FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

A.M. COLLINS

fremsat den 13. oktober 2022 ( 1 )

Sag C-349/21

HYA,

IP,

DD,

ZI,

SS

procesdeltager:

Spetsializirana prokuratura

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager, Bulgarien))

»Præjudiciel forelæggelse – behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred – direktiv 2002/58/EF – artikel 5, stk. 1, og artikel 15, stk. 1 – fortrolighed af elektronisk kommunikation – retsafgørelse, der godkender telefonaflytning af personer, der er mistænkt for at have begået en alvorlig strafbar handling – skabelon eller standardformular – begrundelse – ulovlig overvågning – formaliteten vedrørende beviser, der er indhentet ulovligt – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 7 og 47«

I. Indledning

1.

Med denne anmodning om præjudiciel afgørelse ønsker Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager, Bulgarien) oplyst, om en praksis, hvorefter godkendelser af anvendelsen af skjulte overvågningsforanstaltninger med henblik på at overvåge, registrere og lagre telefonsamtaler ført af mistænkte (herefter »telefonaflytning«) i form af et generelt tekstforlæg, der ikke indeholder en individuel begrundelse, er forenelig med artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58/EF ( 2 ), sammenholdt med artikel 5, stk. 1, i og 11. betragtning til dette direktiv. Den forelæggende ret ønsker ligeledes oplyst, om en manglende individualiseret begrundelse i en sådan godkendelse kan afhjælpes ved en retrospektiv – fornyet – vurdering foretaget af den påkendende ret, og, i benægtende fald, om beviser, der findes at være blevet indhentet i strid med disse bestemmelser, kan antages som beviser.

II. Retsforskrifter

A.   EU-retten

2.

Følgende fremgår af anden betragtning til direktiv 2002/58:

»Dette direktiv søger at overholde de grundlæggende rettigheder og respektere de principper, der anerkendes i især Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder [(herefter »chartret«)]. Direktivet søger især at sikre fuld overholdelse af rettighederne i chartrets artikel 7 og 8.«

3.

I 11. betragtning til direktiv 2002/58 anføres:

»Ligesom direktiv 95/46/EF [ ( 3 )] finder dette direktiv ikke anvendelse på beskyttelse af grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, der er forbundet med aktiviteter, der ikke er omfattet af fællesskabsretten. Det ændrer derfor ikke den nuværende balance mellem enkeltpersoners ret til privatlivets fred og medlemsstaternes mulighed for, jf. artikel 15, stk. 1, i dette direktiv, at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige til beskyttelse af den offentlige sikkerhed, forsvaret, statens sikkerhed (herunder statens økonomiske interesser, når disse aktiviteter er forbundet med spørgsmål vedrørende statens sikkerhed) og statens aktiviteter på det strafferetlige område. Dette direktiv berører derfor ikke medlemsstaternes mulighed for lovligt at opfange elektronisk kommunikation eller træffe andre foranstaltninger, hvis det er nødvendigt med et af disse formål for øje og i overensstemmelse med den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder [(herefter »EMRK«)] som fortolket i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols [(herefter »Menneskerettighedsdomstolen«)] retspraksis. Sådanne foranstaltninger skal være passende, stå i åbenbart rimeligt forhold til det mål, der forfølges, og være nødvendige i et demokratisk samfund, og foranstaltningerne bør omfattes af passende beskyttelsesordninger i overensstemmelse med [EMRK].«

4.

Artikel 5 med overskriften »Kommunikationshemmelighed« i direktiv 2002/58 bestemmer i stk. 1:

»Medlemsstaterne sikrer kommunikationshemmeligheden ved brug af offentlige kommunikationsnet og offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester, både for så vidt angår selve kommunikationen og de dermed forbundne trafikdata, via nationale forskrifter. De forbyder især aflytning, registrering, lagring og andre måder, hvorpå samtaler kan opfanges eller overvåges af andre end brugerne, uden at de pågældende brugere har indvilget heri, bortset fra tilfælde, hvor det er tilladt ifølge lovgivningen, jf. artikel 15, stk. 1. Dette stykke er ikke til hinder for teknisk lagring, som er nødvendig for overføring af en kommunikation, forudsat at princippet om kommunikationshemmelighed ikke berøres heraf.«

5.

Artikel 15 med overskriften »Anvendelsesområdet for visse bestemmelser i direktiv 95/46/EF« fastsætter i stk. 1:

»Medlemsstaterne kan vedtage retsforskrifter med henblik på at indskrænke rækkevidden af de rettigheder og forpligtelser, der omhandles i artikel 5, artikel 6, artikel 8, stk. 1, 2, 3 og 4, og artikel 9, hvis en sådan indskrænkning er nødvendig, passende og forholdsmæssig i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed (dvs. statens sikkerhed), forsvaret, den offentlige sikkerhed, eller forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning i straffesager eller uautoriseret brug af det elektroniske kommunikationssystem efter artikel 13, stk. 1, i direktiv 95/46/EF. Med henblik herpå kan medlemsstaterne bl.a. vedtage retsforskrifter om lagring af data i en begrænset periode, som kan begrundes i et af de hensyn, der er nævnt i dette stykke. Alle i dette stykke omhandlede forskrifter skal være i overensstemmelse med fællesskabsrettens generelle principper, herunder principperne i EU-traktatens artikel 6, stk. 1 og 2.«

B.   Bulgarsk ret

6.

Artikel 121, stk. 4, i den bulgarske forfatning bestemmer, at »retsakter skal begrundes«.

7.

Artikel 34 i Nakazatelno-protsesualen kodeks (strafferetsplejeloven, herefter »NPK«) ( 4 ) bestemmer, at »enhver akt fra retten skal indeholde […] en begrundelse […]«

8.

NPK’s artikel 172 har følgende ordlyd:

»(1)   Myndighederne med ansvar for sagens indledende fase kan anvende særlige efterforskningsmetoder – elektronisk og teknisk udstyr […], der har til formål at dokumentere de overvågede personers aktiviteter […]

(2)   Der anvendes særlige efterforskningsmetoder, når dette er nødvendigt for efterforskningen af alvorlige forsætlige strafbare handlinger […], når det er umuligt at fastlægge de pågældende omstændigheder på anden måde, eller det er forbundet med særlige vanskeligheder.«

9.

NPK’s artikel 173, stk. 1, bestemmer:

»Med henblik på at anvende særlige efterforskningsmetoder i sagens indledende fase indgiver den tilsynsførende anklagemyndighed en begrundet skriftlig anmodning til retten. […]«

10.

NPK’s artikel 174 fastsætter:

»[…]

(3)   Godkendelse af at anvende særlige efterforskningsmetoder i sager, der henhører under den kompetence, der er tillagt Spetsializiran nakazatelen sad [(særlig domstol i straffesager)], meddeles på forhånd af dennes formand […].

