Rådets direktiv af
Af forskellige indbyrdes forbundne årsager, som ikke er nærmere angivet i sagens akter, opstod der komplikationer under graviditeten. Fra den
Sagsøgeren genoptog ikke arbejdet efter denne skrivelse. Det er ubestridt mellem parterne, at der aldrig har været udsigt til, at Brown kunne genoptage arbejdet inden udløbet af perioden på 26 uger.
I medfør af section 33 i Employment Protection (Consolidation) Act 1978 (lov om beskyttelse af arbejdstagerforhold, konsolideret udg.).
Dom af
Samtlige fællesskabsbestemmelser, der skal fortolkes for at afgøre en sådan tvist, findes i direktiv 76/207. Det drejer sig om artikel 2, stk. 1 og 3, og artikel 5, stk. 1 og 2, der er affattet således:
Med henblik herpå træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger til:
Direktiv om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv S9/391/EØF,
...
Loven af 1975 bestemmer i section 1 og 5, at en kvinde er udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn, såfremt hun på de af loven omfattede områder behandles mindre gunstigt end en mand. Ved sammenligningen af situationen for personer af forskelligt køn eller forskellig ægteskabelig eller familiemæssig stilling skal det sikres, at omstændighederne er de samme i begge tilfælde, eller at der ikke foreligger væsentlige forskelle.
Hvad angår rettighederne i forbindelse med graviditet og barsel bestemte loven af 1978 på det tidspunkt, hvor Brown blev afskediget, at en kvindelig arbejdstager, der er helt eller delvis fraværende fra arbejdet på grund af graviditet eller fødsel, skulle have ret til at genoptage arbejdet på følgende betingelser:
den kvindelige arbejdstager skulle have været ansat, uanset om hun var i arbejde eller ej, ved begyndelsen af den 11. uge inden datoen for den forventede nedkomst hun skulle ved begyndelsen af denne 11. uge have været ansat i mindst to år hun skulle mindst 21 dage før arbejdets ophør skriftligt have underrettet arbejdsgiveren om at hendes fravær skyldtes graviditet eller fødsel at hun agtede at genoptage arbejdet i hvilken uge nedkomsten var forventet eller, såfremt hun allerede var nedkommet, datoen for nedkomsten hun skulle efter anmodning fra arbejdsgiveren fremlægge en lægeattest med angivelse af ugen for den forventede nedkomst.
Hvad angår afskedigelse bestemte loven af 1978 på det for hovedsagen relevante tidspunkt, at afskedigelsen af en kvindelig arbejdstager måtte anses for ulovlig, såfremt den direkte eller indirekte begrundelse for afskedigelsen var, at arbejdstageren var gravid, medmindre arbejdstageren på det tidspunkt, hvor afskedigelsen fik virkning, som følge af sin graviditet var ude af stand til at passe arbejdet tilfredsstillende, eller såfremt hun af samme årsag ikke kunne fortsætte med at passe sit arbejde efter dette tidspunkt, uden at hun selv eller hendes arbejdsgiver derved tilsidesatte en forpligtelse eller begrænsning, der var fastsat ved en ufravigelig lovbestemmelse. Den nationale ret har anført, at Brown på det tidspunkt, hvor begivenhederne i hovedsagen fandt sted, for at være beskyttet mod en ulovlig afskedigelse skulle have været ansat uafbrudt i to år, hvilket ikke var tilfældet.
De senere ændringer af denne lovs bestemmelser om ulovlig afskedigelse, hvorved reglerne i direktiv 92/85 blev indarbejdet i loven, trådte i kraft den
hun skal have arbejdet for arbejdsgiveren i mindst 26 sammenhængende uger før den 14. uge før den forventede nedkomst og helt eller delvis være ophørt med at arbejde på grund af graviditeten eller nedkomsten hun skal i de otte uger op til den 14. uge før den forventede nedkomst have modtaget en ugeløn, der ikke er mindre end den mindsteløn, der er gældende inden denne 14. uges begyndelse hun skal være nået til begyndelsen af den 11. uge før datoen for den forventede nedkomst eller have født inden dette tidspunkt hun skal have underrettet sin arbejdsgiver om, at hun ophører med at arbejde på grund af sin graviditet eller nedkomst.
