6.5.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 158/13


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2021/734

af 5. maj 2021

om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2021/521 om særlige regler for ordningen, hvorefter udførslen af visse varer gøres betinget af fremlæggelse af en udførselstilladelse

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/479 af 11. marts 2015 om fælles ordninger for udførsel (1), særlig artikel 6, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 30. januar 2021 vedtog Kommissionen gennemførelsesforordning (EU) 2021/111 (2) om at gøre udførslen af covid-19-vacciner samt virksomme stoffer, herunder moder- og arbejdscellebanker, der anvendes til fremstilling af disse vacciner, betinget af fremlæggelse af en udførselstilladelse i henhold til artikel 5 i forordning (EU) 2015/479. Efter udløbet af perioden på seks uger fra datoen for disse foranstaltningers ikrafttræden vedtog Kommissionen gennemførelsesforordning (EU) 2021/442 (3) om at gøre udførslen af de samme varer betinget af en udførselstilladelse indtil den 30. juni 2021 i henhold til artikel 6 i forordning (EU) 2015/479.

(2)

Den 24. marts 2021 vedtog Kommissionen gennemførelsesforordning (EU) 2021/521 (4), der som et yderligere element, der skal tages i betragtning, når det overvejes at udstede en udførselstilladelse, indførte behovet for at overveje, om denne tilladelse udgør en trussel mod forsyningssikkerheden i Unionen for de varer, der er omfattet af gennemførelsesforordning (EU) 2021/442. Ved samme gennemførelsesforordning blev fritagelsen af visse bestemmelseslande fra anvendelsesområdet for gennemførelsesforordning (EU) 2021/442 også midlertidigt suspenderet.

(3)

Gennemførelsesforordning (EU) 2021/521 blev vedtaget i henhold til artikel 5 i forordning (EU) 2015/479 og finder anvendelse i en periode på højst seks uger.

(4)

Til trods for en accelereret vaccinationsrate i hele Unionen er pandemien fortsat alvorlig, og de forhold, der er beskrevet i betragtningerne til gennemførelsesforordning (EU) 2021/521, er stadig til stede.

(5)

De særlige ordninger, der blev indført ved gennemførelsesforordning (EU) 2021/521, bør derfor fortsat finde anvendelse indtil den 30. juni 2021.

(6)

Island, Liechtenstein og Norge (EØS-EFTA-staterne) deltager i Unionens indre marked i henhold til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Størstedelen af eksporten til EØS-EFTA-staterne består af vaccine, der er indkøbt af en medlemsstat i henhold til en forudgående købsaftale indgået af Unionen og videresolgt til disse lande. På grundlag af de oplysninger, der er indsamlet i forbindelse med anvendelsen af forordning (EU) 2021/521, er der ingen tegn på, at eksporten kanaliseres gennem EØS-EFTA-staterne til andre lande, der ikke er fritaget for ordningen for eksporttilladelser i henhold til artikel 1, stk. 9, i gennemførelsesforordning (EU) 2021/442. Det er derfor ikke nødvendigt at fortsætte suspensionen af fritagelsen fra denne ordning for så vidt angår eksport til EØS-EFTA-staterne.

(7)

Gennemførelsesforordning (EU) 2021/521 bør derfor ændres, og ændringen bør straks finde anvendelse.

(8)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 3, stk. 1, i forordning (EU) 2015/479 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I gennemførelsesforordning (EU) 2021/521 foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 1, andet afsnit, affattes således:

»Suspensionen finder dog ikke anvendelse på følgende lande og territorier:

—

Andorra

—

Færøerne

—

Island

—

Liechtenstein

—

Norge

—

San Marino

—

Vatikanstaten

—

de oversøiske lande og territorier, der er opført i bilag II til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

—

Büsingen

—

Helgoland

—

Livigno

—

Ceuta og Melilla.«

2)

Artikel 3, stk. 2, affattes således:

»Den anvendes indtil den 30. juni 2021 «.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 5. maj 2021.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 83 af 27.3.2015, s. 34.

(2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/111 af 29. januar 2021 om at gøre udførslen af visse varer betinget af fremlæggelse af en udførselstilladelse (EUT L 31 I af 30.1.2021, s. 1).

(3)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/442 af 11. marts 2021 om at gøre udførslen af visse varer betinget af fremlæggelse af en udførselstilladelse (EUT L 85 af 12.3.2021, s. 190).

(4)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/521 af 24. marts 2021 om særlige regler for ordningen, hvorefter udførslen af visse varer gøres betinget af fremlæggelse af en udførselstilladelse (EUT L 104 af 25.3.2021, s. 52).