Indledning

1.

Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse, som er indgivet af Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig), vedrører fortolkningen af artikel 1 og 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/41/EU af 3. april 2014 om den europæiske efterforskningskendelse i straffesager  ( 2 ). Denne anmodning er indgivet i forbindelse med en kassationsappel iværksat af en spansk statsborger, som var frihedsberøvet i Frankrig, til prøvelse af en dom afsagt af chambre de l’instruction (undersøgelsesafdeling) ved cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris, Frankrig), hvorved denne ret ikke gav hende medhold i hendes påstand om annullation af protokollatet fra den afhøring af hende, som var gennemført af en fransk undersøgelsesdommer i forbindelse med en europæisk efterforskningskendelse udstedt af de spanske judicielle myndigheder.

2.

Denne sag giver Domstolen lejlighed til at præcisere det materielle anvendelsesområde for den europæiske efterforskningskendelse og nærmere bestemt rækkevidden af begrebet »efterforskningsforanstaltninger« som omhandlet i de førnævnte bestemmelser i direktiv 2014/41, hvis gennemførelse der kan anmodes om i forbindelse med en sådan kendelse.

Retsforskrifter

EU-retten

Konventionen om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater

3.

Artikel 5 i konventionen om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater  ( 3 ) (herefter »konventionen af 29. maj 2000«) med overskriften »Fremsendelse og forkyndelse af retsdokumenter« har følgende ordlyd:

Direktiv 2014/41

4.

Artikel 1 i direktiv 2014/41 med overskriften »Pligten til at fuldbyrde den europæiske efterforskningskendelse« fastsætter i stk. 1 følgende:

5.

Dette direktivs artikel 3 med overskriften »Den europæiske efterforskningskendelses anvendelsesområde« har følgende ordlyd:

6.

Dette direktivs artikel 9 med overskriften »Anerkendelse og fuldbyrdelse« fastsætter i stk. 1 og 2 følgende:

7.

Samme direktivs artikel 10 med overskriften »Benyttelse af alternative efterforskningsforanstaltninger« fastsætter følgende:

8.

Artikel 24 i direktiv 2014/41 med overskriften »Afhøring via videokonference eller anden audiovisuel transmission« fastsætter i stk. 1 følgende:

9.

Dette direktivs artikel 34 med overskriften »Forbindelse med andre retlige instrumenter, aftaler og ordninger« fastsætter i stk. 1 følgende:

Fransk ret

10.

Artikel 694-16 i den franske code de procédure pénale (straffeprocesloven)  ( 4 ) fastsætter følgende:

De faktiske omstændigheder i hovedsagen, det præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen

11.

Den 1. marts 2021 udstedte de spanske judicielle myndigheder en europæisk efterforskningskendelse (herefter »den omtvistede europæiske efterforskningskendelse«) til de franske myndigheder med anmodning om, at AK, som på dette tidspunkt var frihedsberøvet i Frankrig til afsoning af straf, blev gjort bekendt med den tiltale, som var rejst den 30. september 2009 af Juzgado Central de Instrucción no 4 de la Audiencia Nacional (central forundersøgelsesdommer nr. 4 ved domstol i visse straffe-, forvaltnings- og arbejdsretlige sager)  ( 5 ). Denne tiltale omfattede også en kendelse om varetægtsfængsling og kaution. Med den omtvistede europæiske efterforskningskendelse anmodede de spanske judicielle myndigheder endvidere om, at AK sammen med sin advokat, kunne »gøre indsigelser«.

12.

Den 19. juli 2021 gjorde forundersøgelsesdommeren ved protokollat AK og dennes advokat bekendt med den nævnte tiltale og gav dem begge en kopi af denne på spansk og indhentede udtalelser fra AK og dennes advokat  ( 6 ).

13.

Dagen efter anlagde AK et annullationssøgsmål mod denne afhøring ved undersøgelsesafdelingen ved cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris), hvorved hun i det væsentlige gjorde gældende, at der ikke kunne anmodes om at få meddelelse om en tiltalerejsning, som også omfatter en kendelse om varetægtsfængsling og kaution, i forbindelse med en europæisk efterforskningskendelse.

14.

