FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

M. CAMPOS SÁNCHEZ-BORDONA

fremsat den 5. juni 2025 ( 1 )

Sag C-345/24

Autorità per le Garanzie nelle Comunicazioni (AGCOM)

mod

BRT SpA,

Federazione Italiana Trasportatori (FEDIT),

Associazione Italiana dei Corrieri Aerei Internazionali (AICAI),

DHL Express (Italy) Srl,

TNT Global Express Srl,

Fedex Express Italy Srl,

United Parcel Service Italia Srl,

Amazon Italia Transport Srl,

Amazon Italia Logistica Srl,

Amazon EU Sàrl,

procesdeltagere:

Amazon Italia Transport Srl,

Amazon Italia Logistica Srl

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Italien))

»Præjudiciel forelæggelse – pakkelevering – direktiv 97/67/EF – artikel 22 og 22a – forordning (EU) 2018/644 – artikel 4 – pålæggelse af oplysningskrav – retsgrundlag – grænser – proportionalitetsprincippet«

1.

I 2022 pålagde Autorità per le Garanzie nelle Comunicazioni (tilsynsmyndigheden for kommunikation) ( 2 ) pakkeleveringsvirksomhederne i Italien en række oplysningskrav.

2.

Visse af disse virksomheder anlagde søgsmål til prøvelse af AGCOM’s afgørelse ved en ret i første instans, som tog deres søgsmål til følge. AGCOM har iværksat appel til prøvelse af dommen i første instans ved Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Italien), som nærmere bestemt ønsker oplyst, om

–

det retsgrundlag, som giver mulighed for at pålægge oplysningskravene, findes i forordning (EU) 2018/644 ( 3 ) eller i direktiv 97/67/EF ( 4 ). For så vidt som det findes i forordning 2018/644, er den i tvivl om gyldigheden af denne forordnings anvendelsesområde.

–

Desuden ønsker den oplyst, inden for hvilke grænser en national forvaltningsmyndighed kan pålægge disse krav.

I. Retsforskrifter

A.   EU-retten

1. Direktiv 97/67

3.

Artikel 2 fastsætter følgende:

»I dette direktiv forstås ved:

1)

[p]osttjenester: tjenester, der består i indsamling, sortering, transport og omdeling af postforsendelser[…]

1a)

[p]ostbefordrende virksomhed: virksomhed, der leverer en eller flere posttjenester

[…]«

4.

Artikel 3, stk. 7, har følgende ordlyd:

»Befordringspligten som beskrevet i denne artikel omfatter både indenlandsk og grænseoverskridende postbefordring.«

5.

Artikel 22, stk. 2, første afsnit, fastsætter følgende:

»De nationale forvaltningsmyndigheders særlige opgave er at sikre, at forpligtelserne i dette direktiv efterleves, navnlig ved at tilrettelægge overvågnings- og reguleringsprocedurer til sikring af, at befordringspligttjenesterne udføres. De kan også få til opgave at sikre, at konkurrencereglerne overholdes i postsektoren.«

6.

I artikel 22a anføres følgende:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at postbefordrende virksomheder tilvejebringer alle oplysninger, særlig til de nationale forvaltningsmyndigheder, herunder økonomiske oplysninger og oplysninger om udførelsen af befordringspligttjenester, med henblik på følgende formål:

a)

for at de nationale forvaltningsmyndigheder kan sikre overholdelsen af dette direktiv og afgørelser truffet i medfør heraf

b)

til klart afgrænsede statistiske formål.

2.   […] Den nationale forvaltningsmyndighed udbeder sig ikke flere oplysninger end rimeligt i forhold til den opgave, den skal løse. […]

[…]«

2. Forordning 2018/644

7.

13. betragtning har følgende ordlyd:

»På nuværende tidspunkt reguleres posttjenester ved direktiv [97/67]. […] Nærværende forordning supplerer […] bestemmelserne fastsat i direktiv [97/67] for så vidt angår grænseoverskridende pakkeleveringstjenester. […]«

8.

I henhold til artikel 2 (»Definitioner«) ( 5 ), nr. 3), forstås ved »»pakkeleveringsvirksomhed« en virksomhed, der leverer en eller flere pakkeleveringstjenester, bortset fra virksomheder, der kun er etableret i én medlemsstat, kun yder indenlandske pakkeleveringstjenester som led i en købsaftale og som led i denne aftale personligt leverer varer, som er genstand for aftalen, til brugeren«.

9.

Artikel 4 (»Oplysningspligt«) fastsætter følgende:

»[…]

3.   Alle pakkeleveringsvirksomheder indgiver senest den 30. juni i hvert kalenderår følgende oplysninger til den nationale forvaltningsmyndighed i den medlemsstat, hvor de er etableret, medmindre den nationale forvaltningsmyndighed allerede har anmodet om og modtaget sådanne oplysninger:

a)

den årlige omsætning for pakkeleveringstjenester i det foregående kalenderår i den medlemsstat, hvor de er etableret, opdelt i indenlandske, indgående og udgående grænseoverskridende pakkeleveringstjenester

b)

antallet af personer, der har arbejdet for dem i løbet af det foregående kalenderår og var beskæftiget med pakkeleveringstjenester i den medlemsstat, hvor de er etableret, herunder opgørelser, der viser antallet af personer efter ansættelsesstatus og navnlig dem, der arbejder på fuldtid og deltid, dem der er midlertidigt ansatte, og dem, der er selvstændige

c)

antallet af pakker, som i løbet af det foregående kalenderår er blevet håndteret i den medlemsstat, hvor de er etableret, opdelt i indenlandske, indgående og udgående grænseoverskridende pakker

d)

navnene på deres underleverandører sammen med eventuelle oplysninger, som de ligger inde med, vedrørende arten af de pakkeleveringstjenester, der leveres af disse underleverandører

e)

når en sådan findes, enhver offentligt tilgængelig prisliste, som er gældende pr. 1. januar i hvert kalenderår for pakkeleveringstjenester.

[…]

5.   De nationale forvaltningsmyndigheder kan pålægge oplysningskrav ud over dem, der er omhandlet i stk. 1 og 3, forudsat at de er nødvendige og forholdsmæssige.

6.   Stk. 1-5 finder ikke anvendelse på pakkeleveringsvirksomheder, der i løbet af det foregående kalenderår i gennemsnit havde færre end 50 personer ansat, som var beskæftiget med pakkeleveringstjenester i den medlemsstat, hvor den pågældende virksomhed er etableret, medmindre den pågældende virksomhed er etableret i mere end én medlemsstat. En national forvaltningsmyndighed kan lade tærsklen på 50 personer omfatte de personer, der har arbejdet for pakkeleveringsvirksomhedens underleverandører.

7.   Uanset stk. 6 kan en national forvaltningsmyndighed anmode enhver pakkeleveringsvirksomhed, der i løbet af det foregående kalenderår i gennemsnit har beskæftiget mellem 25 og 49 personer, om de oplysninger, som skal indgives i henhold til stk. 1-5, hvis den pågældende medlemsstats særlige forhold kræver det, og forudsat at dette er nødvendigt og forholdsmæssigt med henblik på at sikre overensstemmelse med denne forordning.«

10.

