 i direktiv 2016/343.</P></NOTE>. Det skal navnlig sikres, at en mistænkt eller tiltalt i offentlige udtalelser fra offentlige myndigheder og i retsafgørelser ikke omtales som skyldig, så længe denne persons skyld ikke er bevist i overensstemmelse med loven<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0014"><P>Jf. artikel 4, stk. 1, i direktiv 2016/343.</P></NOTE>. Dette skal dog forstås således, at <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0016" REF.END="QE0016"/>[d]ette [ikke] berører handlinger fra anklagemyndigheden, der har til formål at bevise den mistænktes eller tiltaltes skyld, og <HT TYPE="ITALIC">foreløbige afgørelser af proceduremæssig art, som er truffet af retslige eller andre kompetente myndigheder, og som er baseret på mistanke eller belastende beviser</HT><QUOT.END REF.START="QS0016" CODE="00AB" ID="QE0016"/><NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0015"><P>Artikel 4, stk. 1, i direktiv 2016/343. Min fremhævelse.</P></NOTE>. Angående den måde, hvorpå uskyldsformodningen skal opretholdes i offentlige udtalelser fra offentlige myndigheder og i de foreløbige afgørelser af proceduremæssig art, kan ordlyden af artikel 4 i direktiv 2016/343 effektivt belyses ved hjælp af 16. betragtning til direktivet, hvoraf det fremgår, at et anklageskrift ikke kan anses for at betragte den berørte person som potentielt skyldig. Overholdelsen af uskyldsformodningen <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0017" REF.END="QE0017"/>bør heller ikke berøre de foreløbige afgørelser af proceduremæssig art […], såsom <HT TYPE="ITALIC">afgørelser om varetægtsfængsling</HT>, forudsat at sådanne afgørelser ikke henviser til den mistænkte eller tiltalte som skyldig. Inden der træffes en foreløbig afgørelse af proceduremæssig art, er den kompetente myndighed <HT TYPE="ITALIC">måske</HT> nødt til forinden at <HT TYPE="ITALIC">kontrollere, at der er tilstrækkelige elementer af belastende beviser mod den mistænkte eller tiltalte</HT> til at begrunde den pågældende afgørelse, og afgørelsen <HT TYPE="ITALIC">vil kunne</HT> indeholde henvisninger til disse elementer<QUOT.END REF.START="QS0017" CODE="00AB" ID="QE0017"/><NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0016"><P>16. betragtning til direktiv 2016/343. Min fremhævelse.</P></NOTE>. Når der således her henvises til afgørelser om varetægtsfængsling, sker det udelukkende i forhold til spørgsmålet om offentlige udtalelser fra offentlige og retlige myndigheder, som i henhold til direktivet ikke må henvise til den mistænkte eller tiltalte som skyldig.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0030"><NO.P>30.</NO.P><TXT>Hvad angår bevisbyrden som sådan pålægger artikel 6, stk. 1, i direktiv 2016/343 – som det præjudicielle spørgsmål netop vedrører – medlemsstaterne at sikre, at bevisbyrden <HT TYPE="ITALIC">for at fastslå</HT> mistænktes og tiltaltes <HT TYPE="ITALIC">skyld</HT> påhviler anklagemyndigheden. Det betyder, at <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0018" REF.END="QE0018"/>[d]ette berører ikke dommerens eller den kompetente domstols eventuelle forpligtelse til at søge efter både belastende og diskulperende beviser og forsvarets ret til at fremlægge bevismateriale i overensstemmelse med den gældende nationale ret<QUOT.END REF.START="QS0018" CODE="00AB" ID="QE0018"/><NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0017"><P>Artikel 6, stk. 1, i direktiv 2016/343.</P></NOTE>. Tvivlen skal komme den mistænkte eller tiltalte til gode, <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0019" REF.END="QE0019"/>herunder når domstolen bedømmer, hvorvidt den pågældende person bør frifindes<QUOT.END REF.START="QS0019" CODE="00AB" ID="QE0019"/><NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0018"><P>Artikel 6, stk. 2, i direktiv 2016/343.</P></NOTE>. 22. betragtning til direktiv 2016/343 tydeliggør lovgivers hensigt. Det fremgår heraf, at der er tale om bevisbyrden for at fastslå mistænktes og tiltaltes <HT TYPE="ITALIC">skyld</HT>, og at denne byrde bør påhvile anklagemyndigheden. EU-lovgiver synes at have accepteret muligheden for, at der anvendes faktiske eller retlige formodninger vedrørende<?PAGE NO="7"?> mistænktes eller tiltaltes strafferetlige ansvar, uden at disse sår tvivl om princippet om uskyldsformodning, forudsat at der <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0020" REF.END="QE0020"/>opstilles rimelige grænser for sådanne formodninger, idet der tages hensyn til, hvad der er på spil, og idet retten til et forsvar opretholdes, og de anvendte midler bør stå i et rimeligt forhold til det legitime mål, der forfølges. Sådanne formodninger bør kunne afkræftes og bør under alle omstændigheder kun anvendes, hvis retten til et forsvar overholdes<QUOT.END REF.START="QS0020" CODE="00AB" ID="QE0020"/><NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0019"><P>22. betragtning til direktiv 2016/343. Den meget detaljerede formulering af denne betragtning står i modsætning til den mere kortfattede formulering af artikel 6 i direktiv 2016/343, som ikke nævner nogen af de formodninger, der er omhandlet i præamblen.</P></NOTE>.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0031"><NO.P>31.</NO.P><TXT>Selv om artikel 4 i direktiv 2016/343 således udtrykkeligt henviser til foreløbige afgørelser af proceduremæssig art, såsom afgørelser om varetægtsfængsling<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0020"><P>Som det fremgår af 16. betragtning til direktiv 2016/343.</P></NOTE>, må det konstateres, at direktivets artikel 6 ikke indeholder en sådan henvisning. Det samme gælder 22. betragtning til direktivet. Det kan efter min opfattelse forklares med den omstændighed, at EU-lovgiver her ser på et andet stadium i straffesagen, nemlig afgørelsen af skyldsspørgsmålet<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0021"><P>Ordlyden af 36. og 37. betragtning synes at bekræfte, at <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0021" REF.END="QE0021"/>en afgørelse om en mistænkts eller tiltalts skyld eller uskyld<QUOT.END REF.START="QS0021" CODE="00AB" ID="QE0021"/> ifølge lovgiver principielt træffes ved sagens afslutning.