29.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 160/23


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 581/2014

af 28. maj 2014

om registrering af en betegnelse i registret over beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser (Jambon sec de Corse/Jambon sec de Corse — Prisuttu (BOB))

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 af 21. november 2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer (1), særlig artikel 52, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I medfør af artikel 50, stk. 2, litra a), i forordning (EU) nr. 1151/2012 er Frankrigs ansøgning om registrering af betegnelsen »Jambon sec de Corse«/»Jambon sec de Corse — Prisuttu« offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende (2).

(2)

Da Kommissionen ikke har modtaget indsigelser, jf. artikel 51 i forordning (EU) nr. 1151/2012, bør denne betegnelse registreres.

(3)

Ved følgebrev til registreringsansøgningen modtaget den 26. april 2012 meddelte de franske myndigheder Kommissionen, at virksomhederne L'Aziana Charcuterie Corse Nunzi Sauveur, Orezza Charcuterie La Castagniccia, Charcuterie Costa & Fils, Charcuterie Fontana, Salaisons Joseph Pantaloni, Charcuterie Passoni, Salaisons Sampiero, Salaisons réunies og Etablissements Semidei lovligt har markedsført produktet med salgsbetegnelsen »Jambon sec de Corse«/»Jambon sec de Corse — Prisuttu« og vedvarende anvendt den pågældende betegnelse i mere end fem år, og at dette forhold har været rejst gennem den nationale indsigelsesprocedure. De pågældende virksomheder fik derfor bevilget en tilpasningsperiode løbende fra datoen for indgivelse af registreringsansøgningen til Kommissionen i henhold til artikel 5, stk. 6, i Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 (3), som var gældende på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen.

(4)

I betragtning af, at de nævnte virksomheder opfylder betingelserne i artikel 13, stk. 3, andet afsnit, i forordning (EF) nr. 510/2006, bad de franske myndigheder i samme følgebrev desuden Kommissionen om at fastsætte en overgangsperiode i henhold til nævnte artikel, hvor de pågældende virksomheder lovligt kan bruge salgsbetegnelsen efter registreringen.

(5)

Forordning (EF) nr. 510/2006 er i mellemtiden erstattet af forordning (EU) nr. 1151/2012, der trådte i kraft den 3. januar 2013. Betingelserne i artikel 13, stk. 3, andet afsnit, i forordning (EF) nr. 510/2006 er indarbejdet i artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1151/2012.

(6)

Eftersom virksomhederne L'Aziana Charcuterie Corse Nunzi Sauveur, Orezza Charcuterie La Castagniccia, Charcuterie Costa & Fils, Charcuterie Fontana, Salaisons Joseph Pantaloni, Charcuterie Passoni, Salaisons Sampiero, Salaisons réunies og Etablissements Semidei opfylder betingelserne i artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1151/2012, bør de bevilges en overgangsperiode på fem år, hvor de har tilladelse til at anvende betegnelsen »Jambon sec de Corse«/»Jambon sec de Corse — Prisuttu«. Da de dog allerede har nydt godt af den nationale tilpasningsperiode, bør de fem år regnes fra datoen for indgivelsen af registreringsansøgningen til Kommissionen.

(7)

De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for Kvalitetspolitikken for Landbrugsprodukter —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Betegnelsen »Jambon sec de Corse«/»Jambon sec de Corse — Prisuttu« (BOB) registreres herved.

Betegnelsen i stk. 1 henviser til et produkt i kategori 1.2, kødprodukter (opvarmet, saltet, røget, m.m.), i bilag II i Kommissionens forordning (EF) nr. 1898/2006 (4).

Artikel 2

Virksomhederne L'Aziana Charcuterie Corse Nunzi Sauveur, Orezza Charcuterie La Castagniccia, Charcuterie Costa & Fils, Charcuterie Fontana, Salaisons Joseph Pantaloni, Charcuterie Passoni, Salaisons Sampiero, Salaisons réunies og Etablissements Semidei bemyndiges til midlertidigt fortsat at anvende den registrerede betegnelse »Jambon sec de Corse«/»Jambon sec de Corse — Prisuttu« (BOB) indtil den 27. april 2017.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 28. maj 2014.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)   EUT L 343 af 14.12.2012, s. 1.

(2)   EUT C 80 af 19.3.2013, s. 17.

(3)  Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 af 20. marts 2006 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer (EUT L 93 af 31.3.2006, s. 12).

(4)  Kommissionens forordning (EF) nr. 1898/2006 af 14. december 2006 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer (EUT L 369 af 23.12.2006, s. 1).