De faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb og parternes påstande, anbringender og argumenter kan sammenfattes således:
<TI><NP><NO.P>I —</NO.P><TXT>Faktiske omstændigheder og skriftveksling</TXT></NP></TI>1.I artikel 4 i Rådets forordning nr. 130/66 af 26. juli 1966 om finansieringen af den fælles landbrugspolitik (EFT 1965-1966, s. 189) bestemmes det bl.a., at... der forlods til Den italienske Republik for året 1965/1966 (budget 1967) [udbetales] et beløb på 45 mill, regningsenheder af Fondens udviklingssektions midler til strukturforbedringer af produktion og afsætning af oliven, olivenolie samt frugt og grønsager.
I samme artikels stk. 3 bestemmes, at Den italienske Republik over for Kommissionen inden overgangsperiodens udløb skal aflægge en eller flere regnskabsberetninger, ledsaget af bevis for de udgifter, som den har afholdt til de ovenfor nævnte foranstaltninger, for oliven og olivenolie fra og med 1. november 1965 og for frugt og grønsager fra og med 1. januar 1966.
Den frist, der blev fastsat for Den italienske Republiks forelæggelse af regnskabsberetningerr blev forlænget til den 31. december 1973 ved Rådets forordning nr. 966/71 af 10. maj 1971 om forlængelse af den i artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 130/66/EØF om finansieringen af den fælles landbrugspolitik fastsatte frist (EFT 1971 I, s. 230).
I artikel 12 i den nævnte forordning nr. 130/66 bestemmes det bl.a., at
... til Den italienske Republik [udbetales der] et beløb på 15 mill, regningsenheder for året 1967/1968 (budget 1969) af Fondens udviklingssektions midler til strukturforbedringer vedrørende produktion og afsætning af uforarbejdet tobak.
I samme artikels stk. 3 bestemmes det, at den italienske regering inden den 1. juli 1967 skal meddele Kommissionen programmet for de foranstaltninger, som den vil iværksætte for at gennemføre ovennævnte mål. Den italienske Republik skal endvidere inden overgangsperiodens udløb for Kommissionen aflægge en regnskabsberetning, ledsaget af bevis for de udgifter, som den har afholdt efter den 1. juli 1967 inden for rammerne af dette program til de foranstaltninger, der er nævnt i artiklens stk. 1.
Fristen for aflæggelse af regnskabsberetning blev forlænget til den 31. december 1971 ved Rådets forordning nr. 490/70 af 17. marts 1970 om forlængelse af den i artikel 12, stk. 3, 2. afsnit, i forordning nr. 130/66/EØF fastsatte frist (JO L 62 af 18. 6. 1970, s. 3).
Rådets forordning nr. 159/66 af 25. oktober 1966 om regler til supplering af den fælles markedsordning for frugt og grønsager (JO L 192 af 27. 10. 1966, s. 3286) indeholder i artikel 12, stk. 4, 3. afsnit, følgende bestemmelse:
Såfremt det samlede beløb, der for et givet år er tilbagebetalt Den italienske Republik for afholdte udgifter i medfør af stk. 2, ikke andrager 40 mill, regningsenheder, skal forskelsbeløbet udbetales den på samme vilkår, som fastsat i artikel 4 i forordning 130/66/EØF om finansieringen af den fælles landbrugspolitik.
2.De frister, der var fastsat for aflæggelse af regnskabsberetninger, blev ikke overholdt. Kommissionens tjenestegrene og de italienske myndigheder har i den anledning udvekslet en lang række noter.Kommissionen indledte ved skrivelse til den italienske regering af 11. februar 1976 den i EØF-traktatens artikel 169, stk. 1, omhandlede procedure. Da de bemærkninger, den italienske regering den 17. marts 1976 havde fremsat hertil, efter Kommissionens opfattelse ikke var tilfredsstillende, tilstillede Kommissionen den 16. november 1976 Den italienske Republik en begrundet udtalelse i medfør af nævnte bestemmelse. Italien opfordredes herved til inden 3 måneder at træffe foranstaltninger til efterkommeise af udtalelsen.