</P></NOTE>. Artikel 4 i direktiv 2016/343 har imidlertid for så vidt angår afgørelser om varetægtsfængsling alene til formål, at sikre, at de foreløbige afgørelser af proceduremæssig art ikke henviser til de tiltalte som skyldige. Eftersom afgørelsen om varetægtsfængsling ikke er en afgørelse af de pågældende personers skyld, som det i øvrigt fremgår udtrykkeligt af direktivet<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0022"><P>Anvendelsesområdet for artikel 4 i direktiv 2016/343 adskiller sig således naturligt meget fra anvendelsesområdet for direktivets artikel 6. Artikel 4 i direktiv 2016/343 finder anvendelse på offentlige udtalelser fra offentlige myndigheder og andre retsafgørelser end dem, der omhandler skyldsspørgsmålet, men også på foreløbige afgørelser af proceduremæssig art, såsom afgørelser om varetægtsfængsling. Direktivets artikel 6 finder derimod efter min opfattelse kun anvendelse på afgørelser af realiteten og dermed skyldsspørgsmålet. En anden illustration af denne sondring kan findes i dom af <REF.DOC.ECR><DATE ISO="20190905">5.9.2019</DATE>, <NAME.CASE>AH m.fl. (Uskyldsformodning)</NAME.CASE> (<NO.CASE>C-377/18</NO.CASE>, <NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2019:670">EU:C:2019:670</NO.ECLI>, præmis <REF.NP.ECR REF="NP0034">34</REF.NP.ECR> og <REF.NP.ECR REF="NP0035">35</REF.NP.ECR></REF.DOC.ECR>).</P></NOTE>, er en sådan afgørelse efter min opfattelse ikke omfattet af anvendelsesområdet for artikel 6 i direktiv 2016/343.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0032"><NO.P>32.</NO.P><TXT>En sådan fortolkning afkræftes efter min opfattelse ikke af ordlyden af artikel 6, stk. 2, i direktiv 2016/343, som bestemmer, at enhver tvivl skal komme tiltalte til gode. Eftersom der træffes afgørelse om varetægtsfængsling, inden der træffes afgørelse om skyldsspørgsmålet – dvs. på et tidspunkt i straffesagen, hvor der ikke kan herske nogen overbevisning om skyld, og hvor der nødvendigvis endnu må forekomme tvivl – må tanken om varetægtsfængsling, som Kommissionen med føje har bemærket, anses for at blive mindre fra dag til dag, hvis artikel 6, stk. 2, i direktiv 2016/343 ligeledes anses for at finde anvendelse på afgørelser om varetægtsfængsling<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0023"><P>Der er i dette tilfælde hovedsageligt tale om tilfælde af fersk gerning eller uafviselige tilståelser, hvis sådanne tilståelser ellers findes. Men i EMRK betragtes alene eksistensen af <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0022" REF.END="QE0022"/>rimelig grund til at mistænke en person for at have begået en lovovertrædelse<QUOT.END REF.START="QS0022" CODE="00AB" ID="QE0022"/> – og ikke vished – som en af betingelserne for, at undtagelsen fra retten til frihed og sikkerhed kan bringes i anvendelse; jf. EMRK’s artikel 5, stk. 1, litra c).</P></NOTE>.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0033"><NO.P>33.</NO.P><TXT>En snæver fortolkning af artikel 6 i direktiv 2016/343, således at den ikke vedrører spørgsmålet om fordeling af bevisbyrden i forbindelse med vedtagelse af en afgørelse om varetægtsfængsling, underbygges efter min opfattelse af en historisk fortolkning af direktivet. Det fremgår af punkt 16 i begrundelsen til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0024"><P>COM(2013) 821 final.</P></NOTE>, at Kommissionen var af den opfattelse, at eftersom EU allerede havde truffet andre initiativer vedrørende varetægtsfængsling, <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0023" REF.END="QE0023"/>[behandledes denne] derfor ikke i dette direktiv<QUOT.END REF.START="QS0023" CODE="00AB" ID="QE0023"/>. Den hidtil meget begrænsede<?PAGE NO="8"?> rækkevidde af disse andre lovgivningsinitiativer<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0025"><P>Mig bekendt er der ikke sket en konkret opfølgning på grønbogen af <DATE ISO="20110614">14.6.2011</DATE> <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0024" REF.END="QE0024"/>Styrkelse af den gensidige tillid inden for det europæiske retlige område – en grønbog om anvendelse af EU-lovgivningen om frihedsberøvelse på det strafferetlige område<QUOT.END REF.START="QS0024" CODE="00AB" ID="QE0024"/> (KOM(2011) 327 endelig udg.). Kommissionen henviste ligeledes til punkt 16 i begrundelsen til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager (COM(2013) 821 final), til Rådets rammeafgørelse 2009/829/RIA af <DATE ISO="20091023">23.10.2009</DATE> om anvendelse mellem Den Europæiske Unions medlemsstater af princippet om gensidig anerkendelse på afgørelser om tilsynsforanstaltninger som et alternativ til varetægtsfængsling (<REF.DOC.OJ COLL="L" NO.OJ="294" PAGE.FIRST="20" DATE.PUB="2009">EUT 2009, L 294, s. 20</REF.DOC.OJ>). Formålet med denne rammeafgørelse er, som det fremgår af titlen, at fremme den gensidige anerkendelse af alternativer til varetægtsfængsling: Det er således ikke tanken, at den skal regulere selve varetægtsfængslingen. Den erkendte endvidere, at retten til, at der anvendes en ikke-frihedsberøvende foranstaltning som et alternativ til varetægtsfængsling som led i en straffesag er <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0025" REF.END="QE0025"/>et spørgsmål, som er underlagt lovgivningen og procedurerne i den medlemsstat, hvor straffesagen finder sted<QUOT.END REF.START="QS0025" CODE="00AB" ID="QE0025"/> (artikel 2, stk. 2, i rammeforordning 2009/829).</P></NOTE> kan ikke berettige en fortolkning af direktiv 2016/343, der går videre, end det, som direktivet tillader. Det skal i denne henseende endvidere bemærkes, at Parlamentets forslag om, at der alene blev indsat en udtrykkelig henvisning til varetægtsfængsling i artikel 4, ikke blev vedtaget<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0026"><P>Jf. ændringsforslag 41 i betænkning om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager (dok. A8-0133/2015).</P></NOTE>.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0034"><NO.P>34.</NO.P><TXT>Som anført ovenfor er formålet med direktiv 2016/343 at styrke <HT TYPE="ITALIC">visse</HT> aspekter af uskyldsformodningen med henblik på at forbedre den gensidige tillid mellem medlemsstaterne til hinandens strafferetlige systemer og gensidig anerkendelse af domme og andre retsafgørelser<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0027"><P>Jf. anden og fjerde betragtning til direktiv 2016/343.