Med beslutning nr. 1831/81/EKSF af 24. juni 1981 indførte Kommissionen en overvågningsordning og et nyt system for produktionskvotaer for visse produkter for virksomhederne i jern- og stålindustrien (EFT L 180, s. 1). I medfør af denne beslutning vedtog Kommissionen beslutning nr. 1833/81/EKSF af 3. juli 1981 om fastsættelse af reduktionssatser for tredje kvartal 1981. I forbindelse med sidstnævnte beslutning meddelte Kommissionen ved anbefalet skrivelse af 10. august 1981 selskabet Alfer SpA (herefter benævnt Alfer), Pisogne, at der for tredje kvartal 1981 (juli, august og september), ud over en nedsættelse af produktionskvotaerne, tillige gjaldt en nedsættelse af kvotaerne for levering til det fælles marked, og at den førstnævnte kvota var fastsat til 18057 tons og den sidstnævnte kvota til 5079 tons, for produkterne i gruppe V og VI.

Den store forskel mellem de tildelte produktions- og leveringskvotaer beror på, at Alfer er en forarbejdende virksomhed, hvis produktion for en væsentlig del består i lønarbejde for andre virksomheder i jern- og stålindustrien.

Med anbefalet skrivelse af 28. august 1981 gjorde Alfer Kommissionen opmærksom på, at, medens selskabet ingen indvendinger havde mod produktionskvotaen, var den salgskvota, der var tildelt selskabet, derimod åbenbart fejlagtig, idet den var beregnet på grundlag af en årlig referencemængde, der ikke tog hensyn til at indtil juni måned 1980 havde op til ca. 60 % af selskabets samlede produktion været forarbejdning i lønarbejde for selskabet Acciaierie di Pisogne SpA, der selv afsatte denne produktion på det fælles marked. Da selskabet Acciaierie di Pisogne imidlertid havde indstillet sin virksomhed i juli 1980, havde Alfer været nødsaget til selv at afsætte denne del af sin produktion på det fælles marked.

Ved skrivelse af 4. november 1981 meddelte Kommissionen sagsøgeren, at den kvartalsvise referencemængde var sat op til 23217 tons og at kvotaen for levering til det fælles marked i overensstemmelse hermed var sat op til 15091 tons, idet de nævnte mængder trådte i stedet for de i den forudgående skrivelse af 10. august 1981 anførte. Kommissionen tilføjede, at det således fastsatte gjaldt for tredje kvartal 1981, idet det dog var virksomheden tilladt at overføre de mængder af kvotaforhøjelsen, der ikke havde kunnet udnyttes i løbet af tredje kvartal, til fjerde kvartal 1981.

Forhøjelsen af leveringskvotaen skete i medfør af artikel 8, stk. 2, sidste led i beslutning nr. 1831/81 som ændret ved beslutning nr. 2804/81/EKSF af 23. september 1981 (EFT L 278, s. 1).

Den nævnte bestemmelse lyder således:

Af den førnævnte skrivelse af 4. november 1981 fremgår det, at forhøjelsen af leveringskvotaen var beregnet på grundlag af en referencemængde på 90 % af Alfer's referenceproduktion.

Med skrivelse af 25. februar 1982 foreholdt Kommissionen Alfer under henvisning til EKSF-traktatens artikel 36, at selskabet i løbet af tredje kvartal 1981 med 2402 tons havde overskredet den del af produktionskvotaen, der kunne leveres på det fælles marked, for produkter i gruppe V og VI.

Med skrivelse af 9. marts 1982 gjorde Alfer gældende, at det først var den 4. november 1981, at selskabet havde fået underretning om tilpasningen af kvotaen for tredje kvartal 1981, og selskabet erklærede sig rede til i løbet af et angivent kvartal at nedsætte sine egne leverancer på det fælles marked med 2402 tons for at udligne overskridelsen. Det anførte blev af selskabets repræsentanter gentaget under en høring den 11. juni 1982.

Under henvisning til at selskabet havde indrømmet rigtigheden af de foreholdte faktiske omstændigheder og til, at de undskyldende momenter, selskabet havde anført, var uden betydning, pålagde Kommissionen med den anfægtede beslutning af 24. november 1982 Alfer en bøde på 180150 ECU, svarende til 241498281 lire.

Stævning i sagen er registreret på Domstolens justitskontor den 6. januar 1983.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

Ved kendelse af 6. juli 1983 har Domstolen besluttet at henvise sagen til femte afdeling.