3.Italiens faste repræsentation ved De europæiske Fællesskaber besvarede den begrundede udtalelse ved skrivelse af 24. januar 1977 og anmodede heri om, at der blev bevilget en passende forlængelse af fristen for fremlæggelse af de manglende regnskabsberetninger. I en skrivelse af 23. december 1977 fra Kommissionens tjenestegrene fastsattes den 31. januar 1978 som sidste frist for fremlæggelse af regnskabsberetningerne. I skrivelse af 31. januar 1978 anmodede den italienske regering Kommissionen om en ny forlængelse af fristen med mindst 15 måneder. Den 14. juni 1978 indbragte Kommissionen nærværende sag for Domstolen.På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.
<TI><NP><NO.P>III —</NO.P><TXT>Parternes anbringender og argumenter</TXT></NP></TI>1.Kommissionen har i stævningen angivet, at de regnskabsberetninger, den italienske regering havde fremlagt den 31. december 1976, altså umiddelbart før udløbet af den frist, der var fastsat i den begrundede udtalelse, fremstod som anført i følgende oversigter, hvori tallene fra den 31. december 1973 er anført til sammenligningDe i RE ansatte belob er blevet beregnet i LIT efter den officielle til IMF anmeldte kurs (1 RE = 625 LIT), medens de af de nationale myndigheder anfortc belob çr angivet i LIT uden hensyn til det i mellemtiden indtrufne fald i kursen pA den italienske valuta.
:- I —Forordning nr. 130/66/EØF — artikel 4 — støtte på 45000000 RE (dvs. ca. 28125000000 LIT) til strukturforbedringer vedrørende oliven, olivenolie og frugt og grønsager
| (i millioner LIT) |
| Forpligtelser | Belob udbetalt til modtagerne |
| 31. 12. 1973 | 31. 12. 1976 | 31. 12. 1973 | 31. 12. 1976 |
| Oliven og olivenolie | 14810,1 | 13677,1 | 7170,9 | 11066,0 |
| Frugt og grønsager | 13585,3 | 24553,7 | 5592,0 | 15279,6 |
| lait | 28395,4 | 38230,8 | 12762,9 | 26345,6 |
- II —Forordning nr. 130/66/EØF — artikel 12 — støtte på 15000000 RE (dvs. ca. 9375000000 LIT) til strukturforbedringer vedrørende produktion og afsætning af uforarbejdet tobak
| (i millioner LIT) |
| Forpligtelser | Belob udbetalt til modtagerne |
| 31 12. 1973 | 31. 12. 1976 | 31. 12. 1973 | 31.12. 1976 |
| 11443,9 | 11017,9 | 2187,0 | 9454,7 |
- III —Forordning nr. 159/66/EØF — artikel 12 — støtte på 87299539 RE (dvs. ca. 54562000000 LIT) til strukturforbedringer vedrørende produktion og afsætning af visse frugter og grønsager
| (i millioner LIT) |
| Forpligtelser | Belob udbetalt til modtagerne |
| 31. 12 1973 | 31. 12. 1976 | 31. 12. 1973 | 31. 12. 1976 |
| 39309,0 | 58564,2 | 2757,7 | 22752,9 |
Kommissionen gør gældende, at de i de nævnte forordninger fastsatte forplig teiser ikke er blevet opfyldt af sagsøgte, hvilket sagsøgte da også selv vedgår. Den fremhæver, at der efter udløbet af den af Rådet forlængede frist er hengået mere end fire år, for så vidt angår de i forordningerne nr. 130/66 (artikel 4, stk. 3), nr. 966/71 samt nr. 159/66 fastsatte forpligtelser; for så vidt angår de i forordningerne nr. 130/66 (artikel 12, stk. 3) og nr. 490/70 fastsatte forpligtelser er det mere end syv år siden, fristen er udløbet.
