Jeg vil henvise til retsmøderapporten med hensyn til detaljerne og kort sammenfatte de faktiske omstændigheder, som ligger til grund for hovedsagen.

Gray forblev derefter på den spanske ø indtil den 26. februar s.a. I perioden fra 11. januar til 26. februar 1990 lod han sig dog ikke registrere som arbejdssøgende ved den kompetente spanske arbejdsformidling, da det var hans hensigt hurtigst muligt at vende tilbage til sit hjemland. Da han var kommet tilbage til Det Forenede Kongerige, ansøgte han om ydelser ved arbejdsløshed, som blev nægtet ham i henhold til artikel 67, stk. 3, i forordning nr. 1408/71. Det er netop dette afslag på at udbetale ham disse ydelser, som ligger til grund for nærværende sag.

Samme forordnings artikel 69, stk. 1, bestemmer, at en helt arbejdsløs arbejdstager bevarer sin ret til disse ydelser, når han rejser til en eller flere andre medlemsstater for at søge beskæftigelse der, på betingelse af, at han tilmelder sig som arbejdssøgende ved arbejdsformidlingen i den kompetente stat og at han er forblevet i denne stat mindst fire uger før sin afrejse til en anden medlemsstat [litra a)]; desuden skal han have tilmeldt sig som arbejdssøgende ved arbejdsformidlingen i den stat, han rejser til [litra b)]. Under alle omstændigheder bevares retten til ydelser ved arbejdsløshed i et tidsrum af højst tre måneder [litra c)].

De bestemmelser, som jeg har nævnt, er særdeles klare, og i det tilfælde, som vi beskæftiger os med, er det åbenbart, at Gray ikke kan påberåbe sig artikel 67 i Det Forenede Kongerige, fordi den seneste forsikringsperiode er tilbagelagt i Spanien; han kan heller ikke påberåbe sig artikel 69, stk. 1, da han ikke har tilmeldt sig som arbejdssøgende ved arbejdsformidlingen før sin afrejse fra Spanien.

En sådan situation har foranlediget den nationale ret til at forelægge sagen for Domstolen for at få fastslået, om disse bestemmelser er ugyldige, fordi de er uforenelige med traktatens artikel 51, for så vidt de medfører en hindring for arbejdstagernes frie bevægelighed, der er garanteret ved traktaten.

Det må altså undersøges, om de pågældende fællesskabsbestemmelser, ved at stille visse betingelser for de tildelte rettigheder, kan hindre eller begrænse arbejdstagernes frie bevægelighed, således som den er garanteret ved traktaten, navnlig ved artikel 51, hvorefter Rådet vedtager... de foranstaltninger vedrørende social tryghed, der er nødvendige for at gennemføre arbejdskraftens frie bevægelighed.

Det er imidlertid indlysende, at de pågældende bestemmelser giver arbejdsløse arbejdstagere visse rettigheder, som har til formål at undgå, at de stilles ringere, når de flytter til en anden medlemsstat for at søge arbejde, rettigheder, som de ikke ville have i henhold til nationale bestemmelser alene. Selv om den frie bevægelighed for personer, som søger arbejde, er et nødvendigt middel til at gennemføre og fuldkommengøre arbejdskraftens frie bevægelighed, mener jeg på den anden side ikke, i betragtning af formålet med de regler, som vi beskæftiger os med, at det med rimelighed kan antages, at de betingelser, som de stiller, kan hindre eller begrænse denne frihed.

Ud fra samme synsvinkel må man læse artikel 69, stk. 1, som bestemmer, at ydelser ved arbejdsløshed kan eksporteres i en periode på tre måneder, men stiller som betingelse, at den arbejdsløse, før han flytter til en anden medlemsstat, skal være tilmeldt arbejdsformidlingen i den seneste beskæftigelsesstat; dette skyldes netop, at ydelser ved arbejdsløshed udbetales i henhold til den sociale lovgivning i denne stat, som skal refundere dem til den kompetente institution i den stat, som arbejdstageren har begivet sig til for at søge arbejde der.

De pågældende betingelser er derfor i det væsentlige et politisk valg, som har til formål at lægge byrden ved ydelserne på den medlemsstat, i hvilken den pågældende person senest har betalt bidrag. Samtidig vil man undgå, at arbejdsløshed i mangel af et fælles arbejdsmarked eksporteres, ved at tilskynde arbejdsløse til først at søge arbejde i den stat, hvor de senest har været beskæftiget.

Med hensyn til betingelsen i artikel 69, stk. 1, om at være tilmeldt arbejdsformidlingen i den seneste beskæftigelsesstat mener jeg, at der er tale om en betingelse, som fuldt ud hænger sammen med den indførte ordning, for så vidt den er det eneste middel, der giver mulighed for at definere status som arbejdsløs på grundlag af bestemmelserne i den stat, der er kompetent til at udbetale de sociale sikringsydelser.

Sammenfattende mener jeg, at de betingelser, der stilles i artikel 67, stk. 3, og artikel 69, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, ikke kan hindre eller begrænse arbejdskraftens frie bevægelighed, således som den er garanteret ved traktaten. Navnlig kan jeg ikke i de relevante forordningsbestemmelser påpege noget element, som er uforeneligt med traktatens artikel 51.

Gennemgangen af det præjudicielle spørgsmål har intet frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af artikel 67, stk. 3, og artikel 69, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71; navnlig er de nævnte bestemmelser ikke uforenelige med traktatens artikel 51.