</P></NOTE>. Med direktiv 2016/343 blev der indført <HT TYPE="ITALIC">minimumsbestemmelser</HT> i overensstemmelse med dets retsgrundlag<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0028"><P>Dvs. artikel 82 TEUF, der i stk. 2 bestemmer, at der fastsættes minimumsregler i den udstrækning, det er nødvendigt <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0026" REF.END="QE0026"/>for at lette den gensidige anerkendelse af domme og retsafgørelser samt det politimæssige og retlige samarbejde i straffesager med en grænseoverskridende dimension<QUOT.END REF.START="QS0026" CODE="00AB" ID="QE0026"/>. Disse minimumsregler tager endvidere hensyn til forskellene mellem medlemsstaternes retstraditioner og retssystemer og berører ikke muligheden for at opretholde eller indføre et højere beskyttelsesniveau.</P></NOTE>, som kun vedrører <HT TYPE="ITALIC">visse</HT> aspekter af uskyldsformodningen i straffesager<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0029"><P>Jf. fjerde og niende betragtning til direktiv 2016/343 og artikel 1 heri.</P></NOTE>.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0035"><NO.P>35.</NO.P><TXT>I Domstolens praksis er der hidtil blevet lagt særlig vægt på denne minimumsharmonisering for at begrænse rækkevidden af direktiv 2016/343 for så vidt angår de nationale ordninger for varetægtsfængsling.</TXT></NP.ECR></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><NP><NO.P><HT TYPE="ITALIC">2)</HT></NO.P><TXT><HT TYPE="ITALIC">Direktiv 2016/343 og afgørelserne om varetægtsfængsling i Domstolens praksis</HT></TXT></NP></TI></TITLE><NP.ECR IDENTIFIER="NP0036"><NO.P>36.</NO.P><TXT>I sin første Milev-dom<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0030"><P>Dom af <REF.DOC.ECR><DATE ISO="20161027">27.10.2016</DATE> (<NO.CASE>C-439/16 PPU</NO.CASE>, <NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2016:818">EU:C:2016:818</NO.ECLI></REF.DOC.ECR>).</P></NOTE> blev Domstolen anmodet om at udtale sig om foreneligheden af artikel 3 og 6 i direktiv 2016/343 med en udtalelse fra den øverste domstol i Bulgarien, hvorved de nationale retsinstanser, som skal træffe afgørelse i en procedure indledt til prøvelse af en afgørelse om varetægtsfængsling, fik mulighed for at afgøre, om opretholdelsen af en tiltalts varetægtsfængsling under straffesagens hovedforhandling skal være underlagt domstolskontrol for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt der er begrundet mistanke om, at den pågældende har begået den lovovertrædelse, som han er tiltalt for. Eftersom spørgsmålet blev forelagt, efter ikrafttrædelsen af direktiv 2016/343, men før udløbet af gennemførelsesperioden, fremhævede Domstolen blot de forpligtelser, der er bindende for medlemsstaterne i denne specifikke periode<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0031"><P>Jf. dom af <REF.DOC.ECR><DATE ISO="20161027">27.10.2016</DATE>, <NAME.CASE>Milev</NAME.CASE> (<NO.CASE>C-439/16 PPU</NO.CASE>, <NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2016:818">EU:C:2016:818</NO.ECLI>, præmis <REF.NP.ECR REF="NP0029">29</REF.NP.ECR>-<REF.NP.ECR REF="NP0032">32</REF.NP.ECR></REF.DOC.ECR>).</P></NOTE>, inden den konstaterede, at eftersom den pågældende udtalelse overlod retsinstanserne et valg mellem at anvende EMRK’s bestemmelser, således som disse er fortolket af Menneskerettighedsdomstolen, eller at anvende bestemmelserne i national straffeprocesret, ville den pågældende udtalelse ikke bringe virkeliggørelsen af de mål, som direktiv 2016/343 tilstræber, i alvorlig fare efter udløbet af gennemførelsesfristen. I den sag fokuserede Domstolen således i sit svar på forpligtelsen til ikke at bringe virkeliggørelsen af det i direktiv 2016/343 foreskrevne resultat i alvorlig fare i gennemførelsesperioden for nævnte direktiv, og – det underliggende, men helt andet<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0032"><P>Ifølge den formulering, som generaladvokat Bobek anvendte i punkt 35 i sit forslag til afgørelse <REF.DOC.ECR><NAME.CASE>Milev</NAME.CASE> (<NO.CASE>C-439/16 PPU</NO.CASE>, <NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2016:760">EU:C:2016:760</NO.ECLI></REF.DOC.ECR>).</P></NOTE> – spørgsmål om foreneligheden af den øverste domstols udtalelse og mere generelt af den bulgarske lovgivning med direktiv 2016/343 blev ikke behandlet.</TXT></NP.ECR><?PAGE NO="9"?><NP.ECR IDENTIFIER="NP0037"><NO.P>37.</NO.P><TXT>I sin anden Milev-dom<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0033"><P>Dom af <REF.DOC.ECR><DATE ISO="20180919">19.9.2018</DATE> (<NO.CASE>C-310/18 PPU</NO.CASE>, <NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2018:732">EU:C:2018:732</NO.ECLI></REF.DOC.ECR>).</P></NOTE> blev Domstolen anmodet om at afgøre, om artikel 3, 4 og 10 i direktiv 2016/343, sammenholdt med 16. og 48. betragtning til dette direktiv samt chartrets artikel 47 og 48, skulle fortolkes således, at når en national ret undersøger, om der i henhold til den nationale lovgivning foreligger begrundet mistanke om, at en person har begået en strafbar handling, som opretholdelsen af varetægtsfængslingen af denne afhænger af, kan denne ret begrænse sig til at fastslå, at denne person umiddelbart kan have begået denne strafbare handling, eller om den nævnte ret skal undersøge, om der er en stor sandsynlighed for, at den nævnte person har begået den nævnte strafbare handling. Den forelæggende ret ønskede også oplyst, om de anførte EU-retlige bestemmelser skulle fortolkes således, at en national ret, der træffer afgørelse om en anmodning om ændring af en foranstaltning i form af varetægtsfængsling, kan begrunde sin afgørelse uden at sammenligne såvel diskulperende som belastende beviselementer, eller om denne ret skal foretage en mere detaljeret og præcis undersøgelse af elementerne og give et klart svar på de argumenter, der er blevet fremsat af den fængslede person<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0034"><P>Jf. dom af <REF.DOC.ECR><DATE ISO="20180919">19.9.2018</DATE>, <NAME.CASE>Milev</NAME.CASE> (<NO.CASE>C-310/18 PPU</NO.CASE>, <NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2018:732">EU:C:2018:732</NO.ECLI>, præmis <REF.NP.ECR REF="NP0038">38</REF.NP.ECR></REF.DOC.ECR>).