Kommissionen fremdrager særligt det forhold, at den pågældende fællesskabsaktivitet som følge af forsinkelsen med opfyldelsen af forpligtelserne har mistet en væsentlig del af sin betydning, idet lirens kurs er faldet. Den finder derfor, at det ikke er tilstrækkeligt alene at konstatere, at de tildelte støttebeløb er blevet bevilget og udbetalt, men at den også har ret og pligt til at stille krav om, at de finansierede projekter fuldt ud gennemføres og virker efter deres hensigt.
Kommissionen anfører, at de grunde, som de italienske myndigheder har angivet som årsag til den betydelige forsinkelse ikke er holdbare, hvilket Domstolen har fastslået adskillige gange, sidst i dom af 11. april 1978 i sag 100/77, Kommissionen mod Italien (SmL, s. 879); Kommissionen fremhæver, at disse grunde også bliver mere utroværdige på grund af forsinkelsens størrelse.
2.Den italienske regering anfører i svarskriftet efter at have omtalt den pågældende støtte fra EUGFL, at de italienske myndigheder ved flere lejligheder har erklæret sig i stand til inden for de fastsatte frister at redegøre for ikke blot de konkret iværksatte interventionsprogrammer, men også og især for de finansieringer, for hvilke der foreligger formelle bevillingsbeslutninger med henblik på anvendelse af samtlige tildelte midler. De italienske myndigheder har imidlertid efterfølgende over for de kompetente tjenestegrene i Kommissionen gjort rede for de juridiske og tekniskadministrative grunde til, at det var blevet objektivt umuligt at gennemføre programmerne og udbetale de af EUGFL tildelte støttebeløb inden for det fastsatte tidsrum, idet dette viste sig at være for kort. Det var nødvendigt at placere disse midler, der i øvrigt blev uddelt i flere på hinanden følgende etaper, dels ved love under vedtagelse (den grønne plan nr. 2), dels ved ekstraordinære bevillingslove vedrørende udgifter, der gjaldt gennemførelsen af interventionsprogrammer. Den italienske regering anfører endvidere, at den har måttet gå frem efter omstændelige administrative procedurer før finansieringen af projekterne og fremhæver det lange tidsrum, der teknisk var nødvendigt for iværksættelsen af programmer af et undertiden meget stort omfang.Den italienske regering oplyser endvidere, at den har meddelt Kommissionen, at der var sket ændringer i Italiens administrative organisation efter oprettelsen af regioner med almindelig status, der ved dekret nr. 11 af 15. januar 1972 fra republikkens præsident fik tillagt beføjelser på flere områder inden for italiensk landbrug, herunder de områder, der omfatter interventioner i sektoren for strukturerne for udvikling og afsætning af landbrugsprodukter og husdyr.
Den italienske regering fremhæver de hyppige kontakter, den har haft med de kompetente tjenestegrene i Kommissionen, og anfører at den altid har vist sig villig til at give disse adgang til delog trinvise regnskabsberetninger. Der blev i så henseende truffet en aftale med de nævnte tjenestegrene.
Den italienske regering anfører efter således at have redegjort for sagens nærmere omstændigheder og herunder navnlig fremhævet brevvekslingen med Kommissionen, at Kommissionens påstand om, at de har krænket de omhandlede fællesskabsforordninger er fuldstændig uden grundlag. Kommissionen tager navnlig fejl, når den hævder, at kun udgifterne ved færdige arbejder kan opføres på regnskabsberetningerne. Der er efter den italienske regerings opfattelse intet holdepunkt for denne påstand, der også er meningsløs, fordi eksempelvis næsten alle de udgifter, der skulle afholdes for at fuldende regnskabsberetningerne for interventioner i forbindelse med forordning nr. 159/66 vedrørte store arbejder af national betydning, der undertiden måtte ændres under gennemførelsen.
Den italienske regering fremhæver den tid, der kræves til godkendelsesproceduren efter arbejdernes egentlige afslutning og de formaliteter, der kræves opfyldt, inden sagerne sluttes. Den giver endvidere en oversigt over det stadium, en række projekter befinder sig på.
Den italienske regering anfører til slut, at de beløb, Italien har modtaget i medfør af de omhandlede fællesskabsforordninger i deres helhed af de italienske myndigheder er blevet anvendt til at gennemføre konkrete interventinsprogrammer, der i sin tid blev tilpasset til de økonomisk og valutarisk vanskelige forhold og til de enkelte projekters særlige tekniske krav. Den mener på baggrund heraf, at de at den italienske regering aflagte regnskabsberetninger korrekt har gengivet støttebeløbenes anvendelse, og funktionelt er blevet afpasset efter fællesskabsreglerne.
3.Kommissionen har i replikken indledningsvis anført, at kun en rigtig og nøjagtig opfyldelse inden for de fastsatte frister og senest inden den i den begrundede udtalelse fastsatte frist af de i fællesskabsforordningerne pålagte forpligtelser kan udgøre en holdbar indsigelse. Den italienske regering havde ikke på den dato, der var anført i den begrundede udtalelse rettet sig efter Kommissionens pålæg. Der er tale om to former for retsbrud, dels er nemlig de frister, der blev fastsat efter den italienske regerings oplysninger, klart ikke blevet overholdt, og dels foreligger der ikke blot en formel tilsidesættelse af de omhandlede forordninger. Det fremgår af forordningens betragtninger og bestemmelser, at de Italien tildelte midler skulle anvendes til ganske bestemte formål, nemlig til strukturforbedringer inden for det italienske landbrug, og de nævnte midler skulle derfor faktisk være forbrugt og arbejderne gennemført; det er altså ikke nok, at beløbene står opført i budgettet som forpligtelser.Selv om Kommissionen finder, at sagen i og for sig kan afgøres på grundlag af disse bemærkninger, har den dog også kommenteret en række udtalelser i den italienske regerings svarskrift. Kommissionen bestrider navnlig, at der er aflagt regnskab i et omfang som anført deri; den oplyser, at forelæggelsen af halvårlige delberetninger ikke følger af aftaler indgået med dens tjenestegrene, men derimod af artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 966/71. Den fremhæver, at det er situationen ved udløbet af den i den begrundede udtalelse fastsatte frist, der er afgørende. Den gør gældende, at den italienske regering på dette tidspunkt ikke havde tildelt de midler, den havde modtaget mellem 1968 og 1972, og at de arbejder, der skulle finansieres, ikke var afsluttet.
4.Den italienske regering fastholder i duplikken det standpunkt, den indtog i svarskriftet, og hvorefter Italien i alt væsentligt havde opfyldt de ved de omhandlede forordninger pålagte forpligtelser. Sagsøgte gør gældende, at den italienske forvaltning før den 31. december 1973 havde truffet afgørelse vedrørende anvendelsen af samtlige de af Det europæiske økonomiske Fællesskab tildelte beløb. Den italienske regering fremhæver eftertrykkeligt, at den ikke kan tilslutte sig det af Kommissionen hævdede, hvorefter der alene kan aflægges regnskab for fuldstændigt afsluttede arbejder; dette synspunkt tager ikke hensyn til de økonomiske realiteter. Den italienske regering bestrider endvidere, at det er den på udløbstidspunktet for den i den begrundede udtalelse fastsatte frist foreliggende situation, der skal tages i betragtning; den henviser herved til opgørelserne over afholdte udgifter pr. 31. december 1977, som den tilstillede Kommissionen ved skrivelse af 31. januar 1978. Denne udgiftsopgørelse indeholder følgende angivelser:| Tildelte midler | Sektor | Afsluttede arbejder | Igangværende arbejder | Udgifter i alt |
| Antal | Udgifter i alt i millioner lire | Antal | Udgifter i alt i millioner lire | i millioner lire |
15 millioner RE (9375 millioner lire) | tobak (Forordning nr. 130/66 art. 12) | 413 | 9785,6 | 3 | 434,8 | 10220,4 |
45 millioner RE (28125 millioner lire) | frugt, grønsager og olie (Forordning nr. 130/66 art. 4) | 199 | 27285,4 | 20 | 4333,4 | 31618,8 |
87,299 millioner RE (54562 millioner lire) | frugt og grønsager (Forordning nr. 159/66 art. 12, stk. 4, 3. afsnit) | 259 | 15861,9 | 64 | 13013,3 | 28875,2 |
| | 871 | 52932,9 | 87 | 17781,5 | 70714,4 |
Den italienske regering gør gældende, at de Kommissionen tilstillede dokumenter meget klart viser, hvilke planlagte og opfyldte mål for strukturforbedringer gennem Fællesskabets finansieringsforanstaltninger der har været tale om; den fremhæver, at Italien i en tid med dårlige konjunkturer har gjort en betragtelig indsats og ydet en finansieringsstøtte, der langt overstiger omkostningsstigningen for byggematerialer og arbejdskraft. Den italienske regering anfører yderligere, at den på budgettet har opført beløb svarende til en forhøjelse på ca. 100 % af de af Fællesskabet tildelte midler.
Den italienske regering mener på baggrund af sin store og gennem lang tid usvækkede indsats, at det ikke vil være i overensstemmelse med de af Kommissionen påberåbte bestemmelsers ånd og bogstav at henvise til en række rent formelle betragtninger, idet man herved ikke tager hensyn til ideen bag reglerne, der nemlig sigter på holdbare resultater og konkrete løsninger, hvilket faktisk er nået gennem de italienske myndigheders og de italienske erhvervsdrivendes indsats.
Det retsmøde, der oprindelig var fastsat til den 14. marts 1979, er efter anmodning fra den italienske regering og med Kommissionens samtykke blevet udsat flere gange.
Den italienske regering har inden for procesfristerne fremlagt andre regnskabsberetninger, der er ført à jour frem til den 31. august 1980; ifølge Kommissionen fremgår det heraf, at de beløb, som EUGFL har ydet til de to første heromhandlede støtteformål, dvs. 45 mio RE til strukturforbedringer af produktion og afsætning af oliven, olivenolie og frugt og grønsager (artikel 4 i forordning nr. 130/66) samt 15 mio RE til strukturforbedringer vedrørende produktion og afsætning i sektoren for råtobak (artikel 12 i forordning nr. 130/66) faktisk er blevet udbetalt.
Kommissionen har som følge heraf ved skrivelse, registreret på Domstolens justitskontor den 25. september 1980, meddelt, at den hæver sagen for så vidt angår støtten i disse to tilfælde, idet det dog herved forudsættes, at sagsøgte tilpligtes at afholde sagens omkostninger i medfør af artikel 69, stk. 4, i procesreglementet.
Kommissionen har fremsat begæring om, at sagen i øvrigt fremmes til dom, idet de udbetalinger de italienske myndigheder har foretaget vedrørende det tredje støtteformål, nemlig interventionsforanstaltninger i forbindelse med den fælles markedsordning for frugt og grønsager (artikel 12 i forordning nr. 159/66) den 31. august 1980 kun androg 44722 mio LIT, dvs. 81,97 % af det tildelte beløb på 54562 mio LIT (87299539 RE).
Kommissionen har opfordret den italienske regering til at fremsætte skriftlige bemærkninger i anledning af denne delvise ophævelse af sagen, men denne har ikke reageret på denne opfordring inden udløbet af den hertil fastsatte frist.