(4)   Den i stk. 2 og 3 omhandlede myndighed træffer begrundet afgørelse […]«

11.

Artikel 3, stk. 1, i Zakon za spetsialnite razuznavatelni sredstva (lov om særlige efterforskningsmetoder, herefter »ZSRS«) ( 5 ) bestemmer:

»Der anvendes særlige efterforskningsmetoder, når dette er nødvendigt for at forebygge og afsløre alvorlige forsætlige strafbare handlinger […], når det er umuligt at indsamle de nødvendige oplysninger på anden måde, eller det er forbundet med særlige vanskeligheder.«

12.

ZSRS’ artikel 12, stk. 1, nr. 1, bestemmer:

»Der anvendes særlige efterforskningsmetoder i forbindelse med personer, med hensyn til hvilke der foreligger oplysninger og rimelig grund til at antage, at de forbereder, begår eller har begået en af de i artikel 3, stk. 1, omhandlede alvorlige forsætlige strafbare handlinger.«

13.

ZSRS’ artikel 13, stk. 1, præciserer, hvilke myndigheder og organer der kan anmode om at anvende særlige efterforskningsmetoder og anvende de oplysninger og materielle beviser, der indsamles ved hjælp af disse metoder.

14.

ZSRS’ artikel 14, stk. 1, nr. 7, bestemmer:

»Anvendelsen af særlige efterforskningsmetoder kræver en begrundet skriftlig anmodning fra den relevante administrative leder af de i artikel 13, stk. 1, omhandlede myndigheder eller den tilsynsførende anklagemyndighed eller i givet fald fra den i artikel 13, stk. 3, omhandlede myndighed, og, for så vidt angår det i artikel 13, stk. 1, nr. 7, omhandlede direktorat, fra dettes direktør, med angivelse af en begrundelse for, hvorfor det er umuligt at indsamle de nødvendige oplysninger på anden måde eller en beskrivelse af de særlige vanskeligheder i forbindelse med indsamlingen heraf.«

15.

ZSRS’ artikel 15, stk. 1, bestemmer:

»Lederne af de i artikel 13, stk. 1, omhandlede myndigheder eller den tilsynsførende anklagemyndighed og, for så vidt angår det i artikel 13, stk. 1, nr. 7, omhandlede direktorat, formanden for kommissionen til bekæmpelse af korruption og konfiskation af ulovligt opnået formue indgiver anmodningen til formændene for Sofiyski gradski sad [(byretten i Sofia, Bulgarien)], de relevante regionale eller militære retsinstanser, Spetsializiran nakazatelen sad [(særlig domstol i straffesager)] eller til en af dem bemyndiget næstformand, som inden 48 timer skriftligt godkender eller afslår anvendelsen af særlige efterforskningsmetoder med angivelse af en begrundelse for deres afgørelse.«

III. Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

16.

Spetsializirana prokuratura (særlig anklagemyndighed, Bulgarien) indledte en straffesag mod fem personer som følge af deres angivelige deltagelse i en organiseret kriminel gruppe, der ydede bistand til tredjelandsstatsborgeres ulovlige indrejse i Bulgarien; de samme personer blev ligeledes tiltalt for at betale og modtage bestikkelse. Disse handlinger er »alvorlige strafbare handlinger« efter bulgarsk ret.

17.

Den 10. april 2017 indgav anklagemyndigheden i sagens indledende fase en anmodning om anvendelse af særlige efterforskningsmetoder, herunder telefonaflytning, i forbindelse med én af de tiltalte, IP.

18.

Anmodningen er på mere end otte sider. Den første side og sidefoden på s. 2-8 er forsynet med et referencenummer. Anmodningen indledes med en beskrivelse af de påtænkte operationelle foranstaltninger. Den identificerer den person, der skulle være genstand for foranstaltningerne, på grundlag af navn, identifikationsnummer, adresse, stillingsbetegnelse og arbejdssted. Den anfører det mobilnummer og andre oplysninger i forbindelse med det forudbetalte kort, som blev anvendt af den person, der skulle holdes under overvågning.

19.

Anmodningen indeholder en begrundelse for at anvende overvågningsforanstaltningerne. I det første afsnit under denne overskrift identificeres sagens indledende fase og den strafbare handling, der skulle efterforskes, begge med henvisning til de relevante artikler i NPK og den strafbare handlings art. I det andet afsnit henvises til de vidneudsagn, som Spetsializirana prokuratura (særlig anklagemyndighed) indhentede vedrørende det strafbare forhold, dets struktur og deltagernes rolle heri. Det tredje afsnit indeholder yderligere vidneudsagn, hvori det i detaljer beskrives, hvordan den kriminelle gruppe opererede, og personens involvering. Dette afsnit indeholder også en beskrivelse af den måde, hvorpå personen kommunikerede med andre i den kriminelle gruppe, og en henvisning til det anvendte mobilnummer, som svarer til det nummer, der er anført i det første afsnit af anmodningen. Dette afsnit afsluttes med den bemærkning, at vidneudsagnet gør det muligt at konkludere, at en kriminel gruppe opererer i Bulgarien.

20.

I anmodningen forklares, hvorfor de foranstaltninger, der er anmodet om, anses for nødvendige, og der redegøres for de tiltag, der allerede var truffet med henblik på at identificere de personer, der var involveret i den kriminelle gruppe. Der er en yderligere detaljeret forklaring af, hvorfor personens aktiviteter tilsidesætter forskellige nationale og EU-retlige bestemmelser.

21.

I det næste afsnit i anmodningen anføres en begrundelse for, hvorfor bevismateriale, der fører til domfældelse, ikke kan indhentes på anden måde. Det anføres bl.a., at de involverede personer udgør en lukket gruppe, og at det er vanskeligt at indhente beviser vedrørende deres møder. Det sidste afsnit i anmodningen indeholder oplysninger om den bemyndigede embedsmand, der skal underrettes om resultaterne af den påtænkte overvågning.

22.

Samme dag godkendte formanden for Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager) overvågningen af telefonsamtaler, registreringen af disse og lagringen af registreringerne med henblik på straffesagen. I afgørelsen anføres navn og stillingsbetegnelse på den person, der godkendte foranstaltningerne. Det fremgår, at den myndighed, der fremsatte anmodningen, handlede inden for rammerne af sin kompetence, og at der er tilstrækkelige holdepunkter for, at der er begået en strafbar handling i henhold til NPK’s artikel 172, stk. 2, eller ZSRS’ artikel 3, stk. 1, som falder inden for Spetsializiran nakazatelen sads (særlig domstol i straffesager) kompetence. Det er anført, at kravene i ZSRS’ artikel 4, 12 og 21 eller NPK’s artikel 175, stk. 2, er opfyldt. Den godkender de overvågningsmetoder, der er anført med hensyn til den person, der er identificeret i anmodningen med et referencenummer, der svarer til det nummer, der fremgår af den første side og sidefoden på s. 2-8 i anmodningen. Godkendelsen er underskrevet, forseglet og dateret den 10. april 2017 Den første side af anmodningen om godkendelse er forsynet med samme underskrift, segl og dato.