</P></NOTE>.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0038"><NO.P>38.</NO.P><TXT>Efter at have gengivet formuleringen af artikel 2, 3, 4 og 10 i direktiv 2016/343 præciserede Domstolen, at målet med dette direktiv <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0027" REF.END="QE0027"/>som det fremgår af artikel 1 i og 9. betragtning til direktivet, er at fastlægge fælles minimumsregler vedrørende visse aspekter af uskyldsformodningen<QUOT.END REF.START="QS0027" CODE="00AB" ID="QE0027"/><NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0035"><P>Dom af <REF.DOC.ECR><DATE ISO="20180919">19.9.2018</DATE>, <NAME.CASE>Milev</NAME.CASE> (<NO.CASE>C-310/18 PPU</NO.CASE>, <NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2018:732">EU:C:2018:732</NO.ECLI>, præmis <REF.NP.ECR REF="NP0045">45</REF.NP.ECR></REF.DOC.ECR>).</P></NOTE>. Disse minimumsregler har det formål at styrke medlemsstaternes tillid til hinandens strafferetlige systemer og således at lette gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0036"><P>Dom af <REF.DOC.ECR><DATE ISO="20180919">19.9.2018</DATE>, <NAME.CASE>Milev</NAME.CASE> (<NO.CASE>C-310/18 PPU</NO.CASE>, <NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2018:732">EU:C:2018:732</NO.ECLI>, præmis <REF.NP.ECR REF="NP0046">46</REF.NP.ECR></REF.DOC.ECR>).</P></NOTE>. Som følge af den karakter af minimumsharmonisering, der blev fremhævet i denne dom, fastslog Domstolen, at direktiv 2016/343 <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0028" REF.END="QE0028"/>ikke [kan] fortolkes som værende et fuldstændigt og udtømmende instrument, som har til formål at fastsætte samtlige betingelser for vedtagelsen af en afgørelse om varetægtsfængsling<QUOT.END REF.START="QS0028" CODE="00AB" ID="QE0028"/><NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0037"><P>Dom af <REF.DOC.ECR><DATE ISO="20180919">19.9.2018</DATE>, <NAME.CASE>Milev</NAME.CASE> (<NO.CASE>C-310/18 PPU</NO.CASE>, <NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2018:732">EU:C:2018:732</NO.ECLI>, præmis <REF.NP.ECR REF="NP0047">47</REF.NP.ECR></REF.DOC.ECR>).</P></NOTE>. Domstolen fastslog dernæst, at artikel 3 og artikel 4, stk. 1, i direktiv 2016/343 skulle fortolkes således, at de <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0029" REF.END="QE0029"/><HT TYPE="ITALIC">ikke er til hinder for</HT> vedtagelsen af foreløbige afgørelser af proceduremæssig art som en afgørelse om opretholdelse af en foranstaltning i form af varetægtsfængsling, iværksat af en retslig myndighed på grundlag af mistanker eller belastende beviselementer, forudsat at disse afgørelser ikke henviser til den fængslede person som skyldig<QUOT.END REF.START="QS0029" CODE="00AB" ID="QE0029"/><NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0038"><P>Dom af <REF.DOC.ECR><DATE ISO="20180919">19.9.2018</DATE>, <NAME.CASE>Milev</NAME.CASE> (<NO.CASE>C-310/18 PPU</NO.CASE>, <NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2018:732">EU:C:2018:732</NO.ECLI>, præmis <REF.NP.ECR REF="NP0049">49</REF.NP.ECR></REF.DOC.ECR>).</P></NOTE>. Domstolen fastslog i øvrigt, at <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0030" REF.END="QE0030"/><HT TYPE="ITALIC">sådanne spørgsmål</HT>, for så vidt som den forelæggende ret […] ønsker oplyst, hvilke betingelser en afgørelse om varetægtsfængsling kan vedtages under og prøves, navnlig den grad af overbevisning, som den skal have vedrørende den strafbare handlings gerningsmand, den måde, hvorpå den skal undersøge de forskellige beviselementer på, og omfanget af den begrundelse, som den skal give som svar på de argumenter, der er fremsat for den, <HT TYPE="ITALIC">ikke [er] reguleret i dette direktiv, men henhører alene under national ret</HT><QUOT.END REF.START="QS0030" CODE="00AB" ID="QE0030"/><NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0039"><P>Dom af <REF.DOC.ECR><DATE ISO="20180919">19.9.2018</DATE>, <NAME.CASE>Milev</NAME.CASE> (<NO.CASE>C-310/18 PPU</NO.CASE>, <NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2018:732">EU:C:2018:732</NO.ECLI>, præmis <REF.NP.ECR REF="NP0048">48</REF.NP.ECR></REF.DOC.ECR>). Min fremhævelse.</P></NOTE>. Med andre endnu tydeligere ord regulerer direktiv 2016/343 <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0031" REF.END="QE0031"/>ikke de betingelser, hvorunder afgørelserne om varetægtsfængsling kan vedtages<QUOT.END REF.START="QS0031" CODE="00AB" ID="QE0031"/><NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0040"><P>Dom af <REF.DOC.ECR><DATE ISO="20180919">19.9.2018</DATE>, <NAME.CASE>Milev</NAME.CASE> (<NO.CASE>C-310/18 PPU</NO.CASE>, <NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2018:732">EU:C:2018:732</NO.ECLI>, præmis <REF.NP.ECR REF="NP0049">49</REF.NP.ECR></REF.DOC.ECR>).</P></NOTE>.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0039"><NO.P>39.</NO.P><TXT>Domstolen har for nylig afsagt en kendelse på grundlag af artikel 99 i dens procesreglement<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0041"><P>Kendelse af <REF.DOC.ECR><DATE ISO="20190212">12.2.2019</DATE>, <NAME.CASE>RH</NAME.CASE> (<NO.CASE>C-8/19 PPU</NO.CASE>, <NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2019:110">EU:C:2019:110</NO.ECLI></REF.DOC.ECR>).</P></NOTE>. Domstolen blev nærmere bestemt anmodet om at oplyse, om artikel 4 i direktiv 2016/343, sammenholdt med 16. betragtning til dette direktiv, skal fortolkes således, at de krav, der følger af uskyldsformodningen, forudsætter, at retten, når den undersøger, om der er rimelige grunde til at antage, at den tiltalte har begået den pågældende strafbare gerning, med henblik på at tage stilling til lovligheden af en beslutning om varetægtsfængsling, foretager en afvejning af de belastende og diskulperende beviser, som er forelagt den, og begrunder sin afgørelse, ikke blot ved at angive de anvendte beviser, men også ved at tage stilling til indsigelserne fra den pågældendes forsvarer<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0042"><P>Kendelse af <REF.DOC.ECR><DATE ISO="20190212">12.2.2019</DATE>, <NAME.CASE>RH</NAME.CASE> (<NO.CASE>C-8/19 PPU</NO.CASE>, <NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2019:110">EU:C:2019:110</NO.ECLI>, præmis <REF.NP.ECR REF="NP0049">49</REF.NP.ECR></REF.DOC.ECR>).