EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 5.11.2021
COM(2021) 681 final
2021/0357(NLE)
Forslag til
RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE
om ændring af gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/593 for så vidt angår varigheden af og anvendelsesområdet for fravigelsen af artikel 218 og 232 i direktiv 2006/112/EF
BEGRUNDELSE
I henhold til artikel 395, stk. 1, i direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (herefter benævnt "momsdirektivet") kan Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen give en medlemsstat tilladelse til at indføre særlige foranstaltninger, der fraviger bestemmelserne i nævnte direktiv, for at forenkle momsopkrævningen eller for at forhindre visse former for momsunddragelse eller momsundgåelse.
Ved brev registreret i Kommissionen den 31. marts 2021 anmodede Den Italienske Republik om tilladelse til fortsat at fravige momsdirektivets artikel 218 og 232 med henblik på at kunne fortsætte med at anvende obligatorisk elektronisk fakturering. Den nuværende fravigelse udløber den 31. december 2021. I anmodningen bedes der desuden om en udvidelse af anvendelsesområdet for den gældende fravigelsesforanstaltning, der blev indrømmet ved Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/593, til også at omfatte afgiftspligtige personer, der er omfattet af fritagelsen for små virksomheder som omhandlet i momsdirektivets artikel 282. I overensstemmelse med momsdirektivets artikel 395, stk. 2, underrettede Kommissionen ved brev af 10. september 2021 de øvrige medlemsstater om Den Italienske Republiks anmodning. Ved brev af 13. september 2021 meddelte Kommissionen Den Italienske Republik, at den rådede over alle de oplysninger, den fandt nødvendige for at vurdere anmodningen.
1.BAGGRUND FOR FORSLAGET
•Forslagets begrundelse og formål
Efter gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/593 indførte Den Italienske Republik et generelt system for obligatorisk elektronisk fakturering, Sistema di Interscambio (SdI), også i overensstemmelse med Rådets henstilling af 11. juli 2017 om Italiens nationale reformprogram for 2017 og med Rådets udtalelse om Italiens stabilitetsprogram for 2017.
Italien anfører, at foranstaltningen, der har til formål at bekæmpe momssvig og momsunddragelse, forenkle overholdelsen af skattereglerne, gøre skatteopkrævningen mere effektiv og modernisere den italienske produktion, hvorved virksomhedernes administrative omkostninger reduceres, fuldt ud har nået sine mål.
For så vidt angår bekæmpelse af momssvig og momsunddragelse har foranstaltningen øget skatteforvaltningens kapacitet, reduceret den tid, der er nødvendig for at afsløre og reagere på momssvig og momsunddragelse, og forbedret mulighederne for risikoanalyse. Derudover har foranstaltningen vist sig at være effektiv som en forebyggende foranstaltning, da den har forhindret momsunddragelse og svigagtig adfærd fra skatteydernes side.
Selv om det ikke er muligt nøjagtigt at fastslå, hvor meget inddrivelsen direkte kan tilskrives gennemførelsen af obligatorisk e-fakturering, har Italien fremlagt nogle skøn. Ifølge disse skøn kan ca. 2 mia. EUR direkte tilskrives forbedringen af overholdelsen af momsreglerne efter indførelsen af den pågældende foranstaltning, mens yderligere indtægter på ca. 580 mio. EUR i form af opkrævning af direkte skatter indirekte kan tilskrives foranstaltningen. Med hensyn til kontrol og håndhævelse gav foranstaltningen til at identificere og stoppe falske momstilgodehavender mulighed for inddrivelse af 945 mio. EUR i 2019. Desuden har anvendelsen af elektroniske faktureringsdata for hele 2019 også været afgørende for at identificere afgiftspligtige personer, der ikke opfylder kravene til status som "esportatore abituale" (mere end 1,3 mia. EUR i ukorrekt angivne lofter). Andre processer er i øjeblikket i gang baseret på krydstjek af elektroniske faktureringsdata med grænseoverskridende informationskilder til bekæmpelse af svig (herunder det europæiske netværk til bekæmpelse af svig, Eurofisc). Det har også gjort det muligt at identificere virksomheder, der er involveret i mekanismer for svig inden for Fællesskabet, der blev gennemført mellem de sidste måneder af 2019 og 2020, baseret på faktureringsstrømme for ikkeeksisterende transaktioner til en værdi af ca. 1 mia. EUR.