23.

Lignende anmodninger blev fremsat med hensyn til andre personer, der var genstand for efterforskning i forbindelse med deres involvering i den samme kriminelle gruppe. De begrundelser, som formanden for Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager) gav, synes at være identiske, bortset fra, at godkendelsen i hvert tilfælde synes at krydshenvise til en anden anmodning.

24.

Ifølge den forelæggende ret omfatter godkendelsernes generelle tekstforlæg de forskellige scenarier, hvor en skjult overvågning lovligt kan godkendes. Det er almindelig praksis, at godkendelsen ikke omfatter en individuel begrundelse for udstedelsen heraf. Den forelæggende ret var derfor i tvivl om, hvorvidt godkendelserne var tilstrækkeligt begrundede.

25.

Ved hjælp af de godkendte overvågningsforanstaltninger blev visse af de mistænktes telefonsamtaler registreret og lagret. Den forelæggende ret har medgivet, at disse samtaler er relevante for at bevise de strafferetlige anklager mod de tiltalte, men har rejst spørgsmålet, om de kan antages, hvis godkendelserne anses for ulovlige. Den har derfor udsat sagen og forelagt Domstolen følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse:

»1)

Er de nationale retters praksis i straffesager, hvorefter retten godkender overvågning, registrering og lagring af telefonsamtaler ført af mistænkte med et generelt standardtekstforlæg, hvori det uden nogen form for individuel vurdering blot hævdes, at lovbestemmelserne er blevet overholdt, forenelig med artikel 15, stk. 1, [i direktiv 2002/58], sammenholdt med artikel 5, stk. 1, [i] og 11. betragtning [til dette direktiv]?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Udgør det en tilsidesættelse af EU-retten, hvis den nationale lov fortolkes således, at de oplysninger, der er indsamlet ved hjælp af en sådan godkendelse, anvendes til at føre bevis for anklagen?«

26.

IP, DD, Den Tjekkiske Republik, Irland og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. I retsmødet den 6. juli 2022 afgav Irland og Kommissionen mundtlige indlæg og besvarede spørgsmål fra Domstolen.

27.

Hvad angår det første spørgsmål er IP og DD af den opfattelse, at godkendelserne er ulovlige, da de ikke indeholder en individuel begrundelse. Som følge heraf var deres ret til privatlivets fred utilstrækkeligt beskyttet mod vilkårlige indgreb. De har ligeledes gjort gældende, at de ikke effektivt kan anfægte godkendelserne, hvilket tilsidesætter deres rettigheder i henhold til chartrets artikel 47. Den Tjekkiske Republik, Irland og Kommissionen er af den opfattelse, at en læsning af anmodningen og godkendelsen side om side kan være tilstrækkelig til at gøre det muligt for de tiltalte at anlægge et effektivt søgsmål til prøvelse af godkendelserne med henblik på at udelukke beviser, der er indhentet på grundlag af heraf.

28.

Hvad angår det andet spørgsmål er IP og DD af den opfattelse, at ulovligt indhentede beviser ikke kan antages. DD er ligeledes af den opfattelse, at det ikke er muligt for den påkendende ret at vurdere lovligheden af godkendelserne retrospektivt. Irland er af den opfattelse, at spørgsmålet om bevisers antagelse udgør et processuelt spørgsmål, der ikke er reguleret i EU-retten, og som henhører under medlemsstaternes enekompetence. Kommissionen er enig med Irland, dog med forbehold af, at beviser, som henhører under et teknisk område, der ligger uden for rettens sagkundskab, og som kan have afgørende indflydelse på vurderingen af de faktiske omstændigheder, i henhold til Domstolens praksis under alle omstændigheder skal udelukkes.

IV. De præjudicielle spørgsmål

A.   Det første spørgsmål

29.

Den forelæggende ret ønsker oplyst, om en retslig godkendelse af telefonaflytning i form af et generelt tekstforlæg, hvorefter lovbestemmelserne om overvågning er blevet overholdt, men som ikke indeholder en individuel begrundelse, er forenelig med artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58, sammenholdt med artikel 5, stk. 1, i og 11. betragtning til dette direktiv.

1. Anvendelse af direktiv 2002/58/EF

30.

I henhold til artikel 1, stk. 3, i direktiv 2002/58, som fortolket i Domstolens praksis, henhører al behandling af personoplysninger, der foretages af udbydere af elektroniske kommunikationstjenester, under det nævnte direktivs anvendelsesområde, herunder de behandlinger, der følger af de forpligtelser, som disse udbydere er pålagt af de offentlige myndigheder. Det er kun, når medlemsstaterne direkte vedtager foranstaltninger, der fraviger kravet om fortrolighed i forbindelse med elektronisk kommunikation, uden at pålægge de udbydere, der tilbyder denne form for kommunikation, forpligtelser, at beskyttelsen af oplysninger ikke henhører under direktiv 2002/58, men under national ret, dog med forbehold af anvendelsen af direktiv (EU) 2016/680 ( 6 ), hvilket indebærer, at disse nationale foranstaltninger skal overholde bl.a. de nationale regler, der har forfatningsrang, og de krav, der følger af EMRK ( 7 ).

31.

Det fremgår ikke af forelæggelsesafgørelsen, og de parter, der var til stede i retsmødet, har ikke kunnet bekræfte, om de her omhandlede overvågningsforanstaltninger blev gennemført af udbydere af elektroniske kommunikationstjenester. Det tilkommer den nationale ret at fastslå identiteten af det organ, der gennemførte overvågningsforanstaltningerne.

32.

Med henblik på besvarelsen af spørgsmålene vil jeg antage, at de blev gennemført af udbydere af elektroniske kommunikationstjenester, og at foranstaltningerne derfor er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2002/58 ( 8 ).

33.