</P></NOTE>. Efter<?PAGE NO="10"?> at have bemærket, at sagen syntes at indgå i <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0032" REF.END="QE0032"/>den bredere sammenhæng [<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0043"><P>I forhold til dom af <REF.DOC.ECR><DATE ISO="20180919">19.9.2018</DATE>, <NAME.CASE>Milev</NAME.CASE> (<NO.CASE>C-310/18 PPU</NO.CASE>, <NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2018:732">EU:C:2018:732</NO.ECLI></REF.DOC.ECR>).</P></NOTE><HT TYPE="SUP">]</HT> vedrørende begrebet <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0033" REF.END="QE0033"/>begrundet mistanke<QUOT.END REF.START="QS0033" CODE="00AB" ID="QE0033"/>, som omhandlet i EMRK’s artikel 5, stk. 1, litra c)<QUOT.END REF.START="QS0032" CODE="00AB" ID="QE0032"/><NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0044"><P>Kendelse af <REF.DOC.ECR><DATE ISO="20190212">12.2.2019</DATE>, <NAME.CASE>RH</NAME.CASE> (<NO.CASE>C-8/19 PPU</NO.CASE>, <NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2019:110">EU:C:2019:110</NO.ECLI>, præmis <REF.NP.ECR REF="NP0052">52</REF.NP.ECR></REF.DOC.ECR>).</P></NOTE>, ønskede Domstolen efter at have taget hensyn til ordlyden af de bestemmelser i direktiv 2016/343, der var nyttige for en løsning af den præjudicielle forelæggelse, at tydeliggøre sin holdning ved ligeledes at henvise til artikel 6 i nævnte direktiv og dermed udlede, at <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0034" REF.END="QE0034"/>[s]elv om en national ret efter at have undersøgt de belastende og diskulperende beviser når til den konklusion, at der er begrundet mistanke om, at en person har begået de handlinger, som denne foreholdes, og træffer en foreløbig afgørelse herom, svarer dette således ikke til, at den mistænkte eller tiltalte fremstilles som skyldig, jf. artikel 4 i direktiv 2016/343<QUOT.END REF.START="QS0034" CODE="00AB" ID="QE0034"/><NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0045"><P>Kendelse af <REF.DOC.ECR><DATE ISO="20190212">12.2.2019</DATE>, <NAME.CASE>RH</NAME.CASE> (<NO.CASE>C-8/19 PPU</NO.CASE>, <NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2019:110">EU:C:2019:110</NO.ECLI>, præmis <REF.NP.ECR REF="NP0057">57</REF.NP.ECR></REF.DOC.ECR>).</P></NOTE>. Samtidig fremhævede Domstolen den foregående Milev-dom om den minimumsharmonisering, der forfølges med direktiv 2016/343, der ikke kan fortolkes som <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0035" REF.END="QE0035"/>et fuldstændigt og udtømmende instrument<QUOT.END REF.START="QS0035" CODE="00AB" ID="QE0035"/>, som har til formål at <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0036" REF.END="QE0036"/>fastsætte samtlige betingelser for vedtagelsen af en afgørelse om varetægtsfængsling, hvad enten det drejer sig om den måde, hvorpå de forskellige beviser undersøges, eller omfanget af begrundelsen for en sådan afgørelse<QUOT.END REF.START="QS0036" CODE="00AB" ID="QE0036"/><NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0046"><P>Kendelse af <REF.DOC.ECR><DATE ISO="20190212">12.2.2019</DATE>, <NAME.CASE>RH</NAME.CASE> (<NO.CASE>C-8/19 PPU</NO.CASE>, <NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2019:110">EU:C:2019:110</NO.ECLI>, præmis <REF.NP.ECR REF="NP0059">59</REF.NP.ECR></REF.DOC.ECR>).</P></NOTE>. Domstolen fastslog således, at <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0037" REF.END="QE0037"/>artikel 4 <HT TYPE="ITALIC">og 6</HT> i direktiv 2016/343 […] <HT TYPE="ITALIC">ikke er til hinder for</HT>, at den kompetente ret, når den undersøger, om der rimelige grunde til at antage, at den mistænkte eller tiltalte har begået den foreholdte strafbare gerning, med henblik på at tage stilling til lovligheden af en beslutning om varetægtsfængsling foretager en afvejning af de belastende og diskulperende beviser, som er forelagt den, og begrunder sin afgørelse, ikke blot ved at angive de anvendte beviser, men også ved at tage stilling til indsigelserne fra den pågældendes forsvarer, forudsat at denne afgørelse ikke henviser til den frihedsberøvede person som skyldig<QUOT.END REF.START="QS0037" CODE="00AB" ID="QE0037"/><NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0047"><P>Kendelse af <REF.DOC.ECR><DATE ISO="20190212">12.2.2019</DATE>, <NAME.CASE>RH</NAME.CASE> (<NO.CASE>C-8/19 PPU</NO.CASE>, <NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2019:110">EU:C:2019:110</NO.ECLI>, præmis <REF.NP.ECR REF="NP0060">60</REF.NP.ECR></REF.DOC.ECR>). Min fremhævelse.</P></NOTE>. Det er imidlertid muligt at udlede af argumentet om, at artikel 6 i direktiv 2016/343 <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0038" REF.END="QE0038"/>ikke er til hinder for<QUOT.END REF.START="QS0038" CODE="00AB" ID="QE0038"/>, at den i tråd med det Domstolen tidligere har fastslået, ganske enkelt ikke finder anvendelse<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0048"><P>Den omstændighed, at Domstolen afsagde denne kendelse på grundlag af artikel 99 i dens procesreglement, og at den henviste til sin Milev-dom af <REF.DOC.ECR><DATE ISO="20180919">19.9.2018</DATE> (<NO.CASE>C-310/18 PPU</NO.CASE>, <NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2018:732">EU:C:2018:732</NO.ECLI></REF.DOC.ECR>), som rejste et tilsvarende spørgsmål, i den pågældende kendelse, taler til fordel for en sådan fortolkning.</P></NOTE>. Kun på denne måde giver kendelsens konklusion mening<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0049"><P>Ved første øjekast kan det forekomme mærkeligt at supplere fortolkningen af artikel 4 i direktiv 2016/343 – der blot vedrører andre retsafgørelser end dem, der omhandler skyldsspørgsmålet – med en henvisning til samme direktivs artikel 6, som omhandler afgørelser med henblik på at fastslå mistænktes eller tiltaltes skyld.</P></NOTE>.