|
5.8.2017 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 204/82 |
RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2017/1424
af 4. august 2017
om støtte til OSCE's aktiviteter med henblik på at mindske risikoen for ulovlig handel med og voldsom ophobning af håndvåben og lette våben og konventionel ammunition i den tidligere jugoslaviske republik Makedonien og Georgien
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28, stk. 1, og artikel 31, stk. 1,
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Den 15. og 16. december 2005 vedtog Det Europæiske Råd EU-strategien for bekæmpelse af ulovlig ophobning af og handel med håndvåben og lette våben (»SALW«) samt ammunition hertil (EU's SALW-strategi ). EU's SALW-strategi understregede, at for at minimere risikoen i forbindelse med ulovlig handel med og voldsom ophobning af SALW skal der ses med særlig opmærksomhed på de enorme ophobninger af SALW, der er oplagret i visse dele af Øst- og Sydøsteuropa, og de måder, hvorpå de spredes i konfliktzoner. |
|
(2) |
En af målsætningerne for EU's SALW-strategi er fremme af en effektiv multilateralisme for at udforme mekanismer på internationalt og regionalt plan samt inden for Unionen og medlemsstaterne til bekæmpelse af udbud og destabiliserende spredning af SALW og ammunition hertil. I sin handlingsplan udpeger EU's SALW-strategi Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) som en af de regionale organisationer, der bør udvikles et samarbejde med. |
|
(3) |
EU's SALW-strategi indeholder særlige bestemmelser om støtte til OSCE's indsats med hensyn til bekæmpelse af ulovlig handel med SALW og ammunition hertil samt destruktion af overskudslagrene i de deltagende OSCE-stater. Unionen deltager navnlig i bestræbelserne på at mindske overskudslagre af SALW og konventionel ammunition, der er tilovers fra den kolde krig i Østeuropa, gennem samarbejde med OSCE, som de pågældende deltagende stater har anmodet om hjælp. |
|
(4) |
De deltagende OSCE-stater vedtog i 2000 OSCE's dokument om SALW, hvorved de forpligtede sig til at bekæmpe ulovlig handel med SALW i alle dens aspekter. Dette dokument understreger også de destabiliserende virkninger, som voldsom ophobning af SALW og dårlig lagerforvaltning heraf og sikkerhed kan have for den nationale, regionale og internationale sikkerhed. |
|
(5) |
De deltagende OSCE-stater vedtog desuden i 2003 OSCE's dokument om lagre af konventionel ammunition og anerkendte dermed de sikkerheds- og sikringsmæssige risici, der er forbundet med voldsom ophobning af konventionel ammunition. For at imødegå disse risici besluttede de at fastlægge en praktisk procedure for ydelse af bistand med henblik på destruktion af overskuddet af konventionel ammunition og/eller opgradering af lagerforvaltning og sikkerhedspraksis. |
|
(6) |
OSCE's dokumenter om SALW og lagre af konventionel ammunition udpeger destruktion som den foretrukne metode til bortskaffelse af overskuddet af SALW og konventionel ammunition. |
|
(7) |
I 2016 henvendte den tidligere jugoslaviske republik Makedonien og Georgien sig til de deltagende OSCE-stater i OSCE's Forum for Sikkerhedssamarbejde med en anmodning om bistand i henhold til OSCE's dokumenter om SALW og lagre af konventionel ammunition til at forbedre sikkerheden med hensyn til SALW og destruktionen af konventionel ammunition. |
|
(8) |
Unionen har tidligere støttet OSCE's aktiviteter ved Rådets afgørelse 2012/662/FUSP (1). Afgørelsen, hvis gennemførelse blev afsluttet i 2015, finansierede aktiviteter såsom destruktion af overskuddet af SALW, forbedring af sikkerheden og forvaltning af våbenlagre, udarbejdelse af hensigtsmæssige redskaber til registrering af våben og forstærkning af kontrollen med konventionelle våbenoverførsler. |
|
(9) |