Ved dom af 20. april 2022 gav cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) ikke medhold i dette søgsmål. Den fastslog bl.a., at de spanske judicielle myndigheder ikke blot havde anmodet om, at AK blev gjort bekendt med tiltalen, men også om, at hun »kunne gøre indsigelser«. Den påpegede endvidere for det første, at det i den omtvistede europæiske efterforskningskendelse præciseres, at de ønskede akter er en del af »efterprøvelsen af de begåede forhold med alle de omstændigheder, der kan påvirke kvalifikationen heraf og lovovertrædernes skyld«, og for det andet, at selv om de spanske myndigheder ikke havde afkrydset feltet »afhøring af en mistænkt eller en tiltalt« i den tilhørende formular, havde de klart anmodet om, at den franske undersøgelsesdommer ved protokollat indhentede AK’s udtalelser om de handlinger, hun var mistænkt for at have begået. Undersøgelsesafdelingen ved cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) fastslog, at idet AK sammen med sin advokat og under overholdelse af retten til forsvar blev anmodet om at præcisere sin holdning til omstændighederne, havde disse myndigheder søgt at »gennemføre efterforskning med henblik på at fremskaffe beviser vedrørende en strafbar handling« som omhandlet i artikel 694-16 i den franske straffeproceslov.

15.

AK har iværksat kassationsappel til prøvelse af denne dom ved den forelæggende ret.

16.

Den forelæggende ret har anført, at AK har gjort gældende, at undersøgelsesafdelingen ved cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) har tilsidesat artikel 1 i direktiv 2014/41 og artikel 694-16 i den franske straffeproceslov. Ifølge AK kan udstedelsen af en europæisk efterforskningskendelse ikke have til formål at »give meddelelse om anklagerne og forkynde, at der er indledt en sag ved en påkendende ret«, idet disse foranstaltninger kan gennemføres ved hjælp af andre samarbejdsværktøjer, navnlig artikel 696-44 i den franske straffeproceslov  ( 7 ).

17.

Generaladvokaten ved den forelæggende ret er derimod af den opfattelse, at den omtvistede europæiske efterforskningskendelse, idet den indeholder »efterforskningsforanstaltninger, der uløseligt hænger sammen med meddelelsen om tiltalerejsningen mod [AK] og indhentning af dennes bemærkninger af en dommer med tilstedeværelse af en advokat, med henblik på at respektere retten til forsvar«, tager sigte på gennemførelsen af en efterforskning med henblik på at fremskaffe bevismateriale vedrørende en strafbar handling.

18.

Den forelæggende ret har anført, at Domstolen endnu ikke har taget stilling til den europæiske efterforskningskendelses materielle anvendelsesområde eller nærmere bestemt til, om den også omfatter meddelelsen om tiltalerejsning, herunder kendelsen om fængsling og kaution. Ifølge den forelæggende ret synes det ikke muligt at antage, at den korrekte anvendelse af EU-retten er så indlysende, at den ikke giver anledning til nogen rimelig tvivl. På denne baggrund har Cour de cassation (kassationsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

19.

AK, den franske og den nederlandske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.

20.

Som svar på en anmodning om oplysninger fra Domstolen har den forelæggende ret oplyst, at AK blev overgivet til de spanske judicielle myndigheder den 9. september 2022 til opfyldelse af tre domme afsagt af undersøgelsesafdelingen ved cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris)  ( 8 ). Den har endvidere præciseret, at protokollatet fra afhøringen af AK den 19. juli 2021 blev fremsendt til disse myndigheder.

Bedømmelse

21.

Den foreliggende sag vedrører det spørgsmål, om de judicielle myndigheder i en medlemsstat ved anvendelse af en europæisk efterforskningskendelse kan anmode en anden medlemsstats myndigheder om, at disse dels gør den pågældende person bekendt med tiltalen, som også omfatter en kendelse om varetægtsfængsling og kaution, og dels gennemfører en afhøring af denne person med henblik på at give vedkommende mulighed for sammen med sin advokat at fremsætte alle de bemærkninger, den pågældende måtte finde hensigtsmæssige, vedrørende de faktiske omstændigheder, der er omhandlet i denne tiltalerejsning. Med henblik på besvarelsen af dette spørgsmål skal den europæiske efterforskningskendelses materielle anvendelsesområde for det første fastlægges, og for det andet skal det efterprøves, om de førnævnte foranstaltninger kan være omfattet af dette anvendelsesområde.

