Sagens faktiske omstændigheder er ret en-Ide. Jeg skal kort ridse dem op og i øvrigt henvise til retsmøderapporten.

Fra marts 1980 udførte Grifoni flere arbejder ved centret som tilslagsmodtager for blikkenslager- og smedearbejde. Arbejdet blev udført på grundlag af en forinden indgået rammeaftale samt på grundlag af senere specifikke bestillinger.

Rammeaftalen af 21. maj 1984, der ligner den foregående, henviser (jf. artikel 15) til de almindelige betingelser for aftaler og kontrakter med centret (februar 1976, dok. XIX A/50/76-1), som således er blevet en integrerende del af kontrakten.

Vedrørende udbudsbetingelserne skal jeg henvise til artikel 3, stk. 1, der bestemmer: Kontrakter indgås ved skriftlig aftale mellem parterne; og jeg skal minde om artikel 18, hvorved mundtlige aftaler frakendes retsvirkning ved at bestemme følgende: Enhver ændring af kontrakten (herunder tillæg eller bortfald) skal ske ved et tillæg til kontrakten, der aftales på samme vilkår som denne; mundtlige aftaler binder ikke parterne.

Efter at firma Grifoni havde afbrudt forbindelsen med Kommissionen, fremsatte han påkrav om yderligere betaling med henvisning til, at han ikke havde modtaget betaling som aftalt. Kommissionen afviste imidlertid kravene, hvorefter Grifoni har anlagt denne sag med påstand om betaling af sit tilgodehavende, som han har opgjort til 450597910 LIT.

I replikken har sagsøgeren også nedlagt påstand om betaling af et større beløb — på 993494064 LIT — end det, han oprindelig havde påstået betaling for i stævningen. En sådan forhøjelse finder Grifoni begrundet i, at det ved stævningens indlevering ikke var muligt at opgøre de beløb, som skulle betales for visse dele af arbejdet, idet der ikke forelå nærmere oplysninger herom fra Milano Handelskammer. Heroverfor gør Kommissionen gældende, at en sådan ændring er ensbetydende med et nyt anbringende, som procesreglementets artikel 42, stk. 2, afskærer sagsøgeren fra at fremsætte, hvorfor det bør afvises fra påkendelse.

Herom må jeg imidlertid antage, at Domstolens kompetence ikke med nogen rimelighed kan benægtes; det skyldes to forhold, der begge er afgørende.

Som det klart kom frem i retsmødet, er parterne enige om, at uanset hvad der er grundlaget for og relevansen af Grifoni's opfattelse om, at de ydelser, han skulle erlægge, for en stor dels vedkommende blev aftalt mundtligt, var de under alle omstændigheder omfattet af rammeaftalens almindelige bestemmelser, hvorved det blev påpeget, at værnetingsldausulen aldrig var blevet ophævet af en senere og afvigende viljeserklæring fra parternes side. Domstolen har derfor intet grundlag for at nå til et andet resultat, der strider mod det, som fremgår af stævningen, og som Kommissionen ikke har bestridt.

For det andet må det ganske udelukkes, at Domstolen er inkompetent for i hvert fald en del af kravet, eftersom sagsøgeren selv, som jeg bedre kan forklare i det følgende, har udtalt, at en del af de ydelser, tvisten angår, også fuldstændig svarer til det, som blev aftalt i forbindelse med de skriftlige bestillinger. Følgen er, at Domstolens kompetence ikke kan diskuteres for i hvert fald den del af kravet og med forbehold af de bemærkninger, jeg i det følgende vil fremsætte vedrørende andre aspekter.

Herved skal jeg i første række henvise til, at det af artikel 19 i statutten for Domstolen og af procesreglementets artikel 38, nr. 1, klart fremgår, at det dokument, ved hvilket sagen forelægges Domstolen, skal indeholde visse nærmere angivne oplysninger, herunder navnlig søgsmålets genstand, en kort fremstilling af søgsmålsgrundene og sagsøgerens påstande. Desuden forbyder procesreglementets artikel 42, stk. 2, at fremsætte nye anbringender, medmindre disse støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under den skriftlige forhandling.

