Kommissionens forordning nr. 1669/77 er grundet på Rådets forordning nr. 97/69, der ifølge betragtningerne til Rådets ændringsforordning nr. 280/77 (EFT L 40, 1977, s. 1) blandt andet har hjemmel i EØF-traktatens artikel 28. Rådet træffer ifølge denne artikel beslutning om alle autonome ændringer eller suspensioner af toldsatser i FTT, hvorimod Kommissionen kun er berettiget til at stille forslag. Kommissionen er under udøvelsen af sin virksomhed inden for rammerne af forordning nr. 97/69 bundet af principperne i traktatens artikel 29, der først og fremmest bestemmer, at Kommissionen skal tage hensyn til nødvendigheden af at fremme samhandelen mellem Medlemsstaterne og tredjeland. Kommissionen må ikke misbruge sin præciserende beføjelse til igennem FTT at træffe handelspolitiske afgørelser inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik og de fælles markedsordninger.

Forordning nr. 97/69 bemyndiger kun Kommissionen og nomenklaturudvalget, der er nedsat i henhold til artikel 1 og skal behandle ethvert spørgsmål vedrørende tariffens nomenklatur, til at udstede de bestemmelser, der er nødvendige for anvendelsen af nomenklaturen. Som det fremgår af forordningens betragtninger, skal disse bestemmelser alene nærmere angive indholdet af positioner og underpositioner, uden at ordlyden ændres, hvilket angiver de snævre rammer for Kommissionens virke, når den uddyber en positions anvendelsesområde. Domstolens dom af 11. november 1975 i sag 37/75 (Sml. 1975, s. 1339) modsiger ikke dette synspunkt. Denne dom vedrører kun tariferinger, hvor der foreligger vanskelige tekniske spørgsmål, for hvilke der må gives Kommissionen en videre skønsmargin. Dette er imidlertid ikke tilfældet for den retlige anvendelse af position 02.02 på varer som de omtvistede. Et sådant spørgsmål frembyder ingen vanskeligheder i teknisk henseende, men bør løses gennem en fortolkning af udtrykket spiseligt slagteaffald, hvorved Kommissionen ikke har noget frit skøn.

Betragtningerne til forordning nr. 1669/77 fremkalder derimod det indtryk, at Kommissionen påberåber sig at være berettiget til frit at fastlægge, hvilke varer der skal tariferes under den ene eller den anden af de omhandlede positioner: udskåret fjerkræ (B) eller spiseligt slagteaffald (C). Kommissionen har ikke en gang gjort sig den ulejlighed nærmere at definere udtrykket spiseligt slagteaffald for således på denne måde at kunne afgøre, hvorvidt det af skroget afskrabede kød falder ind under denne position. Allerede dette er en grov formel mangel ved forordning nr. 1669/77. Efter betragtningerne til forordningen har Kommissionen via position 02.02 B II c) indordnet afskrabet kød i position 02.02 B, for herefter at tarifere det under position 02.02 B I. En sådan fremgangsmåde er ikke en uddybning af position 02.02 B I, men en ændring af tariferingen, som går ud over bemyndigelsen efter artikel 3 i forordning nr. 97/69.

I den næstsidste betragtning til forordning nr. 1669/77 har Kommissionen desuden gjort sig skyldig i to uklarheder. Dels er det ingenlunde utvivlsomt — som fremhævet af Kommissionen — at små kødstykker, som fremkommer ved udskæring af større kødstykker skal tariferes i position 02.02 B I. Denne position omfatter nemlig fjerkrækød uden ben, såsom f.eks. kalkunbryst eller lår, altså fjerkrækød, der har bevaret strukturen. Dels er der, når der henses til kvalitet og anvendelsesmuligheder en anselig forskel mellem de kødstykker, som hidrører fra reelt kød og de stykker, der fremkommer ved afskrabning af skroget, eller som indeholder sene- og fedtstykker og bindevæv. Hvad tariferingen angår, kan en uddybning fra Kommissionen ikke råde bod på en sådan forskel, især når den på grundlag af en forklarende bemærkning pludselig tariferer spiseligt slagteaffald under en position med ca. 700 % højere afgift med den følge, at allerede effektuerede indførsler rammes af et stort tab, og nye indførsler standses.

