Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
T. ĆAPETA
fremsat den 10. september 2026 (1)
Sag C-38/25 P, C-48/25 P, C-54/25 P og C-55/25 P
Europa-Kommissionen
mod
Aloe Vera of Europe BV (sag C-38/25 P)
Aboca SpA Soc. agr.,
Coswell SpA,
Associação portuguesa de suplementos alimentares (Apard) (sag C-48/25 P)
Ortis SA (sag C-54/25 P)
Syndicat national des compléments alimentaires (Synadiet),
Asociación Española de Fabricantes de Preparados alimenticios especiales, dietéticos y plantas medicinales (Afepadi),
Be-Sup Asbl,
Fitoform SAS,
Laboratoires Diététique et Santé SASU,
Laboratoires Forte Pharma S.A.M,
Laboratoires Ilapharm SAS,
Laboratoires Ineldea SAS,
Laboratoires Juva Santé SASU,
Laboratoire Pionneau SAS,
Laboratoires Super Diet SASU,
Laboratoires Vitarmonyl SARL,
La Source SARLU,
Les Trois Chênes SA,
Naturenvie SAS,
Noria Distribution SAS,
Pharmanager Ingrédients SAS,
Plantex SASU,
Santé Verte SAS,
Thera-Sana SASU,
Vitamins SAS,
V.S. Vecteur Santé Laboratoires (sag C-55/25 P)
» Appel – forbrugerbeskyttelse – forordning (EF) nr. 1925/2006 – artikel 8 – stoffer, der er forbudt, underlagt begrænsninger eller under EU-overvågning – forordning (EU) 2021/468 – forbud mod »præparater« af dele af plantearter, der indeholder hydroxyantracenderivater – betingelser vedrørende proceduren for forbud mod stoffer, begrænsning af anvendelsen af dem eller EU-overvågning heraf «
I. Indledning
1. Hvis risiciene i forbindelse med en ingrediens overskygger dens kulinariske værdi, er det på tide at genoverveje opskriften.
2. I henhold til artikel 8 i forordning (EF) nr. 1925/2006 (herefter »forordningen om tilsætningsstoffer«) (2) har Kommissionen i det væsentlige til opgave at identificere disse risici og at afgøre, om og i hvilket omfang det er nødvendigt at regulere og i givet fald forbyde tilsætningen af bestemte stoffer og ingredienser til fødevarer af hensyn til folkesundheden.
3. De foreliggende appeller vedrører fire domme afsagt af Retten (3). Ved disse domme annullerede Retten forordning (EU) 2021/468 (herefter »den omtvistede forordning«) (4), for så vidt som den af hensyn til folkesundheden forbød eller krævede overvågning af tilsætningen til fødevarer af en række stoffer og »præparater« af plantearter, herunder Aloe, der indeholder hydroxyantracenderivater.
4. Europa-Kommissionen har iværksat appel til prøvelse af disse domme, idet den i det væsentlige har gjort gældende, at Retten foretog en urigtig fortolkning af kravene og den underliggende procedure vedrørende artikel 8 i forordningen om tilsætningsstoffer.
II. Den retlige og faktiske baggrund for de foreliggende appeller
A. Forordningen om tilsætningsstoffer
5. En af fødevarers grundlæggende funktioner er at sørge for den næring, der er nødvendig for vækst, udvikling og bevarelse af et godt helbred. For at opnå dette skal fødevarer være sikre. EU-lovgiver har derfor vedtaget en række omfattende EU-forordninger vedrørende fødevarers ernærings- og sundhedsværdi samt præsentationsmåder og reklame herfor (5).
6. Forordningen om tilsætningsstoffer indgår i denne ramme. Det forklares i denne forordning, at næringsstoffer og andre ingredienser tilsættes til fødevarer eller anvendes i fremstillingen af fødevarer enten på frivillig basis eller obligatorisk og med forskellige formål (6). Med henblik på at lette den frie bevægelighed for disse fødevarer inden for det indre marked sigter denne forordning derfor mod at harmonisere indbyrdes forskellige nationale bestemmelser om tilsætning af vitaminer, mineraler og andre stoffer (7).
7. Forordningen om tilsætningsstoffer har imidlertid også til formål at sikre et højt niveau for beskyttelse af forbrugernes sundhed (8). Den sigter i denne forbindelse mod at garantere, at stoffer, der tilsættes fødevarer, er sikre (9).
8. I begrundelsen for forordningen om tilsætningsstoffer lægges der særlig vægt på dette sikkerhedsaspekt, når der tilsættes »andre stoffer og ingredienser end vitaminer og mineraler« på en »innovativ måde«. Deres anvendelse »giver […] i stadig stigende omfang anledning til bekymring[, hvilket] i vid udstrækning [skyldes], at de foreliggende videnskabelige data ikke er tilstrækkeligt grundlag for at udelukke, at anvendelsen af dem i store mængder – ofte langt større end de mængder, hvori disse stoffer ville blive indtaget i en normal kost – er forbundet med en sundhedsrisiko« (10).
9. På denne baggrund forklares det i forordningen om tilsætningsstoffer, at selv om »[e]n normal, varieret kost indeholder mange ingredienser, og disse indeholder mange stoffer[, hvis indtag] […] ikke [vil] give anledning til bekymring og [ikke] behøver […] at blive reguleret« (11), »kan [der] anvendes en lang række næringsstoffer og andre ingredienser ved fremstillingen af fødevarer, bl.a. vitaminer, mineraler, herunder sporstoffer, aminosyrer, essentielle fedtsyrer, fibre samt diverse planter og urteekstrakter« (12). Imidlertid »[tilsættes] [v]isse andre stoffer end vitaminer og mineraler eller ingredienser, der indeholder dem, fødevarer som ekstrakter eller koncentrater, hvilket kan føre til indtag, der er betydeligt højere end de mængder, der ville blive indtaget gennem en sund og varieret kost. Der er i nogle tilfælde rejst alvorlig tvivl om, hvorvidt en sådan praksis er risikofri, og fordelene herved er uklare[, hvorfor] [d]et […] i sådanne tilfælde [er] hensigtsmæssigt, at ledere af fødevarevirksomheder, som er ansvarlige for sikkerheden af de fødevarer, de markedsfører, pålægges bevisbyrden for fødevarernes sikkerhed« (13).
10. Der er fastsat to særskilte rammer, som skal sikre dette, i forordningen.
11. Den første ramme vedrører krav i forbindelse med, begrænsninger af og betingelser for tilsætningen af vitaminer og mineraler til fødevarer. Den er indeholdt i artikel 3-7 i forordningen om tilsætningsstoffer. Disse bestemmelser indeholder en positivliste over de typer af vitaminer og mineraler, der må tilsættes til fødevarer, og de former, som disse vitaminer og mineraler må antage (14), samt visse begrænsninger (15) og krav (16) vedrørende deres tilsætning til fødevarer.
12. Den anden ramme omhandler tilsætning af andre stoffer end vitaminer og mineraler. Det er denne ramme, som er fastsat i artikel 8 i forordningen om tilsætningsstoffer, der er relevant for de foreliggende appeller.
13. Det fremgår af denne forordnings artikel 8, stk. 1, at den procedure, der er fastsat i denne artikel, »iværksættes, hvis et andet stof end et vitamin eller et mineral eller en ingrediens, der indeholder et andet stof end et vitamin eller et mineral, tilsættes til fødevarer eller anvendes i fremstillingen af fødevarer på en måde, som medfører indtag af dette stof i mængder, der langt overstiger de mængder, som under normale omstændigheder med rimelighed kan forventes at blive indtaget gennem en afbalanceret og varieret kost, og/eller som på anden måde udgør en potentiel risiko for forbrugerne« (17).