Artikel 5 (»Gennemsigtighed af grænseoverskridende takster«), stk. 1, fastsætter følgende:

»Alle grænseoverskridende pakkeleveringsvirksomheder, bortset fra dem, der i henhold til artikel 4, stk. 6 og 7, er undtaget, indgiver til den nationale forvaltningsmyndighed i den medlemsstat, hvor de er etableret, den offentlige takstoversigt, som er gældende pr. 1. januar i hvert kalenderår, for så vidt angår omdeling af enkeltforsendelser, der ikke er brevforsendelser, og som er omfattet af de i bilaget anførte kategorier. Disse oplysninger indgives senest den 31. januar i hvert kalenderår.«

11.

Artikel 6 (»Vurdering af grænseoverskridende takster for enkeltstykspakker«) har følgende ordlyd:

»1.   På grundlag af de i overensstemmelse med artikel 5 indhentede offentlige takstoversigter identificerer den nationale forvaltningsmyndighed for hver af de i bilaget anførte enkeltforsendelser de grænseoverskridende takster, som er omfattet af befordringspligt, for de fra dens medlemsstat stammende pakkeleveringsvirksomheder, og som den nationale forvaltningsmyndighed objektivt finder det nødvendigt at vurdere.

2.   Den nationale forvaltningsmyndighed vurderer objektivt de grænseoverskridende takster, der er identificeret i henhold til stk. 1, i overensstemmelse med principperne i artikel 12 i direktiv [97/67] med henblik på at identificere de grænseoverskridende takster, som den anser for at være urimeligt høje. I denne vurdering tager den nationale forvaltningsmyndighed navnlig følgende elementer i betragtning:

a)

de indenlandske og andre relevante takster for sammenlignelige pakkeleveringstjenester i oprindelsesmedlemsstaten og i modtagermedlemsstaten

[…]«

B.   National ret. Lovdekret nr. 261 af 22. juli 1999 ( 6 )

12.

Artikel 2, stk. 4, fastsætter, at den nationale forvaltningsmyndighed for postsektoren

»[…] med fuld vurderings- og beslutningsuafhængighed varetager følgende funktioner:

a)

tilsyn med postmarkederne

[…]

d)

vedtagelse af lovgivningsmæssige retsakter vedrørende adgang til postnettet og tilknyttede tjenester, fastlæggelse af taksterne for de regulerede sektorer og fremme af konkurrencen på postmarkederne

e)

udøvelse af tilsyn og kontrol med samt efterprøvelse af overholdelsen af kvalitetskriterierne for posttjenesten, herunder gennem tredjemænd

f)

overvågning […] af efterlevelsen af de forpligtelser, der påhviler den befordringspligtige virksomhed, og de forpligtelser, der følger af tilladelser og godkendelser, navnlig med hensyn til de generelle betingelser for varetagelsen af posttjenesterne

g)

analyse af og tilsyn med postmarkederne, navnlig med hensyn til prisen for tjenesterne, herunder oprettelse af et overvågningscenter til dette formål.«

13.

Artikel 14a gengiver næsten ordret artikel 22a i direktiv 97/67.

II. Faktiske omstændigheder, tvisterne i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

14.

Det fremgår af forelæggelseskendelsen ( 7 ), at AGCOM »ved beslutning nr. 94/22/CONS af 31. marts 2022 om »Forvaltningsmæssige krav på pakkeleveringsmarkedet« […] pålagde de virksomheder, der opererer på markedet for levering af mellemstore og store pakker, visse (symmetriske) oplysningskrav for at forøge niveauet for overvågning af betingelserne for varetagelsen af tjenesterne, af de kontraktvilkår, der regulerer forholdet mellem de virksomheder, som udfører de forskellige trin i tjenesten, og af ansættelsesvilkårene, hvortil kommer visse specifikke (asymmetriske) oplysningskrav, som ifølge AGCOM udelukkende skulle pålægges Amazon, henset til de kritiske aspekter, der blev konstateret ved analysen af pakkeleveringsmarkedet«.

15.

Beslutning nr. 94/22/CONS omfatter således:

–

generelle oplysningskrav, som er rettet til de operatører, der har tilladelse til at foretage pakkelevering til offentligheden, som opfylder visse kendetegn ( 8 ) (artikel 1)

–

specifikke oplysningskrav, som er rettet til Amazon og lægges oven i de generelle forpligtelser (artikel 2).

16.

Hvad angår den første kategori af operatører pålagde AGCOM dem årligt at meddele:

a)

oplysningerne om de økonomiske vilkår for tjenesteudbuddet til offentligheden

b)

de økonomiske referencevilkår (gennemsnitspriserne), som gælder for visse grupper af forretningskunder som fastlagt på grundlag af den årlige omsætning

c)

de gældende aftaler, som regulerer forretningsforholdene med de virksomheder i sektoren, der er beskæftiget med tilvejebringelsen af posttjenesten

d)

en erklæring om overholdelsen af arbejds- og ansættelsesvilkårene med hensyn til alle personer, som er beskæftiget med tilvejebringelsen af tjenesten, uafhængigt af deres niveau i netorganisationen, og

e)

de standardkontrakter, som anvendes over for de forskellige personalekategorier på de enkelte niveauer i organisationen.

17.

Hvad angår de specifikke oplysningskrav, som Amazon blev pålagt, krævede AGCOM, at denne virksomhed meddelte:

a)

gennemsnitsprisen betalt af detailforhandlere (»Retailers«), som er tilsluttet Amazons logistikprogram (det såkaldte »FBA-program«) for leveringstjenesten

b)

den gennemsnitlige enhedspris betalt til »Delivery Service Providers« (DSP) for leveringstjenesten, og

c)

den gennemsnitlige enhedspris betalt til andre leveringsvirksomheder for leveringstjenesten.

18.

Ved fire særskilte søgsmål anfægtede Associazione Italiana dei Corrieri Aerei Internazionali (AICAI), DHL Express Italy Srl, TNT Global Express Srl, Fedex Express Italy Srl, United Parcel Service Italia Srl, BRT SpA og Federazione Italiana Trasportatori (FEDIT) (herefter samlet »de andre virksomheder end Amazon«) og Amazon Italia Transport Srl, Amazon Italia Logistica Srl og Amazon EU Sàrl (herefter samlet »Amazon«) beslutning nr. 94/22/CONS ved Tribunale Amministrativo Regionale per il Lazio (den regionale forvaltningsdomstol for Lazio, herefter »TAR Lazio«).

19.

Ved fire særskilte domme tog TAR Lazio (den regionale forvaltningsdomstol for Lazio) de fire søgsmål til følge og annullerede den anfægtede beslutning.

–

For så vidt angår de andre virksomheder end Amazon konstaterede TAR Lazio (den regionale forvaltningsdomstol for Lazio) ifølge forelæggelseskendelsen »først og fremmest, at [beslutning nr. 94/22/CONS] var blevet truffet uden at støtte sig på en grundig undersøgelse. Bl.a. havde AGCOM indført oplysningskrav i sektorer, eksempelvis B2B (»business-to-business«), hvor den foretagne undersøgelse ikke havde vist problemer af et omfang, som begrundede myndighedsindgrebet. Der var derimod først og fremmest (eller kun) konstateret problemer i B2C-sektoren (»business-to-consumer«)«.

–

For så vidt angår de specifikke oplysningskrav, som Amazon blev pålagt, tog TAR Lazio (den regionale forvaltningsdomstol for Lazio) søgsmålet til følge på grund af manglen af et »nærmere angivet« retsgrundlag.

20.

