Hvor der på samme tid indgives annullationssøgsmål ved en national forvaltningsret og rejses erstatningssag efter traktatens artikel 215 ved Domstolen, må sidstnævnte søgsmål efter Rådets opfattelse af flere grunde, herunder inkompetence, afvises, for det første fordi sagsøgerne har haft mulighed for at anlægge sag til betaling af et pengebeløb ved forvaltningsretten, og fordi denne sag, som er en sag til betaling af restitutioner, har forrang fremfor erstatningssagen, som ikke er hensigtsmæssig, så længe der stadig er mulighed for at anlægge sag til betaling af et pengebeløb; endvidere fordi denne inkompetence er et resultat af, at der foreligger litispendens, eftersom der ved to forskellige domsmyndigheder er indbragt en tvist vedrørende et krav på det samme beløb.

Endvidere mener Rådet, at hvor der både er anlagt en sag til betaling af penge ved den nationale ret og en erstatningssag mod Fællesskabet ved Domstolen, at sidstnævnte sag må afvises, da sagen ved den nationale ret, af de just nævnte grunde, forekommer Rådet at være den eneste adækvate. Vedrørende spørgsmålet om litispendens henviser Rådet til Domstolens dom af 14. juli 1976 i de forenede sager 5, 7, 13 til 24/66 (Kampffmeyer m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 381; org.ref. Recueil 1966, s. 318).

Ifølge Rådet var det denne løsning, Domstolen skitserede i sagerne 96/71, (R. og V. Haegeman mod Kommissionen, dom af 25. 10. 1972, Sml. 1972, s. 269; org.ref. Recueil s. 1005), sag 99/74, (Grands Moulins des Antilles mod Kommissionen, dom af 26. 11. 1975, Sml. s. 1531) og navnlig i sag 46/75, (IBC mod Kommissionen, dom af 27. 1. 1976, Sml. s. 65).

Ifølge Rådet har disse betragtninger også gyldighed i tilfælde, hvor sagsøgerne rejser et yderligere krav som erstatning for et handelstab, som adskiller sig fra betalingskravet, og over for hvilket den samme indsigelse ikke kan gøres gældende. Et betalingskrav, som må afvises, kan ikke fremmes til realitetsbehandling ved at blive føjet sammen med et krav om erstatning for handelstab.

Rådet erkender, at det ikke rettidigt i sagerne 64 og 113/76 har gjort afvisningsindsigelsen gældende. Ovenstående betragtninger har dog ikke desto mindre gyldighed efter Rådets opfattelse.

Sagsøgerne tilføjer, at et annullationssøgsmål er lige så effektivt i en tvist om en privat fordring på en offentligretlig juridisk person som et søgsmål til betaling af penge, eftersom den nationale ret lige så lidt som forvaltningen selv kan give dom til betaling, medmindre der er lovhjemmel eller kontraktsligt grundlag herfor. Dette er netop ikke tilfældet i den foreliggende sag, da der ikke findes nogen bestemmelse i fællesskabsretten, som forpligter til betaling. Domstolen har selv i dommen af 19. oktober 1977 fastslået, at den blotte konstatering af retsstridigheden ikke kunne føre til noget hensigtsmæssigt resultat i mangel af retsforskrifter, som kan give hjemmel til en sådan forpligtelse.

Sagsøgerne mener, at Fællesskabet ikke er part i sagen ved de nationale forvaltningsretter, hvorfor hverken en forvaltningsret eller Conseil d'État inden for rammerne af et søgsmål med fuld prøvelsesret kan give dom til betaling af restitutionerne, da en sådan dom ikke ville have virkning for fællesskabsinstitutionerne, navnlig ikke for EUGFL. ONIC fungerer alene som betalingssted og mellemled mellem EUGFL og modtageren af restitutionen. Det kan derfor hverken komme i betragtning at dømme dette organ, hvem udbetalingen fortsat påhviler, til at betale en restitution, og så meget desto mindre dømme den til at betale erstatning for en krænkelse, som ikke kan tilregnes den.

Ifølge sagsøgerne kan kun en erstatningssag efter traktatens artikel 215 føre til et hensigtsmæssigt resultat.

