11.Da High Court er af den opfattelse, at afgørelsen af hovedsagen må bero på, hvilken fortolkning der skal anlægges af de nævnte bestemmelser, har retten udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:- 1)
- a)Er retsstillingen efter beslutningen, at denne gør det muligt for Det Forenede Kongerige og/eller bemyndiger det til at indføre foranstaltninger som de i bekendtgørelsen fastlagte, og
- b)udelukker beslutningen en anvendelse af tekniske bevaringsforanstaltninger med henblik på virkeliggørelsen af den pågældende målsætning?
- 2)Har det betydning for besvarelsen af spørgsmål 1), at Det Forenede Kongerige ikke reducerede fiskerflådens kapacitet i overensstemmelse med sit andet flerårige udviklingsprogram?
- 3)Strider foranstaltninger som de i bekendtgørelsen fastlagte mod de ovenfor nævnte fællesskabsretlige bestemmelser og grundsætninger?
- 4)Har det betydning for besvarelsen af ovennævnte spørgsmål,
- a)hvilke bestande de britiske fiskerfartøjer fisker efter, og navnlig om der er fastsat samlede tilladte fangstmængder for disse bestande
- b)i hvilket omfang bekendtgørelsen vil påvirke fiskerisektoren som helhed, og
- c)hvilke dispensationer den kompetente minister eventuelt for fremtiden måtte meddele inden for særlige kategorier?
Under retsforhandlingerne har Det Forenede Kongerige meddelt, at det ensidigt har suspenderet anvendelsen af de omtvistede foranstaltninger, indtil Domstolen har truffet præjudiciel afgørelse.
<TI><P>Det første spørgsmål</P></TI>12.Jeg finder det ganske åbenbart, hvorledes det første led af det første præjudicielle spørgsmål må besvares. Da der ved beslutningen som nævnt skete en godkendelse af det tredje britiske FUP, må beslutningen anses for udtrykkeligt at indeholde bemyndigelse for Det Forenede Kongerige til at forfølge målsætningerne med dette FUP ved foranstaltninger til reduktion af flådens aktivitet, idet beslutningen netop som eksempel omtaler begrænsninger i havdage (artikel 3, stk. 3).Foranstaltninger af denne art er derfor utvivlsomt tilladte, på betingelse af, at Kommissionen har godkendt de vedvarende juridiske og administrative forholdsregler samt metoder, som foranstaltningerne er truffet på grundlag af (artikel 3, stk. 3), og under forudsætning af, at mindst 55% af den overordnede målsætning med FUP på den anden side sikres gennem reduktioner af kapaciteten (artikel 3, stk. 2). Ser man på de i sagen forelagte oplysninger, og idet rigtigheden af disse ikke er blevet bestridt, er begge de nævnte betingelser opfyldt i sagen.
13.Ved det andet led af det første spørgsmål ønsker den nationale retsinstans herefter oplyst, hvorvidt beslutningen udelukker en anvendelse af foranstaltninger af teknisk karakter (dvs. i det væsentlige foranstaltninger i form af ændringer i licensordningen, foranstaltninger, der tilskynder til oplægning af fiskerfartøjer, og andre særlige bevaringsforanstaltninger) i stedet for foranstaltninger i form af begrænsninger af antallet af havdage.Selv om beslutningen ikke udtrykkeligt omtaler foranstaltninger af teknisk karakter, kan medlemsstaterne efter beslutningen frit vælge at anvende de foranstaltninger til reduktion af aktiviteten, der må anses for mest hensigtsmæssige med henblik på en gennemførelse af 45% af den overordnede målsætning, forudsat at der er tale om foranstaltninger, som Kommissionen har godkendt. Sagsøgerne har herved gjort gældende, at en anvendelse af bestemte foranstaltninger af teknisk karakter gør det muligt at nå til det tilsigtede resultat med økonomiske omkostninger, der er langt lavere end dem, som sagsøgerne vil skulle bære i forbindelse med anvendelsen af bekendtgørelsen.