AGCOM har iværksat appel til prøvelse af dommene i første instans ved Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager), som har forelagt Domstolen fire præjudicielle spørgsmål, hvoraf jeg gengiver det første, det andet og det fjerde ( 9 ), som har følgende ordlyd:

»1)

Finder [forordning 2018/644] – for så vidt angår indsamling af oplysninger – som sådan kun anvendelse på grænseoverskridende leveringsvirksomheder eller almengyldigt på alle pakkeleveringsvirksomheder, medmindre der fastsættes specifikke undtagelser med hensyn til enkelte bestemmelser?

2)

Såfremt spørgsmålet besvares i den førstnævnte retning, udgør direktiv [97/67] eller de såkaldte »implicitte beføjelser« da retsgrundlag for, at de nationale forvaltningsmyndigheder under alle omstændigheder kan pålægge leveringsvirksomheder, herunder indenlandske, generelle oplysningskrav?

[…]

4)

Inden for hvilke grænser (herunder med hensyn til såvel nødvendigheden som proportionaliteten) kan den nationale forvaltningsmyndighed pålægge pakkeleveringsvirksomheder oplysningskrav, og er det bl.a. tilladt uden sondring at pålægge oplysningskrav angående

i)

de vilkår, som gælder for de forskellige kundekategorier[…]

ii)

de aftaler, som regulerer forholdene mellem den enkelte pakkeleveringsvirksomhed og de virksomheder, der på forskellige måder afhængigt af de særlige forhold i den pågældende sektor er beskæftigede med tilvejebringelsen af den omhandlede tjeneste, og

iii)

de økonomiske vilkår og de forskellige former for retlig beskyttelse af de arbejdere, som på forskellige måder er beskæftigede med tilvejebringelsen af den omhandlede tjeneste?«

III. Retsforhandlingerne for Domstolen

21.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse indgik til Domstolen den 10. maj 2024.

22.

AICAI m.fl., Amazon, BRT, FEDIT, den italienske regering, Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Alle disse parter deltog i retsmødet den 26. marts 2025.

23.

Efter Domstolens anmodning vil jeg ikke behandle det tredje præjudicielle spørgsmål i dette forslag til afgørelse.

IV. Bedømmelse

A.   Det første præjudicielle spørgsmål

24.

Den forelæggende ret ønsker oplyst, om forordning 2018/644 – »for så vidt angår indsamling af oplysninger – som sådan kun [finder] anvendelse på grænseoverskridende leveringsvirksomheder eller almengyldigt på alle pakkeleveringsvirksomheder, medmindre der fastsættes specifikke undtagelser med hensyn til enkelte bestemmelser«.

1. Spørgsmålets relevans

25.

Ifølge Amazon er spørgsmålet ikke relevant, eftersom tvisten i hovedsagen ikke vedrører anvendelsen af forordning 2018/644 på grænseoverskridende pakketjenester. Efter selskabets opfattelse bør det omformuleres med henblik på at afklare, om forordning 2018/644 »kan udgøre et passende retsgrundlag, som gør det muligt for de nationale forvaltningsmyndigheder at pålægge supplerende oplysningskrav om ikke-grænseoverskridende spørgsmål« ( 10 ).

26.

Det tilkommer den forelæggende ret, og ikke sagens parter, at vurdere, om de spørgsmål, den forelægger Domstolen, er nødvendige, og at afgrænse deres indhold ( 11 ).

27.

Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) er af den opfattelse, at genstanden for den foreliggende sag er de oplysningskrav, som blev pålagt ved den anfægtede beslutning, og at sagen »bl.a.« ( 12 ) giver anledning til tvivl om, »hvorvidt [den nationale forvaltningsmyndighed] reelt har beføjelse til at pålægge sådanne oplysningskrav […], navnlig over for indenlandske leveringsvirksomheder såsom Amazon, og i givet fald om omfanget af denne beføjelse« ( 13 ).

28.

Forstået således er spørgsmålet relevant. Henset til den forelæggende rets tvivl om lovligheden af de forpligtelser, som pakkeleveringsvirksomhederne blev pålagt, er det begrundet, at den for det første er i tvivl om anvendelsesområdet for forordning 2018/644. Besvarelsen af dette spørgsmål vil give den klarhed om, hvorvidt denne forordnings bestemmelser om oplysningskrav omfatter alle udbydere af disse tjenester, hvad enten de er nationale eller grænseoverskridende.

29.

Spørgsmålet er som sagt ikke irrelevant, hvis det ikke er muligt for den forelæggende ret klart at fastslå retsgrundlaget for den beføjelse, der udøves af AGCOM. Dette gælder navnlig, idet AGCOM, som den forelæggende ret har tilføjet, »tidligere har udelukket, at beføjelsen til at pålægge oplysningskrav følger af forordning 2018/644, mens AGCOM har gjort det modsatte gældende i den foreliggende sag« ( 14 ).

2. Realitetsvurdering

30.

Forordning 2018/644 vedrører, således som det fremgår af dens titel, grænseoverskridende pakkeleveringstjenester. Størstedelen af dens bestemmelser omhandler denne kategori af tjenester.

31.

Det anføres navnlig i artikel 1 i forordning 2018/644, at denne forordning »fastsætter særlige bestemmelser med henblik på at forbedre grænseoverskridende pakkeleveringstjenester ud over de bestemmelser, der er fastsat i direktiv [97/67], med hensyn til […]«.

32.

I artikel 1, litra b) og c), i forordning 2018/644 nævnes henholdsvis »gennemsigtigheden og vurderingen af takster for visse grænseoverskridende pakkeleveringstjenester […]« og »erhvervsdrivendes oplysninger, der gøres tilgængelige for brugerne, vedrørende grænseoverskridende pakkeleveringstjenester«.

33.

Andre bestemmelser i forordning 2018/644 vedrører ligeledes udelukkende grænseoverskridende pakkeleveringsvirksomheder. Dette er tilfældet for artikel 5 (gennemsigtighed af grænseoverskridende takster), 6 (vurdering af grænseoverskridende takster for enkeltstykspakker) og 7 (oplysninger til forbrugere om grænseoverskridende leveringsløsninger og ‑gebyrer).

34.

Det synes umiddelbart at kunne udledes af alle disse bestemmelser, at forordning 2018/644 ikke finder anvendelse på ikke-grænseoverskridende pakkeleveringstjenester. Andre bestemmelser i samme forordning taler imidlertid for det modsatte synspunkt for så vidt angår oplysningskravene.

35.

For det første opregner artikel 1 i forordning 2018/644 blandt forordningens formål også »myndighedstilsyn i forbindelse med pakkeleveringstjenester«, idet der ikke udelukkende henvises til grænseoverskridende tjenester, hvorfor de nationale tjenester også er omfattet heraf.

36.

For det andet er artikel 4, stk. 1 og 3, i forordning 2018/644 vedrørende de oplysninger, som pakkeleveringsvirksomhederne skal indgive til den nationale forvaltningsmyndighed i den medlemsstat, hvor de er etableret, generelt og udtrykkeligt rettet til »[a]lle pakkeleveringsvirksomheder« (min fremhævelse). Der sondres således ikke mellem nationale og grænseoverskridende virksomheder.

37.

Definitionen af »pakkeleveringsvirksomhed« i artikel 2, nr. 3), i forordning 2018/644 bekræfter denne fortolkning. Tilsvarende er begrebet »postbefordrende virksomhed«, som er anført i artikel 2, nr. 1a), i direktiv 97/67 (»virksomhed, der leverer en eller flere posttjenester«), heller ikke begrænset til nationale tjenester. Denne definition i direktiv 97/67 gælder i henhold til artikel 2, stk. 1, i forordning 2018/644 også med henblik på sidstnævnte forordning.