I øvrigt vil et princip om, at en sag må afvises, når der verserer en parallel sag, ifølge sagsøgerne være i strid med almindelige retsgrundsætninger og kan derfor ikke gøres gældende. Ej heller traktatens artikel 178 og 215 indeholder sådanne begrænsninger. I øvrigt findes der hverken i fransk forvaltningsret eller i de vigtigste medlemsstaters retsorden nogen mulighed for at afvise en sag, fordi der verserer en parallel sag med fuld prøvelsesret.

Rådet kunne ganske vist vælge, hvorledes det for fremtiden ville genoprette ligevægten mellem de to produkter, men det besluttende sig, jf. forordningerne nr. 1125 og nr. 1127/78, for at yde den samme restitution til gritz og stivelse, sådan som det var tilfældet før den 1. august 1975. Hvad angår fortiden, var der, på grund af den omstændighed, at stivelsesproducenterne havde oppebåret restitutioner, som ikke kunne kræves tilbage, ingen andre muligheder end at udbetale majsproducenterne de samme restitutioner med tilbagevirkende kraft.

Sagsøgerne mener derfor, at de er berettigt til at fastholde, at iagttagelsen af lighedsprincippet må føre til, at sagsøgerne tildeles samme beløb i produktionsrestitutioner som de restitutioner, som var blevet udbetalt til stivelsesindustrien inden for perioden fra den 1. august 1975 til den 19. oktober 1977. Tabet af disse restitutioner udgør et direkte og sikkert tab, som sagsøgerne har krav på at få erstattet.

Sagsøgerne fremhæver, at ONIC under den omstridte periode af forsigtigheds-hensyn forsatte med at registrere anmeldelserne vedrørende de mængder af majs, som blev anvendt til fremstillingen af gritz til brygning, hvorfor grundlaget for beregning af dette tab er let at fastslå, så meget desto mere som det ikke er bestridt, at majsvirksomhederne ikke i forbindelse med de foranstaltninger, som blev truffet i 1975, overvæltede deres tab af fortjeneste på salgspriserne, fordi bryggerierne på grund af prisstoppet på øl havde afvist enhver forhøjelse.

En anden årsag til, at sagsøgerne i sagerne 64 og 113/76 led tab, var en stærk nedgang i deres afsætning som følge af, at størstedelen af bryggerierne helt eller delvis måtte gå over til at købe stivelse. Sagsøgerne har fremlagt skrivelser fra deres kunder, som viser årsagssammenhængen mellem denne omstilling og ophævelsen af restitutionerne. Denne skadesårsag bør efter deres opfattelse i første række vurderes på grundlag af nedgangen i de mængder majsgritz, som de forarbejdede, efter at restitutionerne var blevet ophævet. For det andet må det tages i betragtning, at de gennemførte salg kun var mulige, fordi man indvilligede i at give køberne en pris, som medførte et væsentligt økonomisk tab for sagsøgerne, da de havde forpligtet sig til at lade de krævede restitutioner komme kundekredsen til gode. Sagsøgerne tilføjer, at en væsentlig del af deres kundekreds har forladt dem, hvilket også har været ensbetydende med et væsentligt forretningstab.

Sagsøgerne i sag 167/78 gør gældende, at deres tab i den pågældende periode også kan føres tilbage til forhøjelse af majsprisen, som, i betragtning af, at restitutionen blev ophævet, ikke blev udlignet af en tilsvarende forhøjelse af salgsprisen til bryggerierne. Driftsresultatet, som var positivt i alle årene forud for 1975, viste som følge heraf stort underskud i 1976, 1977 og i de første måneder af 1978. Det samlede tab i de to regnskabsår 1976 og 1977 tvang sagsøgerne til at indskrænke deres personale fra 1977 for at kunne nedsætte generalomkostningerne, hvilket medførte yderligere byrder for sagsøgerne. Trods disse foranstaltninger indstillede sagsøgerne driften i maj 1978, og foretog ved denne lejlighed nye afskedigelser, hvilket medførte, at der måtte betales forskellige former for godtgørelser. Endelig har sagsøgerne lidt tab ved, at de siden maj 1978 måtte betale fast driftsomkostninger, som det ikke var muligt at dække ind, eftersom produktionen var indstillet.