</TXT></NP.ECR></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><NP><NO.P><HT TYPE="ITALIC">3)</HT></NO.P><TXT><HT TYPE="ITALIC">Afgørelser om varetægtsfængsling i Menneskerettighedsdomstolens praksis</HT></TXT></NP></TI></TITLE><NP.ECR IDENTIFIER="NP0040"><NO.P>40.</NO.P><TXT>Med direktiv 2016/343 gennemføres uskyldsformodningen og retten til en retfærdig rettergang, der er fastlagt i chartrets artikel 47 og 48, som det henviser udtrykkeligt til<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0050"><P>Jf. første betragtning til direktiv 2016/343.</P></NOTE>. Uskyldsformodningen har til formål at sikre, at en person ikke bliver betegnet eller behandlet som skyldig i en lovovertrædelse, før hans skyld er blevet fastslået af en domstol<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0051"><P>Jf. dom af <REF.DOC.ECR><DATE ISO="20090716">16.7.2009</DATE>, <NAME.CASE>Rubach</NAME.CASE> (<NO.CASE>C-344/08</NO.CASE>, <NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2009:482">EU:C:2009:482</NO.ECLI>, præmis <REF.NP.ECR REF="NP0031">31</REF.NP.ECR></REF.DOC.ECR> og den deri nævnte retspraksis).</P></NOTE>. Direktiv 2016/343 indeholder i øvrigt en bestemmelse om forholdet til det eksisterende beskyttelsesniveau, hvorefter <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0039" REF.END="QE0039"/>[i]ntet i [nævnte] direktiv må fortolkes således, at det indebærer en begrænsning i eller undtagelse fra de rettigheder og proceduremæssige garantier, der er sikret i henhold til chartret, EMRK […] eller retsregler i medlemsstaterne, der fastsætter et højere beskyttelsesniveau<QUOT.END REF.START="QS0039" CODE="00AB" ID="QE0039"/><NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0052"><P>Artikel 13 i direktiv 2016/343.</P></NOTE>.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0041"><NO.P>41.</NO.P><TXT>Chartrets artikel 47 og 48 sikrer henholdsvis adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol og, som jeg netop har anført, uskyldsformodningen og retten til et forsvar. Det fremgår navnlig af forklaringen til artikel 48, at den svarer til EMRK’s artikel 6, stk. 2 og 3, og i henhold til chartrets artikel 52, stk. 3, har samme betydning og samme rækkevidde som den ret, der sikres ved EMRK.</TXT></NP.ECR><?PAGE NO="11"?><NP.ECR IDENTIFIER="NP0042"><NO.P>42.</NO.P><TXT>Den praksis fra Menneskerettighedsdomstolen, som den forelæggende ret har henvist til, vedrører imidlertid ikke foreneligheden af den pågældende situation med EMRK’s artikel 6, men med dens artikel 5, stk. 3<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0053"><P>Hvorefter <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0040" REF.END="QE0040"/>[e]nhver, der anholdes eller tages i forvaring i henhold til bestemmelserne i denne artikels stk. 1 c), skal ufortøvet stilles for en dommer eller anden øvrighedsperson, der ved lov er bemyndiget til at udøve domsmyndighed, og skal være berettiget til rettergang inden for en rimelig tid, eller til at blive løsladt i afventning af rettergang. Løsladelsen kan gøres betinget af sikkerhed for, at den pågældende giver møde under rettergangen<QUOT.END REF.START="QS0040" CODE="00AB" ID="QE0040"/>. EMRK’s artikel 5 svarer til chartrets artikel 6 (jf. forklaringerne til chartrets artikel 6. Vedrørende Domstolens vurdering af spørgsmålene om varetægtsfængsling i lyset af chartrets artikel 6, jf. dom af <REF.DOC.ECR><DATE ISO="20150716">16.7.2015</DATE>, <NAME.CASE>Lanigan,</NAME.CASE> <NO.CASE>C-237/15 PPU</NO.CASE>, <NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2015:474">EU:C:2015:474</NO.ECLI>, præmis <REF.NP.ECR REF="NP0054">54</REF.NP.ECR></REF.DOC.ECR> ff.).</P></NOTE>.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0043"><NO.P>43.</NO.P><TXT>I dommen i sagen Magnitskiy m.fl. mod Rusland<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0054"><P>Menneskerettighedsdomstolen, <DATE ISO="20190827">27.8.2019</DATE> (CE:ECHR:2019:0827JUD003263109).</P></NOTE> fremhævede Menneskerettighedsdomstolen de principper, der nu udgør fast retspraksis, og som den tidligere havde udledt med henblik på at fastslå varetægtsfængslingens overensstemmelse med konventionen.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0044"><NO.P>44.</NO.P><TXT>Selv om en varetægtsfængsling således kan være tilladt af de i EMRK’s artikel 5, stk. 1, litra c), anførte grunde, opstilles der i nævnte artikels stk. 3 <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0041" REF.END="QE0041"/>en række retssikkerhedsgarantier<QUOT.END REF.START="QS0041" CODE="00AB" ID="QE0041"/>, og den bestemmer navnlig, at <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0042" REF.END="QE0042"/>varigheden af varetægtsfængslingen skal være rimelig: Den er således ikke ubegrænset<QUOT.END REF.START="QS0042" CODE="00AB" ID="QE0042"/><NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0055"><P>Menneskerettighedsdomstolen, <DATE ISO="20160705">5.7.2016</DATE>, Buzadji mod Republikken Moldova (CE:ECHR:2016:0705JUD002375507, § 86). For så vidt som Menneskerettighedsdomstolen ikke har fastsat en maksimal varighed af varetægtsfængslingen: jf. betænkning udarbejdet af Pedro Agramunt for Udvalget om Retlige Anliggender og Menneskerettigheder under Europarådets Parlamentariske Forsamling <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0043" REF.END="QE0043"/>L’abus de la détention provisoire dans les États parties à la [CEDH]<QUOT.END REF.START="QS0043" CODE="00AB" ID="QE0043"/> (dok. 13863 af <DATE ISO="20150907">7.9.2015</DATE>, punkt 22). Jf. ligeledes Menneskerettighedsdomstolen, <DATE ISO="20061003">3.10.2006</DATE>, McKay mod Det Forenede Kongerige (CE:ECHR:2006:1003JUD000054303, § 45), hvori Menneskerettighedsdomstolen begrunder den manglende fastsættelse af den maksimale varighed af varetægtsfængslingen med vigtigheden af, at der i forbindelse med prøvelsen tages hensyn til de særlige omstændigheder, der gør sig gældende i hver enkelt sag.</P></NOTE>. Det er en betingelse sine qua non for varetægtsfængslingens lovmæssighed, at der fortsat findes rimelige grunde til at mistænke den tilbageholdte person for at have begået en lovovertrædelse<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0056"><P>Jf. navnlig Menneskerettighedsdomstolen, <DATE ISO="20160317">17.3.2016</DATE>, Rasul Jafarov mod Aserbajdsjan (CE:ECHR:2016:0317JUD006998114, § 119 og den deri nævnte retspraksis).