<TI><P>Spørgsmål b)</P></TI>22.1. Med dette spørgsmål er det ikke første gang Domstolen får forelagt problemet, om der gælder en almindelig billighedsgrundsætning i fællesskabsretten. I sin første dom om spørgsmålet, i sag 118/76Dom af 28. juni 1977, Balkan Import-Export mod Hauptzollamt Berlin-Packhof (sag 118/76, Sml. s. 1177).
, udtalte Domstolen, at en national toldmyndighed ikke er berettiget til af billighedsgrunde at yde fritagelse for afgifter, der skal erlægges i henhold til fællesskabsretten. Domstolen udtalte endvidere, at der ikke i fællesskabsretten er hjemmel til at yde fritagelse for betaling af monetære udligningsbeløb af billighedsgrunde.23.I en senere dom, i sag 299/84Dom af 14. november 1985, Neumann mod BALM (sag 299/84, Sml. s. 3663).
, fandt Domstolen, at fællesskabsretten ikke indeholder en almindelig retsgrundsætning, hvorefter en gældende fællesskabsbestemmelse ikke må bringes i anvendelse af en national myndighed, når bestemmelsen for den berørte medfører særligt alvorlige følger, som fællesskabslovgiver klart ville have forsøgt at undgå, såfremt man ved udstedelsen af bestemmelsen havde forudset dette tilfælde.24.Den forelæggende ret har med rette henvist til, at Domstolen har afvist, at der gælder et almindeligt princip vedrørende materiel ubillighed, fordi resultatet heraf ville være, at det i det konkrete tilfælde ville være overladt til medlemsstaternes retsinstanser at afgøre, om de vil anvende en fællesskabsretlig bestemmelse eller ej. Denne fare for at sætte retsenheden over styr kan dog imødegås ved, at billighedsafgørelsen i det konkrete tilfælde træffes af Domstolen selv. Formuleringen i domskonklusionen udelukker i hvert fald ikke denne mulighed, idet det der hedder, at... en national domstol, som mener sig stillet over for et sådant tilfælde, dog altid har ret til at stille Domstolen ethvert præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen og gyldigheden af den pågældende fællesskabsretsakt, som den anser for nødvendigt, for at den kan afsige dom.
25.Selv om der altså således indtil nu ikke er anerkendt et fællesskabsretligt billighedsprincip, forekommer det ikke helt usandsynligt, at Domstolen kunne udvilde og anvende et sådant princip. Dette gælder så meget mere, hvis man betragter princippet om materiel ubillighed som et udtryk for det proportionalitetsprincip, der anerkendes i fællesskabsrettenJfr. herom den nævnte sag 299/84, præmis 27.
.26.En endelig stillingtagen til, om Domstolen kender et princip vedrørende materiel ubillighed og i givet fald bør anvende det på den foreliggende sag, er dog unødvendig, når det resultat, der efter den forelæggende rets opfattelse stemmer med billighed allerede følger af retsgrundsætninger i den form, hvori de anerkendes i fællesskabsretten. De faktiske omstændigheder i sagen må herefter gennemgås under denne synsvinkel.27.2. Indledningsvis forekommer det at være hensigtsmæssigt at klargøre spørgsmålets materielle rækkevidde. Det andet præjudicielle spørgsmål i sagen går ud på, om anvendelsen af bestemmelsen om, at sikkerhedsstillelsen fortabes, skal suspenderes i det konkrete tilfælde, når de i spørgsmål a) nævnte omstændigheder foreligger. Hermed henvises der også til de materielle betingelser, der i henhold til forordning nr. 2661/85 gælder for at opnå en fritagelse fra forpligtelserne i henhold til forordning nr. 1932/81. Spørgsmålet kunne altså også være formuleret således:Kan en tilslagsmodtager i henhold til de særlige licitationer nr. 76-81 til enhver tid frigøres fra sine forpligtelser i henhold til forordning nr. 1932/81, såfremt han i øvrigt opfylder de i forordning nr. 2661/85 opstillede materielle betingelser for en frigørelse fra forpligtelserne?
28.At det for den forelæggende ret egentlig ikke så meget drejer sig om gyldigheden af artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 1932/81, som om de retlige konsekvenser, forordning nr. 2661/85 har for forpligtelserne i henhold til forordning nr. 1932/81, følger af, hvad retten selv har udtalt. Dette fremgår ikke alene af formuleringen af det første præjudicielle spørgsmål, hvori der henvises til betingelserne i henhold til forordning nr. 2661/85, men også af forelæggelseskendelsens grunde, hvori det hedder:Der er imidlertid i det foreliggende tilfælde opstået en særlig situation, som Kommissionen har fremkaldt ved at udstede forordning (EØF) nr. 2661/85 med virkning fra den 21. september 1985. Herved var den risiko, som enhver, der deltager i en licitationsprocedure, udsætter sig for, nemlig praktisk talt blevet ophævet for nogle erhvervsdrivendes vedkommende ...