Den 19. december 2016 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2016/2356 (2). Den nye fase i projektet vedrørende clearinginstitutionen for kontrol med håndvåben og lette våben i Sydøst- og Østeuropa (»SEESAC«) vil bygge på resultaterne i henhold til Rådets afgørelse 2013/730/FUSP (3), samtidig med at den bevarer den holistiske tilgang til tackling af den trussel, der følger af SALW i regionen. Projektet vil navnlig arbejde hen imod at koordinere med initiativer i den tidligere jugoslaviske republik Makedonien, der sigter mod at øge politiets kapaciteter til lagerforvaltning — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
1. Med henblik på at fremme fred og sikkerhed og effektiv multilateralisme på globalt og regionalt plan har Unionen sat sig følgende mål:
|
— |
at forstærke fred og sikkerhed i EU's nabolag ved at reducere den trussel, der følger af ulovlig handel med og voldsom ophobning af SALW og konventionel ammunition i OSCE-regionen |
|
— |
at støtte effektiv multilateralisme på regionalt plan ved at støtte OSCE's indsats for at forebygge ulovlig handel med og voldsom ophobning af SALW og konventionel ammunition. |
2. For at nå det i stk. 1 omhandlede mål skal Unionen iværksætte følgende foranstaltninger:
|
— |
mindskelse af risikoen for ulovlig spredning af SALW i den tidligere jugoslaviske republik Makedonien |
|
— |
bortskaffelse af overskydende ammunition i Georgien |
Bilaget indeholder en detaljeret beskrivelse af de i dette stykke omhandlede projekter.
Artikel 2
1. Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (»HR«) har ansvaret for gennemførelsen af denne afgørelse.
2. Den tekniske gennemførelse af de i artikel 1, stk. 2, omhandlede projekter overlades til OSCE's sekretariat.
3. OSCE's sekretariat udfører sine opgaver under HR's ansvar. Med henblik herpå indgår HR aftale om de nødvendige arrangementer med OSCE's sekretariat.
Artikel 3
1. Det finansielle referencegrundlag til gennemførelsen af det i artikel 1, stk. 2, omhandlede projekt udgør 1 353 878,52 EUR.
2. De udgifter, der finansieres af det i stk. 1 angivne beløb, forvaltes i overensstemmelse med de procedurer og regler, der gælder for Unionens almindelige budget.
3. Kommissionen overvåger, at de i stk. 1 omhandlede udgifter forvaltes korrekt. Med henblik herpå indgår den en finansieringsaftale med OSCE's sekretariat. Det skal fremgå af finansieringsaftalen, at OSCE's sekretariat har pligt til at sørge for, at Unionens bidrag til projektet bliver synligt i en grad, der svarer til dets størrelse.
4. Kommissionen bestræber sig på at indgå den finansieringsaftale, der er omhandlet i stk. 3, snarest muligt efter denne afgørelses ikrafttræden. Den underretter Rådet om eventuelle vanskeligheder i forbindelse med denne proces og om datoen for indgåelsen af finansieringsaftalen.
Artikel 4
HR aflægger rapport til Rådet om gennemførelsen af denne afgørelse på grundlag af regelmæssige rapporter, som OSCE's sekretariat udarbejder. Disse rapporter skal danne grundlag for Rådets evaluering. Kommissionen aflægger rapport om de finansielle aspekter af gennemførelsen af de i artikel 1, stk. 2, omhandlede projekter.
Artikel 5
1. Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
2. Denne afgørelse udløber 36 måneder efter datoen for indgåelsen af den i artikel 3, stk. 3 omhandlede finansieringsaftale. Denne afgørelse udløber dog seks måneder efter datoen for dens ikrafttrædelse, hvis den nævnte finansieringsaftale ikke er indgået inden da.
Udfærdiget i Bruxelles, den 4. august 2017.
På Rådets vegne
M. MAASIKAS
Formand
(1) Rådets afgørelse 2012/662/FUSP af 25. oktober 2012 om støtte til aktiviteter med henblik på at mindske risikoen for ulovlig handel med og voldsom ophobning af håndvåben og lette våben i regionen dækket af Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) (EUT L 297 af 26.10.2012, s. 29).
(2) Rådets afgørelse (FUSP) 2016/2356 af 19. december 2016 til støtte for SEESAC's nedrustnings- og våbenkontrolaktiviteter i Sydøsteuropa som led i EU-strategien for bekæmpelse af ulovlig ophobning af og handel med SALW samt ammunition hertil (EUT L 348 af 21.12.2016, s. 60).