For sagsøgerne i sag 27/79 skyldtes tabet endvidere, at deres fabrik i Valenciennes lukkede i slutningen af januar 1976. Sagsøgerne henviser i den forbindelse til, at konkurrencen fra stivelse var særlig følelig i Nordfrankrig, hvor den eneste betydelige franske stivelsesfabrik ligger. Denne konkurrence førte til en produktionsnedgang for de majsmøllerier, som ligger i dette område, endnu før ophævelsen af gritzproduktionen trådte i kraft. Så snart denne blev bekendtgjort, omstillede bryggerierne sig straks til anvendelse af stivelse og modsatte sig i øvrigt, på grund af prisstoppet på deres egne priser, enhver forhøjelse af deres indkøbsomkostninger. Samtidig var salgspriserne på gritz steget med omkring 15 % på grund af den tilsvarende stigning i tærskelprisen på majs. Dermed var den samlede indkomst pr. 100 kg sunket ned under produktionsomkostningerne, og denne situation var blevet yderligere forværret gennem en betydelig nedgang i omsætningen, hvorved de faste omkostninger steg.

For sagsøgerne i sag 45/79 havde forhøjelsen af majsprisen, som ikke kunne overvæltes på salgspriserne på gritz, meget alvorlige konsekvenser i forbindelse med ophævelsen af restitutionen. Virksomheden var nemlig blevet oprettet i 1965 og havde etableret en ny fabrik, som krævede store investeringer og tilsvarende afskrivninger. Hertil kom yderligere faldet i de nævnte salgspriser, som først fandt sted i Nordfrankrig, men derefter hurtigt bredte sig til hele den franske bryggeriindustri på grund af dennes koncentration.

Sagsøgerne tilføjer, at nedsættelsen af restitutionsbeløbet til halvdelen i slutningen af marts 1975 medførte en stræk efterspørgsel på majsgritz under den forudgående periode, hvilket foranledigede aftagerne til at oprette et betydeligt lager pr. 31. marts 1975. Følgen var, at der ikke til sagsøgerne indgik ordrer fra bryggeriindustrien; hvorved produktionen på fabrikken gik i stå. Det samme gentog sig den 31. juli. Disse voldsomme ændringer tvang selskabet til at tåle høje overskudsomkostninger, for at kunne imødegå en stigning i arbejdet, og måneden efter havde selskabet ikke tilstrækkeligt arbejde til at kunne beskæftige personalet. I driftsresultatet for 1975 gav dette sig udtryk i et cash-flow-tab. Sagsøgerne blev nødsaget til at standse sine betalinger i september 1976. Selv om selskabet opnåede akkord, blev der ikke givet tilladelse til forsættelse af driften, da der ikke var udsigt til en forbedring af situationen. Personalet blev afskediget, og der blev udbetalt godtgørelse ved afskedigelse. Driftstabene for de første 8 måneder og omkostingerne i forbindelse med betalingsstandsningen gav et stort cash-flow-tab. Også opgørelsen for 1977 udviste et sådant tab, der hovedsageligt måtte føres tilbage til udgifter til kurator og de fortløbende faste omkostninger.

Dette fremgår for det franske markeds vedkommende af følgende tal:

Fransk forbrug af majsgritz:

197119721973197419751976

1977

(7 måneder)

Den franske bryggeriindustris forbrug af uforarbejdede korn har siden 1971 udvist en stigende tendens:

197119721973197419751976Anvendt mængde gritz til fremstilling af øl

pr. hl. fremstillet øl

I øvrigt er produktionen af øl i Frankrig kun steget forholdsvis lidt siden 1973:

1971197219731974197519761977Produktion i hl20956233203950092266402022097834226601232458507723539864Produktion i grad/hl100799480100343444112640179109163300112847412123908788117228522

Rådet henviser endvidere til, at gritz udgør 14,7 % af de samlede gennemsnitlige omkostninger pr. hl øl. De franske majsvirksomheder har overvæltet en del af den fortjeneste, de gik glip af ved restitutionens ophævelse, på deres priser ved salg af gritz til bryggeriindustrien. I denne sammenhæng har Rådet forelagt Domstolen nedenstående tabel, som i franske francs angiver bryggeriindustriens gennemsnitlige købspris på majsgritz og majsstivelse pr. 100 kg samt beregningen af prisen pr. grad/hl. Disse gennemsnitspriser er opstillet på grundlag af oplysninger fra flere gritzproducerende virksomheder i Nordfrankrig.

