GURI nr. 70, af 25.3.2015, almindeligt tillæg nr. 15.

I den efter vedtagelsen af lovdekret nr. 3/2015, som ændret og ophøjet til lov nr. 33/2015, gældende version.

Som ændret ved lov nr. 33/2015.

GURI nr. 220 af 21.9.2018.

Dom af 28.7.2016, Association France Nature Environnement (C-379/15, EU:C:2016:603, præmis 47), og af 4.10.2018, Kommissionen mod Frankrig (Forskudsskat) (C-416/17, EU:C:2018:811, præmis 108 ff.).

De forudsætninger, hvorunder en national ret, hvis afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres, er pligtig at indbringe sagen for Domstolen blev fremhævet af Domstolen i dom af 6.10.1982, Cilfit m.fl. (C-283/81, EU:C:1982:335), og for nyligt påpeget af Domstolen i dom af 28.7.2016, Association France Nature Environnement (C-379/15, EU:C:2016:603, præmis 47-50), og af 4.10.2018, Kommissionen mod Frankrig (Forskudsskat) (C-416/17, EU:C:2018:811, præmis 108 ff.). Følgelig gælder, at hvis der er rejst et EU-retligt spørgsmål for en retsinstans, hvis afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres, er retten pligtig at indbringe sagen for Domstolen, medmindre retten har fastslået, at EU-rettens korrekte anvendelse fremgår med en sådan klarhed, at der ikke er plads for fortolkningstvivl. En sådan mulighed skal vurderes i forhold til dels EU-rettens særegenheder, dels de særlige vanskeligheder, fortolkningen heraf frembyder, samt risikoen for afvigende retspraksis inden for Unionen.

Dom af 22.9.2016, Microsoft Mobile Sales International m.fl. (C-110/15, EU:C:2016:717, præmis 18).

Dom af 22.9.2016, Microsoft Mobile Sales International m.fl. (C-110/15, EU:C:2016:717, præmis 19).

Denne sag omhandlede ligeledes en anmodning om en præjudiciel afgørelse fra Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager). Jf. ligeledes kendelse af 8.6.2017, Lg Costruzioni (C-110/16, ikke trykt i Sml, EU:C:2017:446).

Domstolen fortsatte i præmis 19-21 i dens kendelse ved at angive, at den gentagne gange [har] påpeget, at for at opnå en fortolkning af EU-retten, som den nationale ret kan bruge, er det påkrævet, at denne giver en beskrivelse af de faktiske omstændigheder og regler, som de forelagte spørgsmål hænger sammen med, eller i al fald forklarer de faktiske forhold, der er baggrunden for dens spørgsmål […]. Den forelæggende ret skal ligeledes angive de præcise grunde til, at den finder, at der er tvivl om fortolkningen af visse EU-retlige bestemmelser, og at den finder det nødvendigt at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål. Domstolen har allerede fastslået, at det er nødvendigt, at den nationale ret i det mindste i et vist omfang angiver begrundelsen for valget af de EU-retlige bestemmelser, som den ønsker fortolket, og angiver den forbindelse, som efter dens opfattelse består mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, der finder anvendelse i sagen. […] Det bemærkes, at de i forelæggelsesafgørelserne givne oplysninger og de deri stillede spørgsmål ikke blot skal tjene til at sætte Domstolen i stand til at give hensigtsmæssige svar, men også til at give medlemsstaternes regeringer samt andre berørte parter mulighed for at afgive indlæg i henhold til artikel 23 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol. Domstolen skal drage omsorg for, at denne mulighed sikres, henset til, at det i medfør af denne bestemmelse kun er forelæggelsesafgørelserne, der forkyndes for de pågældende parter, ledsaget af en oversættelse til den enkelte medlemsstats officielle sprog, men ikke de nationale sagsakter, som den forelæggende ret eventuelt har fremsendt til Domstolen […].

Den forelæggende ret henviser ikke i dette spørgsmål til andre mulige alternativer i italiensk ret om nedsættelse af kapitalen i eller likvidation af en andelsbank.

Dom af 21.6.2018, Fidelity Funds m.fl. (C-480/16, EU:C:2018:480, præmis 33).

Selv om traktaten ikke definerer begreberne kapitalbevægelser og betalinger, er det ubestridt, at Rådets direktiv 88/361/EØF af 24.6.1988 om gennemførelse af traktatens artikel 67 (EFT 1988, L 178, s. 5) sammen med nomenklaturen, som er indeholdt i direktivets bilag, udgør en vejledning hvad angår definitionen af begrebet kapitalbevægelser. Af punkt I og III i nomenklaturen i bilag I til direktiv 88/361 og af de forklarende bemærkninger i bilaget fremgår det, at direkte investeringer ved erhvervelse af kapitalinteresser i en virksomhed i form af aktier samt erhvervelse af værdipapirer, der handles på kapitalmarkedet, udgør kapitalbevægelser i artikel 56 EF’s forstand. Ifølge de forklarende bemærkninger er navnlig direkte investeringer karakteriseret ved muligheden for faktisk deltagelse i et selskabs drift og i kontrollen hermed. Jf. dom af 13.5.2003, Kommissionen mod Spanien (C-463/00, EU:C:2003:272, præmis 52 og 53 og den deri nævnte retspraksis).

Det er særligt tilfældet henset til den omstændighed, at investorer efterfølgende kan opleve problemer i forbindelse med indfrielsen af deres investering af kapital i lyset af reglerne i artikel 29 i forordning nr. 575/2013 og artikel 10 i delegeret forordning nr. 241/2014.

Domstolen fastslog i præmis 39 i dom af 14.6.2012, CIVAD (C-533/10, EU:C:2012:347), at [d]er er således en formodning for, at retsakter, der udstedes af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer er lovlige, hvilket indebærer, at de afføder retsvirkninger, så længe de ikke er blevet trukket tilbage, annulleret under et annullationssøgsmål eller erklæret ugyldige som følge af en præjudiciel forelæggelse eller en ulovlighedsindsigelse.