En anden problemstilling opstår som følge af, at medlemsstaterne i henhold til artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58 kan »vedtage retsforskrifter med henblik på at indskrænke rækkevidden af de rettigheder og forpligtelser, der omhandles i artikel 5 […]«. Den forelæggende ret er ikke så meget i tvivl om de nationale retsforskrifter, der gennemfører artikel 15, stk. 1, men derimod om den måde, hvorpå retsvæsenet giver dem virkning. Falder det første spørgsmål som følge af denne tvivl uden for anvendelsesområdet for artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58? Jeg mener ikke, at dette er tilfældet. I henhold til national lovgivning skal godkendelser være i form af en begrundet afgørelse. Det fremgår af det materiale, der er fremlagt for Domstolen, at godkendelserne indeholder en erklæring om, at lovens krav er opfyldt. Spørgsmålet er, om denne begrundelse er tilstrækkelig, da afgørelserne er i form af et tekstforlæg, der ikke indeholder en individuel begrundelse. Den forelæggende rets tvivl vedrører således fortolkningen af EU-retten i lyset af de gældende nationale regler og den gældende retspraksis.

2. Bedømmelse

34.

Artikel 5, stk. 1, i direktiv 2002/58, sammenholdt med artikel 15, stk. 1, i dette direktiv, kræver, at medlemsstaterne i det væsentlige forbyder aflytning, registrering, lagring og andre måder, hvorpå samtaler kan opfanges eller overvåges, som de pågældende brugere ikke har indvilget i, medmindre det er nødvendigt, passende og forholdsmæssigt for at forebygge, efterforske, afsløre og forfølge strafbare handlinger. Sådanne foranstaltninger skal være i overensstemmelse med de generelle principper i EU-retten, herunder proportionalitetsprincippet og principperne i artikel 6, stk. 1 og 2, TEU.

35.

I henhold til artikel 6, stk. 1, TEU anerkender Unionen de rettigheder, friheder og principper, der er fastsat i chartret. I henhold til chartrets artikel 51, stk. 1, er bestemmelserne heri rettet til medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten.

36.

Godkendelser af telefonaflytning udgør et indgreb i de tiltaltes rettigheder, der er sikret ved chartrets artikel 7 ( 9 ). Et sådant indgreb kan i overensstemmelse med chartrets artikel 52, stk. 1, kun tillades, hvis det er fastsat ved lov, og hvis det under iagttagelse af disse rettigheders væsentligste indhold og af proportionalitetsprincippet er nødvendigt og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen.

37.

Effektivitetsprincippet er et generelt princip i EU-retten, hvorefter anvendelsen af EU-retten ikke må gøres umulig eller uforholdsmæssigt vanskelig ( 10 ). Det omfatter retten til en effektiv domstolsprøvelse ( 11 ). Chartrets artikel 47, stk. 1, bestemmer endvidere, at enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret ved EU-retten er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler for en domstol under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i denne artikel. Når meddelelsen af godkendelsen ikke var forbundet med høring af den person, der var genstand for overvågningsforanstaltningerne, som i det foreliggende tilfælde, er det chartrets artikel 47, stk. 1, om adgang til effektive retsmidler, der er relevant, og ikke stk. 2 om adgang til en upartisk domstol.

38.

Det fremgår af fast retspraksis, at effektiviteten af den domstolsprøvelse, der er sikret ved chartrets artikel 47, kræver, at den pågældende skal kunne få kendskab til begrundelsen for en afgørelse, som er truffet i forhold til den pågældende, enten ved at læse selve afgørelsen eller i en meddelelse af begrundelsen på vedkommendes begæring, for at sætte den pågældende i stand til at forsvare sine rettigheder under de bedst mulige betingelser og på grundlag af et fuldt kendskab til sagen at afgøre, om sagen bør prøves af en retsinstans, der har kompetence til at udøve en legalitetsprøvelse af denne afgørelse ( 12 ).

39.

Omfanget af begrundelsespligten kan være forskellig, afhængigt af arten af den anfægtede afgørelse. Denne forpligtelse skal vurderes under hensyn til proceduren som helhed og på grundlag af samtlige foreliggende relevante omstændigheder med henblik på at prøve, om de pågældende personer på nyttig og effektiv vis kan tage retslige skridt til at anfægte nævnte afgørelse ( 13 ).

40.

I den foreliggende sag består godkendelserne af et generelt tekstforlæg, hvori kun visse elementer, såsom referencenumre, datoer og overvågningsforanstaltningernes genstand, omfang og varighed, er individualiseret. Det er derfor ikke muligt for de tiltalte på grundlag af det pågældende dokument at få kendskab til, hvorfor den ret, der meddelte godkendelse, fandt, at de lovbestemte betingelser for at tillade telefonaflytning var opfyldt. Disse personer er derfor ikke i stand til at forsvare deres rettigheder under de bedst mulige betingelser og at afgøre, om sagen – på grundlag af et fuldt kendskab til den – bør prøves af en retsinstans, der har kompetence til at udøve en legalitetsprøvelse af disse godkendelser, med det endelige formål at få disse beviser afvist.

41.

Retten til en effektiv domstolsprøvelse kræver imidlertid ikke nødvendigvis, at den ret, der meddeler godkendelse, i godkendelsen med egne ord gør rede for, hvorfor denne fandt, at betingelserne for meddelelse af godkendelsen var opfyldt. Det er tilstrækkeligt, at begrundelsen for at meddele godkendelse kan fastlægges på pålidelig vis. Hvis anmodningen om godkendelse indeholder en klar forklaring på, hvorfor den anmodende myndighed eller embedsmand var af den opfattelse, at overvågningsforanstaltningerne burde godkendes, kan det antages, at den i anmodningen anførte begrundelse var den begrundelse, der overbeviste retten om at meddele godkendelsen ( 14 ). Dette gælder så meget desto mere, som anmodningen og eventuel dokumentation i forbindelse med denne form for procedure er det eneste grundlag, hvorpå godkendelsen kan meddeles eller afslås.

42.

Det fremgår af punkt 18-22 i dette forslag til afgørelse, at de referencenumre og ID-numre, der er angivet på forsiden af godkendelserne, giver anledning til at antage, at hver godkendelse vedrører en individuel anmodning vedrørende en bestemt person og et bestemt telefonnummer. Anmodningerne er strukturerede og detaljerede. De retlige kriterier, som retten skal anvende for at meddele en godkendelse, er relativt enkle. Forudsat, at en tiltalt rettidigt kan få en kopi af den anmodning, der førte til meddelelse af godkendelsen ( 15 ), vil den pågældende sandsynligvis være i stand til at få kendskab til begrundelsen for, at godkendelsen blev meddelt, og på et velinformeret grundlag at afgøre, om den skal anfægtes. Det tilkommer herefter den nationale ret i hvert enkelt tilfælde og under hensyntagen til alle relevante omstændigheder at afgøre, om den ret til effektive retsmidler, som tiltalte har i henhold til chartrets artikel 47, stk. 1, er sikret.

43.

