I sidste halvdel af december 1975 aflagde Full besøg hos Schreiber. Under mødet beskrev Full de betingelser, som Melchers ydede detailhandlere, og han overgav Schreiber en liste over Melchers' dagældende priser, dvs. prisliste nr. 8/75. Full havde endnu et møde med Schreiber, nemlig i løbet af januar 1976, og ved denne lejlighed henviste han til Melchers' nye betingelser, som ifølge prisliste nr. 1/76 gjaldt fra februar 1976. På de i denne liste angivne priser ydedes bla. en rabat på 3 % til grossister.

Schreiber har opbevaret notater vedrørende de to møder med Full. Under vidneafhøringer den 18. december 1981 gjorde Schreiber rede for indholdet af disse notater. Parterne er uenige om, hvorvidt Full gav Schreiber det indtryk, at Melchers havde accepteret Gruoner som kunde (jfr. punkt 20 nedenfor).

Samme dag meddelte Weber telefonisk Iffli, at størstedelen af ordren allerede var afsendt til Rommelshausen, og han sendte ham en skrivelse med angivelse af de af Iffli bestilte artikler, som Melchers efter hans udsagn havde afsendt til Gruoner, samt af de artikler, som var reserveret Iffli på Hamburg-importø-rens lager. De artikler, som ifølge Weber allerede var afsendt til Rommelshausen, eller som var reserveret i Hamburg, svarede til de artikler, som Schreiber havde bestilt den 20. januar 1976.

Under vidneafhøringen den 18. september 1981 oplyste Schreiber, at han havde underettet Weber om de partier Pioneer-udstyr, som han havde bestilt hos Melchers den 20. januar 1976. Schreiber meddelte imidlertid ikke Weber, at en del af de bestilte varer allerede var afsendt af Melchers. Ifølge Schreiber må Weber have skrevet sit brev til Iffli den 20. januar 1976 for ikke at miste dennes ordre.

Weber forklarede under vidneafhøringen, at han fra Schreiber havde modtaget de oplysninger om leveringen af Pioneer-udstyret, som han havde videregivet til Iffli i sit brev af 20. januar 1976. I formodning om at disse oplysninger var rigtige, havde han endog udstedt eksportfakturaerne og udfærdiget andre dokumenter vedrørende denne forretning.

Den 19. januar 1976 indgav Iffli til det franske toldvæsen en fortoldningsbegæring for Pioneer-udstyr på grundlag af de modtagne proformafakturaer, og den 21. og 22. januar 1976 modtog han importlicenser. Pioneer blev underrettet herom af MDF og videresendte meddelelsen til Melchers.

Telefonsamtale med von Bonin, salgsdirektør for Pioneer-agenten i Tyskland, med følgende indhold:

Pioneer's europæiske hovedkontor i Antwerpen ved allerede, at der er blevet udstedt en importlicens med henblik på indførsel af Pioneer-udstyr. Den tyske repræsentant har fået instrukser om under ingen omstændigheder at levere varer til Jung. Vi kan kun levere, hvis det garanteres, at varerne ikke eksporteres. Melchers nægter derfor at levere, så længe løfte herom ikke er afgivet.

I et brev af 29. januar 1976 underrettede Weber Iffli om Schreiber's telefonsamtale med von Bonin.

Der består uenighed mellem parterne om, hvorvidt von Bonin virkelig havde denne samtale med Schreiber (jfr- punkt 23 nedenfor).

Den 18. februar 1976 sendte Schreiber Weber følgende telexmeddelelse:

Samtalen med ledende medarbejdere fra Melchers, Bremen, vedrørende salg af Pioneer-udstyr, har belyst følgende spørgsmål :

Den 19. februar 1976 udfærdigede Schreiber et memo vedrørende mødet i Rommelshausen, hvori han bl.a. præciserede: Efter samtaler med... Melchers... er alle hindringer for samarbejdet mellem os nu fjernet..... Der består uenighed mellem parterne om forbindelsen mellem telexmeddelelsen og mødet samt om betydningen af memoet (jfr. punkt 24 nedenfor).

Gruoner afgav en ny ordre til Melchers i de følgende uger. Gruoner er blevet Melchers' største enkeltkunde.

Ifølge Kommissionen var det ikke det indtryk, Schreiber havde under drøftelserne med Full, eftersom han den 20. januar 1976 sendte en ordre til Melchers.

Under vidneafhøringen den 18. september 1981 forklarede Schreiber, at Melchers ikke på tidspunktet for det første møde med Full havde fastsat betingelser for grossister. Begge de grossister, som på det tidspunkt modtog leverancer fra Melchers, nemlig Brömmelhaupt og Weide, fik gunstigere betingelser end detailforretningerne. For så vidt angår bemærkningen bonus für GH (rabat til grossister), som er indeholdt i Schreiber's håndskrevne notater vedrørende det første møde med Full, udtalte han: Man var tilsyneladende gået ind for en overgangsløsning for grossister, praksis var muligvis den samme for Brömmelhaupt. Schreiber kunne ikke give detaljerede oplysninger om meningen med denne bemærkning.

Schreiber forklarede yderligere, at det andet møde med Full fandt sted, inden han havde afgivet ordren til Melchers den 20. januar 1976. Schreiber forklarede endelig, at han havde betragtet de oplysninger, som han havde modtaget fra Full, som et tilbud fra denne, og at det tilbud, som han selv havde givet Iffli, udelukkende var baseret på oplysninger, som han havde modtaget under det første møde, mens ordren til Melchers blev afgivet på grundlag af de nye priser fra 1976, som han var blevet underrettet om under det andet møde.

Full erklærede under vidneafhøringen, at han i løbet af deres første samtale havde meddelt Schreiber, at Melchers ikke havde fastsat betingelser for grossister. Sådanne betingelser fandtes heller ikke på tidspunktet for det andet møde mellem Schreiber og Full, som ifølge sidstnævnte fandt sted efter Gruoner's ordre af 20. januar 1976 (jfr. punkt 23 nedenfor).

Yderligere er parterne uenige om bemærkningen Parallellevering må hindres. Belgien!, som findes i Schreiber's håndskrevne notater.

Ifølge Kommissionen viser denne bemærkning, at spørgsmålet om parallelimport fra Tyskland allerede var blevet rejst under drøftelserne mellem Full og Schreiber.

Melchers har anført, at ønsket om at hindre parallellevering kan være udtrykt af Schreiber i et ønske om at forhindre en parallelimport til Tyskland fra Belgien, som på dette tidspunkt var den væsentlige kilde til parallelimport på kontinentet, bl.a. af varer fra Storbritannien. Ifølge Melchers lå det samme ønske til grund for udtrykket ingen reimport, som findes i Hauser's memo af 16. december 1975 vedrørende Iffli's besøg hos Gruoner den 12. december 1975.

Under vidneafhøringen bekræftede Schreiber Melchers' fortolkning af den ovennævnte sætning i hans håndskrevne notater. Med hensyn til Hauser's bemærkning udtalte Schreiber, at han formodede, at Hauser hermed mente, at det med Iffli var blevet drøftet, om de varer, som Iffli købte, rent faktisk ville blive solgt i Frankrig, eller om de atter kunne dukke op på det tyske marked.

Schreiber forklarede yderligere, at han den 6. februar 1976 — i anledning af Weber's telexmeddelelse af samme dato til Schmidt og Hauser fra Gruoner — med Full drøftede spørgsmålet om parallelimport til Frankrig af Pioneer-produkter fra Tyskland. Ifølge Schreiber gav Full ham de oplysninger, som han noterede på telexmeddelelsen fra Weber (jfr. punkt 8 ovenfor og punkt 24 nedenfor).

Full erklærede under vidneafhøringen, at det er usandsynligt, at han gav Schreiber disse oplysninger.

Ifølge Melchers kunne det vanskeligt tænkes, at Iffli's ordre ikke kunne accepteres, når Schreiber's reducerede ordre kunne accepteres. Melchers mener snarere, at det er uklart, hvorfor Schreiber reducerede Iffli's ordre.

I sin erklæring den 18. marts 1977 til Kommissionens inspektører forklarede Schreiber, at han havde reduceret Iffli's ordre, fordi han mente, at sammensætningen ville give Melchers det indtryk, at varerne skulle eksporteres til Frankrig, hvilket kunne skade samarbejdet med Melchers. Under vidneafhøringen den 18. september 1981 fastholdt han denne ¡forklaring, samtidig med at han hævdede, at han havde reduceret Iffli's ordre, fordi han var overbevist om, at Melchers ikke havde de varer, som Iffli havde bestilt, på lager.

Ifølge Kommissionen kunne de varer, som Gruoner havde bestilt, have været afsendt senest den 10. februar 1976; endvidere kunne Melchers have købt ind ikke blot hos Pioneer, Antwerpen, men også i Japan.

Kommissionen fortolker telexmeddelelsen af 23. januar 1976 som en accept af ordren af 20. januar. Ifølge Kommissionen er det næppe sandsynligt, at en studerende i løbet af sin anden arbejdsdag sender en telexmeddelelse, uden at hun er blevet instrueret herom. Det er under alle omstændigheder uden betydning, om Melchers i handelsmæssig henseende har begået kontraktbrud; det afgørende er, at Melchers betragtede Gruoner's telexmeddelelse af 20. januar som en normal ordre indtil den 23. januar, men senere nægtede at levere.

Schreiber forklarede under vidneafhøringen den 18. september 1981, at han havde opfattet telexmeddelelsen af 23. januar 1976 som en ordrebekræftelse, da speditøren allerede var nævnt i meddelelsen.

Hammer forklarede under vidneafhøringen, at hun blot havde til hensigt at anerkende modtagelsen af telexmeddelelsen af 23. januar 1976. Hun kunne ikke huske, om nogen havde bragt hende Schreiber's telexmeddelelse og bedt hende anerkende modtagelsen, eller om hun havde handlet på eget initiativ. Hammer erklærede yderligere, at hun ikke havde set Schreiber's ordre af 20. januar 1976, inden hun afsendte telexmeddelelsen af 23. januar 1976.

Kommissionen har fastholdt, at von Bonin under en telefonsamtale omkring den 27. januar 1976 med Schreiber sagde, at Melchers nægtede at levere, da der ikke var afgivet løfte om, at det bestilte udstyr ikke ville blive eksporteret. Kommissionen støtter sig bl.a. på Schreiber's telexmeddelelse af 28. januar 1976 til Weber (jfr. punkt 7 ovenfor). Kommissionen har yderligere anført, at Melchers' advokat i sine bemærkninger til de fremførte klager skrev følgende: I stedet for at tage kontakt med Full telefonerede Schreiber til von Bonin. Yderligere har Melchers' advokat erkendt under den høring, som fandt sted ved Kommissionen i Bruxelles den 21. november 1978, at von Bonin havde telefoneret til Gruoner, sandsynligvis den 27. januar 1976.

Ifølge Melchers talte von Bonin første gang med Schreiber under mødet den 11. februar 1976 i Rommelhausen. Enhver kontakt mellem Melchers og Gruoner inden dette møde fandt nemlig udelukkende sted ved Full's mellemkomst.

Von Bonin bekræftede ovenstående under vidneafhøringen. Efter at have modtaget ordren fik Full til opgave at forklare Gruoner, at det på det pågældende tidspunkt var umuligt at udføre en sådan ordre.

Schreiber forklarede ved denne lejlighed, at han havde løjet ved at erklære over for Weber samt over for Kommissionens inspektører, at von Bonin havde meddelt ham, at Melchers nægtede at levere, da der ikke var afgivet løfte om, at Pioneer-udstyret ikke ville blive eksporteret. Han opfandt denne forklaring efter at have opdaget, at de priser, som han havde tilbudt Iffli, var alt for lave, og fordi Iffli truede med sagsanlæg mod Gruoner. Derimod fastholder Schreiber at have taget kontakt med von Bonin, men denne forklarede blot under samtalen, at Melchers endnu ikke havde taget beslutning om at levere til Gruoner.