14.Efter min opfattelse er det under alle omstændigheder uden relevans for vurderingen af, om bekendtgørelsen er forenelig med beslutningen, hvorledes spørgsmålet skal besvares. Selv om det antages, således som det formentlig er rigtigt, at beslutningen bemyndiger Det Forenede Kongerige til at træffe andre foranstaltninger til reduktion af fiskeriaktiviteten end foranstaltninger i form af en begrænsning af antallet af havdage, er sidstnævnte form for foranstaltninger under alle omstændigheder (udtrykkeligt) tilladt.Det synes herved ikke at fremgå af noget officielt dokument, at Kommissionen skulle have godkendt foranstaltninger af teknisk karakter, således som beslutningen forudsætter. Tværtimod peger indholdet af korrespondancen mellem Det Forenede Kongerige og Kommissionen i 1994 (der efter begæring fra sagsøgerne er blevet fremlagt i sagen) snarere i retning af, at det kommissionsmedlem, der havde ansvaret for fiskeripolitikken, var i tvivl om, hvorvidt sådanne foranstaltninger aktuelt kunne sikre en faktisk begrænsning af den britiske flådes fiskeriindsatsJf. skrivelse af 15.7.1994 fra Y. Paleokrassas til Minister of State for Agriculture, Fisheries and Food M. Jack.
.
<TI><P>Det andet spørgsmål</P></TI>15.Ved det andet spørgsmål ønsker den forelæggende retsinstans en afgørelse fra Domstolen om, hvorvidt og i hvilket omfang det har betydning for besvarelsen af det første spørgsmål, at Det Forenede Kongerige ikke opfyldte målsætningerne i det andet FUP, der omfattede perioden 1987-1991. Sagsøgerne gør herved gældende, at Det Forenede Kongeriges tilsidesættelse af sine forpligtelser til at reducere flådens kapacitet i henhold til det andet FUP har haft en urimelig og retsstridig indvirkning på målsætningerne med det tredje FUP, og at dette FUP, såfremt disse forpligtelser var blevet overholdt, ville have betydet færre økonomiske omkostninger og mindre byrdefulde konsekvenser for fiskerisektoren end dem, som nu vil kunne blive resultatet.Sagsøgerne baserer sig på den forudsætning, hvis rigtighed bestrides af Det Forenede Kongerige og Kommissionen, at det andet FUP indebar retligt bindende forpligtelser, når henses til, at de deri fastlagte målsætninger var blevet godkendt og formaliseret ved Kommissionens beslutning 88/141.
16.Jeg kan ikke dele denne opfattelse, som jeg finder uforenelig med en korrekt fortolkning af ordningen om indførelse af FUP og dennes udvikling.I hvert fald indtil udstedelsen af forordning nr. 3699/93 var ordningen begrænset til, at medlemsstaterne kunne udarbejde et FUP og forelægge dette for Kommissionen. Godkendelsen af FUP var udelukkende og alene en forudsætning for at kunne opnå finansiel støtte. Såfremt det i FUP fastlagte program blev godkendt, fastsatte Kommissionen ved en formel ad hoc-beslutning betingelserne og vilkårene for finansieringen. En sådan beslutning indebar derfor kun relevante retlige forpligtelser i henseende til spørgsmålet om finansiering i den forstand, at Kommissionen, såfremt FUP herefter ikke blev overholdt, kunne indstille udbetalingen af støtte, og det var i øvrigt netop dette, der skete for så vidt angår Det Forenede Kongerige med hensyn til det andet FUP.
17.Det var først efter de omstændigheder, der er spørgsmål om i denne sag, at ordningen blev ændret, herunder navnlig ved forordning nr. 3699/93, hvorefter fastlæggelsen af strukturhandlingsplaner på fiskeriområdet — dvs. udarbejdelsen af et FUP opfyldende de fællesskabsretlige krav — og en overholdelse af de hermed forbundne forpligtelser blev til absolutte retlige forpligtelser for hver enkelt medlemsstat. Rådets beslutning 94/15 er et eksempel på sådanne forpligtelser for så vidt angår perioden 1993-1996.Dette viser til overflod, at Det Forenede Kongeriges tilsidesættelse af de nævnte forpligtelser, der fulgte af det andet FUP, som var omfattet af den tidligere gældende ordning, ikke kunne have andre følger end, at udbetalingen af den af Kommissionen tidligere tilkendte støtte blev indstillet.
Sammenfattende må det fastslås, at Det Forenede Kongeriges manglende opfyldelse af de i det andet FUP fastlagte målsætninger er et forhold, der er ganske uden relevans for vurderingen af spørgsmålet om, hvorvidt gennemførelsen af det tredje FUP er i overensstemmelse med beslutningen.
