De retlige rammer omfatter for klarhedens skyld bestemmelserne i den primære ret, således som de var affattet efter Lissabontraktatens ikrafttræden, selv om hjemstedsaftalen blev indgået før dette tidspunkt, og de dagpenge, der er omhandlet i hovedsagen, vedrører en periode, der ligger før dette tidspunkt. Bortset fra Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der fik bindende virkning, efter at denne traktat var trådt i kraft, er de bestemmelser, der er relevante for min vurdering, stort set uændrede i forhold til dem, der var gældende før dette tidspunkt.

Protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT 2010 C 83, s. 266, herefter protokollen vedrørende privilegier og immuniteter).

På tidspunktet for aftalens indgåelse var der nærmere bestemt tale om protokollen af 8.4.1965 vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter (EFT 1967, nr. 152, s. 13) i den version, der var knyttet som bilag til EF- og Euratom-traktaten.

Uofficiel oversættelse af den engelske udgave, der findes på ECB’s websted.

Dom af 10.7.2003, sag C-11/00, Kommissionen mod ECB, Sml. I, s. 7147, præmis 135. De forskellige aspekter af ECB’s uafhængighed analyseres i punkt 150-155 i generaladvokat Jacobs’ forslag til afgørelse i denne sag og i C. Gaitanides, Das Recht der Europäischen Zentralbank. Unabhängigkeit und Kooperation in der Europäischen Währungsunion. Mohr Siebeck, Tübingen, 2005, s. 55 ff. Jf. ligeledes analogt dom af 10.7.2003, sag C-15/00, Kommissionen mod EIB, Sml. I, s. 7281, præmis 101 og 102 og den deri nævnte retspraksis.

Der er i retslitteraturen fremført forskellige teorier om ECB’s status i den europæiske konstruktion. En sammenfatning af disse divergerende holdninger kan ses i C. Gaitanides, op.cit., s. 51-55.

Den 18.9.1998, hvor hjemstedsaftalen blev indgået, var ECB ikke at finde blandt det mere begrænsede antal fællesskabsinstitutioner, der var opregnet i artikel 7 EF. ESCB og ECB havde således en særlig plads i den institutionelle arkitektur inden for rammerne af EF-traktaten.

Jf. punkt 150 i generaladvokat Jacobs’ forslag til afgørelse i sagen Kommissionen mod ECB.

Jf. A. Ott, EU Regulatory Agencies in EU External Relations: Trapped in a Legal Minefield between European and International Law, European Foreign Affairs Review, 2008, nr. 13, s. 527.

Jf. i denne retning D.-C. Horng, The European Central Bank’s External Relations with Third Countries and the IMF, European Foreign Affairs Review, 2004, nr. 3, s. 326.

Jf. kendelse af 17.12.1968, sag 2/68, Ufficio Imposte di Consumo di Ispra mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 551, org.ref.: Rec. s. 635. Det skal påpeges, at Domstolen i denne sag ikke fulgte den strategi, som generaladvokat Roemer havde anbefalet i sit forslag til afgørelse, nemlig at anvende principperne i aftalen om FN’s hjemsted analogt på den aftale, der var indgået mellem Kommissionen og den italienske regering om kerneforskningscentret Ispras hjemsted. Domstolen fandt, at Kommissionen ganske vist kunne indgå en hjemstedsaftale med den berørte medlemsstat med henblik på at sikre gennemførelsen af protokollen vedrørende privilegier og immuniteter og om fornødent at udfylde denne, men at denne aftale ikke kunne forringe de rettigheder og garantier til fordel for medlemsstaterne og deres myndigheder, Fællesskabets institutioner og borgerne, som fulgte umiddelbart af protokollen. Jf. med hensyn til Europaskolerne modsætningsvis dom af 15.1.1986, sag 44/84, Hurd, Sml. s. 29, præmis 20-22, og af 30.9.2010, sag C-132/09, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 8695, præmis 44.

Jf. dom af 8.12.2005, sag C-220/03, ECB mod Tyskland, Sml. I, s. 10595, præmis 24.

