Sagsøger har gjort gældende, at han i medfør af den tidligere vedtægt for EKSF's personale har ret til tilskud til dobbelt husførelse.

Sagsøgte har først mindet om indholdet af de bestemmelser i vedtægten, som skal finde anvendelse i sagen. Artikel 97, stk. 4 i vedtægt for EKSF's tjenestemænd af 1962 bestemmer følgende:

Det fremgår af ovenstående bestemmelse, at sagsøger efter sin placering i Bruxelles kun kan beholde udlandstillægget, såfremt han i medfør af den tidligere EKSF-vedtægt havde ret til tilskud til dobbelt husførelse i denne situation. Spørgsmålet er afgjort i artikel 9 i Fællesskabets regulativ (1956), som er et bilag til Vedtægten for EKSF's personale:

Artikel 47 i personalevedtægten for Fællesskabet, hvilken den ovennævnte artikel refererer til, bestemmer følgende:

Det fremgår klart af alle disse bestemmelser, at sagsøger kun kunne gøre krav på at beholde dette tilskud, hvis han godtgjorde, at det sted, hvor han boede inden sin tiltræden af tjenesten i Luxembourg, ligger over 25 km fra hans nye bopæl, nemlig Bruxelles.

Domstolen skal altså afgøre, om sagsøgers bopæl inden hans tiltræden af tjenesten ved EKSF var, som sagsøger hævder, Wevelgem — et sted, der ligger mere end 25 km fra Bruxelles — eller derimod Bruxelles, således som Kommissionen har antaget ved sin anfægtede afgørelse.

Det fremgår af sagsakterne, at sagsøger boede i Bruxelles uafbrudt i over mere end to år, inden han flyttede til Luxembourg. Som bevis på, at sagsøgers tidligere bopæl var Wevelgem, har han kun kunnet fremlægge en attest på optagelse i det stedlige folkeregister. Denne attest, dateret den 19. september 1961, angiver, at sagsøger var tilmeldt folkeregistret i Wevelgem og havde boet dér siden 15. september 1961, altså tre dage, inden han tiltrådte sin tjeneste i Luxembourg.

Begrebet tidligere bopæl i artikel 9, litra b) i Det almindelige Regulativ må referere til det i Vedtægtens artikel 47 angivne begreb, hvori bopælen er det sted, hvor tjenestemanden i over seks måneder har haft varig bopæl.

Sagsøgte mener derfor, at sagsøgers tidligere bopæl er Bruxelles, og at han derfor ikke opfylder betingelsen for at bevare udlandstillægget, som altså med rette er blevet frataget ham.

Sagsøger har i replikken gjort gældende, at det alene er artikel 9, litra b) i Fællesskabets almindelige Regulativ af 1956 om fortabelse af tilskud, der er afgørende. Efter denne bestemmelse er hans bopælssted Wevelgem og ikke Bruxelles. Den høje Myndighed angav ved hans ansættelse Wevelgem som hans oprindelige bopæl, hvilket Kommissionen bekræftede i 1968.

Selv om tildelingen af tilskud til dobbelt husførelse var afhængig af seks måneders fast bopæl på et sted, gælder denne betingelse ikke længere for fratagelse af tilskuddet, når den institution, som modtageren var tilknyttet, ændrede hans tjenestested.

En tjenestemands bopæl ved ansættelsen er det sted, hvortil han har et naturligt tilhørsforhold. Når der udtrykkeligt er truffet et valg, således at den retlige bopæl falder sammen med dette sted, kan der ikke længere være nogen tvivl.

Klagesagens akter viser, at sagsøgers bopæl var Wevelgem.

Sagsøgte har i duplikken anført, at sagsøger ikke har bestridt, at svaret på spørgsmålet om, hvad der var hans bopæl før hans tiltræden af tjenesten ved Den høje Myndighed, afhænger af, om det udlandstillæg, sagsøger oppebar fra 1968 til slutningen af 1975, var lovligt.

Sagsøger anfægter heller ikke i replikken de objektive faktorer, der var sagsøgtes grundlag ved beviset for, at sagsøgers tidligere bopæl var Bruxelles.