Med hensyn til forenklingen af overholdelsen af skattereglerne har gennemførelsen af obligatorisk e-fakturering gjort det muligt for skattemyndighederne at stille forhåndsudfyldte købs- og salgsfortegnelser, tidsplanen for den periodiske momsbetaling, forhåndsudfyldte årlige momsangivelser og forhåndsudfyldte betalingsformularer, herunder de afgifter, der skal betales, modregnes eller kræves tilbagebetalt (idet der gives prioritet til dem, der anvender e-fakturering), til rådighed for skatteyderne. E-fakturering har gjort det muligt at fjerne en række forpligtelser såsom indberetning af fakturadata om indenlandske transaktioner, indgivelse af Intrastat-angivelser om køb, forpligtelsen til at give nærmere oplysninger om kontrakter indgået af leasing- og udlejningsfirmaer og forpligtelsen til at indberette transaktioner vedrørende levering af varer fra Republikken San Marino til Italien.
Ifølge Italien har gennemførelsen af obligatorisk e-fakturering givet andre fordele, da det har forenklet faktureringsprocessen, både for udstedere og modtagere, og har gjort det muligt at udvikle relaterede tjenester, som gør det muligt at overvåge virksomhedernes resultater i realtid, herunder f.eks. likviditetsstyring. I forbindelse med covid-19-pandemien har data fra obligatorisk elektronisk fakturering desuden vist sig at være en stor hjælp til at analysere de ændringer i økonomien, der er forbundet med sundhedskrisen, og til at iværksætte de mest hensigtsmæssige støtteforanstaltninger.
Gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/593 anvendes indtil den 31. december 2021, og Italien har derfor anmodet om tilladelse til fortsat at fravige momsdirektivets artikel 218 og 232 med henblik på at kunne fortsætte med at anvende obligatorisk elektronisk fakturering.
I anmodningen bedes der desuden om en udvidelse af foranstaltningens anvendelsesområde til også at omfatte afgiftspligtige personer, der er omfattet af fritagelsen for små virksomheder som omhandlet i momsdirektivets artikel 282. Italien mener, at denne udvidelse vil styrke bekæmpelsen af momssvig og momsunddragelse, da den vil give skattemyndighederne et fuldstændigt billede af de transaktioner, der gennemføres af alle skatteydere. Derudover vil skattemyndighederne kunne kontrollere, at omsætningen hos de afgiftspligtige personer, der er omfattet af ovennævnte fritagelse, forbliver under tærsklen, hvilket gør det muligt for dem at bekæmpe svig, der er forbundet med adgangen til og den fortsatte brug af denne ordning, begået af skatteydere, der i materiel henseende overtræder de betingelser og krav, der er fastsat ved lov.
Ifølge Italien bør den ønskede udvidelse af foranstaltningens anvendelsesområde ikke medføre en betydelig administrativ byrde for disse afgiftspligtige personer. Mere end 10 % af de skatteydere, der er omfattet af fritagelsen for små virksomheder som omhandlet i momsdirektivets artikel 282, udsteder allerede deres fakturaer gennem SdI. Det italienske skattevæsen har desuden stillet forskellige løsninger til udarbejdelse og overførsel af elektroniske fakturaer gratis til rådighed for alle momspligtige aktører. Løsningerne inkluderer en softwarepakke, der kan installeres på en computer, og som kan anvendes til at udarbejde elektroniske faktureringsfiler, selv når der ikke er nogen internetforbindelse, og til at overføre sådanne filer ved blot at uploade dem, og en applikation, der kan installeres på enhver mobilenhed til at udarbejde og overføre elektroniske fakturaer. Desuden har det italienske skattevæsen stillet en digital lagringstjeneste gratis til rådighed, som gør det muligt at arkivere faktureringsfilerne og samtidig sikre, at kravene om dokumenternes ægthed, integritet og læsbarhed overholdes i 15 år.
SMV'er vil nyde godt af, at omkostningerne til udskrivning og arkivering af fakturaer fjernes, at risikoen for fejl i forbindelse med udarbejdelse af fakturaer mindskes, og at de får adgang til en række onlinetjenester, som leveres af det italienske skattevæsen, og som giver skatteyderne mulighed for at udnytte faktureringsdataene til at analysere deres virksomheds resultater.