I en skriftlig erklæring af 22. februar 1980 forklarede Full, at von Bonin den 20. januar 1976 havde meddelt ham, at Gruoner's ordre ikke kan udføres på grund af utilstrækkelige lagerbeholdninger. Selv delleveringer ville skabe uoverstigelige vanskeligheder for Melchers, fordi specialforretningerne, som vi forsyner, så måtte vente. Jeg har fået besked om at tage kontakt med Schreiber og forklare ham situationen samt henlede opmærksomheden på, at der endnu ikke består noget samarbejde. Full udtalte yderligere, at Schreiber under et besøg ultimo januar 1976 havde meddelt ham, at ordren var bestemt til Frankrig. Full erklærede senere vedrørende dette besøg: Jeg forsøgte at forklare Schreiber, at der ikke kunne ske levering, før en generel politisk beslutning (principbeslutning om levering til grossisthandelen) i Bremen, og for det andet, at en ordre af denne størrelse ikke kunne udføres med kort frist... Mit lager i Karlsruhe... var næsten tomt på det tidspunkt... Lageret i Bremen skulle først indhente betydelige forsinkelser over for vore tyske specialforretninger. Jeg erklærede over for Schreiber, at der heller ikke kunne foretages delleveringer, hvis spørgsmålet Gruoner ja eller nej inden for kort frist blev besvaret positivt, fordi vi var nødt til først at anvende den smule varer, som vi rådede over, til udelukkende at forsyne det tyske marked, som vi var interesseret i. Vi forventede den samme indstilling fra Gruoner ved fremtidige forhandlinger.

Under vidneafhøringen gav Full følgende forklaring vedrørende betydningen af sidstnævtne sætning: Jeg forventede altså også, at firmaet Gruoner ville forsyne det tyske marked i overensstemmelse med vores instruktioner. Jeg skrev ikke, at vi ligeledes forventede, at firmaet Gruoner ikke ville eksportere....

Til støtte for sin påstand om, at Gruoner's ordre blev drøftet under Rommelshausenmødet, har Kommissionen bl.a. anført Schreiber's telexmeddelelse af 18. februar 1976 til Weber, hvori Schreiber resumerede samtalen med ledende medarbejdere fra... Melchers..., samt første sætning af Schreiber's memo af 19. februar 1976 vedrørende dette møde, som er affattet således: Der består ikke længere nogen hindring for et samarbejde mellem os. Kommissionen har sammenlignet denne sætning med Schreiber's håndskrevne notater vedrørende samtalerne med Full, og den har konkluderet, at det afgørende spørgsmål, som ikke blev løst under Rommelshausen-mødet mellem Melchers og Gruoner, var spørgsmålet om eksporten, da der under samtalerne var fundet løsninger på de øvrige udestående spørgsmål. Kommissionen har understreget, at det ikke for at udføre Gruoner's ordre var nødvendigt at indlede et fast samarbejde mellem Melchers og Gruoner. Kommissionen kan således ikke godtage Melchers' argument om, at ordet hindringer vedrørte etableringen af en fast forretningsforbindelse. Yderligere har Kommissionen henvist til Melchers' svar på de fremførte klager, hvori Melchers har erkendt, at Gruoner's ordre blev drøftet under Rommelshausen-mødet.

Melchers har hævdet, at formålet med Rommelshausen-mødet ikke var at drøfte Gruoner's ordre, men derimod at drøfte grundlaget for et samarbejde mellem Gruoner og Melchers, hvilket kan betragtes som en bekræftelse af, at Gruoner's ordre blev afgivet på et tidspunkt, hvor disse betingelser endnu ikke var fastlagt.

Melchers støtter sig på Schreiber's memo af 19. februar 1976. Det fremgår af første linje, at ordet hindringer henviste til de hindringer, som var opstået som følge af, at der endnu ikke var indgået en reel aftale mellem parterne om priser, levering, garanti, osv. Ifølge Melchers kan Schreiber's telexmeddelelse af 18. februar 1976, hvori han til Weber videregav de oplysninger vedrørende reeksport fra Tyskland, som han tilsyneladende havde modtaget fra Melchers, ikke anføres til støtte for Kommissionens opfattelse, fordi meddelelsen blev sendt som svar på et brev og to telexmeddelelser fra Weber af henholdsvis 3. og 6. februar 1976 og ikke specielt vedrører Rommelshausen-mødet.

Ifølge Schreiber's forklaringer under vidneafhøringen den 18. september 1981 vedrører hans håndskrevne notater ikke Rommelshausen-mødet. Schreiber sagde ligeledes under afhøringen, at Iffli's ordre ikke var blevet drøftet under mødet. Han har derfor erkendt, at den erklæring, som han den 18. maj 1977 afgav til Kommissionens inspektører, ikke var korrekt, idet han angående Rommelshausen-mødet udtalte, at han havde inviteret Melchers til Rommelshausen med henblik på at drøfte dennes leveringsnægtelse. Schreiber erkendte ligeledes, at de oplysninger om Melchers' salg til virksomheder, der eksporterede til Frankrig, som han gav Weber pr. telex den 18. februar 1976, ikke stammede fra Rommelshausen-mødet, men fra en samtale, som han havde haft med Full den 6. februar 1976 som følge af Weber's telexmeddelelse af samme dato til Schmidt og Hauser fra Gruoner (jfr. punkt 8 og punkt 20 ovenfor).

Von Bonin udtalte ligeledes under vidneafhøringen, at Iffli's ordre ikke blev drøftet under Rommelshausen-mødet.