<TI><P>Det tredje spørgsmål</P></TI>18.Ved det tredje spørgsmål ønsker High Court en afgørelse fra Domstolen om fortolkningen af en række fællesskabsretlige bestemmelser og principper med henblik på en vurdering af, om disse bestemmelser og principper er til hinder for en anvendelse af nationale foranstaltninger som de i sagen omtvistede.19.Jeg bemærker herved, at såfremt det antages, at sagsøgernes klagepunkter er berettigede, og at bekendtgørelsen er uforenelig med fællesskabsretten, vil der kunne opstå berettiget tvivl om gyldigheden af selve beslutningen, idet denne som nævnt udtrykkeligt indeholder bemyndigelse for Det Forenede Kongerige til at indføre de omtvistede foranstaltninger.Jeg vil dog med det samme anføre, at jeg anser den britiske bekendtgørelse for forenelig med samtlige de fællesskabsretlige bestemmelser og principper, som sagsøgerne har henvist til.
20.Sagsøgerne har i første række gjort gældende, at den omtvistede bekendtgørelse, for så vidt den udelukkende finder anvendelse på britiske fiskere, strider mod det almindelige forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet i EF-traktatens artikel 6 og mod det princip om ret til lige adgang til fangstpladserne og til fiskeri i Fællesskabet, der er knæsat i artikel 2 i Rådets forordning (EØF) nr. 101/76Forordning af 19.1.1976 om indforelse af en farlles strukturpolitik for fiskerisektoren (EFT L 20, s. 19).
.Jeg bemærker herom for det første, at artikel 10 i forordning nr. 3760/92 udtrykkeligt bemyndiger medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger med henblik på bevarelse og forvaltning af fiskebestandene, der er mere restriktive end de i den fællesskabsretlige ordning fastlagte, forudsat at foranstaltningerne udelukkende finder anvendelse på fiskere fra den pågældende medlemsstat, og de er forenelige med de målsætninger, der forfølges med ordningen.
Endvidere har Domstolen — netop i henseende til fiskeripolitikken — allerede haft lejlighed til udtrykkeligt at fastslå, at EØF-traktatens artikel 7 (nu EF-traktatens artikel 6) ikke [angår] de eventuelle former for forskelsbehandling og fordrejninger, der kan ramme personer og virksomheder, der er underlagt fællesskabsreglerne, fordi en medlemsstat anvender strengere foranstaltninger end dem, som er truffet på samme område af andre medlemsstaterDom af 7.5.1992, forenede sager C-251/90 og C-252/90, Wood og Cowie, Sml. I, s. 2873, prxmis 19, der skal sammenholdes med dom af 3.7.1979, forenede sager 185/78-201/78, Van Dam m.fl., Sml. s. 2345. pramis 10.
.
21.Hvad herefter særligt angår artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 101/76 har Domstolen fastslået, at denne bestemmelse skal fortolkes i lyset af ordningen med nationale kvoter, således at den ikke er til hinder for, at en medlemsstat over for fartøjer, der fører dens flag, kan anvende mere vidtgående nationale kontrolforanstaltninger end dem, der er fastlagt i den fællesskabsretlige lovgivning, forudsat at foranstaltningerne virkelig sikrer kontrollen med fiskeriet og forebygger svig, og de ikke står i misforhold til det forfulgte målDominen i sagen Wood og Cowic, a.st., præmis 16, 17 og 18.
.22.Hvad fortsat angår ligebehandlingsprincippet har sagsøgerne herefter gjort gældende, at bekendtgørelsen strider mod forbuddet mod forskelsbehandling af producenter og forbrugere i Fællesskabet inden for fiskerisektoren, jf. traktatens artikel 40, stk. 3. Bekendtgørelsen finder således anvendelse på ethvert fiskerfartøj med en længde på over 10 meter uden at indeholde særlige bestemmelser for fartøjer af denne art, der fisker efter fiskearter, som ikke er underlagt fangstkvoter, ligesom bekendtgørelsen ikke sondrer mellem de forskellige fangstmetoder, som de forskellige fartøjer gør brug af.På dette punkt vil jeg kunne tilslutte mig Kommissionens argumenter, hvorved denne anfører, at beslutningen opstiller et krav om en forholdsmæssig reduktion af mindst en bestemt størrelse inden for en række fiskerikategorier og samtidig om en stigning på nul inden for de øvrige kategorier, idet Kommissionen på dette grundlag gør gældende, at bekendtgørelsen indebærer, at de britiske fiskerfartøjers aktivitet fastholdes på det niveau, der var gældende i 1991. Efter ordningen er der således ingen foranstaltninger, som er mere byrdefulde for den ene eller den anden kategori, idet ordningen tværtimod sikrer en ensartet vækstrate på nul inden for hver kategori i forhold til den faktiske situation i 1991. Stigningen på nul i forhold til 1991 er netop den minimumsmålsætning, der er fælles for samtlige kategorier, og som i henhold til beslutningen har den største prioritet.
23.Ifølge sagsøgerne er bekendtgørelsen endvidere udtryk for en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ udførselsrestriktion, der strider mod forbuddet i EF-traktatens artikel 34.Dette savner efter min opfattelse grundlag, hvorved jeg henviser til, at traktatens artikel 34 ifølge fast retspraksis udelukkende sigter på nationale foranstaltninger, hvis formål eller virkning særlig er at hindre eksporthandelen, således at der herved sikres den pågældende medlemsstats indenlandske produktion eller hjemmemarked en fordelDom af 8.11.1979, sag 15/79, Groenveld, Sml. s. 3409, præmis 7, jf. endvidere, for så vidt angår fiskeri, dom af 27.3.1990, sag C-9/89, Spanien mod Rådet, Sml. I, s. 1383, præmis 21.
. Dette er åbenbart ikke tilfældet med de omtvistede foranstaltninger, der tværtimod finder anvendelse uden forskel på alle fiskerfartøjer, uden at der herved sondres mellem fartøjer, der afsætter deres produkter på det nationale marked, og fartøjer, der eksporterer dem.
24.Sagsøgerne har endvidere gjort gældende, at bekendtgørelsen strider mod de grundlæggende formål med den fælles fiskeripolitik, jf. EF-traktatens artikel 39 og forordning nr. 3760/92, og mod principperne for den fælles markedsordning for fiskerivarer, jf. forordning nr. 3759/92.Til støtte herfor har sagsøgerne henvist til en lang række beedigede erklæringer fra repræsentanter for denne sektor, hvori det anføres, at anvendelsen af bekendtgørelsen har en række skadelige virkninger for fiskeriet i Det Forenede Kongerige og for markedet i Fællesskabet som helhed. Disse følgevirkninger gør sig navnlig gældende for så vidt angår den økonomiske ligevægt på hele markedet for fiskerivarer og inden for forarbejdningsindustrien, priserne for fiskerivarer, de særlige behov hos de erhvervsdrivende inden for denne sektor og i de områder, hvor fiskeriet har en særlig betydning, den rationelle drift af fiskeriet, udviklingen af fiskeriet i de områder, der ligger længst væk fra havne, udviklingen af fiskeyngelbestandene, en hensigtsmæssig udnyttelse af Det Forenede Kongeriges fiskekvoter, de repræsentative organisationers mulighed for at forvalte kvoteordningen, forsyningssikkerheden og mere generelt en formålstjenlig gennemførelse af den fællesskabsretlige ordning.
25.Selv om jeg ser bort fra overvejelser med hensyn til den retlige værdi, som kan tillægges de pågældende erklæringer, der ganske vist er beedigede, men som er afgivet uden for de normale rammer for procesreglementets artikel 47 ff., og går ud fra, at den omtvistede bekendtgørelse på kort sigt vil kunne have skadelige følgevirkninger for samtlige erhvervsdrivende inden for fiskerierhvervet i Fællesskabet, mener jeg dog, at hensynet til opretholdelsen af ligevægten mellem henholdsvis udnyttelse og bevarelse af de disponible ressourcer må tillægges den allerstørste vægt. Det er således kun i kraft af en fortløbende stræben efter en sådan ligevægt — der i realiteten allerede i alvorlig grad er bragt i fareSe rapporten fra 1991 fra Kommissionen og Rådet til Europa-Parlamentet om den radies fiskeripolitik (SEK (91)2288 af 18.12.1991). Man vil navnlig bemærke sig oplysningerne vedrorende dødeligheden inden for fiskebestandene og vedrorende fiskeindustriens overkapacitet i forhold til de disponible ressourcer samt overvejelserne og forslagene vedrorende en revision af ordningen med henblik pa en mere rationel udnyttelse af ressourcerne.
— at fiskerierhvervet vil kunne overleve på lang sigt og bevare (eller rettere på ny opnå) en rentabilitet.26.Den fællesskabsretlige retspraksis på området er da også baseret på dette ræsonnement. Domstolen har for det første fremhævet de vide skønsmæssige beføjelser, som fællesskabsinstitutionerne råder over med hensyn til gennemførelse, samordning og harmonisering for så vidt angår målsætningerne med den fælles landbrugspolitik (og dermed fiskeripolitikken), idet Domstolen har fastslået, at institutionerne midlertidigt kan lægge mere vægt på én målsætning frem for en anden, når den økonomiske situation kræver detDom af 24.10.1973, sag 5/73, Balkan-Import-Export, Sml. s. 1091, præmis 24 og 27.
.For det andet har Domstolen i forbindelse med, at den tog stilling til gyldigheden af en forordning, hvorved der blev truffet bestemmelse om fastsættelse for 1985 af de samlede tilladte fangstmængder for visse fiskebestande, udtalt, at denne fastsættelse var forenelig med traktatens artikel 39, idet Domstolen bemærkede: Ved for en kortere periode at begrænse fangstmængderne og ved at fastsætte fangstkvoter er det muligt at bevare visse fiskearter og således bidrage til på lang sigt at stabilisere markederne. En sådan ordning gør det yderligere muligt at gennemføre et andet af formålene efter traktatens artikel 39, nemlig den bedst mulige anvendelse af produktionsfaktorerne, idet visse af havets ressourcer uden denne ordning hurtigt ville blive udtømt, og det ville således på lang sigt være umuligt at opfylde kravet om den bedst mulige anvendelse af produktionsfaktorerneDom af 16.6.1987, sag 46/86, Romkes, Sml. s. 2671, prxmis 22.
.
27.Hvad angår den angivelige tilsidesættelse af princippet om ejendomsrettens ukrænkelighed og princippet om ret til frit at udøve et erhverv, der er udtryk for grundrettigheder, som Domstolen skal beskytteDom af 13.12.1979, sag 44/79, Hauer, Sml. s. 3727.
, bemærker jeg blot, at sagsøgerne selv har erkendt, at de nævnte rettigheder ifølge fast retspraksis ikke er absolutte, men kan underlægges begrænsninger, der er begrundet i almene hensyn, som Fællesskabet forfølger, forudsat at begrænsningerne ikke er udtryk for et uforholdsmæssigt og uacceptabelt indgreb over for det centrale indhold af den beskyttede rettighedDom af 11.7.1989, sag 265/87, Schrader, Sml. s. 2237.
. Jeg finder det herved åbenbart, at den omtvistede bekendtgørelse ikke indebærer noget hverken uforholdsmæssigt eller uacceptabelt indgreb, når henses til den betydning, der må tillægges den målsætning, som bekendtgørelsen forfølger.28.Jeg kommer nu endelig til det anførte om, at bekendtgørelsen strider mod det almindelige proportionalitetsprincip. Dette klagepunkt, som forelæggelseskendelsen ikke indeholder nogen nærmere redegørelse for, kan ses ud fra to forskellige synsvinkler.For det første kan klagepunktet anses for rettet mod Kommissionen, ud fra den opfattelse, at denne ved at give bemyndigelse til foranstaltninger som de omtvistede har tilsidesat forpligtelsen til blandt flere forskellige former for foranstaltninger at vælge den mindst bebyrdendeJf. f.eks. dom af 13.11.1990, sag C-331/88, Fcdesa m.fl., Sml. I, s. 4023, præmis 13.
.
Jeg kan herved indskrænke mig til at bemærke, at fællesskabslovgiver ifølge fast retspraksis på fiskeripolitikkens område har en skønsfrihed, der modsvarer det politiske ansvar, som denne er tillagt ved traktatens artikel 39 og 40, og at det kun er, såfremt en foranstaltning er åbenbart uhensigtsmæssig i forhold til det mål, der forfølges, at foranstaltningen vil kunne kendes ulovligJf. senest dom af 5.10.1994, forenede sager C-133/93, C-300/93 og C-362/93, Crispoltoni m.fl., Sml. I, s. 4863, præmis 42.
.
29.Anser man derimod klagepunktet for rettet mod Det Forenede Kongerige, ud fra den opfattelse, at dette har valgt de omtvistede foranstaltninger i stedet for andre eventuelt lovlige, må ldagepunktet uden videre forkastes, uden at det er nødvendigt at foretage den sædvanlige vurdering ud fra proportionalitetskriterier.Jeg finder det således åbenbart, at er der spørgsmål om en national foranstaltning, der udtrykkeligt og forudgående er blevet godkendt af Kommissionen som led i udøvelsen af de særlige beføjelser, Kommissionen er blevet tillagt i forbindelse med fiskeripolitikken, og hvis forenelighed i henseende til andre eventuelle fællesskabsretlige regler fuldt ud er blevet godtgjort, må det være indlysende, at ethvert spørgsmål om proportionalitet er overflødigt at rejse.
