Artikel 14 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 TEUF (EFT 1999, L 83, s. 1), som har overskriften »Tilbagebetaling af støtte«, er affattet således: »1.I negative beslutninger om ulovlig støtte bestemmer Kommissionen, at den pågældende medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren, i det følgende benævnt »beslutning om tilbagebetaling«. Kommissionen kræver ikke tilbagebetaling af støtten, hvis det vil være i modstrid med et generelt princip i [EU-]lovgivningen. 2.Den støtte, der skal tilbagebetales i medfør af en beslutning om tilbagebetaling, skal indeholde renter beregnet på grundlag af en passende sats, der fastsættes af Kommissionen. Renterne betales fra det tidspunkt, hvor den ulovlige støtte var til støttemodtagerens rådighed, og indtil den tilbagebetales. 3.Med forbehold af eventuel kendelse fra [Den Europæiske Unions] Domstol[…] efter […] artikel [278 TEUF] skal tilbagebetalingen ske omgående og i overensstemmelse med gældende procedurer i den pågældende medlemsstats nationale ret, forudsat at disse giver mulighed for omgående og effektiv gennemførelse af Kommissionens beslutning. Til det formål og i tilfælde af søgsmål ved de nationale domstole træffer de pågældende medlemsstater alle nødvendige foranstaltninger, som er til rådighed i deres respektive retssystemer, herunder også foreløbige foranstaltninger, dog med forbehold af [EU-]retten.«

Artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1008/2008 af 24. september 2008 om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester i [Unionen] (EUT 2008, L 293, s. 3) bestemmer følgende: »E[U]-luftfartsselskaber har ret til at drive trafikflyvning på ruter inden for [Unionen].«

Denne forordnings artikel 23, som har overskriften »Information og ikke-diskrimination«, fastsætter i stk. 1 følgende: »Flybilletpriser og luftfragtrater, der tilbydes eller offentliggøres, uanset i hvilken form, herunder via internettet, for trafikflyvninger fra en lufthavn beliggende på en medlemsstats område, hvor traktaten finder anvendelse, og som er til rådighed for offentligheden, skal omfatte de gældende betingelser. Den endelige pris, der skal betales, skal altid angives og skal inkludere den gældende billetpris eller luftfragtrate samt alle gældende skatter og afgifter, tillæg og gebyrer, der er obligatoriske og forudseelige på tidspunktet for offentliggørelsen. Foruden angivelsen af den endelige pris skal mindst følgende angives:

a)flybilletprisen eller luftfragtraten

b)skatter

c)lufthavnsafgifter og

d)andre afgifter, tillæg eller gebyrer, f.eks. med relation til sikkerhed eller brændstof,

såfremt elementerne i litra b), c) og d) er lagt til flybilletprisen eller luftfragtraten. Valgfrie pristillæg skal meddeles på en klar, gennemskuelig og utvetydig måde ved reservationsprocedurens start, og kunden skal acceptere dem ved et aktivt valg.«

Tredje og fjerde betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/104/EU af 26. november 2014 om visse regler for søgsmål i henhold til national ret angående erstatning for overtrædelser af bestemmelser i medlemsstaternes og Den Europæiske Unions konkurrenceret (EUT 2014, L 349, s. 1), har følgende ordlyd:

»(3)[…] Hvis artikel 101 og 102 [TEUF] skal have fuld virkning, og navnlig hvis de deri indeholdte forbud skal have virkning i praksis, kræver det, at alle – såvel private parter, herunder forbrugere og virksomheder, som offentlige myndigheder – kan rejse erstatningskrav ved nationale retter for den skade, som de har lidt som følge af en overtrædelse af disse bestemmelser. […]

(4)Denne ret til erstatning efter EU-retten for skade som følge af overtrædelser af EU-konkurrenceretten og medlemsstaternes konkurrenceret indebærer, at hver enkelt medlemsstat skal have procedureregler, der sikrer en reel udøvelse af denne ret. […]«

Dette direktivs artikel 13, som har overskriften »Påstand om overvæltning«, er affattet således: »Medlemsstaterne sikrer, at sagsøgte under et erstatningssøgsmål til støtte for sin frifindelsespåstand kan påberåbe sig, at den, der har rejst erstatningskravet, har overvæltet hele overprisen som følge af overtrædelsen af konkurrenceretten eller en del heraf. Bevisbyrden for overvæltningen påhviler sagsøgte, der med rimelighed kan kræve fremlæggelse af beviser af sagsøgeren eller tredjemænd.«

Det skal bemærkes, at det følger af artikel 107, stk. 1, TEUF, at statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, bortset fra de i traktaten hjemlede undtagelser, er uforenelig med det indre marked i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

Ifølge Domstolens faste praksis er begrebet »støtte« mere generelt end begrebet »tilskud«, idet det ikke blot omfatter positive ydelser såsom selve tilskuddene, men ligeledes statslige indgreb, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget, og derved, uden at være tilskud i ordets egentlige forstand, er af samme art og har tilsvarende virkninger (dom af 15.11.2011, Kommissionen og Spanien mod Government of Gibraltar og Det Forenede Kongerige, C-106/09 P og C-107/09 P, EU:C:2011:732, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis).