Moderskabsydelsen betales i højst 18 uger, der sædvanligvis begynder at løbe den 11. uge før datoen for den forventede nedkomst, men aldrig senere end den sjette uge før denne dato. Der er fastsat to typer ydelser, en højere og en lavere. Den højere ydelse svarer til ni tiendedele af den kvindelige arbejdstagers normale ugeløn i de otte uger op til den 14. uge før datoen for den forventede nedkomst; den lavere ydelse er et fast beløb, som udbetales, såfremt beløbet er højere end det beløb, der fremkommer efter reglerne for den højere ydelse. En kvinde, som indtil begyndelsen af den 14. uge før datoen for den forventede nedkomst har arbejdet uafbrudt i to år for en arbejdsgiver, som er forpligtet til at udbetale hende denne ydelse, vil i de første seks uger modtage den højere ydelse og i resten af tiden den lavere ydelse. En kvinde, som ifølge sin arbejdskontrakt har en arbejdsuge på under 16 timer, har ikke ret til den højere ydelse. En arbejdstager, der har ret til moderskabsydelsen, men ikke til den højere ydelse, vil få udbetalt den lavere ydelse.
Det fremgår af sagens akter, at den lavere moderskabsydelse i 1996 var på 54,55 GBP om ugen Social Security Benefits Up-rating Order 1996, SI 1996/599, artikel 1, stk. 2, litra c), og artikel 10, som gælder fra den
Sagsøgte har henvist til de omstændigheder, der forelå for Brown's vedkommende, og anført, at hendes afskedigelse ikke skyldes, at hun var gravid, men den unormale karakter af graviditeten, som forhindrede hende i at arbejde fra omkring den ottende uge. Brown's uarbejdsdygtighed varede længere, end man kunne forudse under normale omstændigheder, og hele uarbejdsdygtighedsperioden lå uden for den periode, hvor en kvinde har ret til fravær på grund af barsel. Grunden til afskedigelsen var, at Brown blev syg under graviditeten, og at hendes uarbejdsdygtighed overskred 26 uger.
Sagsøgte har under henvisning til samme retspraksis som den, sagsøgeren har påberåbt sig til støtte for den modsatte konklusion, gjort gældende, at bestemmelsen i virksomhedens ansættelseskontrakter med de ansatte, på grundlag af hvilken Brown var blevet afskediget efter 26 ugers fravær, ikke er diskriminerende. For at påvise dette har sagsøgte nævnt et eksempel, hvor en arbejdsgiver ansætter tre gravide kvinder. Den første kvinde, der er sund og stærk, har ikke noget fravær frem til begyndelsen af den periode, i hvilken hun må være fraværende på grund af moderskabet eller nedkomsten; den anden kvinde er kun fraværende enkelte gange på grund af helbredsproblemer i forbindelse med graviditeten, førend hun benytter sig af retten til fravær på grund af graviditet; den tredje kvinde er Brown, hvis uarbejdsdygtighed på grund af graviditet overstiger 26 uger, og hun afskediges på samme vilkår som en mandlig arbejdstager, der har sygefravær i samme periode. Hvorfor skulle man betegne en sådan adfærd som kønsdiskriminerende? Hvis man behandler Brown anderledes end andre gravide kvinder eller mandlige arbejdstagere, vil det tværtimod svare til en positiv særbehandling, der kun gælder for en vis gruppe gravide kvinder og ikke alle gravide kvinder.
