7.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 134/37


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 464/2014

af 6. maj 2014

om fravigelse af Rådets forordning (EF) nr. 1967/2006 for så vidt angår mindsteafstanden fra kysten og mindstedybden for vod brugt fra fartøjer, der fisker efter tobisarter (Gymnammodytes cicerelus og G. semisquamatus) og kutlingearter (Aphia minuta og Crystalogobius linearis) i visse spanske territorialfarvande (Catalonien)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1967/2006 af 21. december 2006 om forvaltningsforanstaltninger til bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne i Middelhavet, om ændring af forordning (EØF) nr. 2847/93 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1626/94 (1), særlig artikel 13, stk. 5, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 13, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1967/2006 er det forbudt at anvende trukne redskaber inden for 3 sømil fra kysten eller inden for 50 m-dybdekurven, hvis en sådan dybde nås tættere på kysten.

(2)

Kommissionen kan på anmodning fra en medlemsstat give tilladelse til fravigelse af forbuddet i artikel 13, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1967/2006 under forudsætning af, at en række betingelser i artikel 13, stk. 5 og 9, er opfyldt.

(3)

Den 17. oktober 2013 modtog Kommissionen en anmodning fra Spanien om fravigelse af artikel 13, stk. 1, i nævnte forordning med henblik på anvendelsen af vod brugt fra fartøjer, der fisker efter tobisarter (Gymnammodytes cicerelus og G. semisquamatus) og kutlingearter (Aphia minuta og Crystalogobius linearis) i landets territorialfarvande i Catalonien.

(4)

Spanien har begrundet fravigelsen med aktuelle videnskabelige og tekniske data.

(5)

Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) har på sit plenarmøde den 4.-8. november 2013 vurderet den dispensation, som Spanien har anmodet om, og det dertil hørende udkast til forvaltningsplan.

(6)

Den fravigelse, som Spanien har anmodet om, opfylder betingelserne i artikel 13, stk. 5 og 9, i forordning (EF) nr. 1967/2006.

(7)

De særlige geografiske forhold, der gør sig gældende ved kontinentalsoklens begrænsede størrelse og målarternes begrænsede udbredelse, betyder, at fiskebankerne er indskrænket.

(8)

Det berørte fiskeri har ingen væsentlig indvirkning på havmiljøet og er meget selektivt, eftersom voddene indhales i vandsøjlen og ikke rører havbunden i og med, at ophaling af materiale fra havbunden ville skade målarterne og gøre udvælgelsen af målarterne praktisk taget umulig, fordi de er så små.

(9)

Den fravigelse, som Spanien har anmodet om, berører et begrænset antal på 26 fartøjer.

(10)

Dette fiskeri kan ikke udøves med andre redskaber, eftersom der ikke findes noget andet reguleret redskab, der har den struktur, de tekniske karakteristika og den masketype, der skal til for at kunne fange målarterne.

(11)

Forvaltningsplanen sikrer, at fiskeriindsatsen ikke intensiveres i fremtiden, eftersom der kun udstedes fiskeritilladelser til de 26 fartøjer, som Spanien allerede har udstedt tilladelse til, og som repræsenterer en samlet fiskeriindsats på 1 106,35 kW.

(12)

Anmodningen gælder for fartøjer, der er registreret i det maritime register, som forvaltes af den selvstyrende region Catalonien, og som kan dokumentere, at de har udøvet det pågældende fiskeri i mere end fem år, og som fisker i henhold til en forvaltningsplan, som Spanien vedtog den 27: marts 2014 (2) i overensstemmelse med artikel 19, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1967/2006.

(13)

Disse fartøjer er opført på en liste, der er sendt til Kommissionen i overensstemmelse med kravene i artikel 13, stk. 9, i forordning (EF) nr. 1967/2006.

(14)

Det pågældende fiskeri opfylder kravene i artikel 4 i forordning (EF) nr. 1967/2006, eftersom den dertil knyttede forvaltningsplan udtrykkeligt forbyder fiskeri hen over beskyttede habitater.