I betragtning af fravigelsens brede anvendelsesområde og dens udvidelse til at omfatte afgiftspligtige personer, der er omfattet af fritagelsen for små virksomheder som omhandlet i momsdirektivets artikel 282, er det vigtigt at sikre den nødvendige opfølgning af denne foranstaltning og navnlig dens indvirkning på bekæmpelsen af momssvig og momsunddragelse og på afgiftspligtige personer, med særlig vægt på SMV'er. Hvis Italien ønsker at forlænge fravigelsesforanstaltningen, skal der udarbejdes en rapport om foranstaltningens virkninger sammen med anmodningen om forlængelse. Rapporten bør indeholde en vurdering af foranstaltningen i forhold til, hvor effektivt den bidrager til at bekæmpe momssvig og momsunddragelse samt til at forenkle skatteopkrævningen. Rapporten bør også indeholde en evaluering af foranstaltningens virkning på afgiftspligtige personer, især SMV'er, for så vidt angår deres øgede administrative byrder og omkostninger til efterlevelse af reglerne.
Det foreslås at forlænge tilladelsen indtil den 31. december 2024.
•Sammenhæng med de gældende regler på samme område
I momsdirektivets artikel 218 ligestilles fakturaer i papirform med fakturaer i elektronisk form ved at fastsætte, at medlemsstaterne skal acceptere ethvert dokument eller enhver meddelelse i papirform eller elektronisk form som faktura. I henhold til artikel 232 i momsdirektivet forudsætter anvendelsen af en elektronisk faktura, at modtageren er indforstået hermed. Den obligatoriske elektroniske fakturering, som Italien gennemført, vil derfor fravige disse to bestemmelser.
Undtagelsen kan indrømmes på grundlag af momsdirektivets artikel 395 for at forenkle momsopkrævningen eller for at forhindre visse former for momsunddragelse eller momsundgåelse. Eftersom fravigelsesforanstaltningen på grundlag af de elementer, som Italien har fremlagt, har bidraget til både at bekæmpe momssvig og momsunddragelse og til at forenkle skatteopkrævningen, er fravigelsen i overensstemmelse med de gældende bestemmelser.
Fravigelsen med henblik på at indføre obligatorisk elektronisk fakturering er også i overensstemmelse med Rådets henstilling om Italiens nationale reformprogram for 2017, hvori det henstilles, at "Italien i 2017 og 2018 iværksætter tiltag med henblik på blandt andet at udbrede den obligatoriske brug af elektronisk fakturering og betaling".
Endelig vedtog Kommissionen i 2020 meddelelsen fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om en handlingsplan for en retfærdig og enkel beskatning til støtte for genopretningsstrategien. Et af de tiltag, der er planlagt i denne handlingsplan, er Kommissionens forelæggelse af et lovgivningsforslag om modernisering af momsindberetningsforpligtelserne. Behovet for at udvide e-fakturering yderligere vil blive undersøgt i denne sammenhæng. Fravigelsesforanstaltningen er derfor i overensstemmelse med de mål, der forfølges med Kommissionens handlingsplan. Et af målene med Kommissionens kommende forslag vil være at strømline de eksisterende og fremtidige indberetningsmekanismer for indenlandske transaktioner, herunder den, der er tilladt ved denne fravigelsesforanstaltning.
2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET
•Retsgrundlag
Momsdirektivets artikel 395.
•Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)
I betragtning af den bestemmelse i momsdirektivet, som forslaget bygger på, finder nærhedsprincippet ikke anvendelse.
•Proportionalitetsprincippet
Forslaget er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. Afgørelsen vedrører en tilladelse, der er indrømmet en medlemsstat på dennes egen anmodning, og udgør ikke en forpligtelse.
Gennemførelsen af obligatorisk elektronisk fakturering er foregået gnidningsløst uden at give anledning til særlige problemer. Ifølge de oplysninger, som Italien har indgivet, har den bidraget til at nå de mål, der forfølges med hensyn til bekæmpelsen af momssvig og momsunddragelse, samtidig med at skatteopkrævningen forenkles.
I anmodningen fra Italien bedes der om en udvidelse af anvendelsesområdet til også at omfatte afgiftspligtige personer, der er omfattet af fritagelsen for SMV'er. Italien har truffet adskillige foranstaltninger for at hjælpe disse afgiftspligtige personer med at tilpasse sig obligatorisk e-fakturering. Det italienske skattevæsen har stillet forskellige løsninger gratis til rådighed, såsom en softwarepakke til installation på computere eller en applikation til mobilenheder, som gør det muligt for skatteyderne nemt at udarbejde og overføre elektroniske fakturaer. Disse foranstaltninger vil lette disse virksomheders nuværende omkostninger til udstedelse og behandling af fakturaer såsom omkostninger til udskrivning eller arkivering, samtidig med at mulighederne for fejl mindskes.
