Det er ubestridt, at de sagsøgte i hovedsagen ikke kan påberåbe sig en af de nævnte undtagelsesbestemmelser. De har imidlertid gjort gældende, at forbuddet mod at beskæftige arbejdstagere om søndagen, jf. code du travail, må antages at være uforeneligt med EØF-Traktatens artikel 30 og artikel 85. Den forelæggende ret, Tribunal de grande instance de Saint-Quentin, har taget påstanden om, at Domstolen forelægges en anmodning om præjudiciel afgørelse, til følge, idet spørgsmålet dog begrænses til en fortolkning af EØF-Traktatens artikel 30. Det præjudicielle spørgsmål lyder således:
Såfremt spørgsmålet besvares bekræftende, kan de for denne branche særlige kendetegn da antages at opfylde kriterierne i Traktatens artikel 36?
Artikel 11 i den belgiske lov bestemmer, at det er forbudt at beskæftige arbejdstagere om søndagen. Også denne lov indeholder flere undtagelsesbestemmelser. Ifølge lovens artikel 3, stk. 1, finder forbuddet ikke anvendelse på en række kategorier af arbejdstagere (herunder personer, der er beskæftiget af de offentlige myndigheder, eller i en familievirksomhed, og besætningen på fiskerfartøjer). Lovens artikel 12 ff. indeholder andre undtagelsesbestemmelser, der navnlig vedrører overvågning samt rengøring og vedligeholdelse af erhvervslokaler, skifteholdsarbejde osv. Lovens artikel 13 bestemmer, at der ved kongelig anordning kan oprettes en liste over virksomheder, der må beskæftige arbejdstagere om søndagen, samt over arbejde, der kan udføres af de ansatte om søndagen. De detailforretninger, der ikke ifølge denne liste har tilladelse til at beskæftige deres personale om søndagen, kan ifølge lovens artikel 14, stk. 1, dog beskæftige arbejdstagere om søndagen fra kl. 8.00 til 12.00.
I hovedsagen er der netop rejst tiltale for beskæftigelse af arbejdstagere om søndagen efter kl. 12.00, hvilket er i strid med ovennævnte bestemmelse. De tiltalte har for Cour d'appel gjort gældende, at forbuddet er uforeneligt dels med EØF-Traktatens bestemmelser om frie varebevægelser og fri udveksling af tjenesteydelser, dels med Traktatens artikel 85. Cour d'appel, der fandt, at de tiltaltes argumenter ikke umiddelbart var ugrundede, har anmodet Domstolen om en præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:
Spørgsmålet skal forstås således, at den forelæggende ret anmoder Domstolen om en fortolkning af ovennævnte traktatbestemmelser, således at retten kan afgøre, om de omtalte nationale bestemmelser er forenelige med fællesskabsretten Jf. dom af
Sml. s. 3851.
Mens der i sag C-145/88 var tale om et principielt forbud mod at drive handel om søndagen, vedrører de nye sager et forbud mod at beskæftige arbejdstagere om søndagen. Efter min opfattelse er denne forskel ikke af større betydning; da det drejer sig om anvendelsen af Traktatens artikel 30, har de to typer forskrifter næsten samme indflydelse på samhandelen inden for Fællesskabet. I sag C-145/88 havde den forelæggende ret nemlig lagt til grund, at forbuddet mod at drive handel om søndagen havde ført til en nedgang i virksomhedens samlede salg, at ca. 10% af de af virksomheden solgte varer hidrørte fra andre medlemsstater, og at der følgelig måtte forventes en tilsvarende nedgang i importen fra disse medlemsstater. I de to nye sager står de nationale domstole åbenbart over for tilsvarende faktiske omstændigheder. For så vidt angår sag C-312/89, har den forelæggende ret udtrykkeligt fastslået følgende tre forhold: De sagsøgte virker inden for en branche, der i vidt omfang sælger importerede varer, der for en stor del hidrører fra andre EØF-lande, denne branches virksomheder har en betydelig del af omsætningen om søndagen, og søndagslukning vil føre til et fald i omsætningen og, som følge heraf, i importen fra andre medlemsstater.