(15)

Kravene i artikel 8, stk. 1, litra h), i forordning (EF) nr. 1967/2006 finder ikke anvendelse, da de vedrører trawlere.

(16)

Hvad angår kravet om overholdelse af artikel 9, stk. 3, om fastsættelse af mindstemaskestørrelsen, bemærker Kommissionen, at Spanien i sin forvaltningsplan har givet tilladelse til en fravigelse af disse bestemmelser, eftersom det pågældende fiskeri er meget selektivt, kun har en ubetydelig indvirkning på havmiljøet og ikke udøves hen over beskyttede habitater, jf. artikel 9, stk. 7, i forordning (EF) nr. 1967/2006.

(17)

Det berørte fiskeri opfylder rapporteringskravene i artikel 14 i Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 (3).

(18)

Det pågældende fiskeri berører ikke fiskeriet fra fartøjer, der anvender andre redskaber end trawl, not eller lignende trukne redskaber.

(19)

Fiskeriet med vod brugt fra fartøjer reguleres i den spanske forvaltningsplan for at sikre, at fangsterne af de arter, der er nævnt i bilag III til forordning (EF) nr. 1967/2006, er minimale.

(20)

Fiskeriet med vod brugt fra fartøjer er ikke rettet mod blæksprutter.

(21)

Den Spanske forvaltningsplan omfatter foranstaltninger til overvågning af fiskeriet som krævet i henhold til artikel 13, stk. 9, tredje afsnit, i forordning (EF) nr. 1967/2006.

(22)

Der bør derfor gives tilladelse til den fravigelse, der anmodes om.

(23)

Spanien bør aflægge rapport til Kommission rettidigt og i overensstemmelse med den overvågningsplan, der er fastsat i den spanske forvaltningsplan.

(24)

Det bør fastsættes, at fravigelsen kun kan anvendes i en begrænset periode, således at der hurtigt kan træffes korrigerende forvaltningsforanstaltninger, hvis rapporten til Kommissionen skulle vise en ringe bevarelsesstatus for den bestand, der udnyttes.

(25)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for Fiskeri og Akvakultur —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Fravigelse

Artikel 13, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1967/2006 finder ikke anvendelse i spanske territorialfarvande, som grænser op til Cataloniens kyst, når det gælder fiskeriet efter tobisarter (Gymnammodytes cicerelus og G. semisquamatus) og kutlingearter (Aphia minuta og Crystalogobius linearis) med vod brugt fra fartøjer, som:

a)

er opført i det maritime register, der forvaltes af den selvstyrende region Catalonien

b)

kan dokumentere at have udøvet det pågældende fiskeri i mere end fem år, og som

c)

har en fiskeritilladelse og fisker i henhold til den forvaltningsplan, som Spanien har vedtaget i henhold til artikel 19, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1967/2006.

Artikel 2

Overvågningsplan og rapportering

Senest tre år efter datoen for nærværende forordnings ikrafttræden sender Spanien Kommissionen en rapport, der udfærdiges i overensstemmelse med den overvågningsplan, der er oprettet ved den i artikel 1, litra c), omhandlede forvaltningsplan.

Artikel 3

Ikrafttræden og anvendelsesperiode

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes indtil 8. maj 2017.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 6. maj 2014.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)   EUT L 409 af 30.12.2006, s. 11.

(2)  Diari Oficiale la Generalitat de Catalunya No 6591 af 27.3.2014, s. 1.

(3)  Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 af 20. november 2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik, om ændring af forordning (EF) nr. 847/96, (EF) nr. 2371/2002, (EF) nr. 811/2004, (EF) nr. 768/2005, (EF) nr. 2115/2005, (EF) nr. 2166/2005, (EF) nr. 388/2006, (EF) nr. 509/2007, (EF) nr. 676/2007, (EF) nr. 1098/2007, (EF) nr. 1300/2008, (EF) nr. 1342/2008 og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2847/93, (EF) nr. 1627/94 og (EF) nr. 1966/2006 (EUT L 343 af 22.12.2009, s. 1).