Dommen i sagen ECB mod Tyskland, præmis 27. Jf. også punkt 29 i generaladvokat Stix-Hackls forslag til afgørelse i denne sag.

Dommen i sagen ECB mod Tyskland, præmis 24.

Ifølge retslitteraturen kan en offentligretlig aftale som omhandlet i artikel 272 TEUF, der indholdsmæssigt svarer til ESCB-statuttens artikel 35.4, enten henhøre under en medlemsstats lovgivning eller EU-lovgivningen. Med hensyn til den første mulighed har hjemstedsaftalen kun forbindelse til Forbundsrepublikken Tysklands lovgivning, som dog ikke finder anvendelse på grund af aftalens genstand, som er at gennemføre bestemmelserne i protokollen vedrørende privilegier og immuniteter i forhold til ECB i Forbundsrepublikken Tyskland. Jf. herved J. Schwarze, op.cit. s. 1842.

Jf. med hensyn til en hjemstedsaftale, hvis bestemmelser ikke havde virkning erga omnes, Domstolens stillingtagen i kendelsen i sagen Ufficio Imposte di Consumo di Ispra mod Kommissionen (s. 640).

Jf. i denne retning domme af 7.5.1987, sag 189/85, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 2061, præmis 14, og sag 186/85, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 2029, præmis 21. Domstolen fastslog udtrykkeligt, at den relevante version af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne blev vedtaget ved Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 af 29.2.1968 (EFT 1968 I, s. 30, herefter vedtægten for EU-tjenestemænd), og at denne forordning således var almengyldig, bindende i alle enkeltheder og gjaldt umiddelbart i hver medlemsstat.

Jf. herved bl.a. dom af 5.10.2004, forenede sager C-397/01 - C-403/01, Pfeiffer m.fl., Sml. I, s. 8835, præmis 108 og den deri nævnte retspraksis.

Jeg vil ikke afvise, at det forholder sig anderledes, hvis man undersøger hjemstedsaftalen, der i Forbundsrepublikken Tyskland blev ratificeret ved godkendelseslov af 19.12.1998 (BGBl. 1998 II, s. 2996), i forhold til tysk ret.

Det skal herved påpeges, at der i den tyske udgave af ESCB-statuttens artikel 36, stk. 1, tales om Beschäftigungsbedingungen, hvilket svarer til den terminologi, der er anvendt i hjemstedsaftalens artikel 15.

Dommen i sagen Kommissionen mod Tyskland, præmis 30.

Dommen i sagen Kommissionen mod Belgien, præmis 35.

Dom af 14.10.2004, sag C-409/02 P, Pflugradt mod ECB, Sml. I, s. 9873, præmis 31-33 og den deri nævnte retspraksis. Det skal dog præciseres, at ECB som institution råder over et vidt skøn med hensyn til organiseringen af sine tjenestegrene og dette uanset den kontraktmæssige karakter af den retsakt, som danner grundlag for ansættelsesforholdet mellem Banken og dens ansatte. Jf. herved generaladvokat Légers forslag til afgørelse i sagen Pflugradt mod ECB, punkt 36 og den deri nævnte retspraksis.

Rettens dom af 22.10.2002, forenede sager T-178/00 og T-341/00, Pflugradt mod ECB, Sml. II, s. 4035, præmis 48. Jf. også kendelsen i sagen IPSO og USE mod ECB, præmis 48 og 49. Hvis der er lakuner i reglerne, skal ansættelsesvilkårene eller de administrative bestemmelser for ECB’s personale fortolkes i lyset af retspraksis vedrørende vedtægten for EU-tjenestemænd. Jf. i denne retning Rettens dom af 20.11.2003, sag T-63/02, Cerafogli og Poloni mod ECB, Sml. II, s. 4929, præmis 51.

Domstolen har bemærket, at familietillæg som led i vederlaget har tilknytning til arbejdsforholdet. Jf. i denne retning dommene i sagen Kommissionen mod Tyskland, præmis 26, og i sagen Kommissionen mod Belgien, præmis 29.

Dommene i sagerne Kommissionen mod Tyskland og Kommissionen mod Belgien og berøringsfladerne mellem de forskellige sociale sikringsordninger, der finder anvendelse på ECB’s ansatte, bygger på antagelsen om, at tjenestemænd og ansatte i EU og i ECB også kan være omfattet af anvendelsesområdet for andre sociale sikringsordninger.

Dette princip gælder også for anvendelsen af det system, der blev indført ved Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14.6.1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2.12.1996 (EFT 1997 L 28, s. 1), som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1608/98 af 29.6.1998 (EFT L 209, s. 1), og ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29.4.2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT L 166, s. 1). Jf. navnlig kapitel 1-8 i disse forordninger, der vedrører de forskellige kategorier af ydelser.

Der er navnlig tale om ydelser, som den ansatte har ret til som tidligere medlem af en social sikringsordning eller som ydelsesberettiget pårørende til et sådant medlem.

Jf. bl.a. artikel 67 og 68 i vedtægten for EU-tjenestemænd.

Jf. med hensyn til disse mål dom af 16.12.1960, sag 6/60, Humblet mod Den Belgiske Stat, Sml. 1954-1964, s. 207, org.ref.: Rec. s. 1125, på s. 1157. Jf. også generaladvokat Cruz Villalóns forslag til afgørelse i sag C-558/10, Bourgès-Maunoury og Heintz (gift med Bourgès-Maunoury), der verserer for Domstolen, punkt 30 og den deri nævnte retspraksis.

Ansættelsesvilkårenes bestemmelser om invaliditetsydelse er efter min opfattelse ikke særlig præcise.

Det fremgår eksempelvis af de sagsakter, der er blevet fremlagt for Domstolen, at den plejeforsikring, der er fastsat i den tyske lovgivning, er en sådan ordning, som ECB’s ansatte selv kan vælge at tilslutte sig. Den tyske plejeforsikring er nærmere beskrevet i dom af 8.7.2004, forenede sager C-502/01 og C-31/02, Gaumann-Cerri og Barth, Sml. I, s. 6483, præmis 3-7.

Ifølge nævnte charters artikel 51 er bestemmelserne heri rettet til Unionen og til medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten. Som det fremgår af chartrets præambel, indfører det i øvrigt ikke nye rettigheder, men bekræfter de rettigheder, der bl.a. følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner og internationale forpligtelser. De EU-retlige bestemmelser skal som følge heraf fortolkes i overensstemmelse med nævnte charters bestemmelser.

Jeg skal påpege, at en sådan fortolkning vil være temmelig uheldig, eftersom den vil betyde, at ansatte ved ECB, der deltager i Graduate Programme, ikke vil være berettiget til arbejdsløshedsunderstøttelse efter den relevante nationale socialsikringsordning, hvis de bliver arbejdsløse, selv om de ifølge bestemmelserne i bilag IIa til ansættelsesvilkårene ikke kan modtage understøttelse fra ECB.

Det skal i den forbindelse påpeges, at dom af 16.12.2004, sag C-293/03, My, Sml. I, s. 12013, og af 16.2.2006, sag C-185/04, Öberg, Sml. I, s. 1453, som den forelæggende ret har henvist til, til forskel fra den foreliggende sag vedrørte situationer, hvor den pågældende var fratrådt sin stilling ved en EU-institution.

Jf. Bosmann-dommen, præmis 31. Jf. bl.a., for så vidt angår lovgivningen om social sikring, dom af 12.6.1986, sag 302/84, Ten Holder, Sml. s. 1821, præmis 19-21, og af 11.11.2004, sag C-372/02, Adanez Vega, Sml. I, s. 10761, præmis 18. Jf. også dom af 16.7.2009, sag C-208/07, von Chamier-Glisczinski, Sml. I, s. 6095, præmis 55 og 56, og punkt 55 i generaladvokat Mazáks forslag til afgørelse i de forenede sager C-611/10 og C-612/10, Hudzinski og Wawrzyniak, hvori der blev afsagt dom den 12.6.2012.

Ansættelsesvilkårene for midlertidigt ansatte er indeholdt i bilag IIb til ansættelsesvilkårene, hvori der kun sikres en sådan begrænset dækning i den del af bilaget, der har overskriften Social sikring.