Forelæggelsesdommen i sag C-332/89 indeholder ikke tilsvarende oplysninger, men det fremgår af sagen, at en af Tribunal correctionnel de Charleroi indhentet sagkyndig udtalelse viser, at i perioden september 1986-december 1987 faldt ca. 22% af virksomhedens omsætning om søndagen, og at omsætningen, såfremt virksomheden hver uge skulle holde lukket om søndagen og ikke om tirsdagen, ville falde med ca. 13% Jf. bilag 2 til de af tiltalte i hovedsagen indgivne indlæg. Dette princip blev fastlagt generelt (om end i forbindelse med etableringsfrihed) i dommen af
Som vi senere skal se, består der også, for så vidt angår de legitimerende omstændigheder for de respektive nationale bestemmelser, stor lighed mellem de bestemmelser, der var genstand for B & Q-dommen (sag C-145/88), og dem, der nu skal tages stilling til. Herved bliver B & Q-dommen blot så meget desto mere relevant for de foreliggende sager.
Dom af
Jeg mener, at denne formulering er mere præcis end den, der er gengivet ovenfor under punkt 4, og som er anvendt i domskonklusionen, hvori der ikke henvises til, hvad der er
Dom af
Jeg skal hertil fremsætte to betragtninger. I mit forslag til afgørelse i sag C-145/88 foreslog jeg at begrænse rækkevidden af formuleringen i Dassonville-dommen en smule ved på handelsretlige bestemmelser, der er neutrale over for importerede og indenlandsk fremstillede varer, at anvende kriteriet Forslag til afgørelse fremsat den
En anden betragtning vedrører følgerne af Dassonville-kriteriet for den forelæggende ret. Selv om det principielt påhviler denne at afgøre, om de pågældende nationale bestemmelser direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt kan påvirke samhandelen inden for Fællesskabet, er den af Domstolen fastlagte Dassonville-regel også i B & Q-dommen så rummelig, at den også omfatter enhver bestemmelse, der både med hensyn til mål og virkninger indeholder et grænseoverskridende moment. Det fremgår af Domstolens praksis, at selv bestemmelser, som kan udgøre en hindring for importen som følge af en enkelt erhvervsdrivendes adfærd Det gælder ikke i det foreliggende tilfælde, såfremt det for den omhandlede vare matte vise sig, at den erhvervsdrivende i løbet af ugens øvrige dage fuldt ud får dækning for den omsætning, som han har mistet som følge af forbuddet mod at besltæftige arbejdstagere om søndagen. Jf. dom af Det er klart tilfældet i B & Q-dommen, hvor de legitimerende omstændigheder undersøges i forhold til de eventuelle virkninger Tor samhandelen inden for Fællesskabet, som kan folge af de pågældende nationale bestemmelser; se domskonklusionen. Dom af Dom af Dom af Det fremgår af de sidste to eksempler, at Domstolen anerkender, at en erhvervsdrivendes omsætningsnedgang kan opvejes af andre erhvervsdrivendes meromsætning i samme medlemsstat. Domstolen støtter sig her pa de simple muligheder, der ligger i de pågældende bestemmelsers anvendelsesomrâde (jf eksempelvis den i fodnote 12 nævnte Oebel-dom, præmis 19), uden at henvise til oplysninger udtrykt i tal, hvilket i øvrigt også ville være vanskeligt i praksis.
Jeg kan imidlertid ikke lade det blive ved det, da jeg så ville forbigå et væsentligt punkt, som Kommissionen har tillagt stor betydning i sine indlæg. I B & Q-dommen udtalte Domstolen nemlig, at spørgsmålet om, hvorvidt virkningerne af bestemte nationale bestemmelser faktisk ikke går ud over rammerne (sådan som det kræves i dommen, jf. punkt 6 ovenfor) for handelsretlige bestemmelser, der forudsættes begrundet, henhører under de faktiske omstændigheder, som det tilkommer den nationale domstol at tage stilling til (præmis 16).