14. Det fremgår med andre ord af artikel 8, stk. 1, at den omhandlede procedure tages i brug i tre situationer: i) når der indtages fødevarer, som er beriget med andre stoffer end vitaminer og mineraler i mængder, der »langt overstiger«, hvad der normalt indtages, ii) når der forekommer et sådant indtag, og det pågældende indtag udgør en potentiel fødevaresikkerhedsrisiko for forbrugerne, eller iii) når indtaget af et stof, uanset mængden, kan udgøre en potentiel fødevaresikkerhedsrisiko for forbrugerne.
15. Når en af disse situationer er til stede, har Kommissionen ifølge artikel 8, stk. 2, i forordningen om tilsætningsstoffer beføjelse til at anmode Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) om en vurdering af »de tilgængelige oplysninger« vedrørende tilsætning af disse andre stoffer til fødevarer eller anvendelse heraf i fremstillingen af fødevarer og til om nødvendigt at anføre stoffet i bilag III hertil. Dette bilag består af del A (»Forbudte stoffer«), del B (»Stoffer, hvis anvendelse er underlagt begrænsninger«) og del C (»Stoffer, der er genstand for [EU-]overvågning«). De krav, der gælder for stoffets eller ingrediensens anførelse i bilag III, er beskrevet således i forordningens artikel 8, stk. 2, litra a) og b):
»a) [hvis] der er konstateret sundhedsskadelige virkninger, skal stoffet og/eller den ingrediens, der indeholder stoffet:
i) enten anføres i bilag III, del A, og tilsætning heraf til fødevarer eller anvendelse heraf i fremstillingen af fødevarer forbydes
ii) eller anføres i bilag III, del B, og tilsætning heraf til fødevarer eller anvendelse heraf i fremstillingen af fødevarer må kun ske på de deri fastsatte betingelser
b) [hvis] det er konstateret, at der er mulighed for sundhedsskadelige virkninger, men der fortsat er videnskabelig usikkerhed herom, skal stoffet anføres i bilag III, del C.«
16. Kommissionen kan indlede den ovennævnte procedure på eget initiativ eller på grundlag af oplysninger, den modtager fra medlemsstaterne (18).
B. De begivenheder, der førte til den omtvistede forordning
17. Hydroxyantracenderivater udgør en kategori af kemikalier med heterogen og forskellig struktur (19). De anvendes i vid udstrækning i kosttilskud og plantelægemidler på grund af deres afførende virkning (20).
18. Ifølge Retten forekommer hydroxyantracenderivater naturligt i forskellige plantearter, heriblandt visse Aloe-arter samt visse frugter og grøntsager (21).
19. I Aloe-arter (22) findes hydroxyantracenderivater »hovedsageligt i aloe-latexen, som er det eksudat, der findes mellem bladets indre, dvs. det klare og centrale parenchymatøse væv i aloe-bladet, og skrællen« (23).
20. Den 29. juni 2016 indledte Kommissionen på eget initiativ, efter at medlemsstaterne havde udtrykt betænkeligheder, proceduren i artikel 8 i forordningen om tilsætningsstoffer, idet den anmodede EFSA om at vurdere de tilgængelige oplysninger vedrørende sikkerheden ved anvendelsen af hydroxyantracenderivater fra samtlige fødevarekilder. Kommissionen opfordrede ligeledes EFSA til at anbefale et dagligt indtag af hydroxyantracenderivater, der ikke giver anledning til betænkeligheder vedrørende mulige sundhedsskadelige virkninger for den almindelige befolkning og, hvor det er relevant, for sårbare befolkningsgrupper (24).
21. EFSA vedtog den 22. november 2017 EFSA’s udtalelse fra 2017 med overskriften »Safety of hydroxyanthracene derivatives for use in food«. EFSA konkluderede på grundlag af alle tilgængelige data, at hydroxyantracenderivater »bør anses for at være genotoksiske og kræftfremkaldende« (25), og at EFSA »ikke har været i stand til at anbefale et dagligt indtag af hydroxyantracenderivater, der ikke giver anledning til betænkeligheder vedrørende sundhedsskadelige virkninger« (26).
22. Ifølge sagsakterne er EFSA nemlig efter egen opfattelse ikke i stand til at fastsætte et sikkert dagligt indtag af hydroxyantracenderivater, eftersom der, når der foreligger betænkeligheder med hensyn til genotoksicitet, ikke findes noget niveau, hvorunder eksponering for genotoksiske stoffer kan anses for sikker, eftersom selv den laveste eksponering udgør en risiko (27). Det anses derfor »ikke for hensigtsmæssigt at fastsætte sundhedsbaserede vejledende værdier« (28).
23. I lyset af EFSA’s udtalelse vedtog Kommissionen den omtvistede forordning den 18. marts 2021.
24. Kommissionen har i den relevante del af denne forordning forklaret, at EFSA »fandt, at det er blevet påvist, at hydroxyantracenderivaterne aloe-emodin og emodin og det strukturelt beslægtede stof danthron er genotoksiske in vitro. Det er desuden blevet påvist, at aloe-ekstrakter er genotoksiske in vitro, sandsynligvis på grund af hydroxyantracenderivater, der findes i ekstraktet. Endvidere blev det påvist, at aloe-emodin er genotoksisk in vivo. Det blev påvist, at aloe-ekstraktet af hele blade og den strukturelle analog danthron er kræftfremkaldende« (29). Kommissionen konkluderede således, at i betragtning af »de alvorlige sundhedsskadelige virkninger, der er forbundet med brugen af aloe-emodin, emodin, danthron og aloe-ekstrakter, der indeholder hydroxyantracenderivater, i fødevarer, og af, at der ikke kan fastsættes et dagligt indtag af hydroxyantracenderivater, der ikke giver anledning til betænkeligheder vedrørende menneskers sundhed, bør sådanne stoffer forbydes« (30). Hertil kommer, at »[d]a der er mulighed for sundhedsskadelige virkninger i forbindelse med brug af Rheum, Cassia og Rhamnus og præparater heraf i fødevarer, men der er videnskabelig usikkerhed om, hvorvidt sådanne præparater indeholder de stoffer, der er opført i del A i bilag III til [forordningen om tilsætningsstoffer], bør sådanne stoffer underkastes en EU-overvågning, og de bør derfor optages i del C i bilag III« til denne forordning (31).
25. I henhold til den omtvistede forordnings artikel 1, nr. 1), foretog Kommissionen derfor følgende ændringer i bilag III til forordningen om tilsætningsstoffer: I del A tilføjedes »Aloe-emodin og alle præparater, hvor dette stof forekommer«, »Emodin og alle præparater, hvor dette stof forekommer«, »Præparater af blade af Aloe-arter, der indeholder hydroxyantracenderivater«, og »Danthron og alle præparater, hvor dette stof forekommer«.
26. I henhold til den omtvistede forordnings artikel 1, nr. 2), tilføjede Kommissionen ligeledes »Præparater af rødder eller jordstængler af Rheum palmatum L., Rheum officinale Baillon og hybrider heraf, der indeholder hydroxyantracenderivater«, »Præparater af blade eller frugter af Cassia senna L., der indeholder hydroxyantracenderivater«, »Præparater af bark af Rhamnus frangula L., Rhamnus purshiana DC., der indeholder hydroxyantracenderivater«, i del C i forordningen om tilsætningsstoffer.