GritzStivelsepriserpriser FF pr. grad/hl priser (beregning på grundpriser (beregning på grundlag af 29,3 grad/hl pr. 100 kg)priserpriser FF pr. grad/hl priser (beregning på grundpriser (beregning på grundlag af 34 grad/hl pr. 100 kg)1974:1. kvartal51,5 FF2. kvartal53 FF3. kvartal65 FF4. kvartal70 FF1975:1. kvartal80 FF2. kvartal97 FF3. kvartal116 FF4. kvartal116 FF(3,95)100 FF(3,88)1976:1. kvartal116,5 FF2. kvartal101,5 FF3. kvartal106 FF4. kvartal109 FF(3,72)132 FF(3,88)1977:1. kvartal108 FF2. kvartal101,5 FF3. kvartal106 FF4. kvartal109 FF(3,72)132 FF(3,88)1978:1.kvartal108 FF2.kvartal113 FF3. kvartal118 FF4. kvartal122 FF(4,16)132 FF(3,88)

Af denne tabel drager Rådet følgende konklusioner:

I perioden 1974-1978 skete der en væsentlig stigning i den samlede pris på majsgritz som følge af stigningen i indikativ- og tærskelprisen;

Rådet er helt klar over tabellens relative værdi, men mener, at den viser en almen tendens for de franske gritzproducenters vedkommende.

Mens salgspriserne på gritz til bryggeriindustrien steg, skete der er kun mindre forhøjelse i ølpriserne. Rådet fastslår således, at det i sidste ende er bryggerierne, som indirekte har måttet bære følgerne af restitutionens ophævelse, mens gritzproducenterne, i hvert fald delvis, har overvæltet virkningerne af denne ophævelse på deres salgspriser til bryggerierne.

Rådet minder om, at producenterne i Nordfrankrig befinder sig i en særlig situation, idet de to eneste majsstivelses-virksomheder i Frankrig ligger her. Ikke desto mindre anvender bryggerivirksomhederne i denne egn majsgritz i stedet for majsstivelse. Rådet nævner en række andre faktorer, som er særegne for gritzmarkedet i Nordfrankrig: majs-virksomhederne i dette område har for størstedelens vedkommende ret gamle anlæg og er dermed mindre produktive end fabrikkerne i de andre områder; der har i nogle år fundet en vis tilbagegang sted i ølproduktionen i Nordfrankrig; produktionen i Alsace-egnen er steget til ugunst for det nordlige område; producenterne af majsgritz i det nordlige område har vanskeligheder med at sælge deres produkter i Alsace, hvilket navnlig skyldes transportproblemer.

Rådet undersøger dernæst situationen hos et vist antal gritzproducerende virksomheder i Frankrig. Rådet henviser her til, at sagsøgerne i sag 28/79 i 1975 åbnede en fabrik i Pringy, og at det fremgår af de månedlige opgivelser til ONIC, at sagsøgernes salg til bryggerierne steg fra 18173700 kg i produktionsåret 1975-1976 til 22225290 kg i produktionsåret 1976-1977.

Rådet nævner endvidere, at sagsøgerne i sag 27/79 lukkede deres fabrik i Valenciennes i slutningen af februar 1976. De af sagsøgerne fremlagte tal viser, at produktionen på denne fabrik i august 1975 var 267010 kg og i december 1975 666570 kg. Efter lukningen af fabrikken i Valenciennes synes produktionen på den fabrik i Strasbourg, som tilhører sagsøgerne i sag 67/79, den største franske producent af majsgritz, at have foretaget et temmelig kraftigt spring fremad: produktionen i den bedste måned i sidste kvartal 1975 (september) var 1066945 og i den bedste måned første kvartal 1976 (marts) 2539751 kg. Lukningen af fabrikken i Valenciennes, som allerede var påtænkt før 1975, skyldes ifølge Rådet, at sagsøgerne ønskede at omstrukturere deres produktion og kun at fortsætte den bedste, eller i hvert fald den mest produktive fabrik. I øvrigt viser de fremlagte tal ifølge Rådet, at det går godt med sagsøgernes produktion af majsgritz: januar 1976: 1382810 kg; juni 1976: 3669693 kg; juni 1977: 2966503 kg.

Rådet fremhæver endvidere, at den af sagsøgerne i sag 45/79 fremstillede produktion steg væsentligt fra august 1975 (23000 kg) til december 1975 (429000 kg), og at resultatet i første halvdel af 1976 var glimrende (864000 kg i januar), en konjunkturmæssig gunstig måned for denne sektor; 785000 kg i juni; i de følgende måneder faldt produktionen, svarende til efterårets stille måneder for produktion af øl. Rådet tilføjer, at sagsøgerne i sit svarskrift synes at angive de egentlige grunde til deres vanskeligheder, nemlig at de i nogle år havde haft visse økonomiske vanskeligheder, som navnlig skyldtes væsentlige investeringer.

