|
24.4.2014 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 121/4 |
Anmodning om en rådgivende udtalelse fra EFTA-Domstolen indgivet af Héraðsdómur Reykjavíkur og dateret den 17. december 2013 i sagen Sævar Jón Gunnarsson mod Landsbankinn hf.
(Sag E-27/13)
(2014/C 121/04)
Héraðsdómur Reykjavíkur (Reykjavik herredsret) har ved skrivelse dateret den 17. december 2013, som indgik til EFTA-Domstolens justitskontor den 17. december 2013, anmodet om en rådgivende udtalelse i sagen Sævar Jón Gunnarsson mod Landsbankinn hf. om følgende spørgsmål:
|
1. |
Er det i en situation, hvor en kreditaftale i overensstemmelse med national ret er knyttet til forbrugerpristallet, og lånebeløbet derfor ændrer sig i takt med inflationen, foreneligt med forskrifterne i Rådets direktiv 87/102/EØF om forbrugerkredit, som ændret ved direktiv 90/88/EØF og direktiv 98/7/EF, at den beregning af de samlede omkostninger og af de årlige omkostninger i procent, som forbrugeren præsenteres for ved lånets optagelse, er baseret på en inflation på 0 %, og ikke på den inflationstakt, der var gældende på det tidspunkt, hvor lånet blev optaget? |
|
2. |
Er det foreneligt med forskrifterne i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, at lovgivningen i en EØS-stat tillader, at en forbrugeraftale indeholder bestemmelser om, at afdragene på lånet reguleres efter et på forhånd fastsat pristal? |
|
3. |
Såfremt svaret på det andet spørgsmål er, at pristalsregulering af afdrag på lån, der optages af en forbruger, er forenelig med forskrifterne i direktiv 93/13/EØF, spørges for det tredje: Begrænser direktivet den berørte EØS-stats skønsbeføjelse, når den — enten ved lovgivning eller ved administrative forskrifter — fastsætter de faktorer, der kan give anledning til ændringer i det på forhånd fastsatte pristal, og de metoder, hvorved disse ændringer måles? |
|
4. |
Såfremt svaret på det tredje spørgsmål er, at direktiv 93/13/EØF ikke begrænser den pågældende medlemsstats skønsbeføjelse, spørges for det fjerde: Anses et kontraktvilkår for at have været genstand for individuel forhandling i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktivets artikel 3, stk. 1, når: a) det er angivet i den erklæring, som forbrugeren underskriver ved lånets optagelse, at hans forpligtelse er pristalsreguleret, og at det basispristal, der skal anvendes ved beregning af ændringer af ydelsen, er angivet i erklæringen, b) erklæringen er bilagt en betalingsplan, der viser de anslåede og specificerede beløb, der skal betales ved forfaldstid, og det i erklæringen er angivet, at disse anslåede beløb kan ændres i overensstemmelse med bestemmelsen om pristalsregulering i erklæringen, og c) både forbrugeren og långiver underskriver betalingsplanen på samme tidspunkt, som forbrugeren underskriver erklæringen? |
|
5. |
Kan metoden til beregning af ændringer af ydelsen i låneaftaler anses for udførligt beskrevet for forbrugeren i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i andet afsnit, litra d), i bilaget til direktiv 93/13/EØF? |
|
6. |
Har en stat, som er part i EØS-aftalen, ved gennemførelsen af artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13/EØF valget mellem enten at foreskrive i den nationale lovgivning, at urimelige kontraktvilkår som omhandlet i direktivets artikel 6, stk. 1, kan erklæres ikke-bindende for forbrugeren, eller at foreskrive, at sådanne kontraktvilkår ikke på noget tidspunkt er bindende for forbrugeren? |