C. Retsforhandlingerne for Retten
27. Mellem den 10. april og den 27. maj 2021 anlagde Aloe Vera of Europe BV (i sag T-189/21), Ortis (i sag T-271/21), Syndicat national des compléments alimentaires (Synadiet) m.fl. (i sag T-274/21), Aboca, Coswell og Apard (i sag T-302/21), der alle er producenter eller repræsentanter for producenter, som markedsfører produkter, der indeholder stoffer fra plantearter, der indeholder hydroxyantracenderivater, søgsmål med påstand om annullation af den omtvistede forordning.
28. Den 13. november 2024 afsagde Retten de appellerede domme, hvorved sagsøgerne i første instans fik medhold for så angik den hævdede tilsidesættelse af kravene i artikel 8, stk. 1 og 2, i forordningen om tilsætningsstoffer. Retten tog ikke stilling til de øvrige anbringender, som disse parter havde fremsat.
29. Med hensyn til dommene i sag T-302/21, T-271/21 og T-274/21 fastslog Retten, at artikel 8 i forordningen om tilsætningsstoffer ikke gjorde det muligt at tilføje »præparater« på listerne i del A og C i bilag III til denne forordning (32). Derudover fastslog Retten med hensyn til dom T-189/21, T-302/21, T-271/21 og T-274/21 også, at Kommissionen med urette havde undladt at fastsætte en risikotærskel for at forbyde tilsætning til fødevarer eller anvendelse i fremstillingen af fødevarer af stoffer, der indeholder hydroxyantracenderivater, i overensstemmelse med artikel 8, stk. 1 og 2, i forordningen om tilsætningsstoffer (33).
30. Retten annullerede som følge heraf de relevante dele af den omtvistede forordning.
D. Retsforhandlingerne for Domstolen
31. I de fire appelsager har Kommissionen nedlagt påstand om, at Domstolen ophæver de appellerede domme og træffer endelig afgørelse i hver sag, idet Kommissionen frifindes i henhold til artikel 61 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, eller subsidiært, at sagerne hjemvises til Retten, med henblik på at denne tager stilling til de endnu ikke behandlede anbringender, og at de sagsøgte i første instans tilpligtes at betale sagsomkostningerne, eller afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes, hvis sagen hjemvises til Retten.
32. Kommissionen støttes i denne henseende af EFSA, der har fået tilladelse til at intervenere i hver appelsag (34).
33. Der er ikke blevet afholdt mundtlig forhandling.
III. Bedømmelse
34. Mit forslag til afgørelse er opbygget på følgende måde. Jeg vil først behandle argumentet om, at Retten med urette fastslog, at artikel 8 i forordningen om tilsætningsstoffer ikke gør det muligt at anføre »præparater« af andre stoffer end vitaminer og mineraler på listerne i bilag III til denne forordning (afsnit A). Dernæst vil jeg undersøge argumentet om, at de betingelser, der ligger til grund for denne forordnings artikel 8, stk. 1 og 2, ikke skal forstås kumulativt, hvilket indebærer, at Kommissionen burde have fastsat en risikotærskel for tilsætning af stoffer, der indeholder hydroxyantracenderivater, til fødevarer eller anvendelse heraf i fremstillingen af fødevarer (afsnit B). Jeg vil endelig undersøge argumentet om manglende begrundelse og Rettens overskridelse af grænserne for dens prøvelsesret (afsnit C).
A. Anbringendet om anførelse af »præparater«, der indeholder andre stoffer end vitaminer og mineraler, i bilag III til forordningen om tilsætningsstoffer
35. Med det første appelanbringende i sag C-48/25 P, C-54/25 P og C-55/25 P har Kommissionen anfægtet Rettens konklusion om, at begrebet »præparater« ikke er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 8 i forordningen om tilsætningsstoffer. Retten fastslog i dommene i sag T-302/21, T-271/21 og T-274/21, at der i artikel 8 i forordningen om tilsætningsstoffer alene henvises til begreberne »stoffer«, »ingredienser« og »ingrediens, der indeholder [dette] stof«. Den bemærkede således, at det i henhold til artikel 8, stk. 2, litra a), nr. i), i forordningen om tilsætningsstoffer kun er tilsætning til eller anvendelse i fremstillingen af fødevarer af et »stof« eller en »ingrediens, der indeholder [dette] stof«, der kan forbydes ved anførelse i del A i bilag III til denne forordning. Retten fandt imidlertid, at begrebet »præparater« har en bredere rækkevidde end begge disse begreber. Den bemærkede ligeledes, at eftersom der i forordningens artikel 8, stk. 2, litra b), kun henvises til »stoffer« og ikke til »ingredienser«, må denne bestemmelses anvendelsesområde være mere begrænset end denne forordnings artikel 8, stk. 2, litra a), nr. i). Som følge heraf kan kun »stoffer«, for hvilke det er konstateret, at der er mulighed for sundhedsskadelige virkninger, men der foreligger usikkerhed herom, tilføjes i del C i bilag III. På grundlag af disse fortolkninger konkluderede Retten, at begrebet »præparater« ikke henhører under et af begreberne »stoffer« eller »ingredienser«, at det ikke kan erstatte et af disse begreber, og at Kommissionen derfor ikke kunne påberåbe sig disse bestemmelser med henblik på at vedtage ændringerne af del A og C i denne forordning ved den omtvistede forordnings artikel 1, nr. 1), og artikel 1, nr. 2).
36. Kommissionen har, støttet af EFSA, anfægtet denne konklusion. Disse parter har gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, idet den konkluderede, at begrebet »præparater« har en bredere rækkevidde end artikel 8, stk. 2, i forordningen om tilsætningsstoffer, dvs. at det ikke henhører under begreberne »stoffer« eller »ingredienser«. Rettens ræsonnement er ikke i overensstemmelse med ordlyden af, sammenhængen for og formålet med den procedure, der er fastsat i forordningens artikel 8, og er heller ikke egnet til at sikre forordningens overordnede effektivitet.
37. De indstævnte har anfægtet denne argumentation og støttet Rettens ræsonnement.
38. Jeg er enig med Kommissionen og EFSA.
39. Det fremgår af ordlyden af artikel 8, stk. 1, i forordningen om tilsætningsstoffer, at der i denne artikel sigtes til omstændigheder, hvor »et andet stof end et vitamin eller et mineral eller en ingrediens, der indeholder et andet stof end et vitamin eller et mineral, tilsættes til fødevarer eller anvendes i fremstillingen [heraf]«.
40. Det var først og fremmest ud fra en ordlydsfortolkning af denne bestemmelse, at Retten fastslog, at den deri fastsatte procedure ikke finder anvendelse på tilsætning af »præparater« af stoffer, der indeholder hydroxyantracenderivater.
41. Jeg har forståelse for Rettens frustration over denne terminologi. Ordet »præparater« findes ikke i artikel 8 i forordningen om tilsætningsstoffer og optræder heller ikke andetsteds i denne forordning. Afhængig af hvordan dette ord fortolkes, kan dets anvendelse forstås således, at det rækker ud over denne forordnings anvendelsesområde. Det forklares ikke i sagsakterne, hvorfor Kommissionen alligevel anså det for nødvendigt at anvende denne terminologi i en gennemførelsesforordnings dispositive del og dermed risikerede, at den påtænkte regulerings anvendelsesområde blev misforstået.