Den af sagsøgerne i sag 167/78 ejede fabrik, som i dag er lukket, har længe været en af de mest gammeldags i Frankrig. Rådet gør opmærksom på at der normalt skal 1,80 tons majs til at producere 1 ton gritz; fabrikken i Pont-å-Mousson anvendte ofte mere og ONIC måtte berigtige ydelseskoefficienten for betalingen af restitutioner til 1,80. I øvrigt foretog selskabet ikke i løbet af 1970'erne de nødvendige moderniseringer af fabrikken i Pont-à-Mousson. Rådet tilføjer, at selskabet i 1975-1976 havde vanskelige ledelsesproblemer.

Sagsøgerne i sag 113/76, som opkøbte sagsøgerne i sagerne 167/78 og 45/79, havde en stigning i deres produktion fra omkring 4200000 kg i produktionsåret 1975-1976 til ca. 11550000 kg i produktionsåret 1977.-1978.

Rådet konkluderer, at produktionen af majsgritz til ølfremstilling ikke befinder sig i en krise, da den samlede produktion holder sig på samme niveau; virksomheder med en relativ lille produktion kan ikke hævde sig i den stadig større konkurrence på markedet de ca. seks sidste år og i konkurrencen fra de tyske majsvirksomheder; på grund af en dårlig tilpasning til markedet, forældede anlæg og en utilstrækkelig produktion i forhold til andre, mere effektive enheder, har visse virksomheder haft eller har stadig specielle vanskeligheder, som stammer fra før 1975.

Rådet beskæftiger sig herefter med markedssituationen for majsgritz i Tyskland og i Benelux-landene. Den minder her om, at Furbundsrepublikken Tyskland, hvor anvendelsen af majsgritz til fremstilling af øl til det nationale marked, er forbudt, ikke desto mindre er det land, som producerer og eksporterer mest majsgritz i Fællesskabet. I den forbindelse henviser Rådet også til, at den tyske eksport af majsgritz er steget betydeligt siden 1974:

1974197519761977135923 t141754 t175437 t191296 t

Oftest er det de tyske virksomheder, som har moderne fabrikker med en høj produktivitet. I almindelighed producerer de ikke udelukkende gritz. De er i øvrigt geografisk godt placeret langs Rhinen, hvorved de kan nå mange områder i Fællesskabet uden at forhøje produktionsomkostningerne.

Gritzeksporterne fra Forbundsrepublikken går hovedsagelig til det franske marked: de steg fra 7197 tons i 1972 til 21370 i 1977 og fordobledes mellem 1972 (7197 tons) og 1974 (14294 tons).

Rådet har endvidere for Domstolen eksporten af majsgritz fra Beneluxfremlagt en række tal vedrørende landene:

1974197519761977Nederlandene6760 t7806 t17166 t16835 tBelgien-Luxembourg14598 t8016 t21995 t28141 t

I disse tal dominerer udførslerne til de andre medlemsstater. De viser, at ophævelsen af restitutionen ikke skabte nogen handelsmæssige vanskeligheder for det nederlandske og det belgisk-luxembourgske marked. I februar 1975 blev der i Benelux oprettet en virksomhed, som producerer majsgritz. Den nåede allerede i de seks sidste måneder af produktionsåret 1975-1976 op på en produktion på 8600 tons. I 1976-1977 bragte den produktionen op på mere end 26000 tons. Følgelig har de franske gritzproducenter i en årrække været udsat for en stadig stærkere konkurrence fra de tyske producenter, hvilket er en af de væsentligste årsager til deres vanskeligheder. Det er kun de franske virksomheder, som er relativt store, og som har en sikker produktion, der ville have kunnet modstå denne konkurrence. Begge de to største tyske gritzeksportører, dvs. sagsøgerne i sagerne 241 og 242/78, ligger ved henholdsvis Mainkanalen og Rhinen. På grund af transportvanskelighederne mellem Nordfrankrig og Alsace er deres stilling på markedet i Alsace altså bedre end producenternes i Nordfrankrig.