Sagsøgte har fastholdt, at der må sondres mellem en sygdom som Brown's, som har forhindret hende i at arbejde i stort set hele graviditetsperioden, og det man kalder de
Hvad angår den omstændighed, at Brown blev afskediget på et tidspunkt, hvor hun, hvis hun havde haft tilstrækkelig anciennitet, ville have haft ret til fravær på grund af det forestående moderskab, har sagsøgte anført, at det efter de fællesskabsbestemmelser, der gjaldt på det pågældende tidspunkt, alene tilkom medlemsstaterne at fastsætte vilkårene for adgangen til et sådant fravær samt længden af det tilladte fravær. Det Forenede Kongerige havde i medfør af denne beføjelse stillet krav om to års ansættelse. Under alle omstændigheder var Brown blevet afskediget, fordi hun havde været sygemeldt i det antal uger, der var fastsat i hendes ansættelseskontrakt, og ikke fordi hun havde været fraværende i den korte periode, hvor hun, hvis hun havde haft ret til fravær på grund af moderskab, kunne have udøvet denne ret.
Kommissionen har tilføjet, at dette synspunkt bekræftes af artikel 10 i direktiv 92/85, der forbyder afskedigelse af arbejdstagere i perioden fra graviditetens indtræden til udløbet af barselsorloven. Selv om fristen for direktivets gennemførelse i medlemsstaterne ikke var udløbet på tidspunktet for begivenhederne i hovedsagen, bør der tages hensyn til direktivets bestemmelser ved fortolkningen af direktiv 76/207.
Jeg går ud fra, at denne undersøgelse har til formål at give virksomheden en uafhængig vurdering af mulighederne for arbejdstagerens helbredelse, således at arbejdstageren enten kan genoptage arbejdet i en ikke for fjern fremtid eller afskediges, såfremt lægeundersøgelsen viser, at arbejdet ikke vil kunne genoptages på kort eller kortere sigt. Hvis dette ikke er formålet, er der snarere tale om en disciplinær afskedigelse på grund af sygdom end om en afskedigelse begrundet med de store omkostninger, som virksomheden ellers måtte bære.
Hvis Brown's uarbejdsdygtighed faktisk skyldtes graviditeten, og der er ingen grund til at tro andet, forekommer det logisk at gå ud fra, at uarbejdsdygtigheden ville forsvinde efter nedkomsten. Spørgsmålet er da, hvorfor Brown blev afskediget halvanden måned inden nedkomsten? Var det alene, fordi hun allerede havde været fraværende i 26 uger, eller var det snarere, fordi hun efter national ret heller ikke var berettiget til at genoptage arbejdet efter nedkomsten, da hun ikke havde to års anciennitet i virksomheden?
Selvfølgelig er der her tale om faktiske omstændigheder, som den nationale ret skal vurdere på baggrund af Domstolens fortolkning af fællesskabsretten. Jeg vil dog anføre, at det havde været nyttigt at have kendskab til disse omstændigheder.
J. Shaw påpegede allerede nødvendigheden heraf, dengang direktiv 92/85 kun forelå i udkast:
Jeg kan ikke tilslutte mig dette synspunkt, da bestemmelserne i de to direktiver er forskellige, og da direktiverne også har forskellige mål.
Tredje betragtning.
Rådets direktiv af
Direktiv 92/85 har til formål at iværksætte foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer. Direktivet indeholder således klart beskyttelsesbestemmelser, idet det indfører en særbehandling til fordel for kvinder, der befinder sig i en af disse situationer. Direktivets forfattere anerkender selv i niende betragtning, at denne beskyttelse ikke må føre til forringelse af kvindernes stilling på arbejdsmarkedet og ikke må berøre bestemmelserne i direktiverne om lige behandling af mænd og kvinder.
Som Domstolen allerede har fastslået i Wcbb-dommcn Dom af
Det forbud mod afskedigelse, der er fastsat i artikel 10 i direktiv 92/85, løser imidlertid ikke problemet, når der er tale om en kvinde, som på helt normal vis har genoptaget sit arbejde efter barselsorloven, og som afskediges, fordi hun i perioder har været uarbejdsdygtig i det forudgående år i det antal uger, der er fastsat i national lovgivning. Er denne kvinde da blevet afskediget på samme vilkår som en mand, der har været syg det samme antal uger, når man for kvinden medregner det tidsrum, hvor hun har måttet blive hjemme efter lægens ordre, f.eks. fordi der var fare for en abort?