(3) Rådets afgørelse 2013/730/FUSP af 9. december 2013 til støtte for SEESAC's nedrustnings- og våbenkontrolaktiviteter i Sydøsteuropa som led i EU-strategien for bekæmpelse af ulovlig ophobning af og handel med SALW samt ammunition hertil (EUT L 332 af 11.12.2013, s. 19).
BILAG
1. Baggrund
I 2016 anmodede de to deltagende OSCE-stater — den tidligere jugoslaviske republik Makedonien og Georgien — om støtte til aktiviteter vedrørende øget sikkerhed for håndvåben og lette våben (SALW) og bortskaffelse af overskydende og konventionel ammunition.
I 2016 erklærede den tidligere jugoslaviske republik Makedonien, at den havde behov for støtte til at øge den fysiske sikkerhed og IT-sikkerheden for lagerrum for SALW og ammunition på 15 grænsepolitistationer og ét regionalt center for grænseanliggender. Anmodningen viste endvidere et behov for at øge indenrigsministeriets kapacitet ved at forbedre lagerforvaltningsprocedurerne for tjenestevåben. OSCE's mission i Skopje har ydet kontinuerlig støtte til indenrigsministeriet på sikkerhedsområdet ved at lette grænseoverskridende fælles indsatser, tilrettelægge uddannelseskurser om bekæmpelse af organiseret kriminalitet, grøn grænseobservation, gennemførelse af ansigtsgenkendelse og profilering. På grundlag af det eksisterende samarbejde har indenrigsministeriet udpeget OSCE's mission i Skopje som en partner for gennemførelse af sikkerhedsopdateringerne og kapacitetsopbygningen.
Efter den kolde krig stod Georgiens forsvarsministerium tilbage med betydelige lagre af konventionel ammunition fra sovjettiden. Nogle af disse lagre er blevet mindsket som et led i såvel nationale bestræbelser som internationale og bilaterale bistandsprojekter. I 2005-2013 blev der således afsluttet tre projekter vedrørende bortskaffelse af styrede og ustyrede raketter med støtte fra NATO's Vedligeholdelses- og Forsyningsagentur og det amerikanske udenrigsministerium. I 2007, 2011 og 2012 støttede OSCE og UNDP også projekter vedrørende brug, behandling og bortskaffelse af resterende overskud af styrede og ustyrede flyraketter og deres farlige komponenter. OSCE ydede desuden bistand til bortskaffelse af klyngeammunition, bomber og artillerigranater i 2012-2016.
Georgien indgav i 2016 en ny anmodning til OSCE's Forum for Sikkerhedssamarbejde (FSC) om bistand til bortskaffelse af 461 ton overskydende konventionel ammunition, hvilket omfatter 121 ton artillerigranater og 340 ton bomber. Selv om OSCE ikke på nuværende tidspunkt er til stede i felten i Georgien, har organisationen vist gode resultater med at gennemføre ammunitionsbortskaffelsesprojekter i landet. OSCE og Georgien har etableret en samarbejdsramme ved at udvikle et program for demilitariseringsarbejde med udtjent, afskrevet og forældet ammunition, der findes på militærbaser i Georgien. I april 2014 undertegnede OSCE's sekretariat og Georgien et aftalememorandum (MOU), der indeholder yderligere bestemmelser om programmets gennemførelse.
Som en fortsættelse af den vellykkede gennemførelse af afgørelse 2012/662/FUSP lægger de nuværende projekter vægt på yderligere at styrke den nationale kontrol med SALW og ammunition og at bistå den tidligere jugoslaviske republik Makedonien og Georgien med at opfylde deres internationale forpligtelser på dette område.
2. Overordnet mål
At styrke sikkerheden i regionerne i Sydøsteuropa og Sydkaukasus ved at mindske truslen fra ukontrolleret spredning af SALW og konventionel ammunition.
3. Beskrivelse af projekterne
Projekterne bygger på tidligere og igangværende OSCE-aktiviteter med henblik på at mindske overskudslagrene, forbedre sikkerheden og forhindre tyveri af SALW og ammunition og derved bidrage til terrorbekæmpelsesindsatsen ved at gøre det muligt for deltagende OSCE-stater at tage fat på en af forsyningskilderne til terroristnetværkene.
3.1. Projekt 1: Mindskelse af risikoen for ulovlig spredning af SALW i den tidligere jugoslaviske republik Makedonien
3.1.1. Mål
At øge kapaciteten hos indenrigsministeriet i den tidligere jugoslaviske republik Makedonien til at sikre sine lagre af SALW og ammunition og derved mindske risikoen for ulovlig spredning heraf, herunder til terrorformål.
3.1.2. Beskrivelse
Indenrigsministeriet påpegede i sin anmodning til OSCE om bistand sårbarhederne for lagerrum for SALW og ammunition på 15 grænsepolitistationer og ét regionalt center for grænseanliggender. Angrebet mod en grænsepolitistation i nærheden af Gosince i april 2015, som resulterede i tyveri af våben og ammunition, har udløst en omfattende gennemgang af sikkerheden for SALW-lagerrum på grænsepolitistationer. Som reaktion på anmodningen om bistand gennemførte OSCE's mission i Skopje behovsvurderinger, som indebar besøg på alle 15 grænsepolitistationer og det regionale center for grænseanliggender. OSCE påpegede en række udfordringer vedrørende SALW-sikkerhed for disse stationer, herunder behovet for at forbedre den fysiske sikkerhed for de eksisterende lagerrum, forbedre registreringsprocedurerne, øge personalets kapacitet til at forvalte tjenestevåben og beslaglagte SALW og øge indenrigsministeriets evne til at forhindre spredning af SALW fra sine lagre.
3.1.3. Forventede resultater
Med denne aktivitet fortsætter OSCE's mission i Skopje sine bestræbelser på at opbygge indenrigsministeriets kapacitet på området bekæmpelse af organiseret kriminalitet og terrorisme. Projektet vil bidrage til at opnå følgende specifikke resultater:
|
|
Resultat 1 Øget fysisk sikkerhed og IT-sikkerhed for SALW- og ammunitionslagre på 15 grænsepolitistationer og 1 regionalt center for grænseanliggender. Indikatorer:
|
|
|
Resultat 2 Øget kapacitet hos indenrigsministeriet til at gennemføre SALW-lagerforvaltning. Indikatorer:
|
3.1.4. Projektgennemførelsesteam
Projektgennemførelsesteamet kommer til at bestå af en projektkoordinator for lovhåndhævelse og en projektassistent. Projektgennemførelsesteamet bliver ansvarligt for forvaltning af hele projektcyklussen, herunder oprettelse af de retlige og forvaltningsmæssige rammer samt overvågnings- og kontrolrammerne med henblik på effektiv opnåelse af projektresultater og rapportering.
3.1.5. Aktiviteter
3.1.5.1. Udbudsmateriale
Materialet vedrørende det offentlige udbud for sikkerhedsopgraderinger på 15 grænsepolitistationer og 1 regionalt center for grænseanliggender skal baseres på konstruktionsdesignspecifikationer, jf. den nationale lovgivning og OSCE's bedste praksis for lagre af SALW og konventionel ammunition. OSCE's mission i Skopje indkøber hos en virksomhed tjenester til udvikling af konstruktionsdesignspecifikationerne. Den valgte leverandør udarbejder og giver OSCE's mission i Skopje og indenrigsministeriet alt relevant konstruktionsdesignmateriale og sikrer, at det koordineres og godkendes af alle nationale lovgivningsmyndigheder og overholder OSCE's regler og procedurer.
3.1.5.2. Sikkerhedsopgraderinger
OSCE's mission i Skopje udarbejder det påkrævede materiale med henblik på et åbent udbud og gennemfører udbuddet for bygge- og anlægsarbejdet og leveringen af IT-sikkerhedsudstyr i overensstemmelse med OSCE's regler og bestemmelser. Den valgte leverandør gennemfører sikkerhedsforanstaltningerne i overensstemmelse med det godkendte konstruktionsdesign. Projektgennemførelsesteamet tilrettelægger overvågning af og teknisk tilsyn med gennemførelsen af sikkerhedsforanstaltningerne og kontrol af, at de overholder de relevante tekniske krav.