Kommissionen har fremhævet, at det ikke kan overlades til de nationale domstole at afgøre, om givne bestemmelser er nødvendige og i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, og har her fremført en række, efter min opfattelse, overbevisende argumenter. Ganske vist tilkommer det ikke Domstolen inden for rammerne af en procedure efter Traktatens artikel 177 at tage stilling til nationale bestemmelsers gyldighed; ikke desto mindre har Domstolen altid fremhævet, at den med henblik på samarbejdet med de nationale retter, jf. denne bestemmelse, er kompetent til at udlede de momenter, der er nødvendige for fortolkningen af fællesskabsretten, således at den nationale ret kan træffe afgørelse i den tvist, som er indbragt for den, i overensstemmelse med fællesskabsreglerne Jf. f. eks. dom af Jf. f. eks. dom af
I forbindelse med den nationale rets undersøgelse af, om nationale bestemmelser er lovlige, betyder det nærmere bestemt, at den forelæggende ret forsynes med tilstrækkelig præcise kriterier til at tage stilling til, om de nationale bestemmelser er i overensstemmelse med fællesskabsretten Det forhold, at B & Q-dommen her lader mere end ét spørgsmål stå åbent, illustreres af sag C-304/90, som netop er blevet registreret på Domstolens Justitskontor, og hvori Reading and Sonning Magistrates' Court har forelagt en række detaljerede spørgsmål vedrørende fortolkningen af dommen, navnlig for så vidt angår anvendelsen af proportionalitetskriteriet (jf. det andet præjudicielle spørgsmål i den pågældende sag). Jf. f. eks. den ovenfor under fodnote 5 nævnte dom af
I de foreliggende sager er det ganske vist ikke så nødvendigt at fastlægge præcise kriterier, fordi spørgsmålet efter B & Q-dommens afsigelse nemt kan løses. Selv i enkle tilfælde er det dog nødvendigt at sætte løsningen ind i en generel ramme. Ved ikke at gøre det skabes en risiko for, at der opstår en uoverskuelig kasuistik, som dårligt giver den nationale ret noget holdepunkt.
Det forudsætter en treleddet undersøgelse, nemlig vedrørende spørgsmålet, om det med bestemmelserne forfulgte mål er begrundet (punkt 9, 10 og 11 nedenfor), vedrørende arten af de herved skabte hindringer (punkt 12) og endelig vedrørende nødvendigheden af disse hindringer (punkt 13 og 14).
Hvis forbuddet skulle beskytte menneskers sundhed, ville det heller ikke være berettiget at lægge den pligtige hviledag på én og samme dag, jf. del senere i forslaget anførte.
Det forholder sig anderledes med de i Anvendt forste gang i dom af
Dom af
Derefter anvendte Domstolen denne argumentation i B & Q-dommen, denne gang faktisk i forbindelse med vurderingen af en legitimerende omstændighed, og udtalte:
Se også fortsættelsen af præmissen senere i forslaget under punkt 12.
I denne såvel som i andre domme Jf. bl. a. den ovenfor i fodnote 5 nævnte Cinéthèque-dom af
Det drejer sig i virkeligheden om — såfremt man tager den rummelige Dassonville-regel som udgangspunkt — bedst muligt at samle de utallige potentielle legitimerende omstændigheder under et generelt, men dog udtømmende udtryk. Af det allerede anførte fremgår det, at et sådant udtryk som følge af de vage begreber, det indeholder, ikke kan anses for en sikker ledetråd. Udtrykket har imidlertid en vis vejledende værdi. Det er f. eks. klart, at fastsættelsen af søndagen som almindelig ugentlig hviledag falder ind under dette udtryk, hvilket i øvrigt svarer til, hvad Domstolen gav udtryk for i B & Q-dommen: Mindstekravet om en ugentlig hviledag er utvivlsomt et politisk valg, som falder i tråd med de i Traktaten anerkendte mål: beskyttelse af arbejdsmiljøet og beskyttelse af menneskers sundhed; at hviledagen skal falde på en søndag, må anses for et valg, der er tilpasset medlemsstatens sociokulturelle særpræg.