38.

For det tredje vedrører artikel 5, 6 og 7 i forordning 2018/644 en bestemt type oplysninger (om takster eller aftaler), som blandt alle pakkeleveringsvirksomhederne kun skal indgives af dem, der udbyder grænseoverskridende pakkeleveringstjenester. Disse oplysninger lægger sig imidlertid til dem, der er fastsat uden sondring for alle virksomheder i samme forordnings artikel 4, stk. 1 og 3. Artikel 5, 6 og 7 udgør således bestemmelser, der er rettet til en specifik gruppe blandt alle pakkeleveringsvirksomheder, både nationale og grænseoverskridende.

39.

Pakkeleveringstjenestens nationale eller grænseoverskridende karakter kan være relevant med henblik på forordning 2018/644. Jeg påpeger dog, at dette forhold ikke er relevant som et kriterium for afgrænsning af oplysningskravenes anvendelsesområde – idet de begrænses til grænseoverskridende pakkeleveringsvirksomheder – men derimod for specificeringen af de oplysninger, som de to typer virksomheder skal indgive.

40.

Det er ganske vist korrekt, at visse af bestemmelserne i forordning 2018/644 som før nævnt vedrører den specifikke situation for virksomheder, der udbyder grænseoverskridende tjenester. Dette er imidlertid ikke til hinder for, at alle virksomheder i sektoren, hvad enten den tjeneste, de udbyder, er af national eller grænseoverskridende karakter, er underlagt de oplysningskrav, der er fastsat i forordningens artikel 4.

41.

Det kriterium, som anføres i artikel 4, stk. 1 og 3, i forordning 2018/644, vedrører således, henset til ordlyden, den materielle karakter af den leverede tjeneste og ikke spørgsmålet om, hvorvidt leveringen er af national eller grænseoverskridende karakter.

42.

Denne fortolkning underbygges efter min opfattelse af artikel 4, stk. 3, litra c), i forordning 2018/644: Pakkeleveringsvirksomhederne skal i forbindelse med indgivelsen af oplysninger om antallet af pakker, som er blevet håndteret i den medlemsstat, hvor de er etableret, opdele dette antal i »indenlandske […] og […] grænseoverskridende pakker«. I henhold til forordningen omfatter oplysningskravet således de nationale pakker.

43.

I et formålsorienteret perspektiv opfyldes den hensigt, der ligger til grund for det oplysningskrav, som pakkeleveringsvirksomhederne er pålagt, i højere grad, hvis de nationale forvaltningsmyndigheder, som er modtagerne af disse oplysninger, råder over oplysninger om både de nationale og de grænseoverskridende tjenester med henblik på udøvelsen af deres funktioner ( 15 ). Disse oplysninger gør det muligt for dem at danne sig et samlet, og ikke et fragmentarisk, overblik over den sektor, de fører tilsyn med, og det marked, de skal analysere.

44.

Jeg er derfor af den opfattelse, at forordning 2018/644 for så vidt angår indgivelsen af oplysninger finder anvendelse på alle pakkeleveringsvirksomheder, uanset om der er tale om nationale eller grænseoverskridende tjenester.

B.   Det andet præjudicielle spørgsmål

45.

Den forelæggende ret forelægger sit andet præjudicielle spørgsmål for det tilfælde, at det første spørgsmål besvares med, at forordning 2018/644 kun finder anvendelse på grænseoverskridende pakkeleveringsvirksomheder.

46.

Dog er det andet spørgsmål efter min opfattelse relevant uanset svaret på det første.

47.

Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) ønsker oplyst, om »direktiv [97/67] eller de såkaldte »implicitte beføjelser« [udgør] retsgrundlag for, at de nationale forvaltningsmyndigheder under alle omstændigheder kan pålægge leveringsvirksomheder, herunder indenlandske, generelle oplysningskrav«.

48.

Den eventuelle anvendelighed af direktiv 97/67, som ændret ved direktiv 2008/6, har betydning for de oplysningskrav, som kan pålægges pakkeleveringsvirksomhederne.

49.

Efter min opfattelse ville pålæggelse af oplysningskrav over for ikke-grænseoverskridende pakkeleveringsvirksomheder, selv hvis det retsgrundlag, som udgøres af forordning 2018/644, ikke fandtes, kunne støttes på direktiv 97/67. Ingen bestrider længere, at disse pakkeleveringstjenester kan kvalificeres som posttjenester ( 16 ).

50.

Som det påpeges i 13. betragtning til forordning 2018/644, fastsætter direktiv 97/67 »fælles bestemmelser vedrørende levering af posttjenester og opfyldelse af postbefordringspligten«. Tilsvarende anføres det i anden betragtning til direktiv 2008/6, at der ved direktiv 97/67 er »fastlagt en lovgivningsmæssig ramme for postsektoren på fællesskabsplan, herunder foranstaltninger til sikring af, at befordringspligten opfyldes«.

51.

Anvendelsesområdet for direktiv 97/67 omfatter således alle postbefordrende virksomheder ( 17 ) og ikke kun befordringspligtige virksomheder. Endvidere omfatter befordringspligten i henhold til artikel 3, stk. 7, i direktiv 97/67, således som Kommissionen har påpeget ( 18 ), både indenlandsk og grænseoverskridende postbefordring.

52.

Med udgangspunkt i denne præmis fastsætter artikel 22a i direktiv 97/67, at medlemsstaterne sikrer, at postbefordrende virksomheder tilvejebringer alle oplysninger, særlig til de nationale forvaltningsmyndigheder, herunder økonomiske oplysninger og oplysninger om udførelsen af befordringspligttjenester ( 19 ).

53.

Henvisningen til postbefordrende virksomheder sker atter uden sondring mellem indenlandsk og grænseoverskridende postbefordring. Denne generalisering er så meget desto mere nødvendig, idet de nationale forvaltningsmyndigheder som anført i samme bestemmelse skal »sikre overholdelsen af [direktiv 97/67] og afgørelser truffet i medfør heraf«.

54.

For så vidt som »direktiv 97/67« vedrører ikke-grænseoverskridende postbefordrende virksomheder, er det logisk, at der også kan indsamles generelle oplysninger fra dem. Følgende anføres således i 51. betragtning til direktiv 2008/6: »De nationale forvaltningsmyndigheder skal indsamle oplysninger fra virksomhederne på markedet for at kunne udføre deres opgaver effektivt.«

55.

Endvidere er direktiv 97/67, således som Kommissionen påpegede i retsmødet, ikke til hinder for, at den nationale lovgivning, som gennemfører dette direktiv, giver de nationale forvaltningsmyndigheder beføjelse til at anmode om oplysninger med mere omfattende indhold, end hvad der er fastlagt i selve direktivet (forudsat at de står i rimeligt forhold til behovene i forbindelse med varetagelsen af deres opgaver).

56.

Alt i alt giver direktiv 97/67 mulighed for at pålægge alle, både nationale og grænseoverskridende, postbefordrende virksomheder, herunder pakkeleveringsvirksomheder, generelle oplysningskrav.

C.   Det fjerde præjudicielle spørgsmål

57.