Her i sagen er det imidlertid sikkert, at betingelserne for at antage noget sådant ikke foreligger opfyldt. I øvrigt fremgår det klart af Domstolens praksis, at søgsmålets genstand skal være angivet i stævningen, og at en ny påstand ikke kan nedlægges under sagens behandling

Dom af 7.5.1986, sag 191/84, Barcelia, Sml. s. 1541. I samme retning, dom af 25.9.1979, sag 232/78, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 2729; dom af 18.10.1979, sag 152/78, Gema, Sml. s. 3173; dom af 8.2.1983, sag 124/81, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. s. 203.

Det er derfor min opfattelse i den konkrete sag, at den just beskrevne undtagelse højst kan finde anvendelse i det omfang, hvori Grifoni faktisk ved sagens anlæg umuligt med nøjagtighed kunne opgøre de beløb, han endnu finder at være berettiget til.

Da der nu er tale om beløb vedrørende arbejde, som blev afsluttet for nogen tid siden, synes det principielt at måtte udelukkes, at det har været umuligt at fastsætte det nøjagtige beløb ved stævningens indlevering. I øvrigt har Grifoni selv slet ikke været i stand til at godtgøre, hvorfor det påståede beløb burde ændres, for han har blot udtalt, at de fremlagte regnskaber... udviser klart et højere tilgodehavende end det, som fremgår de stævningen vedlagte regninger (replikken s. 20). Ved en sammenligning mellem det regningsudtog, som er bilagt stævningen, med det, der er bilagt replikken, fremgår det, at den eneste post, som Grifoni ikke har kunnet sætte pris på (eller for hvilken han har forbeholdt sig at gøre det senere med begrundelse), er den post, som angår nedrivning af tage, der ikke blev udfyldt, eftersom prisen herpå ikke figurerede på prislisten og derfor skulle fastsættes af en sagkyndig. Men der blev ikke gjort nogen bemærkning med hensyn til deltagelsen i arbejdet med tagrenderne og tagpladerne, skønt deltagelse i arbejdet med taglægningen af industriel karakter allerede var blevet beregnet og indarbejdet i det samlede beløb, som der i stævningen nedlægges påstand om.

Hertil kommer, at sammenligningen med de pågældende to udtog gør det klart, at Grifoni først i replikken har taget hensyn til og således skrevet regning på de resterende, ham skyldige beløb vedrørende visse bestillinger, der ikke figurerer i stævningens bilag, herunder bestilling, som ifølge Grifoni medfører yderligere tilgodehavender.

Med hensyn til visse af de bestillinger, der allerede er nævnt i stævningens bilag, har Grifoni i replikken tillige forhøjet det beløb, han finder endnu at have til gode.

Det kan heller ikke antages, at Kommissionens grundlæggende afvisning af Grifoni's krav må opfattes som et uventet og uforudsigeligt processkridt, eftersom Grifoni gentagne gange, men forgæves, havde forlangt betaling uden retligt påkrav vedrørende sit påståede tilgodehavende.

Jeg foreslår derfor Domstolen, at den alene påkender sagen, således som den med påstanden fremgår af stævningen, eftersom der i øvrigt foreligger ændringer i kravet, som ikke er berettigede og således ikke kan påkendes.

a)Arbejde udført i overensstemmelse med skriftlig bestilling (selv om man må forstå det således, at den skriftlige ordre fulgte efter den mundtlige aftale), men forkert afregnet.b)Arbejde udført på grundlag af mundtlig bestilling, som senere blev skriftligt bekræftet, men uden at der er den mindste overensstemmelse mellem på den ene side det faktisk aftalte og udførte arbejde (på grundlag af den mundtlige aftale) og det, der fremgår af den skriftlige bestilling på den anden side.c)Arbejde udført alene på grundlag af mundtlig bestilling, som aldrig er blevet bekræftet skriftligt.

Fælles for samtlige tre muligheder er den omstændighed — som Grifoni har omtalt (i replikken) — at aftalerne om de forskellige arbejder altid blev indgået mundtligt, hvilken omstændighed Kommissionen har bestridt henset til de regler, der er bestemmende for det pågældende kontraktforhold.

Forholdet er jo det, at muligheden med eksistensen og relevansen af mundtlige aftaler og bestillinger med et andet og videregående indhold i forhold til det, som fremgår af det skriftligt aftalte og bestilte, ikke kun savner bevis, men i øvrigt er i strid med de præcise regler vedrørende det for Domstolen omtvistede sagsforhold, regler, som parterne udtrykkeligt har nævnt.