Selv om det blev lagt til grund, at Kommissionen havde en vid skønsmargin, ville det ikke være rimeligt at anerkende, at Rådet ved forordning nr. 97/69 havde ønsket at give Kommissionen sådanne beføjelser som netop nævnt.

Det første spørgsmål må derfor besvares således, at forordning nr. 1669/77 er ugyldig, da den er i strid med forordning nr. 97/69.

Hvis forordning nr. 1669/77 derimod antages at være gyldig, kan den ikke tillægges tilbagevirkende kraft, uden at dette vil føre til betydelige ulemper i den forstand, at tariferingen, der allerede er gennemført, i hvert fald i visse medlemsstater må ændres.

Domstolens praksis, hvorefter de af Kommissionens forordninger, der er udstedt i henhold til forordning nr. 97/69, ikke kan have tilbagevirkende gyldighed, skyldes bestræbelser på at værne om retssikkerheden, at beskytte de handlendes berettigede forventning og nødvendigheden af — i fremtiden — at sikre en ensartet tarifering inden for Fællesskabet.

De to ovennævnte principper ville imidlertid blive groft krænket, dersom de forklarende tariferingsforordninger, som Kommissionen har udstedt inden for rammerne af forordning nr. 97/69, også skulle have tilbagevirkende gyldighed for allerede afsluttede forhold. Der ville herved opstå ikke blot retlige (internt og på fællesskabsplan) vanskeligheder, men også politiske.

I det foreliggende tilfælde ville en sådan tilbagevirkende gyldighed være så meget desto mere uantagelig, som forordning nr. 1669/77 i artikel 2 fastsætter sin ikrafttræden til enogtyvendedagen efter dens offentliggørelse. Herved hjemler forordningen altså i hvert fald indirekte en overgangsordning, hvorefter de kontrakter, der er ved at blive opfyldt, kan respekteres og varer under søtransport fortoldes. Ovennævnte artikel 2 er således det bedste bevis for, at forordningen er retsstiftende. Den viser faktisk, at Kommissionen under overgangsordningen udtrykkeligt har givet afkald på en ensartet anvendelse af artikel 1 inden for Fællesskabet.

Det andet spørgsmål må derfor besvares således, at forordning nr. 1669/77 først trådte i kraft på enogtyvendedagen efter sin offentliggørelse, og at medlemsstaternes retter og myndigheder følgelig ikke er forpligtede til at anvende den på indførsler, der er sket før denne dato.

Det første kriterium for sondringen mellem positionerne fremgår af selve varebeskrivelserne. Teksten til position 02.02 B dækker udskåret fjerkræ (undtagen spiseligt slagteaffald), som kan være udbenet (I) eller ikke udbenet (II). Hvad de sidstnævnte angår, ses det af opregningen under litra a) til e), at de herunder hørende varer er kødstykker, der ud fra objektive kriterier kan identificeres som dele af fjerkræet, og hvis kød endnu har den oprindelige struktur. Det afgørende i denne forbindelse er varens kvalitet, der bestemmes ud fra varens fremstillingsmade, form, størrelse og vægt. Det kød, som ikke kan betragtes som en særlig del af fjerkræet og endnu er spiseligt, skal tariferes som spiseligt slagteaffald under position 02.02 C. Det drejer sig ikke her om kødstykker, der har bevaret deres oprindelige struktur, men om kødstykker af forskellig oprindelse og af ringere kvalitet.

Et andet kriterium for sondringen er varens fremstillingsmåde. Ud fra dette synspunkt adskiller spiseligt slagteaffald sig klart fra udskåret fjerkræ, da førstnævnte produkt først fremkommer, når de bedre stykker er afskåret.