42. Kommissionen og EFSA er ikke kommet med nogen overbevisende forklaring herpå. F.eks. er den omstændighed, at EFSA i en vejledning fra 2009 (35), der ikke er knyttet til den foreliggende sag, anvender begrebet »præparater« i stedet for »stoffer« eller »ingredienser« for at nuancere sine analyser (hvilket EFSA har enhver ret til at gøre), uden tvivl nyttig for forståelsen af den sammenhæng, hvori dette udtryk anvendes. Dette har imidlertid ingen indflydelse på rækkevidden af eller den anvendte terminologi i en trinhøjere EU-retsakt.
43. Det må heller ikke glemmes, at alle EU-institutionernes retsakter generelt formodes at være gyldige (36). Dette betyder, at disse retsakter i videst muligt omfang skal fortolkes således, at denne formodning ikke drages i tvivl. Dette indebærer efter min opfattelse også, at den blotte anvendelse af et udtryk i en gennemførelsesretsakts dispositive del, som ellers ikke anvendes i basisretsakten, ikke i sig selv kan afkræfte denne formodning.
44. Dette gælder så meget desto mere, når Kommissionen og EFSA, som det er tilfældet i den foreliggende sag, både for Retten og for Domstolen har gjort gældende, at begrebet »præparater« som omhandlet i den omtvistede forordning bør forstås således, at det omfatter alle inputmaterialer i en fremstillingsproces, som indeholder det stof, for hvilket der er konstateret skadelige virkninger.
45. Både Kommissionen og EFSA har med andre ord pointeret, at den omtvistede forordning med begrebet »præparater« sigtede til et forbudt stofs indirekte tilsætning til fødevarer eller anvendelse i fremstillingen heraf.
46. Ifølge disse parter er anvendelsesområdet for eller formålet med artikel 8 i forordningen om tilsætningsstoffer ikke til hinder for en sådan fortolkning. De har fremhævet, at Retten i forbindelse med sin ordlydsfortolkning af denne bestemmelse undlod at tage hensyn ikke bare til andre formuleringer i bestemmelsen såsom udtrykkene »tilsættes til fødevarer« og »anvendes i fremstillingen af fødevarer«, men også til den omstændighed, at begrebet »ingredienser«, alt efter hvordan det fortolkes, kan omfatte forskellige former for indirekte tilsætning til fødevarer eller anvendelse i fremstillingen af fødevarer af stoffer, for hvilke der er konstateret skadelige virkninger.
47. Efter min opfattelse vil en fortolkning, hvorefter begrebet »ingredienser« forstås som de forskellige former for og måder til indirekte tilsætning af et skadeligt stof til fødevarer, reelt være bedst egnet til at bevare funktionen af artikel 8 i forordningen om tilsætningsstoffer.
48. Som jeg har forklaret, er formålet med denne forordning at fastlægge en ramme for kontrol af en »lang række næringsstoffer og andre ingredienser ved fremstillingen af fødevarer« (37), hvis frivillige tilsætning kan give anledning til bekymring for forbrugernes sundhed (38).
49. Dette sker for andre stoffer end vitaminer og mineraler i artikel 8 i forordningen om tilsætningsstoffer (39).
50. Det har ingen betydning for opnåelsen af dette mål, om det nævnte stof optræder i ren form eller er et resultat af tidligere processer og indgår direkte eller indirekte som et »præparat«, en blanding eller en ingrediens, forudsat at det tilsættes på frivillig basis til fødevarer eller anvendes i fremstillingen af fødevarer.
51. Som EFSA har forklaret, er det nemlig afgørende, at der tilsættes et skadeligt stof, uanset hvordan denne tilsætning finder sted. Hvis den ramme, der er fastsat i denne forordnings artikel 8, skal blive en succes, kræver det dybest set, at Kommissionens er i stand til at regulere denne tilsætning for så vidt angår potentielt skadelige stoffer.
52. Artikel 8 i forordningen om tilsætningsstoffer skal som følge heraf kunne omfatte de forskellige former, som et sådant stof kan antage, og de forskellige måder, hvorpå dette stof kan tilsættes til fødevarer eller anvendes i fremstillingen af fødevarer.
53. En anden fortolkning såsom den af Retten anlagte kan føre til en situation, hvor Kommissionen faktisk kan regulere den direkte tilsætning af f.eks. aloe-emodin, emodin eller danthron til fødevarer, men ikke den indirekte tilsætning af sådanne stoffer, når de allerede indgår i et præparat, inden de tilsættes til fødevarer eller anvendes i fremstillingen heraf. Jeg kan ikke se, hvorfor dette skulle være logisk eller i overensstemmelse med formålet om at beskytte forbrugerne mod skadelige fødevaretilsætninger.
54. En sådan fortolkning ville desuden medføre, at udtrykket »ingrediens« som omhandlet i artikel 8 i forordningen om tilsætningsstoffer mistede sin praktiske virkning i denne bestemmelse.
55. Uanset om et stof tilsættes direkte til fødevarer eller anvendes i fremstillingen heraf eller først blandes med andre stoffer, inden det tilsættes til fødevarer eller anvendes i fremstillingen heraf, skal den procedure, der er fastsat i forordningens artikel 8, derfor kunne omfatte det.
56. Den samme logik må nødvendigvis også gælde for artikel 8, stk. 2, litra b), i forordningen om tilsætningsstoffer.
57. Det er korrekt, at der – som nævnt af de indstævnte og i de appellerede domme – i denne bestemmelse kun henvises til begrebet »stoffer« og ikke også til begrebet »ingredienser«. På dette grundlag er det blevet hævdet, at artikel 8, stk. 2, litra b), i forordningen om tilsætningsstoffer kun gør det muligt at iværksætte EU-overvågning af stoffer, der tilsættes direkte til fødevarer eller anvendes i fremstillingen heraf. Som jeg har forklaret, ville det imidlertid, henset til det formål, der som helhed forfølges med artikel 8 i forordningen om tilsætningsstoffer, være ulogisk at begrænse denne proces i overensstemmelse hermed og at udelukke muligheden for at iværksætte overvågning af indirekte tilsætning af stoffer, for hvilke der er konstateret mulige sundhedsskadelige virkninger, men der fortsat er videnskabelig usikkerhed herom.
58. Den modsatte fortolkning giver heller ingen mening, hvis den ses i sammenhæng med selve artikel 8: I henhold til hasteproceduren i denne artikels stk. 5 kan Kommissionen overføre »stoffet« fra del C i bilag III til del A eller B. For at der i særligt hastende tilfælde kan foretages en sådan overførsel af »ingredienser«, skal del C som følge heraf også kunne indbefatte »ingredienser«. Dette betyder, at denne forordnings artikel 8, stk. 2, litra b), skal fortolkes således, at den også omfatter optagelsen af »ingredienser« i del C i bilag III til denne forordning. Selv om indstævntes argumentation ikke er ny (40), er den under alle omstændigheder ikke til hinder for, at Kommissionen regulerer tilsætning til fødevarer af stoffer, der kan være skadelige for menneskers sundhed.
59. Overført på omstændighederne i den foreliggende sag betyder dette, at intet i forordningen om tilsætningsstoffer er til hinder for, at begreberne »stoffer« og »ingredienser« i forordningens artikel 8 fortolkes således, at der henvises til indirekte tilsætning af andre stoffer end vitaminer og mineraler til fødevarer eller til anvendelsen af disse stoffer som »præparater« i fremstillingen af fødevarer. Retten begik derfor en fejl, da den fortolkede denne bestemmelse således, at den ikke omfatter et sådant scenarie, og da den annullerede de relevante dele af den omtvistede forordning på bl.a. dette grundlag.