Med det fjerde præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, »inden for hvilke grænser« den nationale forvaltningsmyndighed kan pålægge pakkeleveringsvirksomheder oplysningskrav. Den ønsker navnlig oplyst, om det er tilladt at pålægge dem »symmetriske oplysningskrav« angående visse vilkår og aftaler (som jeg vil drøfte nedenfor).

58.

I forlængelse af den besvarelse, jeg foreslår af de to første præjudicielle spørgsmål, finder jeg i lighed med Kommissionen, at de relevante bestemmelser for besvarelsen af det fjerde spørgsmål er artikel 4, stk. 3 og 5, i forordning 2018/644 og artikel 22a i direktiv 97/67.

59.

Det følger dels af disse bestemmelser, hvilke oplysninger der udtrykkeligt skal indgives til de nationale forvaltningsmyndigheder i henhold til forordning 2018/644 og direktiv 97/67, og dels hvilke yderligere oplysninger de nationale forvaltningsmyndigheder kan anmode pakkeleveringsvirksomhederne om. Hertil kommer i begge tilfælde i givet fald de oplysninger, som de nationale forvaltningsmyndigheder kræver på grundlag af nationale bestemmelser ( 20 ).

60.

Jeg vil for det første drøfte kendetegnene ved de obligatoriske oplysninger og de yderligere oplysninger, som de nationale forvaltningsmyndigheder kan kræve, og for det andet konsekvenserne af denne undersøgelse for besvarelsen af den forelæggende rets spørgsmål.

1. Obligatoriske oplysninger i henhold til forordning 2018/644 og direktiv 97/67

61.

De oplysninger, som alle virksomhederne er forpligtet til årligt at indgive til de nationale forvaltningsmyndigheder, er opregnet i artikel 4, stk. 3, i forordning 2018/644 ( 21 ) og vedrører de fem kategorier af oplysninger, som jeg har allerede har gengivet ( 22 ).

62.

Ordlyden af artikel 22a i direktiv 97/67 er mere åben og angiver ikke præcist, hvilken type oplysninger der obligatorisk skal fremlægges.

63.

Endvidere kan de nationale forvaltningsmyndigheder i henhold til direktiv 97/67 (artikel 22, stk. 2) have til opgave at sikre, at konkurrencereglerne overholdes i postsektoren, hvis de er blevet tillagt denne opgave ( 23 ). I så fald er det obligatorisk for virksomhederne i sektoren at indgive de oplysninger, som sædvanligvis skal indgives til de myndigheder, der er ansvarlige for at beskytte konkurrencen.

2. Yderligere oplysninger, som de nationale forvaltningsmyndigheder kan anmode om

64.

Direktiv 97/67 fastsætter ingen udtrykkelig bestemmelse vedrørende de yderligere oplysningskrav. I lyset af de brede formuleringer i artikel 22a, som fremhæver forholdsmæssigheden af de oplysninger, hvorom der anmodes, er det de nationale forvaltningsmyndigheder, der i henhold til denne bestemmelse skal vurdere, om deres oplysningskrav er relevante.

65.

Det følger derimod af artikel 4, stk. 5, i forordning 2018/644, at de nationale forvaltningsmyndigheder »kan pålægge oplysningskrav ud over dem, der er omhandlet i stk. 1 og 3, forudsat at de er nødvendige og forholdsmæssige«.

66.

Hertil kommer de oplysninger, som de nationale forvaltningsmyndigheder er berettigede til at anmode om i henhold til de nationale bestemmelser.

3. Grænserne for oplysningskravet i hovedsagen

67.

Den forelæggende rets fjerde præjudicielle spørgsmål indeholder to delspørgsmål:

–

Den ønsker for det første oplyst, »[i]nden for hvilke grænser (herunder med hensyn til såvel nødvendigheden som proportionaliteten) […] den nationale forvaltningsmyndighed [kan] pålægge pakkeleveringsvirksomheder oplysningskrav«.

–

For det andet ønsker den oplyst, om »det bl.a. [er] tilladt uden sondring at pålægge oplysningskrav« angående tre kategorier af vilkår (eller underskrevne aftaler), som anvendes af pakkeleveringsvirksomhederne.

68.

Det første delspørgsmål af de to, jeg netop har gengivet, forekommer at være for bredt. Efter min opfattelse anmodes Domstolen med et spørgsmål, der er formuleret således, om at give en besvarelse, som nødvendigvis vil omfatte enhver type »grænser«, uanset om de har betydning for sagens udfald. Dette spørgsmål går ud over rammerne for Domstolens opgaver i henhold til artikel 267 TEUF ( 24 ).

69.

Med henblik på at give den forelæggende ret en nyttig besvarelse og undgå unødigt abstrakte betragtninger vil det være hensigtsmæssigt at fokusere på de oplysninger, som AGCOM krævede ( 25 ). De »symmetriske oplysningskrav«, som nævnes i anden del af dette præjudicielle spørgsmål, er i det væsentlige sammenfaldende med dem, AGCOM anmodede om i artikel 1 i beslutning nr. 94/22/CONS.

70.

Som alle sagens parter medgav i retsmødet, tilkommer det imidlertid ikke Domstolen, men derimod de italienske retsinstanser, at vurdere, om de oplysninger, hvorom der blev anmodet i denne beslutning, er i overensstemmelse med de bestemmelser, der regulerer deres retlige ordning. Jeg vil derfor begrænse mig til at redegøre for mit synspunkt med hensyn til, om disse krav generelt er i overensstemmelse med de EU-retlige forskrifter, der er blevet påberåbt.

a) Oplysninger af forretningsmæssig karakter

71.

AGCOM pålagde bestemte pakkeleveringsvirksomheder, der blev udvalgt efter visse parametre, oplysningskrav vedrørende a) de »økonomiske vilkår« for tjenesteudbuddet til offentligheden, b) de »økonomiske referencevilkår (gennemsnitspriserne)«, som gælder for visse grupper af forretningskunder som fastlagt på grundlag af den årlige omsætning, og c) de »gældende aftaler […] med de virksomheder i sektoren, der er beskæftiget med tilvejebringelsen af posttjenesten, og som regulerer forretningsforholdene med disse« ( 26 ).

72.

I princippet kan dette oplysningskrav falde ind under enten forpligtelsen til at indgive de oplysninger, der er omhandlet i artikel 4, stk. 3, i forordning 2018/644, eller under artikel 22a i direktiv 97/67.

73.

Hvad navnlig angår de økonomiske referencevilkår, som gælder for visse kunder, og de gældende aftaler med andre virksomheder i sektoren ( 27 ) kan den forelæggende ret vurdere, om oplysningskravet hviler på AGCOM’s beføjelser på området for konkurrence i postsektoren ( 28 ).

74.

Artikel 22, stk. 2, i direktiv 97/67 fastsætter, at de nationale forvaltningsmyndigheder, ud over at sikre, at forpligtelserne i dette direktiv efterleves, »kan […] få til opgave at sikre, at konkurrencereglerne overholdes i postsektoren«.

75.

Den forelæggende ret skal således fastslå, om den nationale lovgivning reelt tillagde AGCOM funktioner på området for beskyttelse af konkurrencen, hvilket Amazon har afvist. Det skal afklares, om artikel 2, stk. 4, litra d), i lovdekret nr. 261/1999, da AGCOM ved denne bestemmelse fik til opgave at »fremme konkurrencen på postmarkederne«, gav denne nationale forvaltningsmyndighed beføjelse til at indsamle oplysninger, der, således som det er tilfældet for de her omtvistede oplysninger, kan være relevante for kendskabet til vilkårene på postmarkedet, som er en nødvendig forudsætning for at fremme konkurrencen. »Fremme« af konkurrencen i postsektoren kan vanskeligt gennemføres uden et detaljeret kendskab til situationen på dette marked, som kun kan tilvejebringes af de aktører, der opererer på det.

b) Oplysninger af ansættelsesmæssig karakter

76.