Den europæiske efterforskningskendelses materielle anvendelsesområde

22.

Artikel 1, stk. 1, i direktiv 2014/41 definerer den »europæiske efterforskningskendelse« som en retsafgørelse, som er udstedt eller godkendt af en judiciel myndighed i en medlemsstat for at få en eller flere »specifikke efterforskningsforanstaltninger« udført i en anden medlemsstat »med henblik på at fremskaffe bevismateriale« i overensstemmelse med dette direktiv, herunder bevismateriale, som de kompetente myndigheder i denne sidstnævnte medlemsstat allerede er i besiddelse af.

23.

Artikel 3 i direktiv 2014/41, som vedrører den europæiske efterforskningskendelses anvendelsesområde, fastsætter generelt, at den europæiske efterforskningskendelse »omfatter alle efterforskningsforanstaltninger«. Denne artikel udelukker udtrykkeligt kun oprettelsen af et fælles efterforskningshold og indsamling af bevismateriale inden for et sådant efterforskningshold fra dette anvendelsesområde, idet disse foranstaltninger er særskilt reguleret ved artikel 13 i konventionen af 29. maj 2000 og rammeafgørelse 2002/465  ( 9 ).

24.

Således tilsigtede EU-lovgiver, som det fremgår af ottende betragtning til direktiv 2014/41, at den europæiske efterforskningskendelse skulle have et »horisontalt anvendelsesområde« og finde anvendelse på »alle efterforskningsforanstaltninger, der tager sigte på at indsamle bevismateriale«.

25.

Direktiv 2014/41 indeholder ikke en definition af begrebet »efterforskningsforanstaltning« og fastsætter heller ikke en liste over de foranstaltninger, hvorom der kan anmodes ved en europæisk efterforskningskendelse. I direktivets artikel 10, stk. 2, og artikel 24-31 omhandles ganske vist en række efterforskningsforanstaltninger. Imidlertid er det ikke muligt at antage, at disse henvisninger udgør en udtømmende opregning af de foranstaltninger, der kan være genstand for en sådan kendelse. Den første af disse bestemmelser opregner de efterforskningsforanstaltninger, som i princippet altid skal være til rådighed i henhold til fuldbyrdelsesstatens lovgivning  ( 10 ). Artikel 24-31 i direktiv 2014/41 fastsætter særlige bestemmelser om visse efterforskningsforanstaltninger, hvis gennemførelse indebærer specifikke forhold, bl.a. med hensyn til grundene til afslag  ( 11 ).

26.

Jeg påpeger endvidere, at den europæiske efterforskningskendelse er et instrument, der bygger på princippet om gensidig tillid og princippet om gensidig anerkendelse  ( 12 ), og som i princippet giver udstedelsesmyndigheden mulighed for at få de efterforskningsforanstaltninger, som den finder nødvendige, udført på en anden medlemsstats område. Den ordning, der er indført ved direktiv 2014/41, bygger navnlig på den idé, at udstedelsesmyndigheden har de bedste forudsætninger for på grundlag af sit kendskab til detaljerne i den pågældende efterforskning at beslutte, hvilken efterforskningsforanstaltning der skal anvendes, dog med forbehold af fuldbyrdelsesmyndighedens mulighed for at anvende en anden type efterforskningsforanstaltning, hvis den foranstaltning, der er anført i den europæiske efterforskningskendelse, ikke eksisterer i henhold til dens nationale lovgivning eller ikke ville være tilgængelig i en tilsvarende national sag  ( 13 ).

27.

På baggrund af de ovenfor anførte forhold deler jeg den franske regerings synspunkt om, at den europæiske efterforskningskendelse er et instrument med et meget vidt anvendelsesområde, idet begrebet »efterforskningsforanstaltninger« dækker en »bred vifte af handlinger«. Ikke desto mindre har fuldbyrdelsen af de efterforskningsforanstaltninger, som er fastsat i en europæisk efterforskningskendelse, således som alle parterne i den foreliggende sag for Domstolen, herunder den franske regering, har gjort gældende, alene til formål at fremskaffe beviser  ( 14 ) og, hvis de nødvendige betingelser herfor er opfyldt, at fremsende dem til udstedelsesmyndigheden  ( 15 ).