Man kan ikke sidestille begrebet tidligere bopæl med hjemsted. Sidstnævnte begreb tager hensyn til den ansattes naturlige tilhørsforhold og kan ændres senere, medens det første begreb tager hensyn til objektive, materielle faktorer, som under alle omstændigheder skal have foreligget før tiltrædelsen af tjenesten.

De gældende belgiske lovbestemmelser om forvaltning af folkeregistre, især arreté royal (kongelig anordning) af 1. april 1960 (Moniteur belge (lovtidende) af 30. 4. 1960) præciserer tilmeldingspligten. Personer, som har bopæl i to eller flere kommuner, skal tilmelde sig hvert enkelt af disse steders registre. Sagsøger har ikke overholdt denne forpligtelse, hvilket støtter den opfattelse, at hans bopæl udelukkende var Bruxelles.

Sagsøger har anført, at ingen forvaltningsmyndighed, som har truffet en definitiv begunstigende afgørelse senere kan trække denne tilbage, selv om den skulle være ulovlig.

Princippet om den berettigede forventning er overtrådt, idet Kommissionen ikke efter syv et halvt års forløb kan tilbagekalde en retsakt, som er blevet endelig, og herved urimeligt til egen fordel forstyrre allerede fastlagte, ligeligt fordelte interesser; endvidere skaber den omstændighed, at der foreligger en formel afgørelse, og at der ikke er gjort noget forsøg på at ændre en sådan afgørelse, en berettiget overbevisning om, at sagsøger fortsat vil få udbetalt udlandstillægget.

Sagsøgte har svaret, at sagsøger efter 1968 ikke var berettiget til udlandstillægget, og at der heller ikke senere er indtrådt nogen ændring, der i sig selv kunne berettige udbetalingen, hvorfor sagsøgte var i sin gode ret og endog havde pligt til at fratage ham tillægget, så snart man blev klar over, at der forelå en ulovlighed.

Sagsøgte, der har gennemgået Domstolens retspraksis (dommene af henholdsvis 12. 7. 1957 i de forenede sager 7/56 og 3-7/57, Algera m.fl. mod Den fælles forsamling for Det europæiske Kul- og Stålfællesskab, Sml. 1954-1964, s. 45; org.ref. Recueil s. 80; 1. 6. 1961 i sag 15/60, Simon mod EF-Domstolen, Sml. 1954-1964, s. 253; org.ref. Recueil s. 222; og 24. 6. 1976 i sag 56/76, Elz mod EF-Kommissionen, Sml. 1976, s. 1097), har anført, at det af disse domme fremgår, at en ulovlig retsakt ikke kunne skabe en velerhvervet ret. Den nødvendige genoprettelse af en lovlig tilstand er kun begrænset af retssikkerhedskrav og hindres ikke af, at der ikke kan gribes ind i visse rettigheder. Disse krav er ikke på nogen måde til hinder for når som helst at ophæve ulovlige afgørelser ex nunc.

Ifølge denne fortolkning er sagsøgers anbringender navnlig vedrørende krænkelse af en angiveligt velerhvervet rettighed ganske uden grundlag, og det samme gælder anbringenderne om varigheden af ydelsen, der skal støtte søgsmålsgrunden om krænkelse af den berettigede forventning.

Man kunne formode, at Domstolen i Elz-sagen (dom af 24. 6. 1976 i sag 56/76, Sml. s. 1097) for så vidt angår ophævelsen af ulovlige individuelle retsakter sondrer mellem konstitutive og konstaterende retsakter. Selv om man antog, at Domstolen kun tillader ophævelse uden videre af individuelle ulovlige retsakter, såfremt disse er konstaterende, ville en undersøgelse af sagens omstændigheder og af løsningerne i national ret vise, at tildeling af udlandstillæg klart hører til denne gruppe.

Med hensyn til forstyrrelsen af ligeligt fordelte interesser har sagsøgte bemærket, at Domstolen aldrig i sine afgørelser i tvister mellem fællesskabsinstitutionerne og deres ansatte har anvendt dette kriterium. Retsforholdet mellem de nævnte parter og den foreliggende sags omstændigheder er tilsyneladende til hinder for at tage dette kriterium i betragtning.