AGCOM anmodede de samme pakkeleveringsvirksomheder, som var blevet pålagt oplysningskrav af forretningsmæssig karakter, om at indgive a) »en erklæring om overholdelsen af arbejds- og ansættelsesvilkårene med hensyn til alle personer, som er beskæftiget med tilvejebringelsen af tjenesten, uafhængigt af deres niveau i netorganisationen«, og b) »de standardkontrakter, som anvendes over for de forskellige personalekategorier på de enkelte niveauer i organisationen« ( 29 ).

77.

Den foreliggende ret skal, henset til kendetegnene ved de oplysninger, hvorom der anmodes, for det første afklare, om disse oplysninger af ansættelsesmæssig karakter holder sig inden for grænserne af artikel 4, stk. 3, litra b), i forordning 2018/644 ( 30 ).

78.

Sædvanligvis gør denne type oplysninger det muligt for en national forvaltningsmyndighed at vurdere situationen for arbejdstagerne i pakkeleveringsvirksomhederne og dermed opfylde forpligtelsen til at opgøre antallet af personer, der har arbejdet for dem, som omhandlet i artikel 4, stk. 3, litra b), i forordning 2018/644.

79.

Endvidere kan den forelæggende ret i givet fald vurdere, om disse oplysninger af ansættelsesmæssig karakter har hjemmel i artikel 22a i direktiv 97/67. I henhold til denne bestemmelse skal de postbefordrende virksomheder tilvejebringe »alle oplysninger« med henblik på »overholdelsen af dette direktiv«. »Dette direktiv« omfatter navnlig:

–

Tilrettelæggelse af »overvågnings- og reguleringsprocedurer til sikring af, at befordringspligttjenesterne udføres« (artikel 22, stk. 2).

–

For så vidt angår virksomheder, som ikke er befordringspligtige, sikringen af efterlevelsen af de »væsentlige krav«, der er defineret i artikel 2, nr. 19), i direktiv 97/67. Disse omfatter »overholdelse af arbejds- og ansættelsesvilkår [og] sociale sikringsordninger«.

–

Udstedelse af tilladelser til postvirksomhederne, som er betinget af eller kræver, at de arbejdsvilkår, som er fastsat i den nationale lovgivning, overholdes (artikel 9, stk. 2, andet afsnit, femte led) ( 31 ).

4. Delkonklusion

80.

Det fremgår af ovenstående betragtninger, at de oplysninger, som blev krævet af AGCOM under overskriften »Generelle oplysningskrav« i artikel 1 i beslutning nr. 94/22/CONS, kan støttes på både artikel 4, stk. 3 og 5, i forordning 2018/644 og artikel 22a i direktiv 97/67.

81.

Eftersom de »specifikke oplysningskrav«, som Amazon blev pålagt ved artikel 2 i beslutning nr. 94/22/CONS, reelt blot er en detaljeret udspecificering af de generelle forpligtelser, der er angivet i denne beslutnings artikel 1, stk. 2 og 3, kan det samme retsgrundlag anvendes på dem.

82.

Hvis den forelæggende ret konstaterer, at begge disse forpligtelser er omfattet af de relevante bestemmelser i forordning 2018/644 og direktiv 97/67, skal den endvidere vurdere, om de er nødvendige og forholdsmæssige.

83.

De oplysninger, der er omhandlet i artikel 4, stk. 3, i forordning 2018/644, omfatter i det væsentlige den årlige omsætning, antallet af ansatte, antallet af håndterede pakker og navnene på underleverandørerne. Kravet om disse oplysninger begrundes i forordning 2018/644 med udøvelsen af de tilsynsbeføjelser, som de nationale forvaltningsmyndigheder er tillagt. Det er således EU-lovgiver selv, der vurderer, om disse oplysninger er nødvendige og forholdsmæssige, uden at denne bestemmelses gyldighed er blevet bestridt.

84.

Det forholder sig anderledes med de andre oplysninger end dem, der er omhandlet i artikel 4, stk. 3, i forordning 2018/644. De »[yderligere] oplysningskrav«, som de nationale tilsynsmyndigheder kan pålægge i henhold til denne forordnings artikel 4, stk. 5, skal vurderes i det enkelte tilfælde (når de anfægtes) for at efterprøve, om de er »nødvendige og forholdsmæssige«. Begge disse kriterier nævnes også i artikel 22a i direktiv 97/67: Oplysningerne skal være nødvendige (stk. 1) og stå i rimeligt forhold til den opgave, som den nationale forvaltningsmyndighed skal løse (stk. 2).

85.

Anmodningen om oplysninger skal derfor undergives den prøvelse af nødvendigheden og forholdsmæssigheden, der er omhandlet i 51. betragtning til direktiv 2008/6 (»Anmodninger om oplysninger bør stå i et rimeligt forhold til formålet og ikke påføre virksomhederne urimelige byrder«).

86.

Forelæggelseskendelsen er yderst kortfattet med hensyn til kriterierne om nødvendighed og forholdsmæssighed, hvilket gør det vanskeligt at undersøge dem. Det er dog muligt at give den forelæggende ret visse indikationer i denne henseende.

5. Nødvendigheden af de krævede oplysninger

87.

Nødvendigheden ( 32 ) af de omtvistede oplysninger følger af, at de nationale forvaltningsmyndigheder, hvis de ikke har kendskab til dem, ikke har mulighed for effektivt at udøve de funktioner, de er blevet tillagt.

88.

Selv om det tilkommer den forelæggende ret at vurdere nødvendigheden af, at AGCOM råder over disse oplysninger i den krævede detaljeringsgrad, er jeg på baggrund af ovenstående betragtninger tilbøjelig til at anerkende, at kendskabet til dem i princippet kan være afgørende for den effektive udøvelse af de funktioner, som de nationale forvaltningsmyndigheder for postsektoren er tillagt, dvs.:

–

Sikringen af, at forpligtelsen til at overholde arbejds- og ansættelsesvilkår og sociale sikringsordninger efterleves, nødvendiggør, at der opnås en erklæring fra virksomheden om arbejds- og ansættelsesvilkårene for alle personer, som er beskæftiget med tilvejebringelsen af tjenesten (det fjerde generelle krav), samt standardkontrakterne med de ansatte (det femte generelle krav).

–

Nødvendigheden af at have kendskab til de gennemsnitspriser for tjenesterne, som gælder for visse grupper af forretningskunder (det andet generelle grav og de tre specifikke krav, som Amazon blev pålagt), har i princippet forbindelse med en national forvaltningsmyndigheds konkurrencerelaterede funktioner, både med hensyn til at fremme konkurrencen og at sikre efterlevelsen af konkurrencereglerne. Som før nævnt nødvendiggør begge disse funktioner et dybt kendskab til situationen på markedet.

–

Oplysningerne om de gældende aftaler, som regulerer forretningsforholdene med virksomhederne i sektoren (det tredje generelle krav), kan muligvis også kvalificeres som nødvendige for, at AGCOM kan udtale sig om visse kritiske aspekter, som konstateres ved myndighedens analyse af pakkeleveringsmarkedet.

