European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2025/860

12.5.2025

RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2025/860

af 14. april 2025

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne på partskonferencen under Rotterdamkonventionen om proceduren for forudgående informeret samtykke for visse farlige kemikalier og pesticider i international handel, til visse ændringer af nævnte konvention og bilag III dertil samt til forretningsordenen for partskonferencen under konventionen

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 192, stk. 1, og artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rotterdamkonventionen om proceduren for forudgående informeret samtykke for visse farlige kemikalier og pesticider i international handel (1) (»konventionen«) trådte i kraft den 24. februar 2004 og blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 2006/730/EF (2).

(2)

I henhold til konventionens artikel 7 har partskonferencen under konventionen (»partskonferencen«) beføjelse til at vedtage afgørelser om opførelse af kemikalier på listen i konventionens bilag III (»bilag III«).

(3)

På sit tolvte møde forventes partskonferencen at vedtage afgørelser om opførelse af yderligere kemikalier i bilag III, nemlig acetochlor, carbosulfan, chlorpyrifos, chrysotilasbest, fenthion (ultra low volume (ULV)-formuleringer med mindst 640 g aktivt stof/L), iprodion, flydende formuleringer (emulgerbart koncentrat og opløseligt koncentrat) indeholdende mindst 276 g/L paraquatdichlorid svarende til mindst 200 g/L paraquation samt kviksølv, methylbromid og paraquat.

(4)

For at fremme fælles ansvar og samarbejde mellem konventionens parter i den internationale handel med visse farlige kemikalier med henblik på at beskytte menneskers sundhed og miljøet mod potentielle skader og bidrage til en miljømæssigt forsvarlig anvendelse heraf er det nødvendigt i bilag III at opføre yderligere kemikalier, der anses for at opfylde alle relevante kriterier. Det er derfor hensigtsmæssigt at støtte opførelsen af acetochlor, carbosulfan, chlorpyrifos, chrysotilasbest, fenthion (ultra low volume (ULV)-formuleringer med mindst 640 g aktivt stof/L), iprodion, flydende formuleringer (emulgerbart koncentrat og opløseligt koncentrat) indeholdende mindst 276 g/L paraquatdichlorid svarende til mindst 200 g/L paraquation samt kviksølv, methylbromid og paraquat i bilag III.

(5)

I henhold til forretningsordenen for partskonferencen skal ethvert punkt på dagsordenen for et ordinært møde i partskonferencen, hvis behandling ikke blev afsluttet på mødet, automatisk optages på den foreløbige dagsorden for det næste ordinære møde, medmindre partskonferencen træffer anden afgørelse. En part i konventionen har tilkendegivet, at den tilsigter at ændre partskonferencens forretningsorden for at undgå, at drøftelserne om opførelse af yderligere kemikalier i bilag III, som ikke afsluttes på et møde, automatisk opføres på dagsordenen for partskonferencens næste møde.

(6)

Forslaget fra flere af konventionens parter om at ændre konventionens artikel 16 om teknisk bistand, som sigter mod at udvide anvendelsesområdet ved også at omfatte finansiel bistand, navnlig bistand fra Den Globale Miljøfacilitets Trustfond (GEF) og finansiel bistand fra parterne, med det formål at støtte særligt udviklingslande, synes unødvendigt, da alle konventionens parter skal gennemføre den integrerede tilgang til finansiering, GEF behandler allerede aspekter af konventionen, og parterne kan allerede yde bidrag til konventionens frivillige trustfond til støtte for ydelse af teknisk bistand til udviklingslandsparterne.

(7)

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på det tolvte møde i partskonferencen, bør fastlægges, da afgørelserne får bindende virkning for Unionen eller vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af EU-retten, nærmere bestemt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 649/2012 (3) —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på det tolvte møde i partskonferencen under Rotterdamkonventionen om proceduren for forudgående informeret samtykke for visse farlige kemikalier og pesticider i international handel (»partskonferencen«), er at støtte vedtagelsen af ændringerne af konventionens bilag III, hvad angår opførelsen af acetochlor, carbosulfan, chlorpyrifos, chrysotilasbest, fenthion (ultra low volume (ULV)-formuleringer med mindst 640 g aktivt stof/L), iprodion, flydende formuleringer (emulgerbart koncentrat og opløseligt koncentrat) indeholdende mindst 276 g/L paraquatdichlorid svarende til mindst 200 g/L paraquation samt kviksølv, methylbromid og paraquat.

Artikel 2

Hvis en part i konventionen foreslår at ændre artikel 16 i partskonferencens forretningsorden på en sådan måde, at ethvert punkt på dagsordenen, hvis behandling ikke blev afsluttet på et ordinært møde i partskonferencen, ikke automatisk optages på den foreløbige dagsorden for det næste ordinære møde, medmindre partskonferencen træffer anden afgørelse, er den holdning, der skal indtages på Unionens vegne, ikke at støtte en sådan ændring.

Artikel 3

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på det tolvte møde i partskonferencen, er at ikke støtte forslaget om at ændre konventionens artikel 16 om teknisk bistand ved at tilføje en henvisning til Den Globale Miljøfacilitets Trustfond og til finansiel støtte ydet af parterne.

Artikel 4

I lyset af udviklingen på det tolvte møde i partskonferencen, kan Unionens repræsentanter i samråd med medlemsstaterne aftale justeringer til de holdninger, der er omhandlet i artikel 1, 2 og 3, under koordineringsmøder på stedet uden yderligere afgørelse truffet af Rådet.

Artikel 5

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Luxembourg, den 14. april 2025.

På Rådets vegne

K. KALLAS

Formand


(1)   EUT L 63 af 6.3.2003, s. 27, ELI: http://data.europa.eu/eli/convention/2003/106/oj.

(2)  Rådets afgørelse 2006/730/EF af 25. september 2006 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af Rotterdamkonventionen om proceduren for forudgående informeret samtykke for visse farlige kemikalier og pesticider i international handel (EUT L 299 af 28.10.2006, s. 23, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2006/730/oj).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 649/2012 af 4. juli 2012 om eksport og import af farlige kemikalier (EUT L 201 af 27.7.2012, s. 60, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2012/649/oj).


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/860/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)