</P></NOTE>, men efter <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0044" REF.END="QE0044"/>et stykke tid<QUOT.END REF.START="QS0044" CODE="00AB" ID="QE0044"/> er den ikke længere tilstrækkelig. Menneskerettighedsdomstolen skal således fastslå for det første, om de andre grunde, som de retslige myndigheder har anført, fortsat er gyldige, og for det andet, om de nationale myndigheder, når disse grunde viser sig at være relevante og tilstrækkelige, har udvist rettidig omhu i forbindelse med sagens videre forløb<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0057"><P>Jf. Menneskerettighedsdomstolen, <DATE ISO="20160705">5.7.2016</DATE>, Buzadji mod Republikken Moldova (CE:ECHR:2016:0705JUD002375507, § 87).</P></NOTE>. Myndighederne skal på overbevisende vis godtgøre, at enhver tilbageholdelse, uanset hvor kort den måtte være, var begrundet<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0058"><P>Jf. Menneskerettighedsdomstolen, <DATE ISO="20160705">5.7.2016</DATE>, Buzadji mod Republikken Moldova (CE:ECHR:2016:0705JUD002375507, § 87).</P></NOTE>. Når de beslutter, om en person skal løslades eller tilbageholdes, skal de undersøge, om der findes andre metoder til at sikre, at vedkommende giver møde under rettergangen<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0059"><P>Jf. Menneskerettighedsdomstolen, <DATE ISO="20160705">5.7.2016</DATE>, Buzadji mod Republikken Moldova (CE:ECHR:2016:0705JUD002375507, § 87).</P></NOTE>. Menneskerettighedsdomstolen har fastslået, at der findes en sådan begrundelse, når der foreligger en risiko for flugt, en risiko for, at vidner sættes under pres, eller beviser ødelægges, en risiko for svigagtige aftaler, en risiko for gentagelse eller for forstyrrelse af den offentlige orden, eller når det er nødvendigt at beskytte den person, der er blevet frihedsberøvet<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0060"><P>Jf. Menneskerettighedsdomstolen, <DATE ISO="20160705">5.7.2016</DATE>, Buzadji mod Republikken Moldova (CE:ECHR:2016:0705JUD002375507, § 88).</P></NOTE>. Den har ligeledes fastslået, at <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0045" REF.END="QE0045"/>the presumption is always in favour of release […]. Until conviction, he or she must be presumed innocent, and the purpose of [EMRK’s artikel 5, stk. 3] is essentially to require his or her provisional release once his or her continuing detention ceases to be reasonable. […]Whether it is reasonable for an accused to remain in detention must be assessed on the facts of each case and according to its specific features. Continued detention can be justified in a given case only if there are actual indications of a genuine requirement of public interest which, notwithstanding the presumption of innocence, outweighs the rule of respect for individual liberty<QUOT.END REF.START="QS0045" CODE="00AB" ID="QE0045"/><NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0061"><P>Menneskerettighedsdomstolen, <DATE ISO="20160705">5.7.2016</DATE>, Buzadji mod Republikken Moldova (CE:ECHR:2016:0705JUD002375507, §§ 89 og 90).</P></NOTE>. Med henblik herpå skal de retslige myndigheder <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0046" REF.END="QE0046"/>with respect for the principle of the presumption of innocence, examine all the facts militating for or against the existence of the above-mentioned requirement of<?PAGE NO="12"?> public interest or justifying a departure from the rule in Article 5 [EMRK]. It is essentially on the basis of the reasons given in these decisions and of the well-documented facts stated by the applicant in his appeals that the Court is called upon to decide whether or not there has been a violation of [EMRK’s artikel 5, stk. 3]<QUOT.END REF.START="QS0046" CODE="00AB" ID="QE0046"/><NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0062"><P>Menneskerettighedsdomstolen, <DATE ISO="20160705">5.7.2016</DATE>, Buzadji mod Republikken Moldova (CE:ECHR:2016:0705JUD002375507, § 91).</P></NOTE>.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0045"><NO.P>45.</NO.P><TXT>I dommen i sagen Magnitskiy m.fl. mod Rusland<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0063"><P>Menneskerettighedsdomstolen, <DATE ISO="20190827">27.8.2019</DATE> (CE:ECHR:2019:0827JUD003263109).</P></NOTE> tog Menneskerettighedsdomstolen særligt hensyn til den omstændighed, at de nationale myndigheder havde vendt uskyldsformodningen til fordel for løsladelse ved at fastslå, at når der ikke fandtes nye omstændigheder, skulle varetægtsfængslingen opretholdes. Den fremhævede, at EMRK’s artikel 5 bestemmer, at frihedsberøvelse kun må ske i særlige tilfælde og kun er tilladt i de tilfælde, der er opført på en udtømmende liste og strengt defineret<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0064"><P>Menneskerettighedsdomstolen, <DATE ISO="20190827">27.8.2019</DATE>, Magnitskiy m.fl. mod Rusland (CE:ECHR:2019:0827JUD003263109, § 222).</P></NOTE>. Det følger ikke desto mindre af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at omvendelse af bevisbyrden fra anklagemyndigheden til forsvaret ganske vist åbner op for sidstnævntes kritik, men dog ikke udgør en selvstændig, tilstrækkelig og automatisk begrundelse for at konkludere, at EMRK’s artikel 5, stk. 3, er blevet tilsidesat, idet en sådan tilsidesættelse altid konstateres på grundlag af en bedømmelse in concreto af alle omstændighederne i hvert enkelt tilfælde<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0065"><P>Jf. navnlig Menneskerettighedsdomstolen, <DATE ISO="20160324">24.3.2016</DATE>, Zherebin mod Rusland (CE:ECHR:2016:0324JUD005144509, §§ 51, 60 og 62).</P></NOTE>.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0046"><NO.P>46.