I virkeligheden har ophævelsen af restitutionerne ikke i perioden fra 1. august 1975 til den 19. oktober 1977 tilføjet Fællesskabets majsvirksomheder som helhed nogen reel skade. Denne ophævelse er ikke den umiddelbare årsag til de vanskeligheder, som et begrænset antal franske producenter har haft i løbet af det sidste år. Såfremt majsvirksomhederne faktisk er gået glip af en fortjeneste, er dette i sidste ende gået ud over forbrugeren, og har ikke karakter af en skade, som Fællesskabet skal erstatte ifølge Domstolens dom af 25. maj 1978 i de forenede sager 83 og 94/76, 4, 15 og 40/77, (HNL m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. 1978, s. 1209). I virkeligheden kan denne skade ikke fastlægges nærmere, idet den angår samtlige gritzproducenter i Fællesskabet, og disse har ikke lidt noget reelt tab i forhold til stivelsesindustrien; i almindelighed forøgede de deres produktion og omsætning siden 1975, og forbruget undergik ikke nogen kvantitativ omlægning fra gritz til majsstivelse.

Lod det sig endelig bevise, at stigningen i de franske indførsler af gritz skyldtes den forfordeling af den franske gritz i forhold til den tyske, som beroede på de monetære udligningsbeløb, ville der ikke være nogen årsagssammenhæng mellem ophævelse af restitutionen og tabene.

Efter deres opfattelse kan erstatningen for fratagelsen af restitutionerne ikke være afhængig af eventuelle svingninger i deres produktion og salg, eftersom ydelse af erstatning ifølge de almindelige retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, og som er nævnt i EØF-traktatens artikel 215, er gjort betinget af, at institutionen har begået en fejl, at der er indtrådt et tab, og at der foreligger en direkte årsagssammenhæng mellem denne fejl og tabet.

Ifølge sagsøgerne udgør vedtagelsen af de diskriminatoriske foranstaltninger en ansvarspådragende fejl, da Rådet ikke kan siges at have bøjet sig for Domstolens dom af 19. oktober 1977.

Det er også ubestrideligt, at der er indtrådt et tab, eftersom sagsøgerne ville have kunnet oppebære de samme restitutioner, som der udbetales til stivelse, såfremt lighedsprincippet var blevet overholdt. Sagsøgerne henviser i den forbindelse til, at det ifølge de almindelige retsgrundsætninger, som er nævnt i EØF-traktatens artikel 215, må anerkendes, at der skal gives fuld erstatning for ethvert tab, uanset om det drejer sig om et tab i egentlig forstand (damnum emergens) eller om en tabt fortjeneste (lucrum cessans). De tilføjer, at driften af majs-virksomhederne gav underskud i den pågældende periode, selv hos de virksomheder, der øjensynlig ekspanderede eller gav overskud, enten takket være kapital, som blev indskudt udefra eller realiseringen af aktiver, eller takket være fortjenester, indhentet inden for andre aktivitetsområder.

Ifølge sagsøgerne kan der endvidere ikke være tvivl om, at der foreligger årsagssammenhæng, da det er de vedtagne foranstaltninger, og alene disse, som forhindrede sagsøgerne i at oppebære restitutionerne.

De tilføjer, at den statistik, som Rådet har påberåbt sig, kun har en vis interesse i relation til de af de sagsøgende virksomheder, som har rejst krav om erstatning for et yderligere handelstab, der adskiller sig fra tabet af restitutionen.

Hvad angår situationen på gritzmarkedet, anfører sagsøgerne, at bryggeriets valg ganske vist er dikteret af dettes økonomiske interesse, men at der fortsat var stabilitet i anvendelsen af gritz i den franske bryggeriindustri, hvilket må forklares gennem de betydelige ofre, som majsvirksomhederne pålagde sig i forsøget på at bevare, ja måske endda forøge deres kundekreds, mens de ventede på, at restitutionen blev genindført. Sagsøgerne står derfor ikke fast på at bestride den tabel over det totale gritzforbrug, som Rådet har fremlagt, om end den af Union des semouliers de maïs fremlagte statistik indeholder tal, som i væsentlig grad afviger herfra.