Sagsøger har i replikken anført, at det under hensyn til, at der ikke findes nogen bestemmelse om ophævelse af ensidige forvaltningsakter, som f.eks. artikel 41 i Tjenestemandsvedtægtens bilag VIII, må statueres, at selv i tilfælde af en fejltagelse kan afgørelsen om tildeling af udlandstillæg ikke ændres og så meget desto mindre fratages.

Af en gennemgang af Domstolens retspraksis samt fransk, belgisk og tysk ret fremgår følgende.

Efter gældende fællesskabsret vedrørende ophævelse af individuelle ulovlige forvaltningsretsakter, kræves det, for at ophævelsen er lovlig, at den sker inden for rimelig tid, som højst kan andrage tre år. Denne antagelse er i overensstemmelse med medlemsstaternes retssystemer.

Derimod er fællesskabsretspraksis utvivlsomt mere progressiv end national retspraksis, idet fællesskabsretspraksis har forladt den traditionelle og uendeligt vanskelige sondring mellem konstitutive retsakter og konstaterende retsakter, idet det antages, at ulovlige retsakter må stå fast, når først den rimelige tid er passeret.

Dette ønske om i højere grad at beskytte medlemsstaternes statsborgeres individuelle og sociale rettigheder er især begrundet, når den oprindelige retsakt udtrykkeligt er blevet nedfældet af forvaltningsmyndigheden i en skrivelse indeholdende den afgørelse, som det kompetente organ efter en undersøgelse har truffet.

I den foreliggende sag fører dette til den konklusion, at skrivelsen af 5. juli 1968 om tildelingen af udlandstillæg til sagsøger er en individuel afgørelse, der er truffet af den på lønningsområdet kompetente myndighed, og som er en følge af sagsøgers placering i Bruxelles.

Sagsøger fastholder, at han har en velerhvervet ret til fortsat at oppebære udlandstillæg.

Med hensyn til den tredje søgsmålsgrund kan sagsøger ikke indse, hvorledes retsforholdet efter Vedtægten mellem en tjenestemand og hans administration kan ændre, eller endog tilsidesætte det almindelige princip om beskyttelse af den berettigede forventning.

Der er heller ikke nogen højere almen interesse, som begrunder fratagelsen af udlandstillægget, når ingen bestemmelse udtrykkeligt hjemler dette.

Sagsøger fastholder sine søgsmålsgrunde.

Sagsøgte har i duplikken anført, at Domstolens tidligere retspraksis klart går imod sagsøgers opfattelse, hvorefter tilbagekaldelse ex tunc eller ophævelsen ex nunc af udlandstillægget under alle omstændigheder ikke er mulige, når der ikke foreligger en udtrykkelig bestemmelse herom.

Sagsøgte er nemlig overbevist om, at de afgørelser, som Domstolen allerede har haft lejlighed til at træffe i sager om ophævelse af individuelle ulovlige forvaltningsakter, klart giver den mulighed for at statuere, at den anfægtede afgørelse om ophævelse af sagsøgers udlandstillæg er velbegrundet.

Intet i Domstolens afgørelser lader formode, at Domstolen i en sag om ophævelse ville anvende begrebet rimelig tid, som gælder for tilbagekaldelse ex tunc.

Sagsøgte kan heller ikke følge sagsøger, når han hævder, at det af Domstolens retspraksis fremgår, at ophævelse ex nunc kun er mulig, dels når der ikke foreligger en udtrykkelig afgørelse, dels ved ren passivitet eller tolerance fra myndighedens side. Dette ville indebære, at det ville være umuligt, endog ex nunc, at ophæve enhver ulovlig retsakt.

Sagsøgte har fastholdt sit indlæg i svarskriftet, for så vidt angår sondringen mellem konstitutive og rent konstaterende retsakter. Sagsøger har ikke i replikken fremført noget argument, der kan gendrive det af sagsøgte tidligere anførte.