Derfor er artikel 5 i direktiv 76/207 og Domstolens fortolkende praksis fortsat nødvendige for at afgøre, om de perioder, i hvilke en gravid kvinde har været uarbejdsdygtig på grund af sin graviditet, kan lægges til perioderne før graviditeten og efter barselsorloven med henblik på at beregne, om hun har været fraværende længe nok til at kunne afskediges.
Dom af
Jf. fodnote 3.
Dom af
Jf. fodnote 9.
Jeg finder derfor, at Domstolen for at sikre retssikkerheden ikke bør nøjes med at besvare de præjudicielle spørgsmål fra House of Lords, men også bør klarlægge den gældende retspraksis. Jeg vil for mit vedkommende gennemgå de nævnte domme og angive, hvorledes de efter min mening bør fortolkes.
L. M. Finley:
Jf. fodnote 10.
Jf. fodnote 3.
Den nationale rets spørgsmål gik for den dels vedkommende, der har betydning for den foreliggende sag, ud på, om det under disse omstændigheder var i strid med ligebehandlingsprincippet i direktiv 76/207, at arbejdsgiveren nægtede at ansætte arbejdstageren.
Den forelæggende ret ønskede afgjort, om bestemmelserne i artikel 5, stk. 1, sammenholdt med artikel 2, stk. 1, i direktiv 76/207 omfattede afskedigelse som følge af fravær, som skyldes en sygdom, der er forårsaget af graviditet eller fødsel. I bekræftende fald ønskede den forelæggende ret oplyst, om beskyttelsen mod afskedigelse som følge af sådanne sygdomme gjaldt uden tidsbegrænsning.
Generaladvokat Darmon's forslag til afgørelse i Hertz- og Dekker-sagerne, som er nævnt i fodnote 3 og 10, Sml. 1990, I, s. 3956, særlig punkt 21 ff., Sml. I, på s. 3960.
Punkt 40.
Alle fremhævelser i delte forslag til aigorelse er mine.
I punkt 45 anfører han, at
I punkt 47, hvor generaladvokat Darmon overvejer, hvilke kriterier Domstolen vil kunne lægge til grund ved definitionen af, hvornår en patologisk tilstand skal være omfattet af beskyttelsen som følge af moderskab, samt ved fastlæggelsen af, i hvilken periode beskyttelsen skal være gældende, er den bærende idé stadig anvendelsen af ligebehandlingsprincippet, når først kvindens barselsorlov er afsluttet.
I punkt 48 foreslår han at søge løsningen i en sondring mellem på den ene side de normale risici som følge af graviditet og fødsel, som han definerer som
Jf. fodnote 10, præmis 12.
Mænd og kvinder er i samme grad udsat for at blive syge. Selv om visse sygdomme er kønsbetingede, må det afgørende spørgsmål være, om kvinder afskediges som følge af sygefravær på samme vilkår som mænd; i så fald er der ikke tale om direkte forskelsbehandling på grundlag af køn.
Denne tilsyneladende uoverensstemmelse — der let kan forklares, hvis man betænker, at Domstolen i præmis 16 og 17 holdt sig de nærmere omstændigheder omkring hovedsagen for øje, mens den i domskonklusionen begrænser sig til en strikte besvarelse af det præjudicielle spørgsmål, som dette er formuleret af den nationale ret Spørgsmålet var affattet således:
Dette er også den fortolkning, der anlægges af de forfattere, der har kommenteret denne dom. I alle de kommentarer, jeg har læst, fremhæves det — med mere eller mindre kritiske bemærkninger — at Domstolen, når den fastslår, at artikel 5, stk. 1, sammenholdt med artikel 2, stk. 1, i direktiv 76/207 ikke er til hinder for afskedigelse som følge af fravær, som skyldes en sygdom, der er forårsaget af graviditet eller fødsel, mener det fravær, som opstår J. Jacqmain: Chroniques de droit social, 1991, s. 49 og 50, punkt 4; D. Devos: journal des tnbunaux du travail, 1991, s. 121 og 122, punkt 3; J. Shaw, a.st., s. 313-320, især s. 317; E. Traversa: Revue trimestrielle de droit européen, 1991, s. 425-439, især s. 436; C. Kilpatrick:
Forslag til afgørelse i Webb-sagen, fodnote 9, Smi. I, s. 3569 ff.