3.1.5.3. Udvikling af SOP'er til håndtering af tjenestevåben og ammunition
Projektgennemførelsesteamet opretter en arbejdsgruppe, der består af repræsentanter fra OSCE og de relevante afdelinger i indenrigsministeriet, herunder SALW-kontaktpunktet, afdelingen for udnyttelse, kryptologi og CCTV, afdelingen for byggeledelse, den juridiske afdeling, sektoren for grænseanliggender og migration og kontoret for offentlig sikkerhed. Arbejdsgruppen holder fire møder vedrørende udarbejdelsen af SOP'er og støttes af en national og en international ekspert. SOP'erne yder råd og vejledning til indenrigsministeriets personale i brug af de nye tekniske værktøjer og IT-værktøjerne på en standardiseret måde.
3.1.5.4. Uddannelse
Projektgennemførelsesteamet vil styre udarbejdelsen af en kursushåndbog om de nye SOP'er, herunder ansættelse af en ekspert med henblik på udarbejdelse, trykning og formidling heraf til det relevante personale i indenrigsministeriet og oversættelse til engelsk. Engelske udgaver vil blive formidlet til OSCE's øvrige feltoperationer samt til OSCE's sekretariat for at sikre synlighed og materiale til senere brug.
Projektgennemførelsesteamet vil tilrettelægge et kursus i uddannelse af undervisere for 30 udvalgte repræsentanter fra fire regionale centre for grænseanliggender og otte sektorer for indre anliggender med henblik på at øge deres viden om brugen af nye sikkerheds- og IT-systemer i de istandsatte lagerrum. Efterfølgende vil de uddannede undervisere tilbyde landsdækkende kurser i deres respektive regionale centre og sektorer og dermed sikre, at aktiviteten er bæredygtig.
3.1.5.5. Unionens synlighed
Målet med de synlighedsfremmende aktiviteter vil være at gøre opmærksom på Unionens støtte til at mindske risiciene for spredning af våben og ammunition gennem de aktiviteter, der gennemføres af OSCE. Synlighedsfremmende begivenheder vil fokusere på at skabe øget bevidsthed blandt udvalgte målgrupper samt i den brede offentlighed om gennemførelsen af specifikke aktiviteter inden for dette projekt, deres indvirkning på mindskelsen af truslen fra ukontrolleret spredning og den overordnede stabilitet i regionen. De synlighedsfremmende aktiviteter vil følge en projektplan for synlighed. Det påtænkes at udarbejde flere typer synlighedsfremmende materiale for at fremlægge projektresultaterne for målgrupperne. De vil omfatte roll-up-bannere, bannere, foldere, fotomaterialer, videomateriale samt promovering af resultaterne ved synlighedsfremmende begivenheder.
3.2. Projekt 2: Bortskaffelse af overskydende ammunition i Georgien
3.2.1. Mål
At støtte processen med at forbedre lagerforvaltningen for ammunition i Georgien gennem bortskaffelse af 461 ton overskydende ammunition.
3.2.2. Beskrivelse
I 2016 anmodede Georgien om bistand til bortskaffelse af 461 ton overskydende konventionel ammunition i overensstemmelse med programmet for demilitariseringsarbejde med udtjent, afskrevet og forældet ammunition på militærbaser i Georgien (»programmet«). Som opfølgning af OSCE's projekter, der blev gennemført i 2007, 2011-2012 og 2014-2016, vil OSCE's sekretariat støtte Georgien i dets bestræbelser på at øge sin kapacitet til lagerforvaltning for ammunition.
3.2.3. Forventede resultater
Resultat 1: Mindskelse af tilgængelig overskydende konventionel ammunition på en sikker og miljøvenlig måde.
Indikatorer:
|
— |
Bortskaffelse af 461 ton overskydende ammunition |
|
— |
Underskrivelse af en partneraftale om gennemførelse |
|
— |
Rekruttering af personale til projektet |
|
— |
Udvikling af et kvalitetssikringsprogram |
|
— |
Udarbejdelse af kvartalsvise statusrapporter |
|
— |
Udarbejdelse af kvartalsvise miljørapporter |
3.2.4. Projektgennemførelsesteam
Projektgennemførelsesteamet vil bestå af en projektleder, en projektassistent, en lokal konsulent og to internationale konsulenter. Projektlederen vil være en tjenestemand fra OSCE i en stilling, der er omfattet af en eksisterende ansættelseskontrakt. Projektassistenten, den lokale konsulent og de internationale konsulenter vil blive tilbudt en ansættelseskontrakt efter OSCE's eksisterende regler og bestemmelser. Projektgennemførelsesteamet vil være ansvarligt for at fastsætte de retlige rammer, overvågnings- og kontrolrammerne med henblik på effektiv opnåelse af projektresultaterne og gennemførelse af et kvalitetssikringsprogram.