Det følger heraf, at en foranstaltning, hvorved offentlige myndigheder indrømmer visse virksomheder en fordelagtig skattemæssig behandling, der, selv om den ikke indebærer en overførsel af statslige midler, giver de berettigede en gunstigere økonomisk stilling end andre skattepligtige, udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. Fordele, der følger af en generel foranstaltning, som finder anvendelse uden forskel på alle erhvervsdrivende, og som følgelig ikke er selektiv, udgør derimod ikke statsstøtte som omhandlet i artikel 107 TEUF (dom af 15.11.2011, Kommissionen og Spanien mod Government of Gibraltar og Det Forenede Kongerige, C-106/09 P og C-107/09 P, EU:C:2011:732, præmis 72 og 73 og den deri nævnte retspraksis).

Det skal i den foreliggende sag bemærkes, at Kommissionen – som det fremgår af Aer Lingus-dommens præmis 54 og 55 og af Ryanair-dommens præmis 79 og 80 – i den omtvistede afgørelse fastslog, at den med henblik på at påvise LTA’ens selektive karakter skulle identificere et »referencesystem« og afgøre, om den nævnte foranstaltning udgjorde en undtagelse fra dette system. Efter at have konstateret, at den nedsatte LTA-sats i det væsentlige kun fandt anvendelse på indenrigsdestinationer og kun på omkring 10-15% af alle flyvninger, der var omfattet af LTA’en, konkluderede Kommissionen, at den højere LTA-sats burde betragtes som den normale sats i referencesystemet, mens den nedsatte sats udgjorde en undtagelse.

I forhold til disse betragtninger begrænsede Aer Lingus og Ryanair sig til for Retten at kritisere anvendelsen af LTA’ens højere sats som referencesats med henblik på at påvise denne afgifts selektive karakter.

Efter at have behandlet og forkastet de argumenter, som Aer Lingus og Ryanair i denne forbindelse havde gjort gældende, konkluderede Retten imidlertid i henholdsvis Aer Lingus-dommens præmis 76 og Ryanair-dommens præmis 90, at Kommissionen ikke havde begået noget retlig fejl ved at kvalificere den højere LTA-sats som »referencesats« og, som følge heraf, at fastslå, at anvendelsen af forskellige satser udgjorde statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF til fordel for de luftfartsselskaber, hvis flyvninger i den af den omtvistede afgørelse omfattede periode var pålagt den nedsatte LTA-sats.

Det er denne vurdering fra Rettens side, som ifølge Aer Lingus og Ryanair er behæftet med en retlig fejl af de grunde, der er anført under de forskellige led i deres respektive eneste anbringender.

Det er i denne sammenhæng, der skal foretages en analyse af de forskellige led i Ryanairs og Aer Lingus’ eneste anbringender, som har til formål at godtgøre, at Rettens argumentation er behæftet med en retlig fejl i kraft af, at den stadfæstede anvendelsen af den højere LTA-sats som referencesats og ikke tog hensyn til den eventuelle tilbagebetaling af en del af denne afgift til de operatører, der var pålagt den højere sats. Der vil først ske en undersøgelse af det første led i Ryanairs eneste anbringende, derefter af det fjerde led i det samme anbringende og endelig vil der ske en samlet undersøgelse af alle leddene i Aer Lingus’ eneste anbringende og af det andet og det tredje led i Ryanairs eneste anbringende.

I modsætning til, hvad Irland har gjort gældende, har Ryanair i retligt tilstrækkeligt omfang redegjort for grundene til, at selskabet finder, at Ryanair-dommens præmis 89 er behæftet med en retlig fejl.

Det forholder sig dog ikke desto mindre således, at disse grunde ikke giver grundlag for at rejse tvivl om rigtigheden af Rettens forkastelse af Ryanairs argumentation, således at dette led i Ryanairs eneste anbringende ligeledes skal forkastes.