Generaladvokat Tesauro har anført det samme i sit forslag til afgørelse i Habcrmann-Bcltcrmann-sagcn, fodnote 12, Sml. I, s. 1659 ff.
J. Jacqmain, a.st., s. 50; G. More, a.st., s. 55; J. Shaw, a.st., s. 320; E. Traversa, a.st-, 5. 436, C. M. S. McGlynn, a.st., s. 54 og 55; C. Boch, a.st., s. 559; C. Kilpalrick, a.st., s. 85, E. Szyszczak, a.st., s. 54, og N. Burrows & J. Mair, a.st., s. 155.
Jf. fodnote 12.
Domstolen bemærkede, at da der var tale om en kontrakt indgået på ubestemt tid, havde forbuddet mod, at gravide kvinder arbejdede om natten, kun betydning for en begrænset periode set i forhold til kontraktens samlede varighed, og at det ville være i strid med de beskyttelseshensyn, der forfølges med bestemmelsen i direktivets artikel 2, stk. 3, og medføre, at den mistede sin gennemslagskraft, såfremt det antoges, at kontrakten kunne erklæres ugyldig eller kunne anfægtes som følge af, at den gravide arbejdstager midlertidigt var afskåret fra at udføre det natarbejde, hun var ansat til. Konkret fastslog Domstolen i sit svar til den nationale ret, at bestemmelserne i direktiv 76/207 er til hinder for, at en ansættelseskontrakt — som er indgået på ubestemt tid, som vedrører arbejde, der skal udføres om natten, og som er indgået mellem en arbejdsgiver og en gravid arbejdstager, der begge har været uvidende om graviditeten — erklæres ugyldig som følge af et lovfæstet forbud mod natarbejde, der efter national ret gælder under svangerskabet og i amningsperioden, og for, at arbejdsgiveren anfægter kontrakten på grund af en vildfarelse med hensyn til væsentlige forudsætninger vedrørende arbejdstageren ved kontraktens indgåelse.
Jf. fodnote 9.
Domstolen konkluderer i præmis 27, at i en situation som den, Webb befinder sig i, kan en kontrakt, der er indgået på ubestemt tid, ikke bringes til ophør på grund af arbejdstagerens graviditet med den begrundelse, at arbejdstageren rent midlertidigt er afskåret fra at udføre det arbejde, hun er ansat til.
På dette tidspunkt var fristen for indgivelseaf indlæg i den foreliggende sag allerede udlobet.
Dom af
Larsson blev ansat som medarbejder hos Føtex Supermarked A/S i marts 1990. I august 1991 meddelte hun sin arbejdsgiver, at hun var gravid. Under graviditeten var hun sygemeldt i to omgange. Hun var først sygemeldt i 18 dage. I anden omgang var hun på grund af en bækkenløsning i forbindelse med graviditeten fraværende i ca. fire en halv måned. Hun fødte den
Forslag til afgørelse fremsat den
Jeg foreslog at besvare det af den nationale ret forelagte spørgsmål som følger: Artikel 5, stk. 1, sammenholdt med artikel 2, stk. 1, i direktiv 76/207 er ikke til hinder for, at en kvinde afskediges som følge af fravær efter endt barselsorlov, såfremt fraværet skyldes sygdom, der er opstået under graviditeten og fortsat under og efter endt barselsorlov, medmindre der ved beregningen af fravær i relation til afskedigelsen er taget hensyn til fravær, som skyldes helbredsmæssige problemer, der er forårsaget af graviditeten og opstået inden fødslen.