Sagsøgerne bestrider de tal, Rådet har fremlagt vedrørende indkøbsprisen på majsgritz inden for bryggeriindustrien, og tilføjer, at disse tal ikke ville have nogen værdi som bevis, selv om man måtte anse dem for rigtige, idet en række faktorer kunne begrunde en prisudvikling, uden at man kunne gå ud fra, at denne udvikling var en afspejling af restitutionens bortfald. Udviklingen i gritzprisen mellem andet og tredje kvartal 1975 adskiller sig procentuelt ikke væsentligt fra det første og andet kvartal, på trods af at restitutionen blev opretholdt i denne periode. Forhøjelsen af gritzprisen mellem første kvartal 1974 og tredje kvartal 1975 afspejler altså blot sitgningen i anskaffelses- og produktionsomkostningerne. Udviklingen i stivelsespriserne inden for samme periode ville sikkert bekræfte dette, såfremt der havde foreligget oplysninger herom. Af disse tal fremgår, at gritzprisen faldt fra andet kvartal 1976, mens stivelsesprisen steg væsentligt. En sammenligning af de to tal synes dermed at vise, at majsvirksomhederne for at bevare deres afsætning så sig nødsaget til at sænke deres priser, mens stivelsesproducenterne kunne tillade sig at forhøje deres fortjenstmargen. Tallene viser endvidere, at gritzpriserne efter genindførelsen af restitutionen forholdt sig forholdsvis stabile, da majsvirksomhederne ikke kunne videregive denne genindførelse, efter at de ikke havde overvæltet tabet af restitutionen, da den blev ophævet.

Sagsøgerne tilføjer, at stivelsesproducenterne i den pågældende periode muligvis snarere forsøgte at forhøje deres fortjeneste pr. enhed end at udvide salget til bryggeriindustrien. Dette forklarer, at det i virkeligheden kun var majsvirksomhederne i Nordfrankrig, som alvorligt mærkede konkurrencen fra stivelse.

Sagsøgerne behandler herefter problemet om de franske gritzproducenters forskellige beliggenhed. I den forbindelse fastslår de, at visse bryggerier i Nordfrankrig gik over til stivelse. Dette bekræftes af skrivelser fra bryggerierne, der er fremlagt af sagsøgerne. Det er ikke rigtigt, at ølfremstillingen i Nordfrankrig gik tilbage; den undergik nok en bestemt forandring, som skyldes, at et stort antal mindre bryggerier forsvandt. Det er korrekt, at transportomkostningerne mellem Rhin-området og Nordfrankrig var forholdsvis høje, men ikke højere i den ene retning end i den anden. Det kan ikke i alvor hævdes, at majsvirksomhederne i Nordfrankrig er ofre for deres beliggenhed, idet bryggeriindustrien i denne egn ligesom før er meget betydelig, og det fortsat er lidet bekosteligt at forsende til området omkring Paris.

Sagsøgerne i sag 27/79 bestrider endvidere, at deres beslutning om at lukke fabrikken i Valenciennes skulle være truffet, før produktionsrestitutionen blev ophævet. Det var ikke engang muligt for dem at henvise kundekredsen til den anden fabrik, da transportomkostningerne for gritz mellem Nordfrankrig og Alsace var for høje.

Sagsøgerne i sag 45/79 anfører, at deres virksomhedsstruktur nok var ret svag, da virksomheden havde eksisteret forholdsvis kort tid, men dog var normal, og endvidere at ledelsen ikke kunne anses for at have begået en fejl ved, midt i gritzmarkedets ekspansionsperiode, at have grundlagt en ny og moderne virksomhed ved hjælp af normale kreditter. Selskabet havde ingen økonomiske vanskeligheder før 1975, men havde ikke tilstrækkelige reserver til at kunne afsætte sin produktion med tab i næsten tre år. Sagsøgerne er i øvrigt en af de kun tre franske virksomheder, som udelukkende beskæftiger sig med maling af majs.

Sagsøgerne i sag 167/78 bemærker, at deres anlæg ikke var så forældede, at det var urentabelt for dem at producere, blot de normale konkurrencevilkår ikke blev fordrejet. Deres gennemsnitlige tab i renteudbytte kan ikke anslås til mere end 2 %, hvilket var fuldt ud tåleligt under normale konkurrencevikår. Indtil 1975 havde de store fortjenester ved driften, men svære tab fra 1976. Det regnskabsmæssige resultat viser overskud indtil 1973 og et ganske lille tab i 1974; dette tab blev fordoblet i 1975 og var meget alvorligt i de følgende år. Tabene var lavere end det samlede restitutionsbeløb, som sagsøgerne gik glip af.