Chartrets artikel 52, stk. 3, har til formål at sikre sammenhæng mellem de i dette dokument indeholdte rettigheder og de tilsvarende ved EMRK sikrede rettigheder, uden at dette berører EU-rettens autonomi. Det er i denne forbindelse, at det i retsmødet blev drøftet, om den tilgang, der er beskrevet i det foregående punkt i dette forslag til afgørelse, er i strid med Menneskerettighedsdomstolens nylige dom i Ekimdzhiev-sagen ( 16 ), hvor den pågældende domstol vurderede retsgarantierne mod vilkårlighed og misbrug for så vidt angår skjult overvågning, lagring og adgang til kommunikationsdata inden for rammerne af Spetsializiran nakazatelen sads (særlig domstol i straffesager) praksis i årene 2015-2019.

44.

Menneskerettighedsdomstolen fastslog, at langt størstedelen af de meddelte godkendelser af overvågning ikke var behørigt begrundede. Den bemærkede dog, at denne manglende begrundelse ikke i sig selv automatisk førte til den konklusion, at dommerne ikke havde foretaget en korrekt prøvelse af anmodningerne om godkendelse af overvågning, selv om en række faktorer havde givet den anledning til at nære alvorlig tvivl i denne henseende ( 17 ).

45.

I den foreliggende sag er det tilstrækkeligt at anføre, at selv om Menneskerettighedsdomstolens dom i Ekimdzhiev-sagen giver anledning til væsentlige betænkeligheder med hensyn til aspekter af den retslige godkendelse af skjult overvågning i Bulgarien, lod den mulighed stå åben, at en sådan overvågning blev godkendt under omstændigheder, hvor den ret, der godkendte den, med rette fandt, at den virkelig var nødvendig, passende og forholdsmæssig. Under alle omstændigheder skal en tiltalt, som har været genstand for overvågning foretaget på grundlag af en godkendelse, være i stand til at få kendskab til begrundelsen for, at godkendelsen blev meddelt, og på et velinformeret grundlag at afgøre, om den skal anfægtes. Det tilkommer den nationale ret i alle konkrete tilfælde at vurdere, om en sådan anfægtelse er begrundet.

46.

Jeg foreslår derfor, at Domstolen besvarer det første spørgsmål således:

Chartrets artikel 47 og artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58, sammenholdt med artikel 5, stk. 1, i og 11. betragtning til dette direktiv, er ikke til hinder for en praksis, hvorefter overvågning, registrering og lagring af telefonsamtaler ført af mistænkte godkendes med et generelt tekstforlæg, hvori det hævdes, at lovbestemmelserne er blevet overholdt, men som ikke indeholder en individuel begrundelse i denne henseende, forudsat at begrundelsen for godkendelsen kan fastlægges på pålidelig vis og anfægtes effektivt af den tiltalte, som var genstand for overvågningen, ved at læse godkendelsen og anmodningen om den pågældende godkendelse side om side.

B.   Det andet spørgsmål

47.

Da det påhviler den forelæggende ret at vurdere lovligheden af godkendelsen, skal det andet spørgsmål besvares.

48.

Det andet spørgsmål er baseret på to antagelser. Den første antagelse er, at der blev indhentet belastende beviser i forbindelse med skjult overvågning foretaget på grundlag af en godkendelse, der var ulovlig, fordi den var utilstrækkeligt begrundet. Den anden antagelse er, at den tiltalte, som var genstand for den pågældende overvågning, ikke effektivt kan anfægte det retsgrundlag, hvorpå den var godkendt.

49.

I henhold til forelæggelsesafgørelsen ønskes det oplyst, om den påkendende ret kan afhjælpe en ulovlighed i godkendelsen som følge af, at den ikke var behørigt begrundet. Selv om fremgangsmåden med og konsekvenserne af en sådan retrospektiv vurdering ikke er helt klare, og der er tvivl om, hvorvidt den påkendende ret har kompetence til at berigtige en sådan ulovlighed, synes det – med henblik på at give den forelæggende ret et nyttigt svar – hensigtsmæssigt at behandle dette spørgsmål.

50.

Kommissionen har anført, at det andet spørgsmål kræver en overvejelse af, hvordan ulovligt indhentede beviser kan indvirke på en generelt retfærdig behandling af straffesagen. Dette spørgsmål behandles ikke i forelæggelsesafgørelsen. Den forelæggende ret har heller ikke givet oplysninger om de gældende nationale processuelle regler, navnlig ikke om, hvordan sådanne beviser ville blive behandlet i forbindelse med den sag, der er indbragt for den. Det spørgsmål, som Kommissionen har rejst, synes således at være helt hypotetisk, hvorfor Domstolen ikke bør behandle det i forbindelse med denne forelæggelse.

1. Kan en uregelmæssighed i begrundelsen for en godkendelse afhjælpes ved en retrospektiv – fornyet – vurdering?

51.

Domstolens praksis vedrørende generel lagring af data og adgang hertil giver et svar på dette spørgsmål. National ret skal fastsætte betingelserne for, hvornår udbydere af elektroniske kommunikationstjenester skal give de kompetente nationale myndigheder adgang til data. Den skal indeholde klare og præcise regler, der regulerer rækkevidden og anvendelsen af den foranstaltning, der træffes med henblik herpå, og som opstiller en række mindstekrav, således at de personer, hvis personoplysninger er berørt, råder over tilstrækkelige garantier for, at sådanne oplysninger vil være effektivt beskyttet mod risikoen for misbrug. Indgrebet skal være begrænset til det strengt nødvendige. Med henblik på bekæmpelse af kriminalitet kan der kun gives adgang til data vedrørende personer, der mistænkes for at planlægge, begå eller have begået en alvorlig lovovertrædelse eller på den ene eller den anden måde være involveret i en sådan lovovertrædelse. For at sikre, at disse betingelser overholdes fuldt ud, er det afgørende, at en sådan adgang er undergivet en forudgående prøvelse – foretaget af enten en domstol eller en uafhængig administrativ enhed – af en begrundet anmodning indgivet af de relevante myndigheder inden for rammerne af de nationale procedurer med henblik på forebyggelse, afsløring eller strafferetlig forfølgning. Denne vurdering skal altid være fremadrettet, undtagen i behørigt begrundede hastetilfælde, hvor den skal foretages hurtigst muligt derefter ( 18 ). Hvis det forholdt sig anderledes, ville der på det tidspunkt, hvor der var foretaget en retrospektiv vurdering af lovligheden af overvågningsforanstaltningerne, være sket et alvorligt indgreb i rettighederne for den tiltalte og de personer, der var berørt som en følgevirkning. En uafhængig myndigheds manglende vurdering kan således ikke afhjælpes ved retrospektivt at foretage en fornyet vurdering.

52.