Larsson-dommen, fodnote 29, præmis 17.
Præmis 22.
Præmis 24 og 26.
Jeg finder det også betænkeligt, at Domstolen, der i præmis 20 fastslår, at direktivet ikke er til hinder for afskedigelse som følge af fravær, som skyldes en sygdom, der er forårsaget af graviditet eller fødsel, selv hvis sygdommen er opstået under graviditeten og fortsat under og efter barselsorloven, ikke har anført, hvornår fraværene fandt sted.
Endvidere fastslår Domstolen i præmis 23, at kvinder uden for barselsorlovsperioden — når der ikke er udfærdiget nationale eller fællesskabsretlige bestemmelser — ikke beskyttes af direktiv 76/207 mod afskedigelse som følge af fravær, som skyldes en sygdom, der er forårsaget af graviditeten, men også her uden at angive tidspunktet for fraværene.
I præmis 24 konkluderer Domstolen tilsvarende, at det i direktivet fastsatte princip om ligebehandling ikke er til hinder for, at der ved beregningen af den periode, der efter national ret kan give grundlag for opsigelsen, for kvinder tages hensyn til fravær i perioden fra graviditetens indtræden og indtil påbegyndelse af barselsorloven, men den præciserer ikke, at fraværene skyldes en sygdom forårsaget af graviditeten.
Endelig giver domskonklusionen ikke et fuldstændigt svar på spørgsmålet fra den nationale ret, som drejede sig om afskedigelser som følge
Se f.eks. Miguel de Cervantes i kapitel XLII i forsie del af Don Quijote af Mancha, hvor gedehyrden, der fortæller historien om Leandra, nævner
Går man ud fra, at lighed, som defineret af forfatningsdomstolen i en af medlemsstaterne, Dom afsagt den Dom af
Præmis 14.
Præmis 25.
Der er heldigvis kun få kvinder, der bliver uarbejdsdygtige i så lang tid på grund af graviditet, nemlig mellem 10 og 15%.
Jeg kan ikke tilslutte mig det synspunkt, at man i situationer af denne type, hvor kvinden ikke er ramt af en eller anden sygdom, men blot er gravid, kan hævde, at hun i tilfælde af hyppige sygefravær afskediges på samme vilkår som en mand, der har haft sygefravær af samme længde. Det samme gælder, når uarbejdsdygtigheden skyldes, at graviditeten forværrer en allerede eksisterende sygdom eller fremkalder en tilstand, der kan betegnes som en egentlig sygdom.
Således havde kvinder i Tyskland fra graviditetens indtræden til efter nedkomsten en særlig beskyttelse, som bestod i, at afskedigelsen var betinget af en administrativ godkendelse; i Danmark fandt Arbejdsministeriet, at det var udtryk for forskelsbehandling, hvis der i beslutningen om afskedigelse blev taget hensyn til fravær, som skyldtes uarbejdsdygtighed forårsaget af graviditet, før nedkomsten; i Frankrig måtte arbejdsgivere ikke afskedige en gravid kvinde under hendes barselsorlov og i de fire efterfølgende uger; i Grækenland kunne man ikke afskedige en kvinde under hendes graviditet, og heller ikke i et år efter nedkomsten eller under fravær, som skyldtes uarbejdsdygtighed forårsaget af graviditet eller fødsel; i Italien gjaldt forbuddet mod afskedigelse fra graviditetens indtræden til slutningen af barnets første leveår, og ifølge retspraksis kunne kvinden i denne periode heller ikke afskediges med den begrundelse, at hun havde nået grænsen for, hvor mange dage hun måtte være sygemeldt; i Nederlandene var det forbudt at afskedige en kvinde under graviditeten, barselsorloven og de seks følgende uger; i Portugal kunne man ikke afskedige en arbejdstager på grund af uarbejdsdygtighed, medmindre denne uarbejdsdygtighed var absolut og definitiv, og efter bestemmelserne om gravide kvinder var det forbudt at afskedige dem, såfremt deres uarbejdsdygtighed var forårsaget af graviditet eller af en sygdom i forbindelse med graviditeten. Endelig skal nævnes, at selv om der i Spanien ikke var nogen specifik lovgivning, der beskyttede gravide kvinder mod afskedigelse, anerkendte retspraksis ikke afskedigelser begrundet i fravær som følge af uarbejdsdygtighed forårsaget af risikobehæftede graviditeter eller som følge af sygdomme i forbindelse med graviditeten.