30.Sammenfattende må det fastslås, at alle sagsøgernes argumenter i højere grad synes baseret på den opfattelse, at bekendtgørelsen er uhensigtsmæssig, når henses til muligheden for andre og mindre byrdefulde foranstaltninger, end på den opfattelse, at bekendtgørelsen virkelig skulle stride mod relevante fællesskabsretlige regler. En eventuel undersøgelse af den omhandlede art tillige med overvejelser med hensyn til de økonomiske konsekvenser af en national foranstaltning, som ikke er uforenelig med fællesskabsretten, ligger dog åbenbart uden for Domstolens kompetence og henhører udelukkende under den nationale lovgivningsmagts politiske ansvar.<TI><P>Det fjerde spørgsmål</P></TI>31.Ved det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende retsinstans en afgørelse fra Domstolen om, hvorvidt det har betydning for besvarelsen af de øvrige spørgsmål, a) hvilke bestande de enkelte fiskerfartøjer fisker efter, og navnlig om der er fastsat samlede tilladte fangstmængder for disse bestande, b) i hvilket omfang de pågældende restriktioner vil påvirke markedet for fiskerivarer som helhed, og c) hvilke dispensationer fra ordningen den kompetente minister måtte meddele.Efter min opfattelse fremgår besvarelsen heraf med tilstrækkelig tydelighed af bemærkningerne til det tredje spørgsmål. Det er således åbenbart, at de under a) og b) nævnte omstændigheder er uden betydning for spørgsmålet om, hvorvidt bekendtgørelsen er forenelig med beslutningen og med fællesskabsretten.
32.Hvad herefter angår det fjerde spørgsmåls punkt c) er det efter min opfattelse ubestrideligt — og parterne har da heller ikke bestridt det — at den beføjelse, som den kompetente minister har til at meddele individuelle dispensationer fra den almindelige ordning, på ingen måde kan have betydning for den vurdering, der anlægges af spørgsmålet om, hvorvidt bekendtgørelsen er forenelig med fællesskabsretten.33.Jeg skal herefter foreslå Domstolen følgende besvarelse af de præjudicielle spørgsmål fra High Court of Justice:- 1)Kommissionens beslutning 92/593/EØF af 21. december 1992 om et flerårigt udviklingsprogram for Det Forenede Kongeriges fiskerflåde (1993-1996) i medfør af Rådets forordning (EØF) nr. 4028/86 skal fortolkes således, at Det Forenede Kongerige — uden at andre former for foranstaltninger dermed er udelukket — lovligt kan begrænse det antal dage, britiske fiskerfartøjer om året må være på havet, til antallet af havdage i 1991, idet det er uden betydning herfor, at Det Forenede Kongerige ikke opfyldte de forpligtelser, det påtog sig ved det flerårige udviklingsprogram for perioden 1987-1991.
- 2)EF-traktatens artikel 6, 34, 39 og artikel 40, stk. 3, artikel 2 i Rådets forordning (EØF) nr. 101/76 af 19. januar 1976 om etablering af en fælles strukturpolitik for fiskerisektoren, Rådets forordning (EØF) nr. 3760/92 af 20. december 1992 om en fællesskabsordning for fiskeri og akvakultur og Rådets forordning (EØF) nr. 3759/92 af 17. december 1992 om den fælles markedsordning for fiskerivarer og akvakulturprodukter samt princippet om ejendomsrettens ukrænkelighed, princippet om ret til frit at udøve et erhverv og proportionalitetsprincippet skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at en medlemsstat indfører en ordning, hvorefter det antal dage, medlemsstatens fiskerfartøjer om året må være på havet, begrænses til antallet af havdage i 1991.
- 3)Det er uden betydning for besvarelsen af de foregående præjudicielle spørgsmål,
- a)hvilke fiskebestande de enkelte fiskerfartøjer fisker efter,
- b)i hvilket omfang fiskerierhvervet herved påvirkes, og
- c)at den kompetente minister kan meddele individuelle dispensationer fra ordningen.