Desuden har den obligatoriske elektroniske fakturering gjort det muligt for det italienske skattevæsen at tilbyde forskellige onlinetjenester til skatteyderne. Det skal bemærkes, at mere end 10 % af de afgiftspligtige personer, der er omfattet af fritagelsen for SMV'er, allerede frivilligt har valgt at udstede e-fakturaer. Desuden kunne flere indberetningsforpligtelser fjernes som følge af gennemførelsen af obligatorisk elektronisk fakturering.
Den ønskede udvidelse af foranstaltningens anvendelsesområde vil desuden styrke bekæmpelsen af momssvig og momsunddragelse, da de italienske skattemyndigheder vil få et fuldstændigt billede af de fakturaer, der udstedes af alle afgiftspligtige personer. Det vil også gøre det muligt for dem at opdage skatteydere, der i materiel henseende overtræder de betingelser og krav, der er fastsat ved lov, for at kunne anvende den nævnte fritagelse for SMV'er.
Fravigelsen er også tidsbegrænset, og i tilfælde af at Italien ønsker at forlænge fravigelsesforanstaltningen, skal der sammen med anmodningen indgives en rapport om, hvordan foranstaltningen fungerer, og hvor effektiv den er, navnlig om indvirkningen på SMV'er.
Den særlige foranstaltning står derfor i et rimeligt forhold til det tilstræbte mål, nemlig at bekæmpe momsunddragelse og forenkle skatteopkrævningen.
•Valg af retsakt
Foreslået retsakt: Rådets gennemførelsesafgørelse.
I henhold til momsdirektivets artikel 395 er en fravigelse af de fælles momsregler kun mulig, hvis Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen giver tilladelse til det. En gennemførelsesafgørelse vedtaget af Rådet er den bedst egnede retsakt, da den kan rettes til individuelle medlemsstater.
3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER
•Konsekvensanalyse
Italien har anmodet om tilladelse til at fortsætte med at anvende obligatorisk elektronisk fakturering for alle fakturaer udstedt til andre aktører eller til endelige forbrugere af afgiftspligtige personer, der er etableret på Italiens område, og udvide foranstaltningens anvendelsesområde til at omfatte afgiftspligtige personer, der er omfattet af fritagelsen for små virksomheder. Forenklede fakturaer, dokumenter udstedt i henhold til momsdirektivets artikel 219 og fakturaer vedrørende fritagne transaktioner, bør også være omfattet af obligatorisk elektronisk fakturering. Afgiftspligtige personer, der ikke er etableret på Italiens område, kan vælge at sende deres fakturaer gennem SdI.
Afgiftspligtige personer har allerede tilpasset deres systemer, så de opfylder kravene om obligatorisk elektronisk fakturering. En manglende forlængelse af tilladelsen ville indebære, at de omkostninger, der er afholdt i forbindelse med en sådan tilpasning, ville være irreversible omkostninger for afgiftspligtige personer, samtidig med at de sandsynligvis ville skulle afholde yderligere omkostninger i forbindelse med tilpasningen til et nyt indberetningssystem, der kunne blive gennemført for at erstatte obligatorisk e-fakturering.
Ifølge Italien har e-fakturering skabt konkrete resultater for bekæmpelsen af momssvig, da oplysningerne vil blive mere fuldstændige, aktuelle og sporbare. Foranstaltningen har også haft en forebyggende virkning, da den har afskrækket skatteyderne fra svigagtig adfærd. Fremsendelse af fakturaer gennem SdI har givet det italienske skattevæsen rettidig og automatiseret adgang til alle de faktureringsoplysninger, som er relevante i skattehenseende. Udvidelsen af foranstaltningen til at omfatte afgiftspligtige personer, der er omfattet af fritagelsen for SMV'er, vil styrke denne mulighed. Som følge heraf kan skattemyndighederne udføre rettidig og automatisk kontrol af overensstemmelsen mellem den angivne moms og den betalte moms.
