Sagsøger i hovedsagen er belgisk statsborger og studerede til ingeniør i Belgien fra 1950 til 1954 og i Frankrig fra 1954 til 1956. Da han havde aftjent værnepligt i Belgien, arbejdede han i Frankrig fra 1958 til 1960. Efter at have fortsat sine studier i De forenede Stater fra 1960 til 1963 arbejdede han på ny i Frankrig i 1964 og 1965. Mellem 1966 og 1970 arbejdede han i De forenede Stater, og siden 1971 har han arbejdet i Belgien.

Ifølge belgisk lov kan en arbejdstager inden for rammerne af den almindelige pensionsordning for arbejdstagere få sidestillet studieperioder med beskæftigelsesperioder, såfremt han betaler de hertil svarende bidrag. Under henvisning til disse bestemmelser indgav F. Liégeois en begæring om anerkendelse af sine to studieperioder (1. 1. 1951 til 31. 8. 1956 og 1. 9. 1960 til 31. 8. 1963) til den kompetente belgiske institution, Office national des pensions pour travailleurs salariés (ONPTS), sagsøgt i hovedsagen.

I sin afgørelse af 23. januar 1974 afslog ONPTS denne begæring under henvisning til, at den pågældende ikke opfyldte en af de i de belgiske lovbestemmelser krævede betingelser for at få anerkendt studieperioder som beskæftigelsesperioder; nemlig at den pågældende umiddelbart efter sine studier skal have udøvet en faglig virksomhed, hvorunder vedkommende er omfattet af den belgiske lovgivning om arbejdstageres pension.

Den 21. februar 1974 lagde F. Liégeois ved Tribunal du Travail de Charleroi sag an mod afgørelsen fra ONPTS og nedlagde påstand om, at de forsikringsperioder, han havde tilbagelagt i Frankrig umiddelbart efter sin studietid, i henhold til artikel 9, stk. 2 i forordning nr. 1408/71 burde anses som forsikringsperioder tilbagelagt i Belgien.

Artikel 9, stk. 2 i forordning nr. 1408/71 bestemmer følgende:

Tribunal du Travail de Charleroi, som fandt, at afgørelsen af tvisten i hovedsagen afhang af visse fællesskabsretlige bestemmelser, besluttede ved dom af 9. september 1976 at udsætte sagen og i henhold til EØF-traktatens artikel 177 forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

Forelæggelseskendelsen indgik til Domstolen den 28. september 1976.

På grundlag af den referende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

Sagsøger i hovedsagen har anført, at hans tilfælde er det samme som en arbejdstagers, der skifter opholdssted inden for EØF. Anerkendelsen af studieperioderne med henblik på bestemmelse af arbejdstagerens pensionsrettigheder udgør nemlig et tilfælde af adgang til frivillig forsikring eller frivillig fortsat forsikring. Idet denne adgang i stk. 1 i belgisk arrété royal af 21. december 1967 betinges af bevis for en faglig virksomhed straks efter studierne, der er omfattet af kongelig belgisk anordning nr. 50, artikel 7, stk. 1, opstiller førstnævnte faktisk den betingelse for adgangen til frivillig eller frivillig forsat forsikring, at der er tilbagelagt en forsikringsperiode. Derfor må artikel 9, stk. 2 i forordning nr. 1408/71 finde anvendelse.

Artikel 45 i EØF-forordning nr. 1408/71 — som ændret ved EØF-forordning nr. 2864/72, artiklerne 1 til 13 — må ligeledes finde anvendelse, da de belgiske lovbestemmelser betinger erhvervelse, bevarelse eller generhvervelse af ret til ydelser ved alderdomsforsikring og død (pensioner) af, at der er tilbagelagt forsikrings- eller bopælsperioder. Efter disse fællesskabsbestemmelser skal enhver forsikringsperiode, der er tilbagelagt under en anden medlemsstats lovgivning — her Frankrigs — også medregnes.

Sagsøgte i hovedsagen forlader sig på rettens sagkundskab. Sagsøgte har alene anført, at F. Liégeois efter at have betalt til den franske sociale sikring, opfylder betingelserne for at kunne få anerkendt sine studieperioder, såfremt Domstolen skulle finde, at de forsikringsperioder, der er tilbagelagt under en medlemsstats lovgivning, skal anses som tilbagelagt under enhver anden medlemsstats lovgivning i medfør af artiklerne 9, stk. 2 og 45, stk. 1 i forordning nr. 1408/71.

Kommissionen har først anført, at det i hovedsagen foreliggende tilfælde kun rejser det ene problem, om den obligatoriske betingelse om først at have været underlagt den belgiske lovgivning om social sikring umiddelbart efter studiernes afslutning, under hensyn til anvendelsen af forordning nr. 1408/71, kan gøres gældende over for en arbejdstager med den virkning, at han afskæres fra muligheden for at få sine studieperioder anerkendt som beskæftigelsesperioder, når denne arbejdstager efter sine studier først har været tvungent forsikret under en social sikringsordning i en anden medlemsstat i Fællesskabet.

Skønt studerende efter den belgiske lovgivning ikke obligatorisk er omfattet af den almindelige sociale sikringsordning, er de det efter fransk lovgivning. Militærtjeneste sidestilles efter belgisk lovgivning med hensyn til den almindelige pensionsordning med en arbejdstagers beskæftigelsesperioder, såfremt den pågældende har været beskæftiget som arbejdstager i Belgien ved påbegyndelsen af militærtjenesten eller har haft status som arbejdstager i mindst et år inden for tre år efter militærtjenestens udståelse.

Kommissionen er af den opfattelse, at den betingelse om at have været underlagt belgisk lovgivning, som er indeholdt i metoden til beregning af bidragene, og som gælder for sidestillingen af studieperioder, inden for rammerne af arbejdstageres frie bevægelighed inden for Fællesskabet og under et system med samordning af medlemsstaternes lovgivninger om social sikring, udgør en hindring for arbejdstageres frie bevægelighed.

Anvendelsen af artikel 9, stk. 2 i forordning nr. 1408/71 rejser to problemer. Det første er, om artikel 7 i arrété royal af 21. december 1967 bør anses som en frivillig forsikring? Fælleskabsforordningerne indeholder ingen definition af dette begreb. Men det må slås fast, at det er den pågældende selv, der afgør, om han vil betale de for sidestilling af studieperioden nødvendige bidrag. Der består altså ingen tvivl om, at denne ordning er frivillig. Men kan da kravet om tvungen forsikring under belgisk lovgivning ved den første beskæftigelse efter studierne anses som et krav, der ifølge nævnte artikel 9, stk. 2 betinger adgangen til denne forsikring af, at der er tilbagelagt forsikringsperioder? Den eneste betingelse, der kræves, for at sidstnævnte artikel kan anvendes, er, at den pågældende på et eller andet tidspunkt har været arbejdstager i den omhandlede medlemsstat. Artikel 1, litra a), iii) i forordning nr. 1408/71, som angiver, at arbejdstager i forordningens forstand er enhver person, der er frivilligt forsikret, når den pågældende tidligere har været tvunget forsikret mod samme risiko inden for rammerne af en ordning for arbejdstagere i den samme medlemsstat, er ikke til hinder for en sådan fortolkning, for det eneste formål med denne bestemmelse er netop at beskrive udtryket arbejdstager; der findes ingen bestemmelse, hvorefter de perioder, der er tilbagelagt før den tvungne forsikring under en medlemsstats lovgivning, kan behandles anderledes end de perioder, som er tilbagelagt senere.

Derfor har Kommissionen anført, at der kan gives den forelæggende ret følgende svar:

Sagsøgt i hovedsagen har under den mundtlige forhandling gjort gældende, at sidestillingen af studieperioder med beskæftigelsesperioder ikke udgør en adgang til frivillig forsikring, og at artikel 9, stk. 2 kun gælder for frivillige eller frivillige fortsatte forsikringsperioder, der er tilbagelagt efter en tvungen forsikringsperiode.

Sagsøger i hovedsagen, repræsenteret af advokat Pettot og EF — Kommissionen, repræsenteret af frk. Jonczy som befuldmægtiget, har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 19. februar 1977.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 2. marts 1977.