Hvis svaret er bekræftende, har den nationale ret herefter kompetence til at undersøge, om de nationale bestemmelser, således som de er affattet og rent faktisk anvendes, virkelig forfølger det dermed tilsigtede mål, som ifølge Domstolen falder i tråd med Traktaten, eller om de anvendes til et andet formål. Det tilkommer således den nationale ret at tage stilling til, om der skal tages hensyn til klagepunkter som de af de sagsøgte henholdsvis tiltalte i hovedsagerne fremførte vedrørende de omhandlede bestemmelsers manglende konsekvens og sporadiske anvendelse. Såfremt en sådan anvendelse ikke er i strid med bestemmelsernes begrundelse i henhold til fællesskabsretten, er det ikke Domstolens opgave at udtale sig herom.
På dette plan skal det først fastslås, at de nationale bestemmelser uden forskel finder anvendelse på importerede og indenlandsk fremstillede varer, og at de ikke gør det vanskeligere at sælge de importerede varer end de indenlandsk fremstillede. Såfremt de nationale bestemmelser hverken formelt eller indholdsmæssigt indebærer en forskelsbehandling, skal det herefter afgøres, om de har Jf. B & Q-dommen, præmis 14, sidste linje. Dette udtryk optræder også i andre domme, jf. f.eks. den i fodnote 14 nævnte Quietlynn-dom, præmis 11, den i fodnote 1 nævnte Krantz-dom, præmis 11, og den i fodnote 5 nævnte Ciné thèque-dom, præmis 21 (hvori Domstolen fastslog, at det gælder alle bestemmelser, der uden forskel finder anvendelse pa indenlandsk fremstillede og importerede varer).
Dog skal det også her undersøges, om bestemmelserne kan have en 1 denne forbindelse henvises til min udforlige gennemgang af dette sporgsmål i det i fodnote 8 nævnte forslag til afgørelse i sag C-145/88, punkt 17-25.
Bestemmelserne kan da eventuelt også betegnes som
Bestemmelser som de her omhandlede, som ikke har til formål at regulere handelsstrømmene mellem staterne, og som heller ikke har nogen markedsopdelende virkning, må derimod uden vanskelighed antages at ligge inden for rammerne af, hvad der er nødvendigt.
Jf. f.eks. dom af
Se også mit forslag til afgørelse i sagen Gourmetterie van den Burg, dom af
Jeg mener, at det i B & Q-dommen anvendte kriterium, hvorefter hindringer for samhandelen mellem medlemsstaterne ikke må være mere vidtgående end nødvendigt af hensyn til gennemførelsen af de tilsigtede mål, udtrykker de to ovenfor nævnte aspekter af nødvendighedskriteriet; de restriktive nationale bestemmelser er relevante for det tilsigtede mål, da de er nødvendige for gennemførelsen heraf og således er rettet mod dette mål; de kan ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt af hensyn til dette mål, hvilket indebærer, at der ikke findes mindre restriktive alternative løsninger. Proportionalitetskriteriet er dog ikke omfattet heraf, da det kan tænkes, at en medlemsstat i henhold til dette kriterium må opgive bestemmelser, selv om de er væsentlige for gennemførelsen af målet og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt.
Betyder det, at Domstolen i B & Q-dommen undlod at tage hensyn til proportionalitetsprincippet og således forlod tidligere praksis? Det mener jeg ikke. Domstolen havde nemlig lige så lidt som i de foreliggende sager brug for proportionalitetskriteriet i sag C-145/88, da det, som i det foreliggende tilfælde, var umiddelbart indlysende, at de af de pågældende nationale bestemmelser forårsagede begrænsninger bestemt ikke var af en sådan art, at medlemsstaterne måtte give afkald på en nødvendig foranstaltning for at nå et berettiget mål. Hvis hindringerne kunne have bragt gennemførelsen af det fælles marked i fare, kunne man alvorligt have rejst spørgsmålet, om hindringerne stod i et rimeligt forhold til det med foranstaltningen forfulgte i sig selv lovlige mål. Jeg mener derfor, at det ikke kan tillægges afgørende betydning, at proportionalitetskriteriet ikke er omtalt i B & Q-dommen, og at dette forhold udelukkende skyldes sagens konkrete omstændigheder, hvoraf det fremgik, at de
For fuldstændighedens skyld skal jeg nævne, at Domstolen selv foretager denne afvejning af målet og hindringerne på grundlag af såvel nødvendigheds- som proportionalitetskriteriet, når den skal fortolke artikel 30 eller artikel 36 i lyset af konkrete nationale bestemmelser, der er beskrevet i et præjudicielt spørgsmål Jf. de i fodnote 19 nævnte domme.
Jeg mener derfor, at de omhandlede nationale bestemmelser er forenelige med artikel 30.
For at besvare dette spørgsmål er det tilstrækkeligt at henvise til Domstolens faste praksis vedrørende Traktatens artikel 34. I Groenveld-dommen fra 1979 udtalte Domstolen sig således:
Denne dom, der senere flere gange er blevet bekræftet af Domstolen Jf. f.eks. ud over den i fodnote 12 citerede Oebel-dom, dom af
Besvarelsen af dette spørgsmål må efter min opfattelse støttes på Traktatens artikel 60, stk. 1. Bestemmelsen lyder således:
Da det på grundlag af B & Q-dommen må antages, at bestemmelserne, der er genstand for den her foreliggende sag, er handelsretlige bestemmelser, som er omfattet af artikel 30, er der ikke anledning til at anvende bestemmelserne om fri udveksling af tjenesteydelser.
Ganske vist har Domstolen fastslået, at det fremgår af EØF-Traktatens artikel 3, litra f), sammenholdt med artikel 5 og 85, at principperne i artikel 85 også skal overholdes af medlemsstaterne. Nærmere bestemt har Domstolen kendt for ret, at medlemsstaterne er forpligtet til ikke at indføre eller opretholde foranstaltninger, som kan ophæve den tilsigtede virkning af EØF-Traktatens artikel 85. Det er bl.a. tilfældet, hvis en medlemsstat begunstiger karteller, der strider mod artikel 85 eller forlener dem med større gennemslagskraft Jf. f. eks. dom af
EØF-Traktatens artikel 30 og artikel 36 skal fortolkes således, at det heri indeholdte forbud ikke finder anvendelse på nationale bestemmelser om forbud mod beskæftigelse af arbejdstagere om søndagen, såfremt bestemmelserne, der ikke har til formål at regulere handelsstrømmene mellem medlemsstaterne, ikke gør det vanskeligere at sælge importerede end indenlandsk fremstillede varer, og heller ikke gør markedet mindre tilgængeligt for importerede varer. I så fald er de af forbuddet følgende hindringer for samhandelen mellem medlemsstaterne ikke mere vidtgående end nødvendigt for at nå det tilsigtede mål, og bestemmelserne er heller ikke urimelige i forhold til dette mål. I sag C-332/89: EØF-Traktatens artikel 30 og artikel 36 skal fortolkes således, at det deri indeholdte forbud ikke finder anvendelse på nationale bestemmelser om forbud mod beskæftigelse af arbejdstagere om søndagen, såfremt bestemmelserne, der ikke har til formål at regulere handelsstrømmene mellem medlemsstaterne, ikke gør det vanskeligere at sælge importerede end indenlandsk fremstillede varer og heller ikke gør markedet mindre tilgængeligt for importerede varer. I så fald er de af forbuddet følgende hindringer for samhandelen mellem medlemsstaterne ikke mere vidtgående end nødvendigt for at nå det tilsigtede mål, og bestemmelserne er heller ikke urimelige i forhold til dette mål. Hverken artikel 59-66 eller artikel 3, litra f), sammenholdt med artikel 5 og artikel 85 finder anvendelse på sådanne bestemmelser.