3.2.5. Gennemførelsespartner
Georgien har overdraget ansvaret for gennemførelsen af programmets aktiviteter til det statslige militære videnskabstekniske center (»Delta«). Delta har eneret i Georgien til aktiviteter vedrørende demilitarisering og destruktion af ammunition, som blev indrømmet ved dekret nr. 321 udstedt af Georgiens forsvarsminister i 2005. Siden da har Delta været gennemførelsespartner som underleverandør til alle internationale organisationer, der er involveret i at støtte bortskaffelsesaktiviteter, herunder NATO, UNDP og OSCE. Med støtte fra OSCE afsluttede Delta således i 2016 et projekt vedrørende bortskaffelse af 620 ton flyraketter, bomber og artillerigranater.
3.2.6. Aktiviteter
3.2.6.1. Bortskaffelse af overskydende ammunition
Delta har foretaget undersøgelser af den ammunition, der skal bortskaffes, og udarbejdet teknologier, instruktioner og dokumentation vedrørende bortskaffelsesprocessen. Desuden har Delta påbegyndt processen med transport af 340 tons overskydende bomber fra deres oplagringssted til bortskaffelsesanlægget i Phonichala, sørget for uddannelse til projektpersonalet og iværksat demonteringsprocessen. Sprængkomponenterne vil blive bortskaffet ved sprængning i åben mine på skydebanen på militærbasen i Vaziani. Bortskaffelsen af 121 ton artillerigranater vil finde sted på anlægget i Dedoplitskaro. Delta overvåger de miljømæssige virkninger af bortskaffelsesoperationer ved at tage månedlige prøver.
3.2.6.2. Unionens synlighed
De synlighedsfremmende aktiviteter vil fokusere på at skabe øget bevidsthed blandt udvalgte målgrupper samt i den brede offentlighed om gennemførelsen af operationer til bortskaffelse af ammunition og deres indvirkning i forbindelse med at øge kapaciteten til lagerforvaltning i Georgien.
4. Støttemodtagere
Projektets direkte støttemodtagere er de nationale institutioner i den tidligere jugoslaviske republik Makedonien og Georgien, der er ansvarlige for SALW samt ammunitionssikkerhed og -forvaltning. Projektaktiviteterne efterkommer de nationale strategier vedrørende SALW og ammunition og er bragt i overensstemmelse med begge landes internationale tilsagn. Befolkningen i begge lande, befolkningen i Sydøsteuropa, Sydkaukasus og Unionen, der risikerer at blive udsat for fare fra spredning af SALW og ammunition, vil også få indirekte gavn af projektaktiviteterne.
5. Varighed
Den samlede forventede varighed af projekterne er 36 måneder.
6. Teknisk gennemførelsesinstans
Den overordnede tekniske gennemførelse af denne afgørelse varetages af OSCE's sekretariat.
7. Styringskomitéen
Styringskomitéen for dette projekt består af en repræsentant for HR og for gennemførelsesinstansen, jf. punkt 6 i bilaget. Styringskomitéen fører regelmæssigt, mindst hvert halve år, tilsyn med gennemførelsen af denne afgørelse, bl.a. ved hjælp af elektroniske kommunikationsmidler.
8. Rapportering
OSCE's sekretariat vil hvert kvartal forelægge beskrivende rapporter for at gennemgå fremskridt hen imod opfyldelse af projektresultaterne. OSCE's sekretariat vil hvert år forelægge beskrivende og finansielle rapporter samt en endelig rapport inden for seks måneder efter udløbet af gennemførelsesperioden.
9. Samlede anslåede omkostninger i forbindelse med projekterne og Unionens finansielle bidrag
De samlede anslåede omkostninger i forbindelse med projekterne beløber sig til 1 353 878,52 EUR.