Efter Kommissionens opfattelse vil enhver indskrænkning af produktionen have virkning såvel for afsætningsmulighederne på det fælles marked som for eksportmulighederne.

EKSF-traktaten forpligter altså ikke Kommissionen til at undtage visse dele af produktionen, som er bestemt til eksport, fra kvotaordningen.

Ifølge Domstolens dom af 7. juli 1982 i sag 119/81, Klöckner-Werke AG, er det alene er Kommissionen, der skønsmæssigt afgør, hvorvidt en virksomheds eksport til tredjelande skal medtages, og afgørelsen herom skal træffes under hensyn til de særlige behov på det fælles jern- og stålmarked og under hensyn til Fællesskabets interesse i dets forbindelser med tredjelande.

For det andet gør Kommissionen gældende, at den ikke på noget tidspunkt har påstået, at det var selve eksporten til Libyen, der udgjorde en kvotaoverskridelse. Det eneste den fastslog var, at det sagsøgende firma havde overskredet den kvota, det havde fået tildelt for fjerde kvartal 1980, og at det sagsøgende firmas argument om, at kvotaoverskridelsen er begrundet i, at det eksporterede en produktionsmængde af samme størrelse som kvotaoverskridelsen til Libyen, ikke kan anfægte lovligheden af Kommissionens beslutning.

I duplikken har Kommissionen gjort gældende, at det på grund af den forringede situation på stålmarkedet var nødvendigt at bringe kvotasystemet i anvendelse hurtigst muligt og at undgå, at visse af virksomhederne drog fordel af den usædvanlige forhøjelse af deres produktion i oktober 1980.

Kommissionen underrettede virksomhederne herom forud for det tidspunkt, hvor sagen blev forelagt Rådet, hvilket skete den 7. oktober 1980.

Under alle omstændigheder har virksomhederne modtaget officiel underretning om, at Kommissionen var i færd med i medfør af EKSF-traktatens artikel 58 at forberede indførelsen af en kvartalsvis produktionskvotaordning for samtlige virksomheder inden for jern- og stålsektoren, og at denne ordning også ville omfatte fjerde kvartal 1980. Virksomhederne har modtaget underretning herom dels gennem beslutning nr. 2613/80/EKSF af 10. oktober 1980 og dels gennem Kommissionens meddelelse af 11. oktober 1980 til EF's jern- og stålvirksomheder.

Beslutning nr. 2794/80 kan ikke antages ulovligt at være tillagt tilbagevirkende kraft, da det var en teknisk nødvendighed af fastsætte kvartalsvise kvotaer fra 1. oktober 1980 for at give virksomhederne mulighed for bedre at tilpasse deres produktionsprogrammer under hensyn til, at det inden for jern- og stålsektoren er kutyme at planlægge produktionen på grundlag af kvartalsvise programmer og at udfærdige status og årsregnskab efter solåret.

Med henblik på at afbøde de eventuelle ulemper for virksomhederne som følge af beslutning nr. 2794/80 er der endvidere ved beslutningens artikel 14 givet Kommissionen mulighed for at tilpasse beslutningens bestemmelser, såfremt der herved påføres en virksomhed usædvanlige vanskeligheder.

Den omstændighed, at det sagsøgende firma ikke har udnyttet denne mulighed, kan ikke bebrejdes Kommissionen og kan ikke betragtes som nogen formildende omstændighed.

Vedrørende anbringendet om, at beslutningen er i strid med EKSF-traktatens artilder 3 og 4, gør Kommissionen gældende, at disse bestemmelser kun udgør en del af de bestemmelser, der giver en generel beskrivelse af Kul- og Stålfællesskabets formål, og at de indeholder mere end ti forskellige formål. Det er umuligt at forfølge samtlige disse formål på én gang og derfor nødvendigt at foretage et valg mellem disse formål. Dette gælder navnlig i en kriseperiode, hvor det er berettiget at gennemføre undtagelsesforanstaltninger.

Det er fast retspraksis ved Domstolen, at der med henblik på dette valg samt den indbyrdes afvejning og nødvendige kombination af disse formål tilkommer Kommissionen et vidtgående skøn med hensyn til at gruppere og prioritere EKSF-traktatens formål.

Det fremgår klart, at kvotaordningen fremmer gennemførelsen af de grundlæggende formål, idet den gør det muligt at tilpasse produktionen til efterspørgslen og tilsigter at undgå de endnu mere vanskelige økonomiske og sociale problemer, der kunne opstå ved et brud på ligevægten mellem udbudet og efterspørgslen på de pågældende varer.

Vedrørende sagsøgerens påstand om, at der foreligger en overtrædelse af EKSF-traktatens artikel 33 og artikel 14 i beslutning 2794/80, anfører Kommissionen for det tredje, at de enkelte led i dette anbringende er for upræcist formuleret til, at Kommissionen kan tage stilling dertil.

For det fjerde bestrider Kommissionen sagsøgerens anbringende om forskelsbehandling og anfører, at bøden ikke skal komme de urentable virksomheder til gode, og at det ikke er rigtigt, når det påstås, at tredjelandene drager fordel af et forbud mod levering til disse lande, eftersom der ikke findes et sådant forbud.

Tværtimod ville Kommissionen have forskelsbehandlet virksomhederne, såfremt den havde undladt at bringe kvotaordningen i anvendelse også på de virksomheder, som leverer uden for Fællesskabet, idet disse virksomheder i modsat fald ville have fået en uberettiget fordel i forhold til de virksomheder, som udelukkende arbejder inden for Fællesskabet.

Følgelig har det ikke nogen indvirkning på beslutningen om at pålægge det sagsøgende firma en bøde, at firmaet eventuelt nedsatte sin produktion i løbet af det efterfølgende kvartal.

Vedrørende dette punkt nøjes Kommissionen med at anføre, at den ikke på nuværende tidspunkt er i stand til at fastslå virksomhedens gevinstmargin på markedet i det pågældende tredjeland.

Kommissionen finder imidlertid, at det under alle omstændigheder ikke er det afgørende problem. Den omstændighed, at virksomheden forsøger at retfærdiggøre kvotaoverskridelsen under henvisning til, at den har eksporteret en produktionsmængde af samme størrelse til Libyen, er ikke ensbetydende med, at der ved bestemmelsen af den uretmæssige produktion i henhold til EKSF-traktätens artikel 58 ved fastsættelsen af bøden skal tages hensyn til værdien af eksporten.

Kommissionens opgave er alene at idømme en sanktion for overskridelsen af kvotaen.

Endelig må begrebet værdien af den uretmæssige produktion i EKSF-traktatens artikel 58 efter Kommissionens opfattelse forstås som værdien på markedet, dvs. varens salgspris og ikke gevinstmargenen, således som det hævdes af sagsøgeren.

Følgelig kan der ifølge Kommissionen kun antages at være begået en overtrædelse af EKSF-traktatens artikel 58, såfremt bøden er større end salgsprisen, hvilket ikke er tilfældet i den foreliggende sag.