Støtten ydes til de mængder, der oplagres på producentens bekostning, og for så vidt angår smør kræves det, at smørret er fremstillet inden for en begrænset periode direkte forud for oplagringens begyndelse. Støtten har i det væsentlige til formål at udligne sæsonbetonede prissvingninger og muliggøre en midlertidig tilbagetrækning fra markedet.

I Rådets forordning nr. 985/68 af 15. juli 1968 om fastsættelse af almindelige regler for interventionsforanstaltninger på markedet for smør og fløde (EFT 1968 (I), s. 247; org.ref. JO L 169/1, 1968) anføres i niende betragtning, at for at sikre ensartethed i systemet inden for Fællesskabet er det nødvendigt at foreskrive en i henhold til fællesskabsbestemmelser oprettet lagerkontrakt og en ensartet fremgangsmåde ved beregningen af støttebeløbet i overensstemmelse med lageromkostningerne og markedsudviklingen. Interventionsorganet er forpligtet til at afslutte en sådan kontrakt med alle interesserede, som kan opfylde de fastsatte betingelser. Disse betingelser fastsættes i enkeltheder af den pågældende medlemsstat og vedlægges de forskellige kontrakter under betegnelsen standardbetingelser. Der er imidlertid et vist antal bestemmelser, der i henhold til fællesskabsretten skal indføjes i dem.

Støttens størrelse fastsættes af Fællesskabet under hensyntagen til lageromkostningerne og den påregnelige udvikling af priserne på frisk smør og lagersmør. Det samlede beløb udgøres af flere størrelser, som er nøjere defineret i artikel 24 i Kommissionens forordning nr. 685/69 (EFT 1969 (I), s. 182; org.ref. JO L 90/12, 1969) som ændret ved Kommissionens forordning nr. 658/74 (EFT L 80/3, 1974).

I artikel 27 i forordning nr. 685/69 bestemmes, at støtten til fløde beregnes således, at flødemængderne (pasteuriseret) konverteres til smørsammenligningsfaktorer, idet den i fløden indeholdte fedtmængde multipliceres med 1,25.

Artikel 26 i samme forordning bestemmer, at støtten til privat oplagring kun kan ydes, når oplagringsperioden andrager mindst fire måneder, og artikel 28 foreskriver, at med undtagelse af produktionsåret 1968/69 begynder oplagringstiden den 1. april og udløber den 30. september samme år. Fraførselstiden begynder den 1. november og udløber den 31. marts i det følgende år. Artikel 29, som oprindeligt affattet, bestemte endeligt, at hvis opkøbsprisen faldt, skulle støtten forhøjes tilsvarende. Efter at artikel 29 nu er blevet ændret ved Kommissionens forordninger nr. 880/69 (EFT 1969 (I), s. 204; org.ref. JO L 144/11, 1969), nr. 1064/69 (EFT 1969 (I), s. 221; org.ref. JO L 139/13, 1969), og nr. 603/70 (EFT 1970 (I), s. 148; org.ref. JO L 72/62, 1970) lyder den således:

I tilfælde af, at interventionsorganerne ændrer opkøbspriserne for smør, skal den støtte, som omhandles i artikel 24, til de smørkvanta og til de i smørsammenligningsfaktorer udtrykte flødekvanta, som har været genstand for en lagerkontrakt, som er blevet oplagret forud for datoen for anvendelsen af ændringen i opkøbsprisen, og som på tidspunktet for prisændringen endnu befinder sig på lager:

Denne tekst blev derpå ved Kommissionens forordning nr. 2517/74 af 3. oktober 1974 (EFT L 269/24, 1974), suppleret med følgende afsnit:

Hvis forhøjelsen af købsprisen er højere end støttebeløbet, ydes der ingen støtte.

Bestemmelserne i de foregående afsnit anvendes ligeledes i tilfælde af en ændring af beløbene udtrykt i national valuta af opkøbsprisen for smør, som anvendt af det pågældende interventionsorgan.