Som Retten i det væsentlige påpegede i Ryanair-dommens præmis 89, ville den opfattelse, at den nedsatte LTA-sats, alene fordi denne sats blev indført samtidigt med satsen på 10 EUR pr. passager, ikke gav de virksomheder, der var pålagt denne sats, en selektiv fordel, således være ensbetydende med at lade et statsindgrebs karakter af statsstøtte afhænge af den anvendte teknik. Som det fremgår af Domstolens faste praksis, opstiller artikel 107, stk. 1, TEUF imidlertid ikke nogen sondring mellem statsindgrebene ud fra de teknikker, der anvendes af de nationale myndigheder (jf. i denne retning dom af 15.11.2011, Kommissionen og Spanien mod Government of Gibraltar og Det Forenede Kongerige, C-106/09 P og C-107/09 P, EU:C:2011:732, præmis 87 og den deri nævnte retspraksis).

Følgelig skal det fjerde led i Ryanairs eneste anbringende ligeledes forkastes.

Kommissionen har foreholdt Retten at have begået en retlig fejl og en tilsidesættelse af artikel 108, stk. 3, TEUF og af artikel 14 i forordning nr. 659/1999, idet den fastsatte et nyt økonomisk kriterium til fastsættelse af de beløb, der skal tilbagebetales af en statsstøtte som den i den foreliggende sag omhandlede, ved at fastslå, at Kommissionen burde have taget hensyn til, i hvilket omfang de støttemodtagende luftfartsselskaber havde væltet den fordel, der fulgte af anvendelsen af LTA’en til den nedsatte sats, over på passagererne.

Aer Lingus har bestridt Kommissionens argumenter, som er baseret på en fejlagtig fortolkning af Aer Lingus-dommen. Dette selskab har anført, at Retten fastslog, at LTA’en er en punktafgift, med andre ord en indirekte afgift, der vedrører de passagerer, der er omfattet af den nedsatte LTA-sats. Den omhandlede afgiftsforanstaltning kan derfor ikke sidestilles med et tilskud fra staten eller med en foranstaltning, der gør det muligt for en virksomhed at opnå omkostningsbesparelser. Aer Lingus har tilføjet, at det ikke var selskabet tilladt at opkræve et højere beløb end denne sats fra de passagerer, der rejste på de flyvninger, der var pålagt den nedsatte sats, og at såfremt selskabet var forpligtet til at tilbagebetale de 8 EUR pr. billet, som Kommissionen kræver, ville det ikke være muligt for dette med tilbagevirkende kraft at inddrive dette beløb fra de passagerer, der havde købt den pågældende billet til den nedsatte sats.

Ryanair har principalt gjort gældende, at Kommissionens eneste anbringende er irrelevant. Ifølge dette selskab fremførte Retten som begrundelse for annullationen af den omtvistede afgørelses artikel 4 tre forskellige grunde i Ryanair-dommens præmis henholdsvis 120-133, 134-144 og 145-149. Kommissionens appel omfatter alene den første af disse grunde, der vedrører omfanget af overvæltningen af LTA’en på passagererne, hvorimod Kommissionen ikke har anfægtet de to andre grunde, der vedrører dels den særlige situation og konkurrencepresset på det omhandlede marked, dels den manglende begrundelse for nødvendigheden af at tilbagesøge differencen mellem den højere og den nedsatte LTA-sats for at genoprette den tidligere situation.

Ryanair har subsidiært anført, at Kommissionens eneste anbringende er uden grundlag. Retten begrænsede sig således til at anvende det princip, hvorefter der skal ske en opgørelse af den reelle værdi af den fordel, der er opnået ved hjælp af støtten. Desuden har Kommissionen overdrevet de vanskeligheder, der vil være forbundet med den eksakte fastsættelse af dette beløb i tilfælde af, at den af Retten forfægtede løsning måtte blive opretholdt. Ryanair har endeligt bemærket, at det ville være ulogisk ikke at tage hensyn til overvæltningen på kunderne af den af støttemodtageren opnåede fordel, når artikel 13 i direktiv 2014/104 gør det muligt for ophavsmanden til en overtrædelse af konkurrencereglerne at blive undtaget fra som erstatning at skulle betale den overpris, der er en konsekvens af overtrædelsen, såfremt denne overpris er blevet væltet over på sagsøgerens kunder.

Det skal indledningsvis bemærkes, at Kommissionens eneste anbringende i modsætning til, hvad Ryanair har anført, ikke er irrelevant.