Ifølge de skøn, som Italien har indgivet, har gennemførelsen af obligatorisk e-fakturering forbedret overholdelsen af momsreglerne med ca. 2 mia. EUR. Det har også gjort det muligt at opnå yderligere 580 mio. EUR indirekte som følge af yderligere indtægter fra opkrævning af direkte skatter. Yderligere 945 mio. EUR blev inddrevet i 2019 som følge af foranstaltninger til at identificere og stoppe falske momstilgodehavender. Anvendelsen af elektroniske faktureringsdata for hele 2019 har også været afgørende for at identificere afgiftspligtige personer, der ikke opfylder kravene til status som "esportatore abituale" (mere end 1,3 mia. EUR i ukorrekt angivne lofter). Endelig har de indhentede oplysninger gjort det muligt at identificere virksomheder, der er involveret i mekanismer for svig inden for Fællesskabet, der blev gennemført mellem de sidste måneder af 2019 og 2020, baseret på faktureringsstrømme for ikkeeksisterende transaktioner til en værdi af ca. 1 mia. EUR.
Udvidelsen af foranstaltningens anvendelsesområde til at omfatte afgiftspligtige personer, der er omfattet af fritagelsen for SMV'er, ledsages af afbødende foranstaltninger såsom gratis adgang til forskellige løsninger til udarbejdelse og overførsel af elektroniske fakturaer såsom en softwarepakke til installation på computere eller en applikation til mobilenheder. Desuden ledsages gennemførelsen af e-fakturering af afskaffelsen af andre krav og leveringen af supplerende tjenesteydelser til afgiftspligtige personer. Som tidligere nævnt vil udvidelsen af foranstaltningens anvendelsesområde til at omfatte afgiftspligtige personer, der er omfattet af fritagelsen for SMV'er, give det italienske skattevæsen et fuldstændigt billede af de fakturaer, der udstedes af alle afgiftspligtige personer, hvilket vil hjælpe dem med at bekæmpe momssvig og momsunddragelse.
4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET
Forslaget får ingen negativ indvirkning på Unionens egne indtægter hidrørende fra moms.
2021/0357 (NLE)
Forslag til
RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE
om ændring af gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/593 for så vidt angår varigheden af og anvendelsesområdet for fravigelsen af artikel 218 og 232 i direktiv 2006/112/EF
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, særlig artikel 395, stk. 1,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Ved Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/593 fik Italien tilladelse til at indføre en foranstaltning, der fraviger artikel 218 og 232 i direktiv 2006/112/EF ("den særlige foranstaltning"), med henblik på at gennemføre obligatorisk elektronisk fakturering for alle afgiftspligtige personer, der er etableret på Italiens område, undtagen for afgiftspligtige personer, der er omfattet af fritagelsen for små virksomheder som omhandlet i nævnte direktivs artikel 282.
(2)Ved brev registreret i Kommissionen den 31. marts 2021 anmodede Italien om tilladelse til fortsat at fravige artikel 218 og 232 i direktiv 2006/112/EF med henblik på at fortsætte med at anvende obligatorisk elektronisk fakturering. Desuden bad Italien i anmodningen om tilladelse til at udvide anvendelsesområdet for den særlige foranstaltning til også at omfatte afgiftspligtige personer, der er omfattet af fritagelsen for små virksomheder som omhandlet i nævnte direktivs artikel 282.
(3)Kommissionen underrettede de øvrige medlemsstater om Italiens anmodning ved brev af 10. september 2021. Ved brev af 13. september 2021 meddelte Kommissionen Italien, at den rådede over alle de oplysninger, den fandt nødvendige for at kunne vurdere anmodningen.
(4)Italien anfører, at det gennemførte obligatoriske elektroniske faktureringssystem, som kanaliserer alle udstedte fakturaer gennem "Sistema di Interscambio" ("SdI"), som forvaltes af det italienske skattevæsen, fuldt ud har opfyldt sine mål, nemlig at bekæmpe momssvig og momsunddragelse, forenkle overholdelsen af skattereglerne og gøre skatteopkrævningen mere effektiv og dermed reducere virksomhedernes administrative omkostninger.
(5)Italien mener, at en udvidelse af den særlige foranstaltnings anvendelsesområde til også at omfatte afgiftspligtige personer, der er omfattet af fritagelsen for små virksomheder som omhandlet i artikel 282 i direktiv 2006/112/EF, vil forbedre det italienske skattevæsens muligheder for at bekæmpe momssvig og momsunddragelse ved at give et fuldstændigt billede af de fakturaer, der udstedes af alle afgiftspligtige personer. Det vil desuden give det italienske skattevæsen mulighed for at kontrollere, at disse afgiftspligtige personer opfylder kravene og betingelserne for at være omfattet af nævnte fritagelse.
