Den foreliggende sag drejer sig om en ordning, i henhold til hvilken der ydes støtte — såkaldte produktionsrestitutioner — til fremstillingen af et bestemt produkt, som udvindes af stivelse fra majs, blød hvede og kartofler, nemlig glucose med stort indhold af fructose.
Reglerne for denne restitutionsordning findes i Rådets forordning nr. 2727/75 om den fælles markedsordning for korn (
…
I betragtning af den særlige situation på markedet for de nævnte stivelsesprodukter og for at holde Fællesskabets forarbejdningsindustri konkurrencedygtig i forhold til varer fra tredjelande og substi tutionsvarer skal denne restitutionsordning sikre, at de basisprodukter, der anvendes i den nævnte industri, kan erhverves til lavere priser end dem, der ville følge af fællesskabsordningen.
Der blev udstedt gennemførelsesbestemmelser til denne ordning ved Rådets forordning nr. 2742/75 af
Ordningen blev ændret ved Rådets forordning nr. 1862/76 af
Den
Firmaet Koninklijke Scholten Honig, der sammen med sine datterselskaber er en af producenterne af glucose med stort indhold af fructose, anser af forskellige grunde denne nye ordning for ulovlig. Den har derfor indbragt sagen for Domstolen den
Her over for har både Rådet og Kommissionen i medfør af procesreglementets ar tikel 91 fremsat begæring om, at sagen afvises.
Som en følge af disse begæringer blev kun spørgsmålet om, hvorvidt sagen skulle antages til realitetsbehandling behandlet den
Efter at Rådet har frafaldet sin — åbenbart uberettigede — antagelse om, at søgsmålet mod rådsforordningen er forældet, er der to indsigelser tilbage. De stammer i det væsentlige fra Rådet, idet Kommissionen i det store og hele har henholdt sig til Rådets anbringender og ikke fremført særlige argumenter vedrørende de gennemførelsesbestemmelser, som den har udstedt. Dels fremføres det, at søgsmålet ikke kan antages til realitetsbehandling i henhold til EØF-traktatens artikel 173, dels fordi de anfægtede retsakter er egentlige forordninger, som ikke kan siges at berøre sagsøger individuelt, dels fordi det ikke kan anerkendes, at sagsøger er umiddelbart berørt.
Hertil har jeg følgende at bemærke:
Om denne strid kan der straks og uden vanskelighed fastslås to ting.
Striden om, hvor mange virksomheder eller forretningssteder i Fællesskabet, der producerer den vare, til hvilken der i henhold til den omtvistede ordning ydes nedsat støtte i produktionsåret 1976/77 og slet ingen støtte i produktionsåret 1977/78, er utvivlsomt uden betydning. Det spiller altså med andre ord ingen rolle, om der, som det hedder i bilag 5 til stævningen, for tiden findes fire virksomheder af denne art, eller om der, som det fremgår af et andet bilag, er tale om treogtyve producerende virksomheder. Er disse nemlig virkelig individuelt berørt, ændrer det ikke noget for spørgsmålet om, hvorvidt sagen skal afvises eller ej, at der er et betydeligt antal berørte virksomheder — det viser f.eks. dommen i sag
Det er ligeledes uden betydning, om antallet af dem, der var berørt på det tidspunkt, hvor foranstaltningerne blev vedtaget, kunne fastslås, hvorfor — som' sagsøger udtrykkeligt har understreget — indbydelsen til en høring i Kommissionen, der fandt sted i oktober 1976, ikke skete ved en henvendelse til offentligheden men individuelt. Der findes nemlig også ved retsakter, som er klart normative, en mulighed for at bestemme, hvem der er berørt på det tidspunkt, hvor en ordning udstedes eller træder i kraft. Dette blev f.eks. fastslået i dommen i sag
Det er derimod afgørende for den nødvendige afgrænsning og subsumption i henhold til EØF-traktatens artikel 173, om de anfægtede foranstaltninger faktisk har normativ karakter, altså om de — en formulering der findes i dommen i sag
Om dette centrale spørgsmål må vi dels fastslå, at de anfægtede regler er formuleret generelt, og at de altså, hvilket er typisk for normer, gælder for enhver, der udøver en bestemt produktionsvirksomhed. På den anden side kan det heller ikke nægtes, at det, som sagsøger har fremført vedrørende vanskelighederne ved at forøge kredsen af berørte grundet de nødvendige investeringsomkostninger og den nødvendige teknologi, også må tillægges betydelig vægt.
For at vurdere et sådant åbenbart grænsetilfælde er det efter min opfattelse nyttigt i første række at minde om to tidligere retssager, nemlig sag
Navnlig på baggrund af denne retspraksis kan man vanskeligt i denne sag tilslutte sig det af sagsøger fremførte synspunkt, at han er individuelt berørt. Det må imidlertid nok erkendes, at det er ret usandsynligt, at antallet af producenter af glucose med stort indhold af fructose skulle ændre sig nævneværdigt i de kommende år. Det kan imidlertid ikke med sikkerhed udelukkes. Det er her interessant at bemærke, at sagsøger, hvad angår den retlige situation, ikke har påberåbt sig, at de gældende patentrettigheder og licensaftaler udelukker, at der i de kommende år dukker nye producenter af denne vare op, som eventuelt anvender lignende produktionsmetoder. Ligeledes er det af interesse, at den anfægtede, nugældende ordning åbenbart ikke afholder alle fra at foretage nyinvesteringer. Her kan der henvises til de ved Domstolen fremlagte dokumenter, f.eks. Forbundsrepublikkens svar til et spørgsmål i parlamentet, eller til andre dokumenter, hvori der er omtalt anlæg under planlægning, forsøgsanlæg eller projekter, der var under overvejelse i nogle medlemsstater. Desuden er en skrivelse af
Jeg mener derfor ikke, der kan være tale om, at den anfægtede ordning, som ikke blot gælder for en kort periode, men medfører en grundlæggende ændring for fremtiden, kun berører de nuværende producenter af den nævnte vare, dvs. en begrænset kreds, på samme måde som en adressat for en individuel beslutning. Også selv om det, som jeg tidligere har nævnt, drejer sig om et grænsetilfælde, ganske vist om et grænsetilfælde, der på grund af de foreliggende muligheder for at opnå retsbeskyttelse ved de nationale retter ikke forekommer specielt delikat, må man dog i sidste ende erkende, at der foreligger egentlige normative bestemmelser, selv om der kun er tale om en bestemt vare. Hvis der imidlertid ikke er tvivl om, at den anfægtede foranstaltning har karakter af en forordning, følger det samtidig heraf, at sagsøger ikke kan være individuelt berørt og derfor ikke har nogen søgsmålsret.
Lad mig straks sige, at jeg mener, at det er sagsøger og ikke Rådet, der har ret på dette punkt.
Det er her ikke afgørende, at de anfægtede bestemmelser er rettet til medlemsstaterne, og at de kræver nationale gennemførelsesforanstaltninger, især vedrørende genopkrævningen af restitutionsbeløb. Det er derimod af betydning, at fællesskabsbestemmelserne også
Rådet tager derfor fejl, hvis den mener, at medlemsstaterne kun er bemyndiget til at genopkræve restitutionsbeløbene, og at virksomhederne følgelig først berøres direkte af de nationale foranstaltninger. Desuden må Rådet forstå, at det blander begreberne sammen, hvis det mener, at en virksomhed kun kan anses for umiddelbart berørt, når den er berørt på en særlig måde og på grund af særlige faktiske omstændigheder. Dette er nemlig kriterierne for, om nogen er
Da det imidlertid, som jeg har påvist, ikke i den foreliggende sag kan anerkendes, at sagsøger er individuelt berørt, og da det efter EØF-traktatens artikel 173 ikke er tilstrækkeligt, at kun en af de to betingelser er opfyldt, må det fastslås, at søgsmålet ikke kan antages til realitetsbehandling.