Denne forordning, der blev offentliggjort den 4. oktober 1974, trådte i kraft den 1. oktober 1974.

Ved Rådets forordning nr. 2496/74 af 2. oktober 1974 (EFT L 268/1, 1974) blev interventionspriserne (svarende til interventionsorganets opkøbspriser) i landbrugssektoren for produktionsåret 1974/75 ændret i forhold til priserne i Rådets forordning nr. 663/74 af 28. marts 1974 (EFT L 85/52, 1974). Særligt med hensyn til smør blev interventionsprisen for Irland forhøjet fra 163,40 til 170,43 regningsenheder pr. 100 kg. Derved steg interventionsprisen pr. ton smør fra 1660,14 til 1731,51 regningsenheder. Denne forordning trådte i kraft den 7. oktober 1974.

Rådets forordning nr. 222/73 af 31. januar 1973 (EFT L 27/4, 1974) bestemte, at den omregningskurs, der skulle anvendes for Irland, var lig med Irlands repræsentative valutakurs (på daværende tidspunkt: 1 irsk pund = 2,1644 RE). Denne kurs blev ændret ved Rådets forordning nr. 2498/72 af 2. oktober 1974 (EFT L 268/6, 1974) og nedsat til 1,9485 regningsenheder pr. pund.

Denne forordning fik, ligesom ovennævnte forordning nr. 2496/74, gyldighed fra den 7. oktober 1974.

I henhold til og i overensstemmelse med fem private lagerkontrakter, der var indgået med ministeren for landbrug og fiskeri — som i Irland er det nationale interventionsorgan for den fælles landbrugspolitik — oplagrede dette selskab visse mængder smør og fløde fra den 10. juni 1974 til den 5. februar 1975.

Hvad nærværende retssag angår, har firmaet ikke rejst indvendninger mod, at den firmaet tilkommende støtte i henhold til ovenfor anførte kontrakter reduceres på grund af forhøjelsen af opkøbsprisen for smør efter Rådets forordning nr. 2496/74. Derimod har firmaet gjort gældende, at hverken denne sags kontrakter eller forordning nr. 2517/74, korrekt fortolket, kan medføre, at ændringen af omregningskursen mellem det irske pund og regningsenheden i henhold til Rådets forordning nr. 2498/74 betragtes som et moment, der bevirker en ny forhøjelse af opkøbsprisen for smør og således en yderligere reduktion af støtten, som på denne måde her reduceres til nul.

Under henvisning til ovennævnte kontrakter samt de pågældende fællesskabsregler har firmaet afkrævet interventionsorganet 457475,87 irske pund eller 891391,75 RE, udtrykt i national valuta, efter pundets nye kurs som støtte til privat oplagring.

Interventionsorganet har afvist dette krav og herved anført, at ifølge artikel 29, stk. 2 i forordning nr. 685/69 som ændret ved Kommissionens forordning nr. 2517/74 ydes der ikke støtte, såfremt opkøbsprisen for smør bliver højere end støttebeløbet. Dette er efter interventionsorganets mening tilfældet i foreliggende sag, hvor opkøbsprisen for smør for Irland er blevet genstand for en dobbelt forhøjelse, der skyldes:

dels ændringen af opkøbsprisen, udtrykt i regningsenheder, i henhold til forordning nr. 2496/74,

1.Bevirkede Rådets forordning (EØF) nr. 2498/74, som ændrede omregningskursen mellem det irske pund og regningsenheder, en forhøjelse af 'opkøbsprisen for smør' efter dette udtryks betydning i artikel 29 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 685/69 som ændret ved artikel 2 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1064/69 og som yderligere ændret ved artikel 4 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 603/70?2.I tilfælde af et bekræftende svar på det første spørgsmål, skete den forhøjelse af opkøbsprisen for smør, der bevirkedes ved Rådets forordning (EØF) nr. 2498/74, a) uafhængigt af eller b) på grund af bestemmelserne i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2517/74?3.Dersom Rådets forordning (EØF) nr. 2498/74 må antages at have bevirket en sådan forhøjelse af 'opkøbsprisen for smør' og en nedsættelse af den støtte, der af sagsøgte skal ydes sagsøgeren i medfør af Kommissionens forordning (EØF) nr. 2517/74, er nævnte forordning (EØF) nr. 2517/74 da gyldig og bindende med hensyn til kontrakter, der før forordningens ikrafttræden er indgået i den form, som omhandles i bilag 3?4.Såfremt sagsøgte skal udbetale støtte til sagsøgeren, skal der da betales den fulde støtte efter det irske punds repræsentative kurs, der gjaldt på tidspunktet for oplagringens ophør, eller skal en del af støtten henføres til tidsrummet før den 7. oktober 1974 og betales efter den repræsentative kurs, der gjaldt før dette tidspunkt?

I henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen er der indgivet skriftlige indlæg af firmaet An Bord Bainne Cooperative Ltd, repræsenteret af solicitors McCann Fitzgerald Roche & Dudley, bistået af Nial Fennell og Roderick J. O'Hanlon, af landbrugsministeren, repræsenteret af Chief State Solicitor, Liam J. Lysaght, som befuldmægtiget, og af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, repræsenteret af sin juridiske konsulent, Richard Wainwright, som befuldmægtiget.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse og har ved kendelse af 9. november 1977 i henhold til artikel 95 i procesreglementet besluttet at henvise sagen til behandling i første afdeling.

En sådan ændring angiver ganske enkelt, at de tidligere repræsentative omregningskurser ikke afspejlede den daværende økonomiske virkelighed. I et forsøg på at rette op på denne situation, fastsatte forordningen en ny repræsentativ omregningskurs for at sætte de nye medlemsstater på lige fod med deres partnere i Fællesskabet.

Desuden er det ikke de nationale interventionsorganer, men kun Fællesskabets institutioner, der er bemyndigede til at ændre interventionsprisen for smør. På det tidspunkt, hvor de pågældende kontrakter blev afsluttet, bestemte artikel 29 i forordning nr. 685/69, at støtteløbet kun skulle ændres, såfremt der skete en ændring af opkøbsprisen for smør (udtrykt i regningsenheder). Det er i den samme betydning, man skal fortolke henvisningen til prisændringer i de i denne sag omhandlede kontrakter. Ydermere fremgår det af artikel 10, stk. 1, første afsnit i forordning nr. 985/68, hvori det præciseres, at størrelsen af støtten til oplagring fastsættes for Fællesskabet, at støttebeløbet skal være det samme overalt i Fællesskabet. Dette ville imidlertidig ikke være tilfældet, hvis det omhandlede støttebeløb nedsættes på grund af en ændring af den repræsentative kurs for det irske pund.

Firma An Bord Bainne har derfor konkluderet, at det første spørgsmål bør besvares således:

Rådets forordning (EØF) nr. 2498/74 bevirkede ikke en forhøjelse af 'opkøbsprisen for smør' efter dette udtryks betydning i artikel 29 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 685/69 som ændret ved artikel 2 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1064/69 og som yderligere ændret ved artikel 4 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 603/70.

Firma An Bord Bainne har derefter gennemgået det andet spørgsmål. Det hat herved bestridt, at udtrykket opkøbspris i de ovennævnte forordninger skulle være blevet ændret som følge af forordning nr. 2517/74 således, at det har fået en ny betydning fra den 1. oktober 1974 derved, at begrebet, det samme beløb i national valuta, som faktisk er modtaget af interventionssælgeren, skulle være blevet indført.

Partens ret til støtte for oplagring hviler blandt andet på de lagerkontrakter, som er indgået med vedkommende interventionsorgan, og som indeholder de i denne henseende nødvendige betingelser. Hvis forordning nr. 2517/74 skal fortolkes således, at disse betingelser også omfatter den uforudsete mulighed, at en forhøjelse af opkøbsprisen udtrykt i national valuta kan ændre kontraktsgrundlaget, så er kontraktsvilkårene ensidigt ændret til skade for den private part.