Det følger ganske vist af Domstolens faste praksis, at klagepunkter, der i forbindelse med en appel er rettet mod præmisser, som er anført for fuldstændighedens skyld i en dom afsagt af Retten, uden videre skal forkastes som irrelevante, fordi de ikke kan føre til en ophævelse af denne dom (jf. i denne retning dom af 2.9.2010, Kommissionen mod Deutsche Post, C-399/08 P, EU:C:2010:481, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis).

I den foreliggende sag blev der imidlertid i modsætning til, hvad Ryanair har hævdet, i Ryanair-dommens præmis 120-149 ikke fremført tre forskellige grunde, hvoraf hver enkel i sig selv var tilstrækkelig til at begrunde annullationen af den omtvistede afgørelses artikel 4. I disse præmisser blev der – ligesom i øvrigt i Aer Lingus-dommens præmis 104-123, som er affattet med en meget tilsvarende ordlyd – redegjort for forskellige aspekter af den samme argumentation fra Retten, der begrundede dennes afgørelse, som blev angivet i Aer Lingus-dommens præmis 123 og i Ryanair-dommens præmis 119, og hvorefter Kommissionen havde »anlagt et urigtigt skøn og foretaget urigtig retsanvendelse« ved at fastsætte den støtte, der skulle tilbagesøges fra luftfartsselskaberne, til 8 EUR pr. passager. Disse forskellige aspekter er indbyrdes forbundne, og det er på kunstig vis og i strid med deres interne sammenhæng, at Ryanair har adskilt dem i tre angiveligt forskellige grunde.

Desuden har Kommissionen med sin fremførte argumentation anfægtet hele Rettens argumentation og ikke, som Ryanair med urette har anført, blot en del af denne.

Efter denne præcisering skal det, med hensyn til realitetsbehandlingen af Kommissionens eneste anbringende, først bemærkes, at forpligtelsen for den pågældende medlemsstat til gennem tilbagesøgning at ophæve en støtte, som af Kommissionen er fundet uforenelig med det indre marked, ifølge Domstolens faste praksis har til formål at genoprette situationen fra før støttens ydelse (jf. i denne retning dom af 4.4.1995, Kommissionen mod Italien, C-350/93, EU:C:1995:96, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).

Dette formål er opnået, når den pågældende støtte, eventuelt med tillæg af morarenter, er blevet tilbagebetalt af støttemodtageren eller, med andre ord, af de virksomheder, som virkelig har modtaget den. Ved denne tilbagebetaling mister støttemodtageren jo den fordel, der var opnået på markedet i forhold til konkurrenterne, og situationen fra tiden før ydelsen af støtte er genoprettet (dom af 29.4.2004, Tyskland mod Kommissionen, C-277/00, EU:C:2004:238, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis).

Endvidere medfører en tilbagesøgning af en ulovlig støtte med henblik på genoprettelsen af den hidtidige situation ikke, at fortiden rekonstrueres med et andet forløb på grundlag af hypotetiske elementer som de ofte mangfoldige valg, der kunne være foretaget af de berørte erhvervsdrivende, så meget mere som de valg, der rent faktisk er blevet truffet med gavn af støtten, kan vise sig ikke at kunne omgøres (dom af 15.12.2005, Unicredito Italiano, C-148/04, EU:C:2005:774, præmis 118).

Som generaladvokaten i det væsentlige har bemærket i punkt 62 i forslaget til afgørelse, følger det heraf, at tilbagesøgningen af denne støtte indebærer en tilbagebetaling af den fordel, som støtten har givet støttemodtageren, og ikke en tilbagebetaling af den eventuelle økonomiske fortjeneste, som modtageren har opnået gennem udnyttelsen af denne fordel. En sådan fortjeneste kan være forskellig fra den fordel, der udgør den nævnte støtte, eller endog vise sig at være ikke-eksisterende, uden at denne omstændighed kan begrunde, at denne støtte ikke tilbagesøges, eller at der tilbagesøges et beløb, der er forskelligt fra det beløb, der udgør den fordel, som den omhandlede ulovlige støtte har givet.

Hvad nærmere bestemt angår en ulovlig støtte ydet i form af en afgiftsfordel fremgår det tillige af Domstolens praksis, at tilbagesøgningen af støtten indebærer, at de transaktioner, som modtagerne af den pågældende støtte rent faktisk har gennemført, skal underlægges den afgiftsbehandling, der ville have fundet anvendelse på dem uden den ulovlige støtte (jf. i denne retning dom af 15.12.2005, Unicredito Italiano, C-148/04, EU:C:2005:774, præmis 119).