29.Det må herefter undersøges, om den fortabelse af sikkerhedsstillelsen, der sker efter artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 1932/81, på baggrund af retsvirkningerne af forordning nr. 2661/85 for det første er i strid med proportionalitetsprincippet og for det andet i strid med forbudet mod forskelsbehandling.- a)Som vi allerede har set i forbindelse med behandlingen af lovligheden af artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 1932/81, er en foranstaltning i strid med proportionalitetsprincippet, såfremt den ikke er et egnet middel til at nå det tilstræbte mål, eller hvis den går ud over, hvad der er nødvendigt hertil. Det abstrakte formål, der i henhold til artikel 12, stk. 1, forfølges med garantien, dvs. at sikre, at de afgivne bud er reelle, og at forarbejdningsforpligtelsen opfyldes, er naturligvis det samme, når der er tale om en afgørelse, der med hjemmel i bestemmelsen træffes i en konkret sag. Undtagelsesvis kan formålet med bestemmelsen dog være faldet bort som følge af ikrafttrædelsen af forordning nr. 2661/85. Anvendelsen af midlet vil da ikke længere være nødvendigt.
30.Den forelæggende ret har givet udtryk for, at det er dette, der er sket. I forelæggelseskendelsens grunde har den således udtalt:Dette formål forelå imidlertid ikke i den periode, for hvilken licitationssikkerheden blev erklæret fortabt i det foreliggende tilfælde. Tværtimod fremgår det netop af forordning (EØF) nr. 2661/85, at Kommissionen fra den 21. maj 1985 ikke længere lagde vægt på forarbejdning af markedssmør, men satte alt ind på i stedet at omdirigere efterspørgslen, således at den blev rettet mod interventionssmør. Ud fra dette formål er det fuldstændig uforståeligt og ulogisk, at der alligevel skal pålægges en sanktion for en adfærd, som Kommissionen helt åbenbart ikke længere lagde vægt på.
31.Efter min opfatttelse kan denne opfattelse dog ikke tiltrædes. Det er ganske vist korrekt, at efterspørgslen skulle omdirigeres. Endvidere skulle tilslagsmodtagerne i henhold til licitationerne nr. 76-81, der var gennemført efter forordning nr. 1932/81, have mulighed for efter egen anmodning at blive fritaget for deres forpligtelser i henhold til forordning nr. 1932/81 på betingelse af, at de efter relgerne i forordning nr. 262/79 erhvervede en mængde interventionssmør, der var 25% større end den, de allerede havde forpligtet sig til at indkøbe og forarbejde. At der på bestemte vilkår indføres en mulighed for at omdanne forpligtelsen, kan dog ikke medføre, at formålet med bestemmelserne om fortabelse af sikkerheden falder bort. På de betingelser, der fremgår af undtagelsesforordningen, kan formålet erstattes med et andet.32.Forbuddet mod forskelsbehandling kan dog være tilsidesat, såfremt ikke alle tilslags-modtagerne ved licitationerne nr. 76-81 kan gøre brug af omdannelsesmulighederne i henhold til forordning nr. 1932/81 i samme omfang.33.b) En fællesskabsretsakt strider mod diskrimineringsforbuddet og er dermed retsstridig, såfremt ensartede sagsforhold behandles forskelligt og forskellige sagsforhold behandles ens, medmindre dette er objektivt begrundet. Denne retsgrundsætning, der er anerkendt i fællesskabsretten, støttes på det almindelige forbud mod forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet, jfr. EØF-Traktatens artikel 7, stk. 1, og de specielle diskrimineringsforbud, herunder det specielle diskrimineringsforbud på landbrugsområdet i henhold til EØF-Trak-tatens artikel 40, stk. 3, andet afsnitJfr. dom af 13. december 1984, Scrmide mod Cassa con-guaglio zucchero, præmis 28 (sag 106/83, Sm!. s. 4209), om af 23. februar 1983, Wagner mod BALM (sag 8/82, Sml. s. 371, dom af 17. juni 1987, Frico mod Voeűselvo-orzienings In- en Verkoopbureau (forenede sager 424/85 og 425/85, Sml. s. 2755) og dom af 11. marts 1987, Rau mod Kommissionen (forenede sager 279/84, 280/84, 285/84 og 286/84, Sml. s. 1069).
. Den sidstnævnte bestemmelse forbyder enhver form for forskelsbehandling af Fællesskabets producenter eller forbrugere inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik.34.Den forelæggende ret har anført, at det almindelige ligebehandlingsprincip er tilsidesat af følgende grunde:Anvendes bestemmelsen [i artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 1932/81] vil det nemlig bevirke, at de af sagsøgerens konkurrenter, der tilfældigvis ikke havde foretaget nogen forarbejdning inden den 21. september 1985, eller for hvem forarbejdningsfristen endnu ikke var udløbet, kunne gøre brug af omdannelsesmuligheden og dermed ikke måtte acceptere en fortabelse af sikkerheden, mens dette var tilfældet for sagsøgerens vedkommende. Den omstændighed, der adskiller sagsøgerens situation fra konkurrenternes, er rent tilfældig og kan ikke begrunde en forskellig behandling.
35.Hertil skal for det første bemærkes, at det i denne sammenhæng ikke er nødvendigt at tage stilling til, om der foreligger en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i forhold til de erhvervsdrivende, der havde opfyldt deres forpligtelser i henhold til forordning nr. 1932/81. Med henblik på besvarelsen af den forelæggende rets spørgsmål og afgørelsen af hovedsagen er det ikke nødvendigt at tage stilling til denne problematik, da der ikke var risiko for, at de forarbejdningsvirksomheder, der havde opfyldt deres forpligtelser i henhold til forordning nr. 1932/81, fortabte den sikkerhed, de havde stillet.36.Noget andet er, at de — på grund af Kommissionens prisfastsættelser og de muligheder, der blev givet for til dels at opnå en efterfølgende frigørelse fra forpligtelserne — foretog forarbejdningen på økonomisk set mindre fordelagtige vilkår end konkurrenterne. Det er ikke nødvendigt at tage stilling til, om ligebehandlingsprincippet må medføre en kompensation for disse økonomiske ulemper; her drejer det sig nemlig kun om fortabelsen af sikkerheden.37.Man kan for så vidt tilslutte sig den forelæggende rets begrundelse, som alle til— slagsmodtagerne ved lictationerne nr. 76-81 under hele licitationsproceduren befandt sig i samme situation og også var undergivet de samme forpligtelser som følge af, at de havde deltaget i licitationerne. Det er rent faktisk en ulige behandling at behandle de erhvervsdrivende inden for denne gruppe forskelligt. Dette gælder i det mindste for alle de tilslagsmodtagere, der endnu ikke havde opfyldt deres forpligtelser i henhold til forordning nr. 1932/81. Der findes ingen saglig begrundelse for, at kun nogle af dem skulle have adgang til at frigøre sig fra de forpligtelser, de havde påtaget sig, og i stedet gøre brug af omdannelsesmuligheden i henhold til forordning nr. 2661/85. Formålet med forordningen var at frigøre tilslags-modtagerne i henhold til licitationerne nr. 76-81 fra deres forpligtelser for at fremme forarbejdning af interventionssmør.38.Det forekommer vilkårligt at undergive erhvervsdrivende inden for denne gruppe en forskellig behandling, alt efter hvilke tidsrum og frister der er tale om. Samtlige tilslagsmodtagere befandt sig retligt og faktisk i samme situation. I betragtningerne til forordning nr. 2661/85 hedder det da også helt generelt:... det er hensigtsmæssigt ... at det midlertidigt og på visse betingelser tillades, at de erhvervsdrivende, der er blevet erklæret for tilslagsmodtagere i henhold til forordning (EØF) nr. 1932/81, frigøres fia deres forpligtelser, såfremt...Anden betragtning, mine fremhævelser; forordningens ordlyd på de romanske EF-sprog og på nederlandsk svarer til affattelsen i den tyske version og fører derfor ikke til andet resultat. Heller ikke den noget anderledes formulering i den engelske version giver anledning til anden bedømmelse.
.
39.Betingelsen for denne generelle fritagelse er, at der påtages en forpligtelse til at aftage betydelige mængder interventions-smør. For de erhvervsdrivende, der har givet udtryk for, at de vil opfylde betingelserne, er der ikke fremført — eller ses der ikke at være — nogen saglig begrundelse for at afslå at frigøre dem fra forpligtelserne.40.Den personkreds, der kan gøre brug af frigørelsesmuligheden (eller bedre: omdannelsesmulighden, da frigørelsen er betinget af, at der aftages større mængder), er angivet klart og tydeligt. Der er udelukkende tale om tilslagsmodtagerne ved licitationerne nr. 76-81Jfr. artikel 1 i forordning nr. 2661/85.
. Med hensyn til kravet om, at der fremsættes en anmodning, er det på forhånd klart, at det på samme vilkår for alle de berørte kun har været gældende fra ikrafttrædelsen af forordning nr. 2661/85.41.Det ses ikke, hvordan man har kunnet lade udøvelsen af retten til at gøre brug af mulighederne i henhold til forordning nr. 2661/85 afhænge af forordningens ikrafttrædelsestidspunkt eller forarbejdningsfristerneJfr. artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 1932/81.
, der i øvrigt beregnes på forskellig måde, og denne problemstilling er hverken oplyst nærmere i forordningen eller under retsforhandlingerne. Denne differentiering er derfor vilkårlig. Såfremt der herefter ikke er nogen saglig begrundelse for den forskellige behandling, er den i strid med forbuddet mod forskelsbehandling og er dermed ugyldig.42.For at være forenelig med retsregler af højere rang må den fortolkning, der anlægges af forordning nr. 2661/85, derfor være, at samtlige tilslagsmodtagere ved de i henhold til forordning nr. 1932/81 afholdte licitationer nr. 76-81, der på de i forordning nr. 2661/85 anførte betingelser har påtaget sig en forpligtelse til at forarbejde en større mængde licitationssmør, jfr. betingelserne i forordning nr. 262/79, skal kunne gøre brug af omdannelsesmuligheden ifølge forordning nr. 2661/85, uanset forordningens ikrafttrædelsestidspunkt eller udløbet af forarbejdningsfristerne.