Til støtte for sin påstand, har Melchers anført Schreiber's erklæring af 5. september 1980, som lyder således: Det er rigtigt, at vi ikke havde Melchers' prislister i Bremen, da Melchers på det pågældende tidspunkt ikke havde til hensigt at levere til grossister, og vi havde derfor ingen forretningsforbindelse med Melchers. Vi havde kun Melchers' prisliste for 1975, som vi havde modtaget fra repræsentant Full, og gennem vore samtaler med denne havde vi fået kendskab til rabatter, der gjaldt for detailhandlere... Vi antog fejlagtigt, at momsrefusionen ville medføre en prisreduktion og ikke f.eks. have en neutral virkning på prisen.

Melchers har forsøgt at rekonstruere den af Schreiber foretagne beregning.

Ifølge Kommissionen er det lidet sandsynligt, at Schreiber har begået den påståede fejl vedrørende momsen.

Kommissionen har i denne forbindelse anført, at man ved at anvende den beregningsmetode, som Schreiber ifølge Melchers brugte, på højttalerne kan konstatere, at Schreiber ikke begik nogen fejl, for så vidt angår højttalerne. Ifølge Kommissionen er det usandsynligt, at Schreiber skulle have begået en regnefejl blot for enkelte produkter og ikke for alle.

Kommissionen har tilføjet, at Iffli også ville have interesseret sig for Pioneer-udstyr til priser, som var 11 % højere end tilbudet fra Gruoner, da de stadig ville have ligget mellem 32 og 8,5 °/o under de priser, som MDF tilbød. Hvis Melchers havde ydet tillægsrabatter på 11 %, ville selskabet ligeledes have haft en betydelig fortjeneste på forretningen, da dens bruttofortjeneste lå på mellem 41 og 74 %. Den beregningsmetode, som angiveligt blev anvendt af Schreiber, er endvidere usædvanlig, for så vidt denne først fradrog rabatterne og dernæst momsen. Beregningen af rabatter og fortjeneste bør nemlig foretages på grundlag af nettopriser, uden moms, da resultatet ellers ville omfatte rabatter på selve momsen, hvilket ville være meningsløst. Hvis Schreiber virkelig havde ment, at Melchers' listepriser indeholdt moms — hvilket ville være ganske usandsynligt, da listen udtrykkeligt anfører forneden på side 2, at momsen ikke er omfattet — skulle han derfor først have fratrukket 11 % moms, og først derefter skulle rabatterne og fortjenesten indgå i beregningen.

Den konklusion, som Melchers har draget af Schreiber's påståede fejl, skyldes ifølge Kommissionen en anden rabat. I denne forbindelse har Kommissionen henvist til Schreiber's håndskrevne notater, hvoraf det fremgår, at Melchers ydede kvantumsrabatter samt rabatter på salg til grossister, som gjaldt for alle varer med undtagelse af netop højttalere og hovedtelefoner.

Schreiber bekræftede under vidneafhøringen den 18. september 1981, at han fejlagtigt havde trukket den tyske moms på 11 % fra Melchers' listepriser. Under rekonstruktionen af disse beregninger for Domstolen fradrog han imidlertid ikke 11 % fra Melchers' listepriser efter fradrag af rabatter, som Melchers havde gjort, men han fradrog 11 % fra listepriserne uden rabat. Han lagde yderligere 5,5 % fortjeneste til i overensstemmelse med Hauser's memo af 16. december 1975 (jfr. punkt a ovenfor), mens Melchers gik ud fra 6 % fortjeneste. Han fradrog heller ikke i lighed med Melchers 4 % i årsbonus. Ved rekonstruktionen nåede han imidlertid ikke til de tal, som var anført i hans tilbud til Iffli. For højttaler SA-5300 nåede han nemlig til en pris på 236,20 DM (den pris, som Iffli havde fået tilbudt, var på 234,90 DM). For højttaler CSE 220 nåede han til en pris på 81,79 DM (den pris, Iffli havde fået tilbudt, var på 84,30 DM). Han understregede, at han ligeledes havde begået en fejl vedrørende momsen, for så vidt angår højttalere.

I besvarelse af et af Domstolen stillet spørgsmål kunne Schreiber ikke forklare, hvorfor han havde fradraget 11/100 og 11/111 som følge af, at momssatsen, nemlig 11 %, skal beregnes af prisen uden moms.

Ifølge Schreiber's forklaringer den 18. september 1981 er grunden til, at Gruoner ikke leverede de varer, som Iffli havde bestilt, at Gruoner på grund af momsfejlen ikke længere var i stand til at levere til de priser, som Iffli fik tilbudt den 31. december 1975.

Efter Kommissionens mening kan denne forklaring ikke være rigtig, da Melchers ifølge sin aftale med Pioneer kun var forpligtet til at yde service efter salg i Tyskland.

Full forklarede under vidneafhøringen, at han havde taget initiativet til at bede EVB bekræfte, at firmaet ikke ville sælge udstyr inden for Fællesskabet, for at sikre sig, at EVB overholdt sit mundtlige løfte over for ham om ikke at eksportere varerne til Tyrkiet. Full tog dette initiativ, fordi reimport til Tyskland af varer eksporteret til andre fællesskabslande tidligere havde skabt betydelige problemer for Melchers. Det er usandsynligt, at en eksportør, som har udført importformaliteterne i Tyrkiet, lader varerne genindføre i Fællesskabet. Full erklærede yderligere, at han med von Bonin havde drøftet spørgsmålet om reimport. Han kunne ikke huske at have drøftet det med Schreiber og anså det for usandsynligt.

Kommissionen anmodede derefter Mackintosh Consultants Co., London, om at udarbejde en rapport over størrelsen af hi-fi-markedet i de pågældende medlemsstater. På grundlag af denne rapport og de to sagsøgeres omsætning af Pioneer-produkter anslog Kommissionen andelen af det franske hi-fi-marked i 1976 til 11,5% og af det britiske til 10,5 %. Følgelig fastholdt Kommissionen i beslutningens nr. 25 de tal, som var opgivet i meddelelsen om klagepunkter.

En del af den nævnte rapport blev tilstillet sagsøgerne den 6. marts 1980, dvs. efter udstedelsen af beslutningen; den resterende del blev henholdsvis 26. og 27. januar 1982 tilstillet Pioneer GB og MDF, som har gjort gældende, at deres ret til at tage til genmæle blev tilsidesat på grund af den sene fremsendelse af rapporten.

at den ikke har medtaget musikanlæg i hi-fi-markedet, hvilket har forvansket Kommissionens vurdering;

Pioneer GB har anført, at selskabets andel af hi-fi-markedet i Det forenede Kongerige i 1976 var på 3,18 %. MDF har på grundlag af SIERE-undersøgelsen anslået sin andel af Pioneer-produkterne på det franske hi-fi-marked i 1976 til 3,38 %. På grundlag af BREF-undersøgelsen, som vedrører det franske marked i 1975, var andelen på 4,33 %.

Mackintosh Consultants Co.'s rapport, som Kommissionen støtter sig på, vedrører markedet for komponenter til hi-fi-anlæg, nemlig højttalere, pladespillere, kassettebåndoptagere, tunere og forstærkere, udtrykt i fabrikspriser. Rapporten anslår størrelsen af dette marked i 1976 til 70 millioner UKL i Det forenede Kongerige og 670 millioner FF i Frankrig.

For så vidt angår Pioneer GB's omsætning, har Kommissionen taget den samlede omsætning af Pioneer-produkter i 1976, nemlig 7,3 millioner UKL, i betragtning.

Pioneer GB har anført, at der fra ovennævnte beløb skal fradrages omsætningen af produkter, som ikke er hi-fi-produkter, nemlig omsætningen af kompakte musikanlæg, billige musikanlæg og bilradioer. Ud fra disse forudsætninger har Pioneer anslået sin omsætning i Det forenede Kongerige i 1976 til 3,3 millioner UKL. For at kunne sammenligne disse tal, som er beregnet på grundlag af priserne til detailforretningerne, med de tal, som selskabet har opgivet for det samlede hi-fi-marked i Det forenede Kongerige, udtrykt i løbende salgspriser, har Pioneer GB forhøjet tallene med 25 % og er således nået til en omsætning af 4,13 millioner UKL.

For så vidt angår størrelsen af hi-fi-markedet, har Pioneer GB som udgangspunkt taget Mackintosh Yearbook of West European Electronics data fra 1978, hvori hi-fi-omsætningen i Det forenede Kongerige angives til 130 millioner UKL for 1976. Mackintosh Yearbook går ud fra løbende salgspriser.

Omsætningen omfatter salget af hi-fi-anlæg og båndoptagere. Den omfatter hele anlæg, plus højttalere, som sælges særskilt, tunere, forstærkere og racks, men ikke bilradioer, batterier og radioer, radioer med båndoptagere, transportable radioer med pladespiller. Pioneer GB har erkendt, at den nævnte omsætning omfatter enkelte mid-fi-produkter, men har tilføjet, at den definition, som omsætningen støttes på, er den samme, som den, der anvendes i de offentliggjorte tal, som ligger nærmest den af Pioneer GB i 1976 foreslåede definition.

For så vidt angår MDF's omsætning, er Kommissionen gået ud fra et beløb på 77 millioner FF.

MDF har anført et beløb på 50660000 FF, som efter selskabets opfattelse udgør omsætningen af Pioneer hi-fi-produkter.

For så vidt angår størrelsen af det franske hi-fi-marked, har MDF først og fremmest som udgangspunkt taget SIERE-undersøgelsen, hvorefter markedet anslås til en størrelsesorden af over 1500 millioner FF i 1976. Dette tal omfatter 20 % af de kompakte musikanlæg, som kan betegnes som hi-fi. Ifølge SIERE-rapporten omfatter hi-fi-markedet enkelte komponenter (tuner, højttaler, display, pladespiller, kassettebåndoptager og spolebåndoptager) såvel som kompakte hi-fi-anlæg, forstærkere og forforstærkere samt receivere, forudsat disse elementer opfylder DIN 45-500 normen. MDF er ligeledes gået ud fra BREF-undersøgelsen, som omfatter magnetbånd, kassetter og kompakte musikanlæg. Pioneer har ligeledes anført, at Kommissionen har overvurderet markedsandelen for Pioneer-produkter. Pioneer mener derfor, at bøden bør nedsættes.

Pioneer (Europe) har anført lignende argumenter som bevis for, at den samordnede praksis ikke var af den varighed, som er anført i beslutningen (jfr. ligeledes punkt IX. 10 nedenfor).

Pioneer GB har anført, at selskabets ret til at blive hørt var tilsidesat, fordi Kommissionen inden udstedelsen af beslutningen kun havde tilstillet selskabet en uvæsentlig del af Mason's udtalelse. Ved skrivelse af 9. oktober 1978 underrettede Kommissionen nemlig selskabet om udtalelsens punkt 1 og 2 samt underskriften. De relevante punkter, nemlig 3, 4 og 5, blev meddelt Pioneer GB af Comet omkring den 21. november 1978 (tidspunktet for høringen i Kommissionen). Kommissionen gav først i sin skrivelse til Domstolen af 6. april 1981 underretning om den fulde tekst.

Pioneer (Europe) har fremført samme argument.

Pioneer GB har yderligere anført, at selskabets ret til at blive hørt var tilsidesat, fordi den rapport, som Kommissionens inspektør havde udfærdiget vedrørende besøget hos Comet samt andre bevismidler — herunder Comet's fakturaer, som Kommissionen havde lagt til grund for sin udtalelse om, at Comet havde standset eksporten efter modtagelsen af Todd's brev — ikke var blevet forelagt før udstedelsen af beslutningen.

Ifølge Kommissionen kan Mason's udtalelser ikke anvendes som bevis for, at det forhold, at Comet's eksport ikke omfattede Pioneer-produkter, udelukkende skyldtes handelsmæssige omstændigheder, da sådanne omstændigheder ligeledes ville have gjort sig gældende for de andre hi-fi-mærker, som Comet fortsat eksporterede.

Ifølge Kommissionen drejer det sig — bortset fra et par undtagelser på i alt 13678 UKL — om alt det Pioneer-udstyr, som Audiotronic havde eksporteret til andre virksomheder end Allwave.

De håndskrevne notater, som den pågældende inspektør tog under sin samtale med Smith og Keighley, blev for første gang fremlagt i Kommissionens skrivelser til Domstolen af henholdsvis 6. april 1981 og 11. juni 1981.

Pioneer og Pioneer GB har anmodet Domstolen om at afvise Smith og Keighley's udtalelser som bevismidler, da de ikke fremsatte skriftlige erklæringer, da inspektørernes notater først blev fremlagt efter duplikken, og da de hverken er dateret, underskrevet eller bekræftet af den person, som udtalelserne tillægges. Såfremt Domstolen måtte finde, at de pågældende notater kan anerkendes som bevismidler, har Pioneer gjort gældende, at indholdet ikke støtter Kommissionens ovennævnte påstande.

Kommissionen har anført, at Smith og Keighley's udtalelser kan godtages som bevismidler, og at de støtter de konklusioner, som Kommissionen har udledt heraf.

Pioneer GB har yderligere gjort gældende, at selskabets ret til at blive hørt er tilsidesat, idet ovennævnte notater, den af Kommissionens inspektør udarbejdede rapport over besøget hos Audiotronic samt alle andre bevismidler, som Kommissionen har lagt til grund for sin påstand om, at Audiotronic standsede eksporten af Pioneer-udstyr efter modtagelsen af Todd's brev, ikke blev forelagt Pioneer GB inden udstedelsen af beslutningen. Pioneer GB har endelig anført, at selskabets ret til at blive hørt er tilsidesat, idet oplysningen om, at Audiotronic modtog ordrer på 150000 UKL, men kun udførte dem op til et beløb af 55000 UKL, for første gang blev givet i beslutningen.

Under Antwerpen-mødet blev der drøftet en lang række spørgsmål. Setton gentog sin klage over parallelimport til Frankrig. Todd rådede ham til at sætte priserne ned, men intet tyder på, at der ved denne lejlighed blev indgået en aftale mellem Pioneer, MDF og Pioneer GB.

Todd skrev brevene til Audiotronic og Comet i håb om, at Setton ville lade ham i fred, og ikke som følge af en aftale med Pioneer og MDF. Der bestod altså ikke mellem denne adfærd og Antwerpen-mødet den nødvendige sammenhæng til at fastslå, at der forelå en samordnet praksis, jfr. traktatens artikel 85, stk. 1.

Hvordan det end forholder sig, er det forhold, at Todd skrev brevene som følge af samtalen med Setton, tilstrækkeligt til at bevise, at der forelå samordnet praksis. Brevene indicerer imidlertid selv, at dette var tilfældet. Pioneer benægter i øvrigt ikke, at Todd og Setton ved denne lejlighed blev enige om, at Todd skulle bestræbe sig på at overtale sine britiske kunder til ikke længere at eksportere. Endelig havde Todd under høringen præciseret, at han havde tænkt sig grundigt om, inden han skrev brevene. Det fremgår i øvrigt af de breve, som Todd havde sendt til Comet og Audiotronic, at der allerede forelå somordnet praksis inden Antwerpen-mødet.

Kommissionen har henvist til dommen af 29. oktober 1980 (FEDETAB mil. mod Kommissionen, forenede sager 209-215 og 218/78, Sml., s. 3125), hvori Domstolen udtalte, at Kommissionen ikke kan betegnes som en domstol i den nævnte artikels forstand.

Kommissionen har heroverfor anført, at det er i overensstemmelse med artikel 10, stk. 6, i forordning nr. 17/62, hvorefter en sådan udtalelse [ikke] offentliggøres, at den nægtede at give underretning om udtalelsen. Formålet med denne bestemmelse er at sikre udvalgsmedlemmernes upartiskhed og uafhængighed.

Pioneer (Europe) har fremført samme argument.

MDF har yderligere bemærket, at for så vidt MDF's gennemsnitspriser som beregnet af Kommissionen i de tabeller, som er vedlagt svarskriftet, ikke vægtes i forhold til omsætningen, er beregningerne som udgangspunkt fejlagtige, og Kommissionens tal vedrørende forskellen mellem de priser, som Gruoner tilbød Iffli, og MDF's priser tager hverken hensyn til moms og andre omkostninger, som påvirkede den tyske pris, eller til de kvantumsrabatter, som MDF i påkommende tilfælde ydede.

Pioneer (Europe) har ligeledes fremført dette argument. I de indlæg, som Pioneer har indgivet under skriftvekslingen, har selskabet anført, at Kommissionen fejlagtigt er gået ud fra de enhedspriser, som var faktureret af forhandlerne, i stedet for de priser, som gjaldt i tilfælde af salg af store kvanta. Efter en lang række indlæg, som fulgte efter det forberedende møde den 3. december 1981, har Pioneer erkendt, at det er meget vanskeligt at vurdere de priser, som gælder for salg af denne art, på et rimeligt sammenligningsgrundlag, og at tendensen er den samme i begge tilfælde.

Pioneer har yderligere anført, at de tabeller, som Kommissionen havde opstillet, ikke viser prisændringerne i 1977, skønt enten MDF eller Shriro ændrede deres priser i denne periode.

MDF har endelig anført, at Shriro's priser var urimeligt lave og derfor ikke kunne betragtes som gyldigt sammenligningsgrundlag, samt at de af Kommissionen angivne franske priser ligeledes inkluderede en fortjeneste til forhandlerne i mellemleddet, som meget ofte solgte til priser, der lå langt under katalogprisen.

Kommissionen har anført, at den ordre på 550000 DM, som Melchers modtog fra Gruoner, udgjorde 2,5 % af Melchers' årlige omsætning af Pioneer-produkter og altså var tilstrækkelig stor til, at det kunne antages, at den samordnede praksis direkte påvirkede handelsvejene mellem medlemsstaterne. Der var ifølge den allerede omtalte dom af 9. juli 1969 (jfr. punkt VI.C.7 ovenfor) tilstrækkelig stor sandsynlighed for, at den samordnede praksis direkte og potentielt påvirkede handelsvejene mellem medlemsstaterne, idet Iffli havde modtaget proformafakturaer fra Jung af en størrelsesorden på yderligere 1300000 DM, og Iffli havde erklæret over for Kommissionens inspektører, at hvis han frit havde kunne købe til de af Gruoner tilbudte priser, kunne han i løbet af et par måneder have skabt en omsætning på omkring 5 millioner FF i Pioneer-udstyr. Melchers havde tilbudt Pioneer-produkter til Gruoner til priser, som lå omkring 25 % under de normale listepriser.

Kommissionen har påberåbt sig Domstolens praksis, som den fremgår af dommen af 13. februar 1979 (Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, sag 85/76, Sml. 1979, s. 461) samt af FEDETAB-dommen (jfr. punkt 4 ovenfor).

Kommissionen har heroverfor anført, at anmeldelsen er en afgørende betingelse for, at den nævnte bestemmelse finder anvendelse. Yderligere ville det ikke have været muligt at opnå fritagelse, selv om den samordnede praksis var blevet anmeldt.

den forklaring, som Setton afgav under Kommissionens høring, og hvorefter mødet var indkaldt med henblik på at drøfte kompakte musikanlæg.

Den omstændighed, at Todd skriftligt meddelte Audiotronic og Comet, at han var blevet indkaldt til et møde i Antwerpen for at drøfte parallelimport (jfr. punkt VI.A.2 ovenfor), havde kun til formål at styrke hans ansøgning.

Hvis formålet med Antwerpen-mødet havde været at drøfte parallelimport, ville den italienske forhandler, som også havde beklaget sig til Pioneer over parallelimport, samt den belgiske forhandler (hvis land var en af de væsentligste kilder for parallelimport til Frankrig) have været indbudt, men derimod ikke den schweiziske forhandler, som ikke var interesseret i parallelimport.

Pioneer og Pioneer GB har yderligere gjort gældende, at det ikke i meddelelsen om klagepunkter anførtes, at Antwerpenmødet havde til formål at drøfte parallelimport, eller at Pioneer var blevet opfordret til at forklare, hvorfor der ikke i selskabets arkiver fandtes nogen form for skriftlige optegnelser fra Antwerpenmødet. Ifølge Pioneer og Pioneer GB bør denne procedurefejl medføre, at beslutningen annulleres.

Det er efter Pioneer's opfattelse helt normalt, at forhandlernes såkaldte ad hoc-møder som det omtalte ikke registreres skriftligt. For så vidt angår de faste møder, indkaldes deltagerne skriftligt og modtager en kopi af dagsordenen; for så vidt angår ad hoc-møderne udsendes der normalt hverken skriftlig indkaldelse eller dagsorden. I øvrigt udfærdiger Pioneer intet mødereferat, ligesom der heller ikke opbevares notater af udtalelser under et møde, hvadenten det er fast eller ad-hoc.

Pioneer har forklaret tilstedeværelsen af disse dokumenter ved at anføre, at denne fremgangsmåde kan have været anvendt i visse tilfælde, skønt det ikke er almindeligt ved ad hoc-møder at udsende hverken indkaldelse ellers dagsorden. For så vidt angår mødet vedrørende Technics, havde indkaldelsen fundet sted i forbindelse med et fast møde. Da der var blevet sendt en skriftlig indkaldelse til deltagerne i det faste møde, og da det var aftalt, at der samme tid og samme sted skulle findet et ad hoc-møde sted, var det helt normalt, at der ligeledes til dette møde blev udsendt en skriftlig indkaldelse. I forbindelse med mødet havde den enkelte forhandler i øvrigt inden mødet fået pålagt en opgave, nemlig at undersøge Technics' aktivitet på den enkeltes område.

Pioneer har konkluderet, at der ikke i forbindelse med omstændighederne vedrørende Antwerpen-mødet kan tales om ulovlig adfærd. Det kan nemlig ikke hævdes, at en simpel drøftelse af et problem kan sidestilles med en aftale om, at problemet skal løses ved anvendelse af illegale midler.

Der foreligger ikke bevis for, at Pioneer under Antwerpen-mødet har gjort andet end at lytte til Setton's klager og anbefalet ham at sætte sine priser ned. Alle mødets deltagere afviser nemlig, at Pioneer foreslog en samordnet adfærd, at selskabet erklærede sig indforstået med en sådan adfærd, at det lagde pres på sine forhandlere, eller at det anmodede om deres bistand til at forhindre parallelimporten.

Efter Pioneer's opfattelse foreligger der intet bevis for, at selskabet har bidraget til, at Todd og Setton indgik en gentlemen's agreement (jfr punkt VLB. ovenfor).

Pioneer kan ikke erklære sig enig med Kommissionens udtalelse om selskabets mulighed for at kontrollere dets forhandleres aktivitet. Selskabet har anført, at det end ikke har tilstrækkelig magt til at tvinge sine forhandlere i Frankrig og Det forenede Kongerige til at indgå en skriftlig aftale.

For så vidt angår spørgsmålet, om Pioneer ved sin adfærd har deltaget i en samordnet praksis, har Kommissionen bestridt, at Pioneer har indskrænket sig til passivt at bemyndige sine forhandlere til indbyrdes at drøfte parallelimport. Pioneer havde indflydelse til at sikre, at forhandlerne gjorde, hvad der stod i deres magt, for at hindre parallelimport. Det var for at løse dette problem, at Pioneer havde indkaldt til mødet og tilrettelagt drøftelserne.