Hvad angår de tre nye medlemsstater var kvinder i Østrig omfattet af en særlig beskyttelse fra graviditetens indtræden til lige efter fødslen, hvorved beskyttelsen bestod i, at afskedigelser i denne periode skulle godkendes af retten; i Finland krævedes det for at afskedige en arbejdstager på grund af uarbejdsdygtighed, at arbejdsevnen var væsentligt og vedvarende nedsat; endelig kunne man i Sverige ikke begrunde en afskedigelse med uarbejdsdygtighed på grund af sygdom, såfremt der var sandsynlighed for, at arbejdstageren ville blive helbredt, og en kvinde kunne ikke afskediges på grund af uarbejdsdygtighed forårsaget af graviditet.
Der er to grunde til, at jeg ikke kan tilslutte mig dette synspunkt. For det første må man ikke glemme, at direktiv 76/207 fastsætter princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår arbejdsvilkår, herunder vilkår for afskedigelse, og at man, når man søger et sammenligningsparameter, ikke kan drage paralleller eller konstatere forskelle mellem to gravide kvinder, hvis graviditeter er mere eller mindre ukomplicerede eller problematiske, for sammenligningsgrundlaget skal altid være en mandlig arbejdstager. For det andet er situationen for en gravid kvinde, som på grund af graviditet er forhindret i at arbejde, som nævnt i det foregående punkt, ikke sammenlignelig med situationen for en syg mand, når henses til det ligebehandlingsprincip, der er fastsat i dette direktiv.
Jf. fodnote 17.
Opkastene om morgenen kan være meget voldsomme og fortsætte langt ud over de tre forste måneder og endog i visse tilfælde kræve indlæggelse på sygehus.
Det må imidlertid ikke glemmes, at Hertz blev afskediget på grund af uarbejdsdygtighed, som ganske vist var forårsaget af fødslen, men som først havde forhindret hende i at arbejde et år efter udløbet af hendes barselsorlov. For mig at se er det grunden til, at generaladvokaten senere tilføjer, at sygefravær, selv om disse skyldes graviditet eller fødsel, ikke kan betragtes som normale risici i forbindelse med moderskabet, såfremt arbejdstageren har udtømt alle lovlige muligheder for barselsorlov.
The Digest of Justinian, University of Pennsylvania Press, bind I, første bog (Human Status), s. 16.
Dom af
Dom af
Dom af
Præmis 15.
Den pågældende lovgivning er usædvanlig kompliceret og har givet anledning til følgende udbrud fra Employment Appeal Tribunal i sagen Lavery mod Plesscy Telecommunications Ltd, 1982, ICR 373, 379:
Det er også kommet frem under retsmødet, at Brown havde ret til den lavere moderskabsydelse fra staten.
Dom af 13.2.196. sag
I betragtning af det ovenfor anførte foreslår jeg Domstolen at besvare det første præjudicielle spørgsmål fra House of Lords således:
Såfremt Domstolen derimod finder, at det ikke er udtryk for forskelsbehandling at afskedige en gravid kvinde på grund af uarbejdsdygtighed forårsaget af graviditeten, foreslår jeg, at den besvarer det andet præjudicielle spørgsmål således: