BEGRUNDELSE

1.           Baggrund for forslaget

1.1.        Formålet med forslaget

Kommissionen foreslår, at EU godkender konventionen af 2005 om værnetingsaftaler. Konventionen blev undertegnet af Unionen den 1. april 2009 på grundlag af Rådets afgørelse 2009/397/EF[1].

I handlingsplanen om gennemførelse af Stockholmprogrammet var det anført, at Kommissionen agtede at foreslå godkendelse af konventionen i 2012.

EU's godkendelse af konventionen vil reducere den retlige usikkerhed for de EU-virksomheder, der driver handel uden for EU, ved at sikre, at de værnetingsaftaler, der indgår i deres kontrakter, vil blive respekteret, og ved at sikre, at de domme, der afsiges af de i sådanne aftaler valgte domstole, vil blive anerkendt og fuldbyrdet i de andre lande, der er kontraherende parter i konventionen.

Generelt vil EU's godkendelse af konventionen bidrage til at nå de mål, der ligger til grund for EU’s regler om værnetingsaftaler, ved at skabe et harmoniseret regelsæt i EU i forhold til tredjelande, som bliver kontraherende parter i konventionen.

1.2.        Haagerkonventionen af 30. juni 2005 om værnetingsaftaler

Konventionen om værnetingsaftaler blev indgået den 30. juni 2005 inden for rammerne af Haagerkonferencen om International Privatret. Den har til formål at skabe større retssikkerhed og forudsigelighed for virksomheder, der indgår aftaler med andre virksomheder og er involverede i internationale tvister, idet der indføres en fakultativ international mekanisme til bilæggelse af tvister som alternativ til de nuværende voldgiftsordninger.

Målsætningen med konventionen er navnlig at fremme international handel og internationale investeringer ved hjælp af et øget retsligt samarbejde ved at indføre ensartede regler for domstolskompetence, der er baseret på eksklusive værnetingsaftaler og på anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser truffet af de valgte domstole i de kontraherende lande.

Ved konventionen tilstræbes der en balance mellem (i) behovet for at sikre parterne, at kun de af dem valgte domstole vil behandle sagen, og at den resulterende dom vil blive anerkendt og fuldbyrdet i udlandet, og (ii) behovet for at staterne kan forfølge visse aspekter af deres offentlige politik, navnlig vedrørende beskyttelse af svagere parter, beskyttelse mod åbenbar urimelighed i særlige situationer og sikkerhed for, at det respekteres, at staterne i visse tilfælde har den eksklusive domstolskompetence.

1.3.        Konventionens forhold til Bruxelles I-forordningen

På EU-plan er den internationale kompetence for Unionens retsinstanser på grundlag af værnetingsaftaler reguleret af Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (Bruxelles I-forordningen)[2] (der vil blive erstattet af Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (omarbejdelse)[3] med virkning fra den 10. januar 2015). Bruxelles I-forordningen regulerer imidlertid ikke fuldbyrdelse inden for Unionen af værnetingsaftaler til fordel for domstole i tredjelande[4]. Dette vil blive opnået, når konventionen om værnetingsaftaler er godkendt af Unionen.

De nylige ændringer af Bruxelles I-forordningen (Bruxelles I-forordningen (omarbejdet)) har styrket parternes autonomi ved at sikre, at værnetingsaftaler ikke omgås af parter, der anlægger sag ved andre retsinstanser i strid med sådanne aftaler. Samtidig sikrer disse ændringer, at værnetingsaftaler i relation til situationer inden for EU sidestilles med dem, der gælder for situationer uden for EU, der henhører under konventionen, når den er blevet godkendt af Unionen. Bruxelles I-forordningen (omarbejdet) baner således vejen for, at EU kan gå videre med godkendelse af konventionen.

Forholdet mellem reglerne i konventionen og de nuværende og kommende EU-regler er reguleret i konventionens artikel 26, stk. 6, hvor det hedder:

"Denne konvention berører ikke anvendelsen af de gældende regler i en regional organisation for økonomisk integration, der er part i denne konvention, uanset om de er vedtaget før eller efter konventionen,

a) hvis ingen af parterne har hjemsted i en kontraherende stat, der ikke er medlemsstat i den regionale organisation for økonomisk integration

b) for så vidt angår anerkendelse eller fuldbyrdelse af domme mellem medlemsstater i den regionale organisation for økonomisk integration."

Konventionen påvirker således anvendelsen af Bruxelles I-forordningen, hvis mindst en af parterne har hjemsted i en stat, der er kontraherende part i konventionen. Konventionen får forrang frem for forordningens kompetenceregler, medmindre begge parter er bosiddende i EU eller kommer fra tredjelande, der ikke er kontraherende parter i konventionen. Med hensyn til anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, vil forordningen have forrang, når den domstol, der afsagde dommen, og den domstol, ved hvilken anerkendelse og fuldbyrdelse begæres, begge er beliggende i Unionen.

Når konventionen er blevet godkendt af EU, vil den derfor begrænse anvendelsesområdet for Bruxelles I-forordningen. Begrænsningen af anvendelsesområdet er ikke desto mindre acceptabel set i lyset af den øgede respekt for partsautonomi på internationalt plan og øget retssikkerhed for virksomheder i EU, der er involveret i handel med tredjelandsparter.

1.4.        Fordele for europæisk erhvervsliv

En værnetingsaftale er et væsentligt element i forhandlingerne om internationale kontrakter, da den sikrer retlig forudsigelighed, såfremt der skulle opstå en tvist. Det er derfor et vigtigt element i risikovurderingen for virksomheder, der ønsker at drive international handel. De tal, der er indsamlet i forbindelse med udarbejdelsen af Kommissionens forslag om undertegnelse af konventionen og forslag til Bruxelles I-forordningen (omarbejdet)[5] viser betydningen af værnetingsaftaler for EU’s erhvervsliv i deres transaktioner mellem virksomheder (B2B-forbindelser).

Effektiviteten af værnetingsaftaler inden for EU sikres ved hjælp af Bruxelles I-forordningen. Partsautonomien skal sikres ikke blot inden for EU, men også uden for EUʼs grænser. Konventionen vil give EU’s erhvervsliv den nødvendige retlige sikkerhed for, at deres værnetingsaftaler til fordel for en domstol uden for EU respekteres i EU, og at aftaler til fordel for en domstol i EU respekteres i tredjelande. Den vil også sikre, at EU's erhvervsliv kan have tillid til, at en retsafgørelse truffet af den valgte domstol i EU kan anerkendes og fuldbyrdes i tredjelande, som er kontraherende parter i konventionen, og omvendt.

I Kommissionens konsekvensanalyse af EU’s indgåelse af konventionen (SEK/2008/2389 endelig) blev det konkluderet, at godkendelse af konventionen kunne øge erhvervslivets tilbøjelighed til at medtage værnetingsaftaler i internationale kontrakter på grund af den øgede retssikkerhed. Det kan generelt virke stimulerende for den internationale handel.

De fordele for EU's erhvervsliv, der opstår som følge af EU's godkendelse af konventionen, vil stige i takt med antallet af stater, der ratificerer konventionen, navnlig når disse stater er Unionens vigtigste handelspartnere.

2.           RESULTAT AF HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

Inden Kommissionen fremlagde forslag til Rådets afgørelse om undertegnelse af konventionen, udførte den i 2008 en konsekvensanalyse af EU's indgåelse af konventionen[6]. Kommissionen fandt, at indgåelse af konventionen ville medvirke til en øget retssikkerhed og forudsigelighed for EU-virksomheder, for så vidt angår tredjelande.

I konsekvensanalysen blev det anført, at EU på tidspunktet for godkendelse af konventionen kunne overveje at afgive erklæringer i henhold til konventionens artikel 21 om udelukkelse fra direktivets anvendelsesområde af ophavsret og beslægtede rettigheder (hvor gyldigheden af disse rettigheder er knyttet til medlemsstaterne) og forsikringsaftaler (hvor forsikringstageren har bopæl i EU og risikoen eller den forsikrede begivenhed, genstand eller ejendom udelukkende er relateret til EU). Henset til indflydelsen på begge sektorer og den kendsgerning, at de berørte parter tidligere har haft divergerende synspunkter, fandt Kommissionen endvidere, at der er behov for at afgive sådanne erklæringer. Dens beslutning om at foreslå en godkendelse af konventionen sammen med en erklæring om konventionens anvendelsesområde fulgte efter høringer af medlemsstaterne i Rådets arbejdsgruppe vedrørende spørgsmål (generelle spørgsmål) den 28. maj 2013 (for yderligere oplysninger se punkt 3.2 nedenfor).

3.           JURIDISKE ASPEKTER AF FORSLAGET

3.1.        Unionens kompetence med hensyn til konventionen

Konventionen åbner mulighed for, at en organisation for regional økonomisk integration, i det omfang den har kompetence på de områder, der reguleres af konventionen, kan indgå konventionen sammen med eller uden sine medlemsstater, med bindende virkning for medlemsstaterne (artikel 29-30). Den relevante erklæring kan afgives på tidspunktet for undertegnelsen, accepten, godkendelsen eller tiltrædelsen af konventionen.

Da EU undertegnede konventionen, erklærede den i overensstemmelse med konventionens artikel 30, at den har kompetence på alle de af konventionen regulerede områder, og at dens medlemsstater ikke vil blive parter i konventionen, men vil være bundet af den i kraft af EU's indgåelse. Der er derfor ikke behov for, at EU afgiver en ny erklæring i medfør af artikel 30, når den godkender konventionen.

3.2.        Erklæringer i medfør af konventionen, som påvirker dens materielle anvendelsesområde

Af fleksibilitetshensyn og for at fastholde konventionens potentielt brede tiltrækningskraft giver konventionen de kontraherende parter adgang til at udvide eller begrænse dens materielle anvendelsesområde ved afgivelse af de relevante erklæringer (artikel 19-22). Erklæringer kan afgives ved undertegnelsen eller godkendelsen eller på et hvilket som helst tidspunkt derefter, og kan når som helst ændres eller tilbagekaldes. Unionen afgav ingen erklæringer i medfør af disse bestemmelser, da den undertegnede konventionen. Som nævnt ovenfor foretog Kommissionen yderligere høringer af medlemsstaterne i maj/juni 2013 om behovet for sådanne erklæringer. Resultaterne af høringerne er beskrevet nedenfor.

3.2.1.     Erklæringer i medfør af artikel 19, 20 og 22

Artikel 19 giver en stat ret til at afgive en erklæring, hvorved dens domstole kan afvise at behandle tvister, som er omfattet af en eksklusiv værnetingsaftale, i sager, hvor der ikke er nogen anden forbindelse med staten end valget af domstolen. Artikel 20 giver en stat adgang til at erklære, at dens domstole kan afvise at anerkende eller fuldbyrde en dom afsagt af en domstol i en anden kontraherende stat, hvis parterne havde sædvanligt opholdssted i den stat, hvor anmodningen indgives, og forbindelsen mellem parterne og alle andre relevante forhold i sagen udelukkende havde tilknytning til den stat, hvor anmodningen indgives, uanset den valgte domstols beliggenhed. Artikel 19 og 20 gør det således muligt at udelukke visse situationer fra konventionens anvendelsesområde, der udover valget af domstol ikke udviser noget andet internationalt element.

Artikel 22 åbner mulighed for at udvide konventionens anvendelsesområde til at omfatte ikke-eksklusive værnetingsaftaler for så vidt angår anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser. På grund af gensidighedsprincippet gælder forpligtelsen til at anerkende og fuldbyrde domme baseret på ikke-eksklusive værnetingsaftaler kun for retsafgørelser truffet af domstolene i de andre kontraherende parter, som selv har afgivet artikel 22-erklæringer.

Med hensyn til artikel 19 og 20 skal det påpeges, at EU-retten anerkender værnetingsaftaler i situationer, hvor den valgte domstol er den eneste forbindelse til den stat, hvor den valgte domstol er beliggende. EU-retten kræver ikke en yderligere forbindelse til den valgte stat ud over den valgte domstol. Der er derfor ingen grund til at udelukke disse situationer fra konventionens anvendelsesområde. Dette blev bekræftet i de høringer, som Kommissionen gennemførte med medlemsstaterne om eventuelle erklæringer i medfør af artikel 19-20. Kommissionen foreslår derfor ikke, at der afgives erklæringer i medfør af disse bestemmelser.

Såfremt konventionens anvendelsesområde i medfør af artikel 22 udvides, vil anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser truffet på grundlag af ikke-eksklusive værnetingsaftaler føre til det resultat, at domstolene i EU-medlemsstaterne generelt ikke vil være kompetente i situationer, hvor der indbringes en sag for dem af en af parterne, efter der allerede er truffet en retsafgørelse baseret på en ikke-eksklusiv værnetingsaftale af retten i en anden kontraherende part, der har afgivet en erklæring i medfør af artikel 22. Kommissionen foreslår ikke, at der afgives en erklæring i medfør af artikel 22, når konventionen er godkendt. Da bestemmelsen hviler på gensidighedsprincippet, kan det eventuelt overvejes at afgive en sådan erklæring på et senere tidspunkt, når andre kontraherende parter i konventionen har vist en tydelig interesse i at udvide konventionens anvendelsesområde i medfør af artikel 22. De medlemsstater, der besvarede Kommissionens forespørgsel, støtter i princippet Kommissionens forslag om at fortsætte proceduren uden erklæring på nuværende tidspunkt.

3.2.2.     Erklæringer i medfør af artikel 21.

3.2.2.1.  Erklæringerne generelt

I konventionens artikel 2 er der allerede fastsat en række udelukkelser fra dens anvendelsesområde. Derudover er der i artikel 21 hjemmel til, at en kontraherende part kan udvide listen over udelukkede områder ved at afgive en erklæring, hvori den specificerer, hvilke områder den ønsker at udelukke. Konventionen vil følgelig ikke finde anvendelse på dette område i den stat, der afgiver erklæringen, og andre stater vil på grund af gensidighedsprincippet undlade at anvende konventionen på det pågældende område, når den valgte domstol er beliggende i den stat, der har afgivet erklæringen. Desuden skal følgende betingelser være opfyldt for, at en sådan erklæring kan afgives: staten skal have en stærk interesse i ikke at anvende konventionen på et specifikt område, erklæringen må ikke være mere omfattende end nødvendigt, og det udelukkede specifikke område skal være klart og præcist defineret[7].

Kommissionen anførte i sin konsekvensanalyse fra 2008, at det bør overvejes, om Unionen skal afgive en erklæring i medfør af konventionens artikel 21 og derved udelukke forsikringsaftaler fra dens anvendelsesområde, hvor forsikringstageren har hjemsted i EU, og risikoen eller den forsikrede begivenhed, genstand eller ejendom udelukkende har tilknytning til EU–, samt ophavsret og beslægtede rettigheder, hvor disse rettigheders gyldighed er knyttet til en medlemsstat. Formålet med sådanne erklæringer ville være at beskytte den svage part i en forsikringsaftale (svarende til den beskyttelse, der følger af Bruxelles I-forordningen) og i en aftale om ophavsret mod at skulle føre retssager ved en domstol, som måske er blevet pålagt dem af en medkontrahent i en stærkere position, og angiveligt at sikre anvendelsen af visse EU-retlige standarder for ophavsret og beslægtede rettigheder.

Som tidligere nævnt har Kommissionen foretaget yderligere høringer af medlemsstaterne om behovet for eventuelle erklæringer i medfør af artikel 21 set i lyset af principperne om værnetingsaftaler i EU-retten og henset til den omstændighed, at udelukkelsen af et specifikt område fra konventionens anvendelsesområde på grund af gensidighedsprincippet vil indebære, at værnetingsklausuler til fordel for domstole inden for Unionen, der eventuelt vil gavne EU-parter, ikke vil blive fuldbyrdet i tredjelande, der er kontraherende parter i konventionen. Henset til resultaterne af høringen foreslår Kommissionen at begrænse erklæringen i medfør af artikel 21 til at angå de sager, hvor EU-retten ligeledes begrænser parternes autonomi. Blandt de retsområder, der er omfattet af konventionen, gælder dette kun for visse typer forsikringsaftaler, der er indgået med et formål, der må anses for at ligge inden for det erhverv, der udøves af parterne. En sådan begrænset undtagelse vil sikre en sammenhængende tilgang til valg af kompetent domstol i og uden for EU.

3.2.2.2.  Den foreslåede erklæring vedrørende forsikringsaftaler

Bruxelles I-forordningen (afdeling 3) indeholder særlige beskyttende kompetenceregler i forsikringssager, der har til formål at beskytte den svage part (forsikringstageren, den forsikrede part eller den begunstigede) og almenhedens økonomiske interesser på det sted, hvor den svage part befinder sig. Den forsikrede part har derfor valget mellem at sagsøge forsikringsgiver flere steder, herunder ved retterne i den medlemsstat, hvor den forsikrede part har bopæl. Forsikringsgiver kan i princippet kun sagsøge den forsikrede part i sidstnævntes bopælsmedlemsstat. Disse beskyttende kompetenceregler hviler på den forudsætning, at den forsikrede part altid er den svage part, selv om vedkommende optræder som erhvervsdrivende i transaktioner mellem virksomheder (B2B-forbindelser). Denne formodning i Bruxelles I-forordningen (omarbejdet) ændres ikke. Parternes mulighed for at indgå en værnetingsaftale er derfor blevet begrænset (forordningens artikel 13). De beskyttende kompetenceregler i afdeling 3 gælder i sager mod forsikringsgiveren kun, hvis sidstnævnte har bopæl, eller anses for at have fast bopæl (via en filial, et agentur eller en lignende virksomhed) i EU. Disse beskyttelsesregler i Bruxelles I-forordningen (omarbejdet) ændres ikke.

Konventionen finder for sin del anvendelse i forsikringssager, uden at dette indskrænker parternes frihed til at indgå værnetingsaftaler. Den eneste væsentlige begrænsning følger af konventionens artikel 2, stk. 1, litra a), der udelukker forsikringsaftaler, der indgås af private personer i deres egenskab af forbrugere. Dette er delvist i strid med den ordning, der er fastlagt i Bruxelles I-forordningen, for så vidt som konventionen eksempelvis vil gælde for forsikringsaftaler indgået af små og mellemstore virksomheder. Når konventionen er godkendt af EU, vil visse forsikringsaftaler, som nu falder ind under Bruxelles I-forordningen, dvs. aftaler mellem en forsikringstager i EU og en EU-filial af et forsikringsselskab med hovedsæde uden for EU (forordningens artikel 9, stk. 2), falde ind under konventionens anvendelsesområde (konventionens artikel 26, stk. 6, sammenholdt med samme konventions artikel 4, stk. 2). Hvis konventionen blev indgået uden udelukkelse af forsikringsaftaler, ville der derfor opstå en uoverensstemmelse med det beskyttelsesprincip, der blev fastlagt i Bruxelles I-forordningen, som gør det muligt for den forsikrede part at sagsøge en EU-forsikringsgiver (eller en EU-filial af en tredjelandsforsikringsgiver) i sin egen bopælsstat, uanset hvilke andre domstole, der er tillagt kompetence i medfør af en værnetingsaftale. Ulempen ved en fuldstændig udelukkelse af forsikringsaftaler set ud fra de europæiske forsikringsgiveres synspunkt er, at værnetingsklausuler, som de har forhandlet sig frem til med ikke-europæiske forsikringstagere, ikke ville blive anerkendt og fuldbyrdet i tredjelande, der er kontraherende parter i konventionen. De europæiske forsikringstagere ville miste den fordel, at de efter konventionen kan få anerkendt og fuldbyrdet afgørelser, der træffes af EU’s retsinstanser (som parterne har udpeget) uden for Unionen. Fordelene ved uden for EU at have denne samme ordning til beskyttelse af svage EU-parters interesser, som gælder efter intern EU-lovgivning, opvejer imidlertid disse ulemper.

De synspunkter, der blev fremsat af de medlemsstater, som deltog i Kommissionens høring om dette spørgsmål, var blandede, idet der næsten var lige så mange for og imod udelukkelse af forsikringsaftaler fra konventionens anvendelsesområde. Kommissionen foreslår derfor på baggrund af konsekvensanalysen og for at sikre overensstemmelse med EU’s interne beskyttelseslovgivning at udelukke visse typer forsikringsaftaler fra konventionens anvendelsesområde uden yderligere betingelser. Efter konventionens artikel 21 kræves det, at eventuelle erklæringer udfærdiges på grundlag af emneområde alene. En erklæring afgivet i medfør af artikel 21 kan følgelig ikke formuleres på en sådan måde, at den udelukkende vil være til gavn for EU-parter.

Bruxelles I-forordningens artikel 13 og 14 begrænser ikke parternes autonomi i forsikringsaftaler i alle tilfælde. Der er en række undtagelser, hvor parterne har mulighed for at udpege den domstol, der er kompetent til at behandle deres tvist. Den foreslåede erklæring er formuleret på en sådan måde, at den så vidt muligt åbner for de værnetingsaftaler, der efter EU-retten anerkendes som værende anerkendt på internationalt plan, jf. konventionen om værnetingsaftaler. Henset til formuleringen af de EU-retlige undtagelser, der er tiltænkt kun at skulle beskytte EU-forsikringstagere, og konventionens krav om, at erklæringen kun skal vedrøre emneområdet, forekommer det dog ikke muligt at sikre fuldstændig kohærens mellem konventionen på den ene side og EU-lovgivningen på den anden side. I henhold til artikel 13, stk. 4, i Bruxelles I-forordningen anerkendes og fuldbyrdes særligt værnetingsaftaler, der er indgået mellem forsikringstagere, der har bopæl uden for EU, medmindre forsikringen er obligatorisk eller vedrører fast ejendom i en medlemsstat. Da det inden for rammerne af konventionen ikke er muligt at sondre mellem forsikringstagere, der har bopæl inden for eller uden for Unionen, foreslår Kommissionen, at undtagelsen i artikel 13, stk. 4, ikke afspejles i erklæringen. Dette vil have den retsvirkning, at forsikringsaftaler indgået af forsikringstagere, der er bosiddende uden for Unionen, ikke vil blive reguleret af konventionen, og fortsat vil være underlagt Unionens interne lovgivning. Europæiske selskaber, der indgår aftaler med forsikringstagere uden for EU, vil følgelig kunne være sikre på, at deres værnetingsaftale vil blive opretholdt af Unionens retsinstanser på grundlag af artikel 13, stk. 4. Europæiske forsikringstagere, der indgår aftaler med forsikringsgivere uden for EU, vil stadig have adgang til domstolene i EU på grundlag af Bruxelles I-forordningens kapitel II, afdeling 3.

Samlet set har den foreslåede erklæring til formål at sikre, at:

· Undtagelsen ikke går videre end det, der er nødvendigt for at sikre målet om at beskytte svage parters interesser i forsikringsaftaler som afspejlet i de beskyttende kompetenceregler i Bruxelles I-forordningen. EU-medlemsstaternes domstole vil få mulighed for (på grundlag af EU-retten, eller i givet fald national lovgivning) at behandle den forsikringsretlige tvist på trods af en værnetingsaftale til fordel for domstolene i en tredjestat, der er kontraherende part i konventionen.

· Det er i overensstemmelse med konventionen. Erklæringen er baseret udelukkende på emnet og er neutral.

· Der er en parallel med Bruxelles I-forordningen, som i artikel 13 og 14 definerer de situationer, hvor værnetingsaftaler er tilladt inden for rammerne af forsikringsaftaler.

· Både det undtagne emne – forsikringsaftalerne - og de situationer, hvor udskillelsen ikke finder anvendelse, er præcist defineret.

2014/0021 (NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om godkendelse på Den Europæiske Unions vegne af Haagerkonventionen af 30. juni 2005 om værnetingsaftaler

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 81, stk. 2, sammenholdt med artikel 218, stk. 6, litra a), og artikel 218, stk. 6, første afsnit,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

under henvisning til samstemmende udtalelse fra Europa-Parlamentet[8], og

ud fra følgende betragtninger:

(1)       Den Europæiske Union ønsker at skabe et fælles retligt område, der bygger på princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser.

(2)       Konventionen om værnetingsaftaler (i det følgende benævnt "konventionen"), der blev indgået den 30. juni 2005 inden for rammerne af Haagerkonferencen om International Privatret, yder et effektivt bidrag til fremme af partsautonomi i internationale handelstransaktioner og til en større forudsigelighed for retsafgørelser vedrørende sådanne transaktioner. Konventionen giver navnlig den fornødne retssikkerhed for, at parternes værnetingsaftale respekteres, og for at en retsafgørelse, der træffes af en udpeget domstol vil blive anerkendt og fuldbyrdet i grænseoverskridende situationer.

(3)       Konventionens artikel 29 giver organisationer for regional økonomisk integration, såsom Den Europæiske Union, mulighed for at undertegne, acceptere, godkende eller tiltræde konventionen. Unionen undertegnede konventionen den 1. april 2009, med forbehold af indgåelse på et senere tidspunkt, jf. Rådets afgørelse 2009/397/EF[9].