I den foreliggende sag foregik koordineringen mellem parterne, som er den første betingelse for, at der foreligger samordnet praksis, under mødet i Antwerpen, som havde til formål at påvirke deltagernes samlede adfærd. Pioneer deltog ifølge Kommissionen aktivt i dette møde. Parternes adfærd i praksis, som er den anden betingelse for, at der foreligger samordnet praksis, fremgår af omstændighederne, idet deltagerne skabte konkurrenceforhold, som ikke svarer til den normale markedssituation. Kommissionen har til støtte for sin opfattelse anført Domstolens domme af 14. juli 1972 (ICI mod Kommissionen, sag 48/69, Sml. 1972, s. 151, præmis 64-67) og af 16. december 1975 (Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, de forenede sager 40-48, 50,54-56, 111, 113 og 114/73. Sml. 1975, s. 1663, præmis 26, 173 og 174).

Ifølge MDF og Pioneer kan den omstændighed, at MDF fremførte sin klage — som er en ensidig handling — ikke betragtes som indledningen til en samordnet praksis, blandt andet fordi Pioneer besvarede disse klager ved at erklære, at der ikke kunne gøres noget ved det. Den samordnede praksis kunne således først være indledt under Antwerpen-mødet den 19. og 20. januar 1976.

Kommissionen har heroverfor anført, at MDF ultimo 1975 over for Pioneer klagede over parallelimport til Frankrig, og at Pioneer anerkender på det pågældende tidspunkt at have sendt oplysninger om parallelimporten til Melchers.

Det fremgår ligeledes af beslutningens nr. 43-46, at Office pour le développement de l'acoustique appliquée i Rungis nær Paris, hvoraf 95 % af kapitalen ejes af MDF, i begyndelsen af december 1975 foretog prøveindkøb for at bevise, at der forelå parallelimport fra Det forenede Kongerige. Denne omstændighed, som ikke benægtes af Pioneer, viser efter Kommissionens opfattelse, at MDF og Pioneer på et tidligere tidspunkt havde haft kendskab til parallelimporten, og at MDF havde forsøgt at modvirke den. Det viser ligeledes, at der allerede i 1975 bestod en samordnet praksis med det formål at hindre eksport, og at MDF vidste, at selskabet, når det havde bevis for, at der havde fundet eksport sted, som følge heraf kunne tvinge Shriro til at handle.

Ifølge Pioneer fortsætter en samordnet praksis for at hindre parallelimport kun så længe, parterne træffer de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af den pågældende praksis.

Pioneer og Melchers har anført, at den påståede samordnede praksis mellem MDF, Pioneer og Melchers fandt sted den 27. januar 1976, da von Bonin meddelte Schreiber, at Melchers ikke ville levere varerne; den varede altså højst en uge.

Såfremt Domstolen giver Kommissionen medhold i den under punkt 10 anførte opfattelse, har Pioneer anført, at selv efter at MDF havde forhøjet sine priser i april 1979, var forskellen mellem MDF's og Melchers' priser ikke større end i januar, og at den i alle tilfælde var utilstrækkelig til, at parallelimport til Frankrig fra Forbundsrepublikken Tyskland var rentabel (jfr. ligeledes punkt 12-14 nedenfor og punkt VII.7 ovenfor).

Kommissionen har i denne forbindelse gjort gældende, at hvis man, for så vidt angår Pioneer's beregning vedrørende april 1976, ser bort fra de tre modeller, for hvilke MDF's priser midlertidigt var lavere end Melcher's priser, var MDF's gennemsnitspriser for de øvrige modeller 13,33 % højere end Melchers' priser for tilsvarende modeller, hvilket ifølge Kommisionen er en tilstrækkelig forskel til at gøre parallelimport rentabel.

Endelig har sagsøgerne hævdet, at der ikke foreligger bevis for, at den påståede samordnede praksis mellem MDF, Shriro og Pioneer varede to år (jfr punkt VI.6. 8-12 ovenfor). Pioneer har tilføjet, at prisforskellen i august og september 1976 formindskedes således, at parallelimport ikke længere var rentabel (jfr. ligeledes punkt 12-14 nedenfor og punkt VII.7 ovenfor).

Sagsøgerne har yderligere anført, at Kommissionen har overtrådt artikel 4 i Kommissionens forordning nr. 99/63 af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Rådets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42), idet overtrædelserne ifølge meddelelsen om klagepunkter var af kortere varighed end den, som blev lagt til grund i beslutningen.

den fortjeneste, som Audiotronic og Comet opnåede ved salg i Det forenede Kongerige, var højere end den, de kunne have opnået ved gennemførelse af parallelimport til Frankrig;

MDF har blandt andet i denne forbindelse understreget, at de franske købere af produkter indført ved parallelimport drog fordel af blandt andet den service, som MDF ydede efter salget.

Kommissionen har heroverfor anført, at dette ikke er i overensstemmelse med de oplysninger, den ligger inde med.

Kommissionen har anført, at de franske forbrugere havde krav på at kunne vælge mellem en høj pris med ret til service og garanti og en lavere pris med risiko for at skulle betale lidt mere for service eller reparationer, som senere måtte vise sig påkrævet.

Kommissionen har yderligere hævdet, at transportomkostningerne er meget lave i forhold til værdien af hi-fi-produkter, og at den virksomhed, nemlig Euro-Electro, som havde foretaget den pågældende parallelimport, havde en ubetydelig fortjenstmargen.

parallelimporten fra Det forenede Kongerige er kvantitativt uændret;

Kommissionen har heroverfor anført, at det forhandlerne pålagte forbud ligeledes påvirkede konkurrencen mellem de forskellige mærker.

Endelig har Pioneer, Mekhers og Pioneer GB hævdet, at de ikke havde nogen fordel ved at deltage i den samordnede praksis.