60. Henset til det ovenfor anførte foreslår jeg, at Domstolen tager Kommissionens første appelanbringende i sag C-48/25 P, C-54/25 P og C-55/25 P til følge.
B. Appelanbringender om de betingelser, der ligger til grund for artikel 8, stk. 1 og 2, i forordningen om tilsætningsstoffer
61. I de appellerede domme fortolkede Retten artikel 8, stk. 1 og 2, i forordningen om tilsætningsstoffer således, at der heri fastsættes to kumulative betingelser for, at Kommissionen er i stand til at forbyde tilsætning til fødevarer eller anvendelse i fremstillingen af fødevarer af et stof eller en ingrediens, nemlig for det første at tilsætningen medfører indtag af det omhandlede stof i mængder, der langt overstiger de mængder, som under normale omstændigheder med rimelighed kan forventes at blive indtaget gennem en afbalanceret og varieret kost, og/eller som på anden måde udgør en potentiel risiko for forbrugerne (artikel 8, stk. 1), og for det andet, at der er konstateret sundhedsskadelige virkninger (artikel 8, stk. 2). På dette grundlag annullerede Retten de relevante dele af den omtvistede forordning efter at have konkluderet, at Kommissionen ikke havde fastsat nogen tærskel for mængden af hydroxyantracenderivater i en afbalanceret og varieret kost som krævet i denne forordnings artikel 8, stk. 1 (41).
62. Med det første appelanbringende i sag C-38/25 P og det andet appelanbringende i sag C-48/25 P, C-54/25 P og C-55/25 P har Kommissionen anfægtet disse konklusioner. Kommissionen har, støttet af EFSA, i det væsentlige gjort gældende, at det kun er betingelsen om konstatering af sundhedsskadelige virkninger, som er fastsat i denne forordnings artikel 8, stk. 2, litra a), der skal være opfyldt, for at det kan forbydes at tilsætte et stof, enten direkte eller gennem ingredienser, der indeholder stoffet, til fødevarer eller at anvende det i fremstillingen heraf (42).
63. De indstævnte har anfægtet denne argumentation og støttet Rettens ræsonnement.
64. Jeg er enig med Kommissionen og EFSA.
65. Som nævnt i punkt 14 i dette forslag til afgørelse er der i artikel 8, stk. 1, i forordningen om tilsætningsstoffer angivet tre risikoscenarier, hvor Kommissionen har beføjelse til at indlede proceduren for optagelse af visse stoffer og/eller ingredienser i bilag III: for det første når indtaget er for stort til at indgå i en normal og afbalanceret kost, for det andet, når der forekommer et sådant indtag, og der foreligger en potentiel risiko for forbrugerne, eller for det tredje, når tilsætningen af de nævnte stoffer eller ingredienser, uanset indtagets omfang, udgør en potentiel risiko for forbrugerne.
66. Disse betingelser eksisterer tydeligvis allerede og adskilt fra den beslutningsproces, der iværksættes i henhold til artikel 8, stk. 2, i forordningen om tilsætningsstoffer med henblik på at regulere den således identificerede risiko. Denne beslutningsproces indledes først efter, at Kommissionen enten på grundlag af de betænkeligheder, som medlemsstaterne har givet udtryk for, eller på eget initiativ har fastslået, at en eller flere af de risici, der er omhandlet i artikel 8, stk. 1, i forordningen om tilsætningsstoffer, kan forekomme.
67. Det er efter min opfattelse klart, at artikel 8 i forordningen om tilsætningsstoffer er fordelt på to særskilte trin: det trin, hvor der identificeres en risiko (i henhold til denne forordnings artikel 8, stk. 1), og det trin, hvor det afgøres, hvordan denne risiko skal håndteres (i henhold til den nævnte forordnings artikel 8, stk. 2).
68. På dette andet trin, der vedrører risikostyringen, skal Kommissionen forholde sig til de politiske valg, som EU-lovgiver har anført med hensyn til, hvordan det pågældende stof eller den pågældende ingrediens skal behandles.
69. På dette tidspunkt er de risikoidentificeringsscenarier, der er omhandlet i artikel 8, stk. 1, i forordningen om tilsætning, ikke relevante.
70. Som nævnt i forordningens artikel 8, stk. 2, kan Kommissionen på dette tidspunkt, afhængigt af EFSA’s vurdering, anføre stoffet eller ingrediensen i del A og dermed uden videre forbyde dets anvendelse [i henhold til artikel 8, stk. 2, litra a), nr. i)] eller anføre det i del B og på visse betingelser tillade, at det tilføjes [i henhold til artikel 8, stk. 2, litra a), nr. ii)], eller, hvis der er konstateret skadelige virkninger, men der fortsat er videnskabelige usikkerhed herom, anføre stoffet eller ingrediensen i del C, tillade dets anvendelse og overvåge det [i henhold til artikel 8, stk. 2, litra b)]. Kommissionen skal med andre ord bestemme, hvilke konkrete foranstaltninger der skal træffes, på grundlag af den videnskabeligt dokumenterede sandsynlighed for skadelige virkninger.
71. Jeg har i den foreliggende sag forstået, at Kommissionen indledte proceduren i artikel 8, stk. 1, i forordningen om tilsætningsstoffer alene på grundlag af risikoen for indtag af stoffer, der indeholder hydroxyantracenderivater, som udgør en sundhedsrisiko for forbrugerne. På baggrund af EFSA’s vurdering, hvori det konkluderes, at der foreligger sådanne risici for visse stoffer (43), traf Kommissionen derefter det politiske valg, der er anført i artikel 8, stk. 2, litra a), nr. i), i forordningen om tilsætningsstoffer.
72. Som det fremgår af denne bestemmelses ordlyd, skal Kommissionen, hvis den træffer en afgørelse i henhold til artikel 8, stk. 2, litra a), nr. i), uden videre forbyde stoffet eller ingrediensen, og den har derfor ingen skønsbeføjelse til at fastsætte en tærskel for indtag af denne særlige type stof (selv om dette måtte være muligt for genotoksiske stoffer) (44). Hvis Kommissionen havde haft en sådan skønsbeføjelse, ville EU-lovgiver have oplyst, at det var tilfældet, således som lovgiver gjorde i forordningens artikel 8, stk. 2, litra a), nr. ii) (45).
73. Det er derfor klart, at Retten fejlagtigt fastslog, at artikel 8, stk. 2, i forordningen om tilsætningsstoffer skal sammenholdes med denne forordnings artikel 8, stk. 1, således at Kommissionen skal opfylde to betingelser, før den opfører et stof i bilag III til denne forordning.
74. Modsat hvad de indstævnte har anført, indebærer den ovennævnte fortolkning ikke, at artikel 8, stk. 1, i forordningen om tilsætningsstoffer mister sin funktion. Parterne sammenblander efter min opfattelse risikovurdering og risikostyring, der er to forskellige begreber.
75. En risikovurdering er en videnskabeligt baseret proces bestående af fire led: konstatering af faren, karakterisering af faren, vurdering af eksponeringen og karakterisering af risikoen (46). Denne proces kræver en kompleks videnskabelig vurdering af sikkerheden ved et stof eller en biologisk agens på grundlag af alle relevante videnskabelige og tekniske data med henblik på at identificere og forebygge nye risici. På EU-plan og i forbindelse med forordningen om tilsætningsstoffer udføres denne opgave af EFSA. Risikostyring er derimod en »proces, der til forskel fra risikovurderingen består i en afvejning af de forskellige muligheder for indsats i samråd med interesserede parter, evaluering af risikovurderingen og af andre relevante faktorer og om nødvendigt en udvælgelse af passende forebyggelses- og kontrolmuligheder« (47). De relevante myndigheder vil først kunne træffe afgørelse om hensigtsmæssige foranstaltninger til at opnå det ønskede beskyttelsesniveau, efter at risikoanalysen er afsluttet (48).
76. Hvor artikel 8, stk. 1, i forordningen om tilsætningsstoffer som nævnt kan opfattes som et element i risikovurderingen, fastsætter denne forordnings artikel 8, stk. 2, klart de forskellige muligheder for at håndtere en risiko, som EFSA allerede har identificeret, vurderet og karakteriseret (49). I den foreliggende sag håndterede Kommissionen den risiko, som EFSA havde identificeret, ved hjælp af den foranstaltning, der er fastsat i artikel 8, stk. 1, litra a), nr. i), i forordningen om tilsætningsstoffer, nemlig ved at opføre det pågældende stof på listen i del A i bilag III og ved at forbyde, at det tilsættes til fødevarer eller anvendes i fremstillingen af fødevarer. Den afgørelse, som Kommissionen traf, kan kun efterprøves, hvis det fastslås, at der blev anlagt et åbenbart urigtigt skøn.
77. Henset til det ovenfor anførte foreslår jeg, at Domstolen tager Kommissionens første appelanbringende i sag C-38/25 P og det andet appelanbringende i sag C-48/25 P, C-54/25 P og C-55/25 P til følge.
C. Appelanbringender om Rettens begrundelsespligt og dens prøvelsesret
78. Med det andet appelanbringende i sag C-38/25 P og det tredje appelanbringende i sag C-48/25 P, C-54/25 P og C-55/25 P har Kommissionen, støttet af EFSA, gjort gældende, at Retten tilsidesatte sin begrundelsespligt (50) og overskred grænserne for sin prøvelsesret (51).
79. De indstævnte har anført, at Kommissionens argumenter ikke kan antages til realitetsbehandling, og at Retten under alle omstændigheder hverken tilsidesatte sin begrundelsespligt eller overskred sine beføjelser i forbindelse med sin prøvelse.
80. Det er jeg enig med de indstævnte i.
81. Med hensyn til klagepunktet om Rettens manglende begrundelse bør det påpeges, at der skal sondres mellem spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en begrundelse som krævet i artikel 296 TEUF, og spørgsmålet om, hvorvidt denne begrundelse er materielt rigtig. Det er kun et argument om, hvorvidt der foreligger en begrundelse, der kan henføres til artikel 296 TEUF (52). Det må imidlertid konstateres, at Kommissionen ikke har gjort gældende, at de appellerede domme savner en begrundelse. Den har tværtimod kritiseret indholdet af denne begrundelse i de omhandlede konstateringer. Da et sådant argument ikke kan henføres til artikel 296 TEUF, skal Kommissionens argumentation afvises i denne henseende.
82. Med hensyn til klagepunktet om, at Retten overskred grænserne for sin prøvelsesret, foretog Retten for det første og i modsætning til det af Kommissionen anførte ikke en fuldstændig prøvelse af Kommissionens fastlæggelse af de faktiske omstændigheder vedrørende artikel 8 i forordningen om tilsætningsstoffer, hvorved den overskred grænserne for sin prøvelsesret for så vidt angår videnskabelige vurderinger (53). Retten efterprøvede tværtimod Kommissionens fortolkning af artikel 8, stk. 1 og 2, i forordningen om tilsætningsstoffer, hvorved den som nævnt fejlagtigt bemærkede, at disse bestemmelser indeholdt kumulative betingelser. Eftersom Unionens retsinstanser har fuld kompetence til at fortolke lovgivningen, bør Kommissionens argument forkastes som ugrundet i denne henseende. For så vidt som Kommissionen har anført, at Retten satte sin egen begrundelse i stedet for EFSA’s, da den konkluderede, at det »ikke [fremgår] af den videnskabelige udtalelse fra 2017 eller af nogen oplysninger i sagen, at den anfægtede forordnings bestemmelser blev vedtaget med den begrundelse, at de omhandlede stoffer og præparater af andre årsager udgør en potentiel risiko for forbrugerne« (54), må det for det andet fastslås, at der er tale om en faktuel konstatering, som er begrænset til, hvad Retten anså for at være indeholdt i sagsakterne. Dette er ikke en videnskabelig vurdering. Da dette argument tilsigter at anfægte en faktuel konstatering, som Retten har foretaget, uden at henvise til en potentiel urigtig gengivelse, bør det som følge heraf ligeledes afvises.
83. Henset til det ovenfor anførte foreslår jeg, at Domstolen dels afviser, dels forkaster Kommissionens andet appelanbringende i sag C-38/25 P og dens tredje appelanbringende i sag C-48/25 P, C-54/25 P og C-55/25 P.
IV. Konsekvenser
84. Det første og det andet appelanbringende er velbegrundede. De appellerede domme bør som følge heraf ophæves. Eftersom Retten ikke tog stilling til alle de anbringender, der blev fremsat i første instans, er Domstolen imidlertid ikke i stand til at træffe endelig afgørelse, og de underliggende sager hjemvises derfor til Retten (55).
V. Forslag til afgørelse
85. Jeg foreslår, at Domstolen træffer følgende afgørelse:
»– Domme af 13. november 2024, Aloe Vera of Europe mod Kommissionen (T-189/21, EU:T:2024:802), Aboca m.fl. mod Kommissionen (T-302/21, EU:T:2024:808), Ortis mod Kommissionen (T-271/21, EU:T:2024:804), og Synadiet m.fl. mod Kommissionen (T-274/21, EU:T:2024:806), ophæves.
– Sagen hjemvises til Retten, med henblik på at denne træffer afgørelse vedrørende de resterende anbringender.
– Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.«
1 – Originalsprog: engelsk.
2 – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 20.12.2006 om tilsætning af vitaminer og mineraler samt visse andre stoffer til fødevarer (EUT 2006, L 404, s. 26).
3 – Domme af 13.11.2024, Aloe Vera of Europe mod Kommissionen (T-189/21, EU:T:2024:802) (herefter »dommen i sagen Aloe Vera of Europe mod Kommissionen«), Aboca m.fl. mod Kommissionen (T-302/21, EU:T:2024:808) (herefter »dommen i sagen Aboca m.fl. mod Kommissionen«), Ortis mod Kommissionen (T-271/21, EU:T:2024:804) (herefter »dommen i sagen Ortis mod Kommissionen«), og Synadiet m.fl. mod Kommissionen (T-274/21, EU:T:2024:806) (herefter »dommen i sagen Synadiet m.fl. mod Kommissionen«) (herefter under ét »de appellerede domme«).
4 – Kommissionens forordning af 18.3.2021 om ændring af bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1925/2006 for så vidt angår botaniske arter, der indeholder hydroxyantracenderivater (EUT 2021, L 96, s. 6).
5 – Jf. navnlig Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006 af 20.12.2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer (EUT 2006, L 404, s. 9) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011 af 25. oktober 2011 om fødevareinformation til forbrugerne, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006 og (EF) nr. 1925/2006 og om ophævelse af Kommissionens direktiv 87/250/EØF, Rådets direktiv 90/496/EØF, Kommissionens direktiv 1999/10/EF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF, Kommissionens direktiv 2002/67/EF og 2008/5/EF og Kommissionens forordning (EF) nr. 608/2004 (EUT 2011, L 304, s. 18).
6 – Jf. tredje og fjerde betragtning til forordningen om tilsætningsstoffer. Jf. ligeledes forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om tilsætning af vitaminer og mineraler samt visse andre stoffer til fødevarer, COM(2003) 671 final (herefter »forslaget til forordning om tilsætningsstoffer«), s. 3.
7 – Jf. i denne retning 1., 2. og 22. betragtning til forordningen om tilsætningsstoffer samt artikel 1, stk. 1, og artikel 10 heri. Jf. også forslaget til forordning om tilsætningsstoffer, s. 2.
8 – Jf. i denne retning 14. og 22. betragtning til og artikel 1, stk. 1, i forordningen om tilsætningsstoffer.
9 – Jf. 12. betragtning til forordningen om tilsætningsstoffer.
10 – Jf. forslaget til forordning om tilsætningsstoffer, punkt 21.
11 – Jf. 20. betragtning til forordningen om tilsætningsstoffer.
12 – Jf. fjerde betragtning til forordningen om tilsætningsstoffer.
13 – Jf. 20. betragtning til forordningen om tilsætningsstoffer. Jf. også 2. betragtning til denne forordning, der indeholder en lignende formulering.
14 – Jf. artikel 3, stk. 1, i forordningen om tilsætningsstoffer, som bestemmer, at der »[s]om tilsætning til fødevarer i medfør af denne forordning [kun] må […] anvendes de vitaminer og mineraler, der er opført på listen i bilag I, i de former, der er opført på listen i bilag II«.
15 – Jf. artikel 4 i forordningen om tilsætningsstoffer, som angiver de produktkategorier, hvortil der ikke må tilsættes vitaminer og mineraler.
16 – Jf. artikel 6 i forordningen om tilsætningsstoffer, som angiver betingelserne for, at der må tilsættes vitaminer og mineraler til fødevarer.
17 – Jf. artikel 8, stk. 1, i forordningen om tilsætningsstoffer (min fremhævelse). En lignende formulering findes i anden betragtning hertil.
18 – Jf. artikel 8, stk. 2, i forordningen om tilsætningsstoffer.
19 – Jf. i denne retning dommen i sagen Aloe Vera of Europe mod Kommissionen, præmis 4, dommen i sagen Aboca m.fl. mod Kommissionen, præmis 5, dommen i sagen Ortis mod Kommissionen, præmis 3, og dommen i sagen Synadiet m.fl. mod Kommissionen, præmis 3.
20 – Jf. dommen i sagen Aloe Vera of Europe mod Kommissionen, præmis 4, dommen i sagen Aboca m.fl. mod Kommissionen, præmis 5, dommen i sagen Ortis mod Kommissionen, præmis 3, og dommen i sagen Synadiet m.fl. mod Kommissionen, præmis 3.
21 – Jf. dommen i sagen Aloe Vera of Europe mod Kommissionen, præmis 4, dommen i sagen Aboca m.fl. mod Kommissionen, præmis 5, dommen i sagen Ortis mod Kommissionen, præmis 3, og dommen i sagen Synadiet m.fl. mod Kommissionen, præmis 3.
22 – Retten har i dommen i sagen Aloe Vera of Europe mod Kommissionen forklaret, at »Aloe vera er en Aloe-art, hvis blade udgøres af tre lag, nemlig det første bestående af en ydre grøn skræl, der beskytter planten mod ugunstige klimatiske forhold, det andet bestående af et mellemlag med en gullig latex indeholdende hydroxyantracenderivater og det tredje bestående af et vådt og gennemsigtigt indvendigt lag af en geléagtig væske, der indeholder plantens næringsstoffer«.
23 – EFSA’s Panel for Tilsætningsstoffer og Næringsstoffer Tilsat til Fødevarer, »Safety of hydroxyanthracene derivatives for use in food«, EFSA Journal (2018) 16, 1, 5090. Tilgængelig på: https://doi:10.2093/j.efsa.2018.5090 (herefter »EFSA’s udtalelse fra 2017«), s. 19.
24 – Jf. i denne retning dommen i sagen Aloe Vera of Europe mod Kommissionen, præmis 5, dommen i sagen Aboca m.fl. mod Kommissionen, præmis 6, dommen i sagen Ortis mod Kommissionen, præmis 4, og dommen i sagen Synadiet m.fl. mod Kommissionen, præmis 4.
25 – Jf. EFSA’s udtalelse fra 2017, s. 1.
26 – Jf. EFSA’s udtalelse fra 2017, s. 69.
27 – Jf. i denne retning EFSA’s Videnskabelige Komité, Scientific Opinion on genotoxicity testing strategies applicable to food and feed safety assessment, EFSA Journal (2011) 9(9):2379. Tilgængelig på https://doi:10.2903/j.efsa.2011.2379. Jf. navnlig s. 9 og afsnit 4.2 om eksponering, s. 23-25.
28 – EFSA’s Videnskabelige Komité, »Clarification of some aspects related to genotoxicity assessment«, EFSA Journal (2017) 15(12), 5113, s. 1. Tilgængelig på https://doi.org/10.2903/j.efsa.2017.5113. Jf. også s. 14 og 15 for så vidt angår fastsættelse af sundhedsbaserede vejledende værdier for genotoksiske stoffer.
29 – Syvende betragtning til den omtvistede forordning.
30 – Niende betragtning til den omtvistede forordning.
31 – 11. betragtning til den omtvistede forordning.
32 – Jf. dommen i sagen Aboca m.fl. mod Kommissionen, præmis 61, dommen i sagen Ortis mod Kommissionen, præmis 65, og dommen i sagen Synadiet m.fl. mod Kommissionen, præmis 57.
33 – Jf. i denne retning dommen i sagen Aloe Vera of Europe mod Kommissionen, præmis 66 og 67, dommen i sagen Aboca m.fl. mod Kommissionen, præmis 90 og 91, dommen i sagen Ortis mod Kommissionen, præmis 95 og 96, og dommen i sagen Synadiet m.fl. mod Kommissionen, præmis 86 og 87.
34 – Det bør ligeledes påpeges, at Den Italienske Republik har indgivet en anmodning om intervention til støtte for de indstævntes påstande i sag C-48/25 P. Eftersom denne anmodning blev indgivet efter udløbet af den frist, der er fastsat i artikel 190, stk. 2, i Domstolens procesreglement men inden det blev besluttet, at retsforhandlingernes mundtlige del skulle åbnes, fik denne part imidlertid ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 23. maj 2025 tilladelse til at fremsætte sine bemærkninger under den mundtlige forhandling, hvis en sådan fandt sted, i overensstemmelse med procesreglementets artikel 194.
35 – EFSA’s Videnskabelige Komité, »Guidance on safety assessment of botanicals and botanical preparations intended for use as ingredients in food supplements«, EFSA Journal (2009) 7(9):1249, s. 2. Tilgængelig på: https://doi:10.2093/j.efsa.2009.1249.
36 – Jf. blandt mange andre dom af 13.2.1979, Granaria (101/78, EU:C:1979:38, præmis 4), og af 27.1.2026, Kommissionen mod Ungarn (Omklassificering af cannabis) (C-271/23, EU:C:2026:45, præmis 124 og den deri nævnte retspraksis).
37 – Jf. første betragtning til forordningen om tilsætningsstoffer.
38 – Jf. i denne retning 20. betragtning til forordningen om tilsætningsstoffer. Kommissionen har anført, at »utilsigtet« forekomst af skadelige stoffer i fødevarer er reguleret ved Rådets forordning (EØF) nr. 315/93 af 8.2.1993 om fællesskabsprocedurer for forurenende stoffer i levnedsmidler (EFT 1993, L 37, s. 1), hvorefter Kommissionen kan fastsætte maksimalgrænseværdier for forurenende stoffer i fødevarer.
39 – Som jeg har nævnt i punkt 11 i dette forslag til afgørelse, er den anden procedure den, der vedrører tilsætning af vitaminer og mineraler.
40 – Jf. i denne retning forslaget til forordning om tilsætningsstoffer, hvori det i punkt 21 anføres, at »[b]rugen af [visse andre stoffer] og fremstillingen af dem i mærkningen kan skabe tvivl om, hvorvidt de bør behandles som ingredienser i fremstillingen af fødevarer, eller om de bør betragtes som værende »tilsat«. Uanset svaret på dette spørgsmål ville det være hensigtsmæssigt inden for rammerne af denne foreslåede forordning at regulere den sikre anvendelse af sådanne stoffer og ingredienser og, hvor det er nødvendigt, forbyde brugen heraf«.
41 – Jf. i denne retning dommen i sagen Aloe Vera of Europe mod Kommissionen, præmis 51 og 59, dommen i sagen Aboca m.fl. mod Kommissionen, præmis 75 og 83, dommen i sagen Ortis mod Kommissionen, præmis 79 og 87, og dommen i sagen Synadiet m.fl. mod Kommissionen, præmis 70 og 78.
42 – Selv om de indstævnte i sag C-54/25 P og sag C-55/25 P har anført, at dette appelanbringende ikke kan antages til realitetsbehandling, eftersom Kommissionen har fremsat det for første gang under appelsagen, er det klart, at Kommissionen blot har fremsat en argumentation, som er afledt af de appellerede domme og vedrører arten af de betingelser, der ligger til grund for artikel 8, stk. 1 og 2, i forordningen om tilsætningsstoffer. Dette argument kan som følge heraf ikke tiltrædes; jf. analogt dom af 29.11.2007, Stadtwerke Schwäbisch Hall m.fl. mod Kommissionen (C-176/06 P, EU:C:2007:730, præmis 17), og af 10.4.2014, Kommissionen mod Siemens Österreich m.fl. og Siemens Transmission & Distribution m.fl. mod Kommissionen (C-231/11 P – C-233/11 P, EU:C:2014:256, præmis 101 og 102).
43 – Dvs. de stoffer, der er opregnet i punkt 25 i dette forslag til afgørelse.
44 – Som jeg har nævnt i punkt 22 i dette forslag til afgørelse, har EFSA fastslået, at der ganske enkelt ikke findes noget niveau, hvorunder indtag af genotoksiske stoffer ikke har skadelige virkninger og ikke udgør en risiko for menneskers sundhed. Efter EFSA’s opfattelse kan den som følge heraf ikke fastsætte en tærskel for genotoksiske stoffer.
45 – I henhold til denne bestemmelse skal Kommissionen som bekendt anføre det stof eller den ingrediens, der indeholder det pågældende stof, i del B i bilag III og præcisere, at tilsætning heraf til fødevarer eller anvendelse heraf i fremstillingen af fødevarer kun må ske på visse betingelser. Denne bestemmelse foreskriver dog heller ikke en indtagstærskel, hvorunder tilsætningen af dette stof ikke giver anledning til betænkeligheder vedrørende menneskers sundhed, selv om de »yderligere krav«, der er knyttet til angivelserne i del B i bilag III for de opførte stoffer, indeholder en sådan tærskel. Jf. f.eks. Kommissionens forordning (EU) 2022/2340 af 30.11.2022 om ændring af bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1925/2006 for så vidt angår ekstrakter af grøn te med indhold af (-)-epigallocatechin-3-gallat (EUT 2022, L 310, s. 7).
46 – Jf. i denne retning artikel 3, nr. 11), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28.1.2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af [EFSA] og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (EFT 2002, L 31, s. 1), hvori begrebet »risikovurdering« defineres som »en videnskabeligt baseret proces bestående af fire led: konstatering af faren, karakterisering af faren, vurdering af eksponeringen og karakterisering af risikoen«. Jf. analogt også mit forslag til afgørelse Frankrig mod Kommissionen og Kommissionen mod CWS Powder Coatings m.fl. (C-71/23 P og C-82/23 P, EU:C:2025:65, punkt 75 og 76).
47 – Jf. artikel 3, nr. 12), i forordning nr. 178/2002. Min fremhævelse.
48 – Jf. analogt også Kommissionens meddelelse om forsigtighedsprincippet, KOM(2000) 1 endelig, s. 16, hvoraf det fremgår, at »[n]år beslutningstagerne får kendskab til en risiko for miljø eller menneskers, dyrs eller planters sundhed, som, hvis der ikke gribes ind, kan få alvorlige følger, opstår spørgsmålet om hensigtsmæssige beskyttelsesforanstaltninger. Beslutningstagerne skal sikre en struktureret og så fuldstændig videnskabelig vurdering som muligt af risikoen for miljø eller sundhed for at kunne vælge den mest hensigtsmæssige aktion.«
49 – Som jeg tidligere har forklaret i forbindelse med klassificeringen af et stof som skadeligt for menneskers sundhed, har Kommissionen en beskeden skønsmargen i forhold til de foranstaltninger, som lovgiver har fastsat, når den træffer risikostyringsforanstaltninger. Jf. mit forslag til afgørelse Frankrig mod Kommissionen og Kommissionen mod CWS Powder Coatings m.fl. (C-71/23 P og C-82/23 P, EU:C:2025:65, punkt 78).
50 – Kommissionen har fremført dette argument i forbindelse med konstateringerne i dommen i sagen Aloe Vera of Europe mod Kommissionen, præmis 58 og 60, dommen i sagen Aboca m.fl. mod Kommissionen, præmis 82 og 84, dommen i sagen Ortis mod Kommissionen, præmis 86 og 88, og dommen i sagen Synadiet m.fl. mod Kommissionen, præmis 77 og 79.
51 – Kommissionen har fremført dette argument i forbindelse med konstateringen i dommen i sagen Aloe Vera of Europe mod Kommissionen, præmis 60, dommen i sagen Aboca m.fl. mod Kommissionen, præmis 84, dommen i sagen Ortis mod Kommissionen, præmis 88, og dommen i sagen Synadiet m.fl. mod Kommissionen, præmis 79.
52 – Jf. i denne retning dom af 18.6.2015, Ipatau mod Rådet (C-535/14 P, EU:C:2015:407, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis), og af 10.9.2024, Kommissionen mod Irland m.fl. (C-465/20, EU:C:2024:724, præmis 390 og den deri nævnte retspraksis).
53 – Jf. f.eks. dom af 1.8.2025, Frankrig og Kommissionen mod CWS Powder Coatings m.fl. (C-71/23 P og C-82/23 P, EU:C:2025:601, præmis 106 og den deri nævnte retspraksis).
54 – Jf. punkt 78 i dette forslag til afgørelse.
55 – Jf. i denne retning artikel 61 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.