6. Kravets forholdsmæssighed

89.

Efter at de krævede oplysningers nødvendighed er blevet fastslået, tilbagestår endnu afklaringen af, om de, henset til deres omfang og kompleksitet, overholder proportionalitetsprincippet. Som før nævnt bør de nationale forvaltningsmyndigheder ikke fremsætte oplysningskrav, som medfører en uforholdsmæssig byrde for virksomhederne.

90.

Det fremgår af de appellerede domme, at TAR Lazio (den regionale forvaltningsdomstol for Lazio) i hovedsagen gennemførte en detaljeret undersøgelse af de pålagte oplysningskrav og vurderede deres forholdsmæssighed. Afgørelsen af, om de vurderinger, som retten i første instans foretog i denne henseende, er korrekte, henhører alene under Consiglio di Statos (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) kompetence.

91.

Der er navnlig blevet fokuseret på dette spørgsmål i de skriftlige indlæg fra BRT og Amazon som enkeltstående virksomheder, og de enheder (FEDIT og AICAI), der repræsenterer deres medlemmer.

92.

Alle disse parter har i større eller mindre grad og med større eller mindre vægt gjort gældende, at de oplysningskrav, der er omhandlet i det fjerde præjudicielle spørgsmål, er uacceptable for virksomhederne i organisatorisk, personalemæssig og økonomisk henseende. Den italienske regering har gjort det modsatte synspunkt gældende.

93.

Efter min opfattelse, som i vidt omfang er sammenfaldende med Kommissionens ( 33 ), er Domstolen ikke i en situation, hvor den kan træffe afgørelse om disse forhold, idet vurderingen heraf alene tilkommer den forelæggende ret. Dette blev medgivet af alle parterne i retsmødet, herunder den italienske regering.

94.

Det er den forelæggende ret, der skal afklare, om opfyldelsen af de omtvistede krav, henset til omfanget og detaljeringsgraden af de krævede oplysninger, medfører en forholdsmæssig og acceptabel byrde for de berørte virksomheder, eller om det tilstræbte formål kan opnås med mindre indgribende midler ( 34 ).

V. Forslag til afgørelse

95.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen, at den besvarer det første, det andet og det fjerde spørgsmål fra Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Italien) således:

»1)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/644 af 18. april 2018 om grænseoverskridende pakkeleveringstjenester

skal fortolkes således, at

denne bestemmelse for så vidt angår de oplysninger, som kræves af de nationale forvaltningsmyndigheder, medmindre der fastsættes specifikke undtagelser med hensyn til enkelte bestemmelser, finder anvendelse på alle pakkeleveringsvirksomheder, uanset om der er tale om nationale eller grænseoverskridende tjenester.

2)

Artikel 4, stk. 3 og 5, i forordning 2018/644 og artikel 22a i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/67/EF af 15. december 1997 om fælles regler for udvikling af Fællesskabets indre marked for posttjenester og forbedring af disse tjenesters kvalitet, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/6/EF af 20. februar 2008,

skal fortolkes således, at

disse bestemmelser ikke er til hinder for, at de nationale forvaltningsmyndigheder pålægger pakkeleveringsvirksomheder oplysningskrav angående

i)

de vilkår, som gælder for de forskellige kundekategorier

ii)

de aftaler, som regulerer forholdene mellem den enkelte pakkeleveringsvirksomhed og de virksomheder, der på forskellige måder afhængigt af de særlige forhold i den pågældende sektor er beskæftigede med tilvejebringelsen af den omhandlede tjeneste, og

iii)

de økonomiske vilkår og de forskellige former for retlig beskyttelse af de arbejdere, som på forskellige måder er beskæftigede med tilvejebringelsen af den omhandlede tjeneste,

såfremt de pålagte krav er nødvendige for udøvelsen af de funktioner, som den nationale forvaltningsmyndighed er tillagt, er forholdsmæssige og ikke medfører en uforholdsmæssig byrde for virksomhederne, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.«


( 1 ) – Originalsprog: spansk.

( 2 ) – Herefter »AGCOM«. AGCOM fungerer som national forvaltningsmyndighed for denne sektor.

( 3 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 18.4.2018 om grænseoverskridende pakkeleveringstjenester (EUT 2018, L 112, s. 19).

( 4 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 15.12.1997 m fælles regler for udvikling af Fællesskabets indre marked for posttjenester og forbedring af disse tjenesters kvalitet (EFT 1998, L 15, s. 14). I dette forslag til afgørelse vil jeg anvende den version, der følger af ændringerne ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/6/EF af 20.2.2008 (EUT 2008, L 52, s. 3).

( 5 ) – Denne bestemmelses stk. 1 fastsætter, at »[m]ed henblik på denne forordning gælder definitionerne i artikel 2 i direktiv [97/67] og i artikel 2, nr. 1), 2) og 5), i [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25.10.2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF (EUT 2011, L 304, s. 64)]«.

( 6 ) – Decreto legislativo n.o 261 – Attuazione della direttiva 97/67/CE concernente regole comuni per lo sviluppo del mercato interno dei servizi postali comunitari e per il miglioramento della qualità del servizio (lovdekret nr. 261 – Gennemførelse af direktiv 97/67/EF om fælles regler for udvikling af Fællesskabets indre marked for posttjenester og forbedring af disse tjenesters kvalitet) af 22.7.1999 (GURI nr. 182 af 5.8.1999, s. 4) (herefter »lovdekret nr. 261/1999«).

( 7 ) – Præmis 1, »Faktiske omstændigheder«.

( 8 ) – Operatører, som med hensyn til postaktiviteter beskæftiger mindst 50 ansatte, og som i mindst tre på hinanden følgende år har realiseret en årlig omsætning på over 10 mio. EUR for aktiviteter henhørende under posttjenester.

( 9 ) – Jf. punkt 23 i dette forslag til afgørelse.

( 10 ) – Punkt IV, nr. I), i Amazons skriftlige indlæg. Heri har selskabet anført, at det bør vurderes, om disse supplerende forpligtelser (i) kan pålægges de operatører, som ikke udbyder grænseoverskridende tjenester og fokuserer på det nationale område, og (ii) kan være begrundet i eventuelle kompetenceproblemer på rent nationalt niveau uden nogen forbindelse med de grænseoverskridende tjenester.

( 11 ) – Jf. senest dom af 12.12.2024, Rada Nadzorcza Getin Noble Bank m.fl. (C-118/23, EU:C:2024:1013, præmis 87).

( 12 ) – Forelæggelseskendelsens præmis 17.2.

( 13 ) – Ibidem.

( 14 ) – Forelæggelseskendelsens præmis 17.4.

( 15 ) – Jf. 51. betragtning til direktiv 2008/6: »De nationale forvaltningsmyndigheder skal indsamle oplysninger fra virksomhederne på markedet for at kunne udføre deres opgaver effektivt.«

( 16 ) – De sager, der blev afgjort ved dom af 31.5.2018, Confetra m.fl. (C-259/16 og C-260/16, EU:C:2018:370), vedrørte kvalificeringen som postbefordrende virksomhed som omhandlet i artikel 2, nr. 1a), i direktiv 97/67 af to kategorier af virksomheder: dels virksomheder, der udbyder vejtransport- og fragttjenester, og dels kurervirksomheder. Domstolen bemærkede i denne dom (præmis 30), at begrebet »posttjenester« omfatter tjenester, der består i indsamling, sortering, transport og omdeling af postforsendelser.