En sådan ensidig ændring af en kontraktlig ret er imidlertid i strid med det almindelige retsprincip, der er fælles for alle medlemsstaterne, hvorefter ingen kan berøves en ejendomsret uden passende erstatning. Desuden fremgår det af Domstolens praksis — som firma An Bord Bainne har gennemgået detaljeret — vedrørende beskyttelsen af de fundamentale rettigheder samt respekten for almindelige retsprincipper, at fællesskabsretten beskytter velerhvervede rettigheder og anerkender, at de handlendes berettigede forventning om, at den eksisterende lovgivning bevares, under visse omstændigheder indebærer en garanti for, at allerede indgåede kontrakter kan gennemføres som planlagt. Reglerne vedrørende systemet med støtte til privat oplagring af smør og fløde gør det særligt nødvendigt, at disse retsprincipper respekteres og anvendes.

Det fremgår nemlig af den kendsgerning, at støttebeløbet samt andre kontraktsvilkår fastsættes i fællesskabsforordninger, og endvidere af den omstændighed, at systemets anvendelse er knyttet til præcise betingelser, så som skriftlige kontrakter mellem den private part og interventionsorganet og kravet om en mindste oplagringsperiode, at den, der ønsker at opnå støtte og har indgået en lagerkontrakt i dette øjemed, på grundlag af disse betingelser og sikkerheden for betaling af et givet beløb er nødt til at handle således, at han uden denne sikkerhed lider flere tab (binding af kapital, udgifter til oplagring og udførsel fra lageret, handelsmæssig risiko osv.).

Forordning nr. 2517/74 skal derfor fortolkes således, at den ikke er til skade for de velerhvervede rettigheder og den berettigede forventning hos de handlende, som inden forordningens vedtagelse har bundet sig ved lagerkontrakter for at opnå den omhandlede støtte. Domstolen bør derfor besvare det andet spørgsmål, litra b) benægtende.

Efter An Bord Bainne's opfattelse er det også muligt at besvare det tredje spørgsmål ud fra de anførte betragtninger.

Da lagerkontrakterne blev indgået, havde parterne kun aftalt en nedsættelse af støtten, udregnet i regningsenheder, såfremt der skulle indtræde en forhøjelse af opkøbsprisen for smør, dvs. et tal, som Rådet ved en særlig retsakt fastsætter i regningsenheder for hvert produktionsår. Den omstændighed, at Kommissionen har forsøgt at ændre dette kontraktsgrundlag ved forordning nr. 2517/74, som man gav virkning også for lagerkontrakter, indgået før dens ikrafttræden, er i strid med ovennævnte principper om beskyttelsen af velerhvervede rettigheder og den berettigede forventning, principper som er anerkendt af fællesskabsretten.

Herved har Kommissionen ikke blot udstedt en retsakt, der er uforenelig med traktaten og dennes gennemførelsesbestemmelser, men har desuden overskredet de den i traktatens artikel 155, fjerde led og i artikel 6, stk. 7 i forordning nr. 804/68 tildelte beføjelser. Ved at tillægge Kommissionen beføjelse til at vedtage gennemførelsesbestemmelser for interventionsordningen og især støttebeløbet til privat oplagring har Rådet ikke villet give den beføjelse til at udstede regler med tilbagevirkende kraft, der førte til en nedsættelse af det støttebeløb, der tidligere var aftalt.

Rådet har nemlig selv i forordning nr. 985/68 anført de omstændigheder, hvorunder støtten kan forhøjes eller nedsættes: det er her bestemt, at støttebeløbet kan forhøjes, såfremt markedet har udviklet sig ugunstigt på en måde, som ikke kunne forudses, og at støttebeløbet kan ændres for fremtidige kontrakter, såfremt markedssituationen kræver det, men forordningen indeholder ingen bestemmelser om en nedsættelse af støtten, for så vidt angår allerede indgåede kontrakter.

Hvis det antages, at forordning nr. 2517/74 har tilbagevirkende kraft, har Kommissionen derudover krænket væsentlige formkrav, idet den ikke i forordningen har givet en fyldestgørende redegørelse for de grunde, der har fået den til på en helt særlig måde at fravige nogle i fællesskabsretten normalt anvendte principper.

Hvad endelig angår svaret på det fjerde spørgsmål, har firma An Bord Bainne henvist til artiklerne 4, stk. 2 og 6 i forordning nr. 1134/68, artikel 26 i forordning nr. 685/69 samt de forskellige klausuler i de lagerkontrakter, der er oprettet i den foreliggende sag, og til Domstolens praksis vedrørende disse bestemmelser og har herved anført, at retten til støtte ved oplagring først opstår i det øjeblik, hvor smørret tages ud fra lageret efter den krævede mindsteperiode og med skriftlig tilladelse fra interventionsorganet, og når kontraktsvilkårene i perioden er blevet overholdt i et og alt. Firma An Bord Bainne konkluderer følgelig, at dette spørgsmål bør besvares således, at den omregningskurs, der skal anvendes på hele beløbet udtrykt i regningsenheder, en den på dagen, hvor smørret udføres af lageret, gældende.

Selv om det i øvrigt forudsættes, at forordning nr. 2498/74 ikke udtrykkeligt selv har påvirket niveauet for interventionsprisen for smør i Irland, må dette dog antages at være sket med hjemmel i forordning nr. 2517/74. Uanset udtrykket opkøbsprisen for smør i forordning nr. 1064/69 samt i de kontrakter, sagsøgeren har indgået, tidligere betød interventionsprisen, der ved en særlig retsakt fra Rådet fastsættes i regningsenheder for hvert produktionsår, har dette udtryk fået en ny betydning efter den 1. oktober 1974, datoen for forordning nr. 2517/74's ikrafttræden, i det begreb beløbene udtrykt i national valuta, der faktisk er modtaget af interventionssælgeren.

Landbrugsministeren er desuden af den opfattelse, at i det af forelæggelseskendelsens sidste spørgsmål omhandlede tilfælde skal det beløb, der skal betales til sagsøgeren som følge af de i ovennævnte kontrakter indeholdte forpligtelser, beregnes under anvendelse af den omregningskurs, der var gældende på de forskellige tidspunkter, og at den nye omregningskurs, der er et resultat af forordning nr. 2498/74, ikke skal anvendes på regningsenheder, som skulle betales inden dens ikrafttræden.

Han har i øvrigt henvist til det skriftlige indlæg, der er indgivet til Domstolen af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber.

Efter en særlig omtale af de kriterier, der ligger til grund for beregningen af de af Kommissionen fastsatte støttebeløb, har denne anført, at dette beløb i henhold til artikel 29 i forordning nr. 685/69 som ændret ved forordningerne nr. 880/69, 1064/69 og 603/70 skal ændres i takt med eventuelle ændringer i opkøbsprisen for smør, der er oplagret på pågældende tidspunkt. Formålet med denne artikel i dens oprindelige form, der var begrænset til tilfælde med forhøjelse af støttebeløbet, var at udjævne de tab for oplagreren, der fulgte af en foreslået nedsættelse af Interventions prisen for smør. Det blev derfor anset for hensigtsmæssigt, at støten, hvis størrelse var blevet beregnet på grundlag af forudseelige priser, blev justeret, såfremt en fællesskabsakt påvirkede priserne enten i nedadgående retning, som det oprindeligt var ventet, eller i opadgående retning, som det senere viste sig. Den af oplagreren påregnede fortjeneste på hele transaktionen ville i første tilfælde blive uventet nedsat og i andet tilfælde uventet forøget. Således blev ændringer, der tog hensyn til disse omstændigheder, foretaget i denne forordning i 1970, hvor begrænsningen til et enkelt produktionsår blev ophævet ved Kommissionens forordning nr. 603/70 af 31. marts 1970 (EFT 1970 (I), s. 148; org.ref. JO L 72/62, 1970), og i 1974 ved forordning nr. 2517/74, som tilføjede de i foreliggende sag omstridte bestemmelser. Det kunne antages, at artikel 29, selv uden udtrykkelig bestemmelse, skal fortolkes på samme måde, idet formålet med den netop er at ophæve virkningerne af ændringer i fælleskabspriserne, der vil kunne påvirke den kontraherende oplagers stilling på markedet mod slutningen af lagerperioden.

Den i forordning nr. 2517/74 angivne begrundelse viser, at denne forordning i virkeligheden skal betragtes som en materiel ændring af artikel 29. Dette standpunkt er i overensstemmelse med den stilling, Rådet indtog i november 1973, da det på Kommissionens forslag vedtog de foranstaltninger, der skulle træffes som følge af den nederlandske gyldens opskrivning. Blandt andet bemyndigedes Nederlandene til at yde en særlig støtte til de smør- og flødemængder, som på tidspunktet for den nederlandske regerings beslutning om at opskrive florinen med 5 % var omfattet af lagerkontrakter med interventionsorganet. Støtten var bestemt til at opveje de tab, som fulgte af anvendelsen af en ny repræsentativ omregningskurs for den nederlandske florin, som Rådet havde vedtaget. På daværende tidspunkt var det fællesskabsmyndighedernes opfattelse, at artikel 29, som den dengang var affattet, ikke klart kunne fortolkes således, at en af en kontrakt omfattet nederlandsk oplagrer automatisk havde ret til den forhøjelse af støttebeløbet, som var bestemt, såfremt interventionsprisen udtrykt i gylden, faktisk faldt som følge af ændringen i omregningskursen, og at en anden foranstaltning derfor måtte træffes for at ophæve det tab, oplagreren eventuelt måtte lide.

Et andet interessant punkt er ikrafttrædelsesdatoen for forordning nr. 2517/74, som blev vedtaget den 5. oktober 1974, offentliggjort den 4. oktober og trådte i kraft den 1. oktober 1974. Valget af denne dato skyldtes blot, at Kommissionen havde foreslået den 1. oktober 1974 som ikrafttrædelsesdag for de nye repræsentative kurser for det britiske og irske pund.

For at redegørelsen for artikel 29 i forordning nr. 685/69 kan blive fuldstændig, bør man endelig nævne den ændring, der er foretaget af artiklen efter de begivenheder, som ligger til grund for foreliggende sag, nemlig ved Kommissionens forordning nr. 837/75 af 26. marts 1975 (EFT L 79/52, 1975). Denne forordning bestemmer, at ethvert beløb, der lægges oveni den gældende interventionspris inden anvendelsen af en ny interventionspris, betragtes som en forhøjelse af interventionsprisen i henhold til ovennævnte artikel 29, og støttebeløbet til privat oplagring som en konsekvens heraf nedsættes. Denne ændring har tydeligt samme formål som den ved forordning nr. 2517/74 indførte ændring, dvs. at fratage oplagreren den ekstra fordel ved en forhøjelse af prisen, som han ville opnå mod slutningen af lagerperioden.

Efter denne fremstilling har Kommissionen kort beskrevet ordningen med de monetære foranstaltninger, der har interesse i denne sag, især ordningen med repræsentative kurser, som kun finder anvendelse i landbrugssektoren, og som fastsætter forholdet mellem regningsenheden og en given national valuta samt mellem de forskellige nationale valutaer.

Kommissionen har først omtalt denne ordnings funktion og oprindelse og dernæst påpeget, at enhver ændring af den repræsentative kurs ændrer landbrugspriserne i vedkommende medlemsstat. Landbrugspriserne stiger, hvis der sker en nedskrivning af denne kurs, og falder, hvis der sker en opskrivning. For at bøde på de med opskrivningen forbundne ulemper, der især for stater med en stærk valuta består i et fald i landbrugspriserne, er det for nyligt blevet almindeligt at lade opskrivningen træde i kraft sammen med produktionsåret, eftersom fastsættelsen af landbrugspriser i regningsenheder på dette tidspunkt sædvanligvis indebærer en forhøjelse og således opvejer den prisnedsættelse, der skyldes forhøjelsen af den repræsentative kurs.

Den her omhandlede forhøjelse af landbrugspriserne i henhold til Rådets forordning nr. 2496/74 er enestående, idet den er i strid med et princip i den fælles markedsordning for landbrugsprodukter. Dette princip indebærer, at priserne fastsættes én gang om året, og producenter og forhandlere kan således foretage deres beregninger og planer for hele året. Grundene til denne fastsættelse, der for Irland medfører en forhøjelse af smørprisen udtrykt i regningsenheder, udtrykkes klart i betragtningerne til forordning nr. 2496/74. Den omstændighed, at denne forordning trådte i kraft samme dag som forordning nr. 2498/74, der fastsætter en ny repræsentativ omregningskurs for det irske pund, viser, at den i sidstnævnte forordning indeholdte nedskrivning skal betragtes som knyttet til den generelle prisforhøjelse og med i det mindste delvis samme formål, dvs. en forhøjelse af priserne på de irske landbrugsprodukter, begrundet i nødvendigheden af at tage hensyn til de særlige vanskeligheder på landbrugsområdet, som forordning nr. 2496/74 omhandler, og som for de irske producenter blev forværret af det særligt stærke kursfald i det irske pund i perioden 1973-1974.

Efter disse betragtninger kommer Kommissionen ind på besvarelsen af de af den irske dommer forelagte spørgsmål. Med henblik på de to første spørgsmål, som Kommissionen finder det hensigtsmæssigt at behandle under et, anfører den, at ændringen af den repræsentative kurs, der blev indført ved forordning nr. 2498/74, ifølge den ovenfor foretagne gennemgang medførte en forhøjelse af opkøbsprisen for smør som omhandlet i artikel 29 i forordning nr. 685/69. Det fremgår af denne gennemgang, at Kommissionen indtil vedtagelsen af forordning nr. 2517/74 havde anlagt en restriktiv fortolkning af nævnte artikel i den forstand, at en ændring af den nationale opkøbspris, der skyldtes en ændring af den repræsentative kurs, ikke blev betragtet som en ændring af opkøbsprisen i den i ovennævnte artikel 29 forudsatte forstand. Hvis Domstolen måtte anlægge en videre fortolkning af udtrykket forhøjelse af opkøbsprisen, der forudsættes i første version af artikel 29, vil Kommissionen ikke forsvare noget modsat, eftersom en sådan fortolkning efter dens opfattelse vil være i overensstemmelse med formålene med omtalte artikel af hensyn til oplagreren at ophæve virkningerne af uforudseelige ændringer som følge af fællesskabsbeslutninger i den pris, som han kan opnå mod slutningen af lagerperioden. I betragtning af den stilling, som den hele tiden har indtaget, føler Kommissionen sig imidlertid forpligtet til at gå ind for en mindre vid fortolkning af artikel 29 i forordning nr. 685/69, hvorefter forordning nr. 2498/74 kun har forhøjet interventionsprisen for smør på grund af de i forordning nr. 2517/74 indeholdte ændringer.

Hvad angår det tredje spørgsmål gør Kommissionen gældende, at forordning nr. 2517/74 skal fortolkes således, at den ændrer det støttebeløb, som tilkom de oplagrere, som havde smør og fløde på privat lager på ikrafttrædelsesdagen for denne forordning, og som skulle have udbetalt støtte i en valuta, hvis repræsentative kurs blev nedskrevet for fremtiden i henhold til forordning nr. 2498/74. Enhver anden fortolkning ville berøve forordning nr. 2517/74 dens indhold indtil den næste regulering af de repræsentative kurser, hvorimod det tidspunkt, der var valgt til dens vedtagelse, klart viser, at den var affattet for at finde anvendelse på virkningerne af ændringerne i de repræsentative kurser pr. 7. oktober 1974.

Desuden er der intet grundlag for de forskellige klagepunkter, som sagsøgeren i hovedsagen har fremført mod forordning nr. 2517/74.

Med henblik på det punkt, hvorefter omtalte forordning indebærer et uberettiget indgreb i sagsøgers rettigheder, er det tilstrækkeligt at bemærke, at denne forordning både er billig og retfærdig, eftersom ændringen af interventionsprisen, der er fremkaldt af en ændring af den repræsentative kurs, og ændringen af samme pris udtrykt i regningsenheder begge har samme virkninger på oplagrerens rettigheder, som de fremgår af artikel 29. Denne bestemmelses formål er netop at forhindre, at oplagrere, som ligger inde med smør og fløde, i medfør af de med interventionsorganerne indgåede kontrakter kommer til at lide under virkningen af en uforudseelig ugunstig udvikling eller profitere af uforudseelige fordele som følge af prisændringer, der er skabt ved fællesskabsforanstaltninger (jf. bilag II til Kommissionens skriftlige indlæg).

Kommissionen afviser ligeledes, at der skulle være begået magtfordrejning, idet den herved har henvist til de ovenfor fremstillede almindelige betragtninger og anført, at den økonomiske stilling for oplagrere i sagsøgerens situation ifølge beregningerne i bilag II til dens skriftlige indlæg er gunstigere, end den var før nedskrivningen af det irske pund, når nedsættelsen til nul af den omstridte støtte også tages i betragtning. Kommissionen påpeger desuden, at en foranstaltning som den i denne sag omhandlede både efter sit indhold og formål falder ind under de foranstaltninger, som den har beføjelse til at vedtage i medfør af bemyndigelsen i artikel 6, stk. 7 i Rådets forordning nr. 804/68, og følgelig ikke er udtryk for magtfordrejning.

Kommissionen imødegår endelig punktet om utilstrækkelig begrundelse, idet den henviser til Domstolens retspraksis og bemærker, at grundene til forordning nr. 2517/74 ikke er mangelfulde i en sådan grad, at sagsøgeren er ude af stand til under hensyn til denne sags omstændigheder at få øje på omtalte forordnings eksistensberettigelse og formål, eller at Domstolen forhindres i at udøve sin legalitetskontrol.

Hvad angår det fjerde spørgsmål har Kommissionen anført, at når henses til dens ovenfor fremstillede opfattelse, hvoraf det fremgår, at der ikke skal ydes nogen støtte i nærværende tilfælde, er den ikke forpligtet til at give et svar herpå. For god ordens skyld anfører den, at såfremt smørret under kontrakt befinder sig i et privat lager på tidspunktet for en ny repræsentativ kurs’ ikrafttræden, skal hele støttebeløbet betales på grundlag af den nye kurs. Kommissionen har her påpeget, at støtten ikke vil være forfalden til betaling før dagen for udførsel fra lageret, eftersom støttebeløbet i henhold til artikel 29 i forordning nr. 685/69 kan ændres lige indtil denne dato.

På grundlag af disse bemærkninger foreslår Kommissionen at besvare de forelagte spørgsmål på følgende måde:

1.artikel 29 i Kommissionens forordning nr. 685/69 af 14. april 1969 om gennemførelsesbestemmelser for interventioner på markedet for smør og fløde som ændret ved forordning nr. 2517/74 skal fortolkes således, at Rådets forordning nr. 2498/74 af 2. oktober 1974 om fastsættelse af en repræsentativ omregningskurs, der skal anvendes inden for landbrugssektoren på de nye medlemsstaters valutaer, indeholder en forhøjelse af opkøbsprisen for smør udtrykt i irske pund.2.Gennemgangen af de forelagte spørgsmål har intet frembragt, der kan anfægte gyldigheden af Kommissionens forordning nr. 2517/74 af 3. oktober 1974 om ændring af forordning nr. 685/69 om justering af støtten til privat oplagring af smør, i tilfælde af ændring af købsprisen.3.Forordning nr. 2517/74 finder anvendelse på smør og fløde, der er omfattet af kontrakter om privat oplagring, og som er blevet oplagret inden den 3. oktober 1974.