(6)Italien gør gældende, at den ønskede udvidelse af den særlige foranstaltnings anvendelsesområde ikke vil indebære betydelige omkostninger for afgiftspligtige personer, der er omfattet af fritagelsen for små virksomheder som omhandlet i artikel 282 i direktiv 2006/112/EF. For at mindske disse omkostninger har Italien stillet forskellige løsninger gratis til rådighed til udarbejdelse og overførsel af elektroniske fakturaer såsom en softwarepakke til installation på computere og en applikation til mobilenheder. Desuden ledsages gennemførelsen af elektronisk fakturering af afskaffelsen af andre krav såsom indberetning af fakturadata om indenlandske transaktioner, indgivelse af Intrastat-angivelser om køb eller forpligtelsen til at give nærmere oplysninger om kontrakter indgået af leasing- og udlejningsfirmaer. Det har også gjort det muligt at levere supplerende tjenesteydelser til afgiftspligtige personer såsom forhåndsudfyldte købs- og salgsfortegnelser, tidsplanen for den periodiske momsbetaling, forhåndsudfyldte årlige momsangivelser og forhåndsudfyldte betalingsformularer, herunder de skatter, der skal betales, modregnes eller tilbagebetales, idet der gives prioritet til dem, der anvender e-fakturering. Disse foranstaltninger bør sikre, at den særlige foranstaltning står i rimeligt forhold til målet.
(7)Den særlige foranstaltning bør være tidsbegrænset for at overvåge dens indvirkning på bekæmpelsen af momssvig og momsunddragelse og på afgiftspligtige personer, navnlig på dem, der er omfattet af fritagelsen for små virksomheder som omhandlet i artikel 282 i direktiv 2006/112/EF.
(8)Hvis Italien finder det nødvendigt at udvide den særlige foranstaltning, bør landet sammen med anmodningen om udvidelse, fremlægge en rapport for Kommissionen, som indeholder en vurdering af den særlige foranstaltning i forhold til, hvor effektivt den bidrager til at bekæmpe momssvig og momsunddragelse samt til at forenkle skatteopkrævningen. I denne rapport skal der også foretages en evaluering af foranstaltningens indvirkning på afgiftspligtige personer, navnlig dem, der er omfattet af fritagelsen for små virksomheder som omhandlet i artikel 282 i direktiv2006/112/EF.
(9)Denne særlige foranstaltning bør ikke påvirke forbrugernes ret til at modtage fakturaer på papir i forbindelse med transaktioner inden for Fællesskabet.
(10)Fravigelsesforanstaltningen får ingen negative indvirkninger på Unionens egne indtægter hidrørende fra moms.
(11)Gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/593 bør derfor ændres —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
I gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/593 foretages følgende ændringer:
1) Artikel 1 affattes således:
"Artikel 1
Som undtagelse fra artikel 218 i direktiv 2006/112/EF gives Italien tilladelse til udelukkende at acceptere fakturaer som dokumenter eller som meddelelser i elektronisk form, hvis de er udstedt af afgiftspligtige personer etableret på Italiens område."
2) Artikel 2 affattes således:
"Artikel 2
Som undtagelse fra artikel 232 i direktiv 2006/112/EF gives Italien tilladelse til at fastsætte, at anvendelsen af elektroniske fakturaer, der er udstedt af afgiftspligtige personer, som er etableret på Italiens område, ikke forudsætter, at modtageren er indforstået hermed."
3) Artikel 4 affattes således:
Artikel 4
Denne afgørelse anvendes indtil den 31. december 2024.
Hvis Italien finder det nødvendigt at forlænge de undtagelser, der er omhandlet i artikel 1 og 2, fremsender Italien — sammen med en rapport, som indeholder en vurdering af, hvor effektivt de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 3, har bidraget til at bekæmpe momssvig og momsunddragelse samt bidraget til at forenkle skatteopkrævningen — en anmodning om forlængelse til Kommissionen. Nævnte rapport skal også indeholde en evaluering af foranstaltningers indvirkning på afgiftspligtige personer, navnlig dem, der er omfattet af fritagelsen for små virksomheder som omhandlet i artikel 282 i direktiv 2006/112/EF, og navnlig om foranstaltningen øger disses administrative byrder og omkostninger."
Artikel 2
Denne afgørelse er rettet til Den Italienske Republik.
Udfærdiget i Bruxelles, den […].