28.

Denne vurdering understøttes af en række andre elementer i direktiv 2014/41. Selve definitionen af »europæisk efterforskningskendelse«, som fremgår af direktivets artikel 1, stk. 1, lægger således vægt på det forhold, at formålet er at gøre det muligt for udstedelsesstaten at »fremskaffe bevismateriale«. 7. betragtning (»med henblik på indsamling af bevismateriale«), 8. betragtning (»tager sigte på at indsamle bevismateriale«), 11. betragtning (»med henblik på indsamling af det pågældende bevismateriale«), 24. betragtning (»bevisoptagelse«) og 38. betragtning (»for at fremskaffe bevismateriale«) til direktivet peger i samme retning. I øvrigt fremgår det af dette direktivs artikel 13, at det bevismateriale, som er fremskaffet af fuldbyrdelsesstatens myndigheder i forbindelse med fuldbyrdelsen af den europæiske efterforskningskendelse, skal overføres til udstedelsesstaten  ( 16 ). Denne artikels stk. 4 identificerer dette bevismateriale som »genstande, dokumenter eller data«  ( 17 ). Det skal endvidere påpeges, at de forskellige efterforskningsforanstaltninger, der er opregnet i artikel 10, stk. 2, og artikel 24-31 i direktiv 2014/41  ( 18 ), alle tager sigte på at indsamle elementer med henblik på f.eks. at fastslå en kendsgerning eller en handling, de omstændigheder, hvorunder en kendsgerning er indtruffet eller en handling er udført, samt identiteten eller statussen af den, der har udført handlingen.

29.

I forlængelse af ovenstående betragtninger tilslutter jeg mig den franske og den nederlandske regering, som har gjort gældende, at det anføres i 34. betragtning til direktiv 2014/41, at »enhver genstand, herunder finansielle aktiver, kan være genstand for flere foreløbige foranstaltninger under en straffesag, ikke blot med henblik på indsamling af bevismateriale, men også med henblik på konfiskation«, men at det kun er foranstaltninger med henblik på det førstnævnte af disse formål, der er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde  ( 19 ).

30.

Et yderligere argument kan udledes af artikel 22, stk. 1, i direktiv 2014/41, hvorefter en europæisk efterforskningskendelse kan udstedes med henblik på midlertidig overførsel af en varetægtsfængslet til udstedelsesstaten eller til fuldbyrdelsesstaten, men kun »med henblik på at indsamle bevismateriale, hvortil den pågældendes tilstedeværelse« på området for den stat, som vedkommende begæres overført til, er »påkrævet«. I 25. betragtning til dette direktiv præciseres det i denne henseende, at »[h]vis den pågældende […] skal overføres til en anden medlemsstat til strafferetlig forfølgelse, herunder indbringelse for retten med henblik på en retssag, bør der udstedes en europæisk arrestordre i overensstemmelse med Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA [af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002, L 190, s. 1]«. I dommen i sagen Staatsanwaltschaft Wien (Forfalskede overførselsordrer)  ( 20 ) fremhævede Domstolen således, at den europæiske efterforskningskendelse inden for rammerne af en straffesag forfølger et andet formål end den europæiske arrestordre i den forstand, at mens den sidstnævnte i overensstemmelse med artikel 1, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 vedrører anholdelse og overgivelse af en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, har den førstnævnte i henhold til artikel 1, stk. 1, i direktiv 2014/41 til formål at få udført en eller flere specifikke efterforskningsforanstaltninger med henblik på fremskaffelse af bevismateriale.

31.

I øvrigt har Domstolen gentagne gange fastslået, at direktiv 2014/41 har til formål at erstatte den eksisterende fragmentariske og komplekse ramme for indsamling af bevismateriale i straffesager med en grænseoverskridende dimension. Det tilsigter med indførelsen af en forenklet og mere effektiv ordning, der bygger på et enkelt instrument kaldet »den europæiske efterforskningskendelse«, at lette og fremskynde det retlige samarbejde med henblik på at bidrage til at nå Unionens erklærede mål om at blive et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er baseret på en høj grad af tillid mellem medlemsstaterne  ( 21 ). I samme retning kan jeg tilføje, at det anføres i Stockholmprogrammet, vedtaget af Det Europæiske Råd den 10. og den 11. december 2009, hvortil der henvises i sjette betragtning til direktiv 2014/41, at den »nye model«, som blev undersøgt på området for fremskaffelse af beviser, og som senere blev til den europæiske efterforskningskendelse, bl.a. skulle tage hensyn til »fleksibiliteten i det traditionelle system for gensidig retshjælp«, »kan have et bredere anvendelsesområde« og »bør omfatte så mange former for bevismateriale som muligt under hensyn til de relevante foranstaltninger«  ( 22 ).

32.

Endelig fremgår det af artikel 34, stk. 1, i direktiv 2014/41, at dette direktiv kun træder i stedet for de »tilsvarende bestemmelser« i de tre konventioner, der er anført i denne bestemmelse, herunder konventionen af 29. maj 2000. Dette berører således kun de bestemmelser i disse konventioner, som regulerer de samme områder som dette direktiv, hvilket, således som den nederlandske regering har gjort gældende, viser, at det ikke dækker alle tænkelige anmodninger om gensidig retshjælp. Det tilsigtes, at de øvrige bestemmelser i disse konventioner fortsat finder anvendelse mellem medlemsstaterne.

Spørgsmålet om, hvorvidt der kan anmodes om foranstaltninger såsom de i hovedsagen omhandlede i forbindelse med en europæisk efterforskningskendelse

33.

Hvad angår første punkt i den omtvistede europæiske efterforskningskendelse er jeg i lighed med AK, den nederlandske regering og Kommissionen af den opfattelse, at der ikke ved en sådan kendelse kan anmodes om at få meddelelse om en tiltalerejsning. Denne foranstaltning har åbenbart ikke til formål at indsamle beviser eller – med den nederlandske regerings ord – at fremskaffe en genstand, et dokument eller data med henblik på anvendelse heraf i en straffesag. Den udgør en processuel formalitet, som anvendes efter afslutningen af efterforskningsproceduren og har til formål at gøre en tiltalt bekendt med tiltalen, de anklager, der er fremsat mod vedkommende, og om, at der er indledt sag ved en påkendende ret.

34.

Meddelelsen om en tiltalerejsning i en anden medlemsstat er således ikke reguleret ved direktiv 2014/41, men er omfattet af et andet instrument på området for gensidig retshjælp i straffesager, i det foreliggende tilfælde konventionen af 29. maj 2000  ( 23 ), nærmere bestemt denne konventions artikel 5. Som den franske regering har påpeget, fremgår det af den forklarende rapport vedrørende denne konvention  ( 24 ), at udtrykket »retsdokumenter«, som ikke defineres i denne konvention, skal fortolkes »bredt« og forstås således, at det omfatter f.eks. »stævninger og retsafgørelser«. Idet direktiv 2014/41 ikke indeholder nogen bestemmelse om forkyndelsen af procesdokumenter, som svarer til artikel 5 i konventionen af 29. maj 2000, finder denne sidstnævnte artikel fuld anvendelse i henhold til dette direktivs artikel 34, stk. 1.

35.

Det må ganske vist medgives, at forkyndelsen af et procesdokument, således som AK og den franske regering har gjort gældende, foretages i forbindelse med en europæisk efterforskningskendelse i det tilfælde, at denne forkyndelse er en del af den processuelle gennemførelse af den efterforskningsforanstaltning, som tager sigte på at fremskaffe det i denne kendelse omhandlede bevismateriale, og er nødvendig for gennemførelsen af denne efterforskningsforanstaltning. En sådan løsning tilgodeser hensynet til fleksibiliteten af systemet for gensidig retshjælp og gør det muligt at undgå, at de kompetente myndigheder er tvunget til tage stilling til to særskilte anmodninger, den ene på grundlag af direktiv 2014/41 og den anden på grundlag af artikel 5 i konventionen af 29. maj 2000, hvilket ville være i strid med det formål om effektivitet, som forfølges med direktivet. I sine konklusioner vedrørende den europæiske efterforskningskendelse, offentliggjort den 7. december 2018, anførte Det Europæiske Retlige Netværk således, at det er »almindeligt anerkendt«, at anvendelsesområdet for direktiv 2014/41 navnlig ikke omfatter »forkyndelse og fremsendelse af procesdokumenter (medmindre de er en del af efterforskningsforanstaltningen i forbindelse med en [europæisk efterforskningskendelse]«)  ( 25 ). Tilsvarende fremgår det af en rapport fra Eurojust af november 2020 vedrørende den europæiske efterforskningskendelse, at forkyndelsen og fremsendelsen af et procesdokument bør være genstand for en særskilt retsanmodning, medmindre »forkyndelsen af dette dokument udgør instrumentet til den efterforskningsforanstaltning, hvorom der anmodes i den [europæiske efterforskningskendelse]«  ( 26 ). I samme retning anføres det i den fælles note fra Eurojust og Det Europæiske Retlige Netværk, som er nævnt i fodnote 23 i dette forslag til afgørelse, at det er »almindeligt anerkendt, at direktiv [2014/41] ikke omfatter […] forkyndelse og fremsendelse af procesdokumenter, medmindre forkyndelsen af et dokument er nødvendig for den efterforskningsforanstaltning, der er genstanden for den [europæiske efterforskningskendelse]«. Ifølge dette agentur og dette netværk bør der »i dette tilfælde udvises fleksibilitet med hensyn til, om [forkyndelsen] medtages i den [europæiske efterforskningskendelse] i overensstemmelse med artikel 9, stk. 2, i direktiv [2014/41]«  ( 27 ).

36.

Imidlertid er jeg i lighed med AK af den opfattelse, at det tilfælde, der er beskrevet i punkt 35 i dette forslag til afgørelse, bør anses for en undtagelse fra princippet om, at forkyndelsen af procesdokumenter ikke er omfattet af den europæiske efterforskningskendelses anvendelsesområde. Det skal derfor fortolkes strengt for at give mulighed for, at forskellige instrumenter for gensidig retshjælp i straffesager kan sameksistere, uden at det ene griber ind i det andets anvendelsesområde eller i de heri fastsatte særlige procedurer, garantier og betingelser. Dette tilfælde kan f.eks. omfatte en situation, hvor udførelsen af en efterforskningshandling, såsom en ransagning på den pågældende persons bopæl, nødvendiggør en afgørelse fra den judicielle myndighed, som tillader denne handling, og hvorom den pågældende person skal underrettes på forhånd.

37.

Derimod synes dette tilfælde efter min opfattelse ikke at omfatte den situation, at der gives meddelelse om en tiltalerejsning. Denne strafferetlige processuelle handling, som foretages ved afslutningen af efterforskningsproceduren  ( 28 ), har til formål at redegøre for de faktiske omstændigheder, som foreholdes den pågældende person, og den retlige kvalificering heraf, samt at fastslå, at der allerede er indsamlet tilstrækkelige beviser til at rejse tiltale mod denne person og at indlede en sag ved en påkendende ret  ( 29 ). Som AK og den nederlandske regering med rette har gjort gældende, udgør en tiltale som hovedregel en selvstændig handling som led i strafferetlig forfølgning, der kan have alvorlige konsekvenser for den pågældende person. Det fremgår ikke, hvordan forkyndelsen af et sådant procesdokument for denne person skulle udgøre et instrument til en efterforskningsforanstaltning med henblik på fremskaffelse af beviser eller være nødvendig for denne foranstaltning. For at vende tilbage til den situation, der er genstanden for det præjudicielle spørgsmål, synes en afhøring af en tiltalt med henblik på at fremskaffe beviser efter min opfattelse, og således som AK har gjort gældende – med forbehold af, om dette faktisk var formålet med anmodningen om afhøring i hovedsagen  ( 30 ) – ikke at være betinget af, at der gives meddelelse om en tiltalerejsning.

38.

Hvad angår det forhold, at en tiltalerejsning også omfatter en kendelse om betaling af en kaution, ændrer dette efter min opfattelse ikke den konklusion, at der ikke kan anmodes om, at der gives meddelelse om en sådan tiltalerejsning i forbindelse med en europæisk efterforskningskendelse. Alt tyder på, at en sådan kendelse, som desuden er af rent accessorisk karakter, ikke udgør en efterforskningsforanstaltning med henblik på at fremskaffe beviser som omhandlet i direktiv 2014/41  ( 31 ).

39.

Denne konklusion drages heller ikke i tvivl af det forhold, at en tiltalerejsning omfatter en kendelse om varetægtsfængsling såsom den i hovedsagen omhandlede. Bortset fra det særlige tilfælde med midlertidig overførelse af personer, der allerede er frihedsberøvet som omhandlet i artikel 22 og 23 i direktiv 2014/41, kan en europæisk efterforskningskendelse ikke indeholde en anmodning om, at en person frihedsberøves eller forbliver frihedsberøvet  ( 32 ). Tilfældet med midlertidig overførsel vedrører ikke en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor varetægtsfængslingen af den pågældende person ikke har noget bevismæssigt formål, idet der udelukkende anmodes herom med henblik på at muliggøre, at denne person efter tiltalerejsningen mod vedkommende giver møde for den kompetente påkendende ret i udstedelsesstaten.

40.

Hvad angår det andet punkt i den europæiske efterforskningskendelse, dvs. anmodningen om afhøring af den tiltalte med henblik på, at denne kan fremsætte sine bemærkninger om omstændighederne oplistet i den tiltalerejsning, som hun orienteres om, har jeg allerede påpeget, at artikel 10, stk. 2, litra c), og artikel 24, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 2014/41 blandt de efterforskningsforanstaltninger, hvorom der kan anmodes i forbindelse med en sådan kendelse, udtrykkeligt fastsætter afhøring af en mistænkt eller en tiltalt.

41.

For så vidt kan en sådan anmodning om afhøring, således som Kommissionen med rette har anført, kun være omfattet af anvendelsesområdet for en europæisk efterforskningskendelse, hvis den faktisk har til formål at indsamle bevismateriale. Dette er ikke tilfældet, hvis anmodningen om afhøring reelt kun tager sigte på at gøre det muligt for den tiltalte at udøve sin ret til forsvar ved at fremsætte sine bemærkninger om den tiltale, der er rejst mod hende. I denne henseende konstaterer jeg, at AK og den franske regering er uenige om genstanden for den anmodning om afhøring, som er fremsat i forbindelse med den omtvistede europæiske efterforskningskendelse. Mens denne regering er af den opfattelse, at det ubestrideligt fremgår af denne kendelse, at formålet med denne anmodning var at indsamle beviser, har AK gjort gældende, at afhøringen alene havde til formål at sikre hendes ret til forsvar i forbindelse med tiltalen  ( 33 ).

42.

Det tilkommer den forelæggende ret at fastlægge den nøjagtige genstand for den i hovedsagen omtvistede anmodning om afhøring. Såfremt den fastslår, at denne anmodning kun tager sigte på at fremskaffe beviser, må det konkluderes, at såvel denne anmodning som anmodningen om at få meddelelse om tiltalerejsningen falder uden for den europæiske efterforskningskendelses anvendelsesområde. Hvis den derimod fastslår, at anmodningen om afhøring reelt har til formål at indsamle beviser, kan den efter min opfattelse godkende dette punkt i den europæiske efterforskningskendelse, naturligvis forudsat at betingelserne vedrørende en sådan kendelses indhold og form som omhandlet i direktiv 2014/41 samt de øvrige formaliteter, der kræves i henhold til dette direktiv, er blevet overholdt  ( 34 ). En samlet afvisning af at fuldbyrde den europæiske efterforskningskendelse med den begrundelse, at den ikke omfatter en anmodning om at få meddelelse om en tiltalerejsning, forekommer efter min opfattelse uforholdsmæssig og ville være i strid med det formål om effektivitet, som forfølges med dette direktiv.

Forslag til afgørelse

43.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen, at den besvarer det præjudicielle spørgsmål fra Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig) således: