Bruxelles, den 25.7.2025

COM(2025) 422 final

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

om Kommissionens udøvelse af de beføjelser til at vedtage delegerede retsakter, der er tillagt den i henhold til forordning (EU) 2016/1012 om zootekniske og genealogiske betingelser for avl, handel med og indførsel til Unionen af racerene avlsdyr, hybridavlssvin og avlsmateriale herfra ("dyreavlsforordning")


RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

om Kommissionens udøvelse af de beføjelser til at vedtage delegerede retsakter, der er tillagt den i henhold til forordning (EU) 2016/1012 om zootekniske og genealogiske betingelser for avl, handel med og indførsel til Unionen af racerene avlsdyr, hybridavlssvin og avlsmateriale herfra ("dyreavlsforordning")

1.INDLEDNING

Forordning (EU) 2016/1012 om zootekniske og genealogiske betingelser for avl, handel med og indførsel til Unionen af racerene avlsdyr, hybridavlssvin og avlsmateriale herfra ("dyreavlsforordning") 1 blev vedtaget i 2016. Forordningen trådte i kraft den 19. juli 2016 og med virkning fra den 1. november 2018.

Forordningen har erstattet otte rådsdirektiver (rådsdirektiv 87/328/EØF, 88/661/EØF, 89/361/EØF, 90/118/EØF, 90/119/EØF, 90/427/EØF, 94/28/EF og 2009/157/EF) 2 samt et antal kommissionsafgørelser og -beslutninger, der er vedtaget i henhold til de pågældende direktiver, om avl af kvæg, svin, får, geder og dyr af hestefamilien samt om import af avlsdyr. Desuden ophæver den direktiv 91/174/EØF 3 (avl af andre dyrearter) og Rådets beslutning 96/463/EF 4 om udpegelse af et EU-referencecenter.

Forordningen konsoliderer, forenkler og tilpasser de fleste af bestemmelserne i disse direktiver til Lissabontraktaten i én fælles retlig ramme i form af en forordning. Endvidere indfører den bestemmelser om offentlig kontrol og aktiviteter, der skal udføres af medlemsstaterne og Kommissionen.

I henhold til forordningens bestemmelser tillægges Kommissionen beføjelser til at vedtage en række delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter. Den pålægger også Kommissionen en forpligtelse til at rapportere til fælleslovgiverne om udøvelsen af de delegerede beføjelser, den indeholder.

2.RETSGRUNDLAG

Denne rapport er påkrævet i henhold til artikel 61, stk. 2, i forordning (EU) 2016/1012. I henhold til denne bestemmelse tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter vedrørende de spørgsmål, der er opstillet deri, for en periode på fem år fra den 19. juli 2016, og Kommissionen skal udarbejde en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden.

Som fastsat i artikel 61, stk. 2, tillægges Kommissionen beføjelser til at vedtage de delegerede retsakter, der er omhandlet i artikel 26, stk. 1, artikel 29, stk. 5, artikel 30, stk. 9, og artikel 32, stk. 1, i forordning (EU) 2016/1012.

Artikel 61, stk. 2, fastlægger desuden, at delegationen af beføjelser stiltiende forlænges for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode, mens det fremgår af artikel 61, stk. 3, at delegationen af beføjelser til enhver tid kan tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet.

3.UDØVELSE AF DE DELEGEREDE BEFØJELSER

I den første rapporteringsperiode (indtil 19.10.2020) udøvede Kommissionen sine delegerede beføjelser i henhold til artikel 32, stk. 1, i forordning (EU) 2016/1012 ved at vedtage følgende obligatoriske delegerede retsakt:

·Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/1940 af 13. juli 2017 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1012 for så vidt angår indhold og format af zootekniske certifikater, der udstedes for racerene avlsdyr af hestearterne, og som er indeholdt i et enkelt identifikationsdokument for hele dyrets levetid for dyr af hestefamilien 5 .

Denne anvendelse af delegerede beføjelser og den deraf følgende delegerede forordning i den første rapporteringsperiode blev beskrevet i den første rapport 6 .

I den anden rapporteringsperiode, der er omfattet af denne rapport (indtil 19.10.2025), udøvede Kommissionen ikke sine delegerede beføjelser.

Ved udgangen af den anden rapporteringsperiode har Kommissionen således anvendt en ud af de fire beføjelser til at vedtage delegerede retsakter, jf. forordning (EU) 2016/1012. De tre resterende beføjelser er ikke obligatoriske. De vedrører mulige ændringer af bilag III (krav til individafprøvning og avlsværdivurdering), bilag IV (krav til og opgaver for EU-referencecentre) og bilag V (indhold af zootekniske certifikater) til forordningen. Disse tre bilag indeholder en lang række tekniske elementer, og det kan være nødvendigt at tilpasse dem, bl.a. i lyset af den tekniske udvikling, videnskabelige fremskridt eller det indre markeds funktion.

Indtil videre har der ikke været behov for ændringer af disse bilag som følge af den tekniske udvikling eller videnskabelige fremskridt. De kompetente myndigheder i medlemsstaterne eller de berørte parter anførte heller ikke, at der var behov for at ændre dem.

4.KONKLUSION

Kommissionen har behørigt udstedt den delegerede retsakt på grundlag af beføjelsen i artikel 32, stk. 1, i forordning (EU) 2016/1012, dvs. Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/1940. Kommissionen mener, at der er behov for at bevare denne beføjelse, da der kan blive behov for fremtidige ændringer af nævnte delegerede forordning.

Da de tre beføjelser vedrørende delegerede retsakter om ændring af bilag III, IV og V til forordning (EU) 2016/1012 er klart forbundet med videnskabelige eller tekniske fremskridt, mener Kommissionen, at det er nødvendigt at bevare alle disse beføjelser til at vedtage delegerede retsakter som fastsat i nævnte forordning. Det eventuelle behov for at udarbejde og vedtage delegerede retsakter baseret på disse beføjelser vil sandsynligvis opstå i fremtiden. Det er vigtigt at bevare den nødvendige fleksibilitet i de retlige rammer, da det kan være nødvendigt at ajourføre de tekniske aspekter i bilag III, IV og V til forordningen på grund af den fremtidige tekniske udvikling eller videnskabelige fremskridt eller i lyset af det indre markeds funktion.

Med denne rapport opfylder Kommissionen rapporteringskravet i henhold til artikel 61, stk. 2, i forordning (EU) 2016/1012 og opfordrer Europa-Parlamentet og Rådet til at tage denne rapport til efterretning.

(1)

     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1012 af 8. juni 2016 om zootekniske og genealogiske betingelser for avl, handel med og indførsel til Unionen af racerene avlsdyr, hybridavlssvin og avlsmateriale herfra og om ændring af forordning (EU) nr. 652/2014, Rådets direktiv 89/608/EØF og 90/425/EØF og ophævelse af visse retsakter på området for dyreavl ("dyreavlsforordningen") (EUT L 171 af 29.6.2016, s. 66) ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2016/1012/oj ).

(2)

   Rådets direktiv 87/328/EØF af 18. juni 1987 om godkendelse af racerent avlskvæg til avlsbrug (EFT L 167 af 26.6.1987, s. 54) ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/1987/328/oj .

   Rådets direktiv 88/661/EØF af 19. december 1988 om zootekniske normer for avlssvin (EFT L 382 af 31.12.1988, s. 36) ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/1988/661/oj .

   Rådets direktiv 89/361/EØF af 30. maj 1989 om racerene avlsfår og -geder (EFT L 153 af 6.6.1989, s. 30) ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/1989/361/oj .

   Rådets direktiv 90/118/EØF af 5. marts 1990 om godkendelse af racerene avlssvin til avlsbrug (EFT L 71 af 17.3.1990, s. 34) ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/1990/118/oj .

   Rådets direktiv 90/119/EØF af 5. marts 1990 om godkendelse af hybridavlssvin til avlsbrug (EFT L 71 af 17.3.1990, s. 36) ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/1990/119/oj .

   Rådets direktiv 90/427/EØF af 26. juni 1990 om zootekniske og genealogiske betingelser for samhandelen inden for Fællesskabet med enhovede dyr (EFT L 224 af 18.8.1990, s. 55) ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/1990/427/oj .

   Rådets direktiv 94/28/EF af 23. juni 1994 om principperne for de zootekniske og genealogiske betingelser for import af dyr og deres sæd, æg og embryoner fra tredjelande og om ændring af direktiv 77/504/EØF om racerent avlskvæg (EFT L 178 af 12.7.1994, s. 66) ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/1994/28/oj .

   Rådets direktiv 2009/157/EF af 30. november 2009 om racerent avlskvæg (EUT L 323 af 10.12.2009, s. 1) ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2009/157/oj .

(3)

   Rådets direktiv 91/174/EØF af 25. marts 1991 om de zootekniske og genealogiske betingelser for handel med racerene dyr og om ændring af direktiv 77/504/EØF og 90/425/EØF (EFT L 85 af 5.4.1991, s. 37) ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/1991/174/oj .

(4)

   Rådets beslutning 96/463/EF af 23. juli 1996 om udpegelse af det referenceorgan, som skal deltage i arbejdet med at gøre prøvemetoderne og vurderingen af prøveresultaterne ensartede for racerent avlskvægs vedkommende (EFT L 192 af 2.8.1996, s. 19) ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/1996/463/oj .

(5)

     EUT L 275 af 25.10.2017, s. 1, ELI:  http://data.europa.eu/eli/reg_del/2017/1940/oj .

(6)

     COM(2024) 16 final.