Endelig sker sondringen mellem de to positioner også på grundlag af varens anvendelsesformål. Mens udskåret fjerkræ uden videre kan spises, kan slagteaffald kun anvendes til videre forarbejdning og kan ikke sælges til den endelige forbruger gennem detailhandelen.

En vares handelsværdi er ikke noget godt kriterium for sondringen. Handelsværdien fastlægges efter udbud og efterspørgsel, som er alt andet end objektive kriterier.

På grundlag af ovenstående betragtninger skal de kalkunkødstykker, der er beskrevet i forelæggelseskendelsen, derfor tariferes i position 02.02 C som spiseligt slagteaffald. Det tilkommer imidlertid den nationale ret at træffe den endelige afgørelse om tariferingen på grundlag af de af Domstolen fastsatte kriterier.

Det kan ikke udledes af Domstolens praksis, at der skulle gælde forskellige kriterier, alt efter om tariferingen sker med henblik på opkrævning af told eller afgifter i henhold til den fælles markedsordning.

Det fremgår klart af artikel 11 i forordning nr. 2777/75 om den fælles markedsordning for fjerkrækød, at først og fremmest FTT er afgørende for tariferingen af varerne under denne ordning med henblik på opkrævningen og beregningen af importafgifter og de monetære udligningsbeløb. Der skal imidlertid ifølge Domstolens praksis ved fortolkningen af en position i forhold til en anden alene tages hensyn til dens rent toldmæssige funktion: i tvivlstilfælde skal der også henses til tariffens funktion i forbindelse med den fælles markedsordnings behov.

Der kan ikke udledes noget kriterium af selve forordning nr. 1669/77 i henseende til den fælles markedsordning. Forordning nr. 2777/75 har indført importafgifter af to grunde. For det første skal der tages hensyn til den indflydelse på foderomkostningerne, der følger af forskellen mellem kornfoderstoffernes pris inden for Fællesskabet og på verdensmarkedet. Dernæst er det nødvendigt at beskytte forædlingsindustrien inden for Fællesskabet.

Disse to hensyn tilgodeses dog i tilstrækkelig grad derved, at den laveste importafgift opkræves for slagteaffald samt for eksempel for rygge, halse, gumpe og vingespidser. Der tages herved tilstrækkeligt hensyn til behovet for beskyttelse af det fælles marked for fjerkrækød. Det ville være en krænkelse af og stride imod formålene i traktatens artikel 39 og 110 samt 29 at tarifere slagteaffald under position 02.02 B I med den højere afgift med den følge, at indførselen af slagteaffald med en principielt lav værdi ville ophøre.

Forordning nr. 2777/75 giver i det højeste Kommissionen hjemmel til at pålægge en højere importafgift (artikel 5) ud fra det gennemsnitlige forhold mellem handelsværdierne, men de nødvendige betingelser herfor synes ikke at have være opfyldt i den pågældende periode.

Det fjerde spørgsmål må derfor besvares således, at der ved fortolkningen af en position i forhold til en anden ud over deres toldmæssige funktion skal tages hensyn til den fælles markedsordnings behov. Tariferingen må ikke misbruges til at udelukke, at en bestemt vare indføres, såfremt den fælles markedsordnings bestemmelser herved tilsidesættes.

Ifølge Kommissionen fremgår forordningens retsstiftende karakter af, at de nationale myndigeheder ved dens ikrafttræden mistede deres hidtidige kompetence til selvstændigt at fortolke nomenklaturen med henblik på dets anvendelse i de konkrete tilfælde, og forordningen har pålagt dem en retlig forpligtelse til at respektere det foreskrevne resultat.

Da tariferingen ellers altid sker i henhold til de bestemmelser, som gælder på tidspunktet for indførselen, har Domstolen udelukket, at en forordning også kan få bindende virkning for tariferingen af varer, der er indført før dens ikrafttræden. Finanzgericht Münster er derfor ikke retligt forpligtet til at pådømme hovedsagen i henhold til forordningen.

