Sagsøgeren har gjort gældende, at han på intet tidspunkt har nægtet at genoptage sit arbejde; han har tværtimod udtrykkeligt og gentagne gange givet udtryk for, at det var hans faste og præcise hensigt igen at indtræde i Kommissionens tjenestegrene, mens Kommissionen på sin side i næsten to år (1. 1. 1974 — 1. 10. 1975) har undladt at opfylde sin forpligtelse til at tilbyde ham mulighed for at genindtræde i en stilling i hans kategori og lønklasse. Hans holdning med hensyn til de to stillingstilbud, som han endelig fik den 1. oktober 1975 og den 16. september 1976, kan på ingen måde sidestilles med afslag i artikel 40's forstand, idet han hver gang udtrykkeligt accepterede den tilbudte stilling, og blot blev forhindret i at genoptage sit arbejde inden for de frister, som sagsøgtes administration ønskede at pålægge ham.

Kommissionen har således overtrådt vedtægtens artikel 40, stk. 4, litra d), i to henseender, dels ved i to år at forsømme at underrette ham om den første ledige stilling, som ville have været passende for ham, og dels ved at have indledt proceduren med afskedigelse uden ansøgning, skønt sagsøgeren på ingen måde havde afslået de ham tilbudte stillinger.

Ifølge sagsøgeren er det fast praksis i retten vedrørende offentligt ansatte i de medlemsstater, hvor der kan ske afskedigelse uden ansøgning, at forvaltningsmyndigheden i disse sager ikke kan indskrænke sig til en generel begrundelse, men skal begrunde sin afgørelse med lovlige hensyn, som skal fremgå af afgørelsen selv eller forvaltningens dokumenter i sagen (det belgiske Conseil d'État, 10. 10. 1978, nr. 19 177, Wastiels, R.A.C.E. 1978, s. 1011). I betragtning af sagsøgerens viljeserklæring om at ville acceptere de tilbudte stillinger skulle sagsøgte, før man nåede frem til det resultat, at der var tale om et afslag, have undersøgt, om de af sagsøgeren påberåbte undskyldninger var gyldige, og sagsøgte kunne ikke på forhånd antage, at de påberåbte grunde var urigtige eller uberettigede. Sagsøgeren har herved anført det belgiske Conseil d'État's dom af 20. oktober 1966, nr. 12 035, Bracke, R.A.C.E., 1966, s. 838. Den anfægtede afgørelse henviser imidlertid end ikke til, at sagsøgeren faktisk har påberåbt sig en grund, og så meget desto mere er dennes gyldighed ikke blevet prøvet.

Sagsøgeren har i øvrigt påberåbt sig en række belgiske og italienske domme, hvoraf det fremgår, at forvaltningen har pligt til, før den træffer en så alvorlig afgørelse som afskedigelse uden ansøgning, at undersøge, om forsinkelsen (eller afkaldet på stillingen) er berettiget eller ej (det belgiske Conseil d'État af 26. 5. 1976, nr. 17 674, d'Otreppe de Bouvette, R.A.C.E., 1976, s. 531; det italienske Conseil d'État, IV Sezione af 20. 5. 1960, nr. 503; af 5. 5. 1965, nr. 404,; af 28. 9. 1967, nr. 427; af 23. 11. 1973, nr. 493; VI Sezione af 18. 5. 1955, nr. 363; af 26. 10. 1971, nr. 795; af 23. 11. 1973, nr. 493).

Sagsøgeren mener, at han havde gyldige grunde til at modsætte sig Kommissionens krav med hensyn til datoen for hans genoptagelse af arbejdet, således at sagsøgte med urette har betegnet hans holdning som en afslag.

Ved at have afskediget sagsøgeren uden ansøgning uden at godtgøre, at han har afslået de ham tilbudte stillinger, har sagsøgte anvendt sine beføjelser til andre formål end dem, som de er bestemt til. Sagsøgte har faktisk fjernet sagsøgeren fra tjenesten uden at have overholdt de procedurer og retsregler, som en sådan sanktion efter selve sin natur er underlagt.

Fra 1. januar 1974, hvor tjenestefriheden af personlige årsager udløb, havde Kommissionen ganske vist pligt til at lade sagsøgeren genindtræde i den første ledige stilling i den kategori, der svarede til hans lønklasse, såfremt han var i besiddelse af de nødvendige kvalifikationer; men der må ifølge sagsøgte tages hensyn til den omstændighed, at der mellem 1. januar 1974 og 1. oktober 1975 ikke var nogen ledig stilling i afdelingen personlige rettigheder og privilegier i personaledirektoratet, mens institutionen på det tidspunkt tilstræbte først og fremmest at lade tjenestemænd, som havde tjenestefrihed af personlige årsager, genindtræde i deres oprindelige tjenestegren. Sagsøgte har på sin side henvist til den mangel på iver, som sagsøgeren har lagt for dagen i denne henseende. Under alle omstændigheder vedrører tvisten ikke Kommissionens holdning på dette tidspunkt, men udelukkende spørgsmålet, om denne lovligt har kunnet beslutte at afskedige sagsøgeren uden ansøgning på grund af hans holdning på det tidspunkt, hvor han fik stillingerne tilbudt.

Skønt sagsøgeren ikke formelt har afslået de to tilbudte stillinger, var de betingelser, som han knyttede til sin accept vedrørende fristerne for hans genoptagelse af arbejdet, af en sådan art, at hans genindtræden i den tilbudte stilling blev umulig i betragtning af de objektive tjenstlige krav, mens de oprindeligt fastsatte frister, som allerede i sig selv var rimelige, på den anden side blev forlænget under hensyn til de personlige omstændigheder, som sagsøgeren henviste til.

Sagsøgte har vedrørende dette for det første anført, at det må undgås på nogen måde at sidestille afskedigelse uden ansøgning i henhold til artikel 40, stk. 4, litra d), med en disciplinær sanktion. Afskedigelse uden ansøgning er blot udøvelsen af ansættelsesmyndighedens mulighed for at afbryde det ved tjenestemandens udnævnelse etablerede retsforhold, når denne ved udløbet af en tjenestefrihed af personlige årsager to gange afslår en stilling, som muliggør hans genindtræden.

Konstateringen af dette dobbelte afslag er tilstrækkeligt til at berettige denne foranstaltning, og udøvelsen af denne beføjelse mildnes af proceduremæssige garantier til fordel for tjenestemanden. Det fremgår heraf, at sagsøgerens henvisninger til nationale lovgivninger og national retspraksis må lades ude af betragtning, for selv om afskedigelse uden ansøgning findes i de fleste medlemsstaters ret vedrørende offentligt ansatte, er den dog for de EF-ansattes vedkommende reguleret i vedtægten, således at henvisningerne til et almindeligt retsprincip i medlemsstaterne må lades ude af betragtning. Det bestrides i øvrigt ikke, at sagsøgeren har draget fordel af de i vedtægten fastsatte proceduremæssige garantier.

Hvad angår sagsøgerens kritik af, at sagsøgte har sidestillet hans holdning med et afslag, er denne sidestillen på ingen måde retsstridig, men fuldt berettiget. Tjenestemændenes genindtræden ved udløbet af en tjenestefrihed af personlige årsager er ikke blot foreskrevet i tjenestemandens egen interesse, men ligeledes og først fremmest i tjenestens interesse. Tjenestefrihed af personlige årsager er en undtagelsevis foranstaltning, som er tidsbegrænset, og tjenestemandens normale situation er at være i aktiv tjeneste. Det tilkommer derfor den administrative myndighed at fastsætte fristen for genindtræden afhængigt af tjenestens behov, og ikke tjenestemanden at gøre det alt efter, om det er ham personligt belejligt, og der må kun tages hensyn til sidstnævnte i de omfang, det er foreneligt med tjenestens krav.

Hvad angår det første stillingstilbud mener sagsøgte under alle omstændigheder at have givet sagsøgeren en rimelig frist, som er blevet forlænget gentagne gange.

Hvad angår det andet tilbud har sagsøgte i det væsentlige gjort gældende, at sagsøgeren har undladt at give en forklaring vedrørende de uforudsete omstændigheder, som forhindrede ham i at genoptage sit arbejde på den aftale dato. Først under annullationssøgsmålet har han for første gang nævnt en forværring i hans mors helbredstilstand, uden imidlertid at vedlægge en lægeattest.

Sagsøgte har på det bestemteste afvist beskyldningen for magtfordrejning og har hævdet, at det fremgår af ovenstående, at den har anvendt vedtægtens artikel 40, stk. 4, litra d), korrekt.

Sagsøgeren har først bemærket, at når fristen for genindtræden på grund af bestræbelserne på at lade tjenestemændene genindtræde i deres oprindelige tjenestegren bliver forlænget for, som i det foreliggende tilfælde, at blive udskudt i næsten to år, er der intet, der forhindrer Kommissionen i at underrette den pågældende herom. Denne holdning er i øvrigt ikke forenelig med vedtægtens artikel 40, stk. 4, litra d), som foreskriver genindtræden i dėn første ledige stilling, således at Kommissionen ikke er berettiget til at støtte sin afgørelse om afskedigelse uden ansøgning på denne fejlagtige genindtrædelsesprocedure.

Det er desuden forkert, at den frist, som han fik til at genoptage sit arbejde, var rimelig for de to stillingstilbuds vedkommende, og at han hver gang fik betydelige forlængelser af fristen. Specielt i det andet tilfælde er det forkert at tale om en rimelig frist og en væsentlig forlængelse, når den frist, Kommissionen gav sagsøgeren, kun var på en uge, nemlig tiden mellem samtalen med chefen for afdelingen personlige rettigheder og privilegier af 22. november 1976 og 1. december 1976.

Ifølge sagsøgeren er Kommissionens argumentation særlig ulogisk, hvad angår det påståede andet afslag. Efter at sagsøgeren ved telegram havde meddelt, at det var ham umuligt at være til stede i Bruxelles den 1. december 1976, foreholdt generaldirektøren ham ved skrivelse af 9. december, at han ikke havde givet gyldig grund for sit fravær, og meddelte ham, at det måtte antages, at genindtrædelsesproceduren var afsluttet som følge af hans andet afslag på de stillingstilbud, som han havde fået. Dette kunne eventuelt forpligte sagsøgeren til at motivere sit fravær, men det kunne ikke deraf sluttes, at han havde afslået tilbudet, da han udtrykkeligt havde accepteret det. Når han ikke efterfølgende gav nogen forklaring, var det fordi han var overbevist om, at Kommissionen, som det fremgik af dens skrivelse af 9. december 1976, havde truffet endelig afgørelse på dette punkt ved at sidestille hans påståede ulovlige fravær med et andet afslag.

Han foretrak derfor at afvente, at Kommissionen skulle træffe afgørelse om at afskedige ham uden ansøgning for så at anfægte denne afgørelse.

Efter sagsøgerens mening vil det i betragtning af den summariske karakter af vedtægtens bestemmelser vedrørende afskedigelse uden ansøgning være formålstjenligt at henvise til medlemsstaternes retssystemer. Før den administrative myndighed træffer en så alvorlig afgørelse som afskedigelse uden ansøgning, skal den undersøge, om der eventuelt er undskyldninger for den pågældendes fravær. Ifølge sagsøgeren skulle Kommissionen efter at have modtaget hans telegram af 30. november 1976 have undersøgt, nøjagtig hvilke grunde han kunne gøre gældende til støtte for sit fravær og have pålagt ham en frist til at svare. Kommissionen har ved en forvaltningsprocedure, som ikke har karakter af en tvist, pligt til at overholde visse principper, som uden at stå i vejen for tjenestens interesse ikke tilsidesætter de pågældendes interesser.

Efter sagsøgerens mening fremgår det af hans bemærkninger, at sagsøgte ikke har anvendt vedtægtens artikel 40, stk. 4, litra d) korrekt, og at sagsøgte følgelig ikke har været berettiget til at forlænge proceduren med en afskedigelse uden ansøgning. Det følger heraf, at sagsøgte har anvendt sin beføjelse i henhold til vedtægtens artikel 40, stk. 4, litra d) i den hensigt at bringe sagsøgerens arbejde til ophør ved fjernelse fra tjenesten.

Sagsøgte har endnu engang fremhævet sine tidligere forklaringer vedrørende den frist, som udløb mellem udløbet af sagsøgerens tjenestefrihed af personlige årsager og det første stillingstilbud, og har derefter bemærket, at en tjenestemand ved udløbet af en tjenestefrihed af personlige årsager må vente når som helst at modtage et stillingstilbud, som muliggør hans genindtræden. Sagsøgte har erkendt, at den kunne have foreslået sagsøgeren en hvilken som helst stilling i hans lønklasse fremfor at ville lade ham genindtræde i hans oprindelige tjenestegren, men denne holdning, som hovedsagelig er i tjenestemandens interesse, er i modsætning til, hvad sagsøgeren har hævdet, uden betydning for, om genindtrædelsesprocedurens videre forløb var forskriftsmæssigt.

Hvad angår den afventende holdning, som sagsøgeren udviste mellem sine to ansøgninger om genindtræden, har sagsøgte hævdet, at skønt vedtægtens artikel 40, stk. 4, litra d) ikke pålægger den pågældende tjenestemand nogen pligt til samarbejde, står det ikke desto mindre fast, at den af sagsøgeren opretholdte tavshed mellem den 1. oktober 1973, da han ansøgte om at genindtræde, og den 1. december 1974, da han fornyede denne ansøgning, samt mellem sidstnævnte dato og 1. oktober 1975, da han fik det første stillingstilbud, viser en mangel på normal agtpågivenhed fra hans side (dom af 1. 7. 1976, sag 58/75, Sergy, Sml. s. 1139). Sagsøgerens manglende interesse for de cirka 30 meddelelser om ledige stillinger i hans stillingsgruppe, som han modtog mellem den 21. juli 1976 og 6. september 1976, er ligeledes betegnende for hans ringe beredvillighed til at genindtræde i sin tjeneste, ligesom i øvrigt hans efterfølgende anmodninger om fristforlængelse samt den almene og skiftende karakter af de personlige og familiemæssige begrundelser, som han fremførte herfor.

Hvad angår den frist, som sagsøgeren fik ved det andet stillingstilbud, har Kommissionen gjort gældende, at dette tilbud var dateret den 16. september 1976, således at han havde al den tid til rådighed, som var nødvendig, for at han kunne træffe foranstaltninger med henblik på sin genindtræden.

Det er i øvrigt klart, at skrivelsen af 24. november 1976, som over for sagsøgeren bekræftede indholdet af hans samtale med chefen for afdelingen personlige rettigheder og privilegier om hans genindtræden fra 1. december 1976 uden mulighed for forlængelse af fristen, afgjort ikke havde udelukket uforudsete begivenheder eller tilfælde af force majeure, som kunne forhindre ham i at genoptage sin tjeneste. En forlængelse af fristen var kun udelukket i mangel af en ny omstændighed, da sagsøgeren havde tilkendegivet, at han var indforstået med denne dato. Ifølge sagsøgte er der følgelig ingen modstrid mellem skrivelsen af 24. november 1976 og skrivelsen af 9. december 1976. Sidstnævnte skrivelse henviste i øvrigt til manglende gyldig begrundelse, hvilket efter al logik måtte foranledige sagsøgeren til at forklare sig og til at fremlægge alle nødvendige beviser. I det foreliggende tilfælde foretrak han imidlertid at tie.

Med henvisning til at medlemsstaternes ret på dette område er forskelligartet, hvilket sagsøgte har illustreret med en sammenligning af fransk og italiensk ret vedrørende offentligt ansatte, har sagsøgte bestridt, at der findes et fælles almindeligt retsprincip i medlemsstaterne, hvorefter sagsøgte selv skulle have taget initiativet til at sikre sig, at sagsøgeren ikke havde en gyldig grund til sit fravær.

Sagsøgte mener tværtimod at have udvist den største forståelse for sagsøgeren og hans personlige forhold, især hvad angår det andet stillingstilbud. Efter at have accepteret en forlængelse af den oprindelige frist for genoptagelse af tjenesten fra 3. november 1976 til 1. december, og efter at sagsøgeren havde givet udtryk for sin accept af denne dato og havde fået meddelelse om, at der ikke ville blive givet nogen yderligere forlængelse af fristen, bortset fra forskriftsmæssigt dokumenterede uforudsete begivenheder eller force majeure-tilfælde, indskrænkede sagsøgeren sig til, én dag før han skulle genindtræde, at sende et telegram, hvori han blot uden nærmere forklaring henviste til uforudsete omstændigheder, som hindrede hans afrejse, og han gav endog ikke senere nogen forklaring.

Det kan ikke i fuldt alvor hævdes, at det under sådanne omstændigheder påhvilede sagsøgte at tage initiativet til at udspørge sagsøgeren om grundene til, at han ikke var mødt på sit arbejde den 1. december 1976 eller de følgende dage, og at efterprøve, om grundene faktisk forelå, og om de var relevante.

Sagsøgte har på ny understreget, at sagsøgeren har indskrænket sig til at påstå, at der foreligger magtfordrejning, uden at fremlægge det mindste bevis herfor.