</NO.P><TXT>Udsagnet om bevisspørgsmålet i Menneskerettighedsdomstolens praksis er langt mere præcist, når det drejer sig om at undersøge en situation på baggrund af EMRK’s artikel 6, stk. 2<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0066"><P>Menneskerettighedsdomstolen gik således ikke på kompromis, da den fastslog, at <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0047" REF.END="QE0047"/>princippet om uskyldsformodning tilsidesættes, når bevisbyrden overføres fra anklagemyndigheden til forsvaret<QUOT.END REF.START="QS0047" CODE="00AB" ID="QE0047"/> (Menneskerettighedsdomstolen, <DATE ISO="20090331">31.3.2009</DATE>, Natunen mod Finland, CE:ECHR:2009:0331JUD002102204, § 53), hvilket står i skarp kontrast til tanken om, at en sådan overførsel ikke i sig selv medfører en tilsidesættelse af EMRK’s artikel 5, stk. 3.</P></NOTE>, idet Menneskerettighedsdomstolen i øvrigt har fastslået, at problemet med bevisoptagelse på det strafferetlige område skal bedømmes på grundlag af denne bestemmelse<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0067"><P>Jf. Menneskerettighedsdomstolen, <DATE ISO="19881206">6.12.1988</DATE>, Barberà, Messegué og Jabardo mod Spanien (CE:ECHR:1988:1206JUD001059083, § 76).</P></NOTE>.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0047"><NO.P>47.</NO.P><TXT>Det fremgår tværtimod af Menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende EMRK’s artikel 5, stk. 3, at den vil gå videre end den på forhånd fastsatte definition af bevisbyrden i sager, hvor der sås tvivl om afgørelser om varetægtsfængsling, hvis alle argumenterne for og imod en offentlig interesse, som kan berettige en tilsidesættelse af den i EMRK’s artikel 5 fastsatte regel – dvs. frihed – er blevet undersøgt af den myndighed, der skal kontrollere sådanne afgørelser, en undersøgelse, der skal afspejles i den pågældende myndigheds afgørelse<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0068"><P>Jf. Menneskerettighedsdomstolen, <DATE ISO="20010726">26.7.2001</DATE>, Ilijkov mod Bulgarien (CE:ECHR:2001:0726JUD003397796 §§ 86 og 87) og Menneskerettighedsdomstolen, <DATE ISO="20140319">19.3.2014</DATE>, Pastukhov og Yelagin mod Rusland (CE:ECHR:2013:1219JUD005529907, § 40). I sin dom af <DATE ISO="20090310">10.3.2009</DATE>, Bykov mod Rusland (CE:ECHR:2009:0310JUD000437802, §§ 64 og 65), fastslog Menneskerettighedsdomstolen, efter at have redegjort for sin principielle holdning til en omvendelse af bevisbyrden med hensyn til godtgørelse af kravet om løsladelse, at EMRK’s artikel 5, stk. 3, var blevet tilsidesat, fordi ti begæringer om løsladelse af den samme mistænkte var blevet forkastet, idet alle de ti afgørelser om begæringerne blot opremsede de juridiske grunde til at opretholde tilbageholdelsen, uden at underbygge dem med relevante og tilstrækkelige begrundelser og uden at tage hensyn til udviklingen i situationen (jf. dommens §§ 64 og 65).</P></NOTE>. Menneskerettighedsdomstolen har heller ikke udelukket, at der anvendes en formodning for, at alle de lovbefalede betingelser for opretholdelse af varetægtsfængslingen er opfyldt, dog forudsat at myndighederne på overbevisende vis kan påvise, at der foreligger faktiske omstændigheder, som vejer tungere end reglen i EMRK’s artikel 5, som kan udgøre en tilstrækkelig begrundelse for en fortsat opretholdelse af frihedsberøvelsen<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0069"><P>Jf. vedrørende en formodning, der anses for at være forenelig med EMRK’s artikel 5, stk. 3, Menneskerettighedsdomstolen, <DATE ISO="19980824">24.8.1998</DATE>, Contrada mod Italien (CE:ECHR:1998:0824JUD002714395, § 58); jf. vedrørende det omvendte tilfælde, Menneskerettighedsdomstolen, <DATE ISO="20010726">26.7.2001</DATE>, Ilijkov mod Bulgarien (CE:ECHR:2001:0726JUD003397796 § 84 ff.). I sidstnævnte dom lagde Menneskerettighedsdomstolen vægt på den mangelfulde karakter af begrundelsen i afgørelsen (jf. navnlig nævnte doms § 86).</P></NOTE>.</TXT></NP.ECR></GR.SEQ><?PAGE NO="13"?><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><NP><NO.P><HT TYPE="ITALIC">4)</HT></NO.P><TXT><HT TYPE="ITALIC">Konklusion vedrørende bedømmelsen</HT></TXT></NP></TI></TITLE><NP.ECR IDENTIFIER="NP0048"><NO.P>48.</NO.P><TXT>Det følger således af det ovenstående, at direktiv 2016/343 ikke har til formål at gennemføre retten til frihed, som er sikret ved chartrets artikel 6 og EMRK’s artikel 5, men blot at harmonisere <HT TYPE="ITALIC">visse</HT> aspekter af uskyldsformodningen<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0070"><P>I sammendraget af konsekvensanalysen fremhæves den omstændighed, at det generelle mål med direktiv 2016/343 er at sikre retten til en retfærdig rettergang, og at der ikke kan være tale om en retfærdig rettergang, hvis der sættes spørgsmålstegn ved uskyldsformodningen (jf. punkt 1 i sammendraget af konsekvensanalysen, der ledsager dokumentet <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0048" REF.END="QE0048"/>Forslag til foranstaltninger om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager<QUOT.END REF.START="QS0048" CODE="00AB" ID="QE0048"/>, dok. SWD(2013) 479 final af <DATE ISO="20131127">27.11.2013</DATE>). Spørgsmålet om retten til frihed har således ikke noget med direktiv 2016/343 at gøre.</P></NOTE>. Artikel 6 i direktiv 2016/343 vedrører således spørgsmålet om bevisbyrden med henblik på at fastslå den tiltaltes skyld. Spørgsmålet om fastlæggelse af bevisbyrden med henblik på at sætte spørgsmålstegn ved en afgørelse om opretholdelse af varetægtsfængslingen er et helt andet spørgsmål og er derfor ikke omfattet af artikel 6 i direktiv 2016/343.</TXT></NP.ECR></GR.SEQ></GR.SEQ></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="1"><TITLE><TI><NP><NO.P><HT TYPE="BOLD">V.</HT></NO.P><TXT><HT TYPE="BOLD">Forslag til afgørelse</HT></TXT></NP></TI></TITLE><NP.ECR IDENTIFIER="NP0049"><NO.P>49.</NO.P><TXT>På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det af Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager, Bulgarien) forelagte præjudicielle spørgsmål på følgende måde:</TXT><QUOT.S LEVEL="1"><P><QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0049" REF.END="QE0049"/>Artikel 6 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/343 af <DATE ISO="20160309">9. marts 2016</DATE> om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager finder ikke anvendelse på spørgsmålet om bevisbyrden for så vidt angår afgørelser om opretholdelse af varetægtsfængsling.<QUOT.END REF.START="QS0049" CODE="00AB" ID="QE0049"/></P></QUOT.S></NP.ECR></GR.SEQ></CONTENTS.CONCLUSION></CONCLUSION>