I det foreliggende tilfælde bestod den ved LTA’en indrømmede afgiftsfordel ifølge den omtvistede afgørelse i anvendelsen af forskellige afgiftssatser i den omhandlede periode, hvilke satser førte til, at de luftfartsselskaber i Irland, der skulle betale afgiftssatsen på 2 EUR, blev begunstiget af en fordel i forhold til de øvrige selskaber, der skulle betale et beløb på 10 EUR pr. passager i den samme periode. Det er imidlertid ikke lykkedes Aer Lingus og Ryanair at godtgøre, at den nævnte afgørelse er behæftet med en ulovlighed derved, at den fastslår forekomsten af en statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

Henset til de betragtninger, der er redegjort for i nærværende doms præmis 89-93, må det under disse omstændigheder fastslås, at tilbagebetalingen af den ved støtteforanstaltningen tilførte fordel, som identificeret i den omtvistede afgørelse, nødvendiggjorde, at de irske afgiftsmyndigheder fra de selskaber, der var omfattet af den nedsatte LTA-sats, tilbagesøgte differencen mellem det LTA-beløb, der skulle være betalt for hver af de pågældende flyvninger, såfremt den ulovlige støtte ikke havde foreligget, dvs. beløbet for den højere LTA-sats, og det faktisk betalte LTA-beløb, dvs. det beløb, der var beregnet på grundlag af den nedsatte LTA-sats.

Det skal derfor fastslås, at tilbagebetalingen af støtten i den foreliggende sag fordrede en tilbagesøgning af et beløb på 8 EUR pr. passager for hver af de pågældende flyvninger, således som Kommissionen præciserede i den omtvistede afgørelses artikel 4.

I modsætning til, hvad Retten fandt, kan de vurderinger, der er redegjort for i Aer Lingus-dommens præmis 104-123 og i Ryanair-dommens præmis 120-149, ikke begrunde en anden konklusion.

Eftersom luftfartsselskaberne i henhold til gældende irsk lovgivning var direkte betalingspligtige for LTA’en, betyder det under de omstændigheder, der foreligger i nærværende sager, således mindre, at denne afgift i irsk lovgivning blev kvalificeret som »punktafgift«. Af samme grund er spørgsmålet om, hvorvidt LTA’en i teknisk henseende skal kvalificeres som en direkte eller indirekte afgift, uden relevans.

Hvad angår spørgsmålet om tilbagesøgningen af støtten er begrebet »økonomisk overvæltning«, der er omtalt i henholdsvis Aer Lingus-dommens præmis 91 og Ryanair-dommens præmis 123, ligeledes uden relevans. Hvad angik de flyvninger, der var pålagt den nedsatte sats på 2 EUR pr. passager, angav Retten i denne forbindelse, at det med henblik på vurderingen af den »økonomiske overvæltning« skulle afgøres, i hvilket omfang de pågældende luftfartsselskaber rent faktisk opnåede en økonomisk fordel ved anvendelsen af denne nedsatte sats.

Som det fremgår af nærværende doms præmis 92 og 93, indebærer tilbagesøgningen af støtten en tilbagebetaling af den fordel, som støtten har givet støttemodtageren, og ikke en tilbagebetaling af den økonomiske fortjeneste, som modtageren eventuelt har opnået gennem udnyttelsen af denne fordel. Det skal derfor ikke undersøges, om og i hvilet omfang disse selskaber rent faktisk gjorde brug af den økonomiske fordel, der fulgte af anvendelsen af den nedsatte sats.

De vurderinger, som Retten redegjorde for i Aer Lingus-dommens præmis 92-105 og i Ryanair-dommens 124-136, vidner om den samme sammenblanding af den fordel, der blev ydet gennem virkningen af den nedsatte LTA-sats, og den fortjeneste, som støttemodtagerne kunne opnå eller kunne have opnået af denne fordel.

I modsætning til, hvad Retten udtalte i henholdsvis Aer Lingus-dommens præmis 105 og Ryanair-dommens præmis 136, bestod fordelen, som identificeret af Kommissionen i den omtvistede afgørelse, således ikke i det forhold, at de luftfartsselskaber, der var pålagt denne sats, kunne »tilbyde mere konkurrencedygtige priser«. Den bestod helt enkelt i det forhold, at disse samme selskaber skulle betale et LTA-beløb, der var lavere end dét, som de skulle have betalt, såfremt deres flyvninger var pålagt den højere LTA-sats. Spørgsmålet om, hvorvidt denne fordel gav dem mulighed for at tilbyde mere konkurrencedygtige billetpriser, eller hvorvidt de på anden vis udnyttede denne fordel, vedrører opgørelsen af den eventuelle fortjeneste, som de kunne opnå gennem udnyttelsen af den ydede fordel, hvilken opgørelse er uden relevans for tilbagesøgningen af støtten.