Det følger heraf, at kun en forudgående vurdering kan sikre, at der ikke unødigt pålægges udbydere af elektroniske kommunikationstjenester forpligtelser, at indgrebet i de grundlæggende rettigheder, der er fastsat i chartret, ikke er vilkårligt, og at betingelserne i artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58 er opfyldt. Dette er i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens tilgang i Dragojević-dommen ( 19 ), hvor den ikke accepterede en praksis, hvor de kroatiske retsinstanser retrospektivt vurderede, om overvågningsafgørelser havde været lovlige på det tidspunkt, hvor de var blevet vedtaget.

2. Formaliteten vedrørende ulovligt indhentede beviser

53.

EMRK’s artikel 6 sikrer retten til en retfærdig rettergang, men fastsætter ikke regler om bevisers antagelighed som sådan, hvilket først og fremmest henhører under national ret. Menneskerettighedsdomstolen er heller ikke af den opfattelse, at dens rolle er at afgøre, om ulovligt indhentede beviser kan antages ( 20 )

54.

Det følger af fast retspraksis, at det i mangel af EU-retlige bestemmelser på området tilkommer hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som EU-rettens direkte virkning medfører for borgerne, men disse regler må dog ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og de må heller ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve disse rettigheder (effektivitetsprincippet) ( 21 ). Sådanne regler skal ligeledes overholde de grundlæggende rettigheder, legalitetsprincippet og retsstatsprincippet, der indgår blandt Unionens grundlæggende værdier ( 22 ).

55.

I henhold til ækvivalensprincippet tilkommer det den nationale ret, ved hvilken en straffesag er indledt, på grundlag af oplysninger eller beviser, der er opnået i strid med de krav, som følger af direktiv 2002/58, at efterprøve, om den nationale lovgivning eller praksis fastsætter regler, der er mindre gunstige med hensyn til antagelsen og anvendelsen af dette materiale end dem, der gælder for antagelse og anvendelse af oplysninger og beviser, der er opnået i strid med den nationale lovgivning.

56.

Hvad angår effektivitetsprincippet har de nationale regler om antagelse og anvendelse af oplysninger og beviser til formål i overensstemmelse med de valg, der er truffet i disse regler, at undgå, at oplysninger og beviser, der er opnået ulovligt, uberettiget skader retssagen mod en person, der er mistænkt for at have begået strafbare handlinger. Dette formål kan i henhold til national ret imidlertid nås ikke blot ved et forbud mod at anvende sådanne oplysninger og sådanne beviser under retssagen, men også ved de nationale regler og den nationale praksis, der gælder for bedømmelsen og vægtningen af oplysninger og beviser, eller ved i forbindelse med fastsættelsen af straffen at tage hensyn til, om disse oplysninger og beviser var opnået ulovligt ( 23 ). Effektivitetsprincippet har imidlertid foranlediget Domstolen til at udforme en regel, der kræver obligatorisk udelukkelse af beviser under visse nærmere angivne omstændigheder. Når en part ikke er i stand til effektivt at udtale sig om beviser, som henhører under et teknisk område, der ligger uden for den pågældende rets sagkundskab, og som kan have afgørende indflydelse på vurderingen af de faktiske omstændigheder, skal disse beviser udelukkes ( 24 ).

57.

Med det andet spørgsmål synes den forelæggende ret at sætte spørgsmålstegn ved denne tilgang. Det er derfor hensigtsmæssigt at undersøge den relevante retspraksis.

58.

I Mantovanelli-sagen bestod de anfægtede beviser i en sagkyndig lægeerklæring baseret på laboratorieanalyser, den sagkyndiges samtaler med vidner og visse dokumenter. Ægteparret Mantovanelli havde hverken fået lov til at overvære samtalerne eller gøre sig bekendt med dokumenterne, men de fik lov til at anfægte erklæringen, efter at den var blevet forelagt for den påkendende ret. Menneskerettighedsdomstolen var ikke overbevist om, at denne procedure gav ægteparret Mantovanelli en reel mulighed for effektivt at udtale sig om den sagkyndiges erklæring. Det spørgsmål, som den sagkyndige var blevet bedt om at behandle, var netop det spørgsmål, som den påkendende ret skulle tage stilling til, nemlig om de faktiske omstændigheder frembragte oplysninger om forsømmelighed fra et hospitals lægepersonales side ved indgivelsen af et bestemt lægemiddel til en patient. Beviserne vedrørte således et teknisk område, der lå uden for den påkendende rets sagkundskab. Selv om den påkendende ret ikke var retligt bundet af den sagkyndiges konstateringer, kunne disse have afgørende indflydelse på dens vurdering af de faktiske omstændigheder. I lyset af de påkendende retters afslag på ægteparret Mantovanellis anmodning om at fremlægge en ny sagkyndig erklæring både i første instans og i forbindelse med appelsagen kunne de kun effektivt have givet udtryk for deres synspunkter, inden den sagkyndige erklæring var blevet fremlagt, ved at deltage i samtalerne med lægepersonalet og ved at udtale sig om de relevante dokumenter. Menneskerettighedsdomstolen fastslog således, at retssagen som helhed var urimelig ( 25 ).

59.

I Steffensen-sagen var der udtaget prøver af et levnedsmiddel med henblik på analyse i et laboratorium. Resultatet af denne analyse dannede grundlag for de administrative myndigheders afgørelse om, at produktet ikke i tilstrækkelig grad opfyldte kravene. I henhold til det relevante direktiv burde producenten have haft mulighed for at lade produktet underkaste en kontraekspertise for at anfægte denne første analyse. Producenten var ikke blevet underrettet om, at der var udtaget prøver, og havde derfor ikke mulighed for at udtage prøver af det samme produkt. Domstolen bemærkede under henvisning til Mantovanelli-sagen, at Menneskerettighedsdomstolens kontrol med hensyn til, om rettergangen er retfærdig i henhold til EMRK’s artikel 6, stk. 1, vedrører sagens behandling i sin helhed, herunder den anvendte fremgangsmåde for bevisoptagelsen. Domstolen fastslog, at det tilkom den forelæggende ret at kontrollere, om det i hovedsagen omhandlede bevismiddel hørte ind under et teknisk område, der lå uden for rettens sagkundskab, og kunne have afgørende indflydelse på dens vurdering af de faktiske omstændigheder. Såfremt disse to forhold blev godtgjort, skulle den nationale ret undersøge, om Joachim Steffensen havde en reel mulighed for effektivt at udtale sig om dette bevismiddel. I modsat fald skulle den nationale ret udelukke bevismidlet for ikke at tilsidesætte kontradiktionsprincippet og retten til en retfærdig rettergang ( 26 ).

60.