( 17 ) – Dom af 31.5.2018, Confetra m.fl. (C-259/16 og C-260/16, EU:C:2018:370), præmis 34.

( 18 ) – Punkt 41 i Kommissionens skriftlige indlæg. Kommissionen har til støtte for sit synspunkt citeret dom af 16.11.2016, DHL Express (Austria) (C-2/15, EU:C:2016:880): »[…] det fremgår af forarbejderne til direktiv 2008/6, at EU-lovgiver ønskede at fjerne ikke blot de sidste hindringer for fuld markedsåbning for visse befordringspligtige virksomheder, men også alle andre hindringer for levering af posttjenester«.

( 19 ) – Der er intet til hinder for, at anmodningen om oplysninger rettes samlet til alle eller en kategori af operatører på markedet. Artikel 22a, stk. 2, i direktiv 97/67 giver mulighed for både individuelle og kollektive anmodninger.

( 20 ) – Som det blev påpeget i retsmødet, er det, henset til den harmoniserende karakter af direktiv 97/67, ikke udelukket, at medlemsstaterne tillægger deres nationale forvaltningsmyndigheder yderligere funktioner ud over dem, der er fastsat i dette direktiv.

( 21 ) – De oplysninger, der kræves i henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning 2018/644 (virksomhedens identifikationsoplysninger, karakteristika og beskrivelse af de tilbudte tjenester samt vilkår og betingelser for disse tjenester, herunder nærmere oplysninger vedrørende klageprocedurer for brugere og sådanne potentielle ansvarsbegrænsninger, der måtte finde anvendelse), er ikke relevante for tvisten i hovedsagen.

( 22 ) – Punkt 9 i dette forslag til afgørelse.

( 23 ) – Den foreliggende sag er ikke kendetegnet ved de omstændigheder, der lå til grund for konklusionen i dom af 30.5.2024, Expedia (C-663/22, EU:C:2024:433), som Amazon og BRT har påberåbt sig til støtte for deres synspunkt. Som det fremgår af denne doms præmis 56, havde de oplysninger, hvorom der blev anmodet i den pågældende sag, og som vedrørte tjenesteudbydernes økonomiske situation, ikke »en tilstrækkeligt direkte forbindelse med målet med« Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1150 af 20.6.2019 om fremme af retfærdighed og gennemsigtighed for brugere af onlineformidlingstjenester (EUT 2019, L 186, s. 57). Hvad angår afdækningen af mulige konkurrencefordrejninger bemærkede Domstolen, ligeledes i dommens præmis 56, at denne ikke hørte under målet med forordning 2019/1150. I den foreliggende præjudicielle forelæggelse foreligger der derimod både en direkte forbindelse med de anvendte bestemmelsers formål, og de nationale forvaltningsmyndigheder for postsektoren er (lovligt) blevet tillagt funktioner på konkurrenceområdet.

( 24 ) – Derfor vil jeg ikke komme nærmere ind på de »grænser«, som muligvis følger af overholdelsen af lovgivningen om forbrugerbeskyttelse, beskyttelsen af personoplysninger eller fortroligheden af de videresendte informationer. Jeg vil heller ikke undersøge, om det følger af italiensk ret, nærmere bestemt artikel 18a i lovdekret nr. 261/1999, at overholdelsen af de postbefordrende virksomheders ansættelsesretlige forpligtelser skal kontrolleres af en anden national myndighed end AGCOM.

( 25 ) – Dette er efter min opfattelse, hvad der ønskes af Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager), som med henblik på at konkretisere sit spørgsmåls rækkevidde »bl.a.« har henvist til visse oplysningskrav, der er omtvistede i hovedsagen.

( 26 ) – Artikel 1, stk. 1, 2 og 3, i beslutning nr. 94/22/CONS.

( 27 ) – Med hensyn til det oplysningskrav, som nævnes i litra a), dvs. vedrørende de økonomiske vilkår for tjenesteudbuddet til offentligheden, har AGCOM gjort gældende, at disse vilkår er underlagt den offentliggørelsesforpligtelse, der følger af en anden af AGCOM’s beslutninger, nemlig beslutning nr. 413/14/CONS.

( 28 ) – Dette synes ifølge forelæggelseskendelsen at være den afgørende grund til vedtagelsen af beslutning nr. 94/22/CONS, hvori AGCOM »først og fremmest med henblik på fremtiden fastslog, at der forelå en mulig risiko for tilsidesættelse af konkurrencedynamikkerne i sektoren. For at nedbringe denne risiko indførte den oplysningskravene […]« (forelæggelseskendelsens præmis 17.1). Jf. i samme retning denne kendelses præmis 17.7, som gengiver AGCOM’s betragtninger.

( 29 ) – Artikel 1, stk. 4 og 5, i beslutning nr. 94/22/CONS.

( 30 ) – Det fremgår af artikel 4, stk. 3, litra b), i forordning 2018/644, at de obligatoriske oplysninger, som »alle pakkeleveringsvirksomheder« skal indgive til de nationale forvaltningsmyndigheder, omfatter »antallet af personer, der har arbejdet for dem i løbet af det foregående kalenderår og var beskæftiget med pakkeleveringstjenester i den medlemsstat, hvor de er etableret, herunder opgørelser, der viser antallet af personer efter ansættelsesstatus og navnlig dem, der arbejder på fuldtid og deltid, dem der er midlertidigt ansatte, og dem, der er selvstændige«.

( 31 ) – En forpligtelse, som ifølge dom af 16.11.2016, DHL Express (Austria) (C-2/15, EU:C:2016:880), præmis 27, også vedrører de tjenester, der ikke er omfattet af befordringspligten.

( 32 ) – Efter min opfattelse ville en drøftelse af den »grad af nødvendighed«, der skal anlægges som referencepunkt, ikke være nyttig. Der er ganske vist i en række tilfælde, herunder i Domstolens domme, blevet sondret mellem det »nødvendige« og det »strengt nødvendige«. Jeg finder dog, at anvendelsen af sammensætningen »strengt nødvendig« reelt er udtryk for et litterært greb (nærmere bestemt en pleonasme), som gør udsagnet mere udtryksfuldt, men ikke ændrer dets indhold. Strengt taget har det binære par nødvendig/unødvendig ikke et tertium genus. Der er efter min opfattelse ingen væsentlige forskelle mellem det »nødvendige« og det »uundværlige«.

( 33 ) – Punkt 52 i Kommissionens skriftlige indlæg.

( 34 ) – F.eks. ved at gøre brug af de oplysninger, som de italienske offentlige myndigheder allerede råder over ad anden vej, således som Amazon gjorde gældende i retsmødet. I dom nr. 14370/2023 afsagt af TAR Lazio (den regionale forvaltningsdomstol for Lazio) den 28.9.2023 (præmis 9), beskrives det, at AGCOM i en anmodning om oplysninger af 16.12.2022 anerkendte, at behovet for større kendskab til nettets struktur kunne opfyldes ved blot at indsende de standardkontrakter, der anvendes til at regulere forretningsforholdene med de forskellige kategorier af underleverandører. TAR Lazio (den regionale forvaltningsdomstol for Lazio) tilføjede, at denne forpligtelse er »væsentligt mindre indgribende« end den, der er fastsat i den anfægtede beslutnings artikel 1, stk. 3.