Det var ligeledes med urette, at Retten i henholdsvis Aer Lingus-dommens præmis 110 og Ryanair-dommens præmis 141 anførte, at omstændighederne i de sager, som var blevet indbragt for den, var forskellige fra den sag, der gav anledning til dom af 15. december 2005, Unicredito Italiano (C-148/04, EU:C:2005:774), derved, at de luftfartsselskaber, der var omfattet af den nedsatte LTA-sats, »ikke [kunne] vælge en anden transaktion end den, hvortil støtten var knyttet«.

Som Retten i det væsentlige anerkendte i Aer Lingus-dommens præmis 111 og i Ryanair-dommens præmis 142, var der således intet, der forhindrede de nævnte selskaber i at hæve billetprisen uden afgifter for de flyvninger, der var pålagt den nedsatte LTA-sats, med et beløb på 8 EUR. Det forhold, at disse selskaber i medfør af artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 1008/2008 til billetprisen uden afgifter kun kunne tilføje beløbet på 2 EUR svarende til den LTA, der var beregnet ud fra den nedsatte sats, kan ikke føre til en anden konklusion, eftersom det beløb, der svarer til differencen mellem de to LTA-satser, dvs. 8 EUR, forinden kunne være blevet inkluderet i billetprisen uden afgifter.

De ovenstående betragtninger ændres ikke af Ryanairs argument vedrørende artikel 13 i direktiv 2014/104. Som det fremgår af den praksis fra Domstolen, der er nævnt i nærværende doms præmis 89 og 90, har tilbagesøgningen af en ulovlig støtte et andet formål end dét, der forfølges med direktiv 2014/104. Som det fremgår af tredje og fjerde betragtning til dette direktiv, tilsigter dette navnlig at sikre, at enhver person, der anser sig for udsat for en overtrædelse af de i artikel 101 TEUF og 102 TEUF fastsatte konkurrenceregler, effektivt kan udøve sin ret til at kræve erstatning for den skade, som vedkommende mener at have lidt. Tilbagesøgningen af en støtte har derimod ikke til formål, at der ydes erstatning for nogen individuel skade, men at der sker genoprettelse på det pågældende marked af situationen fra før denne støttes ydelse.

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at Retten behæftede sin dom med en retlig fejl ved i henholdsvis Aer Lingus-dommens præmis 123 og Ryanair-dommens præmis 119 at fastslå, at Kommissionen havde »anlagt et urigtigt skøn og foretaget urigtig retsanvendelse« ved at fastsætte den støtte, der skulle tilbagesøges fra de selskaber, der var omfattet af den nedsatte LTA-sats, til 8 EUR pr. passager for de flyvninger, der var pålagt denne sats.

Følgelig skal Kommissionens appeller tages til følge, og punkt 1 i de respektive domskonklusioner i Aer Lingus-dommen og Ryanair-dommen skal ophæves.

Aer Lingus og Ryanair gjorde i det væsentlige gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og foretog et urigtigt skøn ved at fastsætte det støttebeløb, der skulle tilbagesøges, til 8 EUR pr. passager for hver af de flyvninger, der var pålagt den nedsatte LTA-sats.

Disse argumenter skal forkastes af de grunde, der er gennemgået i nærværende doms præmis 85-106.

Aer Lingus og Ryanair anførte ligeledes, at den i den omtvistede afgørelses artikel 4 fastsatte forpligtelse til at betale dette beløb – eftersom luftfartsselskaberne ikke længere har mulighed for fra hver af passagererne på de flyvninger, der var omfattet af den nedsatte LTA-sats, at tilbagesøge de 8 EUR, som de skal tilbagebetale – er ensbetydende med at pålægge en tillægsafgift eller en sanktion, hvilket udgør en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet og strider mod Domstolens praksis, ifølge hvilken tilbagebetalingen af støtte ikke kan anses for en sanktion.

Disse argumenter skal også forkastes.

Som generaladvokaten har påpeget i punkt 83 i forslaget til afgørelse, udgør tilbagesøgningen af et beløb svarende til forskellen mellem den afgift, der ville have været skyldig, såfremt der ikke havde foreligget en ulovlig støtteforanstaltning, og det lavere beløb, der er betalt i medfør af denne foranstaltning, ikke en ny afgift, der pålægges med tilbagevirkende kraft (jf. i denne retning dom af 10.6.1993, Kommissionen mod Grækenland, C-183/91, EU:C:1993:233, præmis 17). Der er tale om en tilbagesøgning af den del af den oprindelige afgift, der i medfør af en ulovlig afgiftsfritagelse ikke er blevet betalt. En sådan tilbagesøgning udgør heller ikke en sanktion (dom af 17.6.1999, Belgien mod Kommissionen, C-75/97, EU:C:1999:311, præmis 65).

Hvad angår det argument, hvorefter de af tilbagesøgningen berørte luftfartsselskaber ikke er i stand til fra deres egne kunder at tilbagesøge den supplerende afgift, som de skal tilbagebetale, er det ligeledes tilstrækkeligt at bemærke, at tilbagesøgningen af denne støtte nødvendigvis indebar en tilbagebetaling af differencen mellem de to gældende satser, eftersom den ulovlige støtte, som Kommissionen havde identificeret i den omtvistede afgørelse, bestod i anvendelsen af den nedsatte LTA-sats, dvs. i en delvis fritagelse fra en afgift, som ikke vedrørte disse luftfartsselskabers kunder, men disse selskaber selv. Som det fremgår af nærværende doms præmis 99 og 100, er dette tillige tilfældet selv i den situation, hvor modtagerne af denne støtte ikke har opnået nogen fortjeneste af den omhandlede fordel, det være sig fordi de har ladet deres kunder nyde godt af denne fordel eller af en hvilken som helst anden grund.

Endelig tilsidesætter forpligtelsen til at tilbagesøge den nævnte støtte hverken proportionalitetsprincippet eller ligebehandlingsprincippet. For det første følger det af Domstolens faste praksis, at ophævelsen af en ulovlig støtte gennem tilbagesøgning er den logiske følge af, at støtten er fundet ulovlig, hvorfor tilbagesøgning af denne støtte for herved at genoprette den tidligere situation principielt ikke kan betragtes som en foranstaltning, der ikke står i rimeligt forhold til formålene i EUF-traktatens bestemmelser om statsstøtte (dom af 11.3.2010, CELF og ministre de la Culture et de la Communication, C-1/09, EU:C:2010:136, præmis 54, og af 28.7.2011, Diputación Foral de Vizcaya m.fl. mod Kommissionen, C-471/09 P – C-473/09 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2011:521, præmis 100).

For det andet befinder støttemodtagerne, der er forpligtet til at tilbagebetale denne støtte, sig åbenlyst ikke i den samme situation som de luftfartsselskaber, som ikke har nydt godt af støtten og ikke er berørt af tilbagesøgningen, således at der ikke kan være tale om, at ensartede situationer under tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet behandles forskelligt.

Det følger af de ovenstående betragtninger, at det tredje og det fjerde anbringende i Aer Lingus’ søgsmål for Retten samt det tredje anbringendes første led i Ryanairs søgsmål for Retten skal forkastes.

Aer Lingus og Ryanair gjorde gældende, at de luftfartsselskaber, der var omfattet af den højere LTA-sats, havde ret til at få tilbagebetalt den for meget betalte afgift, såvel fordi indførelsen af to forskellige satser udgør en tilsidesættelse af den i artikel 56 TEUF fastsatte frie udveksling af tjenesteydelser, som i henhold til den retspraksis, der udspringer af dom af 7. september 2006, Laboratoires Boiron (C-526/04, EU:C:2006:528). Følgelig udgør tilbagesøgningen fra de selskaber, der var omfattet af den nedsatte LTA-sats, af differencen mellem denne sats og den højere sats, en tilsidesættelse af artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 659/1999 såvel som af retssikkerhedsprincippet, effektivitetsprincippet og princippet om god forvaltningsskik. Ydermere fører en sådan tilbagesøgning til alvorlige konkurrenceforvridninger. Efter denne tilbagesøgning vil det således være de luftfartsselskaber, der har været omfattet af denne tilbagesøgningsforanstaltning, som bliver placeret i en skadelig situation, for så vidt som de da vil have betalt et samlet beløb på 10 EUR pr. passager, hvorimod de øvrige luftfartsselskaber, der har opnået tilbagebetaling af 8 EUR ud af de oprindeligt betalte 10 EUR pr. passager, kun vil have betalt en afgift på 2 EUR pr. passager.

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at karakteren af den foranstaltning, der er omfattet af den omtvistede afgørelse, på ingen måde svarer til dén, der var omfattet af dom af 7. september 2006, Laboratoires Boiron (C-526/04, EU:C:2006:528).