Også selv om Finanzgericht skulle foretage tariferingen af de omtvistede varer på grundlag af de almindelige metoder og principper, som gælder for anvendelsen af FTT, er indholdet af forordning nr. 1669/77 at betragte som en sagkyndig udtalelse fra den institution, der har indført og formuleret de pågældende positioner. Dette er grunden til, at den nævnte forordning, også uden bindende karakter, stadig er en værdifuld hjælp ved fortolkningen af toldtariffen, selv om Finanzgericht lige så lidt kan lade hånt om den som om andre forklarende officielle bemærkninger og ikke kan undlade at undersøge dens indhold under henvisning til, at den ikke har tilbagevirkende gyldighed. Spørgsmålet, om der i forordningen er sket en konkret fortolkning af toldtariffen, har ingen forbindelse med spørgsmålet, om den fortolkning, den indeholder, har tilbagevirkende gyldighed.

Det kan heller ikke udledes af forordning nr. 1669/77, at alle tidligere indførte kalkun-chips obligatorisk og automatisk ikke skal tariferes som udskåret fjerkræ, men som slagetaffald. De bestemmelser, der er udstedt i henhold til forordning nr. 97/69 såsom forordning nr. 1669/77, hverken kan eller skal ændre rækkevidden af eksisterende tarifbestemmelser. De skal blot være kommentarer til de pågældende positioner og indeholder faste og obligatoriske kriterier for en korrekt tarifering af de omhandlede varer.

Hvad endelig angår betydningen af 21-dages fristen for forordningens ikrafttræden, er denne frist blevet fastsat, for at medlemsstaterne kan underrette alle deres toldmyndigheder. Der er ikke i denne forbindelse blevet taget økonomiske eller handelsmæssige hensyn, så meget desto mere som toldmyndighederne allerede længe havde handlet således, som det nu fulgte af forordning nr. 1669/77.

For det første kan det udledes af ordlyden og strukturen af position 02.02, at sondringen mellem udskåret fjerkræ og spiseligt slagteaffald skal ske på grundlag af varens objektive egenskaber og udseende ved indførselen. Toldtariffens tekst giver ingen hjemmel for, at samme vare tariferes forskelligt alt efter fremstillingsmåde eller anvendelse.

I øvrigt kan udtrykket udskåret fjerkræ ligestilles med udtrykket kød i position 02.01kød og spiseligt slagteaffald .. . således som det er sket i de forklarende bemærkninger.

Muskelvæv af kalkun, der er skåret af skroget, enten ved afskæring, udbening eller afskrabning, henhører således med sikkerhed under udskåret fjerkræ, udbenet i den i position 02.02 B I forudsatte betydning. I de forklarende bemærkninger til nomenklaturen fra Toldsamarbejdsrådet (TSR) henledes opmærksomheden desuden på, at kødets (dvs. fjerkræets) kvalitet efter toldtariffen ikke er afhængig af størrelsen af de stykker, der udbydes til salg: selv hakket kød er og bliver kød. Spørgsmålet om, hvilken del af dyret kødet stammer fra, er også uden betydning i det omfang, denne del ikke selv betegnes som slagteaffald. Jo mindre stykkerne er, jo vanskeligere er det at fastslå, hvilken del af dyret kødet hidrører fra.

Eksemplerne i de forklarende bemærkninger fra TSR giver en vis vejledning med hensyn til definitionen af slagteaffald, idet de dele, som ikke udtrykkeligt er nævnt, kan sidestilles med slagteaffald, såfremt de ligner dette eller kan sammenlignes med dette. Større stykker muskelvæv opfylder ikke denne betingelse.

For formålene med forordning nr. 1669/77 har det ikke været nødvendigt at give en generel og udtømmende definition af begreberne udskåret fjerkræ og slagteaffald, idet forordningen er grundet på den betragtning, at større stykker muskelkød tariferingsmæssigt ikke kan være andet end fjerkrækød.

Heraf følger derfor, at forordning nr. 1669/77 hverken i sit resultat eller i sin tariferingsmæssige begrundelse overskrider grænserne i henhold til forordning nr. 97/69 og følgelig er gyldig.