Ifølge sagsøgerne i sag 113/76 begår Rådet en fejl, når den anser det opkøb, sagsøgerne i sagerne 167/78 og 45/79 foretog for at være bevis for et vist økonomisk opsving. Når der i sagsøgernes regnskab for 1976 optræder en fortjeneste, skyldes dette i virkeligheden udbetalingen af en stor ekspropriationserstatning samt overførslen af fortjenesten fra det foregående regnskabsår; driftsregnskabet viser nemlig et tab på 367000 FF. I regnskabsåret 1976 oversteg driftstabet 1000000 FF, svarende til et regnskabsmæssigt tab i balancen på over 869000 FF.

Sagsøgerne anfører endvidere, at det franske marked kun tegner sig for en meget lille andel af de tyske gritzudførsler. I 1974 udgjorde disse kun omkring 10 % af de samlede tyske udførsler. Siden da er det franske markeds andel af de tyske udførsler faldet jævnt, og under den i den foreliggende sag omhandlede periode er de tyske majsvirksomheders tryk på det franske bryggerimarked ikke blevet væsentligt forøget. Gritzindførslerne andetsteds fra har ikke på noget tidspunkt under denne periode oversteget 3500 tons pr. år.

Sagsøgerne anfører endeligt, at problemet vedrørende de monetære udligningsbeløb kun kan spille en rolle for konkurrencen mellem de franske og tyske majsvirksomheder. Det er imidlertid ovenfor blevet påvist, at de tyske gritzindførsler til Frankrig nok steg mærkbart fra 1970 til 1974, men herefter holdt samme niveau.

Den franske bryggeriindustri anvendte omkring 15000 tons majsstivelse i 1970, men kun 9000 i 1978. Det årlige gennemsnitlige forbrug af gritz er 110000 tons. Konkurrencen mellem de to produkter er således rent teoretisk og synes, efter restitutionens ophævelse, kun at have spillet en rolle i udtagelsestilfælde for to eller tre bryggerier i Nordfrankrig, som ligger i nærheden af de to franske stivelsesfabrikker.

Desuden synes restitutionens virkning som prisfaktor betydelig ringere end ændringer i priserne på de øvrige faktorer.

Lægger man den månedlige gennemsnitlige gritzproduktion for hver af sagsøgerne i 1975-1976 og 1977-1978 sammen, er resultatet 7004 tons i 1975-1976 og 7232 tons i 1977-1978.

Rådet erkender, at der må bringes ofre for at bevare kundekredsen, men at dette ikke nødvendiggør en tredobling af leveringerne og dermed også en tredobling af tabene.

Rådet mener at have efterkommet Domstolens dom af 19. oktober 1977 ved at genindføre restitutionen fra datoen for domsafsigelsen, men har ikke herved anerkendt nødvendigheden i ensartede restitutioner, navnlig for perioden 1975-1977. Efter Rådets opfattelse har Domstolen statueret, at Rådet ikke, efter i lang tid at have behandlet de to produkter lige, kunne bringe en ende på denne ligebehandling. Derimod har Domstolen ikke udtalt sig om en indre nødvendighed af en ligebehandling af de to produkter.

I dommen i sagerne 5, 7 og 13 til 24/66 (Kampfmeyer) har Domstolen opstillet meget strenge betingelser for at yde erstatning for tabt fortjeneste.

Over for alle sagsøgerne kan det ifølge Rådet gøres gældende, at der ikke er nogen årsagssammenhæng mellem restitutionens ophævelse og tabet, da sagsøgerne ikke har ført afgørende bevis for, at der er sammenhæng mellem det hævdede tab og Rådets adfærd, jf. Domstolens dom af 15. juni 1976 i sag 74/74, (CNTA mod Kommissionen, Sml. s. 797).

De yderligere tab, som visse sagsøgere har lidt, udgør ifølge Rådet et faktisk spørgsmål. Disse tab skyldes ikke restitutionens ophævelse, men andre forhold såsom beliggenheden, som gør visse majsvirksomheder mere følsomme over for konkurrencen fra de stivelsesvirksomheder, som ligger i nærheden af de bryggerier, som hører til deres kundekreds, eller fra andre, franske eller udenlandske majsvirksomheder, hvis transportomkostninger er lavere end de pågældende sagsøgeres, hvortil kommer, at visse majsvirksomheder har forældede anlæg, hvilket gør dem mindre konkurrencedygtige end andre.