LTA’en var således en almengyldig afgift, og Kommissionen nåede i den omtvistede afgørelse frem til den konklusion, at den nedsatte LTA-sats svarede til en delvis afgiftsfritagelse, der i sig selv udgjorde en støtteforanstaltning. Under sådanne omstændigheder kan de virksomheder, der er betalingspligtige for den omhandlede afgift, ikke unddrage sig betaling af denne eller opnå tilbagebetaling heraf ved at påberåbe sig, at den afgiftsfritagelse, der gælder for andre virksomheder, udgør statsstøtte (dom af 7.9.2006, Laboratoires Boiron, C-526/04, EU:C:2006:528, præmis 30 og 32 og den deri nævnte retspraksis).

Efter denne præcisering skal det anføres, at Kommissionen under omstændigheder som de i den foreliggende sag omhandlede, således som det fremgår af nærværende doms præmis 78 og 79, ikke kunne undlade at fastslå, at der forelå statsstøtte, blot fordi der bestod en mulighed for, at de kompetente nationale retsinstanser ville anordne tilbagebetaling af den for meget betalte LTA til de luftfartsselskaber, der ikke havde nydt godt af den nedsatte sats for denne afgift. Idet Kommissionen var forpligtet til at fastslå, at der forelå statsstøtte, var den ligeledes forpligtet til at anordne tilbagesøgning af denne støtte.

Det tilkommer under sådanne omstændigheder den pågældende medlemsstat, i det foreliggende tilfælde Irland, på enhver måde, der er egnet og i overensstemmelse med statens interne lovgivning og EU-retten, at sikre sig, at eventuelle nationale foranstaltninger, der indebærer en tilbagebetaling til visse virksomheder af en afgift, ikke fører til en ny og med EUF-traktatens bestemmelser uforenelig støtte til fordel for de virksomheder, der er omfattet af denne tilbagebetaling.

Det følger af de ovenstående betragtninger, at det andet anbringende i Aer Lingus’ søgsmål for Retten og det tredje anbringendes andet led i Ryanairs søgsmål for Retten skal forkastes.

Ryanair gjorde i forbindelse med det andet anbringende i sit søgsmål for Retten gældende, at Kommissionen ved opgørelsen af den ved LTA’en tilførte fordel burde have taget hensyn til LTA’ens forholdsmæssige indvirkning på de forskellige konkurrerende virksomheder, eftersom visse selskaber, navnlig Aer Arann, nød godt af den nedsatte LTA-sats for en langt højere procentdel af deres flyvninger, mens indvirkningen af LTA’en beregnet efter den højere sats var langt mindre for businessclassflyvningerne og langdistanceflyvningerne, der primært blev udbudt af Aer Lingus.

Aer Lingus støttede som intervenient i sag T-500/12 ikke Ryanairs konklusioner vedrørende dette anbringende, men fandt, at den relative betydning af den fordel, der blev indrømmet de forskellige modtagere, kunne være relevant med henblik på at fastsætte det støttebeløb, der skulle tilbagesøges. Eftersom intervention kun kan ske med henblik på helt eller delvist at støtte en af parternes påstande, skal Aer Lingus’ argumentation på dette punkt imidlertid afvises fra realitetsbehandling.

Ryanairs argumentation kan ikke tiltrædes. Den omstændighed, at visse modtagere af en støtteforanstaltning vil kunne opnå en fortjeneste af den fordel, som denne støtte udgør, der er forholdsmæssigt større end den fortjeneste, som de øvrige modtagere af den samme foranstaltning opnår, er hverken til hinder for, at Kommissionen kvalificerer den pågældende foranstaltning som statsstøtte, der er uforenelig med det indre marked, eller at denne institution anordner tilbagesøgning af den fordel, der følger af gennemførelsen af denne støtte.

Det følger heraf, at det andet anbringende i Ryanairs søgsmål for Retten er ugrundet og skal forkastes.

Heraf følger for det første, at idet det første og det femte anbringende i Aer Lingus’ søgsmål for Retten samt det første, det fjerde og det femte anbringende i Ryanairs søgsmål for Retten blev forkastet af Retten, uden at de anbringender, som Aer Lingus og Ryanair som led i deres respektive kontraappeller har fremført over for de appellerede dommes begrundelser for denne afgørelse om forkastelse, er blevet taget til følge, er punkt 2 i de appellerede dommes domskonklusioner blevet endelig, og for det andet, at idet det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at de øvrige anbringender, som Aer Lingus og Ryanair fremførte for Retten, og som tilsigtede en annullation af den omtvistede afgørelse, ligeledes skal forkastes, skal Kommissionen i det hele frifindes i deres respektive annullationssøgsmål.