Forsvarets mulighed for effektivt at udtale sig om et bevismiddel er en del af kontradiktionsprincippet, som er et centralt aspekt af retten til en retfærdig rettergang, som er sikret ved chartrets artikel 47, stk. 2 ( 27 ), og EMRK’s artikel 6 ( 28 ). I Mantovanelli-sagen og Steffensen-sagen var det væsentligt for begge retter at undgå situationer, hvor sagerne blev afgjort på grundlag af beviser, som henhørte under et teknisk område, der lå uden for rettens sagkundskab, som forsvaret ikke kunne anfægte. En sådan procedure ville give den part, der påberåber sig dette bevis, en urimelig fordel og dermed tilsidesætte modpartens ret til en retfærdig rettergang.

61.

Det i sagen for den forelæggende ret omhandlede bevismiddel er forskelligt fra det, der blev behandlet i Mantovanelli-sagen og Steffensen-sagen. Det består af registreringer af telefonsamtaler ført af de tiltalte om de aktiviteter, der var genstand for efterforskning. Selv hvis dette bevis kan have afgørende indflydelse på den påkendende rets vurdering af de faktiske omstændigheder, er det vanskeligt at se, hvordan det kan henhøre under et teknisk område, som ligger uden for dennes sagkundskab. Under alle omstændigheder er de faktiske omstændigheder i Mantovanelli-sagen og Steffensen-sagen blot nyttige eksempler på anvendelsen af principper, som de nationale retter kan tage hensyn til, når de træffer afgørelse i en straffesag.

62.

Det er ligeledes værd at påpege, at det i Mantovanelli-sagen af retsplejehensyn havde været hensigtsmæssigt at give ægteparret Mantovanelli mulighed for at deltage i den proces, der førte til udarbejdelsen af den sagkyndige erklæring, eller til at give dem tilladelse til at fremlægge en sagkyndig erklæring, som de selv havde bestilt. Ligeledes havde den hensigtsmæssige løsning for personer i Joachim Steffensens situation været at give mulighed for at fremlægge en kontraekspertise. Udelukkelsen af beviser blev kun relevant, fordi andre, mere hensigtsmæssige proceduremæssige mekanismer – fejlagtigt – ikke var tilgængelige. Det tilkommer den nationale ret at vurdere, om sådanne muligheder kan være tilgængelige for de tiltalte under deres retssag.

63.

På baggrund af ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer det andet spørgsmål således:

Chartrets artikel 47 og artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58, sammenholdt med artikel 5, stk. 1, i og 11. betragtning til dette direktiv, skal fortolkes således, at en national ret

–

der finder, at beviser er indhentet ulovligt på grundlag af en godkendelse, der ikke var behørigt begrundet, ikke kan afhjælpe denne uregelmæssighed ved at tillade, at begrundelsen for denne godkendelse fremlægges retrospektivt, undtagen i behørigt begrundede hastetilfælde

–

skal efterprøve, om beviser, der er indhentet i strid med disse bestemmelser, kan antages i overensstemmelse med national ret, således at i) de generelle principper i EU-retten, navnlig proportionalitetsprincippet, ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet, og ii) retten til en retfærdig rettergang, herunder overholdelse af kontradiktionsprincippet, der er fastsat i chartrets artikel 47 og EMRK’s artikel 6, stk. 1, overholdes

–

skal udelukke beviser, der er indhentet i strid med disse bestemmelser, når en part for retten ikke er i stand til effektivt at udtale sig om disse beviser, beviserne henhører under et teknisk område, der ligger uden for rettens sagkundskab, og disse beviser kan have afgørende indflydelse på vurderingen af de faktiske omstændigheder i den omhandlede straffesag.

V. Forslag til afgørelse

64.

Jeg foreslår derfor, at Domstolen besvarer de af Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager, Bulgarien) forelagte spørgsmål på følgende måde:

»1)

Artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation), sammenholdt med artikel 5, stk. 1, i og 11. betragtning til dette direktiv,

skal fortolkes således, at

disse bestemmelser ikke er til hinder for en praksis, hvorefter overvågning, registrering og lagring af telefonsamtaler ført af mistænkte godkendes med et generelt tekstforlæg, hvori det hævdes, at lovbestemmelserne er blevet overholdt, men som ikke indeholder en individuel begrundelse i denne henseende, forudsat at begrundelsen for godkendelsen kan fastlægges på pålidelig vis og anfægtes effektivt af den tiltalte, som var genstand for overvågningen, ved at læse godkendelsen og anmodningen om godkendelse side om side.

2)

Chartrets artikel 47 og artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58, sammenholdt med artikel 5, stk. 1, i og 11. betragtning til dette direktiv,

skal fortolkes således, at

–

de nationale retter, der finder, at beviser er indhentet ulovligt på grundlag af en godkendelse, der ikke var behørigt begrundet, ikke kan afhjælpe denne uregelmæssighed ved at tillade, at begrundelsen for denne godkendelse fremlægges retrospektivt, undtagen i behørigt begrundede hastetilfælde

–

de nationale retter skal efterprøve, om beviser, der er indhentet i strid med disse bestemmelser, kan antages i overensstemmelse med national ret, således at i) de generelle principper i EU-retten, navnlig proportionalitetsprincippet, ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet, og ii) retten til en retfærdig rettergang, herunder overholdelse af kontradiktionsprincippet, der er fastsat i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og EMRK’s artikel 6, stk. 1, overholdes

–

de nationale retter skal udelukke beviser, der er indhentet i strid med disse bestemmelser, når en part for retten ikke er i stand til effektivt at udtale sig om disse beviser, beviserne henhører under et teknisk område, der ligger uden for rettens sagkundskab, og disse beviser kan have afgørende indflydelse på vurderingen af de faktiske omstændigheder i den omhandlede straffesag.«


( 1 ) – Originalsprog: engelsk.

( 2 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 12.7.2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) (EUT 2002, L 201, s. 37).

( 3 ) – Europa-Parlamentet og Rådets direktiv af 24.10.1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT 1995, L 281, s. 31), ophævet og erstattet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27.4.2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT 2016, L 119, s. 1), som ændret.

( 4 ) – DV nr. 86 af 28.10.2005 (seneste affattelse DV nr. 16 af 23.2.2021).

( 5 ) – DV nr. 95 af 21.10.1997 (seneste affattelse nr. 69 af 4.8.2020).

( 6 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 27.4.2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA (EUT 2016, L 119, s. 89).

( 7 ) – Dom af 6.10.2020, La Quadrature du Net m.fl. (C-511/18, C-512/18 og C-520/18, EU:C:2020:791, præmis 103).