Alfer har nedlagt følgende påstande:

den anfægtede beslutning annulleres; ganske subsidiært: bøden nedsættes til et rimeligt beløb;

sagsøgte tilpligtes at bære sagens omkostninger.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

frifindelse;

sagsøgeren tilpligtes at bære sagens omkostninger.

Alfer har gjort gældende, at sanktionen er ulovlig, dels fordi der ikke er begået nogen overtrædelse, dels på grund af selve sanktionens åbenbare urimelighed eller, subsidiært, på grund af bødens urimelige størrelse, de faktiske omstændigheder taget i betragtning.

Alfer har gjort tre anbringender gældende.

Det første anbringende går ud på, at der ikke foreligger nogen overtrædelse. Når Kommissionen først med skrivelse af 10. august 1981 gav meddelelse om kvotaerne for tredje kvartal 1981, er det udelukket at disse kunne anvendes fra den 1. juli 1981, da anvendelsen først kan antages at skulle ske fra den dag, meddelelsen om kvotaerne modtages. Alfer er af den opfattelse, at Kommissionens generelle beslutning er retlig virksom enten fra den dag, den offentliggøres i EF-Tidende, eller fra den dag, den meddeles virksomheden. I betragtning af systemets manglende automatik derved, at kvotaerne særskilt meddeles de forskellige virksomheder, og i betragtning af, at det ville være nødvendigt for virksomheden at foretage en beregning for at komme frem til dens kvotaer forinden disse blev meddelt, må det imidlertid være udelukket, at beslutningen var fuldt ud virksom fra offentliggørelsen. Kommissionen svæver derfor i en alvorlig vildfarelse, når den mener, at kunne anvende beslutningen med tilbagevirkende kraft.

Rent praktisk har Alfer henvist til, at det på grund af lagertekniske og personalemæssige forhold samt på grund af bekræftede ordrer var umuligt at standse produktionen, eller i nærværende tilfælde salget, for på en måned (september) at kunne udligne merproduktionen og -salget i de forudgående to måneder.

Kommissionen har heroverfor anført, at den pågældende beslutning er offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende den 4. juli 1981, og at virksomhederne fra denne dag har haft, eller i hvert fald burde have haft, kendskab til beslutningen. Efter Kommissionens opfattelse var virksomhederne i stand til ved en enkel beregning at finde frem til, hvilke kvotaer, der kunne leveres på markedet. Kommissionen har bestridt, at den påståede forsinkelse ved meddelelsen om kvotaerne har nogen praktisk eller retlig betydning og tilføjet, at det, på grund af virksomhedernes ferielukning var nærmest umulig for en virksomhed at opbruge sine kvotaer, forinden den fik kendskab til Kommissionens officielle meddelelse i begyndelsen af august 1981.

Kommissionen gør gældende, at Alfer var pligtig at efterkomme beslutning nr. 1831/81/EKSF straks fra dennes offentliggørelse i EF-Tidende, idet den individuelle beslutning i nærværende sag ikke er andet end en blot gennemførelsesforanstaltning for den generelle beslutning og følgelig ikke kan være hjemmel for nye rettigheder, da virksomhedernes rettigheder og pligter allerede var fastlagt i den generelle beslutning.

Det andet anbringende går ud på, at den anfægtede beslutning er åbenbar urimelig, idet den ikke tager hensyn til de særlige forhold hos sagsøgeren, hvis virksomhed for op til 60 til 70 %'s vedkommende bestod i forarbejdning főien anden virksomhed. Efter Alfer's opfattelse kunne den tildelte leveringskvota ikke begrænses til de mængder, der faktisk var afsat i den periode, nævnte særlige forhold bestod, idet kvotaen burde være beregnet på grundlag af virksomhedens faktiske produktion, dvs. på den måde, Kommissionen efterfølgende har anvendt i beslutning nr. 2804/81.

Alfer gør gældende, at et åbenbart misforhold kom til udtryk mellem virksomheden og andre virksomheder, idet Alfer skulle have foranstaltet en oplagring til trods for den krise, der har ramt sektoren og virksomheden selv. En sådan foranstaltning var imidlertid ikke mulig såvel på grund af mangel på den nødvendige likviditet til indkøb af materiale som på grund af den manglende tekniske mulighed for at oplagre materiale, der ikke måtte sælges. Herudover måtte virksomheden tage hensyn til en truende faglig situation. Hertil kommer den fordrejning i forhold til andre virksomheder, der ville være forbundet med den tvungne indskrænkning i produktionen, der af de nævnte grunde vil være resultatet af en begrænsning i salget. Det er således åbenbart, at Alfer, stillet over for Kommissionens ulovlige beslutning, ikke har ment, at der bestod nogen pligt til at efterkomme denne og begrænse salget til 5079 tons.