(4)       Konventionen påvirker Unionens afledte lovgivning om domstolskompetence baseret på parternes valg og anerkendelse og fuldbyrdelse af de resulterende retsafgørelser, navnlig Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område[10]. Forordning (EF) nr. 44/2001 erstattes fra og med den 10. januar 2015 af Europa- Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område[11].

(5)       Forordning (EU) nr. 1215/2012 forberedte ratificering af konventionen ved at sikre sammenhæng mellem Unionens regler om værneting i civil- og handelssager og konventionens regler herom. Det vil derfor være hensigtsmæssigt, at konventionen træder i kraft i Unionen på dagen for ikrafttrædelsen af forordning (EU) nr. 1215/2012.

(6)       Da Unionen undertegnede konventionen, erklærede den i overensstemmelse med konventionens artikel 30, at den har kompetence på alle de af konventionen regulerede områder. Medlemsstaterne bør derfor være bundet af konventionen i kraft af Unionens godkendelse heraf.

(7)       Unionen bør på tidspunktet for godkendelse af konventionen afgive den erklæring, der er omhandlet i artikel 21, og dermed i almindelighed udelukke forsikringsaftaler fra konventionens anvendelsesområde, dog med visse definerede undtagelser. Formålet med erklæringen er at bevare de beskyttende kompetenceregler for forsikringstageren, den forsikrede part eller en begunstiget i forsikringsaftaler, der falder ind under afdeling 3 i forordning (EF) nr. 44/2201. Undtagelsen bør begrænses til, hvad der er nødvendigt for at beskytte den svage part i forsikringsaftaler.

(8)       Det Forenede Kongerige og Irland er bundet af Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 og deltager derfor i vedtagelsen af denne afgørelse.

(9)       I medfør af artikel 1 og 2 i protokol (nr. 22) om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Haagerkonventionen af 30. juni 2005 om værnetingsaftaler (̒i det følgende benævnt "konventionen") godkendes herved på Den Europæiske Unions vegne.

Teksten til konventionen fremgår af bilag I til denne afgørelse.

Artikel 2

Formanden for Rådet udpeger den person, som på Den Europæiske Unions vegne er beføjet til at deponere det i konventionens artikel 27, stk. 4, omhandlede instrument med henblik på at udtrykke Den Europæiske Unions samtykke i at blive bundet af aftalen.

Artikel 3

Ved deponering af det instrument, der er omhandlet i konventionens artikel 27, stk. 4, afgiver Unionen en erklæring som omhandlet i artikel 21 om forsikringsaftaler.

Teksten til erklæringen er knyttet til denne afgørelse som bilag II.

Artikel 4

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

                                                                       På Rådets vegne

                                                                       Formand

[1]               EUT L 133 af 29.5.2009, s. 1.

[2]               EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1.

[3]               EUT L 351 af 20.12.2012, s. 1.

[4]               Fuldbyrdelse indenfor EU af værnetingsaftaler til fordel for domstole i Schweiz, Island og Norge reguleres af Luganokonventionen af 2007 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.

[5]               Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene, der ledsager forslaget til Rådets afgørelse om Det Europæiske Fællesskabs undertegnelse af konventionen om værnetingsaftaler, SEK (2008) 2389 af 5.9.2008, og konsekvensanalyse, der ledsager Kommissionens forslag til Bruxelles I-forordningen (omarbejdning), SEK (2010) 1547 endelig af 14. 12. 2010.

[6]               Nævnt i fodnote 5.

[7]               I den forklarende rapport til konventionen er der yderligere anført følgende: "det diplomatiske udvalg forudsatte, at denne bestemmelse kun skulle finde anvendelse på lovgivning på bestemte områder efter skøn i lighed med dem, der er udelukket i medfør af artikel 2, stk. 2. I erklæringen kan der ikke anvendes andre kriterier end emneområde. Ved en sådan erklæring kan en stat eksempelvis udelukke "kontrakter vedrørende søfartsforsikringer", men ikke "kontrakter vedrørende søfartsforsikringer, når den valgte domstol er beliggende i en anden stat" (punkt 235). Det eneste tilladte kriterium er således emneområde.

[8]               EUT C […] af ]…], s. […].

[9]               EUT L 133 af 29.5.2009, s. 1.

[10]             EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1.

[11]             EUT L 351 af 20.12.2012, s. 1.

BILAG 1

BILAG I KONVENTION OM VÆRNETINGSAFTALER

De stater, som er parter i denne konvention, og

som ønsker at fremme international handel og internationale investeringer gennem et forbedret retsligt samarbejde,

som mener, at et sådant samarbejde kan forbedres ved ensartede regler om værneting og om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område,

som mener, at et forbedret samarbejde navnlig forudsætter en international retlig ordning, der giver sikkerhed og sikrer, at eksklusive værnetingsaftaler mellem parterne i handelstransaktioner er effektive, og fastlægger regler for anerkendelse og fuldbyrdelse af domme afsagt efter procedurer, der er baseret på sådanne aftaler,

har besluttet at indgå denne konvention og er blevet enige om følgende bestemmelser:

KAPITEL I

ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER

Artikel 1

Anvendelsesområde

1. Denne konvention finder i internationale sager anvendelse på eksklusive værnetingsaftaler, der er indgået på det civil- og handelsretlige område.

2. I forbindelse med kapitel II anses en sag for at være international, medmindre parterne har hjemsted i samme kontraherende stat, og forbindelsen mellem parterne og alle andre relevante forhold i sagen udelukkende har tilknytning til den pågældende stat, uanset den valgte domstols beliggenhed.

3. I forbindelse med kapitel III anses en sag for at være international, når der anmodes om anerkendelse eller fuldbyrdelse af en udenlandsk dom.

Artikel 2

Udelukkelser fra anvendelsesområdet

1. Denne konvention finder ikke anvendelse på eksklusive værnetingsaftaler,

a) hvor en af parterne er en fysisk person, der hovedsageligt handler med henblik på at tilfredsstille personlige behov eller familiens eller en husholdnings behov (en forbruger)

b) der vedrører arbejdskontrakter, herunder kollektive overenskomster.

2. Denne konvention finder ikke anvendelse på

a) fysiske personers retlige status samt deres rets- og handleevne

b) underholdsforpligtelser

c) andre familieretlige anliggender, herunder ordninger for formueforholdet mellem ægtefæller samt andre rettigheder eller forpligtelser i forbindelse med ægteskab eller lignende partnerskabsforhold

d) testamenter og arv

e) insolvens, tvangsakkord og lignende forhold

f) personbefordring og godstransport

g) havforurening, begrænsning af ansvaret for søretlige krav, havari og bugsering og bjærgning i nødsituationer

h) konkurrencehindringer

i) erstatningsansvar for atomskader

j) erstatningskrav vedrørende personskade og tort fremsat af eller på vegne af fysiske personer

k) erstatningskrav uden for kontraktforhold, som er baseret på deliktansvar i forbindelse med tingsskade

l) tingslige rettigheder vedrørende fast ejendom samt leje og forpagtning af fast ejendom

m) juridiske personers gyldighed, ugyldighed eller opløsning, samt gyldigheden af beslutninger truffet af deres organer

n) gyldigheden af intellektuelle ejendomsrettigheder bortset fra ophavsret og hertil knyttede rettigheder

o) krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder, bortset fra ophavsret og hertil knyttede rettigheder, undtagen tvister, som vedrører brud på en kontrakt mellem parterne vedrørende sådanne rettigheder, eller som kunne have vedrørt et kontraktbrud

p) gyldigheden af indførelser i offentlige registre.

3. Uanset stk. 2 er en tvist ikke udelukket fra konventionens anvendelsesområde, når et i stk. 2 udelukket emne kun optræder som et bispørgsmål i sagen og ikke er tvistens egentlige genstand. Navnlig kan det forhold, at der som forsvar henvises til et emne, der er udelukket ved stk. 2, ikke i sig selv medføre, at tvisten udelukkes fra konventionens anvendelsesområde, hvis det pågældende emne ikke er tvistens egentlige genstand.

4. Denne konvention finder ikke anvendelse på voldgiftsbehandling og lignende behandlingsformer.

5. En tvist er ikke udelukket fra konventionens anvendelsesområde, blot fordi en stat, herunder en regering, et regeringsorgan eller en af staten bemyndiget person, er part i tvisten.

6. Intet i denne konvention indskrænker privilegier og immuniteter, som er indrømmet stater eller internationale organisationer for så vidt angår disse og deres ejendom.

Artikel 3

Eksklusive værnetingsaftaler

I denne konvention forstås ved:

a) ved »eksklusiv værnetingsaftale« forstås en mellem to eller flere parter indgået aftale, der opfylder formkravene i litra c), og som fastsætter, at allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i forbindelse med et bestemt retsforhold skal indbringes for domstolene i en kontraherende stat eller for en eller flere nærmere angivne domstole i en kontraherende stat, således at ingen andre domstole har kompetence til at behandle sådanne tvister

b) en værnetingsaftale, som fastsætter, at tvister skal indbringes for domstolene i en kontraherende stat eller for en eller flere nærmere angivne domstole i en kontraherende stat, anses for at være eksklusiv, medmindre parterne udtrykkeligt har bestemt andet

c) en eksklusiv værnetingsaftale skal være indgået eller dokumenteret

i) skriftligt, eller

ii) ved brug af ethvert andet kommunikationsmiddel, der gør oplysningerne tilgængelige, så de senere kan konsulteres

d) en eksklusiv værnetingsaftale, der indgår som en del af en kontrakt, anses for at være en selvstændig aftale, der er uafhængig af kontraktens øvrige bestemmelser. Gyldigheden af en eksklusiv værnetingsaftale kan ikke bestrides alene under henvisning til, at kontrakten ikke er gyldig.

Artikel 4

Andre definitioner

1. I denne konvention forstås ved »dom« enhver af en domstol truffen realitetsafgørelse uanset dens benævnelse, herunder en dom eller en kendelse, og tillige en af domstolen (eller en retsembedsmand) foretagen fastsættelse af sagsomkostninger, forudsat at fastsættelsen vedrører en realitetsafgørelse, der kan anerkendes eller fuldbyrdes i henhold til denne konvention. Et foreløbigt sikrende retsmiddel betragtes ikke som en dom.

2. I forbindelse med denne konvention anses en enhed eller en juridisk person for at have hjemsted i den stat,

a) i hvilken dens vedtægtsmæssige hjemsted ligger

b) i henhold til hvis lovgivning oprettelsen har fundet sted

c) i hvilken dens hovedkontor ligger, eller

d) i hvilken dens hovedforretningssted ligger.

KAPITEL II

KOMPETENCE

Artikel 5

Den valgte domstols kompetence

1. Den eller de domstole i en kontraherende stat, der er fastlagt i en eksklusiv værnetingsaftale, har kompetence til at behandle en tvist, som er omfattet af aftalen, medmindre aftalen er ugyldig i henhold til lovgivningen i den pågældende stat.

2. Den domstol, der har kompetence i henhold til stk. 1, kan ikke erklære sig inkompetent under henvisning til, at tvisten bør indbringes for en domstol i en anden stat.

3. De foregående stykker berører ikke bestemmelserne vedrørende:

a) den materielle kompetence eller kompetencen baseret på sagsgenstandens værdi

b) den interne kompetencefordeling mellem domstolene i en kontraherende stat. Hvis den valgte domstol efter eget skøn kan henvise sagen til en anden domstol, skal der dog tages behørigt hensyn til parternes valg.

Artikel 6

Forpligtelser for en domstol, der ikke er valgt

En domstol i en anden kontraherende stat end den, i hvilken den valgte domstol ligger, skal suspendere eller afvise en tvist, der er omfattet af en eksklusiv værnetingsaftale, medmindre

a) aftalen er ugyldig ifølge lovgivningen i den stat, hvor den valgte domstol ligger

b) en af parterne manglede rets- eller handleevne til at indgå aftalen ifølge lovgivningen i domstolsstaten

c) en efterkommelse af aftalen ville være klart uretfærdig eller ville være i åbenbar modstrid med grundlæggende ordre public-principper i domstolsstaten

d) der foreligger exceptionelle grunde, som parterne ikke har indflydelse på, og som medfører, at aftalen ikke med rimelighed kan iværksættes, eller

e) den valgte domstol har afvist at behandle sagen.

Artikel 7

Foreløbige foranstaltninger og sikrende retsmidler

Foreløbige foranstaltninger og sikrende retsmidler er ikke omfattet af denne konvention. Ifølge denne konvention er det hverken påkrævet eller udelukket, at en domstol i en kontraherende stat indrømmer, afslår eller ophæver foreløbige foranstaltninger og sikrende retsmidler. Konventionen er uden betydning for, om en part kan anmode om sådanne foranstaltninger og retsmidler, og om en domstol kan indrømme, afslå eller ophæve disse.

KAPITEL III

ANERKENDELSE OG FULDBYRDELSE

Artikel 8

Anerkendelse og fuldbyrdelse

1. En dom afsagt af en domstol i en kontraherende stat, der er valgt i en eksklusiv værnetingsaftale, skal anerkendes og fuldbyrdes i de andre kontraherende stater i overensstemmelse med dette kapitel. Anerkendelse eller fuldbyrdelse kan kun nægtes af de grunde, der er anført i denne konvention.

2. Bortset fra den gennemgang, der er nødvendig for anvendelsen af bestemmelserne i dette kapitel, foretages der ingen behandling af den dom, der er truffet af oprindelsesdomstolen. Den domstol, som anmodningen forelægges for, er bundet af de faktiske omstændigheder, som oprindelsesdomstolen har lagt til grund for sin kompetence, medmindre der er tale om en udeblivelsesdom.

3. En dom skal kun anerkendes, hvis den har retskraft i oprindelsesstaten, og den skal kun fuldbyrdes, hvis den kan fuldbyrdes i oprindelsesstaten.

4. Anerkendelse eller fuldbyrdelse kan udsættes eller afslås, hvis dommen er appelleret i oprindelsesstaten, eller hvis fristen for ordinær appel af afgørelsen ikke er udløbet. Et afslag er ikke til hinder for en senere anmodning om anerkendelse eller fuldbyrdelse af dommen.

5. Denne artikel finder også anvendelse på en dom afsagt af en domstol i en kontraherende stat efter en henvisning af sagen fra den valgte domstol i den pågældende kontraherende stat, jf. artikel 5, stk. 3. Hvis den valgte domstol selv kunne bestemme, om sagen skulle henvises til en anden domstol, kan det dog nægtes at anerkende eller fuldbyrde dommen over for en part, der rettidigt i oprindelsesstaten har gjort indsigelse mod henvisningen til en anden domstol.

Artikel 9

Nægtelse af anerkendelse eller fuldbyrdelse

Anerkendelse eller fuldbyrdelse kan nægtes, hvis

a) aftalen var ugyldig ifølge lovgivningen i den stat, hvor den valgte domstol ligger, medmindre den valgte domstol har fastslået, at aftalen er gyldig

b) en af parterne manglede rets- eller handleevne til at indgå aftalen ifølge lovgivningen i den stat, hvor anmodningen indgives

c) stævningen eller et hermed ligestillet processkrift, der indeholder de vigtigste oplysninger om kravet

i) ikke er blevet forkyndt for sagsøgte i rette tid og på en sådan måde, at han har haft mulighed for at varetage sit forsvar, medmindre sagsøgte har deltaget i et retsmøde og redegjort for sine synspunkter ved oprindelsesdomstolen uden at anfægte forkyndelsen, forudsat at lovgivningen i oprindelsesstaten gav mulighed herfor, eller

ii) i den stat, hvor anmodningen indgives, er blevet forkyndt for sagsøgte på en måde, der er uforenelig med denne stats grundlæggende retsprincipper vedrørende forkyndelse af dokumenter

d) dommen er opnået ved processuelt bedrageri

e) anerkendelse eller fuldbyrdelse ville være åbenbart uforenelig med de grundlæggende ordre public-principper i den stat, hvor anmodningen indgives, herunder situationer hvor proceduren forud for dommen har været uforenelig med grundlæggende retsplejeprincipper i nævnte stat

f) dommen strider mod en dom, der i den stat, hvor anmodningen indgives, er afsagt i en tvist mellem de samme parter, eller

g) dommen strider mod en dom, der tidligere er afsagt i en anden stat mellem de samme parter i en tvist om samme genstand og på samme grundlag, og den tidligere dom opfylder de nødvendige betingelser for at blive anerkendt i den stat, hvor anmodningen indgives.

Artikel 10

Præjudicielle spørgsmål

1. Hvis et spørgsmål på et område, der er udelukket ved artikel 2, stk. 2, eller ved artikel 21, er blevet behandlet som et præjudicielt spørgsmål, skal afgørelsen herom ikke anerkendes eller fuldbyrdes i henhold til denne konvention.

2. Anerkendelse eller fuldbyrdelse af en dom kan nægtes, hvis og i det omfang dommen er baseret på en afgørelse på et område, der er udelukket ved artikel 2, stk. 2.

3. I tilfælde af en afgørelse om gyldigheden af en anden intellektuel ejendomsrettighed end ophavsret eller en hertil knyttet rettighed, kan anerkendelse eller fuldbyrdelse af en dom dog kun nægtes eller udsættes i henhold til det foregående stykke, hvis

a) den pågældende afgørelse er uforenelig med en dom eller en kompetent myndigheds afgørelse herom, der er afsagt eller truffet i den stat, efter hvis lovgivning den intellektuelle ejendomsrettighed er opstået, eller

b) der i nævnte stat verserer en sag om gyldigheden af den intellektuelle ejendomsrettighed.

4. Anerkendelse eller fuldbyrdelse af en dom kan nægtes, hvis og i det omfang dommen er baseret på en afgørelse på et område, der er udelukket ved en erklæring, som den stat, hvor anmodningen indgives, har afgivet i henhold til artikel 21.

Artikel 11

Erstatning

1. Anerkendelse eller fuldbyrdelse af en dom kan nægtes, hvis og i det omfang der ved dommen er tilkendt en erstatning, herunder erstatning med afskrækkende eller straffende formål, som ikke er en kompensation til en af parterne for det faktiske tab eller den faktiske skade, der er lidt.

2. Domstolen skal tage hensyn til, om og i hvilket omfang den af oprindelsesdomstolen tilkendte erstatning har til formål at dække omkostninger og udgifter i forbindelse med sagen.

Artikel 12

Retsforlig

Retsforlig, som en domstol i en kontraherende stat, der er valgt ved en eksklusiv værnetingsaftale, har godkendt, eller som under sagens behandling er blevet indgået ved en sådan domstol, og som i oprindelsesstaten kan fuldbyrdes på samme måde som en dom, fuldbyrdes i henhold til konventionen på samme måde som en dom.

Artikel 13

Dokumenter, der skal forelægges

1. Den part, der anmoder om anerkendelse eller fuldbyrdelse, skal forelægge

a) en fuldstændig bekræftet kopi af dommen

b) den eksklusive værnetingsaftale, en bekræftet kopi heraf eller et andet bevis på, at der er indgået en sådan aftale

c) hvis der er tale om en udeblivelsesdom, original eller bekræftet kopi af et dokument, hvoraf det fremgår, at stævningen eller et hermed ligestillet processkrift er blevet forkyndt for den udeblevne part

d) eventuelle dokumenter, som måtte være nødvendige for at konstatere, at dommen har retskraft, eller, når det er relevant, at den kan fuldbyrdes i oprindelsesstaten

e) i det i artikel 12 omhandlede tilfælde en attest fra domstolen i oprindelsesstaten, hvoraf det fremgår, at retsforliget eller en del heraf i oprindelsesstaten kan fuldbyrdes på samme måde som en dom.

2. Hvis dommens indhold ikke giver den domstol, hvor anmodningen indgives, mulighed for at konstatere, at betingelserne i dette kapitel er opfyldt, kan domstolen kræve forelæggelse af alle nødvendige dokumenter.

3. En anmodning om anerkendelse eller fuldbyrdelse kan vedlægges et dokument, der er udstedt af en domstol (herunder en retsembedsmand) i oprindelsesstaten, i den udformning, som Haagerkonferencen om International Privatret har anbefalet og offentliggjort.

4. Hvis de i denne artikel nævnte dokumenter ikke er affattet på et sprog, der er et officielt sprog i den stat, hvor anmodningen indgives, skal de ledsages af en autoriseret oversættelse til et i denne stat officielt sprog, medmindre andet følger af lovgivningen i den stat, hvor anmodningen indgives.

Artikel 14

Procedure

Proceduren for anerkendelse eksekvatur, registrering med henblik på fuldbyrdelse og fuldbyrdelse af dommen følger lovgivningen i den stat, hvor anmodningen indgives, medmindre andet er fastsat i denne konvention. Den domstol, anmodningen forelægges for, skal hurtigt tage stilling.

Artikel 15

Gyldighed af enkelte bestemmelser

En udskillelig del af en dom anerkendes eller fuldbyrdes, hvis der anmodes om anerkendelse eller fuldbyrdelse af den pågældende del, eller hvis kun en del af dommen kan anerkendes eller fuldbyrdes i henhold til denne konvention.

KAPITEL IV

GENERELLE BESTEMMELSER

Artikel 16

Overgangsbestemmelser

1. Denne konvention finder anvendelse på eksklusive værnetingsaftaler indgået efter dens ikrafttræden for den stat, i hvilken den valgte domstol ligger.

2. Denne konvention finder ikke anvendelse på tvister, der er indledt inden dens ikrafttræden for den stat, i hvilken den domstol, som anmodningen forelægges for, ligger.

Artikel 17

Forsikrings- og genforsikringsaftaler

1. En tvist vedrørende en forsikrings- eller genforsikringsaftale kan ikke udelukkes fra denne konventions anvendelsesområde under henvisning til, at forsikrings- eller genforsikringsaftalen vedrører et forhold, som konventionen ikke finder anvendelse på.

2. Anerkendelse og fuldbyrdelse af en dom vedrørende erstatningsansvar i henhold til en forsikrings- eller genforsikringsaftale kan ikke begrænses eller nægtes under henvisning til, at erstatningsansvaret i henhold til den pågældende aftale omfatter pligt til at yde den forsikrede eller den genforsikrede erstatning i forbindelse med

a) et forhold, som denne konvention ikke finder anvendelse på, eller

b) en beslutning om skadeserstatning, som artikel 11 kunne finde anvendelse på.

Artikel 18

Ingen legalisering

Alle dokumenter, der fremsendes eller forelægges i henhold til denne konvention, er fritaget for legalisering og alle tilsvarende formaliteter, herunder en apostille.

Artikel 19

Erklæringer om begrænsning af domstolskompetencen

En stat kan erklære, at dens domstole kan afvise at behandle tvister, som er omfattet af en eksklusiv værnetingsaftale, hvis der, bortset fra den valgte domstols beliggenhed, ikke er nogen forbindelse mellem den pågældende stat og parterne eller tvisten.

Artikel 20

Erklæringer om begrænsning af anerkendelsen og fuldbyrdelsen

En stat kan erklære, at dens domstole kan afvise at anerkende eller fuldbyrde en dom afsagt af en domstol i en anden kontraherende stat, hvis parterne havde sædvanligt opholdssted i den stat, hvor anmodningen indgives, og forbindelsen mellem parterne og alle andre relevante forhold i sagen udelukkende havde tilknytning til den stat, hvor anmodningen indgives, uanset den valgte domstols beliggenhed.

Artikel 21

Erklæringer om specifikke områder

1. Når en stat har en stærk interesse i ikke at anvende denne konvention på et specifikt emneområde, kan den pågældende stat erklære, at den ikke vil anvende konventionen på dette område. En stat, der afgiver en sådan erklæring, skal sørge for, at erklæringen ikke er mere omfattende end nødvendigt, og at det udelukkede specifikke område er klart og præcist defineret.

2. For så vidt angår det pågældende område, finder konventionen ikke anvendelse

a) i den kontraherende stat, der har afgivet erklæringen

b) i de andre kontraherende stater, når domstolene eller en eller flere bestemte domstole i den stat, der har afgivet erklæringen, er valgt i en eksklusiv værnetingsaftale.

Artikel 22

Gensidige erklæringer om ikke-eksklusive værnetingsaftaler

1. En kontraherende stat kan erklære, at dens domstole vil anerkende og fuldbyrde domme afsagt af andre kontraherende staters domstole, som to eller flere parter har valgt ved en værnetingsaftale, der opfylder betingelserne i artikel 3, litra c), og ved hvilken det er fastsat, at allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold kan indbringes for en domstol eller flere domstole i en eller flere kontraherende stater (en ikke-eksklusiv værnetingsaftale).

2. Hvis der i forbindelse med en dom afsagt i en kontraherende stat, der har afgivet en sådan erklæring, anmodes om anerkendelse eller fuldbyrdelse i en anden kontraherende stat, der har afgivet en sådan erklæring, anerkendes og fuldbyrdes dommen i henhold til denne konvention, hvis

a) oprindelsesdomstolen var udpeget i en ikke-eksklusiv værnetingsaftale

b) der ikke foreligger nogen dom afsagt af en anden af de domstole, som tvisten ifølge den ikke-eksklusive værnetingsaftale kunne indbringes for, og der heller ikke ved nogen anden domstol verserer nogen sag mellem de samme parter om samme tvist, og samt

c) oprindelsesdomstolen var den første domstol, som sagen blev indbragt for.

Artikel 23

Ensartet fortolkning

Ved fortolkningen af denne konvention skal der tages hensyn til dens internationale karakter og behovet for at fremme en ensartet anvendelse.

Artikel 24

Vurdering af konventionens anvendelse

Generalsekretæren for Haagerkonferencen om International Privatret tager med regelmæssige mellemrum initiativ til

a) en vurdering af, hvordan konventionen anvendes, herunder også eventuelle erklæringer, og samt

b) overvejelser af, om der bør foretages ændringer af konventionen.

Artikel 25

Forskellige retssystemer

1. I forbindelse med en kontraherende stat, hvor to eller flere retssystemer finder anvendelse i forskellige territoriale enheder for så vidt angår de i denne konvention omhandlede forhold,

a) skal en henvisning til en stats lovgivning eller procedurer forstås som en henvisning til den lovgivning eller de procedurer, der gælder for den pågældende territoriale enhed

b) skal en henvisning til hjemsted i en stat forstås som en henvisning til hjemsted i den pågældende territoriale enhed

c) skal en henvisning til domstolen eller domstolene i en stat forstås som en henvisning til domstolen eller domstolene i den pågældende territoriale enhed

d) skal en henvisning til forbindelsen med en stat forstås som en henvisning til forbindelsen med den pågældende territoriale enhed.

2. Uanset det foregående stykke er en kontraherende stat med to eller flere territoriale enheder, hvor der gælder forskellige retssystemer, ikke forpligtet til at anvende denne konvention i tilfælde, der udelukkende vedrører disse forskellige territoriale enheder.

3. En domstol i en territorial enhed i en kontraherende stat med to eller flere territoriale enheder, hvor der gælder forskellige retssystemer, er ikke forpligtet til at anerkende eller fuldbyrde en dom fra en anden kontraherende stat, blot fordi dommen i henhold til denne konvention er blevet anerkendt eller fuldbyrdet i en anden territorial enhed i samme kontraherende stat.

4. Denne artikel finder ikke anvendelse på en organisation for regional økonomisk integration.

Artikel 26

Forbindelsen med andre internationale aftaler

1. Denne konvention skal fortolkes således, at den så vidt muligt skal være forenelig med andre traktater, der gælder for de kontraherende stater, uanset om disse er indgået før eller efter denne konvention.

2. Denne konvention berører ikke en kontraherende stats anvendelse af en traktat, uanset om denne er indgået før eller efter konventionen, i tilfælde hvor ingen af parterne har hjemsted i en kontraherende stat, der ikke er part i traktaten.

3. Denne konvention berører ikke en kontraherende stats anvendelse af en traktat, der er indgået inden konventionens ikrafttræden for den pågældende stat, hvis anvendelsen af denne konvention er uforenelig med denne kontraherende stats forpligtelser over for ikke-kontraherende stater. Dette stykke gælder også for traktater, der ændrer eller erstatter en traktat indgået inden denne konventions ikrafttræden for denne kontraherende stat, undtagen i det omfang der ved ændringen eller ved den nye traktat skabes nye uoverensstemmelser med denne konvention.

4. Denne konvention berører ikke en kontraherende stats anvendelse af en traktat, uanset om denne er indgået før eller efter denne konvention, med henblik på at opnå anerkendelse eller fuldbyrdelse af en dom afsagt af en domstol i en anden kontraherende stat, der også er part i den pågældende traktat. Dommen må dog ikke anerkendes eller fuldbyrdes i mindre omfang, end det ville være tilfældet ifølge denne konvention.

5. Denne konvention berører ikke en kontraherende stats anvendelse af en traktat, der for et specifikt emneområde regulerer domstolskompetence eller anerkendelse eller fuldbyrdelse af domme, heller ikke hvis traktaten er indgået efter konventionen, og alle berørte stater er parter i denne konvention.

Dette stykke finder kun anvendelse, hvis den kontraherende stat har afgivet en erklæring om traktaten i henhold til dette stykke. I tilfælde af en sådan erklæring er de andre kontraherende stater, for så vidt der er tale om uforenelighed, ikke forpligtede til at anvende denne konvention på det pågældende emneområde, hvis domstolskompetencen ved en eksklusiv værnetingsaftale er tillagt domstolene eller en eller flere domstole i den kontraherende stat, der har afgivet erklæringen.

6. Denne konvention berører ikke anvendelsen af de gældende regler i en regional organisation for økonomisk integration, der er part i denne konvention, uanset om de er vedtaget før eller efter konventionen,

a) hvis ingen af parterne har hjemsted i en kontraherende stat, der ikke er medlemsstat i den regionale organisation for økonomisk integration

b) for så vidt angår anerkendelse eller fuldbyrdelse af domme mellem medlemsstater i den regionale organisation for økonomisk integration.

KAPITEL V

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 27

Undertegnelse, ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse

1. Denne konvention er åben for undertegnelse af alle stater.

2. Signatarstaterne er først bundet af denne konvention, når de har ratificeret, accepteret eller godkendt den.

3. Denne konvention er åben for tiltrædelse af alle stater.

4. Ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenterne deponeres i Kongeriget Nederlandenes udenrigsministerium, som er konventionens depositar.

Artikel 28

Erklæringer vedrørende forskellige retssystemer

1. Hvis en stat består af to eller flere territoriale enheder, hvor de forhold, som behandles i denne konvention, er underkastet forskellige retssystemer, kan den på undertegnelses-, ratificerings-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsestidspunktet afgive erklæring om, at konventionen finder anvendelse på alle dens territoriale enheder eller kun på en eller flere af dem, og den kan når som helst ændre denne erklæring ved at afgive en ny.

2. En sådan erklæring sendes til depositaren og skal udtrykkeligt angive, hvilke territoriale enheder konventionen gælder for.

3. Hvis en stat ikke afgiver nogen erklæring i henhold til denne artikel, finder konventionen anvendelse på alle den pågældende stats territoriale enheder.

4. Denne artikel finder ikke anvendelse på en organisation for regional økonomisk integration.

Artikel 29

Organisationer for regional økonomisk integration

1. En organisation for regional økonomisk integration, der udelukkende består af suveræne stater, og som har kompetence på alle eller nogle af de områder, som konventionen regulerer, kan ligeledes undertegne, acceptere, godkende eller tiltræde konventionen. Organisationen for regional økonomisk integration har i så fald de samme rettigheder og forpligtelser som en kontraherende stat, i det omfang den pågældende organisation har kompetence på de områder, der reguleres af konventionen.

2. Organisationen for regional økonomisk integration giver på tidspunktet for undertegnelsen, accepten, godkendelsen eller tiltrædelsen depositaren skriftlig meddelelse om, hvilke emneområder der er omfattet af konventionen, og for hvilke organisationen har fået overdraget kompetence fra sine medlemsstater. Organisationen giver straks depositaren skriftlig meddelelse om eventuelle ændringer af dens kompetence i forhold til dens seneste meddelelse i henhold til dette stykke.

3. I forbindelse med ikrafttrædelsen af denne konvention vil instrumenter, der er deponeret af en organisation for regional økonomisk integration, ikke tælle med, medmindre organisationen for regional økonomisk integration i overensstemmelse med artikel 30 erklærer, at dens medlemsstater ikke bliver parter i denne konvention.

4. En henvisning i denne konvention til en »kontraherende stat« eller »stat« er ligeledes, når det er relevant, at betragte som en henvisning til en organisation for regional økonomisk integration, der er part i konventionen.

Artikel 30

Tiltrædelse af en organisation for regional økonomisk integration uden dens medlemsstater

1. På tidspunktet for undertegnelsen, accepten, godkendelsen eller tiltrædelsen kan en organisation for regional økonomisk integration erklære, at den har kompetence på alle de af denne konvention regulerede emneområder, og at dens medlemsstater ikke bliver parter i konventionen, men vil være bundet heraf i kraft af organisationens undertegnelse, accept, godkendelse eller tiltrædelse.

2. Når en organisation for regional økonomisk integration afgiver en erklæring i overensstemmelse med stykke 1, er en henvisning i denne konvention til en »kontraherende stat« eller »stat« ligeledes, når det er relevant, at betragte som en henvisning til organisationens medlemsstater.

Artikel 31

Ikrafttræden

1. Denne konvention træder i kraft den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder fra deponeringen af det andet ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument som omhandlet i artikel 27.

2. Herefter træder konventionen i kraft

a) for enhver stat eller organisation for regional økonomisk integration, der på et senere tidspunkt ratificerer, accepterer, godkender eller tiltræder den, den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder fra deponeringen af dens ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument

b) for territoriale enheder, som bliver omfattet af denne konvention i overensstemmelse med artikel 28, stk. 1, den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder fra meddelelsen af den i nævnte artikel omhandlede erklæring.

Artikel 32

Erklæringer

1. Erklæringer som omhandlet i artikel 19, 20, 21, 22 og 26 kan afgives i forbindelse med undertegnelse, ratificering, accept, godkendelse eller tiltrædelse eller på et hvilket som helst tidspunkt herefter, og kan når som helst ændres eller tilbagekaldes.

2. Erklæringer, ændringer og tilbagekaldelser skal meddeles depositaren.

3. En erklæring, der afgives med undertegnelsen, ratifikationen, accepten, godkendelsen eller tiltrædelsen, får virkning samtidigt med konventionens ikrafttræden for den pågældende stat.

4. En erklæring, der afgives på et senere tidspunkt, og en eventuel ændring eller tilbagekaldelse af en erklæring får virkning den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder fra dagen for depositarens modtagelse af meddelelsen.

5. En erklæring i medfør af artikel 19, 20, 21 og 26 finder ikke anvendelse på eksklusive værnetingsaftaler, der er indgået, inden erklæringen får virkning.

Artikel 33

Opsigelse

1. Deltagelsen i denne konvention kan opsiges ved skriftlig meddelelse herom til depositaren. Opsigelsen kan begrænses til en eller flere territoriale enheder i en stat med forskellige retssystemer, som er omfattet af denne konvention.

2. Opsigelsen får virkning den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på 12 måneder fra dagen for depositarens modtagelse af meddelelsen. Hvis der i meddelelsen specificeres et længere opsigelsesvarsel, får opsigelsen virkning ved udløbet af den pågældende periode efter dagen for depositarens modtagelse af meddelelsen.

Artikel 34

Meddelelser fra depositaren

Depositaren giver medlemmerne af Haagerkonferencen om International Privatret og de andre stater og organisationer for regional økonomisk integration, som har undertegnet, ratificeret, accepteret, godkendt eller tiltrådt denne konvention i overensstemmelse med artikel 27, 29 og 30, meddelelse om følgende:

a) de i artikel 27, 29 og 30 omhandlede undertegnelser, ratifikationer, accepter, godkendelser og tiltrædelser

b) datoen for denne konventions ikrafttræden i henhold til artikel 31

c) meddelelser, erklæringer, ændringer og tilbagekaldelser af erklæringer som omhandlet i artikel 19, 20, 21, 22, 26, 28, 29 og 30

d) opsigelser som omhandlet i artikel 33.

Til bekræftelse heraf har undertegnede, der er behørigt bemyndigede hertil, undertegnet denne konvention.

Udfærdiget i Haag, den 30. juni 2005, på engelsk og fransk, idet begge tekster har samme gyldighed, i ét eksemplar, som deponeres i Kongeriget Nederlandenes regerings arkiv, og hvoraf en bekræftet genpart ad diplomatiske kanaler vil blive fremsendt til hver af de stater, som var medlem af Haagerkonferencen om International Privatret på tidspunktet for dens 20. samling, samt til alle de øvrige stater, som deltog i denne samling.

BILAG II

Fællesskabets erklæring i overensstemmelse med artikel 21 i konventionen om værnetingsaftaler

1. Den Europæiske Union erklærer i henhold til konventionens artikel 21, jf. dog følgende den ikke vil anvende konventionen på forsikringskontrakter.

2. Denne undtagelse skal ikke gælde:

(a) Aftalen om domstolsvalg er indgået, efter at tvisten er opstået, eller

(b) der er indgået mellem en forsikringstager og en forsikringsgiver, som på tidspunktet for forsikringsaftalens indgåelse havde deres bopæl eller sædvanlige opholdssted på samme medlemsstats område, med det formål, at retterne i denne stat skal være kompetente også i tilfælde af, at skadetilføjelsen er foregået i udlandet, medmindre en sådan aftale om værneting ikke er tilladt efter lovgivningen i den pågældende medlemsstat, eller

(c) der vedrører en forsikringsaftale, som dækker en eller flere af de i artikel 3 nævnte risici.

3. Store risici, der er omhandlet i stk. 2, litra c), omfatter transport (for fly, skibe, jernbane- og varer i transit), kreditforsikring og kaution, samt andre risici, hvor forsikringstager udøver sin erhvervsmæssige af en vis størrelse, som anført i stk. 4.

4. De i artikel 13, nr. 3), omhandlede risici er følgende:

(2) enhver skade

(a) på søgående skibe, på offshoreanlæg og anlæg i rum sø eller på luftfartøjer, der skyldes begivenheder, som indtræffer i forbindelse med anvendelse til erhvervsmæssige formål af disse skibe, anlæg og luftfartøjer

(b) på gods bortset fra passagerers bagage, når forsendelsen sker helt eller delvis som transport med nævnte skibe eller luftfartøjer

(3) ethvert ansvar, bortset fra ansvar for fysisk skade på passagerer eller for skade på disses bagage

(a) hidrørende fra brugen eller driften af skibe, anlæg eller luftfartøjer i henhold til stk. 1, litra a), med hensyn til sidstnævnte dog kun for så vidt lovgivningen i den konventionsstat, i hvilken luftfartøjet er registreret, ikke forbyder aftaler om værneting ved forsikring af sådanne risici

(b) for skade forårsaget af gods under transport som anført i nr. 1, litra b)

(4) ethvert økonomisk tab i forbindelse med brugen eller driften af skibe, anlæg eller luftfartøjer i henhold til nr. 1), litra a), navnlig tab af fragt eller befragtningsindtægter

(5) enhver risiko i forbindelse med en af de i nr. 1)-3) nævnte risici

(6) Uanset nr. 1-4, alle de følgende store risici:

(a) alle skader på jernbanekøretøjer

(b) alle skader på luftfartøjer

(c) en beskadigelse eller tab af flodfartøjer, indsøfartøjer og havfartøjer

(d) alle skader på transporterede varer eller bagage, uanset arten af transportmidlet

(e) ethvert ansvar hidrørende fra brugen af luftfartøjer (herunder førerens ansvar)

(f) ethvert ansvar hidrørende fra anvendelsen af flod-, indsø- og havfartøjer (herunder førerens ansvar)

(g) kredit- og kautionsforsikring risiko, hvis forsikringstageren i erhvervsmæssigt øjemed udøver industri-, handels- eller liberal virksomhed, og risikoen vedrører denne virksomhed

(h) i tilfælde af en forsikringstager, der udøver en virksomhed af en vis størrelse:

· ethvert tab eller enhver beskadigelse af vejkøretøjer (herunder motorkøretøjer)

· ethvert tab af ejendom eller tingsskade som følge af brand, eksplosion, naturkræfter (herunder storme), kerneenergi, jordskred, hagl, frost eller tyveri

· ethvert ansvar hidrørende fra brugen af motordrevne landkøretøjer (herunder førerens ansvar)

· ethvert økonomisk tab som følge af arbejdsløshedsrisici, incassotab (almindeligt), dårlige vejrforhold, tab af fortjeneste vedblivende almindelige omkostninger uforudsete Handelsudgifter tab af salgsværdi husleje- eller indtægtstab andre indirekte handelstab andre ikke forretningsmæssige økonomiske tab eller andre økonomiske tab.

5. Med henblik på punkt 5, litra h), menes der med en politisk beslutningstager, som udøver erhvervsvirksomhed af en vis størrelse, at forsikringstageren ligger over den talmæssige grænse for mindst to af nedenstående kriterier

· en balancesum på 6,2 mio. EUR

· en balancesum på 12,8 mio. EUR

· et gennemsnitligt antal medarbejdere i løbet af regnskabsåret på 250.