Jeg skal i første række henvise til finansforordningens artikel 50

EFT L 356 af 31.12.1977, s. 1.

Rammeaftalens artikel 6 bestemmer, at ændringer i eller tillæg til bestilt arbejde ikke anerkendes og betales, såfremt dette ikke er aftalt skriftligt. Det er i overensstemmelse med artikel 342 i den gældende lov om offentlige arbejder i Italien

Lovnr. 2248 af 20.3.1865, bilag F.

Den aftale vedrørende formen, der således er indgået, og som vedrører mulige senere ændringer i et allerede indgået kontraktforhold, viser i mangel af en relevant og forståelig adfærd, der må opfattes som uforenelig med viljen til at opretholde den tidligere aftalte formbinding, at den nævnte skriftlige form var tilsigtet ad substantiam. Under alle omstændigheder har det sit forblivende ved de ovennævnte regler i lovgivningen.

Forholdet er imidlertid det, at kravet ikke blot ikke understøttes af noget bevis, eller noget som ligner en vej, der eventuelt kunne føre til en bevisoptagelse, men det modsiges af de sagen vedlagte dokumenter.

De dokumenter, som Grifoni har bilagt stævningen, og som benævnes tilgodehavende efter regning, kan ikke betragtes som beviser. For at sige det, som det er, fremgår der blot af disse dokumenter, som Grifoni selv har sammenstillet, en detailspecifikation pr. post og pr. bestilling af de årsager, som i det hele skal føre til at anerkende pengekravet; der foreligger altså kun en specifikation af påstanden i den meget kortfattede stævning.

Desuden har Kommissionen behørigt i bilaget til svarskriftet fremlagt de dokumenter, som i overensstemmelse med den enkelte ordre udviser Afsluttet arbejde, der var udført af Grifoni, med de af Grifoni selv specificerede beløb arbejdet vedrørende (på hans forretningspapir), centret's godkendelse med bemærkningen arbejdet er teknisk i overensstemmelse med den afgivne bestilling og med underskrift af såvel Grifoni som centret's repræsentant.

Sagsøgeren har ikke bestridt at have modtaget de i disse dokumenter anførte beløb,men han bestrider blot, at det skete med frigørende virkning og til endelig afregning, hvorved han hævder, at der ikke er tale om regulære fakturaer, men om foreløbige dokumenter.

Det kan der ikke gives Grifoni medhold i, eftersom de pågældende dokumenter, uanset om de opfattes som fakturaer eller andet, med sikkerhed har frigørende virkning for centret i den præcise forstand, at de beviser fuld og derfor skyldig betaling og dermed ophør af hvervgiverens pligt, hvorved bemærkes, at der ikke foreligger noget til støtte for at antage, at Grifoni, der har fremlagt dokumenterne, kun har anset dem for ufuldstændige eller foreløbige. Dette gælder så meget desto mere, som intet dokument specificerer, at der foreligger en acontobetaling eller tilsvarende, og det i en stor del af dem endda er specificeret, at der foreligger betaling til fuld afregning (ordrerne 136/85, 695/85, 378/85, 631/85, 709/85, 106/85, 628/85 og 637/80).

Der er derfor slet ingen tvivl om, at de af Kommissionen fremlagte dokumenter viser, at den betalte, hvad den skyldte, eller i hvert fald betalte, hvad Grifoni krævede uden forbehold. Desangående må det også påpeges, ad abundantiam, at italiensk ret vedrørende licitation over offentlige arbejder — som principielt også finder anvendelse på det konkrete sagsforhold

Jf. herved dom af 26.11.1985, sag 318/81, Kommissionen mod CO. DE. ML, Sml. s. 3706, navnlig på s. 3713 (o. a.: skal formentlig være s. 3711), samt forslaget til afgørelse fra generaladvokat Sir Gordon Slynn, sammesteds, s. 3693, navnlig på s. 3698 ff.).

1)at afvise sagen, for så vidt angår de ændringer af påstanden, der er foretaget efter stævningens indlevering2)at frifinde sagsøgte i øvrigt, og3)at pålægge sagsøgeren at betale sagens omkostninger.