Alfer fremhæver således, at, når Kommissionen i sin beslutning anfører, at virksomheden ikke kunne overskride kvotaen i tredje kvartal 1981, fordi ændringen af den generelle beslutning nr. 1831/81 først trådte i kraft den 1. oktober 1981, overser Kommissionen, at dennes første beslutning med fastsættelse af Alfer's kvotaer var ulovlig af de ovenfor nævnte grunde, og at virksomheden følgelig ej heller var pligtig at efterkomme den. Dette anerkender Kommissionen efter Alfer's opfattelse i øvrigt også indirekte, når den forhøjer kvotaen efter ændringen af den generelle beslutning nr. 1831/81.

Til støtte for sin gode tro henviser Alfer til, at virksomheden altid har overholdt produktionskvotaerne, og at den i forhold til disse har nedsat leveringskvotaerne.

Overfor dette andet anbringende har Kommissionen gjort gældende, at det anførte ikke holder for en nærmere undersøgelse, idet beslutning nr. 1831/81/EKSF på normal måde har fundet anvendelse i sagen, da der efter de dagældende bestemmelser ikke kunne tages hensyn til de usædvanlige forhold hos Alfer. Beslutning nr. 2804/81/EKSF blev vedtaget netop med det formål at tage hensyn til tilfælde ud over det sædvanlige, såsom det nærværende.

Kommissionen er således af den opfattelse, at den på korrekt måde har anvendt beslutning nr. 1831/81 og at det først var efter vedtagelsen af beslutning nr. 2804/81, det blev muligt at tage hensyn til de forhold, Alfer anfører i sin skrivelse af 28. august 1981.

I betragtning af den meget væsentlige tilpasning af kvotaerne, Kommissionen foretog, og i betragtning af virksomhedens overskridelse af den endelige kvota på 2402 tons er Kommissionen af den opfattelse, at virksomheden ikke har bestræbt sig på at begrænse sine leverancer.

Det tredje anbringende går ud på, at den anfægtede beslutning er åbenbar selvmodsigende. På den ene side afslår Kommissionen overfor Alfer muligheden af at udligne kvotaoverskridelsen i løbet af de efterfølgende kvartaler, og på den anden side tillader Kommissionen i sin skrivelse af 4. november, at virksomheden til fjerde kvartal 1981 fuldt ud overfører de mængder af kvotaforhøjelsen, den ikke har kunnet benytte i løbet af tredje kvartal 1981. Den angivne selvmodsigelse udgør efter Alfer's opfattelse en begrundelsesmangel.

Over for det tredje anbringende har Kommissionen henvist til, at muligheden af, at virksomheden til det efterfølgende kvartal kan overføre den eventuelle forhøjelse af kvotaen, der ikke var blevet benyttet i løbet af tredje kvartal 1981, havde til formål at imødekomme virksomhedens vanskeligheder og fremsattes ud fra rimelighedsbetragtninger. For så vidt angår afslaget på at tillade virksomheden at udligne overskridelsen i ét kvartal med en eventuel nedsættelse af leverancer i løbet af et senere kvartal har Kommissionen bemærket, at en sådan tilladelse var umulig, da kvotasystemet bygger på kvartalskvotaer, og da en udligning gennem kvartalskvotaerne vedrørende andre kvartaler altid har været udelukket.

Endelig anfører Kommissionen, at, såfremt Alfer på daværende tidspunkt anså den tildelte kvota for ulovlig, burde virksomheden have anfægtet denne. Da dette ikke er sket, må virksomheden også efterleve den pågældende bestemmelse.

For så vidt angår en nedsættelse af bøden har Kommissionen henvist til det af denne anførte vedrørende gyldigheden af den beslutning, der pålægger bøden.

I retsmødet den 16. november 1983 er der afgivet mundtlig indlæg af selskabet Alfer SpA ved advokat C. Castelli og af Kommissionen ved S. Fabro.

I besvarelse af et spørgsmål, stillet af Domstolen, har Alfer forklaret, at selskabet ikke har haft nogen vanskeligheder i forbindelse med kvotasystemet for så vidt angår selskabets afsætning i tiden fra ophøret af forarbejdningsvirksomheden for Acciaieria di Pisogne til tredje kvartal 1981, idet der på det tidspunkt ikke gjaldt leverancekvotaer.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 14. december 1983.