( 8 ) – Jf. f.eks. dom af 21.12.2016, Tele2 Sverige og Watson m.fl. (C-203/15 og C-698/15, EU:C:2016:970), af 2.10.2018, Ministerio Fiscal (C-207/16, EU:C:2018:788), af 6.10.2020, La Quadrature du Net m.fl. (C-511/18, C-512/18 og C-520/18, EU:C:2020:791), og af 2.3.2021, Prokuratuur (Betingelser for adgang til oplysninger om elektronisk kommunikation) (C-746/18, EU:C:2021:152).

( 9 ) – Dom af 17.1.2019, Dzivev m.fl. (C-310/16, EU:C:2019:30, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

( 10 ) – Dom af 14.12.1995, van Schijndel og van Veen (C-430/93 og C-431/93, EU:C:1995:441, præmis 19).

( 11 ) – Jf. for en diskussion af samspillet mellem effektivitetsprincippet og chartrets artikel 47 f.eks. generaladvokat Bobeks forslag til afgørelse Banger (C-89/17, EU:C:2018:225, punkt 99-101 og den deri nævnte retspraksis).

( 12 ) – Jf. i denne retning dom af 6.9.2012, Trade Agency (C-619/10, EU:C:2012:531, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis), af 4.6.2013, ZZ (C-300/11, EU:C:2013:363, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis), af 23.10.2014, flyLAL-Lithuanian Airlines (C-302/13, EU:C:2014:2319, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis), og af 24.11.2020, Minister van Buitenlandse Zaken (C-225/19 og C-226/19, EU:C:2020:951, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

( 13 ) – Jf. i denne retning dom af 6.9.2012, Trade Agency (C-619/10, EU:C:2012:531, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis), og af 23.10.2014, flyLAL-Lithuanian Airlines (C-302/13, EU:C:2014:2319, præmis 51-53 og den deri nævnte retspraksis).

( 14 ) – Jf. i denne retning generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse Trade Agency (C-619/10, EU:C:2012:247, punkt 89).

( 15 ) – Med forbehold af sløring af f.eks. forretningshemmeligheder og personlige eller følsomme oplysninger.

( 16 ) – Menneskerettighedsdomstolens dom af 11.1.2022, Ekimdzhiev m.fl. mod Bulgarien (CE:ECHR:2022:0111JUD007007812).

( 17 ) – Menneskerettighedsdomstolens dom af 11.1.2022, Ekimdzhiev m.fl. mod Bulgarien (CE:ECHR:2022:0111JUD007007812, §§ 313-321).

( 18 ) – Dom af 21.12.2016, Tele2 Sverige og Watson m.fl. (C-203/15 og C-698/15, EU:C:2016:970, præmis 120 og den deri nævnte retspraksis), af 6.10.2020, La Quadrature du Net m.fl. (C-511/18, C-512/18 og C-520/18, EU:C:2020:791, præmis 189 og den deri nævnte retspraksis), af 2.3.2021, Prokukratuur (Betingelser for adgang til data vedrørende elektronisk kommunikation (C-746/18, EU:C:2021:152, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis), og af 5.4.2022, Commissioner of the Garda Síochána m.fl. (C-140/20, EU:C:2022:258, præmis 110 og 112 og den deri nævnte retspraksis).

( 19 ) – Menneskerettighedsdomstolens dom af 15.1.2015, Dragojević mod Kroatien, (CE:ECHR:2015:0115JUD006895511, §§ 127 og 128 og den deri nævnte retspraksis).

( 20 ) – Menneskerettighedsdomstolens dom af 12.5.2000, Khan mod Det Forenede Kongerige (CE:ECHR:2000:0512JUD003539497, § 34 og den deri nævnte retspraksis), og Menneskerettighedsdomstolens dom af 10.3.2009, Bykov mod Rusland (CE:ECHR:2009:0310JUD000437802, §§ 88 og 89 og den deri nævnte retspraksis).

( 21 ) – Dom af 20.9.2001, Courage og Crehan (C-453/99, EU:C:2001:465, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis), af 24.9.2002, Grundig Italiana (C-255/00, EU:C:2002:525, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis), og af 6.10.2020, La Quadrature du Net m.fl. (C-511/18, C-512/18 og C-520/18, EU:C:2020:791, præmis 223 og den deri nævnte retspraksis).

( 22 ) – Dom af 10.4.2003, Steffensen (C-276/01, EU:C:2003:228, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis) (herefter »Steffensen-dommen«), og af 17.1.2019, Dzivev m.fl. (C-310/16, EU:C:2019:30, præmis 34).

( 23 ) – Dom af 6.10.2020, La Quadrature du Net m.fl. (C-511/18, C-512/18 og C-520/18, EU:C:2020:791, præmis 225), og af 2.3.2021, Prokuratuur (Betingelser for adgang til oplysninger om elektronisk kommunikation) (C-746/18, EU:C:2021:152, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

( 24 ) – Denne regel har sin oprindelse i Menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende retten til en retfærdig rettergang i henhold til EMRK’s artikel 6, stk. 1, navnlig beskyttelsen af kontradiktionsprincippet; jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 18.3.1997, Mantovanelli mod Frankrig (CE:ECHR:1997:0318JUD002149793) (herefter »Mantovanelli-dommen«), hvortil der henvises i dom af 10.4.2003, Steffensen (C-276/01, EU:C:2003:228, præmis 78), samt i Domstolens praksis vedrørende den generelle lagring af trafikdata og lokaliseringsdata (dom af 6.10.2020, La Quadrature du Net m.fl., C-511/18, C-512/18 og C-520/18, EU:C:2020:791, præmis 226 og 227, og af 2.3.2021, Prokuratuur (Betingelser for adgang til oplysninger om elektronisk kommunikation), C-746/18, EU:C:2021:152, præmis 44).

( 25 ) – Menneskerettighedsdomstolens dom af 18.3.1997, Mantovanelli mod Frankrig (CE:ECHR:1997:0318JUD002149793, § 36).

( 26 ) – C‑276/01, EU:C:2003:228, præmis 76, 78 og 79. For at undgå enhver tvivl omfatter denne regel tre kumulative betingelser. Når alle tre betingelser er opfyldt, skal beviserne udelukkes. Det følger imidlertid ikke heraf, at en ret skal tillade beviser, når alle tre betingelser ikke er opfyldt. Endelig finder reglen anvendelse, uanset om det pågældende bevismateriale er indhentet lovligt eller ulovligt.

( 27 ) – Dom af 14.2.2008, Varec (C-450/06, EU:C:2008:91, præmis 47), af 4.6.2013, ZZ (C-300/11, EU:C:2013:363, præmis 55), og af 2.3.2021, Prokuratuur (Betingelser for adgang til oplysninger om elektronisk kommunikation) (C-746/18, EU:C:2021:152, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

( 28 ) – Forklaringer til chartret om grundlæggende rettigheder (EUT 2007, C 303, s. 17).